Spring til indhold

Jagtbreve/17

Fra Wikisource, det frie bibliotek

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn


Jagtbreve.pdf Jagtbreve.pdf/7 94-96

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

XVII.

Jylland, Ulvekjæret i August 1888.

Det er Juks med Tredækkerne iaar; Ungerne er store nok, men der er for faa af dem.

Rimeligvis er det blot de Fugle, der har bygget deres Rede paa Gravhøjenes Top, som har faaet Lov til at ruge ud; Resten af Kuldene er druknede. Derfor ser man ogsaa flest gamle Fugle.

Det er sørgeligt for Jagten; men de gamle er de fornøjeligste.

En ung, let Fugl er flygtig, flyver tidt ud af Synskredsen, som om det kunde være en Dobbelt-Rekkasin, staar op inden Hunden har mærket den. Men de gamle er fede og tunge, de holder for Hunden og søger ikke straks til Vingerne. Saa skal Hunden brage Næsen, som den da ogsaa uafbrudt vimrer med — for at følge Fuglens Fod gjennem Græsset, og Jægeren skal passe paa, han maa se med Nakken og have Ørene med sig; thi det hænder, at naar Hunden staar fast, urokkeligt, saa at Jægeren tænker, at nu har Vildtet trykket sig lige foran dens Snude, er Fuglen snedigt løbet i en stor Bue og letter bag hans Ryg. Men skulde han ikke komme til Skud eller skyder han forbi, bliver der nok Lejlighed igjen, hvis da ikke Fuglen har kastet sig i en Kornmark; for saa er den frelst.

Det er til at blive kjed af, al den Regn. Det regner hver Dag — und wie?

Det er sørgelige Udsigter for Landmanden. Markerne staar fulde, men Rugen, som burde være inde nu, ligger som var den trumlet, Kærnen er bleven jordslaaet, og faar den mere Vand, vil Aksene spire paa den grønne Stængel. Vaarsæden er en Maaned bagud og kan ikke udvikles uden Sol og Varme.

Dog! Faar vi nu Varme en 6 Ugers Tid, kan det endnu blive et godt Aar for Landmanden. Men Tredækkerjagten er ødelagt for iaar. Det giver ikke Noget, naar man skal gaa og sobbe i Vand paa Engene. Oppe paa Landevejene er det ikke stort bedre, og paa Markerne klæger det.

I en saadan Sommer maa man næsten hellere være i Byen; der kan man dog engang imellem gaa tørskoet, ialfald paa Fliserne (som forresten er til at faa ømme Fødder af); og saa er det ganske morsomt at se Damerne trippe over de sølede Steder. Man maatte kunne skjælne det smukke Kjøns Alder paa Smalbenene, som man kan skjælne Hjortens paa Takkerne og Vildsvinets paa Tænderne. En Pigeankel paa 20 Aar er til at spænde om med én Haand, 30 Aar senere er den som en Sildetønde.

And when she went across the Street
I saw her pretty little feet.