Jærnet/2/5
Märta Moll tav, men Steffan rørte sig ikke, med
Hovedet dukket i hendes Skød. Suset af Skoven derude
fyldte Stuen, og i Blinde greb han efter hendes Hånd, som
i Barndommens Nætter, når Syndfloden steg og steg om
ham.
Skoven, han var dens, fra Arilds Tid — Skoven, der fyldte hver Krog af hans Hjem som en Dom … Han stønnede træt, som Kunstmester Moll, der ej kunde fuldkomme sin Pligt, ej rette sin Brøde, fanget i stærkere Magters, i Uvejrets Vold.
Han havde med ham søgt de Hamre, der lød i hver Vrå af Värmeskogen, som selve dens Hjærteslag, som Guds eget — og fangedes med ham på Vej imod dem, imod »Paradiset«, af Suset … O Gud nej! fangedes ej som Mester Moll: at dø for den Gud, for hvem han havde levet, men for, som »Knægten«, som Fanten: at rejse uden Liv, uden Død, som Suset selv over »Bjærget«!
Vejen gennem Järnbäraland, Mester Molls, mod Arbejdet i Døgnet, mod Hvilen i »Paradis« — ham havde den båret, som »Knægten«, som Fanten, imod Legen i Nuet, imod Vandringen i Evigheden — imod Eventyret: Drøm og Længsel …
Gud havde han søgt — og fundet sig selv: Stolle-Namnlös!
»Märta,« hviskede han med lukkede Øjne, »syng Sangen igen, fra jeg var lille — Hedborn, Märta!«
Og mens Märtas sagte Stemme gennem det uophørlige Sus af Skov nynnede Vuggevisen for Skovlandets Børn:
»Ute blåser sommarvind,
göken gal i höga lind —«
Sygdommens År, da Drømmen var Ret, ja, var Pligt, da Gud selv havde givet ham til Evigheden, og taget Dagen og dens Gerning fra ham.
»Liten kind, kom hit i qväll!
dig vill jag lofva
under guldås sofva …«
sang Trolden i Skovens Ring …
Mens derude, fjærnere end alle Duers Kurren, ude bag alle Guldåse, Bryntes Stemme sang, den nye Stemme i Värmeskogen — eller den gamle, den ældste, før Vallonernes, de Fremmede …:
»Bror bygger dammar
åt sin såg och hammar —«
Dæmningen, som den Fremmede brød, Hamren, som Vedbenden bandt …
»Skeppet gungar lätt på våg,
med sitt segel, mast och tåg,
gångar sig åt främmand land …«
med det Jærn, der er ›Bjærget« — hvoraf Skoven og Mennesket oprandt, som Mennesket giver Gud igen i den besejrede Skov: den bundne Lindorm … Og:
»Lindormen omsnor Menneskehedens Tårn i Värmeskogen,« klagede v. Schéele. Ja:
»Lindorm solar sig på sten,
som ett sammet, hvit och len,
vill i barnets vagga gå,
men det skall han aldrig få,
han skall bli bunden
uti gröna lunden …«
Steffan rørte sig, tung om Håndled og Fod af Ormens hvide Fløjl. Han glippede imod Rudens Nat.
Den blussende Plet derude over Parkens Fyrrekroner, bag Farfaders Tårn, flakkende blodigt, suget sammen og spilet ud — Genskæret af Savolaxhyttan …
Derude sad Susan og Brynte, Kind mod Kind, Hånd i Hånd, i Varmen, i Lyset midt i Natten. Og han ene her, hvor Vejen endte blindt i Skoven …
Han hørte Märtas Stemme:
»Jeg må gå nu, Steffan. Pigerne og jeg skal på Bodloftet efter Juleurterne Tænd nu Lys, min Dreng.«
Men han rørte sig ikke, greb ikke efter »Skärtunnan«, det gammeldags Fyrtøj med Ildstål og Tønder, som Farbroder havde medbragt fra Finnskovene og højtideligt forlangt, ene måtte benyttes på Morgongåfva, alle »Friktionsstikker« til Spot! Han stirrede bunden på hin blussende Plet, hin svævende Ring af Ild, som bandt de to sammen og lukkede ham ude — Højovnen, flammende af Jærn, af Jordens Blod, med dens Høst: Øxer, Sværd og Lænker, Tårnet rejst over Kaos på Guds Bud, bærende alle Levende, Folk som Fæ, over Syndflodens Vande — Rådstugans Trælle og Hyttekransens Herskere, ja, Masovns-Borkarne med. Kun ikke Stolle-Namnlös, Vandreren uden Navn og Land!
Han løftede sig fra Hynden som i Ve. Og gøs.
Han havde mødt et Ansigt i Ruden dér, i Skovmørket — sit eget!
»Den, der søger sig selv i Spejlet, vil aldrig finde nogen anden«, lærte Maja de Unge dernede i Folkestuen… Men han havde søgt Gud, »Bjærget«s: Jærnet, og dog fundet sig selv — Värmeskogens Fange … Ingen anden? O jo: Susan! — i sit Blods Inderste: i Jærnet!
»Gud, som jeg ej kunde finde i dit Rige, i Järnbäraland, er du her? Er det ikke Kaos'es Røst, men din? ikke Skoven, men Blodet, der suser i mine Øren? der tog mig fra Mester Molls Vej? der bar mig mod Evigheden? Finder jeg dig i hende, i Blodet? Men —
Hvad var det for Ord, Farbroder havde råbt, den Gang han, vild af Harme og Fortvivlelse over sin højest elskede Digters, Almquists, Flugt fra Sverrig og Sverrigs Stemplen ham som Giftmorder, selv søgte bort fra Menneskene og Livet, men efter kun få Døgns Fravær kom tilbage for af Moders Hænder at bede om Menneskene og Livet igen:
»Odero, si potero — si non, invitus amabo!«
Ja — uvillig måtte Steffan elske, ti hadede han, som han vilde, da hadede han sig selv: det Selv, der aldrig i Fakkelløbet, v. Schéele talte om, skulde nå en Guds Alter! Aldrig? Jo Susan, i din Hånd nåer det — hvilken Guds? O ligegyldigt! Blot ej forgå i Suset!
»Uden Dynd,« forklarede Zacharias Pira hos Afzelius, »havde Höner ikke skabt Sjælen« — Dyndet, som Steffen hånende havde spurgt om, hvad Asen vilde med? …
Ja, det hjemlige Dynd, Jordens Skød … Susan, kan jeg af dig skabe Sjælen, Jærnets Overvinder? Steffan lukkede Øjnene, træt. O nej, giv du min hjemløse Sjæl det Legeme igen, som du tog fra den! gem den i Jorden, hos dig! Odero, si potero — men jeg må elske — eller dø …
Han foer sammen. En rørte sig i Mørket derinde ved Siden af, i »Musikstuen«.
Hvem var dér? Fader og Moder besøgte Onkel Biskop i Karlstad. Märta Moll og Pigerne bundtede på Bodloftet Alant og Kalmusrod, Løvstikke og Filigrecum og Dyvelsdræk til Kreaturernes Julemorgen, til Værn mod onde Ånder. Og ingen Fremmed kom her, længere end til Folkestuen …
Dens Summen hørte han svagt, dybt nede. Og dér søgte Lyset fra Ämbetsmännenes Hus og Bäckstugan sart ud i Mørket. Men han var ene her, som altid, ved Vejens Ende.
Hvem rørte sig i hans Hus, uden hans uregelmæssige Trin, omkap med Daluret: »I Dag som i Går! i Dag som i Går!« haltende agterud, som dets Takter.
Farfader, som Folkene så i deres Gru for den Jord, han havde bragt til at gløde — og for den, der nu frøs til i Goldhed… søgte han herop for med Kæmpehænder, røde af Rust og Blod, at udrydde sit eget Kød af sine Stuer? Eller Mikael, den Rette, hvem Susan aldrig havde behøvet at uskadeliggøre — Broder, hendes Husbond, Farfaders Arving, kom han efter den Arv? at hævne Torten, som han og Livet led hin Time, da Steffan listede sig Sejren til? Eller fyldte kun Skovens Sus Mørket og Rummet derinde? den eneste Gæst på Morgongåfva nu og alle Dage, ja alt hans Liv … det tomme, det evige Sus …
Steffan bøjede sig frem og spejdede mod den åbne Dør, mod Skyggerne derinde af Gardiner, Skabe og Instrumenter, Stuen svømmende bort i Skumring og Skygger, Hjemmet uden Dag …
Og nu så han: Bøjet over det Linholmske Flygel, om hvis gulligt lysende Taster Harpen vævede sit Spind af Strenge, Farbroders langtlokkede Hoved, løftet mod Uno Troilis store Maleri af Moder — hans hvide Linkraves, hans Pandes og hans Hænders Lysning, ubevægelige som Moders … to Døde, der stirrede mod hinanden, to evige Fanger …
Og rakte helt ud over Tasterne, med Harpens Strenge som et Gitter bag sig, nåede Farbroders Hænder Moders.
Steffan greb om Døren. Sladderen i Filipstad om Moder, om Farbroder Anselm …
O Gud, om Sladdersøstrene nu så Farbroder, hvem de alle hemmeligt tilbad og offentligt smædede, for Moders, »den danske Frues« Skyld! om de nu så hans og Fruens Elskov!
O Gud, og jeg selv — og Susan en Gang? O Brynte og Susan under Ildringen derude! »Afrodite og Vulcan — Elskov viet til Arbejde«, lærte Farbroder dem af Moritz' Mytologi …
Men selv sad han nu på Klaverstolen, med Øjnene i Moders, mens hans hvide Hænder svævede over Tangenterne — spillende sin Kærlighed dens Hymne, lydløs, uforgængelig som den selv.
En Aften på Djursäter havde Moder og Farbroder, som så ofte blandt Fremmede, rejst sig op og var gået ene ud på Altanen mod Yngen, og Hadar Böös, der endnu blussede af en af sine vante Stridigheder med Farbroder — denne Gang om Geijers i sin Tid påtænkte Ansættelse som Biskop over Karlstad Stift — nikkede brysk efter dem:
»Jo, jo, go'e Anselm, du har dine Grunde til at forsvare Amalie v. Helvigs Ven!«
Fader var ovre hos »Monseigneur,« den franske Emigrant på Djursäter, og som vanligt ænsede ingen Steffan, der sad på Ovnpuden ved Gudmoders Fod — nej, ej mer end Ildbukkene! Han var jo et Barn — jo! jo! Men Gudmoder Hulda satte Stokken hårdt i Gulvet og råbte, mens hendes blegblå Øjne lyste:
»Hvor skulde en Æsel som Bro'r Böös forstå en Geijer — eller en Anselm Sommelius, som just elsker det Uopnåelige?«
»Det Uopnåelige —« prustede Böös, »hæ, hæ, så véd jeg da endelig, hvad platonisk Kærlighed er!«
Det Uopnåelige — hvad andet elskede Steffan? Men — platonisk? O nej, hedt! som Hadet til Brynte, som Hadet og Elskoven til Susanna, som Viljen til Gud, Kravet på Evigheden!
Ja, afsindigt — som gale Patron Jacob til Svarthyttan elskede Jærnet: for at forvandle det til Guld — elskede Steffan det Uopnåelige: for at opnå det, favne Evigheden i Susan!
Steffan havde lét ad Fruerne i Filipstad, ad deres arme Sladder, deres blinde Ondskab, lét og aldrig harmedes, han, der herhjemme så Farbroder mellem Fader og Moder. Og han havde følt sit Hjærte svulme som hin Aften på Djursäter over, at han forstod. Men i Aften —
Nu stod Farbroder foran Busten af Fader, som dæmrede vagt gennem Mørket — et hvidt og svævende Hoved, vagt og ømt, som det Smil, hvormed Farbroder besvarede de vege Marmorlæbers.
»Eric Hermans Smil er frelst!« havde Farbroder råbt, da Byström drog Dækket af sit Værk, »også Fremtidens Vintre skal det smælte til Tø!«
Og her fra Tærsklen så Steffan det Smil, der smæltede Sommer af Vinter, Venskab af Had, det alt forladende, det alt overvindende — og alt udslettende …
Benådet havde Steffan følt sig, udkåret ved disse tre, han levede ene imellem, og nu — Ja siden hin Nat, da han vågnede af den Drøm, at han favnede sin Legekammerat, Susan, og fandt sig ene … og voxen — Natten efter Mødet på Savolaxhyttan, Jærnets største Dag …
Han svimlede, som foran en Afgrund. Var han ikke Brynte og Susan lig — han var end mindre lig Fader, Farbroder og Moder! ejede han ej Styrken til Jærnet — han ejede end mindre Modet til Drømmen!
Denne Stue, den var ej Skumring og Skygge for Farbroder, for Fader, for Moder. Han så dens Dag til Skumring. Og Ildringen derude over Skovene: Jordens Arne — han så den til Helvedes Pøl!
Du min Gud, gør mig til hvem du vil, men til én, ej til to og ingen! Eller — min Evighed er et ufødt Sekund og jeg selv den Vanskabte!
Han foer sammen.
Farbroder havde slængt sig på Taburetten foran Flyglet, og over de Taster, som nys sukkede deres Hymne til Sorgen, den lydløse, uforgængelige, støjede nu alle Letsindigheders Skjalds, Lindegrens, til Øjeblikket:
»Pressa drufvan, glaset fyll!
Ack, hvad båtar, att du klagar?
Nej, med hoppets glans förgyll
dina sparsamt gifna dagar!
Sötman sug af hvar minut!
Snart är hela farcen slut!«
Steffan ludede sig mod Dørkarmen, ene, med Mørke til højre og til venstre, uudforskeligt, bundløst …
O Gud, du vilde ej gøre mig til Jærnets Mand, så gør mig til Vallon! Eller styrt mig, som én Gang Susanna.
»De kommer!« Farbroder vendte sig brat, med Hænderne på Klaviaturen, lyttende mod Ruden.
Og fjærnt, fjærnt fra Suset randt en Lyd, en næppe hørlig — Glimtet af en Perle, der atter forsvandt i Mulm …
Fader og Moder kom. Ja, kom I to, som véd min Hemmelighed, kom og sig mig den! Glem mig ikke for jer selv, nu som altid! Kom og gør mig hjemme hos Eder, på Morgongåfva! Eller giv mig mit Løsen og send mig ud i Järnbäraland!
Suset strømmede druknende om Huset. Farbroder lyttede på Taburetten og Steffan fra Tærsklen. Og atter randt Perlen lysende frem — fjærne, fjærne Klokker: Vi kommer! Vi kommer! Og bægge de Lyttende smilte, som i Tak, ventende hver sin Forløsning, af Mørke, af Ensomhed.
Farbroder sprang op og ilte til Vinduet.
»Farbro'r!« Steffan løb frem.
»Er du dér?« Farbroder gav et Sæt, de sorte Øjne flammede smilende over ham, Hånden rev Gardinet til Side, »nu kommer de! Vi har nok længtes, vi to!« han fangede Steffan ind under sin Arm.
Ja længtes, de Ensomme, Fangne … Steffan så op på Farbroder — hans store, stolte Profil dér mod Mørket, hans Hånd i Gardinet, den, der styrede Bjørnebøssen så sikkert som Violinbuen; der favnede Moders Skyggehænder på Billedet og slyngede den stærkeste Mand i Jorden … Ørneansigtet med Kvindehåret, hørte det ikke hjemme i Skoven, der som Skyer fyldte Ruden? Kaos'es eget Barn, Vallonen! O Gud, trængte han til Forløsning? Han var jo i sit Rige, dets Konge!
»Farbro'r, hvorfra kommer du nu?«
»Fra Nyed, min Dreng.«
Nyed — det var dér, Gildesviolinen tav så lidt som Stangjærnshamren …
»Mødte du nogen, Farbroder?«
»Om jeg mødte?« Anselm lo, »de myldrede! på Lindfors, Molkom, Norum, Kärn, Frösked, Råglanda.«
»Og hvad bestilte I?« Steffan søgte hans Øjne og så i Mørket deres Bryn løfte sig, forbavset.
»Bestilte? Ih — vi — dansede, læste højt, musicerede, jagede og kørte videre og samlede nye Gæster!« han lo, »da vi nåede Östanå, var vi enogtyve Mand, og dér var fjorten i Forvejen! Du skulde set Drivhusene og de nye Malerier. Kammerherre Croneborg øger stadig det Gerdten'ske Pinakotek og —«
»Og Elfsbacka, Farbroder?«
»Elfsbacka?«
»Ja, Jærnværket — lige ved Siden af.«
»Ih det!« Farbroder gjorde en hastig Skuldertrækning, »det var Parken så nådig at gemme — og Folkene at svede i,« han nynnede.
Det var Farbroder, som sang hin Jærnets Sang, der for evigt slog Steffan i Lænker … Han nikkede, og atter spejdede hans Øjne:
»Hvorfor rejser I altid, Farbroder?«
»Rejser — hvem?«
»Du og Officérerne og Håndværkerne og dem i Folkestuen — og de fjorten på Östanå. Du siger, at der aldrig fandtes ét Gæsteværelse tomt i Värmland.«
»Nu,« Farbroder hældede Hovedet på skrå, som kunde han hurtigere finde de Kommende frem af Mørket — nu ringede Klokkerne uhindret gennem Suset, frem og frem — han smilte, »vi bor jo i Fernebo, Steffan lille.«
Ferneboerne, de fra det Fjærne — Fernow, deres Historiker, og Fernebo, deres Hjem — O Gud, et Hjems Navn.
»Vi er de fire Vindes Børn,« nikkede Anselm, »og fare mod de fire Verdenshjørner! Husk, hvad skrevet står om Filipstad: på Hertug Karls Bud befolkedes den med »hvarjehanda slägtom och tungomålom.« Nu søger hver Landet, hvorfra han kom!«
»Belgien, Farbroder, Valloniet?«
»Belgien?« Anselm kastede utålmodigt med Hovedet, »er det et Land? Et Delta er det — af alle Europas Floder og Folkeslag — af Rhin, af Mosel, Main og Maas, af Romer, Kelter, Germaner —«
»Men Farbroder, er vi da ikke hjemme nu, i Värmland?« prøvede Steffan.
»Värmland? Sig ikke Land, sig Skov!« Farbroders Nakke. slog som Hestens, der mærker Tøjlen, »Trätälja, Træfælder, kaldes det første Menneske her, fordi han banede sig Vej, med Øxe. Siden går vi alle med Øxer og søger ud. Men går i Ring, som altid i Skove — og vil ikke andet! For så kan vi blive ved at gå —: alle Steder hjemme og alle Vegne fremmede, Brødre med al Verden og Fædre til ingen. - som Atterboms Skyer!«
Han nynnede:
»Upp genom luften, bort öfver hafven,
hän öfver jorden i stormande färd — —
människan, djuren i qvalmiga nästen
lyssna med om till vindernes dån!«
Suset strømmede bundløst over Taget. Klokkerne var sunkne bort, i Fyrrehulen bag Hemtjärnet.
Farbroders Hjem, Idet bag Daglösen — ingen Vej endte dér, og ingen Vej gik derfra, kun Skoven og Bølgerne spandt om det, Dag og Nat. Farbroders høje Stemme og hans Violin, Gæsternes vexlende Skridt og Mamsel Svalas Trippen på Trapperne og i Gangene … Og Susets, Susets Spinden …
Farbroders Hest og Karriol stod på Morgongåfva de få Dage, de ikke rastede under fremmede Tage. Og hernede på Bredden, ved »Lure«, hvor »likvålens« Stene stod i Ring, og en Gang Følget, der kom med de Døde fra Skovene, i Kobberluren kaldte på Båden histovre, som skulde bære dem den sidste Rejse til Fernebo Kirke, dér jodlede nu i samme Kobberlur, ophængt på »likvålens« største Sten, Knægt og Spillemand og Fante sit Hallo mod Idet, Stationen på Færden, Huset, hvor der aldrig savnedes Gæster, men altid Vært, alle Trækfugles flygtige Rede …
Värmeskogens Rejsende: Junkere og Betlere — Rømningsmænd fra Hamrenes og Urenes Takter: »I Dag som i Går! I Dag som i Går!« Jægere mod nye Døgns og Døres Velkommen, mod festlige Violiners Forjætten fra oplyste røde Gårde, mod de hundrede Hjem, der var deres, de Hjem- og Familieløse! Sønner alle Vegne, Fædre intet Sted! boende i fremmede Mænds Huse og elskende deres Hustruer — platonisk … Ja, Vindenes Børn, de ansvarsfrie Valloner, satte til at røgte »Bjærget«s Skat: Jærnet, Jordens Kår og Dom!
»Med hvarjehanda slägtom och tungomålom« befolkedes Filipstad, Byen derinde, hvorover Ildringen evigt skinnede. »Europas Arbejdsstævne, alle Folkeslags Smedje«, som Farbroder kaldte den i sin og Faders »Beskrifning öfver Värmland«, Og videre, i Dokumenterne som han og Fader afskrev, Hertug Karls egne Ord:
»Ingen adelsman, prästman, ryttare eller knekt har rätt att köpa hus, tomt eller jord aff det, der tilligger …«
Jærnhertug, Värmlands Fader — om han nu så sin § 13 efterlevet! sit »Bjærg« som Adelsmands, Præstemands, Rytters, Officérs og Knægts Dansesal, og dets Skød, dets Nat og Grube hans egne Børns Grav!
Og § 15: »Då det plägar hända att främmande, som ähre vallåner, tyskar, skottar eller wad nation dee hälst wara kunde« »söka järnets stad, att rikta sig, så mycket de vilja, men sedan saga upp sin borgared och flytta ur landet, så skall hvar och en, här vill bo, lofva att bli bofast i alla sina lifsdagar.«
O Gud — de alle Livets Dage Bofaste — deres Borger-Ed!
Dansen — Dansen i Järnbäraland! I Dag så Steffan Brynte danse den, så han kendte sin Slægts, Vallonernes, Sværddans om Leydens Mure —: Tegnérs, Digterens, Spring over Hyttekransens Flammer! Pilgrimmenes Dans, hvis Spor endnu, firehundrede År efter, stod i Klarelvens Engel Syndefrihedens og Mjødens, det sejrende Menneskes Rus!
Ja, Dansen efter Strid for Tro og Hjem, efter de lange Pilgrims-Mile, Springet gennem Luerne af den Ovn, som Trældom byggede, og Jærn gjorde hed — ja, Bjærgmands-Sønnens, Grubedrengens Dans med Adelsmands-Pigen, sin Løn i Favnen!
Men — Vallonernes Dans: Koreia, den besatte, Branden i Skoven, hvert Træ og hver Dag en Fakkel, Jord og Himmel ét Ildhav —: Gudernes Dans i Järnbäraland! Når revnede »Bjærget« under den, når ryddede Jorden sin Smedje?
O Hertug Karl, hvad vilde du med de Fremmede her? Kendte du ikke Vallonerne?
O jo, sandede Steffan det ikke Aftnen på Savolaxhyttan: Store-Karl fejlede ikke den Gang! Men nu — ja, Denis Barchäi Røst: »Moren har gjort sin Pligt, Moren kan gå!« …
Steffan bøjede Hovedet og lyttede. Og Skovens Sus overskyllede ham. Men gennem Suset hørte han — fra de mange Aftners Højtlæsning af Faders og Farbroders Manuskript om Värmlands Historie — Menneskerøster derude, henvejrede som Fugleskrig i Havet: Skyters og Lappers Råb; Klang af Bröt-Anunds Spade, Vejbyggeren, som begroves under »Bjærget«s Jordskred; Slag af Olof Trätäljas Øxe; Glimt af Magnus Smeks Bondeovne, slukte under den sorte Pest, Stormannadøden, Kaos'es Brus …
Hør Bruset over Mertha ved Nyhyttan, »Bjærget«s eneste Genlevende — hendes søgende Trin over Plovfurer i Urskovens Dyb, over Slagger fra Ovne, hvis Ild blæstes ud! Hør Klemt fra Klokker i glemte Kirker: Kapelhedens, Ekshärads … Messer over Døde, strakte foran Altre, hvorom Træer gror, faldne ved Miler, der brænder ud og hyller Skoven i bitter Røg, sunkne over Ambolte i Tjørnes Favn, eller liggende i Grubers Dyb, i Rødders Spind og underjordisk Regn, der drypper og drypper gennem skredne Gange!
Hør Skrabet af Udyrs Kløer, Trampet af Jætters Fødder, Spor vi endnu ser i vore Fjælde, af Gomer Värmicus og Sten af Vänern, Bravalla-Slagets Bersærker!
Se dér i Värmeruds Vildnis: brændte Egestubbe fra Portsøjlerne til Olof Trätäljas Kongsborg, Stenfliserne fra hans Stad!
O Nøglen, Kæmpenøglen i Nordmark, som ingen nu kan løfte, til Døre bag Digerdød og Syndflod, til Värmlands ældste Hjem, Höks i Hökesberg, Kæmpe-Skelettet, som vi fandt i Fyrrebjærgets Hjærte, med Stålbue på sit Bryst! O pestslagne Slægt, Syndflodens Ofre, Muld for Skovene og os — som en Gang for Jer hin Slægt af Variner og Markomanner, der dyrkede Kybele i Gillberga, hint Alfheims Rige, som i Kong Domalders Dage sank i magna maters bundløse Skød …
Fernows Ord: »Ett tidehvarf slutade, och i det nästa betrakta vi en ny jord och ett nytt folkeslag« …
Men Gunno Dahlstierna svarede: »Folket er et andet, men Landet bliver det samme.« Ja, evigt det samme: Jærnbjærget, Magneten, der vil Sejr og Undergang — Tyrfing, der hugger den Hånd, som drager det, umættelig på Blod …
Og den nye Slægt, Hertug Karl, som du hentede til den Arvelod, der blev din, Kong Göstas yngste Søn —: ej Östergyllens Sædemarker eller Sörmlands Vænger, der under din Faders Aftensol stod »öfverallt lustiga och väl tillprydda«, men Jærnets Del: Värmlands Krat og Gruber, stride og sorte som hans og din Arbejdsdag, Parten, der overlodes dig af Broder Erik, Strengespilleren og liden Karins Elsker, og af Broder Johan, Liturgisten og Slotsbyggeren —: Slægten fra de fire Verdenshjørner, de fire Vindes Børn, som du bød Hjem her i Fernebo, tog du så fejl af den endda?
»Det var ikke ét Folkeslag, det var alle,« skrev Farbroder, »alle Evner og alle Muligheder, de blodblandede Hjemløse, Deltaets Grøde … Hør deres Værkers Navne: Hectorshyttan, Saxåhyttan, Franzoshyttan —: alle Tungemåls Hymne til Store-Karl, at han valgte ret, da han lod de Rodløse slå Rod i »Bjærget«.«
Således skrev deres Ætling, den femogtredivte Gæst på Elfsbacka, der lod Parken gemme Ovnene og Folkene svede i dem …
»Moren har gjort sin Pligt, Moren kan gå!« råbte Denis Barchäus på Savolaxhyttan …
Ja, Eventyret var omme: alle Strømme dæmmede, alle Gruber fundne. Nu kendte Jærnet sig selv, Herre i sit eget Hjem, Store-Karl så sig om efter en ny Slægt: ej Stifindere, Opdagere, Skattesøgere med Ønskevidjen i Hånden, ej Valloners Sønner, men Daglejeres: Børn af Grubekarle, Lærlinge af v. Schéele …
Og Vallonen? Han drømte, at han havde fundet hjem igen, til Frihedens Land Valloniet, fra Århundreders trange Smedje! Han havde sluppet Hamren og grebet Violinen påny — han mente, han spillede sin genfødte Friheds Hymne … og spillede sin Dødssalme …
Hørte han da ikke den nye Stormannadøds Brus over sit Hoved, sit Hjem, sin Ovn, sine Kirkers sidste Klokkeklemt? vidste han da ikke, at aldrig slap »Bjærget« den Rod, som det én Gang fangede? at »Bjærget« blev hans Grav som Höks, den første, som Magneten drog? at hans Kiste alt stod åben i Värmeskogens Fyrrehjærte? »Ti Slægten er ny, men Jorden evigt den samme« …
Barchäus' Dødsråb på hin »Jærnets største Dag,« Missionærernes Ravneskrig dernede og v. Schéeles Dom: »Én skal leve, og én skal dø!« — Lovens Tavler af Sten og Malm »för de församlingar, inom hvilcka bergwerck äro belägna« — hver deres Tøddel var overtrådt! Du, Vallonernes Kronist, Erik Fernow fra Filipstad, alle Tungemåls Stad, let at nemme om de Gangne, svær at fatte om os selv, er din Lære: »Vi nödgas lämna både folket och deras bonings platser i evig glömska. Kommer en ny Digerdöd i vår tid, så torde vi knappast tvifla, att ju våra samtida hos en sen eftervärld vederfores samma öde …«
Steffan sænkede sit Hoved tungt mod Farbroders Bryst — og hørte gennem Suset hans Hjærte slå derinde, muntert, mod hundrede År …
Og han nikkede. Ti — hin Fernows Lære, var den ikke selve Driften i den sande Fernebos Vinge?
Den Gang Fader, under Slægtsregistrenes Affattelse, skæmtede med Anselms Fablen om Valloniet og smilte:
»Se dig for — du er godt nok hjemme her! For hedder
du Anselm, så hedder du også Sommelius! Og bærer du i dig
Blod af Nicolas Julius d'Epreez, som Store-Karl skikkede til
Valloniet, at hente Jærnet nye Trælle, men som forglemte
sig dernede hos dets Datter, Kättlen, ejer du også Kød fra
Ane hin Gamle, Sverrigs Drot, der hver Gang Ale hin Raske
jog ham fra Tronen i Östra Aros søgte Ly for sig og sine
frysende Vestgöter i Värmeskogen —«
havde Farbroder råbt, og det var den eneste Gang, Steffan
havde set ham harmfuld på Fader:
»Du og dine stammer kanske fra den Olding, som opåd sine ni Sønner for at leve deres ni Liv! Men jeg — jeg er Barn af Fernebo og længes did! Bliv I så på det »Bjærg«, der er evigt som Dovre!«
Og som Farbroder stod dér, let at skelne selv mod Skovnatten, med løftet Hoved, med det lange, urolige Hår og Vingekraven om Halsen — som Lorenzo Hammarsköld på Litografiet derinde — fornam Steffan, helt ind i sit, hans Hjærtes Sitren: at dets Krav ej mættedes som Anes med nihundrede År … Og gemt under hans Arm begreb Steffan, at han var fjærnere fra Farbroder end Ane hin Gamles Spindelvævsborg fra hint Land, som alle Floder vandede, og alle Folkeslag befoer —: at Violinen, byttet for Hamren, sang Vallonens rette Frihedssang: hans sidste! og at »Bjærget« fik slippe den Rod, så sandt dens Blomsterfnug føg befrugtende over Verden, intet Steds og alle Steds hjemme …
Og påny gøs han af Ensomhed. Ti for ham, som for Ane hin Gamle, var Døden Død — og han begærede ni Slægter, at labbe Mælk af det Horn, hvis Vin Vallonen tømte i én Rus.
Men Värmeskog — sagde Farbroder ikke, at dér gik de i Ring, for aldrig at nå ud, som man kan i Skove …
Men hvad stod der om Lunden i Bjällerud? At den var drevet hid med Syndfloden som Värmeskogens Kim, og at der var Død over hver den Hånd, som fældede ét Træ i den, alle Trækfugles og Folkeslags Rede. Og dog — hørtes ej Øxen nu? i Guds egen Hånd, alle Træers og Drømmes Trätålja?
Gak Vallon mod det Uopnåelige! Nu gløder Jærnet, nu skal der smeddes! Skoven, dit Hjem, er omme!
»Farbroder,« udbrød han, »Branzell, Præsten, ligger dernede på Tiggerbænken.«
Anselm stirrede på ham med stive, glansløse Øjne, glemmende selv Klokkerne, der nu atter ringede frem, fra Hulvejen ved Hemtjärnet.
»Hvad siger du? Branzell? Dernede?« han greb ham om Armen.
Steffan mødte hans Øjne. Ja, dernede, hvor vi alle skal ende, på vor Plads …
»Og det siger du først nu! Tegnér, Geijer, Troili —« Farbroder rev en Stage til sig fra Bordet og var i et Spring ude af Døren.
Steffan hørte hans Løb ned ad Trappen og så hans mørke Hoved i Gården forsvinde i Kælderhvælvet. Ene stod han, med Hænderne i Karmen, og stirrede ud mod den røde Plet, Ildskyen, der svævede over Filipstad, alle Slægters og Tungemåls Stad, over Skoven, som den langsomt åd i sin gloende Bug — Skoven, Vagabondens Hjem, Kaos …
Ja, æder vi dig, æder du også os — og hvis Appetit er størst?
»Fjorten Dage er vor Tjeneste!« sang Officérerne i Malöga Kro og Göstakrog — men »Farbror Adonis's var end ikke én Time… Og dog — »se til Markens Liljer —« »Landet der flyder af Honning og Mælk, Guds udkårne Folk«! kvad Farbroder på Violinens Streng — der var af Stål, eller over Klaveret, hvis Ramme var af Jærn …
Om Ringen derude sluktes — her blev evig Nat i Värmeskogen, Fimbulvintres Mulm og Ulveglam, ingen Sange, ingen Vandringer mer, Koreia var endt! Masovnsborkar var de — hver og en! rige Patron Eric Herman Choräus de Bésche og Stolle-Namnlös, »Anselm på Vejene« og »Sangeren«, Emanuel Branzell, den fortabte!
»Vi lever ikke af dit Jærn!« vrængede Susanna mod Brynte.
Men Susan, din Arv fra du Pont'erne, din Faders Lønning som Mester for Jærnets Borgere … og jeg? o Gud!
Han lukkede Øjnene. Morgongåfva? nej, Nætternes Skænk! løftet af Dybet, af døde Slægters Hænder, som vort Navn: de Bésche af Persbergs Navnestikker, af Afgrundens Malmskud! Gården for Enden af Vejen, bag Gruber og Ovne, under Stjærner, der lyser rene for Røg, blandt Fugle, der synger, uforstyrrede af Bælge — Gården, hvor ikke Hammerslag lyder, hvor ikke Jærnregninger opgøres og ikke Sømprøver fylder Kroge og Borde, men Instrumenter fra alle Lande og Bøger på alle Tungemål — Eventyrslottet er den i Järnbäraland, Valloniet selv, Deltaet for alle Rigdomme!
Ovre fra Bäckstugan, imod Skindbodens Snestriber og Istapper, stjal sig et sagte, lille Skær ud i Natten.
Nu hvilte de Gamle i hvert sit Kammers, hver med sin Bog. Sixten Råbock med en »Almanach för cavalierer« eller et »Magazin för konst, nyheter och moder«, Anders Stenkula med »Mamsell Arfwidssons: »Spå-, planet-, drömme- och blomsterbok« eller »Den riksbekanta Lasse-Majas öden, den byxlösa äfventyraren« … Jærnets gamle Tjenere med Eventyrets Bøger i Hånden, friede til Lediggang og Leg …
Det lille Lys og den blinde Hornrude i Smeddenes Labbhi: Gideons og Manja Bælgkvindes Hjem — se dem, Gud, og skån dem, når du dømmer Eventyrslottet!
Hør Ildvagten dernede:
»— för tjufvehand,
för vilddjurs tand —
Klockan är to-olf slagen!«
Ja, for vor Tand, for vor Hånd skyt du, Gud, dit Rige!
Klokkerne, Klokkerne — Sølvklangen i Nattesuset .... Nu kom de, Fader og Moder, gennem Värmeskogen, fra de lærddomsfyldte Sale i Grandonkels Bispegård til de af Kunst og Musik fyldte i deres eget Hjem — »Bjærget«s Udvalgte, Fernebos rigeste og fornemste Herskab, med Hænderne rene for Jærnets Rust, med Klæderne frie for Fattigstuens Os — hans Forældre, med hans Hemmelighed, hans Løsen: at han var deres Arving …
Og han — skulde ikke være Vallon? O Gud: Vallonernes Fuldkommelse .. der i Jærnets Læ svor det Had!
Nede fra Folkestuen summede Rå-Nils' Fløjte og Føddernes Tramp i Laxarby-Vals — Tjenerskabet måtte jo våge, til Herskabet kom hjem,
Og ud af Kælderdøren skred Farbroder Anselm i det viftende Skær fra den trearmede Stage, som han bar højt over sit Hoved, i Spidsen for Ung-Pelle og Kalle Klang, der varsomt slæbte den døddrukne Præst på en Båre, en Bordplade, imellem sig.
Højtidelig, med det blege Ansigt vendt mod Lyset, vandrede Farbroder dér foran Toget, som ledte han en falden Heros til Graven — og Laxarby-Valsen surrede om Hælene på ham som Begravelses-Koralen.
Nået just til Portalen, drejede han hurtigt Hovedet og lyttede. De to Karle lempede Båren over Trappens stejle Granittrin, varligt, at den Slagne ej skulde støde sig på mindste Sten.
Men i et Spring var Farbroder forbi dem, med Lyset i Hånden.
Og gennem Grinden jog nu Bore med sit Sølvmorstæppe, sin skummende Svejfert og vajende Manke, i Skæret af »Ulvelygten« på Køresvendens Pande og Beslagene på hans og Herskabets Bøsser, med Faders og Moders Ansigtet under Slør og Pelse.
»Velkommen! Velkommen! Ingeborg og Eric Herman!«
Farbroder sprang, med den slukte Stage over Hovedet. midt igennem Snedriverne, forbi Stolle-Namnlös, der med udbredte Arme søgte over mod Søvnen i Ambetsmännenes Hus, mens Kalle og Pelle, gribende efter deres Huer, rejste Branzell op på Skrå, som en Kriger, der end på Valen hilser sin Konge …
Ja, Kongen og Dronningen på Eventyrslottet i Valloniet, dér kom de! Hvad var Farbroder Adonis', Göstakrogs fattige Officérers Pragt mod dem? Og hvad deres Synd og Regnskab på Dommens Dag?
Hvad var en Vise til Vejen og Dagen, mod de himmelske Violiners Formasten sig Evigheden heroppe?
Ildringen på Himlen flammede op — nyt Kul og ny Malm kastedes på, syvende Opsætning — et gloende Gab, spilt over Skovene …
Og ovre fra Ämbetsmännenes Hus, mørkt og slukket under Snetaget, messede gennem Farbroders Velkomstråb, gennem Laxarby-Valsen og Faders og Moders Stemmer, Adser Popps og Aslaks Salme fra »Mose och Lambsens wisor«:
»Wår Herre ropar:
Statt upp på vakt,
tag tid i akt,
förr'n hela mörksens makt
dig öfverhopar!
Ach hör! Ach hör,
förrän du dör:
hvad år det, som du gör?
Wår Herre ser
ditt raseri,
ditt aperi,
ditt skrymteri,
och hur du låter!«
»Vor Herre« — Värmlands og Jordens Gud! ja, se hans Tegn på Himlen dér: Jærnets Svælg .... Vallon, ve dit Aberi!
»Eric Herman og Ingeborg! Farbror Bisp lovede vel at komme til Julegildet hos Gudmoder Hulda?« råbte Anselm nede i Gården.
Det gav et Sæt i Steffan.
Jul — Gudmoder Hulda — Susan …
Et Væld af Lys brød ud fra Natten derude, Ildringen kronede ham …
Susanna, løft mig ud af Morgongåfvas Ensomhed, ud fra Brøde og Straf! Tøs og Frelser, gør mig til din og Jærnets!
Eller … giv mig Vallonens Fest — fra Luciadag til Annandag! fjorten Dage —: en Evighed!
Han foer ud af Døren, mod de Kommendes Stemmer og Latter.
»Farbro'r, Fa'r, hvor længe er der til Luciadag, til Jul?«