Islands Højesterets dom 7. juni 2001 nr. 451/2000

by Islands Højesteret

Højesterets dom 7. juni 2001 nr. 451/2000

Reykjavík Kommune og
Vátryggingafélag Íslands A/S
(højesteretsadvokat Jakob R. Möller)
mod
Þórdís Másdóttir
(højesteretsadvokat Atli Gíslason)

Erstatning. Personskade. Erhvervsevnetab.

Þ arbejdede som sygehjælper i halv stilling og var desuden husmoder i et hjem med 5 personer, da hun kom ud for en bilulykke der medførte personskade. Der opstod tvist om, ud fra hvilken løn hendes erstatning skulle beregnes for midlertidig uarbejdsdygtighed i det huslige arbejde og hvilken løn skulle lægges til grund ved fastsættelse af erstatning for varigt erhvervsevnetab. Højesteret tiltrådte påstand fra Þ om at hun burde få erstattet midlertidigt tab for arbejde i hjemmet med samme beløb som hun fik i månedsløn i sin halve stilling som sygehjælper i den periode hun var helt uarbejdsdygtig, idet hendes krav fandtes så mådeholdent at der ikke fandtes grundlag for at nedsætte det. Samtidig blev hendes krav om erstatning for varigt tab af erhvervsevne godkendt. Dette beløb tog sigte af § 7, stk. 2 i erstatningsansvarsloven, sådan som bestemmelsen lød på dette tidspunkt. - - -

I pådømmelsen har deltaget højesteretsdommerne Garðar Gíslason, Guðrún Erlendsdóttir, Haraldur Henrysson, Hrafn Bragason og Pétur Kr. Hafstein.

Appellanterne indankede sagen den 13. december 2000. De påstår frifindelse af indstævntes krav mod betaling af 3.008.529 kroner - - -

Indstævnte påstår stadfæstelse af herredsrettens dom. - - -

I.

I herredsrettens dom er beskrevet færdselsulykken som indstævnte kom ud for den 29. september 1997 hvor hun pådrog sig nogle kvæstelser. I en vurdering af hendes erhvervsevnetab der foretoges af lægerne Jónas Hallgrímsson og Ragnar Jónsson, dateret den 1. november, blev hendes midlertidige erhvervsevnetab fastsat 100% i 4 måneder, og hun ansås at vær syg i 6 måneder derefter uden dog at være sengeliggende. Hendes varige mén fastsattes til 8% og varigt erhvervsevnetab 15%. Der er ingen tvist om denne vurdering eller appellanternes erstatningsansvar ifølge kap. XIII i færdselsloven nr. 50/1987. For Højesteret angår parternes tvist udelukkende hvilken løn skal lægges til grund ved beregning af indstævntes erhvervsevnetab for arbejdet i hjemmet og hvilken løn skal lægges til grund ved fastsættelse af erstatning for varigt erhvervseventab. I herredsrettens dom er parternes søgsmålsgrunde og anbringender refereret hvad dette angår.

II.

Af sagens akter fremgår at indstævnte var ansat som sygehjælper i halv stilling foruden at være husmoder i et hjem med 5 personer. I henhold til § 31, stk. 3 i erstatningsansvarsloven nr. 50/1993 skal værdien af arbejde i hjemmet ligestilles med lønnet arbejde jf § 2, § 7, stk. 2 og § 8 i loven. Den ordning blev indført ved lov, at en person som ikke har lønnet arbejde eller kun har delstilling uden for hjemmet, anses at lide økonomisk tab, alene fordi personskaden forhindrer vedkommende i at udføre det huslige arbejde, delvis eller helt. Størrelsen af erstatningen for sådan skade bør ifølge § 1, stk. i erstatningsansvarsloven regnes ud fra værdien af det huslige arbejde. Parternes tvist gælder hvordan denne værdi skal fastsættes. Der findes ingen kommensurable beløb eller dokumentmateriale i sagen, der kan give oplysninger om hvilken lønsammenligning kan generelt set være forsvarlig for arbejde i hjemmet. Bortset fra dette er retten af den opfattelse at indstævntes krav er så mådeholdent, at det ikke bør nedsættes. Derfor kan det tiltrædes at appellanterne bør erstatte indstævnte hendes midlertidige tab af ehvervsevne for arbejde i hjemmet med 327.495 kroner, hvilket er det samme beløb som hun fik betalt i månedsløn i sin halve stilling i de fire måneder som hun var totalt uarbejdsdygtig.

III.

Da indstævnte havde en halv arbejdsstilling inden ulykkesdagen bør hendes varige tab af erhvervsevne beregnes på grundlag af § 7, stk. 1 i erstatningsansvarsloven, sådan som den lød inden lov nr. 37/1999 trådte i kraft, men ikke på grundlag af lovens § 7, stk.1 eller § 8. I medfør af denne bestemmelse skal skadelidtes årsløn til sammenligning ved beregning af erstatning, fastsættes særskilt, men det forudsættes ikke at i slige tilfælde bør man lægge til grund skadelidtes totale arbejdsindtægter i året forinden ulykkesdagen, hvilket er anført i § 7, stk. 1. Under hensyntagen til bemærkningerne med lovforslaget til erstatningsansvarsloven angående § 7, stk. 2, skal årslønnen fastsættes, som den ville være blevet, såfremt indstævnte havde fuldt lønnet arbejde uden for hjemmet, jf lovens § 1, stk. 3. Indstævntes arbejde i den halve stilling som sygehjælper bestod navnlig af aftenvagter. Eftersom § 7, stk. 2 indeholder en undtagelse fra hovedprincippet i stk. 1 i denne paragraf om sammenligningsgrundlaget for skadelidtes totale arbejdsindtægter i det forrige år inden ulykkesdagen, når årslønnen skal fastsættes, påhviler det appellanterne der skal betale erstatningen, at påvise at indstævnte ikke havde kunnet fordoble sine arbejdsindtægter ved fuld beskæftigelse som sygehjælper, og eventuelt på ekstraordinære arbejdstider. Derfor tiltrædes indstævntes krav om 2.817.268 kroner som erstatning for varigt erhvervsevnetab. Samtidig fastsættes 146.610 kroner som erstatning for tort og 372.160 kroner for varigt mén, sådan som indstævnte har nedlagt påstand om.

IV.

Ifølge det anførte dømmes appellanterne til at betale indstævnte 3.663.533 kroner - - -

T h i   k e n d e s   f o r   r e t:

Appellanterne Reykjavík Kommune og Vátryggingafélag Íslands A/S bør til indstævnte Þórdís Másdóttir betale 3.663.533 kroner - - -