Jagtbreve/22

Fra Wikisource, det frie bibliotek

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn


Jagtbreve.pdf Jagtbreve.pdf/7 117-124

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

XXII.

Østjylland, i Sept. 1888.

Hønsejagten tegner godt iaar. Der er mange Flokke, og Kyllingerne er stærke, som det hedder i Jægersproget, det vil sige: godt udviklede, kraftige, ikke Sildefødninger.

Agerhønen er dog det fornøjeligste Vildt, vi har. Det er et Herreliv en smuk Efteraarsdag at følge den søgende Hund; men det er ikke noget Driverliv. Man maa være parat og ved Haanden, thi det kan hænde, hvad Øjeblik det skal være, at Hunden marqverer, saa er Spændingen der, om det er gammel Fært eller om Flokken er i Nærheden, og naar Hunden staar, om man kommer paa Skud, om Fuglene holder eller er flygtige; naar saa Flokken buldrer op, skal man tælle den, det kan ikke nytte at skyde ind i Sværmen (det er ikke jægermæssigt og giver i Almindelighed Ingenting), man maa holde paa en enkelt, det vil sige paa to enkelte, en med hvert Løb, se, om de falder og hvor, og samtidigt passe paa, i hvilken Retning Flokken flyver, om den deler sig, hvor den slaar ned — der er Nok at tage Vare.

Det er ikke altid, at den Fugl, man rammer, straks falder; ofte flyver den et Stykke, og af Flugten maa man slutte sig til dens Tilstand, om der er Sandsynlighed for, at den kan staa op igjen, eller om den kan løbe, eller om den er død, hvad den er, hvis den ender Flugten med at gaa ret tilvejrs for derpaa at falde lodret ned; men saa gjælder det om nøje at mærke sig Stedet, hvor den faldt, thi Hunden kan gaa lige om ved en død Fugl, uden at finde den.

Agerhøns staar op i Flok, samtidigt, det er ikke som Urfuglene, der letter hver for sig, saaledes at man kan gaa fra den ene til den anden. Derfor er det paa Agerhønsejagt, hvor flere Jægere gaar sammen, næsten umuligt at sige, hvem der har skudt hvad, hvorimod to Jægere paa Urfuglejagten kan drive det fornøjelige Spil: Først-af-Brædt; men det maa være et Par gode Venner, for at det ikke skal ende i Misstemning.

Naar Agerhønsene spreder sig, kan man gaa og pille dem enkeltvis. I Lyng og opad Gjærder trykker de saa stærkt, at man tidt maa sparke dem op; i Roer løber de som smaa Strudse; i Skov farer de omkring som Snepper. Man maa kjende Vej og Sti, Mark og Krat, Bakke og Dal, Bro og Stente — og hvor skulde jeg vel kjende det, naar ikke i mit Barndomshjem? Jeg er Ven med Grøfterne, jeg har siddet paa alle Stenene, jeg er Dus med hver en sølverskægget Pil, som spejler sig i Vandet, og nikker til den. Men det hænder, at en og anden Sten er gaaet paa Landevejen, et Træ i Kakkelovnen, at Vandet er løbet af Mosen, at Rør og Porse og Gyvel har maattet vige, give Plads for Byg og Kløver. Saa søger jeg ned i Klitten — den er evig. Havet er lige saa blaat og gyngende, og Sandet lige saa hvidt og smuldrende, og Marehalmen lige saa stiv og stikkende, som i gamle Dage.

Naar man sidder der op ad Klitten, blødere end i nogen Sofa, thi Sandet jævner sig efter En, i Læ, med Marehalm og Vand og Sand og Himmel omkring, med den hvislende Lyd af Straaene, som Vinden gnider mod hverandre, og lytter til Havets Skvulp, kunde man tro sig langt borte, en Robinson paa en øde Ø, og et Pust griber En af den vidunderligt velgjørende Ro, som man føler, naar man er mange Mile, mange Døgn fra det nærmeste Menneske. Den, der har prøvet det, længes derefter, og Mangen, der ikke har prøvet det — og kun Faa kjender det af Erfaring — higer derimod, bort mod det endeløse Havs eller den jomfruelige Skovs bedaarende Fred.

I Urskoven er der Fred.

Det er et Par Dage siden, at jeg hørte en Præst i en formskjøn Bryllupstale sige: „Der er intet Ord i vort Sprog, der har den Klang, som Ordet Fred.“

Maaske har Præsten Ret.

Og han fortsatte: „Det skulde da være Ordet Kjærlighed. Men Fred og Kjærlighed lader sig heller ikke skille ad; de to Ord hører sammen.“

Det har han Uret i, Præsten. Det er rav-ruskende-pine-galt; og havde det ikke været, fordi det var i Kirken, hvor Ordet ikke er frit, havde jeg raabt: „Stop lidt, Præst! og lad mig. Der er ikke to Ord i vort Sprog, der skurrer mere, end Fred og Kjærlighed, de hader hinanden og forfølger hinanden og tilintetgjør hinanden som Ild og Vand; de kives og rives, men trives ikke sammen. Den — han eller hun — som den røde Kjærlighed har faaet Tag i — og Stakkelen er værre faren, end med den gule Feber eller de sorte Kopper — har hverken Rist eller Ro, har ikke Fred i sin Krop, har Ufred fra Fodsaalerne til Haarspidserne; og Tanken taages; og Sindet syder; og Hjærtet klaprer og løber løbsk som en løsslaaet, sejlspændt Vindmølle i Stormvejr. Hvorfor var vel ellers Hjærtet Sygdommens Sæde? Og Aarerne svulmer; og Blodet er hedt; og Ønsket er Fyr og Flamme; og Tanken løber i Kreds om Et — rundt, omkring Et og det Samme.“

Det havde jeg sagt til Præsten. —

Der er iaar en fornøjelig Særegenhed ved Hønsejagten: Markerne er ikke nøgne, de staar fulde af Hove og Traver, hvilke ikke forhindrer den frie Adgang, men pynter i Landskabet og bryder Øjet. Men for Landmændene kan det blive sørgeligt. Det er et Sammentræf af uheldige Omstændigheder, der er Skyld i det: Vinteren trak saa længe ud, at Markerne først blev Foraars-pløjede, da de skulde have været tilsaaede; den kolde og klamme Sommer hæmmede Kornets Vækst og fremmede Ukrudtet og Udlægskløveren, der er gaaet i Hoved, og nu er der ingen Tørre i Luften. Der skal gunstigt Vejr til, lang Tørke og Blæst, for at Høsten kan blive god, Sæden bjærges. Der er Korn nok paa Marken; men første Klasses Varer bliver det i hvert Fald ikke, dertil har Sommeren været for simpel, og Tvemodenhed og meget Grønt i Bunden giver uens og mørk Sæd i Skæppen.

Iaften holder vi Høstgilde — og det er fornuftigt. Ikke fordi Høsten er forbi og det glade Hurra har lydt for det allersidste Læs, men fordi Høstgildet maa finde Sted, mens det endnu er nogenlunde mildt, naar det er maanelyst og en Lørdag. Man kan ikke holde Høstgilde, naar Sneen falder.

Der er mange af de Gamle med. Lars Kusk, som jeg saa tidt har siddet hos paa Bukken og faaet Lov af til at holde Pisken, og som om Aftenen, naar vi kom sent fra Nabogaarde, holdt mig vaagen med Rævehistorier, og som, naar jeg kom hjem i Ferien, var det Første, jeg saae (af hvad der var værd at se paa) paa Dampskibsbroen; saa havde han Hilsner med og Kager og Frugt og Vin til den lange Kjøretur. Nu er han paa Aftægt; men forresten mener han, at der nutildags ikke er stort ved det hele Kjøreri, efter at alle de mange Jærnhaner er komne og Firehestepisken næsten faar Lov til at raadne op paa Knagen. Saa er der Tyske-Mikkel, der har glemt sin Tysk og ikke lært Dansk; Maren, der gaar paa Naadsens Brød; den hjulbenede Hans, hvis Underdel minder om en Vognport; Fiskeren, graasprængt, med Kone og Datter, rapfodet er hun (det giver Søen) og rapøjet (det giver Søen ogsaa), godt udhalet, som hans Baad.

Han forslugte sig ved Spiseballet, der begyndte midt paa Eftermiddagen, og hvortil der var slagtet baade Ko og Faar og Grise, og sidder nu ved Danseballet som en Boa og fordøjer; han er stoppet lige op til Adamsæblet — for at laane en Tanke fra en Dame, en Frøken-Moder, til hvis Befindende jeg engang spurgte, da hun kom hjem paa Landet efter udstaaet Vinterfelttog.

„Jo Tak,“ svarede hun; „trufferet hertil,“ og hun pegede paa Halsen.

Trøflerne havde frembragt en ret livlig Ansigtsfarve, hvorimod Datteren, der maaske havde faaet mindre Leverpostej, saae ud til at have ladet alt Blodet strømme til Hjærtet; der var da ikke noget i Kinderne. Men saa kom Sommeren med Strandbade og Lawntennis og Efteraaret med Rideture og Hjemmeaftener, og ved Nytaarstid var Frøkenen ekviperet, rustet til en ny Campagne.

Dansen gaar lystigt. Niels Klin spiller op, han trakterer selv Fiolen, slaar Takt med Foden; at han er Kunstner, fremgaar af de lange Lokker — nu er de graa — og han og det øvrige Orkester: nok en Violin, en Klarinet og en Tromme, der hænger ufortrødent i, skimtes oppe i en graa Sky, som olympiske Guder. Og Dansen gaar lystigt. Paa Høstgildet er Husjomfruen og Kammersidskenen og Mejeri-Madammen og Borgfruen og Frøknerne ikke et Haar mere end Bryggers- eller Hønsepigen. Den skjorteærmede Kavaler med Pibe i Mundvigen stikker en krum Arm ud, det er Engagementet, som maa følges, og saa kan Livet, enten det nu er smalt eller trindt, kravle derind i.

Naar Musiken puster, bydes der Smørrebrød rundt, solide Rundtenommer med velment Smørlag og fingertykt Paalæg. Fiskeren kaster lystne Blikke til Fadet, men maa lade passere: han kan ikke mere, han er stoppet, Maven bliver mæt før Øjnene, han vilde gjærne, han gjør en Dyd af Nødvendighed, det gaar ham med Mad, som det gaar En med Et, en Anden med et Andet, og som der staar i Skriften: Aanden er redebon, men Kjødet er skrøbeligt.

Og Punschen kommer. Der drikkes for Herskabet, for Familjen, for Forvalteren, og saa hedder det:

Og dette skal være vort Selskabs Skaal,
Hurra!
Og Skam faa Den, som ikke
Vort Selskabs Skaal vil drikke.
Aa ja, Hurra!
Den Skaal var bra' —
Hurra!

Men Bitte-Jørgen, som allerede har faaet for Meget ved Spiseballet og som Ingenting kan taale, synes, det er bedst at blive i Vanen fra de andre Skaaler og skraaler: „Mange Penge og mange Børn.“

Dette finder Selskabet uhyre vittigt og skratter.

Og saa gaar Dansen igjen med Røg og Støv og Tramp og Fnisen, og Fiolen hviner og Trommen gaar, og Karlene sveder, og Pigerne blusser af Lykke eller Ulykke — Dansesalen er Pigernes Champ de bataille — og Stakaandethed.