Islands Højesterets dom 7. juni 2001 nr. 173/2001

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning






Højesterets dom 7. juni 2001 nr. 173/2001


Sigfús Illugason o.fl.
(højesteretsadvokat Sigurður Georgsson)
mod
den islandske stat
(højesteretsadvokat Einar Karl Hallvarðsson)


Proces. Lovbeskyttede interesser. Partsevne.

De kærende fandtes ikke at have påvist at de havde lovbeskyttede interesser i at få en retslig afgørelse om hvorvidt et bestemt krater blev kaldt for Hverfell eller Hverfjall på et landkort fra Islands Geodætiske Institut og det fandtes at bestemmelse i § 2, stk. 3 i lov nr. 35/1953 med senere ændringer ikke kan fortolkes således at hver som helst kan anlægge sag i anledning af sådanne navngivelser. Iøvrigt er de opregnet i stk. 2 i samme artikel som kan have partsevne angående sager for Stednavneinstituttet. - - -


I pådømmelsen har deltaget højesteretsdommerne Markús Sigurbjörnsson, Árni Kolbeinsson og Ingibjörg Benediktsdóttir.

Kærende indbragte sagen for Højesteret ved kære den 9. maj 2001, som retten modtog sammen mede kæremålsmaterialet den 15. s.m. Reykjavíks Herredsrets kendelse af 26. april 2001 er påkæret, hvor kærendes sag mod indkærede blev afvist fra retten. Kærehjemmel finde i § 143, stk. 1, litra j i lov nr. 91/1991 om civile sagers retspleje. Kærende nedlægger påstand om at det forelægges herredsretten at tage sagen til behandling i realiteten. - - -

Indkærede påstår stadfæstelse af den påkærede kendelse - - -

I.

Det er indlysende af sagens akter at der er meget delte meninger om hvorvidt et stejlt krater som ligger i et område tilhørende gården Vogur i Skútustaðasogn i Mývatnsområdet hedder Hverfell eller Hverfjall. Denne tvist havde stået på i lang tid, og var til sidst blevet tildspidset i anledning af navngivning på et landkort hos Islands Geodætiske Institut. Dette førte til at Islands Geodætiske Insitut udbad sig udtalelse fra Stednavneinstituttet den 25. november 1998 om hvilket navn skulle bruges. Som det er beskrevet i den påkærede kendelse bestemte Stednavneinstituttet i kendelse af 12. maj 1999 at navnet Hverfjall igen skulle bruges på landkort som blev udgivet af Islands Geodætiske Institut eller med tilladelse fra det. Denne kendelse har 43 individer påklaget til kulturministeren som afsagde kendelse i sagen den 20. december 1999. Stednavneinstituttets anførte kendelse blev stadfæstet med den ændring at der på landkortet foruden navnet Hverfjall også skal angives navnet Hverfell i parentes. Den sag som blev afvist fra retten sammen med den påkærede kendelse har kærende nu anlagt for retten den 6. november 2000, og nedlagt påstand om at kulturministeriets kendelse bør ophæves. Desuden krævedes „at konklusionen i kendelsen bliver ændret således at der alene skal stå navnet Hverfell på alle landkort som udgives af Islands Geodætiske Institut eller med deres tilladelse.”

II.

I henhold til § 2, stk. 2 i lov nr. 35/1953 om gårdnavne m.v., sådan som den blev ændret ved lov nr. 40/1998, bestemmer Stednavneinstituttet hvilke stednavne skal indføres på landkort som udgives af Islands Geodætiske Institut eller med tilladelse fra denne myndighed, hvis der opstår tvist eller meningsforskel herom. De som kan være part i en retssag er Islands Geodætiske Institut, andre kortudgivere, gårdejere, kommunalbestyrelser og det pågældende ministerium, men iøvrigt finder forvaltningsloven anvendelse herpå. Udvalgets kendelser kan indklages til ministeren. I henhold til artikelens stk. 3 skal ministeren fastsætte nærmere regler om Stednavneinstituttets virke. Blandt andet skal der gives regler om forberedelsesprocessen for udvalgets afgørelser om navngivning på landkort, heriblandt navne som der er ueninghed om, skal offentliggøres for almenheden med passende varsel, således at enhver der mener at han kan bidrage med oplysninger eller kommentarer, som eventuelt kan være nyttige, har mulighed for at give instituttet sin mening herom. Kulturministeren har på grundlag af denne bestemmelse udstedt bekendtgørelse om Stednavneinstituttets virke. I artikel 7 i denne bekendtgørelse findes der nærmere forskrifter om udvalgets kendelser i fobindelse med navngivning på landkort og forberedelserne i den forbindelse.

I kæren til Højesteret har kærende forklaret at grunden med søgsmålet og deres interesser i sagens udfald skyldes, at de stammer alle fra Mývatnsområdet. De er bekymrede for hjemstavnens skæbne, såvel stednavne som andre kulturværdier. Det eneste formål med sagsanlægget er „at sikre at et af de mærkværdigste naturfænomener får lov til at bevare dets navn som alle argumenter tyder på at er det mest oprindelige, bevaret i de ældste trykte kilder og har levet et godt liv blandt folket på egnen til denne dag.” Det er en betingelse for at domstole kan tage en tvist til afgørelse, at sagsøgeren har partsevne, d.v.s. har retlig interesse i at få en dom om sine krav. Kærende har i denne sag ikke kunnet påvise at de har nogen lovbeskyttede interesser i at få en afgørelse fra domstolene, hvorvidt det omtalte krater skal nævnes Hverfell eller Hverfjall på landkortene hos Islands Geodætiske Institut. Med § 2, stk. 3 i lov nr. 35/1953 med senere ændringer og regler som er udstedt i medfør af hjemmel i loven, er offentligheden sikret ret til at indgive til myndighederne som træffer afgørelse i denne sag, sin viden og kommentarer om de omtalte stednavne. Den anførte lovbestemmelse kan ikke fortolkes således at enhver kan anlægge sag på grund af disse navngivelser, og iøvrigt er de opregnet i stk. 2 i samme artikel, som har partsevne i sager om kendelser for Stednavneinstituttet, men om partsevnen iøvrigt henvises der til forvaltningsloven. Dette findes ikke at indebære nogen fravigelse fra de almene regler om nødvendigheden for kærendes lovbeskyttede interesser i at opnå dom for sit krav. Derfor vil den påkærede kendelse stadfæstes - - -

T h i   k e n d e s   f o r   r e t:

Den påkærede kendelse bør være at stadfæste - - -

PD-icon.svg Denne tekst er ikke beskyttet af ophavsret, da §9 i islandske lov om ophavsret (höfundalög) (engelsk oversættelse) siger, at love, regulativer, administrative forskrifter, domme og lignende offentlige dokumenter ikke er genstand for ophavsret, ej heller er offentlige oversættelser af sådanne dokumenter.