Jagtbreve/13
XIII.
I April 1888.
Sneppetrækket lader bestandigt vente paa sig, man har endnu Intet hørt om den første Vaarsneppe fra Statsskovene, der sendes ind til det kongelige Kjøkken og indbringer den heldige Skytte 5 Rigsdaler foruden Æren; men Stæren, Viben og Musvaagen er da komne, og der er En og Anden, der har seet Storken.
Det er en Begivenhed, ak! efterhaanden en sjælden Begivenhed, at se en Stork.
I vor Barndom var der ikke en ordenlig Gaard i Landet, som ikke havde sin Storkefamilie — Storken hører ikke som Svanen fornemt kun hjemme paa Herregaarde og Slotte, den holder fuldt saa meget af Bøndergaarde og især ynder den Præstens hyggelige Straatag — tidt var der mere end én Familie, og der var flere gamle Ægtepar eller nystiftede Menager, end der var Reder, derfor kæmpedes der om dem paa Liv og Død, og til Tak for Husly sendte Sejrherren i Sommerens Løb en Unge eller et Æg eller maaske blot en af de lange Svingfjer ned til Gaardens Ejer.
Det gav Lykke.
Og Ejeren lod Reden i Fred fra Aar til Aar, indtil den ved stadig Udbedring voksede i en saadan Grad, at den truede med at knuse Tagværket, saa rev han den ned — og der kunde være flere Læs Kvas i en saadan Rede — og Storken byggede paany, fra Tagryggen. Men efterhaanden blev Storkene sjældnere og sjældnere, der var ingen Kamp, der var Reder i Overflødighed, men Mangel paa Beboere, og det nyttede ikke at lokke med lækre, lune Reder i polstrede Hjul, de fik Lov til at staa tomme; der var flere Reder, end der var Storke, og den ene Gaard efter den anden blev Storke-løs.
Men endnu i mange Aar spejdede man dog ud efter Storken i Foraaret og narrede April med den, thi dens Navn har altid været misbrugt til at narre med.
Det var i dens Navn, at vi fik fortalt de første Historier — de om Børnene hentede fra Nilens Moser — hvis Upaalidelighed vi opdagede og hvorved vor Autoritetstro for første Gang blev rystet i sin Grundvold. Det var vitterlige Usandheder, udspredte af dem, vi blindt troede paa, vi ubetinget stolede paa, fremsatte for at narre os.
Mon saa ikke ogsaa de andre usandsynlige Historier, f. Ex. den om Tornebusken, der talte, eller om det røde Hav, der revnede, skulde være mindre tilforladelige? Thi Mistroen var vakt.
Maaske var de ogsaa tvivlsomme, Fortællingerne om Regnar Lodbrog og Gorm den Gamle? Men det var ikke saa let at opdage. Derimod var det til at faa Syn for Sagen, om der var et Storebelt eller et Kjøbenhavn — eller om det var bare Løgnehistorier.
Saaledes væltede Tankerne ind i vor Hjærne, da den begyndte at arbejde paa egen Haand: Mistroen og Overvejelsen, Nysgjærrigheden og Videbegjærligheden; og det hænder endnu, at vi springer Alt over, hvad vi har seet og hørt og lært i Mellemtiden, at Barndomstankerne slaar ned i os — som Barndomsminderne gjør det — og hvisker: Mon det er tilforladeligt, det om Amerikas Urskove eller Arabiens Moskeer? — — og saa er det, at vi maa hen at se det.
Det føltes næsten som en Ulykke hele Landet over, da Storkene tog af — en Nationalulykke kan man ikke kalde den; den var ikke fælles; der findes fremdeles en Del Begunstigede — thi Storken er Tegn paa Lykke, og vel havde man ikke udfordret og trodset Lykken, som hvis man havde sløjfet en Kæmpehøj: man havde jo ikke skudt Storken, man havde tværtimod gjort alt, hvad man kunde, for at lokke den; men derfor søgte man dog alle mulige gode Grunde og undskyldende Omstændigheder til Forklaring for den tomme Rede, og den almindeligste var den, at Storkene var omkomne paa Farten over Middelhavet, voldsomme Storme havde forslaaet dem og kastet dem ned i Bølgerne, udmattede Fugle havde i Tusindtal forgjæves søgt Redning paa Skibene, og Kysterne var bedækkede af deres Lig.
Æventyr! som Alt om Storken (Storken var H. C. Andersens bedste Ven); det var ikke Middelhavet, der ødelagde Storkene i Danmark, det var Drænerøret. Hvad skal de lange røde Hoser bruges til, naar der hverken er Enge eller Moser at spankelere i, naar man kan gaa Landet rundt i Dansesko, uden at blive vaad om Fødderne? Hvad nytter det lange spidse Næb til, naar der ikke er saa meget som en Porsetue at bore i? Der er Ingenting, der frister i Danmark, derfor bliver Storken i sit Hjem i Nordafrika.
Det var hos os og Tyskerne og Hollænderne, at Storken aflagde Besøg, søgte hen til i Hvedebrødsdagene og hos hvem den nød Familielivets Glæder. England har ingen Storke; Frankrig heller ikke, siden det har afstaaet Rhinprovinserne — Strassburg staar for Erindringen med Storke, Gaaselever og Domkirke —, i Tyskland gaar det agter ud som her, paa Grund af Udtørringen, og naar først Holland faar sit Kanalsystem helt istand efter Nutidens Fordringer med dybe lige Grøfter, som omslutter faste Enge, bliver der heller ikke Noget dér at vade efter. Saa vil Storken, med Undtagelse af Tyrkiet — hvor den aarligt holder til i Byerne langs Maritza-Dalen — og Donaulandene, ophøre at være europæisk Trækfugl, den vil udelukkende blive Standfugl Syd for Middelhavet. Det er den allerede nu. Det er og har altid kun været en lille Part af Nordafrikas Storke, der trak Nord paa, op til os; de fleste blev hjemme, og i de sandede Søer, i Floderne, der snart svulmer af sprudlende Strømme, snart er næsten tørre, mellem stenede Skrænters og sumpede Slugters filtrede Vækster, hvor Slanger og Øgler ret føler sig tilpas, der vil endnu gjennem lange Tider Storke og Flamingoer finde Føde og Fred og Hygge. Dér maa Aarstiden ikke tages saaledes iagt som i Danmark, hvortil Storken ofte maa komme i Slud og i Sne for at kunne blive færdig med Ungernes Opdragelse, før Efteraarskulden knuger dem; i August øves de unge Fugle til den lange Rejse, inden Maanedens Udgang er Skarerne dragne over Kongeaaen, kun undtagelsesvis, som i sidste Efteraar, bliver Storkene et Par Dage ind i September. Men i Nordafrika ser man samtidigt Reder under Rygning, Fugle, der ruger, og udvoksne Unger, der gaar henad Tagryggene med spilede Vinger, ængstelige, lig en usikker Linedanser — som man dér ser Knopper, visnende Blomster og fuldmodne Appelsiner paa samme Orangetræ. Der er Byer i Nordafrika, hvor der næppe er et Tag uden en Storkerede, som Constantine inde i Landet eller den lille Søstad ved den tunesiske Grænse: Bône. Bona vil Italienerne have, at den skal hedde, som Nice: Nizza — og deri stikker hele Hemmeligheden i Misstemningen mellem Frankrig og Italien.
Det er underligt, at man ikke har prøvet paa at flytte Storke til Amerika, hvor dog baade Mennesker, Dyr og Planter fra Europa har fundet en saa velvillig Jordbund, at der snart Intet er tilbage af det Oprindelige. Spurven er ligesaa hyppig i de amerikanske Byer, som i vore. Rigtignok er det faldet uheldigt ud med Indførelse af Kameler, og det skal være gaaet tilbage for de Nattergale, Maximilian satte ud i Haverne omkring Mexiko, ialfald hvad Sangstemmen angaar. Men det var da nok et Forsøg værd med Storken. Tænk! hvad f. Ex. en dansk Nybygger, der havde gjemt sig oppe i de jomfruelige Skove ved en sprudlende Flod mellem talløse Søer, eller ude paa de flade Græsgange ved Vandenes Fader, vilde føle, naar han en Dag saae en Stork knæbrende dale ned paa Husets Tag. — —
Men dette Jagtbrev handler jo slet ikke om Jagt. Det er ikke saa underligt; thi, som der stod i den illustrerede A-B-C fra vor Barndom:
Den Jægersmand gaar ud paa Jagt:
Hjort, Hare, Ræv tag Jer iagt.
Du Stork kan roligt gaa Din Vej,
Thi Jægeren Dig skyder ej.
Den er hellig, Storken, fredlyst overalt — og Sneppen er forfulgt og efterstræbt, hvor den viser sig —, der behøves intet Lovbud, ingen internationale Overenskomster for at beskytte den og værne om dens Liv — og vore Lovgiveres Kjærlighed gaar vel ikke til et Udtørringsforbud — den staar over Loven eller udenfor den, som man vil det; men derfor, fordi den ikke er Vildt, ligger den ikke udenfor Jægerens Forstaaelse: de to er Venner, de kan tale sammen.
Jeg drev en Efteraarsdag omkring med Hunden, Bøssen og Posen. Tanken løb i Streger og Sving, frem og tilbage i sære Spring, — saa saae jeg en Stork i Mosen.
En Stork er dog en underlig En, naar man betragter den nøje. Den stod og hang paa det ene Ben; stiv, som om den var gjort af Sten. Men jeg læste i Storkens Øje.
„De Andre kredsende fløj afsted, jeg længes, dødstræt af Hvilen; jeg higer efter at komme med, jeg har ikke Ro, jeg har ikke Fred, jeg maa sydefter, ned til Nilen.“ —
„Jeg længes bort, hvor jeg sad saa tidt, ved Vandfaldet fjærnt i Skoven. Dér kives man ikke om Mit og Dit: Vandet, der falder, er lige saa frit, som Jorden og Luften foroven.
Jeg længes efter den hvide Sky og Drønet i Kampens Bulder, det summende Jern, det hvislende Bly. Det gjælder om Folkenes Ret og Ry, og derfor: Skulder mod Skulder.“
Og saa rejste vi Begge-To.
