Islands Højesterets dom 7. juni 2001 nr. 16/2001

by Islands Højesteret

Højesterets dom 7. juni 2001 nr. 16/2001

Hallgrímur Jónsson
(højesteretsadvokat Einar Gautur Steingrímsson)
mod
Den Frie Investeringsbank
(højesteretsadvokat Bjarki H. Diego)

Fondsmæglerselskaber. Investeringsservice.

Fondsmæglerselskabet S udførte handel med værdipapirer for H. Handelen medførte tab og derved stiftedes gæld hos H overfor S. F som overtog alle S´s rettigheder og pligter krævede H om gælden. H bestred at være betalingspligtig og gjorde navnlig gældende at en del af den udførte investeringsservice var blevet foretaget uden hans samtykke, og desuden at rådgivningen fra S's side havde været mangelfuld. I den grad H ikke havde godkendt tjenesteydelser fandtes det at han med sin passivitet var blevet forpligtet af dem. Det fandtes godtgjort at H var blevet informeret om handelsens natur og den risiko som den medførte. Det blev derfor ikke tiltrådt at rådgivningen havde været i så høj grad mangelfuld at H´s forpligtelser overfor S var ophævet eller at der var opstået nogen ret hos ham til erstatning fra S.

I pådømmelsen af denne sag har deltaget højesteretsdommerne Garðar Gíslason, Guðrún Erlendsdóttir og Markús Sigurbjörnsson.

Appellanten indankede sagen til Højesteret 12. januar 2001. Han påstår frifindelse af indstævntes krav - -

Indstævnte påstår stadfæstelse af herredsrettens dom - - -

I.

Sagen opstod på grund af inversteringsservice som appellanten sørgede for med assistance fra Inversteringsselskabet Skandia A/S i årene 1993 til 1996. De fordringer som sagen angår, er indstævnte nu blevet ejer af og fremtræder derfor som part. Af sagens dokumenter ser det ud til at appellanten i 30 tilfælde har købt eller solgt værdipapirer ved Skandia A/S´s service, men handelen drejede sig hovedsagelig om derativer og optioner. På handelen tabte appellanten ialt 1.999.620 kroner. Han fremlagde i begyndelsen frem penge til invensteringen, men hen ad vejen lagde Skandia A/S ud for hans forpligtelser. Da handelen var overstået skyldte han til Skandia A/S et beløb på 653,446 kroner i henhold til endelige papirer fra appellanten. Det kan sluttes at denne gæld er opstået i forbindelse med handel som fandt sted i perionden fra 4. marts til 10. maj 1998. Sagen blev dog anlagt for at kræve om 547.596 kroner.

Appellanten har navnlig to indsigelser. For det første mener han at Skandia A/S har forpligtet ham ved at foretage enkelte tjenesteydelser angående værdipapirhandel uden at have fået tilstrækkelig fuldmagt. For det andet mener han at det manglede meget på at rådgivningen fra Skandia A/S var fyldestgørende.

II.

Indstævnte gør gældende for sit krav mod appellanten at i alle tilfælde havde appellanten enten tilsluttet sig forslag fra Skania A/S´s medarbejderere eller selv giver ordre om dem. I denne sammenhæng er det rigtigst at se på hvad appellanten forklarede i retten, men det var at oftest var det ham selv eller Skandia´s medarbejder der kom med forslag til den handel, som senere blev gennemført. Appellanten har også erkendt at have regelmæssigt fået tilsendt oversigt, hvor hans investeringer blev specificeret, men havde dog ikke gjort sig bekendt med disses indhold.

Handelen mellem parterne holdt op i foråret 1996. Appellanten reklamerede først mere end to og et halvt år senere over at tjenesteydelser var blevet gennemført uden hans samtykke, men dette fremkom først i hans redegørelse til retten den 17. december 1998. Appellanten havde dog tidligere klaget over forskellige af sine forretninger med Skandia A/S i en skrivelse til Islands centralbanks banktilsyn den 24. marts 1997. Endvidere bør der tages hensyn til at appellanten ikke har benægtet at have modtaget inkassomeddelelser på grund af handelen med Skandia A/S og selskabets advokat i årene 1996 og 1997. I den udstrækning som appellanten ikke godkendte enkelte tjenesteydelser forud eller kort efter at de blev foretaget, må det anses at han med sin passivitet er blevet bundet af dem.

III.

Appellantens søgsmål angående mangelfuld rådgivning hos Skandia A/S må forstås således at han antager at selskabet har pådraget sig erstatningsansvar overfor ham. Erstatning på dette grundlag svarer mindst til det beløb som indstævnte kræver ham om. Det kan bifaldes med appellanten at på Skandia A/S påhvilede en udstrakt pligt til at give ham udførlige oplysninger om de handelsydelser som det havde udført for ham, jf den dagældende bestemmelse i § 13, stk. 1 i lov nr. 9/1993 om værdipapirhandel, der omfattede parternes forretning og er indholdsmæssigt samsvarende med § 15, stk. 1 i lov nr. 13/1996 om samme emne. Det må haves særskilt in mente at det ikke foreligger at appellanten har udstrakt erfaring af børsmæglervirksomhed. For retten anerkendte appellanten derimod at han havde selv ønsket at deltage i børsmæglervirksomhed som indebar "lidt risiko". Appellanten har også forklaret at den medarbejder hos Skandia A/S der som ofteste tog sig af hans tjenesteydelser, havde forklaret for ham hvad „derativer" var og "hvordan de fungerede". I indstævntes advokats førnævnte skrivelse til Islands Centralbanks banktilsyn fremgår også at medarbejderen havde indledningsvis i handelen fortalt appellanten at " de største forrentningsmuligheder ligger i køb af optioner, men samtidig at denne slags handel er risikabel." For retten forklarede appellanten at han havde klaget til medarbejderens overordnede, der da havde fortalt ham at dette var "særdeles risikabel handel". Det er uomtvistet at dette skete inden handelen blev indgået, som appellantens krav i sagen hidrører fra. I henhold til dette er det åbenbart at appellanten blev fortalt om naturen af den handel, som han senere ønskede at indlede, og at denne var meget risikabel.

På grund at transaktionernes omfang og den dertil knyttede risiko, skulle Skandia A/S med rette indgå en særlig overenskomst med appellanten herom, hvor der blev beskrevet parternes rettigheder og pligter, jf dagældende bestemmelse i § 15, stk. 1 i lov nr. 9/1993 jf § 17 i lov nr. 13/1996. Denne pligt opfyldte selskabet ikke. Som tidligere forklaret blev appellanten alligevel bundet at handelen på grund af hans passivitet efter at den var blevet indgået. Med hensyn til dette og det foran beskrevne forhold om at appellanten fik meddelt oplysninger om handelens natur, findes det ikke at han har fremført tilstrækkelig begrundelse for at rådgivningen var så mangelfuld at han burde fritages for sine forpligtelser over for indstævnte eller at han på grund af dette har ret til erstatning fra indstævnte.

- - -

T h i   k e n d e s   f o r   r e t:

Herredsrettens dom bør ved magt at stande - - -