Jagtbreve/15
XV.
I Maj 1888.
Vildtet kom nogenlunde over Vinteren, bedre end man havde ventet; rigtignok er det mange Steder gaaet ud over Agerhønsene, hvor der ikke er bleven sat Neg ud til dem, men hvor dette er sket — og de meldte sig selv —; borede de sig ind i Negene og ned i Sneen og holdt Livet i sig; af Raadyrene er der gaaet en Del i Løbet, men de kan dog bedre taale en lang, stræng Vinter end en, der begynder efter en varm Periode; Harerne har derimod staaet sig, de har kunnet finde Føden, thi selv om den stivfrosne, isbelagte Rug ikke lod sig gnave, var der gammelt Græs i Overflod, Knopper og Bark, og i Haverne stak en og anden lækker Kaalstok op over Sneen.
Haverne har i det Hele maattet holde slemt for. Ikke blot har Harerne taget Kaalen — det kunde endda være det Samme — men bidt Frugttræernes unge Spirer af og i Forening med Musene gnavet Barken af Stammerne, ja helt ud ad de spinkle Grene. Det begynder først at knibe for Harerne, naar der over et jævnt Lag Sne ved afvekslende Tø- og Frostvejr eller ved Isslag danner sig en Skorpe, der er saa skør, at Poten for hvert Trin træder igjennem; saa kan Ræven tage Haren.
Men har Vildtet staaet sig nogenlunde, kan det Samme desværre ikke siges om Fiskebestanden. Her er Ødelæggelsen grundig, uoprettelig for lange Tider, og det er vor egen Skyld, ialfald tildels. Vi er blevne vænnede af med strænge Vintre, vi har i aarevis ikke behøvet at vække for Fisken, og saa er vi bievne ligegyldige, skødesløse, forsømmelige; Fisken ser man Intet til, den banker ikke paa som Raadyret eller Agerhønen, den kan ikke raabe op igjennem Isdækket, saa glemmer vi den eller slaar os til Taals eller gider ikke: skaffer den ikke Luft og lader den kvæles i Vandet. Naturligvis har man Undskyldninger paa rede Haand; man troede Dit og man troede Dat, derfor undlod man at hugge Huller i Isen og at sætte Halmknipper ned i dem. Man anede Intet, man var fordummet. Nu, da Isen smelter, driver de døde Kroppe paa Land og røber, hvilken Rigdom, man har haft.
Jeg har f. Ex. blandt andre Damme en lille Pyt, en gammel Tørvegrav, hvori jeg nok vidste, at der var Fisk (jeg har af og til taget en Gjedde der), og jeg undlod at vække, fordi jeg troede, at der kom tilstrækkelig luftmættet Vand gjennem de Drainerør, der munder ud i den. Men hvor skulde der komme Vand fra i Rørene? Isen er nu smeltet og der er skyllet over 20 store, fede, bredryggede døde Karper paa 10, 12, 14 Pund Stykket paa Land. De har paa ingen Maade staaet tilbage for dem i Fontainebleau, som hver Dag bliver ringede sammen med en Madklokke for at fodres og som er saa gamle, at der gror Mos paa Hovederne af dem.
Der er en, som Agnes Sorel skal have sat en Guldring i Næsen paa, og det var nok hende, der begyndte paa at dressere Karperne, hvilket lykkedes — lige saa fuldt som med hendes kongelige Elsker, der — som Valdemar med Gurre og Tovelille — gjærne havde skænket Vorherre Himmerige, naar han blot maatte beholde Fontainebleau og Agnes — — og Ungdommen, bien entendu.
Det maa være en gammel Kavalér, den Karpe, en 4—500 Aar, om jeg husker min Historie ret, hvis den lever endnu; men det er tvivlsomt; thi siden jeg saae disse historiske Fisk, har det været en drøj Tid for dem: Preusserne aad væk paa dem — og hvad forstaar preussiske Ganer sig paa Karpetunger? — uden Hensyn til Dressur — som dog Preusserne ellers véd at vurdere — og Historie.
Det er underligt, at vi ikke lægger os mere efter Fiskeavl end Tilfældet er; vi lader Dammene ligge ubenyttet hen. Tidligere har der da ialfald ved mange Klostre og Herregaarde været en udviklet Karpeavl med Yngledamme og Sættedamme og Fededamme i Terrasser, saa at Vandet kunde ledes ud, Fisken tages og Bunden dyrkes med Havre til det nye Hold; men det eksisterer ikke mere. Nu skal al Ting være Agerland, skjønt Fiskeriet vilde betale sig langt bedre. Hvis jeg havde taget de døde Karper (og der er maaske nogle levende endnu) af min lille Dam i rette Tid, havde de kunnet indbringe mig et Par Hundrede Kroner, det var mere, end et tilsvarende Stykke Agerjord er værd, og saa beholdt jeg Dammen alligevel. Ulejligheden bestaar hovedsagelig i at vække for Fisken om Vinteren; Udgiften er et Stigbord.
Efter denne Vinter er det kommet for Dagen, hvad Vandene skjulte, mange Steder ligger Fiskeligene i Dynger langs Bredden, og skjønt Fiskeriet har faaet et slemt Knæk, kan det gjærne hænde, at det netop derved har faaet et Opsving, idet Folks Øjne er bievne aabnede og Interessen vakt. —
Nu, da Sneppetrækket er forbi, er det Stunder at gaa paa Gjeddefiskeri, det er Gjeddens Legetid, og den Idræt er ikke saa hæseblæsende: den Fisk, der findes idag i Dammen, er ikke forsvunden imorgen; men den ene Dag kan Skoven være fuld af Snepper, den næste er der ikke saa meget som Færten af dem, og Reglerne om, naar de kommer, er ikke en sur Sild værd. Der er Torsdag og Fredag — og da især Skærtorsdag og Langfredag — som ansees af mange brave Jægere som de bedste Dage; Nymaane; Rusk og Taage; sydvestlig Brise; der er en Søndag, som hedder Oculi, og Jægeren nynner: Oculi, saa kommer de; — og saa hænder det, at de kommer en Mandag med Fuldmaane, Stjærnehimmel og stiv Nordost. Derfor maa man hver Morgen søge Skoven af, og er Trækket kommen, er Dagen kort nok, man faar lige Tid til at løbe hjem i Middagstiden, tage sig en Rid Brød og en Slurk og kaste et Glimt i Bladene for at se, om vi har vore gode gamle Konger og Kejsere endnu, eller om de skulde være bievne vippede af Boulanger, Bismarck og — ja, man har ikke engang Tid til at tænke helt ud, saa maa man afsted igjen. Med Gjeddefangsten er det anderledes; man tager det med Ro, laver sig til og ser paa Vejret, thi kun med stille Solskinsvejr kan man opdage Fisken, skjælne den fra Blade og Rødder og kaste Lystret efter den. Det er derfor ikke hver Dag Fiskedag; om man skal ud imorgen, kan man idag kun spaa sig til — og Spaamanden tager som bekjendt Varsel af Mangt og Meget. En ser paa Barometret, om det staar højt eller lavt; en Anden erklærer det for betydningsløst, det er: om det er op- eller nedadgaaende, hvorpaa det kommer an; en Tredje holder sig til Troldbarometret eller Baroskopet; der er dem, der anser meteorologisk Institut for ufejlbarligt, medens Andre gaar ud fra, at vi faar det modsatte Vejr af, hvad Institutet formoder; Nogle tager Varsel af, om Maanen ligger paa Ryggen eller paa Maven, og jeg retter mig efter den gode gamle sjællandske Regel:
Mandagsvejr til Middag (udtales: Meda)
Er Ugevejr til Fredag;
Fredagsvejr er Søndagsvejr;
Lørdag har sit Vejr især.
Derefter kan jeg nok saa nogenlunde indrette Gjeddefiskeriet.
Det er spændende at spejde ned gjennem den krusede Vandflade mellem faldne Siv og visne Blade efter Fisken, der ikke rører sig, ikke blinker med Øjnene, indtil den med et vældigt Slag med Halen stryger bort i Vandet; og saa skal Øjet være skarpt og Haanden sikker og Stødet kraftigt, om Lystret skal ramme. Men den er dum for Tiden, fordummet, den ellers snilde og vagtsomme Fisk; Blodet spænder den i Hovedet. Det gaar med den som med Ramleren — Hanharen — der nu løber paa Sætterens Fod med Snuden ved Jorden som en Støver, stive Øjne og bolden i Hovedet: den snubler over Plovfuren og er lige ved at løbe En paa Benene, hvis man netop staar paa Sætterens Sti. Sommetider løber der en 3—4 Ramlere efter hverandre og fjotter; de har kun én Ting i Hovedet: Sætteren. De er stupide, lige saa torskede som unge — for ikke at tale om gamle — Kurmagere, der, som Franskmændene siger, har „les femmes dans la tête“, Pigerne i Hovedet.
