Jagtbreve/20
XX.
Norge, i August 1888.
Det er Urfuglen, der er det Bedaarende ved Urfuglejagten.
Det er ikke saa løjerligt! vel?
Naa! Jeg har hidtil til en vis Grad været af en anden Mening. Jeg vidste godt, at det var Fuglen, der drog mig, at jeg var ude for dens Skyld, jeg kjendte Spændingen, naar Hunden slog an, naar den stod, naar Vildtet brasede op — Alt det er gamle Sager, som ogsaa Duften af den stegte, unge Hane. Men jeg troede næsten, at Smaalands høje, klare, lette, rene Luft, de Tusinde Fod over Havet, Myrerne og Ryerne, Lynglugten, Blaabærrene og Kildevandet uadskilleligt hørte med til Paradiset.
Men her, paa gamle Norges — thi Norge er gammelt! det er derfor og fordi det er norsk, at Nordmændene er saa stolte af det — paa gamle Norges stenhaarde Fjælde, roff og rokki, som det hedder paa det her brugelig norsk-engelske Sportsprog, ved Havets Bred, langs Fosser og Elve, mellem Birk og Røn og Furu — det er Norsk-Norsk — her trives Lykken som hist. Det er Jagten, der er det Daarende. Den norske Urkok er lige saa snedig, lige saa rask i Vendingen, lige saa aarvaagen og lige saa blændende smuk som dens svenske Broder; man skal være spændig i Musklerne, sikker i Øjet, rap paa Fingrene her som hist for at faa Posen fuld; Sveden perler, Klæderne flaaes i Laser, Ansigt og Hænder forrives, men Hvilet og Frokosten smager lige saa guddommeligt mellem store Sten op ad Verdenshavets — der er kun ét Hav — brede, brummende, vævre, gjennemsigtige Vover, som paa en Krat-groet Lyngbakkes Skrænt ved Bolmens eller Møckelns stille, smægtende, men dorske Vande.
Rejs mod Nord, Enhver som kan, og nu! Tag Bøssen, Hunden og Posen med, hvis Du er saa lykkelig at kunne det. Eller tag Lærred og Pensel, mal! om Du kan; tegn! hvis Du ikke kan male; fotografer! hvis Du ikke kan Andet.
Eller tag Papir og Blyant; skriv! skriv til Venner og Bekjendte, om Du har nogen, skriv til Alle og Ingen, skriv til Din Elskede — det har Du da —, tving Ordene efter Tanken, tving Tanken ind i Ordene, lyt, om det klinger — og hvorledes — — om Ordenes Klang staar i Samlyd til Tanken; og vil Du ikke sende Brevet afsted, saa tænd Din Cigar ved det.
Drøm! — drømme kan Du da.
Mere Lys — det er Tingen. Og her mod Nord er der mere Lys; vi har en Time længere Aften og en Time før Morgen.
Der løber et Næs, en Tunge ud i Havet. Ude paa Pynten ligger et Hus, et Træhus, rødmalet, paa en Sten, lavt, bart, nøgent, som et Korthus paa et Bord, man skulde tro, den kaade Vind pustede det en skjøn Dag ud i Vandet; men det har fastere Fodfæste, end det ser ud til, og Stormens Magt knækkes udenfor. Øer og Skær og Revler beskytter Kysten, Bølgerne brydes, de sprøjter og spytter det fraadende Skum som af et Overflødighedshorn over Stenene, skvulper og slider i det Dag ud, Dag ind, Aar ud, Aar ind, men Norges Sten er haard (og gammel), der skal Aartusinder til for at slibe de skarpe Kanter runde — og saa kommer først egentligt Modstanden. Indenskærs er der smult og stille.
Derude boer jeg.
Manden er Fiskerbonde; han fisker, naar der er Noget, og forresten driver han Skovhugst og Agerbrug og Kvægavl. Han er firskaaren, mørk og tyndskægget; der er vistnok Finneblod i ham. Konen derimod er ravnorsk. Følgelig er Datteren Blanding: granvoksen, bredbrystet, lyshaaret; men Haaret er ikke jævngult, enstemt, dvask, det er mangefarvet, som hendes Sind, og falder Solen i det, spiller hver Streng i sin Tone. Øjnene er blaa, Atlanter-blaa, naar den skyfri Himmel spejler sig i dem, men i Maanens Skær er de sorte, glinsende som slebne Kul.
— — Bedre Jente fandtes ej. Gik først hun paa Sæterstien, blev den snart til alfar Vej.
