Islands Højesterets dom 31. maj 2001 nr. 67/2001

by Islands Højesteret

Højesterets dom 31. maj 2001 nr. 67/2001

K og M
(højesteretsadvokat Helgi Birgisson)
mod
den islandske stat
(høajesteretsadvokat Guðrún Margrét Árnadóttir)
og
X og Y
(højesteretsadvokat Jóhannes Karl Sveinsson)

Familieret. Børn. Adoption.

M og K blev den 18. september 1989 frataget forældremyndigheden over deres sønner, C som var 15 måneder gammel, og D, som var 6 år, og de blev anbragt i pleje hos X og Y i april 1990. I året 1998 flyttede den ældste dreng fra plejeforældrene hjem til sine biologiske forældre og herefter ønskede plejeforældrene X og Y at adoptere C, men tidligere havde de ønsket at drengen fik lov til at opkalde sig efter X i stedet for K. K og M protesterede imod disse begæringer, men efter at børneværnsudvalgene i G- og R-kommuner gav deres anbefalinger udstedte justits- og kirkeministeriet bevilling til adoption af C til X og Y. M og K krævede at bevillingen blev annulleret og at C ikke opkaldte sig efter X. De mente at bevillingen ikke var i overensstemmelse med den dagældende adoptionslov. Højesteret tiltrådte ikke M og K´s synspunkter om at adoptionsbevillingen var i strid med loven og afslog deres krav med den bemærkning at alle som havde haft med sagen at gøre var enige om at plejeforældrenes adoption af drengen var til hans gunst og tjente hans interesser bedst, blandt andet på grund af de specielle omstændigheder, der var opstået på grund af hans helbredstilstand.

I pådømmelsen har deltaget højesteretsdommerne Garðar Gíslason, Guðrún Erlendsdóttir, Haraldur Henrysson, Hrafn Bragason og Pétur Kr. Hafstein.

Appellanterne har indbragt denne sag for Højesteret 22. februar 2001. De nedlægger påstand om at der ved dom annulleres adoptionsbevilling udstedt 29. marts 2000 af justits- og kirkeministeriet, til X og Y til at adoptere C, cpr-nr. --- , samt tilladelsen som ministeriet meddelte samtidigt, om at C optog navn efter indstævnte X. Appellanterne kræver at X og Y bliver dømt til at tåle dom til annullering af adoptionsbevillingen og hjemmelen til at drenges opkaldes efter indstævnte X . - - -

Indstævnte den islandske stat påstår principalt stadfæstelse af herredsrettens dom - - -

Indstævnte X og Y påstår stadfæstelse af herredsrettens dom - - -

I.

I herredsrettens dom beskrives at appellanterne M og K blev med Reykjavíks Børneværnsudvalgs kendelse af 18. september 1989, der blev stadfæstet af Islands Børneværnsråd, frataget forældremyndigheden over deres sønner D, som da var 6 år og C, som var 15 måneder gammel. Drengene blev anbragt i pleje på prøve til indstævnte X og Y i april 1990, men i varig pleje den 12. februar 1992. Plejekontrakten ifølge § 31 i børneværnsloven nr. 58/1992 blev indgået den 25. januar 1994, hvor der fremhævedes at plejforældrene har forældremyndigheden over drengene og at indstævnte X var deres værge. I plejekontrakten fandtes en bestemmelse om samvær der gik ud på at appellanterne fik lov til at mødes med deres sønner to gange om året, to timer ad gangen. Med Reykjavíks Børneværnsudvalgs kendelse af 30. juni 1998 fastsattes, at D´s samvær med sine biologiske forældre skulle være 1-2 gange om måneden, men derimod at samvær med C faldt bort i året 1998, og dette blev i hovedtrækkene stadfæstet at Islands Børneværnsråd i kendelse af 3. november s.å. Omkring dette tidspunkt rejste den ældste af drengene fra sine plejeforældres hjem til sine biologiske forældree. I december 1998 ansøgte X og Y om at adoptere C, men tildigere havde de ønsket at han måtte ændre navn og opkalde sig efter plejefaderen men ikke sin biologiske fader. Appellanterne modsatte sig disse begæringer, men efter at Børneværnsudvalgene i Garðabær kommune og Reykjavík kommune havde givet deres anbefaling, udstedte justits- og kirkeministeriet bevilling til adoption for indstævnte X og Y den 29. marts 2000.

II.

Appellanterne har påstået at ministeriets bevilling til adoption til plejeforældrene ikke var i overensstemmelse med den dagældende adoptionslov nr. 15/1978, fordi i henhold til lovens § 12, stk. 2 og 3 havde det været Reykjavík Børneværnsudvalg som skulle have ønsket efter bevilling til adoption og bevillingen måtte ikke meddeles medmindre der forelå anbefaling og samtykke fra Børneværnsrådet.

§ 12, stk. 2 og 3 i lov nr. 15/1978 handler om nødvendigheden af at Børneværnsrådet behandler sager, når der ikke opnås samtykke til adoption ifølge lovens §§ 7 og 10. Som ovenfor beskrevet var C ikke i børneværnsudvalgets omsorg, idet det var indstævnte X og Y som havde forældremyndigheden over ham. Appellanterne var blevet frataget forældremyndigheden over ham og var derfor ikke en habile til at give samtykke, og det var kun nødvendigt at indhente udtalelse fra dem jf § 8, stk. 1. Børneværnsudvalgene i Garðabær kommune og Reykjavíks kommune har udtalt sig positivt overfor adoptionen. En ny adotpionslov nr. 130/1999 forudsætter ikke at der indhentes anbefaling fra børneværnsrådet og rådets opgaver og rolle er blevet ændret. Sådan som denne sag er beskaffen findes det unødvendigt at tage stilling til, hvorvidt der skulle indhents udtalelse fra Børneværnsrådet.

Appellanterne påstår at deres ret til kontradiktion var blevet overtrådt ved sagens behandling, idet Garðabærs børneværnsudvalg kun støttede sig til oplysninger fra plejforældrene og gav ikke appellanterne mulighed for at udtale sig inden det afgav sin udtalelse i sagen.

Garðabærs børneværnsudvalg blev pålagt at undersøge kår og forhold hos indstævnte X og Y og drengen med henblik på ansøgningen om adoption og give ministeriet sin udtalelse. Udvalget var kendt med appellanternes modvilje overfor adoptionen og man havde henvendt sig til Reykjavíks Børneværnsudvalg idet det var dette udvalg der havde sørget for at anbringe drengen i pleje hos instævnte. Dér fik appellanterne lejlighed til at udtale sig og fremsætte sine bemærkninger. Begge parters advokater fik sendt udtalelserne fra begge udvalg, og fotokopi af redegørelser fra disse medarbejdere, og de indsendte deres bemærkninger til ministeriet. Det kan ikke ses andet end at appellanten havde lejlighed til at fremsætte deres synspunkter, og det kan ikke tiltrædes, at deres ret til kontradiktion er blevet krænket.

I herredsrettens dom findes beskrevet den sygdom som C lider af, og der beskrives attester og udtalelser fra psykologer og socialrådgivere fra Garðarbærs kommunes og Reykjaviks kommunes børneværnsudvalg. Alle som har haft med sagen at gøre er enige om at plejeforældrenes adoption af drengen er til gavn for ham og tjener bedst hans interesser jf § 2 i lov nr. 15/1978 og det er også åbenbart at drengen selv ønsker at adoptionen gennenføres.

Med disse bemærkninger og iøvrigt med henvisning til herredsretsdommerens præmisser bør den være at stadfæste - - -

T h i   k e n d e s   f o r   r e t:

Den islandske stat, og X og Y bør være at frifinde af krav fra appellantene K og M.

- - -