Julegæster fra havet

by Ludvig Mylius-Erichsen

Det er henved en halv snes år siden nu, men ingen i strandfogedgården glemmer nogensinde den juleaften, der kom gæster fra havet. Mærkeligere jul har folkene på Torupstrand i Jammerbugten aldrig holdt.

Hele ugen ind under højtiden havde givet utrygt vejr, så ingen fisker kunne bruge havet. Vinden øgede stadig på, og natten til den 23de december var der stiv storm af sydsydvest med regntykning, søen blev høj og strømsætningen slem, et rivende strog gik langs kysten.

Fra Hanstholm og sønderpå ad jydske vestkyst var vindens retning sådan, at klitboerne kunne vente strandinger nårsomhelst, de vagtede derfor skarpt til hen på morgenstunden, så troede man det værste overstået og søgte hjem for at puste lidt. Alene ved Bovbjerg blev vagtmanden gående, han havde set lys bag revlen, syntes han, og stirrede uafladelig gennem vejret. Men bygerne satte himmel og hav i et.

Da det dæmrede ad morgen, så han i en pludselig klarning, at et skib var stødt ret ud for bjerget, en stor damper var det, og gennem stormen hørte han stemmer derude fra. Der måtte handles hastigt. Fra fyrtårnet fik han telefoneret til Fjerring redningsstation, på ringere end en time var der mandskab tilstede med raketapparat, skummet steg hvirvlende fra brændingen og sandet piskede, så syn og hørelse næsten forgik en, men det fik ikke hjælpe, et redningsforsøg måtte gøres og det straks. Skibet stod på yderste revle med stævnen mod land og oversprøjtet af bråddet. Der blev taget godt sigte og en raket med dobbelt line skudt ud. Den rakte ikke til målet. Atter blev der gjort forsøg på at opnå forbindelse med skibet ved hjælp af en ny dobbelt raket, men der var for lang vej ud. Så måtte redningsbåden fra Tuskjær ved Nissum Fjord averteres. Den indtraf det snarest mulige men for sent alligevel. Skibets mandskab havde allerede forladt vraget i egne både.

Inde fra land iagttog raketmandskabet gennem dæmringen, at to af skibets både på bagbordssiden var fjernede og jolletaljerne overhalede med blokkene hængende i vandet. Man var ikke straks rigtig klar over, om de skibbrudne virkelig havde begået den uforsigtighed at gå i bådene, inden det var lyst nok i vejret, man tænkte sig, at bådene kunne være slået i stykker inden mandskabet var sluppet ned, men da dagen brød frem og man fra højderne på land overskuede skibets dæk, og der intetsteds ombord var noget menneske at se, kom man til den overbevisning, at skibet var fuldstændigt forladt. Skibsbådene kunne dog ikke ses på søen. Om de ikke allerede var kæntrede, var der dog sikkert det værste at frygte for folkene.

Det ville under disse omstændigheder være ganske ufornødent at sende redningsbåden fra Tuskjær ud til skibet, en tur gennem brændingen i så voldsom en sø var i høj grad forbundet med livsfare, men da man hvert øjeblik ventede at få skibsbådene at se, holdtes redningsbåden dog i beredskab ved nedkørslen til Bovbjerg strand, og der blev straks telefoneret til redningsstationerne langs kysten nordpå om at være vagtsomme over for de skibbrudne, som man formodede drev i nordlig retning for strømmen hvis de da var på ret køl endnu.

Der blev en ilfærdig bevægelse langs kysten. Overalt blev arbejdet i hjemmene opgivet, og der sendtes vagtposter til stranden og holdtes udkig fra de højeste klitbakker, forgæves stirrede mangt et øvet øje ud over det oprørte hav. Ikke et menneske, som kunne røre sig, blev hjemme, alle måtte til stranden i i spændt forventning om, at staklerne kunne blive set og bjergede. Alene i Nørre Vorupør, som ligger over en halv snes mil norden for damperens strandingssted, så man hen på eftermidagen et kort nu en båd komme drivende et godt stykke vej tilsøs, men den var allerede da så langt til nord og skar så hurtigt frem, at enhver hjælp fra dette punkt af kysten var umulig. Det eneste vorupøerne kunne gøre, var uopholdelig at telefonere nordpå de fire mil til Hanstholm, at en skibsbåd var set, og raskt fik Hanstedfolkene deres redningsbåd kørt til havet, hvor den stadig var beredt til at gå ud. Det skarpeste udkig blev holdt, man sparede sig ingen møje, men det lykkedes ikke at øjne den drivende båd. Mørket faldt på, og redningsbåden førtes i hus, medens dens hele mandskab spredte sig natten igennem langs stranden i stadigt spejdende vagthold, der havde lygter med sig og jævnligt afbrændte signallys. Men ingen skibsbåd blev set hverken der eller andetsteds. Og ingen andre stemmer udefra end havets egen lød gennem nattemørket.

Men i Jammerbugten norden for Hanstholm, i strandstrækningen mellem Bulbjerg og Svinkløv kom der dagen efter så mange julegæster fra havet, at strandfogedgården i Torupstrand tilsidst næsten ikke vidste rum at anbringe dem i.

Damperen, som var strandet ved Bovbjerg, hed "Stanley" og var hjemmehørende i Bergen. Grundstødningen skete, fordi der kom regntykning og uformodet strømsætning, klokken var da fem om morgenen, besætningen vidste ikke, på hvilket punkt af jydske kyst skibet befandt sig, da landet ikke kunne ses, og den bragende sø, der undertiden slog over skorstenen og højt op ad vanterne, gjorde stillingen uhyggelig usikker ombord. Der blev afholdt skibsråd og taget enstemmig beslutning om at gå i bådene og forsøge selv at række land; man kunne ikke være så langt borte, og bådene var sikre og bærekraftige. Der var endnu nogen tid til daggry, men det var vist tryggest at slippe afsted snarest muligt. Ialt var der treogtyve mand ombord, og de blev på den mest praktiske måde fordelt til damperens to både, sejsten mand i den store, syv i den mindre. Og så blev bådene under de farligste forhold sat i vandet og lykkeligt og vel bemandede.

Begge bådene søgte straks ind mod land. De holdt sig hinanden så nær som de turde af frygt for kollision. Der blev roet med varsomhed og holdt udkig efter bråddet. Men da yderste revle var passeret, havde begge bådene taget så meget sø ovenind og var bleven tumlet så hæftigt og faretruende omkring, at man ikke turde vove videre fart frem til næste revle, hvorfra bølgefaldet hørtes drøne; der blev skoddet kraftigt, vendt omkring og roet over yderste revle igen og ud i rum sø. De måtte allerede være drevet langt mod nord, for damperen var ikke at skimte. Eller skulle den mon være søndersplitter og sunken allerede så var det dog godt, at alle i tide var frelste i bådene, for det nærede de ingen tvivl om, at de jo nok skulle nå helskindede i land, når de bare var forsigtige og passede på og ikke forivrede sig.

De roede en stund udefter, derpå forsøge de at holde sig mod strømmen, men den var dem for stærk, kræfterne blev unyttigt spildte, storm og sø var også imod, ingenting hjalp, de drev uhjælpeligt agterud. Da de havde slidt en timestid og ikke sansede, hvorhen de kom, begyndte modløsheden at spire iblandt dem. De var let påklædte og havde ingen proviant fået med, da de jo havde troet, at rejsen til land hurtigt kunne blive overstået. Ja, så sandelig kunne den det men en sådan rejse ville koste menneskeliv, ikke et alene eller et par, nej mange, måske alle treogtyve. Det forstod de ældre og mest erfarne blandt besætningen, og det var dem, der nu fandt stillingen så mislig, at tilliden til frelsen glippede. Snart blev roningen opgivet; det var håbløst at trælle med årerne, når man ikke i ringeste måde kunne føre sin vilje igennem over for elementerne. Uden regimente drev bådene nordpå for vejret med et tov imellem sig. Det var bitterligt koldt, og søen sprøjtede bestandig over, alle frøs og var våde; der blev øst ustandseligt. Med den skarpeste agtpågivenhed måtte rorgængeren vare båden for de brydende vandbjerge.

Omtrent klokken tolv om middagen skød en kolosal sø sig under agterenden af den mindste båd, løftede den himmelhøjt og jog den kæntret ned i bølgedalen. Der steg et skrig fra alle struber, i vild forviring blev tovet mellem bådene kappet, og, uden at nogen egentlig vidste, hvordan det gik til, blev der reddet tre mand op i den store båd, der vedblivende drev nordpå. De fire andre mand var borte.

Eftermiddagen gik, og fra den drivende båd kunne der jævnligt ses land; men de nitten tilbageblevne nærede kun ringe håb om selv at blive set og hjulpet fra land, deres båd var ikke nemt skelnelig i den frådende sø og lige imod den bidske pålandsstorm; det indså de godt, og de fik jo ret. De forstod, at frelsen skulle komme fra dem selv, om ellers heldet ville følge dem og de magtede at gribe og nytte øjeblikket. Men det så broget ud for dem, de følte sig på den sidste rejse. Det blev mørkt. Båden fik flere gange nogle frygtelige styrtesøer over over sig, så den kun med nød og næppe holdt sig oven vande; den var menneskefylde til sidste plads og ofte synkefærdig, men det var til gengæld dens store vægt, der gjorde det vanskeligt for søerne at vippe den over ende; det galde da væsenligst om at holde båden fri for vand, stadig øse den, ingen pause, ikke et eneste øjeblik, så den lænset kunne tage mod nogle tons vand uden at gå til bunds.

Sent om aftenen iagttog de skibbrudne flere gange lanterner på forbisejlende skibe, som de i deres pludseligt vågnende håb troede ganske nær. De råbte og kaldte, i samlet skrig eller to-tre stykker ad gangen anstrengte de stemmerne til det yderste. Men vejret overdøvede dem, det lykkedes dem ingensinde at gøre sig bemærket, og som lanternerne forsvandt, forstummede skrigene og slettedes håbet atter ud. Alene en jungmand sad tilsidst altid og skreg utøjlet og hensigtsløst, han var bleven ganske vild af kulde og rædsel, og da engang tidligt på natten et fjernt lanternelys, der kun havde vist sig for dem enkelte øjeblikke forsvandt og ingen flere sås, rejste han sig fortumlet og tavst stirrende ved rælingen forude og styrtede sig i søen uden en lyd. De andre dukkede hovederne et øjeblik og øste videre, de af dem, der endnu havde kræfter nok, for på langskibstofterne lå der fire mand surret, deriblandt de tre reddede fra den lille båd, og evnede ingenting; de rørte sig end ikke, når søen styrtede over dem. Og flere af de andre faldt mere og mere sammen; de tørstede ulideligt, deres lemmer var ubevægelige af kulde, de var sløve af slid og usselhed.

Engang kom der et skrækkeligt stykke sø rygende agterind og vaskede to mand overbord, den ene var kaptajnen, som havde siddet med roret og været den modigste ombord, den mest udholdende, den ivrigste til at stramme mandskabet op. "Nu er det ude med os," tænkte styrmanden, som tog roret og surrede sig. Men da der snart efter blev lidt mindre sus i vejret, bestemte han sig til endnu en sidste gang at forsøge at nå land. Regnen stilnede af, og et fyr kunne ses på land; det måtte man stævne efter. Og med opbydelse af deres sidste kræfter, i et sidste glimt af vågnende håb tog seks mand fat i hver sin åre og roede til, med lukkede øjne, i et overmål af styrkeudfoldelse en halv time til ende. Både yderste og mellemste revle passeredes uden uheld, og styrmanden kommanderede "stop" et øjeblik for at orientere sig gennem mørket, vinden kom ligesom fra en anden kant nu og øgedes. Hvor forfærdeligt! det stormede op af nordvest, og brændingen mod kysten blev så stærk, at det ville have været den visse dø at søge land. Det var aldeles mørkt, aldeles uigennemsigtigt. Ingen af de mange udsendte vagtposter, der fulgte stranden netop der, hvor båden ville have været ind, observerede den. For stormen og med opgivet ror drev den udefter igen, slap gennem revlebråddet og drev atter mod nord. Styrmanden løste sin surring, han havde sluppet hver tanke om frelse, de fire mand på tofterne var øjensynligt døde, en maskinassistent lod sig stille, besluttet glide overbord. Undergangen måtte komme nårsomhelst - ingen ville tage så meget som et svømmetag for sin frelse. Alt var hjælpeløst fortabt, en dump sløvhed beherskede alle.

Ud for Bulbjerg klint henad mod Torupstrand førtes båden pludselig af en strømvending ind i brændingen og kæntrede. Klokken var fem om morgenen, det var fireogtyve timers kamp i åben båd, der nu endelig fik deres tragiske afslutning... kun en mand kom levende derfra, det var styrmanden; han havde i en tilstand af ubevidst selvopholdelsesdrift holdt sig oppe ved svømning, til han følte stranden under sine knæ, så var han besvimet og lå i morgengryningen skyllet ind på en grusbarre som en afsjælet, da der kom folk til og fik ham samlet hjem i hus og genoplivet.

Til Strandfogedgården på Torupstrand blev der hele juleaftensdag bragt lig fra stranden. Vagtmændene kom kørende med de druknede søfolk, snart med et par stykker, snart med endnu flere. Det var, som ville indrykningen af disse tavse julegæster ikke standse. Ovre i gårdens nordre fløj blev der ryddet tre stuer, strå blev spredt på gulvet og lagener bredt ud derover. Den gamle strandfoged, som selv havde faret tilsøs, gik stundesløs til og fra og småpylrede, han søster som holdt hus for ham og havde en søn ude at sejle, var fuld af rørende omhu for de livløse søfolk, hun var overanstrengt af juletravlhed og ikke færdig med forberedelserne, men måtte nu lade alt i huset fare for blot at sørge godt for ligenes afklædning og rensning. Hun sad timevis med kam og gennemredte ligenes filtrede sandfyldte hår, glattede det pænt med skilning i siden og gav det sådant kønt fald ned over panden, som hun havde set på sønnens nyeste fotografi, der var hende sendt fra en middelhavshavn.

"De skal da være pæne til juleaften," sagde hun. I sine dragkister og kommodeskuffer tog hun skjorter af broderens og sønnens, de bedste hun kunne finde, og klædte ligene i dem. En ung lille fyr, så spædlemmet som en pige, fik en af hendes afdøde datters aflagte barnesærke på, den var ligeså fin som de brugte dem i byerne, med en tynd blonde i halslinningen og for de halvlange ærmer. Inde i stadsstuen plyndrede hun familje-myrtetræet, hvoraf engang hendes egen brudekrans var bunden, og som havde været bestemt til at yde også datteren en brudekrans, om hun havde oplevet den dag. Til hvert lig knyttede hun en buket af myrtegrene og gyldenlaksblade, den unge dreng fik hendes eneste rose.

Nu lå der tolv lig i de tre små stuer. Dørene var løftede af hængslerne, så man havde blik gennem alle stuerne, og for vinduerne var der allerede hængt lagener. Det mørknedes ude, juleaften begyndte. En sidste gang gik konen derover med sin broder og betragtede deres tolv gæster.

"Mon der skulle komme flere," hviskede broderen. - A vil da ett håbe det!" "Gud ske tak for dem, vi har," svarede konen. "Det var endda godt, de kom af det kolde vand og ind i en god stue ... Hvis der er flere af dem i havet, så må vi da inderlig ønske dem herop til deres kammerater endnu i aften." Den gamle strandfoged, der var vant til at lade søsteren råde, nikkede bifaldende. Tjenestekarlen og to piger kom over med lys. De var unge men kendte med at se lig fra stranden, så de følte sig ikke ilde tilmode her mellem alle de døde. "Skal vi så synge en julesalme," sagde konen og så hen på de unge. "Hvilken?" surgte strandfogden forlegen.

En af pigerne sagde med øjnene mod gulvet: "Glade jul!" Så sang torupfolkene "Glade jul" over de forulykkede nordmænd. "Godnat og hvil i fred," sagde konen ind gennem stuerne; hun gik sidst ud og lukkede yderdøren. "Skal vi så ikke også ønske styrmanden en glædelig jul," pylrede den gamle strandfoged, da de alle var kommen over i østerfløjen. Han ville lige til at gå ind i gæstekammeret, hvor styrmanden lå tilsengs. "Han sover så godt nu," sagde konen med et kærligt smil. "Han drager hans vejr så roligt nu. Lad os ikke vække ham. Imorgen er han nok bedre!" "A er egentlig sulten nu, bitte søster!" kom det lidt efter prøvende fra strandfogden. "Ja, da er det også sandt. Vi har jo rent glemt at få ribbensstegen i ovnen... Ja-ja, gammelbror, det bliver sen julenadver, når man sådan får huset fuldt af fremmede havfolk."