Jagtbreve/24
XXIV.
En Særegenhed ved Fuglejagten iaar er Steppehønsene. De kom i store Sværme fra deres asiatiske Hjem, de har tilbragt Sommeren her og de skydes nu ned for Fode, da Loven ikke har taget dem under sin beskyttende Haand. Det havde dog maaske nok været Umagen værd at forsøge paa at holde paa disse nydelige og velsmagende Fugle, endskjønt vel det Sandsynligste er, at det ikke var lykkedes at indlemme dem i vor stadige Fugleverden. Der har nok været talt om Æg og Unger baade hist og her; men jeg tvivler paa, at det er tilforladeligt. Jeg har ingen unge Fugle seet, og det har nok de kjøbenhavnske Vildthandlere, som i den sidste Maaned har faaet Masser af dem, heller ikke. Nu, da de ikke er fredede, gaar de utvivlsomt med hurtige Skridt deres Tilintetgørelse hertillands imøde, og hvem der vil smage dem eller have en udstoppet Fugl til Minde, maa skynde sig.
Steppehønen kommer ude fra Egnene om det kaspiske Hav og Aralsøen, vidtstrakte Sletter som Amerikas Pampas og Nordafrikas Ørkener; men hver Verdensdel har dog sine Ejendommeligheder, sit iøjnefaldende Særpræg, Asien: Afveksling, ferske Floder og salte Søer, frugtbare og golde Strækninger, jevne Flader og stenede Bakker mellem hver andre; Amerika: Overmaal, Umaadelighed, Masser; hvor der er Skov, er der Skov, Skov og Skov, hvor der er Græs, kun Græs, stormer det, vælter Huse og Træer, Duer eller Græshopper kan formørke Solen, en Sygdom, som f. Ex. den Hestesygdom, der for nogle Aar siden gik fra det atlantiske til det stille Hav, angriber alle Individer uden Undtagelse; men Afrika kjender man straks paa den rene Lufts særegne Brydning.
Fra sit asiatiske Hjem er Steppehønen iaar i store Skarer bleven forslaaet mod Vest eller har foretaget en Masseudvandring, men det er en enestaaende, tilfældig Begivenhed, som ikke gjentages: Steppehønen bliver ikke derved til Trækfugl hos os, Trækket maa foregaa i Nord og Syd, ikke i Øst og Vest; men i sit Hjem trækker den.
Af Hønsefugle har vi hertillands kun én Trækfugl: Vagtelen og den er tilmed ikke hyppig, det er kun enkelte Pletter, Landet over, at den i Maj kommer til, for tidligt paa Efteraaret at søge tilbage til Middelhavets Kyster.
I Nordafrikas unge Kornmarker jages den i Foraarsmaanederne sammen med den røde Agerhøne og er lige saa vanskelig som denne at faa til at lette: den løber for Hunden; men da der er fuldt op af dem, kan man dog tidt gjøre rig Jagt — og Landskabet er skjønt.
Jeg husker, at jeg engang jagede Vagtler ved Atlasbjergenes Fod sammen med et Par franske Officerer. Luften var høj, klar, let, gjennemsigtig, Landet tabte sig i det Fjærne, der laa en stor Sø langt borte med Træer paa Siderne, som spejlede sig i den stille Vandflade; men vilde man søge at naa Søen, kom man ikke nærmere, den trak sig tilbage og svandt i Sandet: det var Luftspejling, Syner. Men indenfor Øjets virkelige Rækkeevne stod der en kantet Kamel paa Bakken; en Araber med en lang enløbet, mosaikbeslaaet Flintebøsse over Ryggen kom ridende paa sin statelige Hest, stolt, som om hele Verden tilhørte ham, hans kaffebrune, skæggede Ansigt stak løjerligt af i den hvide Burnus' kvastbehængte Kutte og ud af de vide Ærmegab stak lange, knoglede Fingre og magre Arme; nede i et lille Kjær stod en rødlig Flamingo i Vand til Knæerne, den slog Krølle paa den lange Hals, skuttede Ryggen, lavede en Pukkel som Kamelen deroppe og stak af og til det lille Hoved med det mægtige krumme Næb ned i Vandet. —
En 14 Dages Tid efter, at Hønsejagten er gaaet ind, er det forbi med Masse-Skyderiet. Naar først Flokkene er blevne beskudt, og Fuglene er sky, Kornet kjørt ind, Roer og Kartofler tagne op og Stubben vendt, er det vanskeligt at faa Posen smækfuld — og saa er der mange Jægere, for hvem Agerhønsejagten mister sin Charme. Hvad det for dem kommer an paa, er at skyde Meget eller rettere: Mere end Andre, Mere end deres Jagtkammerater. Egnen, Vejret, Selskabet er for dem underordnet; det gjælder om at hævde Jægerryet: har de skudt Mest, sætter de det glade Ansigt op, i modsat Fald er de mismodige, modfaldne, tvære. Masse-Skyderiet beror paa et Fejlsyn paa Sagen fra Sportmandens Side; men det er moderne og maa have sin Tid at rase ud i. Skal man leve af Jagten — og jeg har ogsaa engang i et Par Aar levet af Jagten — er det en anden Sag. At gaa paa Jagt uden at se Noget eller uden at komme til Skud, bliver i Længden kjedsommeligt; men det er ikke Antallet af det Skudte, der er det Afgjørende, naar Jagt er Fornøjelse.
Naturligvis har Englænderne, der overdriver Alting, ført Masse-Skyderiet til den yderste Grænse, og en ung Gentleman har drevet det til at skyde Otte-Hundrede-og-sytten Grous paa 1 Dag, ikke ved at skyde i Flok, men 1 for 1; de blev klappede frem, og han havde et Par Tjenere bag sig til at lade. Heldigvis tilhører han den højeste Adel — Lord de Gray tror jeg, det er — ellers havde hele Gammel-England været i Fortvivlelse, thi en ægte Englænder lider gjærne baade Sult og Nød, naar han blot kan have den stolte Bevidsthed, at The upper ten thousend svælger i Velvære, og det vilde have været en uaftvættelig Skamplet, om den Bedrift var bleven udført af en almindelig Jagtbetjent.
Man behøver ikke at leve længe i England for at blive Vidne til, hvorledes Aristokratiet forgudes og hvorledes dette ofte benytter sig heraf paa en Maade, som vistnok end ikke Selvherskeren over alle Russere vilde finde passende for sin Person i eget Land. Jeg rejste engang fra Dieppe til New-Haven og nød med endel Medrejsende min Cigar i Rygesalonen, da Styrmanden kom og anmodede Selskabet om at forlade Salonen, da Lord Henry S. ønskede den for sig og Familje. De tilstedeværende Englændere rejste sig øjeblikkeligt og gik, hvorimod et Par Franskmænd og jeg først ønskede nærmere Forklaring af Capitajnen; men da vi fik den og den lød paa ganske det Samme, gik vi ogsaa: man maa Lands Skik følge eller Land fly. En pur ung Herre med en nydelig Kone, en Baby og en 3—4 Bonner indkvarterede sig i den tomme Salon, efter at den var luftet godt ud, rullede ned og viste sig først ved Landstigningen.
Hvis den Historie med de mange Grous ikke var bleven behørig konstateret af Vidner med Underskrifter osv., skulde man ikke tro, at det var muligt; thi selv om Hans Herlighed havde arbejdet uafbrudt i f. Ex. 10 Timer og man slet ingen Tid medtager til Maaltider eller til at gaa fra den ene Post til den anden, maa Regnestykket opsættes i Secunder; 10 Timer er kun 600 Minutter.
Jeg kan til Sammenligning tænke mig Svinestikkeren, der i de store Slagterier staar nøgen til Bæltestedet i den lunkne fedtet-kvalme Luft med en lang spids Kniv og stikker Grisene i Struben efterhaanden som de, ophængte i en Kæde ved det ene Ben, passerer ham ad en Jærnstang i Loftet, for derefter at gaa videre, forbi en 60—70 Mennesker, skoldes, skrabes, renses, parteres og en halv Time efter bæres i Flæskesider ind i Saltkamret. Eller Kodræberen sammesteds. Jeg har beseet et Slagteri i Chikago, og det skal være det største i Verden, hvor Kvæget dreves ad Broer og Gange, der endte i Forgreninger: hvert Stykke kom i en Baas, med Snuden ind mod Slagteri-Bygningen; over Baasene var der et Tremmeloft, og her gik en Mand frem og tilbage og skød med en lille Riffel en Kugle i Nakken paa Dyrene, der styrtede som lynslaaet; saa faldt Væggen mod Slagteriet ned og en Krog halede Liget ind paa Operationsbordet. Der blev i det Slagteri skudt 1000 Stykker i Døgnet, men da det gik Nat og Dag, altsaa med Afløsning, kan Kodræberen næppe hamle op med den ædle Lord, der indtil videre turde være the champion of the world.
Naar en Jæger her til Lands i den bedste Agerhønsetid skyder mellem 20 og 30 Stykker, er det al Ære værd; nu er det forbi for iaar; men netop henimod Agerhønsetidens Ophør er der en overordenlig nydelig Jagt, en fin og fornøjelig og for kommende Aar nyttig Forretning: at skyde Haner. Man skjælner Agerhanen paa Skiltet, to store brune Pletter paa Brystet. Naar Flokken staar op, maa man hurtigt mærke sig en Hane og saa nappe den; man skal bruge Øjnene. Jeg siger med Overlæg Øjnene. Det er gjentaget saa tidt, at det næsten er bleven til en Trossag, at for at skyde skal man lukke det ene Øje — naar man ikke er kejthaandet: det venstre — og sigte med det andet. Jeg erindrer endnu fra min Officerstid, hvorledes mange af Rekrutterne ikke kunde lukke det ene Øje — blunde kaldes det i Militairsproget — og hvorledes jeg lærte dem det ved at lade dem stille Søndag Morgen Kl. 6 i Kasernegaarden og se med ét Øje op til mit Sovekammer vindue. Den, der kunde det uden Anvendelse af Bind eller Haand, fik Lov til at træde af; de andre maatte staa til Middag og begynde forfra næste Søndag. At blunde ansees i Almindelighed for den første Betingelse for Skydning. Jeg tillader mig at være af den Mening, at det Blunderi er ganske unyttigt, ja skadeligt. Vil man skyde Agerhaner, skal man sigte med det ene Øje og passe paa med det andet, og Den, der ikke gjør det, slaar jeg i den Sport.
For Fugle-Bestanden er det heldigt at skyde en Del Hanner bort, da for mange af dem ødelægger Formeringen om Foraaret ved Slagsmaal og Ubændighed, navnlig blandt Fuglearter, der lever i Polygami. Agerhønsene lever parvis, Urhønsene i Flerkoneri. Tidt er det vanskeligt med Bestemthed at afgjøre, hvorledes Forholdet er — og tidt er det maaske heller ikke ganske bestemt. Graaænderne f. Ex. lever parvis, men naar to magede Par træffer sammen, skifter de — för Tilfället. Vore tamme Duer har med Urette Ord for Troskab; Stærene lever baade i Polygami, Monogami og Polyandri; mangen gammel Hanspurv har sit legitime Hjem og desuden Appartement et maîtresse en ville — men maaske det stammer fra Menneskenes opdragende Indflydelse.
Der er for næsten alle Hønsearters Vedkommende — og Hønsefuglene er det bedste Fuglevildt og det, der hele Verden over mere eller mindre fredes — en Tid, hvorpaa man kan skyde Hanerne. Blandt mange Hønsefugle er det nemt at skjælne Kjønnene, f. Ex. Paafugle, Fasaner, Kalkuner, Tiurer og Urfugle, enten ved den fuldstændigt forskjellige Fjerdragt — Fasanhanen er mangefarvet, Urfuglehanen er sort med en prægtig lyreformet Hale, medens Hunnerne er bruntspættede — eller ved Størrelsen, f. Ex. kan en vild Kalkunhane — og endnu kan man med Fornøjelse jage den i Amerikas jomfruelige Skove og paa de kratklædte Øer i Prairiens Floder, men det gaar med den, som med Indianeren og med Buffaloen: den dør ud — en Kalkunhane kan veje indtil 30 Pd., medens Hønen næppe bliver 1⁄3 saa stor. Men selv blandt Arter, hvor det er vanskeligt at skjælne Kjønnene paa Udseendet, er der andre Maader at komme Hanen tillivs paa. Tiuren sidder saaledes i Parringstiden i den aarie Morgenstund paa en tyk Gren og lægger med visse Mellemrum Hovedet tilbage, slæber med Vingerne og galer eller slaar, som det hedder; saa hverken hører eller ser den, Jægeren springer efter Lyden og staar som en Støtte, saasnart Fuglen tier.
Den amerikanske Skovhane, en frugtbar og lækker Hønsefugl, som vistnok godt kunde trives i vore Skove, trommer om Foraaret: ved smaa, raske Slag med Vingerne ind mod Kroppen frembringer den en skrattende Lyd, der høres temmelig langt bort. Formiddagen er den bedste Jagttid paa den. Om Morgenen gjør Jægeren sin Kano istand, enten en udhulet, tilspidset Træstamme, hvis han vil blive i samme Vand, eller en Barkkano, lavet af Birkens inderste gulbrune Bark, bygget paa smalle, tynde Ripper og Spanter af Cedertræ, syet sammen med Bast, tætnet med Beg; den flyder let som en Fjær paa Vandet, er rummelig, men fanger Vinden og hvis den løber paa en skjult Pind, gaar der Hul i den. Saa maa man søge Land, hale Kanoen op, vende den, gjøre Ild paa, tætte Hullet med sydende Beg, og, ved at suge, forsøge om Alt er i Orden, før man atter gaar ud. Vil man fra et Vandløb til et andet, binder man en Rem paa Kanoens Midte og bærer den som en uhyre Hat paa Panden. I begge Slags Kanoer sidder man paa Bunden og roer med en kort Aare, som stikkes lodret ned i Vandet til den ene Side; ved at dreje Aaren lidt i Aareslaget, kan Baaden styres. Hunden ligger agterude, Bøssen er ved Haanden, thi det hænder, at der kommer Vildt, naar man mindst aner det (engang, da jeg var paa Skovhanejagt, skød jeg en Bjørn, der svømmede over den Flod, som jeg roede paa), og under Tæppet forude er der Økse, Kjedel, Svovlstikker, Tobak, The, Brød og Kartofler, lidt eller meget, som man regner at blive ude til. Man lægger sig mageligt i Baaden, man roer ikke, man styrer blot, man driver med Strømmen, maaske mange Mil fra det nærmeste Menneske, uænset af Samfundet, fredlyst af Naturen, lykkelig. Trommer saa en Skovhane, lægger man varligt til ved Bredden, hvor en falden Træstamme danner Havn, haler Baaden halvt paa Land — Hunden skal blive liggende — og med spændt Bøsse lister man efter Lyden — de bløde Mokkasiner røber En ikke — ad de mosgroede Stammer, som Jorden er bedækket med; de ligger i alle Retninger, og tidt maa man gjøre en lang Omvej for ikke at knase paa Skovbundens Løv, men man maa kunne se paa Mosset, hvor raadden Stammen er, da den kan beholde sin Form og dog være falsk og svigefuld som en Fælde.
