Islands Højesterets dom 8. marts 2001 nr. 381/2000
Højesterets dom 8. marts 2001 nr. 381/2000
Pétur Jónsson ApS
(højesteretsadvokat Sigurður G. Guðjónsson)
mod
Landsbanki Íslands A/S
(højesteretsadvokat Othar Örn Petersen)
Obligationsret. Løsørekøb.
P købte veksler af L som K havde udstedt. Lidt senere begærede K betalingsstandsning. P krævede ophævelse på grundlag af at det var usandsynligt at de ville blive betalt. P påstod at vekslernes salgsværdi var langt over deres faktiske pris på salgsdagen, og L kunne ikke have været uvidende om hvor det bar hen med K´s økonomi, eftersom L havde været K´s forretningsbank. - - - Retten kom den konklusion at det ikke ansås for at være mangel ved solgt krav, i den forstand § 42 i loven om løsørekøb tillægger begrebet, at skyldneren ikke viste sig at være i stand til at betale det fuldt ud på betalingsdagen. Herefter fandtes der ikke betingelser for ophævelse.
I pådømmelsen har deltaget højesteretsdommerne Markús Sigurbjörnsson, Árni Kolbeinsson og Ingibjörg Benediktsdóttir.
Appellanten indbragte sagen for Højesteret den 18. oktober 2000. Han nedlægger påstand om at det anerkendes at han var berettiget til at hæve købet den 15. marts 1999 af to veksler med betalingsdag den 3. juni 1999, hver på 5.000.000 kroner, og at indstævnte dømmes til at betale ham kr. 9.785.998 med morarente - - -
Indstævnte påstår principalt frifindelse - - -
I.
Sagen har sin oprindelse deri at appellanten den 15. marts 1999 købte to veksler udstedt af Kaupfélag Þingeyinga i indstævntes forretningsstue. Vekslernes betalingsdag var den 3. juni s.å., hver på 5.000.000 kroner. Vekslernes købepris tog sigte af 10,5% årsforrentning og udgjorde således 9.785.998 kroner. Midt i maj 1999 holdt Kaupfélag Þingeyinga årsmøde. Der fremlagdes årsregneskab for året 1998, undertegnet af selskabets direktion og påtegnet af dets revisorer samme dag. Ifølge regnskabet udgjorde selskabets tab i året 1998 godt og vel 177 mill. kroner og egenkapitalen i årets slutning var 68 mill. kroner. Det var åbenbart at selskabets økonomiske stilling var alvorlig og generalforsamlingen vedtog en række foranstaltninger i denne anledning. Bl.a. fik selskabets direktion fuldmagt til at begære betalingsstandsning.
Appellanten skrev et brev til indstævnte den 20. maj 1999. Han mente at på grund af nyhederne om Kaupfélag Þingeyinga´s økonomiske stilling var der ringe udsigt til at selskabet kunne opfylde sine vekselforpligtelser. Han krævede ophævelse fra den 15. marts 1999 og tilbagebetaling af vekslernes købesum. Dette brev svarede indstævnte med et brev af 31. maj 1999. I brevet anføres at medarbejderne i dens forretningsstue ikke havde haft andre oplysninger om Kaupfélag Þingeyinga´s økonomiske stilling end dem som var offentlig tilgængelige for alle inden købet blev indgået. Appellanten havde henvendt sig til indstævntes forretningsstue med ønske om køb af veksler og havde valgt veksler som bar et højt forretningskrav. Han måtte derfor have været klar over den risiko som købet indebar. Herefter stod i brevet:„Landsbankinn kan derfor ikke bifalde ophævelseskravet fra Deres klient af de omtalte veksler som blev udstedt af Kaupfélag Þingeyinga…” Appellanten gentog sit krav om ophævelse i brev af 7. juni 1999. Indstævnte afslog ophævelseskravet påny i skrivelse af 28. s.m. og dens stillingtagen byggede på lignende argumenter som tidligere.
Kaupfélag Þingeyinga fik vistnok accepteret betalingsstandsning den 21. maj 1999 som blev forlænget den 10. september samme år. I sagen foreligger udkast til tvangsakkord fra selskabet den 25. september 1995 hvor fordringshavere, som havde kontraktsfordringer, fik tilbudt betaling af 78% af deres krav. Af sagens dokumenter kan det ses at tvangsakkord i henhold til dette var gennemført. Der foreligger for Højesteret bekræftelse af at appellanten har i henhold til Kaupfélag Þingeyinga´s regnskaber et tilgodehavende på 7.800.000 kroner og at ingen betalinger af dette tilgodehavende er blevet udbetalt.
Appellanten rejste denne sag den 20. september 1999. Hans påstand går ud på ophævelse af vekselkøbet og tilbagebetaling af købesummen. Det fremhæves særskilt i stævningen at der ikke nedlægges påstand om erstatning.
II.
- - -
III.
Appellanten har til støtte for sit krav om omstødelse gjort gældende at de omtalte veksler har manglet de egenskaber som måtte forventes at være påkrævet. De led af mangler som gav køberen ret til at hæve købet i henhold til § 42 i lov nr. 39/1922 om løsørekøb. Han gør gældende at årsregnskabet for Kaupfélag Þingeyinga i året 1997 og opgørelsen for de første otte måneder af året 1998 klart viser en forværrende økonomisk stilling med faldende proportion af egenkapital og likvide midler, samt voksende korttidsgæld, heriblandt på grund af veksler og obligationer. Det er anerkendt af indstævnte at han havde oplysninger herom da købet blev indgået. Det foreligger endvidere at en langt værre stilling end dette materiale viste, blev offentliggjort lidt efter købet. Indstævnte kunne ikke have været uvidende om hvor det bar hen med selskabets økonomi, idet indstævnte havde været forretningsbank for det i årtier. Alt dette viser at vekslerne faktisk havde en langt mindre værdi på salgsdagen end deres salgspris udgjorde, men det skyldtes det høje forrentningskrav som indstævnte havde stillet ved købet.
En salgsgenstand anses for at lide af mangel ifølge § 42 i lov nr. 39/1922 om løsørekøb hvis den ikke har de egenskaber som den bør have i henhold til en købekontrakt eller må anses tilsikrede. Bestemmelsen omfatter bl.a. handel med pengefordringer. Ved køb af pengefordring må det forudsættes at det solgte krav er til stede, samt at gældanerkendelsen bag den er i den rette form og giver fordringshaveren ret til at søge fyldestgørelse hos skyldner i henhold til sit indhold. Såfremt dette ikke er tilfældet anses den solgte fordring at lide af mangel. Det findes derimod ikke at være mangel på en fordring i denne forstand, selv om skyldneren ikke viser sig til at være i stand til at betale den fuldt ud på betalingsdagen. Ved at købe en fordring løber køberen en risiko med henblik på skyldnerens betalingsevne. På det islandske finansmarked er til salg en hel del gældsanerkendelser, veksler og gældsbreve til en kortere eller længere tid, som er blevet udstedt af offentlige myndigheder eller private for at skaffe lånt kapital. Prisen beror blandt anden på hvor store chancher der er for at udstederen kan opfylde sine forpligtelser. På dette marked vokser købernes håb om fortjeneste i forhold til den øgede risiko, de er villige til at påtage sig. En fuld sikring om skyldnerens betalingsevne er ikke blandt de påkrævede egenskaber af en fordring i en sådan handel i forståelsen af § 42 i lov nr. 39/1922. Derfor findes betingelser for ophævelse ikke at være til stede. Eftersom appellanten alene har fremført anbringende om at der er grundlag for ophævelse af købet, men hverken krævet parternes aftale ophævet eller fremsat krav om erstatning, vil den appellerede doms konklusion være at stadfæste.
- - -
T h i k e n d e s f o r r e t:
Herredsrettens dom bør ved magt at stande.
- - -
Denne tekst er ikke beskyttet af ophavsret, da §9 i islandske lov om ophavsret (höfundalög) (engelsk oversættelse) siger, at love, regulativer, administrative forskrifter, domme og lignende offentlige dokumenter ikke er genstand for ophavsret, ej heller er offentlige oversættelser af sådanne dokumenter. |