Jomfru Bine

Fra Wikisource, det frie bibliotek






Jomfru Bine

«Luk Bogen, Ida, Du er ikke kommen herud paa Landet for at læse,» sagde min Kusine Anna, idet hun med en Mine, der ingen Modsigelse taalte, rakte mig Hat og Handsker.
«Vi ville», vedblev hun, «gaa en Tur, rigtig efter min Smag, uden noget egentligt Maal. Du skal ikke være bange for Hunden, Kjære, den gjør ikke en Smule. Tag Dig iagt, her er lidt vaadt, men saa findes her til Gjengjæld saadanne mageløse Forglemmigejer, og naar vi hoppe fra Sten til Sten, gaar det nok. Hørte Du, hvad den gamle Mand med Hjulbøren sagde?»
«Var det ikke: god Fornøjelse?»
«Jo; mon vi, naar vi sled saa haardt, kunde se saa mildt paa Lediggængere, som han saa paa os. Kom herhen, Ida, til det lille, kalkede Hus med Kartoffelhaven udenfor, men smør Dig ikke paa det tjærede Stakit. Har Du endnu din gamle Lyst til at kige ind af Vinduerne til Landsbyfolk?»
«O ja, men kan det gaa an?»
«Javist! hvad ser Du?»
«Et stort, hvidskuret Bord med Skuffe, en Hylde under det forrøgede Bjælkeloft, med fire røde Fade, en Bænk med Rum under, hvori der ligger en Hund med sine Hvalpe, en Stump Spejlglas, stillet op i Hjørnet af den rødmalede Vinduskarm, ved Siden af en Foldekniv, nogle Søm og en Krukke Roser. I Krogen sidder en Kat og slikker Fiskeben af en Lertallerken, og paa den blaa Dragkiste ligge en Mængde gule Hanekamblomster, der bestemt skulle gjemmes til The. I det andet Vindu staar en gammel Rottefælde, som er bleven indrettet til Fuglebur; en lille Irisk hopper stille om derinde, neppe ganske tilfreds med sin indskrænkede Lejlighed; en ung, kjøn Pige sidder ved Siden og syr flittigt paa en Guldhue.»
«Hende kjender jeg; hun kan ikke gjøre strengt Arbejde, da hun nylig har været syg, og maa derfor tjene Brødet ved Naalen. Stakkels lille Ane Cathrine, hvor hun sender et langt Blik ud af Vinduet. Der er en vis Lighed i dette Blik og i Fuglens; de føle sig begge bundne og længes efter frisk Luft, Frihed og Selskab. — Lad os gaa, hun har set os!»
«Mon det er Pigens Broder, den lille rødhaarede Fyr, der trakterer Grisen med Svinekaal? Hvor kan han dog kjæle for det fæle, graadige Dyr, der ser saa afskrækkende ud med de dumme Øjne og Ringen i Næsen.»
«Hans Kjærlighed er af en egen Natur, Kusine; virkelig Godhed for Dyret er blandet med Tanken paa dens Kjød og Flæsk og de rare Pølser, der skulle forsøde Vinteren. Vil Du tilhøjre eller tilvenstre?»
«Helst tilhøjre! Hvor det er yndigt med de gamle Egetræer paa de bakkede Rugmarker. Din Fader siger rigtignok, at Træerne burde fældes og Højene jævnes, men jeg ønsker blot, at det ikke maa ske. Hvor Kirken tager sig godt ud herfra; Belysningen er nu ogsaa saa dejlig; selv de smaa, sorte Tørvetoppe se ganske pyntelige ud.»
«Men har Du lagt Mærke til Konen, der danner Tørvene og stiller dem hen? Saaledes gaar hun i det stikkende Solskin frem og tilbage, frem og tilbage, Dag ud og Dag ind. Var det underligt, om hun af og til kunde sende et længselsfuldt Blik op til den fredelige, skyggefulde Kirkegaard? Dog, den lille skjæve Hytte her bag Bakken er hendes Hjem, og Tanken paa Barnet, der sidder udenfor og roder med en Pind i Jorden, giver hende bestemt den taalmodige, fortrøstningsfulde Mine.»
«Anna, jeg begriber ikke, hvor Du vilde kysse den lille stygge, smudsige Unge.»
«Den lille Stakkel, som er eneste Barn og Kjæledægge, er i sine egne Tanker et saadant Centrum og viste mig en saa udsøgt Begunstigelse ved at række Munden frem, at jeg ikke havde Hjærte til at vise hende bort. Hun vil faa Puf og Stød nok udefra om ikke lang Tid, kan Du tro; jeg vilde ikke gjøre Begyndelsen. Du holder jo af Kirkegaarden, lad os gaa derind.»
«Stands lidt, Kusine, det er dog en sjælden Hængeask, og hvilken dejlig Krans hænger ikke paa Korset.»
«Provstens eneste Barn, lille Hugo, ligger begravet her, men det er mange Aar siden, han døde; det var før min Tid. Naar Provstindens milde Øjne se paa mig med et saa kjærligt og moderligt Blik, mindes jeg altid uvilkaarligt det lille hvide Kors, og naar jeg ser det, staar hun igjen for mine Tanker. Men hvad mener Du om at aflægge en Visit i Præstegaarden?»
«Er Præstens da komne hjem?»
«Nej, de ventes først sent i Aften; Besøget skulde gjælde Jomfru Bine. O, Ida, overser Du Jomfru Bine, er det, fordi Du ikke kjender hende?»
«Jeg har jo kun set hende i Kirken, kjære Anna,» ytrede jeg formildende, «og Du maa selv tilstaa, at hun ser besynderlig ud. Jeg har aldrig troet, at nogen kunde være saa høj, tynd og lige op og ned eller have et saa smalt, fregnet Ansigt, saa lyse Øjne, saa selvtilfreds en Mine, saa frejdigt et Nik og saa gjennemtrængende en Sangstemme.»
«Hendes Ydre er unægtelig lidt aparte, men i sig selv er hun en Perle, og der er noget saa poetisk —»
«Nej, kjære, lille Anna, alt andet, kun ikke poetisk! Hun forekommer mig som den legemliggjorte Prosa. Sig, at hun er praktisk, huslig, paalidelig, og jeg vil tro Dig, men poetisk!»
Og jeg lo saa hjerteligt, at hun blev ganske vred.
«Den, der ler sidst, ler bedst,» sagde hun. «Her er Haven, skulle vi gaa igjennem den? Dog nej, det var Synd, Gangene ere lige nyrevne. Kig ind, ser der ikke smukt og frodigt ud, og kan Du nogensteds opdage et Ukrudt? Der staar hun selv i Døren. Goddag, Jomfru Bine, De skal ikke være bange for os, vi skulle nok tørre Fødderne rigtig godt af.»
«Se, det kan jeg lide, at De vil se herind; jeg stod netop og tænkte, hvordan den velsignede Tid til Klokken ni skulde gaa, nu alt er i Stand. Aa, med Fødderne har det ingen Nød,» disse Ord ledsagedes dog af et ængsteligt Blik paa det elfenbenshvide Gulv, «hvor ofte har Provstinden ikke sagt, at hun længtes efter at se smaa sorte Fødder paa Gulvet, og at al den Pillenhed var en sørgelig Erstatning for lille Hugo. Nu ja, hver skal vel have sit Kors.»
Hun sukkede, men saa sig derpaa rundt med kjendeligt Velbehag, som vilde hun opfordre os til at udsætte paa noget, men det var umuligt. Kakkelovnen var blank som en Brodérsaks, Møblerne skinnede som Glas, og de i pyntelige Læg og Folder lagte Gardiner vilde have kunnet stikke Sneen ud med deres Hvidhed. Paa Bordet foran Sofaen stod et Fad dejlige Blomster, og to Vaser med vajende Bregneblade og vilde Roser prydede de Nøddetræs Kommoder under Spejlene. Vi gik hele Huset igjennem; enhver Krog var saa pyntelig og hyggelig, at det forekom mig, som var Jomfru Bine den eneste uskjønne Gjenstand i dette yndige Hjem.
Med sin mørke Blusekjole, der fastholdtes af et bredt Læderbælte, sin smalle Krusstrimmel, sine lange, snævre Ærmer, sit store Forklæde, der for Alvor var beregnet paa at tage af, sit dristigt bag Ørene smøgede lyse Haar, som i Nakken var snurret i en Top og gjort til det mindst mulige, saa hun ud som et Menneske, der fuldkomment oversaa det ydre og bød enhver Forfængelighed Trods. At hun var renlig og ordentlig, saa man dog straks; paa den gamle Kjole var ikke en Plet, og de Stopninger, der omkransede de spidse Albuer, vare virkelige Kunststykker.
«Tag Plads, lille Børn,» sagde hun, hendes Særkjende var i det hele Ligefremhed, «og lad mig byde Dem en Kop Kaffe. Nej, det gjør ikke en Smule Ulejlighed, især i Dag, da det er Konernes Dag.»
«Konernes Dag?» spurgte jeg.
«Ja, to Gange om Ugen komme de fattige Koner fra Landsbyen, fire og fire efter Tur, herud for at vaske deres eget Tøj. Det gjør os intet Bryderi; Vaskehus og Tørreplads, alt er af Vejen. Provstinden fandt, det var det tungeste for Fattige, at de ikke kunde faa Renlighed, og saa fik hun dette i Gang. «Det er, hvad vor Søn vilde have kostet,» siger hun, naar Folk tale om Sæbe, Brænde og Bespisning. Folk skulle nu ogsaa blande sig i alt. «Det kan ikke bestaa,» sagde de, og nu har det dog bestaaet i over tyve Aar. Vorherre lade de gamle leve! Det kan nok være, de ville savnes; man skjønner først rigtig paa det gode, naar det er forbi. Saadan en Præst kommer ikke to Gange. Han kunde faa et ganske anderledes Kald,» lagde hun til med Stolthed, «men vil ikke forlade sine Sognebørn for Vindings Skyld. Naa, jeg haaber, at Kjøbenhavnsrejsen rigtig har forfrisket og oplivet dem. Det skal dog forlange mig, hvad Klokken er? Seks, nej dog, kun seks!»
«Hvor længe har De været her i Huset, Jomfru Bine?»
«Sytten fra seksogfyrre, hvad gjør det?»
«Niogtyve.»
«Saalænge har jeg været her, at tænke sig! Og man er ikke bleven skikkeligere, end man er. Ja, skikkeligere end man var, før man kom, er man vel nok blevet, for da var jeg et farligt Stykke Pigebarn. Inde i Kjøbenhavn havde jeg tjent hos to gamle Damer; de havde ingen Pige, og jeg skulde dog være Jomfru, og det er det ulykkeligste, der kan bydes et Menneske. Jeg blev ikke holdt for god til noget Slags Arbejde, men jeg blev holdt for god til enhver Omgang med mine Lige og enhver af deres Fornøjelser, og intet blev givet mig i Stedet. Saa gik de ud næsten hver Aften, og jeg maatte følge dem og hente dem, som om jeg stakkels frygtsomme Barn ikke trængte tusinde Gange mere til Beskyttelse end de. At jeg blev sultet saa smaat laa maaske ogsaa i, at en Jomfru var for fin til at spise som en simpel Pige. En Gang var jeg syg; saa laa jeg ene i Kulden hele Dagen og græd. Morgen, Middag og Aften stak de en Spølkum Havresuppe ind til mig, og jeg hørte den ene hviske: «Min Erfaring er, at jo mindre man forkjæler dem, jo før komme de sig.» Ja, jeg havde en drøj Tid der, og det værste var, jeg blev aldrig troet, og det lærte mig til at lyve. Nede i Stuen boede en Enkefrue, ret et venligt, medlidende Menneske; hun havde ondt af mig og skaffede mig denne Plads. Saa tydeligt, som var det i Gaar, husker jeg en Eftermiddag, omtrent fjorten Dage efter, at jeg var kommen her, da Provstinden sendte mig hen til en syg Kone et godt Stykke Vej herfra med noget Linned og Mad. Hun bad mig komme snart igjen, da der var lidt travlt, men føjede dog straks til, at det ikke var hendes Mening, jeg skulde forhaste mig. Det kunde hun have sparet; jeg gik min rolige Gang, og Bevidstheden, at der var Travlhed i Vente, paaskyndede ikke mine Trin, for jeg var doven, men jeg havde ogsaa været overlæsset i min forrige Tjeneste, om det er en Undskyldning. Da jeg paa Tilbagevejen kom forbi Pæle-Mølle, saa jeg alle Folkene styrte ud og med Latter og Skrig rende efter en Bisværm. De klingrede med Messingtøj, der var Kommers og Fjant; det var umaadelig fristende, og jeg stod ikke imod, lod Pligt være Pligt og blandede mig i den glade Hob. Da endelig Alt var i Orden, ringede Aftenklokken; jeg blev straks lidt forskrækket, men da jeg var vant til at lave Komedier, fik jeg snart en i Stand og begyndte ufortøvet paa min Rolle, der bestod i at halte af Sted, som havde jeg stødt eller forvredet min Fod.
«Jeg frygtede nok, at De var kommen til Skade,» sagde Fruen venligt og sparede mig enhver Forklaring. «Stakkel, hvorledes gaar det,» tilføjede Præsten, «skal der ikke gjøres noget ved det?» Jeg blev ganske forunderlig til Mode, men var dog slet nok til at række den tomme Krukke i Vejret, som fortjente jeg Ros, fordi den var hel.
«Det maatte hellere være gaaet ud over Krukken,» sagde Fruen, «men tag nu Plads ved Vinduet, Jomfru Bine, jeg skal naturligvis selv besørge Theen.»
Der sad jeg og lod mig opvarte og pleje, til jeg blev ganske bedrøvet. Provsten lagde sidste Haand paa Prædikenen til næste Dag, og saa kom han ind med et Ansigt saa mildt og klart. Fruen gik stille og syslede; efter Theen sang hun en Salme; derpaa spurgte de, om jeg ikke vilde gaa til Ro, og det vilde jeg inderlig gjerne; jeg længtes ret efter at blive ene. Det var sure Trin, da jeg igjen maatte halte, det venlige: «God Bedring» skar mig i Sjælen, og da jeg kom op paa mit lille Kammer, hvor Maanen skinnede saa fredeligt ind paa Gulvet, gjennem Valnøddetræet udenfor, kastede jeg mig paa en Stol og hulkede bitterligt. Jeg syntes, jeg var en rigtig ussel og foragtelig Skabning, for hvem der ingen Naade kunde være. Resedaduften trængte op fra Haven gjennem det aabne Vindue; Nattergalen slog saa klare Triller; der var skjønt og velsignet allevegne, men jeg følte, at jeg havde lønnet Godt med Ondt, jeg følte, at der var mørkt og syndigt inden i mig.
Efter en lille Tids Forløb hørte jeg lette Trin paa Trappen, og Provstinden traadte ind med et Lys i den ene Haand og en Flaske og et Stykke Flonel i den anden. Hun saa saa blid og deltagende ud, som hun stod der i Sørgedragten, den hun endnu bar for sit lille Barn.
«Endnu oppe,» sagde hun, «blot det ikke er værre, end vi tro. Her har jeg lavet lidt Sæbespiritus og vil gnide Benet; nej, ingen Indvendinger, sligt maa tages i Tide, det nytter ikke at hærde sig derimod.»
Til Svar græd jeg saa voldsomt og lidenskabeligt, at hun blev ganske bange. Jeg maatte sige hende alt eller dø af Skam; jeg maatte sige hende alt, selv om hun da vilde afsky mig.
Da jeg var færdig med min Bekjendelse, vendte hun sig ikke bort i dydig Harme, men gik hen til mig, lagde mit forgrædte Ansigt til sit Bryst og sagde:
«Stakkels Barn, stakkels Barn, De vil have meget at kæmpe imod, men Herren vil styrke den ærlige Villie, og vi ville efter Evne hjælpe og understøtte Dem. Maatte vi alle faa Kraft til lige saa oprigtigt at bekjende vor Skyld, thi da bliver den os visselig tilgivet. Kun den, der aldrig har stridt for Alvor med sine Fejl, og derfor ikke kjender sin Afmagt, er en ubarmhjertig Dommer. Vi skulle være meget overbærende imod Dem, og Bevidstheden herom vil gjøre Dem det lettere at følge Sandheden. Naa, tys, græd nu ikke, det skal alt blive godt; alene den daglige Omgang med Præsten kan gjøre Underværker.»
Og hun tog Plads ved min Side og fortalte mig, hvilken livslysten ung Pige hun havde været; hvorledes hun vel kjendte sin Forlovedes strenge Grundsætninger, men havde slaaet sig til Ro med den Tanke, at slige overdrevne Ideer nok vilde tabe sig med Tiden. Da hun kom ind i Præstegaarden, var hendes Hoved fuldt af Planer til at føre et lille Herregaardsliv; en Wienervogn skulde være hendes første Bøn, men den blev aldrig udtalt. Hun skildrede derpaa, hvor højt han elskede hende, og hvor fast han troede paa, at hun var en ret og rigtig Præstekone: en stille, ydmyg, kristelig Kvinde. Denne Tro kunde hun ikke berøve ham; hans Taler i Kirken og hans Liv i Hjemmet gjorde Resten; hun besluttede i Forening med ham at tjene Vorherre. Hendes Tro voksede, da et lille Barn laa ved hendes Bryst; den voksede fremdeles med dette velsignede Barn og var stærk nok til at opretholde hende, da det blev hende berøvet, og til, trods denne Sorg, at bevare hende i Forvisningen om Guds Kjærlighed.
Alt dette sagde min unge Frue, kun langt dejligere end jeg kan gjentage det, og vi græd begge meget. Hun vilde se mig i Sengen, kyssede mig til Godnat paa Panden og gik saa med Lyset, Flasken og det Flonels Stykke. Den Lægedom behøvede jeg ikke; hun havde bragt mig en anden, hvortil jeg længe havde trængt haardt.
Fra den Dag gjorde jeg mig al Flid for at være saa nogenlunde, men det mislykkedes alligevel ofte; dog lyve gjorde jeg ikke. Milde og kjærlige vare de altid, lode det gode Frø spire i Stilhed og forstyrrede det hverken ved Taler eller ved Dadel, ja, ikke en Gang ved Ros. Et Menneske, der gaar i sig selv, er sky, og naar det gjør noget skikkeligt, bør det ikke omtales, ja, næppe lægges Mærke til. De sagde intet, men de stolede mere og mere paa mig, og jeg elskede dem højere og højere og saa op til dem, som saadant et svagt Menneskebarn, det jeg var, er og bliver, maa se.
Imidlertid gik det ene Aar efter det andet; jeg levede mig ret ind her og glemte næstendels — ja, det kan saadan to unge Piger nu ikke begribe — at jeg havde været forlovet inde i Kjøbenhavn. Maaske glemte jeg, fordi jeg troede mig glemt, men deri tog jeg fejl. Min gamle Kjæreste skrev omsider fra Jylland, at han havde tjent en Del og vilde sætte sig ned næste Aar som Glarmester i sit Hjemsted, Taarnby paa Amager, hvis det var mig med og min Tanke endnu stod til ham.
Alle gamle Følelser vaagnede ved dette Brev; jeg svarede straks, at ingen anden havde været mig kjær, og saa sendte han mig en Ring, og jeg gjorde Gjengjæld. Vinteren gik med at sy paa Udstyr og lægge Planer; henad Foraaret skulde vi mødes hos hans Familie i Taarnby for at træffe nærmere Aftale om Brylluppet.
I ti Aar havde vi ikke set hinanden; han havde kjøbt et lille Hus, hvor vi skulde bo, og jeg mødte med en Sparekassebog paa hundrede Daler og baade Uldent og Linned; det var alt, som det skulde være, men det var ikke, som det skulde være, at jeg, naar jeg sad hos min gamle Kjæreste i min Families Kreds, længtes hjem til Præstegaarden. Det var hæderlige, stræbsomme, sparsommelige Folk, men deres Tale forekom mig dog mangen Gang lidt raa. Selv var jeg vel ogsaa kun et udannet Menneske, men jeg havde hørt fornuftig Tale og god Læsning og var vant til, at Livet betragtedes paa en ganske anden Maade. Meget her syntes mig derfor smaat og snevert, og jeg kunde ikke dele deres Tro, at hele Verden drejede sig om Taarnby paa Amager. Dertil var Hans Peter saadan en smuk, lystig, ung Mand, der holdt af at svinge sig i rask Dans en hel Nat, medens jeg var bleven en adstadig, halvgammel Pige. Naar vi spadserede sammen, havde vi kun lidt at sige hinanden, hvad skulde det blive til med Tiden.
Alt dette stod saa levende for min Sjæl en Aften, vi gik i Haven og saa ud over Stranden. Hans Peters Søsterdatter Ane løb trallende omkring og vandede de smaa Kaalplanter. Hun var en kjøn, frisk, god Pige, og ved at se hende fik jeg Mod til at gjøre, hvad der var bedst for alle. Jeg sagde Hans Peter, at han var mig kjær, men at vi ikke ret passede; han skulde have en, der var ung, munter og smuk.
I Førstningen vilde han ikke forstaa mig, men tilsidst gav han efter, dog lidt ugjerne; ikke fordi han holdt saa forskrækkeligt af mig, men fordi det skikkelige Menneske satte en vis Ære i vor lange Troskab. «Det er maaske bedst saaledes,» sagde han alligevel, «det er rigtignok, som var Du bleven et andet Slags Folk, Bine. Ved Afskeden trykkede jeg hans Haand ret trofast; han var mig kjær som en yngre Broder. Ane græd, fordi vi ikke kom i Familieskab, men drømte næppe om, at deres Bryllup skulde staa et halvt Aar efter.
Da jeg igjen rullede ind i Præstegaarden, havde jeg ingen Ring paa Fingeren, men mit Hjærte var let som en Fugls. Jeg omfavnede baade Mennesker og Dyr, ja, selv livløse Ting, kigede ind allevegne og fortalte Stole og Borde, Potter og Pander, at nu skulde gamle Bine altid blive her, altid. Og de Bøger i Reolerne, som jeg kjendte, forekom mig som gamle Venner, der bøde mig velkommen; hver talte med sin Røst, for jeg vidste, hvad de indeholdt.
Den Aften bad jeg ret til Vorherre, at jeg maatte dø før de gamle; jeg kunde ikke undvære dem. Men det var en egenkjærlig Bøn, og jeg har bedt den om igjen mange Gange. Efter den Tid følte jeg mig endnu mere tilfreds her end før, voksede endnu fastere og nød min virkelige Lykke mere, da jeg ikke levede i Fremtiden, og drømte om et eget Hjem. Se, det er hele min Historie, ikke en Smule romantisk, men glædelig, som Tegn paa Forsynets ufortjente Naade. Hør, nu ringer Klokken otte, saa vil jeg saamænd gjøre Thebordet i Stand; Provstens kunde dog maaske komme en Kjende før ni.»
Anna og jeg gik tause bort; Aftenklokken ringede saa smukt, Nattergalen slog, og Duften af Roser og Reseda trængte ud til os. Jeg saa tilbage paa Valnøddetræet, hvorigjennem Maanen havde tittet ind til den bedrøvede Jomfru Bine, og paa de mange smaa brogede Stykker Børnetøj, der viftede frem og tilbage paa de Fattiges Tørreplads.
Solen gik netop ned, da vi kom forbi Kirkegaarden; dens sidste Straaler forgyldte Korset paa den lille Barnegrav; en let, hvid Taage svævede over Mosen; den blege Nymaane spejlede sig i den rolige Strand, og paa Landevejen saas en Støvsky og en tosædet Vogn. Det var de gamle Provstefolk, der kom hjem fra Kjøbenhavnsrejsen.