Islands Højesterets dom 15. november 2001 nr. 120/2001

by Islands Højesteret

Højesterets dom 15. november 2001 nr. 120/2001

Landssími Íslands A/S
(højesretsadvokat Andri Árnason)
mod
konkurrencerådet
(højesteretsadvokat Karl Axelsson)

Konkurrence. Forvaltning.

Det var bestridt, hvorvidt afslagsvilkår, som L gav i GSM-service, var egnede til at have skadelig påvirkning på konkurrence i forstand af § 17 i konkurrenceloven nr. 8/1993, jf nu lov nr. 107/2000. L nedlagde påstand om at en kendelse fra ankenævnet i konkurrencesager, hvor S´s synspunkter var tiltrådt, blev ophævet. Ved afgørelsen i sagen blev det taget i betragtning at L havde haft en markedsrådende stilling på det omtalte tidspunkt. I medfør af § 39 i konkurrenceloven havde S kaldt efter oplysninger og sagsmateriale fra L A/S om det forhold, hvor stor udgiftsmæssig fordel han mente at det indebar at give de omtalte vilkår. L A/S som ikke havde villet besvare dette, måtte lide ugunst af mangel af oplysninger, om at han ikke havde haft en anden hensigt ved at give storforbrugerafslag og kvantumrabat, end at styrke og bibeholde på én eller anden måde sin markedsførende stilling. - - - Beslutningen hos S, som ankenævntet havde stadfæstet med sin kendelse, fandtes at være egnet til at fremme det lovmæssige formål at styrke aktiv konkurrence på kommunikationsmarkedet. Påstandene fra L blev derfor afslået.

I pådømmelsen af sagen har deltaget højesteretsdommerne Garðar Gíslason, Guðrún Erlendsdóttir, Haraldur Henrysson, Hrafn Bragason og Pétur Kr. Hafstein.

Appellanten appellerede sagen til Højesteret 30. marts 2001. Han nedlægger påstand om ophævelse af kendelse hos ankenævnet for konkurrencesager nr. 11/1999 af 10. august 1999 for så vidt angår stadfæstelse af forhold I i konkurrencerådets beslutning i dens afgørelse nr. 17/1999 af 9. juni 1999. - - -

Indstævnte kræver stadfæstelse af herredsrettens dom - - -

I herredrettens dom findes en udførlig beskrivelse af sagens omstændigheder og parternes søgsmålsgrunde og indsigelser og hovedtrækkene i afgørelsen hos ankenævnet for konkurrencesager. Sådan som det fremgår heraf, så drejer parternes tvist sig om det forhold, hvorvidt et storforbrugerafslag som appellanten tilbød i sin GSM-tjeneste den 1. marts 1998, og et månedligt kvantumafslag i GSM-tjeneste, der trådte i kraft den 1. juli s.å., var egnet til at have skadelig påvirkning på konkurrence i den forstand som § 17 i konkurrenceloven nr. 8/1993, jf nu § 9 i lov nr. 107/2000 tillægger denne bestemmelse. Der henses navnlig til at kommunikationsselskabet Tal A/S havde i juli 1997 fået tilladelse til at drive et GSM-telefonsystem her i landet i medfør licitation efter at samfærdselsministeriet havde udbudt det internationalt, og startede sin virksomhed i sydvestdelen af landet den 5. maj 1998.

Ankenævnet i konkurrencesager stadfæstede den omtalte beslutning fra indstævnte om forbud med storforbrugsabonnement samt månedlig kvantumrabat af appellantens GSM-tjeneste, blandt andet med henvisning til begrundelsen for afgørelsen men samtidig også den bemærkning, at det ikke var nødvendigt ved sagens behandling, at undersøge hvorvidt appellanten havde fået statsstøtte. Det må anses at indstævntes synspunkter om eventuel statsstøtte ikke var blandt de materielle punkter, der førte til ankenævnets resultat. Helt rigtigt tog herredsretten ikke appellantens søgsmålsgrunde til overvejelse, som angik dette her, deriblandt overtrædelse af kontradiktionsprincippet, og disse søgsmålsgrunde kommer derfor ikke i betragtning for Højesteret.

Det er uomtvistet i sagen at appellanten havde på dette tidspunkt en markedsførende stilling på kommunikationsområdet her i landet. Selv om markedsrådende selskaber normalt kan tage i anvendelse forskellige tiltag er det uundgåeligt at bedømme appellantens bestridte afslagsvilkår i belysning af hans overlegenhed på dette marked, hvor der tidligere ikke havde været nogen konkurence. I henhold til § 39 i konkurrenceloven kaldte indstævnte efter oplysninger og materiale fra appellanten om hvorvidt han mente at han ville opnå udgiftssparende fordele ved at give særligt afslag af GSM-tjeneste til visse kunder, som havde større forretning end andre. Appellanten har ikke villet svare på dette, og mener at sådanne oplysninger er unødvendige til at bedømme retmæssigheden af afslagsvilkårene. Af appellantens mødereferater som er blevet fremlagt kan intet sluttes herom. Denne mangel af oplysninger er derfor i hans disfavør, idet han ikke har kunnet påvise til hvilket formål han gav storforbrugerabonnement og kvantumafslag end at styrke og bibeholde på en eller anden måde sin markedsførende stilling på GSM-tjenesteområdet.

Højesteret har erkendt at konkurrencemyndighederne har rummelige beføjelser ved bedømmelsen af, hvornår indgreb mod misbrug af markedsoverlegenhed bør iværksættes, men sådan overlegenhed er ikke retsstridig i sig selv, jf H. 1997.2625, H.1998.1300 og H. 1999.1280. Denne bedømmelse må dog bero på en saglig vurdering og følge forvaltningsrettens principper, men domstolene pådømmer konkurrencemyndighedernes grænse i denne sammenhæng jf § 60 i grundloven. Appellanten har ikke påvist, at konkurrencemyndighedernes indgreb har krænket denne betingelse. I betragtning at dette findes indstævntes beslutning, som er genstand for denne tvist, at have været egnet til at bidrage til det lovmæssige formål at fremme aktiv konkurrence på kommunikationsmarkede, og ikke var gået mere vidt end der var rimeligt.

Med disse bemærkninger og iøvrigt med henvisning til præmisserne i herredsrettens dom bør den være at stadfæste.

- - -

T h i   k e n d e s   f o r   r e t:

Herredsrettens dom bør ved magt at stande.

- - -