Jærnet/2/3
Han smuttede ned fra Tiggertaflet, forbi den gysende og
besværgende Skare i Røgen af Talglysene og de
sydende Kedler, gennem Døren og op i Gårdens Mørke.
Elias Piehls Stemme sang omme bag Staldene i Ladegården. Lygterne, han havde tændt på »Ämbetsmännenes« Hus og Badhuset, flimrede mellem Virvaret af Skygger —, Tage, Gavle, Bislag og Svalegange, Morgongåfvas Vrimmel af Huse.
Steffan løb ad den kastede Sti uden om Hjørnestolperne, forbi de isdækte Ruder, under Brøndvippens sneføgne Kastel, kryssende mellem Trapperne og Klokkestablerne og de sammenskredne Kister og Tuer af Sne, hvorunder Resterne af Farfaders Smedjer, Sømboder og Kulskure sov.
Og dér, i Ruinernes Midte, i det fulde Skær af Laternen på Skindboden, lå Bäckstugan, med isdryppet Stråtag, udskårne Bislag og hvidrammede Ruder: det gamle Kontor…
Nætterne, når han ikke kunde finde Hvile for Smærterne, for Bandagens knugende Pres, for Bjælkeværkets Suk og Fosforulmen og Skovens Truen, havde han, under Veråb, stablet sig over Ende i Puderne, og mens Märta Moll fra Sengen inde i Sidekamret, vækket ved hans Bevægelser, men endnu halvt sovende, blidt og formanende nynnede Freses:
»Allt jorden mörkret täcker —«
fandt han i Lygte- eller Måneskinnet Stråtaget på Bäckstugan dernede.
Han åndede dens Lugt af Skimmel og dugvådt Mos og
»O hur kär den Herren späker,
hälst uti dess ungdomstid!«
nemmet fra hans første Tanke, løsnede sin Tornekrans om hans Hjærte. Og Märta Molls Salmer for Morgongåfvas Aldersstegne:
»Mig dagen flyr, och åldern ögat skymmer —
eller
»Jag hafver en gång varit ung,
nu är jag gammal vorden —«
tyssedes bort i tvende Fløjters Spil:
»Goda gosse, glaset töm!
gärna ser din flicka
någon gång dig glad och öm
ibland vänner dricka!«
O Jacob Frese, som Märta Moll stedse maner os med — Elskovs-Sangeren, som, gennem Fædrelandets Ulykke: dets Heltekonges, ja al dets Ungdoms Sejrsløb, der endte i Ukraines Sne; gennem sit eget Blods Ørhed, der endte i årelang Sotteseng og årle Død, steg af Asken som den skæreste Røst i det Salmekor, der ledte Karolinernes og Sverrigs Storhedstid til Graven — o blodige Heros, du trænges ikke her!
De Gamle to, de kendte så lidt til Salmer som Cilluf og Gideon, de legede på deres Fløjter Åhlströms og Hæffners Melodier, de spillede deres Kort, deres Vira og Bizique, sugede deres Piber og fulgte fra Ruden Gårdens Liv …
Steffan stod nu under Bislaget, på hvis tvende, nu nedsneede Bænke de Sommeraftner sad med deres Krus Enebærøl og deres »Gäffle Våben«.
Han skød Døren til den lille Forstue op. En Lugt af ormædt Træ, af skrumpen Hud, hentørret Kød og blomstrende Krukkevæxter, af Alderdom og Podeskole, men ikke, selv ej med svageste Mindelse om Rust, af Jærncentral og Pengebørs …
Tilhøjre og tilvenstre stod Dørene på Klem ind til de to Rum, Hr. Sixten Råbocks og Hr. Anders Stenkulas, fyldte af Lygtens Skær og Møblernes Skygger. Men foran skinnede Glarruden til Fællesstuen, og her fra den høje Tærskel så Steffan de Gamles Hoveder derinde, bøjede mod hinanden i Lampens Lyskres — Hr. Sixtens Hårkam og Høgenæse, Hr. Anders'es Skaldepande og tykke Kind. Og i Husets Stilhed, så dyb efter Folkestuens Brus, hørte han de mumlende Røster og Tærningernes Fald på Bordet.
Han lyttede — og hans Hånd frøs på Klinken … Her lugtede ikke af Blod og af Jærn, og hør nu dog derinde …
Det var det evigt vante — den daglige Tvekamp mellem de to Gamle — om det, han var søgt hid for at glemme ..!
O, fly til Folkestuen igen! Herude, trods Dørens Værn, hørte han hvert Ord … Tjenernes Samtale i deres Herres, i Farfaders Hus …:
Hr. Sixten, der skulde have Rede på Gangen på Adamshyttan, på Gideons Ulykke med Ovnen hin Dag, da efter Folkenes Hvisken Patronen tog hans Øjne …
Hr. Sixtens grundende Stemme:
»Jamen du, Bro'r Anders, at »skullningen« virkelig ikke kunde hindres …
Bro'r Anders sagde en Gang: »»Hängningar« kendte vi ikke før den varme Blæst«, men se nu: »Skullningar«, var det bedre?«
Steffan kunde ramse de Spørgsmål på Fingrene, han havde hørt dem fra Barn, Dag for Dag! Og dog blev han stående for at lytte til deres evige Omkvæd, døv for Sangen histovre fra det dansende Køkken:
»Hvor meget Malm de dagligen havde regnet fra Persberg, hvormeget fra Långbanen og hvor meget fra Nordmarken?«
»Hvad af Kul, Kalk og Slig, der gik til en forsvarlig »beskickning«?«.
»Hvor mange Göser, Knipper Stang- eller Stokjærn og Tønder Søm, Dyrik Pramkarl og den længst døde Evert Månedsdreng plejede at fragte på de vældige Pramme, der nu stod under Vand på Daglösens Bund?«
Jo, nu dukkede Anders Stenkula sin blanke Isse og knurrede sine Svar … Hr. Sixten var jo så langt den fornemste af de to, Officér og Adelsmand, og måtte svares, men …
Å, nu kom Hr. Anders'es Tur — hans Pande foldede sig opad, hans Øjne plirrede blanke frem:
»Da Bro'r Løjtnant lå på den Ø, den store, nede ved Tyskland … Rügen ahja! i 1805? Og det Slag — den gamle Kirurg inde i Filipstad, ham Polakken, blev fanget dér? der var tre Kejsere til Stede og en Sol? Austerlitz var det! Å bi, lidt, lille Bro'r, bi …«
Jo, jo, også de Spørgsmål kunde Steffan tælle op, trods Døren og de lave Stemmer … Men også i deres Omkvæd stod han fangen, her i Jærnkontoret, i Adamshytten, sit Hjem …
»Jo, Bro'r, de to Generaler, som hed næsten det samme — Bro'r må ikke blive vred, jeg har spurgt så tit, men Bro'r véd, min Hjærne blev svag — og én til, som hed anderledes, de gik op på Slottet i Stockholm og afsatte Kongen? Ah, i »Hvita rummet« ja, og Adlersparre og Adlercreutz hed de, og Anckarsvärd. Og Bro'r stod Vagt ved Døren og anede ingenting? Se, det kan jeg huske! Men nu ham, der fangede Kongen, da han flygtede gennem Slotsgården til Livvagten? En, der mærkeligt nok også skrev Bøger om at fange Ræve og Harer? Bror af Ekestam på Djursäter bruger de Bøger. Greiff! Greiff, ja — må jeg lige skrive op?«
»Jamen Præsten på de Øer mellem Sverrig og Finland, som Russerne altid tager? Ålandsøerne! der rejste Bønderne og tog Livet af Russerne den Gang — hvornår? 1808! — så at Havet langt bort lugtede af Lig? Og der var også en Lensmand med? Arén! Og Gumérus hed Præsten? Tak! Og Bro'r hjalp? hvor mange slog Bro'r ihjel?«
»Men Bro'r Løjtnant, den svenske Adelsmand, ham, der var Ven med den franske Dronning, som de huggede Hovedet af — Frøken Hulda på Djursäter havde kendt ham og Dronningen? Folk trampede ham ihjel i Stockholm, Bro'r så det — hvor? På Riddarhustorget! Hvorfor? Sagde de han havde taget Livet af Kronprinsen? Karl August? Så Bro'r, at hans Brystkurv trampedes itu? Og han var sådan en Helt! han havde været med i den store Revolution og i Amerika, ikke? Ved en Fæstning? Yorktown! Fersen — Tak, Bro'r, nu skriver jeg det ned: Fer-sen, så glemmer jeg det ikke! Men, bi lidt — Kosakken, som huggede Bror's Knæ af — Bro'r vred Dolken rundt i Struben på ham …«
Men nu skurede en Stol i Gulvet, og i Moderatørlampens Skær så Steffan Sixtens Hanekam dukke ind i Hængeskabets Dørskygge. Hr. Sixten søgte Virakortene at sætte en Stopper for den Fritten!
Men en Griffel skreg. Hr. Anders rablede Navnene og Årstallene ned på sin Tavle — for at viske dem ud med Ærmet og spørge igen i Morgen …
Anders Stenkulas Tavle, som han alle Vegne bar med på sit Bryst, og Griflen knuget mellem hans Fingre …
Femogtyve År foran Farfaders Ovne, mellem hans Hamre, Brager og Bælge … Larmen, Heden, Talrækkerne: Stænger, Göser og Søm, Pram- og Slædelæs, Magasinsforråd og Fragter — havde brudt Anders Stenkulas Hjærne. Kun ogleogfyrretyve År gammel mistede han Hukommelsen …
De simpleste Ting, de dagligdags, genkommende Hændelser måtte han tegne op og læse igennem hver Morgen: Tiden da Klapbordet dækkedes for ham og hans gamle Kammerat, Månedernes og Tjenestefolkenes Navne, ja Klædningsstykkers og Redskabers, for ej at tale om Herskabets, Hr. Sixtens eller de gamle Venners Fødselsdage, ja til Tider hans eget Navn.
Men aldrig gamle Welam Choræi eller Adamshyttans! Begivenheder, som i hans Levetid havde smæltet Verden om til en anden, holdt sig kun for ham den Tid, hans Hånd griflede dem på Tavlen — Robespierre og Napoleon, Kejser Alexander og Gustaf den Tredje glippede Gang på Gang. Men aldrig Fastingens Jærnpriser, Årenes Vinterføre og Kulhøst, Malmenes mange Navne og deres Kvaliteter, fra Blod- til Fedtstenen — Rundgangen i Adamshyttans Ovn …
Men over hans Tunge kom de kun tvungne af Hr. Sixten — som Alt-Kosenows og v. Essens, Sveaborgs og Sandels over Råbocks på Anders'es indstændige Bønner.
Steffan vendte sig, mens Kortbladene nu faldt derinde, og så mod de to skyggefulde Rum. Hr. Sixtens tilhøjre og Hr. Anders'es tilvenstre.
Lænestolenes Øreklapper. Himmelsengenes Forhæng, Tapeternes Blomsterkranse og Portræt-Silhuetter — og de tvende Fløjter, Hr. Sixtens Ibenholts med Sølvknapper, signeret: Manzani, Firenze 1828, og Stenkulas af Krystal, Laurent, Paris 1833 …
Når Viraen om lidt var omme, når »Gask« og de andre »Bud« var til Ende, vil her kvidres fra Stue til Stue:
»Drick, men sällan och med mått!
Mins hvad Syrach skrifvit:
»Vin och vänskap smaka godt,
då de gamla blifvit«.
Tänk, hvad fröjd på gamle dar
gubbens hjärta känner:
Gammalt vin har gubben kvar
än för gamla vänner!«
Og Huset sejle for bliden Bør mod Døden med to spillende Bacchi Børn om Bord …
»Se i glaset, och du ser
jorden är ett Eden …«
Og dog — Steffan kiggede atter på Tå ad Ruden … Sixten Råbocks Hoved dér i Lampeskæret, bøjet over Kortene — Råbock'ernes sidste, under Nådensbrødets lave Tag …
Det røde Ar, der skyggede gennem Issen, og Hånden, som nu triumferende løftede »Gask på fire« i tre Fingerstumper … Knirket af Gyngeskamlen, der vuggede hans stive Ben med den knuste Knæskal …
Sådan vendte Hr. Sixten Råbock hjem fra sine Krigstog, fra Fædrelandets store Nederlag, og fandt Pardixhyttan, Råbock'ernes ældgamle Sæde, som Ruin — og fik sit Ly hos Farfader, der under hans ældre Broders, Rubens, Sygdom og Død og hans eget Fravær, havde ledet al Handel, al Vandkraft, alt Folkehold, al Rekognitionsskov til sig — og tilsidst Ejeren selv …
Hans Uniform på Væggen derinde — Epauletternes gulnede Sølv, Kyrassets og Passpoalernes skimlede Grønt og, som en Strådynge, Hattens knækkede Fjerbusk — Mand som Dragt slidt til sidste Tave …
Med lukkede Øjne — mens Sixtens Stemme derinde tålmodigt dikterede Anders de gamle Spilleregler til Nedskrivning på Tavlen — levede Steffan hans Liv, som Fader og Farbroders Fortællinger, som denne Aften havde givet ham at måtte leve det …:
Meldt 12 År gammel, lig »Bjærget«s andre »yngre Sønner« til »det frivillige Jægerkor«, var han 15 År gammel Fændrik og 17 År Officer. Hans Fader, en Gang også yngste Søn, tjente jo »Regimentet«, til den ældre Broder, Magnus, døde, og han arvede Hjemmet — og før ham to Farbrødre: én falden ved Poltava, en anden vendt hjem fra 13 Års Fangenskab i Tobolsk, fra 23 Års Krigstjeneste, en brudt og sindssyg Menneskerest …
Som Sixtens Fader havde deltaget i »Frihedstidens« finske og pommerske og i Gustaf den Tredjes Felttog, i Daldansen og Anjala, drog han selv, 22 År gammel ud til 1805 og 6 og 7, til Pommern og Rügen —: hørte om Austerlitz og Jena, men stred ved Alt-Kossenow og i det navnkundige Slag ved Schallsee, hvor én Dragon dræbtes … belejredes i Vintermånederne i Stralsund og hjemskikkedes blandt 10,000 andre for Napoleon »ufarlige«, til Sverrig. Og retirerede følgende År de halvtredsindstyve Mile gennem Finlands Sne og Kulde, så Åbo og Åland rømmes, Sveaborg forrådes — og mødte endelig ved Revolax for første Gang den Fjende, der ej var Frost og Hunger og Troløshed, men Buxhövdens Russere, rykkede atter frem de trøstesløst vegne Mil, fra Sejr til Sejr, fra Lappo til Alavo — for påny at forlades og forrådes og trampe Tilbagetogets Sti, stride Ny Karleby og Jutas, lide det Uigenkaldelige: Nederlaget ved Oravais, se Finland for Alexanders Fod i Borgå og Kamenskis Horder vælte mod Bottniske Bugt, mod Kvarken og Åland …
Over Isen til Fastlandet, med Döbelns sidste Tropper, reddede han, som i sin Tid hans Fader, et Legeme sønderhakket af Kugler og Sværd, koldbrændt af Frost, bugskørt af Sult og forrådnet Føde, og nåede ad endeløse, skumplende Veje hjem til Värmland. For at samles i Karlstad Lazaret med Barndommens Legekammerater —: med byldebesåede Lig og ravende Krøblinge fra norske Grænses Tyfushuler — med det endeløse Tog af Døde, Døende og Invalider, der drog fra Lier gennem Skoven, over Glafsfjorden … Slæde på Slæde af al Värmlands, al Sverrigs Ungdom mellem 18 og 25 År, sendt ud imod Fjenden, uden Våben, Klæder og Mad, vendt hjem til Graven og Krykkerne, efter et Felttog mod Utøj og Sult …
Den nye Morgen, den nye Ungdoms Sejrstog, fra Leipzig til Frederiksstad, oplevede han kun her i sin Stol, en Fledføring, med stift Ben, med Blodets stadige, vage Feber, med Nætterne fyldte af Syner fra Slagtningerne ved Sikajoki og Revolax. Hans Del af Mars'es Leg blev Marsjerne, Såret og Skammen — Pensionens 100 Rigsdaler + 5 Tønder Korn og Krigsmedaljen på det hule, hostende Bryst.
Hans første Erindring var Gitret foran hin Grandonkel, Karolinens Celle, hvor han de sidste År havde udfægtet sine Kampe mod Zaporoger og Baskirer, mod sibiriske Ulve og Fangevogtere, løbet sig varm i Ukraines og Tobolsks Kulde og trods fyldte Fade og Krus gnavet sine Fingre i Baturins Hungerfeber. Var Stødet af Faders Træben, Dunket af hans Træhånd, hans kvalte Stønnen over hver Bid Brød igennem hans Tarme, for altid sammensnørede af Sulten i Kymmenegårds Vinter-Lejr og i det belejrede Stralsund. Var 1787's og 88's, 96's og 99's Nødår, da Tiggerhorder myldrede på Landevejene, Familier, ja hele Landsbyer på Vandring; da man snublede over Lig, ihjelfrosne og ihjelhungrede i Grøfterne og Krattene; da Udhusenes Halmtage opådes af de rasende Heste, og han, Herremands Barnet, og hans Søskende måtte sanke Gran- og Fyrreris i Skovene og koge Enebær og Halm af Hør til Køernes Krybber, og om Nætterne med Oldinge og Kvinder drage Reb gennem de sortsvedne Ax at holde dem i Live på de Agre, som ingen Mand havde pløjet, men Forladtheden sået med Tisler. Var Lensmandens Kno på Døren efter Skatter, altid nye Skatter, at dække pommersk Krigs 60 Millioner Rigsdaler, finskes 24 Millioner, »Frihedstiden«s Bestikkelser og Præmier for Våbenindustri, Gustaf den III's Udgifter til Triumfindtoget efter 1790's Nederlag. Var Kronebrænderiernes Fuselos over Landet, Pligten for hver af de tusende Skænkestuer at sælge mindst 50 Kander årligt, ravende Skikkelser på hver en Sti, Deliriumsslagsmål i hvert et Hjem til Rigs- og Krigsgældens Betaling — og pludselig: Skuddet 16. Marts 1792 på kungliga teatern, da Solkongen, tjusarekungen faldt, og et sindssvagt Barn besteg den enevældige Trone…
Steffan gned og gned sin Pande mod Dørens Stolpe, dens Lugt af Rust og Blod.
v. Beskows Vers om Sverrig, som Farbroder begejstret citerede i Går i Historietimen:
»Åldrige jord, du är lik den gamle Atheniensaren;
aldrig man så på hans kropp utan att finna ett arr ..«
Råbock og hans Slægt, fra de Gamle i Trediveårs-Krigens Dage, Lucas Jæger og hans Fader, hver en Slægt og hver en Plet på »Bjærget« beedigede den Hyldest!
Og dog — hver Aften fløjtede Sixten:
»Drick! i glaset kärleken
ser sin himmel stråla!«
Og hver Morgen spejdede hans kobberbrune Ansigt med Ørnebrynene og den isengrå Knebelsbart deltagende fra sin Rude på Jon Kvæghyrdes Driven sin klokkeklemtende Hjord på Græsning i Skoven og Malla Hønsepiges Kamp med sin fjedrede Flok om Ærtetruget. På Majstangens Rejsen med brogede Kranse og Papirsblomster, farvede Æg og Petrus-Hane i Toppen; på den blå Hørhøst og den gule Løvbjærgning, på Tapningen af Vårens hvide Birke og Julebrygget stillet til Svalning i Sneen — på Steffans Leg med Pind og Båd i den ørkesløst brusende Hammerelv, på al den kresende Puslen her i Skovens Skjul …
Kun når Anders Stenkula trængte på med sine Spørgsmål, over Morgnens Tyndtøl og Strömming, eller Aftnens Kille og Rambus, magrede Hr. Sixten — Tindingssåret glødede, som blottedes den syge Hjærne derinde, Fingerstumperne fumlede, Gyngeskamlen gungrede … Og han stirrede som selve Mychowitz, Medusa. General Aminoffs Ord i Tavastehus: »Så lad os da med Hæder begrave Fædrelandet!«, hans og hans Slægts Sum, tordnede påny i hans Øre …
Den rastløse Strid, den daglige Kamp mellem de to Gamle for hver at By sit Minde, sine Jærnets År — og udforske den Andens: hvorfra eller hvortil gik det Malm, der havde rådet over deres Liv og knust det? …
»Gammelt Sludder!« vrissede Susanna ad Lucas Jæger. Og Ramsen løb i Lancaster-Skolen: »Nördlingen og Poltava, Sveaborg og Oravais, Freden i Nystad, Åbo, Hamburg, Fredrikshamn« — mens man gjorde sin Nabos Næse til en Negers med en Trækulstump eller drog Lod om Bjærggranater. Zacharias Pira fulgte jo med rystende Fingre Linierne i Wåhlins »Fäderneslandets historia« — han, som mistede sin Fader, den unge Trommeslager, ved Suttula og så sin Moder som tyveårig Enke, anede ikke Lærlingenes Moro dernede …
Hvad kom da Sverrig Steffan ved? Dette Rige, der kun halvvejs var hans? Hvorfor hjemsøgte det hans Søvn med sine Spøgelser? Hvorfor snublede hans Lege over dets Ligdynger? Hvorfor forfulgte Hr. Sixten og Lucas Jæger ham gennem de vårlige Skove og i Dansen med Susanna?
Jo — for flyede han til Moders Land, til Danmark, det lyse Land bag alle Skove, da — —. Hendes Broder, den unge Historiker Jens Wahl tog Guldmedaljen for sin Kommentar til Kansler Thomas Morus': »Utopia«. Men meldte sig som Frivillig i 48 og sprang i Luften med »Christian den Ottende« i Eckernförde Fjord. Og Morfader, den gamle Professor, faldt død om foran hans Navn på Opslagstavlen ved Kvæsthusbroen …
»Astrologerne lagde Jorden under Mars's Tegn,« sagde Farbroder.
Nej, lagde ikke Gud den selv?
Og — svor Steffan mod Jærnet, svor han da ikke mod Gud? Den, som ej bødede med Legemet, fik han ikke betale med Sjælen?
Tusinde Karoliner døde af Sår, Sult og Kulde, men ikke én af Sorg over Poltava. Men det gjorde Poeten Leijoncrona i Gesandtskabs-Hotellet i London! Efter Guds evige Lov!
Loven, der bød hver Jordfødt: Sixten Råbock og Anders Stenkula, Blinde-Olle og Denis Barchäus, Farfader og Farmoder, at tjene Jorden, at tage Jærnets Kår, om man en Gang vilde vinde Himlens …
»Leder ikke hver Vej ind i Gud tilsidst?« sagde Fader.
De tvende Gamle derinde: tjent deres Tid havde de, uden Knurren, og legede nu dens Minde bort ved Fløjte og ved Kort, hilste hver Dag i deres Stue og hvert Ansigt, der gik deres Rude forbi, med Smil, som da de var Børn, Guds Tjenere …
Men — hvorfor flyede da bægge hine Ar, der tjente dem frem imod ham? som Hr. Sixten stønnende søgte Hvile for sit syge Ben og med Gaflen den Mundvig, hvor ikke Kindens Sår sved? Hvorfor vendte Anders Stenkula, der stræbte efter hvert et Møde, Ryg, strax han så blinde Gideon famle frem eller Manja Bælgkvinde krybe på sin Krykke? Hvorfor undgik han, som hver Dag nyfigent spurgte ind ad alle Morgongåfvas Døre, Ruinerne af de Smedjer, hvori han en Gang smeddede Gud hans Værktøj? Mens bægge undrende søgte Rede på, hvorledes hint Redskab skabtes, og hvortil det brugtes?
Var de Tjenestens År og deres Frugt: Lænken og Sværdet, dog ikke Guds, men Menneskenes eget Værk? Og ene hine Tider, Barndom og Alderdom, Guds?
Var ej Tårer og Blod, ej Vunder og bristede Tanker ham fornødne? Og Steffan ved hin Ed hans Tjener?
Var Urskoven Eden og ikke Kaos? O ja, hør dens Fuglekor! Men … Rå-Nils' Skrig på. Forløsning, og Emanuel Branzell, den Vildfarne ..?
»Karolinernes arme Genfærd« kaldte Farbroder Sixten og Anders. »Karoliner-Sværdet var den sidste store Klinge,« lærte han i Historietimen … Om Anders havde smeddet Sixten ligeså stort et Sværd, som det Fægtemester Porat havde lært Karl den XII og hans Slægt at føre, sad Sixten mon da forkrøblet og fortav sin egen Krig, men grov efter Guds: Jærnet?
Steffan gned og gned sin Pande mod Dørstolpen i dette Hus, en Gang Trældommens, nu Frihedens og Legens.
Da — han løftede hastigt Hovedet og stirrede.
Langs Husets Væg famlede en Skikkelse frem, i Pjalter, med udrakt Stav — Et Ansigt, sovende med lukkede Øjne, i Lygteskæret, i Hårets grå Pude — et hulkindet, udslukt Ansigt, en Døds på Vandring …
Steffan trak Vejret kort og nikkede.
Det var Stolle-Namnlös — Tiggeren, der til alle Spørgsmål om: Hvad han hed? eller Hvorfra han kom? kun svarede, Lensmand som Bonde, enstonigt, med lukket Blik: »Långt borta ifrån landsvägen!« og som var kommet så langt fra og for så længe siden, at skønt hvert Menneske, selv i Värmlands fjærneste Afkroge, kendte ham, vidste ikke én det Navn, der en Gang var hans eller det Sted, hvorfra han en Gang gik ud. Med sovende Øjne, med famlende Stav, fri for sit Nummer og sin Plet på Jorden, kun endnu ej for den selv, huskedes Stolle-Namnlös — de Gamle på »Bjærget« syntes: fra altid …
Dér gled han nu gennem Sneen, med bøjede Knæ, med Staven i Hånden fra Gårdens Mørke ind i Folkestuens Lysbue.
Steffan grundede her i Jærn-Kontoret, i Bäckstugan. Havde han set Guds rette Barn, den blinde Pilgrim — eller Forbryderen, den blinde Dåre? Savolaxhyttans Olle, Adamshyttans Gideon, »Bjærget«s tro Brugere, blindedes de af Jærnets — eller af Guds eget Åsyn? som aldrig, her eller hisset, skulde åbenbares for Stollen, for ulydigt lukte Øjne?
Herre, vis mig din Tjener, i hvem du har Velbehag, og jeg skal følge ham!
Er Jærnet dine Kår, din jordiske Lov, da bøj mig under den — og jeg skal ikke mere spørge hvorfor! Men, o Gud, hvorfor skabte du da Värmland, din Lystgård, med Fuglenes Kor, med Digternes Sange og Vallonernes våbenløse Hænder og vandrende Fødder? hvorfor skabte du Värmland og Valloner?
Steffan vendte Hovedet og lyttede. Gennem Vinteraftnen, over de brændende Lygter og de snedækte Tage, sang en Stemme oppe fra Hovedbygningens mørke Etager:
»Nu, Jacobs Gud, med mig du var,
gör lyckosam den väg, jag far!
vår Herres Jesu Kristi frid
ledsage oss till evig tid!«
Det var Märta Moll, der sang — Vandringssalmen »för resande till lands och vatten,« hendes Faders, den gamle Kunstmesters, fra hans Rejser Värmland og Dalsland rundt, at bygge det Ovne, Hamre og Bælge —: en Jærnets Tjener og dog en Guds, en Lydig og en Fri …
»Svinhugg! Svinhugg går, Bro'r Sixten!« lo Anders Stenkula fornøjet derinde. De var ved Kille og frie … men han …
Han løb under Lygten op mod Hovedhuset, der over Tagmyldrets Sneflager og Fyrreskovenes dunklere Skyer rejste sit mørke Bjærg, tegnet af slukte Ruder og lukte Døre.
Hun skulde fortælle en Gang igen, som da han var Barn, om de Rejser fra »Paradis«, Hjemmet på Björkudden, Jærnets Rige rundt, og Møderne dér med Vallonerne, de Frafaldne, Fornægterne, Oprørerne mod dets Lov, — de Vandrende og Søgende, som han elskede og frygtede …