Islands Højesterets dom 29. marts 2001 nr. 434/2000

by Islands Højesteret

Højesterets dom 29. marts 2001 nr. 434/2000

K
(højesteretsadvokat Dögg Pálsdóttir)
mod
M
(højesteretsadvokat Valborg Þ. Snævarr)

Børn. Forældremyndighed.

M og K fik sønnen A i året 1995. De boede sammen i registreret samliv fra hans fødsel. Lidt senere ophævede de samlivet, og M anerkendte faderskabet til A, som boede hos sin moder. I året 1999 anlagde M sag og krævede at få tillagt forældremyndigheden over A, idet hyppige flytninger havde skabt stor usikkerhed for drengen og det havde været svært at få en fast ordning angående samværsretten. - - - Både M og K ansås at være egnede til være indehavere af forældremyndigheden, men forskellige omstændigheder fandtes at give M forrang der førte til at han fik tildømt forældremyndigheden over drengen. Højesteret stadfæstede herredsrettens dom under henvisning til dens præmisser med den bemærkning at opvæksbetingelserne fandtes at være gode og betryggende hos M og at han der ville bo i tryghed og stabilitet. Sagsmaterialet tydede derimod på at A´s opvæksbetingelser hos K var ustabile, hvilket ikke kunne ses forbi.

I pådømmelsen har deltaget højesteretsdommerne Garðar Gíslason, Guðrún Erlendsdóttir, Haraldur Henrysson, Hrafn Bragason og Pétur Kr. Hafstein.

Appellantinden har indanket denne sag til Højesteret ved stævning af 28. november 2000. Hun nedlægger påstand om at få tillagt forældremyndigheden over drengen A der er født den 6. december 1995 - - -

Indstævnte påstår stadfæstelse af herredsrettens dom - - -

Til brug for Højesteret er der tilvejebragt yderligere oplysninger. De angår kendelse afsagt af Herredsretten i nordvestretskredsen den 5. november 1999 om at faderen midlertidigt fik tillagt forældremyndigheden over drengen indtil endelig dom afsiges om hans forsorg, men denne kendelse er gjort til genstand for behandling i herredsrettens dom. Fra indstævntes side er der blevet fremlagt en erklæring fra formanden i børneværnsudvalget i kommunerne syd for Skarðsheiði om at appellantindens moder havde bekræftet at hun ikke længere boede i X og ville ikke fortælle hvor hun var flyttet hen. Under den mundtlige procedure for Højesteret fremkom at appellantinden bor til leje i Kópavogur, og er i arbejde, men nærmere oplysninger om hendes forhold fremkom ikke.

I.

Sagens genstand og søgsmålsgrunde og anbringender er gengivet i herredsrettens dom. Parternes tvist gælder forældremyndigheden over deres søn, men da han blev født boede de sammen i registreret samliv. Lidt senere ophævede de samlivet, men indstænvte anerkendte faderskabet med en erklæring den 22. januar 1996. I august 1999 indsendte indstævnte krav til sysselmanden i Reykjavík om at forældremyndigheden over barnet blev ændret. Appellantinden nægtede dette krav hos sysselmanden i Blönduós i samme måned, men sagen var blevet sendt dertil idet appellantinden var bosat dér på daværende tidspunkt.

Indstævnte rejste herefter sag for Herredsretten i nordvestretskredsen, hvor den blev tingfæstet den 3. november 1999. Han har forklaret at det gjorde han på grund af appellantindens mange flytninger, idet de skabte stor usikkerhed for drengen. Han fik en erklæring fra appellantindens stedfader til bekræftelse heraf. Desuden mener indstævnte at det har været svært at få en ordning med regelmæssigt samvær med barnet.

I herredet rejste indstævnte sit søgsmål på § 35, stk. 3 i børneloven nr. 20/1992, men bestemmelsen forudsætter at moderen har lovbeskyttet forældremyndighed, jf lovens § 30, stk. 2. Han mener at barnet er nært knyttet til ham og hans familie. Med indstævntes advokats skrivelse til Højesteret den 21. marts 2001 ændrede advokaten grundlaget som sagen var rejst på og meddelte at han ved sagens mundtlige procedure ville hovedsagelig bygge på at barnets forældremyndighed havde været fælles fra dets fødsel. Han mente at der fandtes hjemmel for denne ændring af sagens grundlag i medfør af børnelovens § 62. Appellantindens advokat protesterede mod denne ændrede procesførelse hos indstævnte med et brev til retten den 22. s.m. og hævdede at dette ændrede søgsmålet i sådan grad, at det ikke ville blive muligt at bygge på en ændret procesførelse for Højesteret, jf § 163, stk. 2 i lov nr. 91/1991 om retsplejen i civile sager.

Retssager om forældremyndighed over børn behandles efter reglerne i retsplejeloven om civile retssager, men dog med betydelige afvigelser. Af denne grund er det foreskrevet i børnelovens §62 at parterne kan fremsætte påstande og nye anbringender, helt frem til at sagen bliver procederet. Til trods for at der tillades afvigelser fra de generelle regler bør det dog forsøges at holde processen mest muligt i de oprindelige rammer. Parterne har optrådt som om appellantinden faktisk havde forældremyndigheden over barnet. Der findes ikke at være grundlag for at ændre dette grundlag som processen blev lagt i ved begyndelsen hvad dette angår. Det findes ikke at den ændring som indstævntes advokat ønsker at foretage, vil være udslaggivende for sagens resultat, idet der ved en sags behandling altid må anvendes den materielle regel som vejviser, der sigter mod den løsning som er den bedste for barnet.

I herredsrettens dom refereres den kendelse som blev afsagt efter indstævntes begæring den 5. september 1999 om midlertidig forældremyndighed over barnet. Den blev afsagt uden at appellantinden gav møde i retten. Endvidere beskrives en kendelse af 4. februar 2000 hvor appellantindens krav om ændring af den tidligere kendelse om midlertidig forældremyndighed over barnet blev afslået. Appellantinden påstår at den tidligere kendelse var afsagt på urigtige forudsætninger. Der fremkom ikke tildragelsen til at barnet befandt sig hos indstævnte da begæringen om den midlertidige forældremyndighed blev fremsat den 29. oktober 1999. Da havde retspræsidentens tilsigelse været forkyndt for appellantinden kl. 13:25 i Keflavík den 2. november, et døgn inden begæringen skulle behandles. Selve begæringen havde ikke fulgt med tilsigelsen. Det blev påstået at appellantinden på ingen måde havde gjort sig klart hvilken følge det ville indebære, hvis hun ikke mødte op til retsmødet eller havde kontakt med dommeren. Denne begyndelse prægede herefter alt det senere forløb og påvirkede herredsrettens afgørelse.

Det kan tiltrædes med appellantinden at herredsretten burde på grund af sagens art ikke have afsagt kendelse om barnets midlertidige forældremyndighed uden at gøre yderligere forsøg på at tage kontakt med appellantinden. På den anden side forelå den kendsgerning at efter at herredsretten afslog at ændre forældremyndigheden midlertidigt, var appellantinden rejst bort fra Blönduós og havde da efterladt barnet i tre uger hos en samboer, som hun mente at hun var slået op med. Samboeren havde så efter hendes ønske sendt barnet sydpå til hende. På dette tidspunkt havde hun arbejde i Keflavík og havde boet der i et vandrehjem. Appellantinden blev forsinket i at hente barnet på rutebilstationen i Reykjavík, hvorfor indstævnte tog det med sig hjem, men lederen af socialforvaltningen i Blönduós havde underrettet ham om barnets forventede ankomst. Dertil hentede appellantinden barnet lidt senere. Det kom så tilbage til indstævnte for sædvanligt samvær og tog så ikke tilbage igen, men indstævnte fremsatte så krav om at få tillagt forældremyndigheden over barnet.

Kendelsen om barnets midlertidige forældremyndighed er ikke til prøvelse for Højesteret. Derimod kan det tiltrædes med appellantinden at der må henses til sagens beskaffenhed i sin helhed når der træffes afgørelse i sagen og endvidere hvordan sagen blev behandlet i begyndelsen.

II.

I herredsrettens dom er gengivet en skønsforretning fra udmeldte skønsmænd af 6. juli 2000 om parternes forhold, deres tilknytning til barnet og deres egnethed til at sørge for det og have forældremyndigheden. Da skønsmændene afgav deres forretning boede appellantinden hjemme hos sin moder og stedfader i X under gode forhold og gik i enhedsskolen i Akranes. Her foran er beskrevet at hendes kår har ændret sig.

Efter skønsmændenes mening er begge parter habile til at have forældremyndigheden over barnet men på nogle punkter har indstævnte dog nogen forrang. Den ene af skønsmændene har forklaret for retten at barnets velbefindende er blevet bedre efter at det flyttede til indstævnte. Der foreligger ikke andet end at barnets opvækstbetingelser er gode og solide hos indstævnte og at det bor der ved tryghed og stabilitet. Sagsmaterialet bevidner derimod om barnets ustabile opvækstforhold hos appellantinden, og hendes omstændigheder har nu ændret sig endnu en gang. Dette er ikke til at komme uden om. I betragtning af dette og under henvisning til herredsretsdommens præmisser bør den stadfæstes.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t:

Herredsrettens dom bør ved magt at stande.

- - -