Junglebogen/Tiger! Tiger!

by Rudyard Kipling

Da Mowgli forlod Ulvehulen efter at have besejret Stammen ved Raadsklippen, gik han ned til de dyrkede Jorder, hvor Landsbyfolkene boede, men han standsede ikke dér, fordi det var altfor nær ved Junglen, og han vidste, at han havde skaffet sig i det mindste een slem Fjende i Raadsforsamlingen. Derfor skyndte han sig videre ad den ujævne Vej, der løb gennem Dalen, og fulgte den i et jævnt Trav næsten fem Mil, indtil han kom til en Egn, som han ikke kendte. Her udvidede Dalen sig til en stor Slette, oversaaet med adspredte Klippestykker og gennem-skaaren af Kløfter. For den ene Ende af Sletten laa en lille Landsby, og for den anden voksede det frodige Junglekrat lige ned til Græsmarkerne, hvor det standsede saa brat, som om det var bleven skaaret af med en Kniv. Over hele Sletten gik Kvæg og Bøfler og græssede, og da de smaa Drenge, der vogtede Hjorderne, saa Mowgli, raabte de op og løb deres Vej, mens de gule Hunde, der driver omkring ved alle indiske Landsbyer, gøede. Mowgli gik videre, thi han var sulten, og da han kom til Landsbyens Indgang, saa han, at den store Tjørnebusk, hvormed Porten blev spærret, naar Tusmørket faldt paa, var skubbet til Side.

»Hm!« sagde han, thi paa sine natlige Strejftog efter Føde havde han truffet paa mere end een af den Slags Forskansninger. »Menneskene her er altsaa ogsaa bange for Junglefolket.« Han satte sig ned ved Porten, og da en Mand kom ud, rejste han sig op, aabnede sin Mund og pegede ned i den for at antyde, at han var sulten. Manden gloede paa ham og løb saa tilbage op igennem Landsbyens eneste Gade, raabende paa Præsten. Præsten, som var en stor, tyk Mand, klædt i hvidt og med et rødt og gult Mærke i Panden, gik ned til Porten, og sammen med ham mindst hundrede andre, som gloede og snakkede og raabte og pegede paa Mowgli.

»De har daarlige Manerer, disse Menneskevæsener,« tænkte Mowgli ved sig selv. »Kun de graa Aber vilde opføre sig paa den Maade,« og han rystede sit lange, sorte Haar tilbage og rynkede Panden.

»Hvad er I bange for?« sagde Præsten. »Se paa Mærkerne paa hans Arme og Ben. Det er Ulvebid. Han er ikke andet end et Ulvebam, der er løbet væk fra Junglen.«

Naturligvis var Ungerne ofte, naar de legede med Mowgli, komne til at nappe ham haardere, end de egentlig havde i Sinde, og hans Arme og Ben var derfor over-saaede med hvide Ar. Men han var den sidste i hele Verden, der vilde have kaldt det for Bid, thi han vidste, hvad et virkeligt Bid vilde sige.

»Ak! ak!« sagde to eller tre Kvinder i Munden paa hverandre. »Ulvene har bidt ham, stakkels Barn! Han er en køn Dreng. Hans Øjne skinner ligesom Ild. Sandelig, Messua, han ligner din Dreng, som Tigeren tog.«

»Lad mig se paa ham,« sagde en Kvinde med tunge Kobberringe om Haandled og Ankler, og skyggede med Haanden over Øjnene, mens hun betragtede Mowgli. »Ja, det gør han rigtignok. Han er tyndere, men hans Øjne er aldeles som min Drengs.«

Præsten var en fiffig Mand, og han vidste, at Messua var gift med den rigeste Mand i Landsbyen. Derfor saa han en kort Stund op mod Himlen og sagde højtideligt: »Hvad Junglen har taget, har Junglen givet tilbage. Før Drengen til dit Hus, min Søster, og glem ikke at hædre den Præst, der ser saa dybt ind i Menneskelivet.«

»Ved den Okse, for hvilken jeg blev købt,« tænkte Mowgli, »al den Snakken er aldeles, som om jeg endnu en Gang blev taget i Øjesyn af Stammen! Naa, er jeg et Menneske, saa er jeg et Menneske.«

Mængden skiltes ad, og Kvinden vinkede til Mowgli, at han skulde følge med til hendes Hytte, der indeholdt en rød, lakeret Seng, en stor Kornbeholder af Ler med ejendommelige Reliefmønstre udenpaa, et halvt Dusin Kobberkasseroller, et Billede af en Hindugud i en lille Alkove, og paa Væggen et virkeligt Spejl af den Slags, som sælges paa Landsbymarkedeme for en halvhundrede Øre.

Hun gav ham en stor Skaal Mælk og et Stykke Brød og saa lagde hun sin Haand paa hans Hoved og saa ham ind i Øjnene; thi hun tænkte, at det kunde dog maaske virkelig være hendes Søn, der var kommen tilbage fra Junglen, hvor Tigeren havde taget ham. »Nathoo, Nathoo!« sagde hun. Men Mowgli gav ikke noget Tegn til, at han kendte det Navn. »Husker du ikke den Gang, jeg gav dig dine nye Sko?« Hun berørte hans Fod, — den var næsten ligesaa haard som Horn. »Nej,« sagde hun sørgmodigt,

»disse Fødder har aldrig baaret Sko, men du ligner min Nathoo meget, og du skal være min Søn.«

Mowgli var urolig, fordi han aldrig før havde været under Tag; men da han betragtede Straataget, saa han, at han kunde rive Hul i det, hvad Øjeblik det skulde være, hvis han vilde bort, og han saa ogsaa, at Vinduet ingen Kroge havde. »Hvad nytter det til at være Menneske,« sagde han endelig til sig selv, »naar man ikke forstaar Menneskesproget? Jeg staar jo her ligesaa taabelig og stum, som et Menneske vilde være hos os i Junglen. Jeg maa lære at tale deres Sprog.«

Det var ikke for ingenting, at han, medens han var hos Ulvene, havde lært at efterligne Bukkenes Skrig og de smaa Vildsvins Grynten i Junglen. Saa snart Messua udtalte et Ord, gentog Mowgli det næsten aldeles rigtigt, og førend det blev mørkt, havde han lært Navnene paa mange af Genstandene i Hytten.

Ved Sengetid opstod der en Vanskelighed, thi Mowgli vilde ikke sove i noget, der i den Grad lignede en Pan-therfælde, som denne Hytte, og da de lukkede Døren, sprang han ud gennem Vinduet. »Lad ham have sin Vilje,« sagde Messuas Mand. »Husk paa, at han sikkert aldrig før har sovet i en Seng. Hvis han virkelig er sendt os i Stedet for vor Søn, vil han ikke løbe bort.«

Altsaa strakte Mowgli sig i noget langt tørt Græs i Udkanten af Marken, men førend han endnu havde lukket Øjnene, puffede en blød, graa Snude ham under Hagen.

»Pyh!« sagde Graabroder (det var den ældste af Mutter Ulvs Unger). »Dette er kun en daarlig Løn for at have fulgt dig fem Mil. Du lugter allerede af Brænderøg og Kvæg — aldeles ligesom et Menneske. Vaagn op, lille Broder; jeg har nyt at melde.«

»Har I det alle godt i Junglen?« sagde Mowgli og omfavnede ham.

»Alle, undtagen de Ulve, som blev svedne af den røde Blomst. Men hør nu. Shere Khan er gaaet sin Vej for at jage langt borte, indtil hans Pels er bleven hel igen, thi han blev slemt forbrændt. Og han sværger paa, at naar han kommer tilbage, vil han kaste dine Knokler i Waingunga.«

»Det skal vi være to om. Jeg har ogsaa gjort et lille Løfte. Men det er altid godt at høre nyt. Jeg er træt i Aften, meget træt af alt det nye, jeg har oplevet, Graabroder, — men bring mig stadig de Nyheder, du faar at høre.«

»Og du glemmer jo ikke, at du er en Ulv? Menneskene vil ikke faa dig til at glemme det?« sagde Graabroder ængsteligt.

»Aldrig! Jeg vil aldrig glemme, at jeg elsker dig og alle derhjemme i Hulen; men jeg vil heller aldrig glemme, at Stammen har udstødt mig.«

»Maaske bliver du ogsaa udstødt af denne Stamme. Menneskene er kun Mennesker, lille Broder, og deres Snak er ligesom Frøernes Snak i en Dam. Naar jeg kommer herned igen, vil jeg vente paa dig i Bambuskrattet ved Udkanten af Græsmarken.«

I tre Maaneder efter den Nat kom Mowgli næppe en eneste Gang udenfor Landsbyens Port, saa travlt havde han med at lære Menneskenes Sæder og Skikke. For det første maatte han bære et Klæde rundt om Lænderne, hvad der plagede ham skrækkeligt; og dernæst maatte han lære en hel Del om Penge, som han ikke forstod et Muk af, og om Pløjning, hvis Nytte han ikke kunde indse. Endvidere drillede Landsbyens Smaabørn ham og gjorde ham meget vred. Heldigvis havde Jungleloven lært ham at beherske sig, thi i Junglen er Liv og Føde afhængig af, om man har den fornødne Selvbeherskelse; men naar de gjorde Nar af ham, fordi han ikke vilde lege eller sætte Drager op, eller fordi han udtalte et eller andet Ord galt, var det kun Bevidstheden om, at det var under en Jægers Værdighed at dræbe smaa nøgne Unger, der afholdt ham fra at tage dem i Nakken og slaa dem i Stumper og Stykker. Han kendte slet ikke sin egen Styrke. I Junglen vidste han, at han var svag i Sammenligning med Dyrene, men i Landsbyen sagde Folk, at han var stærk som en Okse. Han havde intet Begreb om, hvad Frygt var, thi da Landsbypræsten sagde ham, at Guden i Templet vilde blive vred paa ham, hvis han spiste Præstens Mangoer, saa tog han Gudebilledet, bar det hen til Præstens Hus og bad Præsten om at gøre Guden vred, saa vilde han med Glæde slaas med den. Det var en frygtelig Skandale, men Præsten fik den dysset ned, og Messuas Mand maatte betale en Mængde Sølv for at forsone Guden. Fremdeles havde Mowgli ikke Skygge af Idé om Kasteforskel mellem Mand og Mand. Da Pottemagerens Æsel faldt i Lergraven, trak Mowgli det op ved Halen, og hjalp ham med at læsse Potterne paa det, da han skulde til Markedet i Kanhiwara. Det var ogsaa en slem Skandale, thi Pottemageren er en Mand af lav Kaste, og hans Æsel er endnu længere nede i Rangforordningen. Da Præsten skændte paa Mowgli, truede Mowgli med at sætte ham op paa Æselet, hvorfor Præsten sagde til Messuas Mand, at han gjorde bedst i at sætte Mowgli til Arbejde saa snart som muligt; og Landsbyens Høvding sagde til Mowgli, at han skulde gaa ud med Bøflerne næste Dag og vogte dem, mens de græssede. Ingen var gladere herover end Mowgli; og samme Aften gik han, fordi han saa at sige var bleven udnævnt til Embedsmand i Landsbyen, hen for at deltage i en Forsamling, der hver Aften mødtes paa den murede Terrasse under det store Figentræ. Det var Landsbyens Klub; Høvdingen, Natvægteren, Barberen, der var inde i al Landsbysladderen, og gamle Buldeo, Landsbyens Jæger, der ejede en gammel Soldaterbøsse, samledes her for at ryge. Aber sad og pludrede i Grenene over deres Hoveder, og under Terrassen var der et Hul, hvor en Brilleslange boede, og den fik sin lille Skaal Mælk hver Aften, fordi den var hellig; og de gamle Mænd sad omkring Træet og talte sammen og dampede af de store Huka’er (Vandpiber) til langt ud paa Aftenen. De fortalte vidunderlige Historier om Guder og Mennesker og Spøgelser; og Buldeo fortalte endnu vidunderligere Historier om Dyrenes Liv i Junglen, indtil Øjnene var nærved at trille ud af Hovedet paa Børnene, der sad udenfor Kredsen. De fleste af Historierne drejede sig om Dyr, thi Junglen havde de jo altid lige i Nærheden: Hjortene og Vildsvinene stjal af deres Afgrøde, og af og til blev et Menneske i Tusmørket bortført af en Tiger, ikke langt fra Indgangen til Landsbyen.

Mowgli, der jo naturligvis kendte noget til det, de talte om, maatte gemme Ansigtet i Hænderne for at skjule, hvor godt han morede sig, mens Buldeo, med Bøssen over Knæene, steg fra den ene vidunderlige Historie til den anden. og Mowglis Skuldre rystede af Latter.

Buldeo sad og forklarede, at den Tiger, der havde bortført Messuas Søn, var en Spøgelsetiger, og dens Legeme beboe-des af Aanden af en ondskabsfuld gammel Aagerkarl, der var død for nogle Aar siden. »Og jeg véd, at det forholder sig saadan,« sagde han, »thi Purun Dass haltede altid paa Grund af et Slag, han havde faaet under Spektaklerne, den Gang hans Regnskabsbøger blev brændte; og den Tiger, jeg taler om, den halter ogsaa, som man kan se af dens ujævne Spor.«

»Det er sandt, det er sandt, det maa være sandt,« sagde Graaskæggene og nikkede.

»Er alle dine Fortællinger ligesaa gale Røverhistorier?« sagde Mowgli. »Den Tiger halter, fordi den blev født halt, — det véd jo al Verden. Det er Barnesnak at sige, at en Aagerkarls Sjæl er gaaet over i et Dyr, der aldrig har havt saa meget Mod som en Schakal.«

Buldeo var maalløs af Forbavselse et Øjeblik, og Høvdingen stirrede paa Drengen.

»Oho! Naa, saa det er Jungleungen?« sagde Buldeo. »Naar du er saa klog, saa skulde du hellere bringe dens Skind til Kanhiwara, thi Regeringen har sat en Pris af hundrede Rupier paa dens Liv. Men endnu hellere skulde du tie stille, naar ældre Folk taler.«

Mowgli rejste sig for at gaa. »Nu har jeg ligget her hele Aftenen og lyttet til,« raabte han tilbage over sin Skulder, »og med een eller to Undtagelser har Buldeo ikke sagt eet sandt Ord om Junglen, som dog ligger udenfor hans Dør. Hvor skal jeg da tro paa Historien om de Spøgelser og Guder og Nisser, som han siger, at han har set ?«

»Det er paa høje Tid, at den Dreng kommer ud og vogter Kvæg,« sagde Høvdingen, mens Buldeo fnyste og snøftede af Vrede over Mowglis Uforskammethed.

I de fleste indiske Landsbyer er det Skik, at nogle faa Drenge driver Kvæget og Bøflerne paa Græs tidligt om Morgenen og hjem igen om Aftenen; og disse Dyr, som vilde trampe en hvid Mand ihjæl, finder sig i, at nogle Børn, som næppe naar op til deres Snuder, slaar dem og skælder dem ud og hujer ad dem. Saa længe Drengene holder sig i Nærheden af Hjordene, er de sikre nok, thi ikke en Gang en Tiger tør angribe en Flok Kvæg. Men hvis de strejfer om for at plukke Blomster eller jage efter Firben, bliver de stundom bortførte af Tigeren. Næste Morgen ved Daggry red Mowgli gennem Landsbygaden paa Ryggen af Rama, den store Tyr, og de skiferblaa Bøfler med de lange, bagud krummede Horn og de vilde Øjne kom een for een ud af deres Stalde og fulgte ham. Mowgli overbeviste snart de andre Børn, der var med ham, om, at han var deres Herre og Mester. Han tampede Bøflerne med en lang, glat Bambusstok og gav Kamya, en af Drengene, Ordre til at lade Kvæget græsse for sig selv, mens han selv drog videre med Bøflerne, samt paalagde ham at passe vel paa ikke at fjærne sig fra Hjorden.

En indisk Græsgang er fuld af Klippestykker, Buske, Tuer og smaa Kløfter, imellem hvilke Hjorderne spreder sig og forsvinder. Bøflerne holder sig i Reglen til Dammene og de sølede Steder, hvor de ligger og vælter sig eller soler sig i det varme Dynd i Timevis. Mowgli drev dem hen til den Kant af Sletten, hvor Waingungafloden bryder frem fra Junglen; saa lod han sig glide ned af Ramas Ryg og løb hen til et Bambuskrat, hvor han fandt Graabroder. »Aa,« sagde Graabroder, »her har jeg ventet i mange Dage. Men hvad skal det betyde, at du kommer med en Kvæghjord!«

»Jeg er Landsbyhyrde for Tiden,« sagde Mowgli.. »Hvad nyt om Shere Khan?«

»Han er kommen tilbage til denne Egn og har længe ligget paa Lur efter dig. Nu er han gaaet bort igen, thi det er sparsomt med Vildt. Men han har i Sinde at dræbe dig.«

»Det er godt,« sagde Mowgli. »Saa længe han er borte, maa du eller en af Brødrene sidde paa den Klippeblok dér, saa at jeg kan se dig, naar jeg kommer ud fra Landsbyen. Naar han kommer tilbage, saa vent paa mig i Kløften ved Dhaktræet midt paa Sletten. Vi behøver da heller ikke at vandre lige ind i Gabet paa Shere Khan.«

Saa udsøgte Mowgli sig et skyggefuldt Sted, hvor han lagde sig ned og sov, mens Bøflerne græssede omkring ham. At vogte Kvæg i Indien er saa omtrent det dov-neste Dagdriverliv i hele Verden. Kvæget driver rundt og gumler og lægger sig ned og driver afsted igen, uden saa meget som at brøle. De grynter blot, og Bøflerne endda kun meget sjældent; de vandrer een for een ud i Mudderpølene og arbejder sig frem i Dyndet, indtil kun deres Snuder og sløve, porcellænsblaa Øjne viser sig paa Overfladen, og der ligger de saa ligesaa roligt og tungt som Træblokke. Solen brænder, saa at det ser ud, som om Klipperne dansede i Varmen, og Hyrdedrengen hører en Glente (aldrig mere end een) skrige saa højt oppe i Luften, at den næsten er usynlig, og han véd, at hvis han døde. eller en Ko døde, vilde Glenten suse ned, og den nærmeste Glente, Mile borte, vilde se den synke og selv følge efter, og ligesaa den næste og den næste, og næsten endnu før han var rigtig død, vilde en Snes sultne Glenter være komne farende ud fra det tomme Rum. Saa sover han og vaagner og sover igen, flætter smaa Kurve af tørt Græs og putter Græshopper i dem, eller laver sig et Halsbaand af røde og sorte Nødder fra Junglen, eller iagttager et Firben, der soler sig paa en Klippeblok, eller en Slange, der jager en Frø nede ved Sumpen. Saa synger Drengene lange, lange Sange med løjerlige Triller i Slutningen paa de indfødtes Vis, og en enkelt Dag synes at være længere end de fleste Menneskers hele Liv; eller maaske de bygger en Borg af Ler med Lerfigurer af Mennesker og Heste og Bøfler, og stikker Siv i Menneskenes Hænder og leger, at de er Konger og de andre Figurer deres Hære, eller at de er Guder, som skal tilbedes. Saa falder Aftenen paa; Drengene raaber, og Bøflerne rejser sig fra det klæbrige Dynd med en Lyd som Geværskud, og saa vandrer de alle afsted i en lang Række henover den graa Slette tilbage til Landsbyens blinkende Lys.

Dag efter Dag drev Mowgli Bøflerne ud til deres Sølepladser, og Dag efter Dag saa han Graabroders Ryg en halv Mils Vej borte paa den anden Ende af Sletten, — hvoraf han vidste, at Shere Khan ikke var vendt tilbage, — og Dag efter Dag laa han i Græsset og lyttede til Lydene rundtom, og drømte om de gamle Dage i Junglen. Hvis Shere Khan havde traadt galt paa sin halte Fod oppe i Junglen ved Waingunga, vilde Mowgli have kunnet høre ham, saa stille var disse lange Morgener.

Tilsidst kom der en Dag, da han ikke saa Graabro-der paa det aftalte Sted, og han lo og drev Bøflerne hen-imod Kløften ved Dhaktræet. Der sad Graabroder, og hvert Haar paa hans Ryg strittede.

»Han har skjult sig i en Maaned for at gøre dig tryg. Han gik over Bakkerne i Gaar Nat sammen med Tabaqui, lige i dit Spor,« sagde Ulven pustende.

Mowgli rynkede Panden. »Jeg frygter ikke for Shere Khan, men Tabaqui er meget listig.«

»Ham skal du ikke være bange for,« sagde Graabroder og slikkede sig en Smule om Munden. »Jeg mødte Tabaqui ved Daggry. Nu fortæller han Glenterne alt, hvad han véd, men han fortalte ogsaa mig det, førend jeg knækkede Ryggen paa ham. Shere Khans Plan er at ligge paa Lur efter dig ved Landsbyporten i Aften — efter dig og ingen anden. For Øjeblikket ligger han og hviler sig i den store, tørre Kløft ved Waingunga.«

»Har han ædt i Dag, eller vil han jage mig med tom Mave?« sagde Mowgli, vel vidende, at Svaret betød Liv eller Død for ham.

»Han dræbte et Vildsvin ved Daggry, og drukket har han ogsaa. Du husker nok, Shere Khan har aldrig kunnet faste, ikke en Gang naar det gælder Hævn.«

»Aa, det Fæ! det Fæ! Saa dum som en Unges Unge! Han har baade ædt og drukket, og nu bilder han sig ind, at jeg vil vente, til han har sovet! Hvor ligger han? Hvis vi bare var en halv Snes Stykker, kunde vi faa Bugt med ham, mens han ligger. Bøflerne her vil ikke angribe ham, med mindre de lugter ham, og jeg kan ikke deres Sprog. Kan vi ikke komme paa hans Spor, saa at de kan lugte det?«

»Han svømmede et langt Stykke ned ad Waingunga for at forhindre det,« sagde Graabroder.

»Det har Tabaqui lært ham, det er sikkert nok. Han vilde aldrig selv være faldet paa det.« Mowgli stod med Fingeren i Munden og tænkte: »Den store Kløft ved Waingunga. Den munder ud i Sletten, ikke en halv Fjerdingvej herfra. Jeg kan føre Hjorden rundt gennem Junglen til den øverste Ende af Kløften og saa lade den storme ned — men saa vilde han luske ud af den nederste Ende. Den maa vi spærre. Graabroder, kan du dele Hjorden for mig?«

»Nej, jeg maaske ikke — men jeg har bragt en klog Hjælper med.« Graabroder travede bort og dukkede ned i et Hul. Straks efter viste der sig et stort, graat Hoved, som Mowgli godt kendte, og den varme Luft fyldtes af det trøstesløseste Skrig i hele Junglen — en Ulvs Jagthyl ved højlys Dag.

»Akela! Akela!« udbrød Mowgli og klappede i Hænderne. »Jeg kunde jo have vidst, at du ikke vilde glemme mig. Vi har et stort Stykke Arbejde for os. Del Hjorden, Akela. Hold Køerne og Kalvene sammen og Tyrene og Plovbøflerne for sig.«

De to Ulve løb ud og ind mellem Hjorden, som snøftende kastede Hovederne i Vejret og delte sig i to Hobe. I den ene stod Bøffelkøeme rundt om deres Kalve, gloede og skrabede i Jorden med Fødderne, rede til at angribe Ulvene og trampe Livet ud af dem, hvis de blot stod stille et Øjeblik; i den anden pustede og stampede Tyrene og Bøflerne, men skønt de gjorde et mere truende Indtryk, var de ikke nær saa farlige, thi de havde ingen Kalve at beskytte. Seks Mand kunde ikke have delt Hjorden smukkere.

»Hvad nu?« stønnede Akela. »De forsøger paa at slutte sig sammen igen.«

Mowgli sprang op paa Ramas Ryg. »Driv Tyrene til venstre, Akela. Graabroder, naar vi er borte, saa hold Køerne sammen og driv dem ind i den nederste Ende af Kløften.«

»Hvor langt?« spurgte Graabroder stønnende og pustende.

»Indtil Siderne af Kløften er saa høje, at Shere Khan ikke kan springe over dem,« raabte Mowgli. »Hold dem dér, til vi kommer.« Tyrene foer afsted, drevne af Akela, og Graabroder stoppede lige foran Køerne. De styrtede løs paa ham, og han jog afsted, stadig holdende sig lige foran dem, henimod Kløftens nedre Munding, mens Akela drev Tyrene et langt Stykke til venstre.

»Godt gjort! Et Anfald til, saa er de i fuld Fart. Forsigtig, Akela — forsigtig! Snapper du for meget, angriber Tyrene dig. Hallo! Dette her er en vildere Jagt end at jage Hjorte. Havde du tænkt dig, at disse Kreaturer kunde løbe saa rask?« raabte Mowgli.

»Jeg har — har ogsaa jaget den Slags før i mit Liv,« gispede Akela i Støvet. »Skal jeg dreje dem ind i Junglen?«

»Ja! Drej dem i en Fart. Rama er vild af Raseri. Aa, hvis jeg blot kunde sige ham, hvad det er, jeg vil have ham til at gøre i Dag!«

Tyrene drejede, denne Gang til højre, og foer larmende ind i Krattet. De andre Hyrdedrenge, der vogtede Kvæget en halv Fjerdingvej derfra, skyndte sig til Lands- byen, saa hurtigt deres Ben kunde bære dem, og skreg, at Bøflerne var bievne gale og var løbet deres Vej. Men Mowglis Plan var simpel nok. Alt, hvad han vilde, var at gøre en stor Omvej op ad Bakken, naa Kløftens øverste Munding og saa lade Tyrene storme ned igennem den og klemme Shere Khan inde mellem Tyrene og Køeme; thi han vidste, at naar Shere Khan havde ædt og drukket sig mæt, vilde han ikke være i Stand til at kæmpe eller klavre op ad Kløftens Sider. Nu beroligede han Bøflerne ved at tale til dem, og Akela var bleven langt tilbage og tudede kun nu og da for at sætte Fart i Bagtroppen. Det var en meget lang Omvej, thi de havde ikke Lyst til at komme for nær hen til Kløften og advare Shere Khan. Tilsidst drejede Mowgli den forskræmte Hjord ud paa en græsklædt Plet, som skraanede stejlt ned mod Kløftens øverste Munding. Deroppe fra Højden kunde man se ud over Trætoppene ned paa Sletten nedenfor; men Mowgli havde kun Øje for Kløftens Sider, og han saa til sin store Glæde, at de var næsten lodrette, og at de Ranker og Lianer, som hang ud over dem, ikke kunde give en Tiger Fodfæste til at slippe op.

»Lad dem faa Vejret, Akela,« sagde han og rakte Haanden op. »De har endnu ikke lugtet ham. Lad dem faa Vejret. Jeg maa fortælle Shere Khan, hvem det er, der kommer. Nu har vi ham i Fælden.«

Han satte Hænderne for Munden og raabte ned igennem Kløften, — det var næsten ligesom at raabe igennem en Tunnel, — og Ekkoet sprang fra Klippe til Klippe.

Efter lang Tids Forløb hørte man som Svar en mæt, lige vaagnet Tigers drævende, søvnige Snærren.

»Hvem raaber?« brølte Shere Khan, og en pragtfuld Paafugl flagrede skrigende op fra Kløften.

»Jeg, Mowgli! Kvægtyv, nu er Timen slaaet, da dit Skind skal dække Raadsklippen! Ned — jag dem ned, Akela! Ned med dig, Rama!«

Hjorden standsede et Øjeblik paa Brinken, men Akela satte i med sit mest skingrende Jagthyl, og de styrtede afsted imellem hverandre, akkurat ligesom Dampere i Strømhvirvler, mens Sand og Stene fløj dem om Ørene. Da de først var i Gang, var det dem umuligt at standse, og førend de endnu var komne rigtigt ind i Kløften, lugtede Rama Shere Khan og brølede.

»Haha!« lo Mowgli paa Ramas Ryg. »Nu véd du, hvad der er Meningen!« Og den stride Strøm af sorte Horn, skummende Muler og glødende Øjne hvirvlede ned gennem Kløften, akkurat Ugesom Rullestene skylles ned ad en opsvulmet Flod; de svagere blandt Bøflerne blev puffede ud til Kløftens Sider, hvor de rev Slyngplanterne i Stumper og Stykker. De vidste, hvilket Stykke Arbejde de havde for sig, — en Bøffelhjords frygtelige Angreb, imod hvilket ingen Tiger kan gøre sig Haab om at holde Stand. Shere Khan hørte deres Hoves Dundren, kom paa Benene °g traskede tungt ned igennem Kløften, seende fra Side til Side efter en Mulighed for Flugt, men Kløftens Vægge var lodrette, og han var nødt til at trave videre, tung af Mad og Drikke og oplagt til alt andet hellere end til at kæmpe. Hjorden plaskede gennem den Mudderpøl, han netop havde forladt, og brølede, saa at det rungede i den snævre Kløft. Mowgli hørte et svarende Brøl fra Kløftens nederste Ende, saa Shere Khan gøre omkring, — thi Tigeren vidste godt, at i værste Tilfælde var det dog bedre at møde Tyrene end Køerne med deres Kalve, — og saa traadte Rama fejl, snublede og løb videre igen over noget blødt, indtil den, efterfulgt af alle Tyrene, brasede lige ind i den anden Hjord, og saa stærkt var Sammenstødet, at de svagere Bøfler blev løftede helt op fra Jorden. Stødet førte begge Hjorder ud paa Sletten, hvor de stangede og stampede og fnyste. Mowgli saa sit Snit, gled ned ad Ramas Ryg og slog om sig til højre og venstre med sin Stok.

»Rask, Ak ela! Spred dem! Adsplit dem, ellers giver de sig til at kæmpe med hverandre indbyrdes. Driv dem fra hverandre, Akela. Saa, Rama, — saa —! Stille, Børn! Rolig — bare rolig! Nu er det hele forbi.«

Akela og Graabroder løb hid og did og nappede Bøflerne i Benene, og skønt Hjorden een Gang drejede rundt for at fare op igennem Kløften, lykkedes det dog Mowgli at faa Rama til at gøre omkring, og saa fulgte de andre ham ned til Sølepladserne.

Shere Khan trængte ikke til mere. Han var død, og Glenterne flokkedes allerede om ham.

»Brødre, han døde som en Hund,« sagde Mowgli og greb efter den Kniv, som han nu, da han levede blandt Menneskene, altid bar i en Skede om Halsen. »Men han vilde aldrig have vovet at kæmpe. Hans Skind vil tage sig godt ud paa Raadsklippen. Lad os skynde os med at tage fat paa Arbejdet.«

En blandt Mennesker opdraget Dreng vilde aldrig have drømt om paa egen Haand at flaa en ti Fod lang Tiger, men Mowgli vidste bedre end nogen, hvorledes Skindet sidder paa Dyrene, og hvorledes man skal bære sig ad med at faa det af. Ikke desto mindre var det et strængt Stykke Arbejde, og Mowgli flænsede og sled og brummede en Timestid, mens Ulvene sad og gispede med Tungen ud af Halsen eller gik hen og halede i Skindet, naar han forlangte det. Pludselig følte han en Haand paa sin Skulder, og da han saa op, fik han Øje paa Buldeo og hans Bøsse. Børnene havde fortalt nede i Landsbyen, at Bøflerne havde bisset, og Buldeo var harmfuld gaaet ud, kun altfor begærlig efter at faa Lejlighed til at give Mowgli en Overhaling, fordi han ikke passede ordentligt paa Hjorden. Ulvene trak sig tilbage ud af Sigte, saasnart de saa Manden komme.

»Hvad er dette for Narrestreger?« sagde Buldeo vredt. »Bilder du dig ind, at du kan flaa en Tiger? Hvor har Bøflerne dræbt den? Og det er oven i Købet den halte Tiger, paa hvis Hoved der er sat en Pris af hundrede Rupier! Naa ja — saa vil vi for denne Gang se igennem Fingre med, at du lod Hjorden bisse, og maaske du oven i Købet faar en Rupi, naar jeg har bragt Skindet til Kanhiwara.« Og han søgte i sit Lændeklæde efter sit Fyrtøj og bøjede sig ned for at afsvide Shere Khans Knur-haar, som de fleste indfødte Jægere altid gør, for ikke at blive forfulgte af Tigerens Spøgelse.

»Hm!« sagde Mowgli halvt ved sig selv, mens han krængede Skindet af den ene Forpote. »Saa du vil bringe Skindet til Kanhiwara, hæve Belønningen og maaske give mig een Rupi? Men jeg har selv Brug for det Skind. Tag den Ild væk, gamle Mand!«

»Hvad er det for en Maade at tale paa til Landsbyens bedste Jæger? Det er dit Held og dine Bøflers Dumhed, der har hjulpet dig til dette Bytte. Hvis Tigeren ikke nylig havde ædt, vilde den nu være fem Mile herfra. Du kan ikke en Gang flaa den ordentligt, din Tiggerunge, og saa vover du endda at sige til mig, Buldeo, at jeg ikke maa svide dens Knurhaar! Mowgli, du skal ikke faa saa meget som en eneste Anna af Belønningen, men derimod en ordentlig Dragt Prygl. Lad Kadaveret ligge!«

»Ved den Okse, for hvilken jeg blev købt,« sagde Mowgli, som var i Færd med Skulderen, »skal jeg sidde her hele Dagen og skændes med en gammel Abekat? Akela! Dette Menneske plager mig.«

Buldeo stod endnu bøjet over Shere Khans Hoved, men pludselig laa han og sprællede i Græsset, mens en graa Ulv stod med begge Forbenene paa hans Bryst, og Mowgli flaaede væk saa ubekymret, som om han var ganske alene i hele Indien.

»Javel,« sagde han med sammenbidte Tænder. »Du har fuldstændig Ret, Buldeo. Jeg faar ikke saa meget som en eneste Anna af Belønningen. Der er en gammel Krig mellem denne halte Tiger og mig — en meget gammel Krig — og nu har jeg sejret.«

For at vise Buldeo Retfærdighed, maa vi sige, at hvis han havde været ti Aar yngre, vilde han have taget Kampen op med Akela, i Fald han havde mødt den i Skoven; men en Ulv, der adlød denne Dreng, som havde en gammel Krig med en menneskeædende Tiger — det var ikke noget almindeligt Dyr. Det var Trolddom og Hekseri af værste Slags, tænkte Buldeo, og han var næsten bange for, at Amuletten om hans Hals ikke kunde beskytte ham.

Han laa ganske stille og ventede hvert Øjeblik at se Mowgli forvandle sig til en Tiger.

»Maharaj! Store Konge!« hviskede han endelig hæst.

»Ja,« sagde Mowgli uden at vende Hovedet, men han lo ved sig selv.

»Jeg er en gammel Mand. Jeg vidste ikke af, at du var mere end en Hyrdedreng. Maa jeg rejse mig og gaa bort, eller vil din Tjener sønderrive mig?«

»Gaa, og Fred være med dig. Men bland dig ikke en anden Gang i min Jagt. Slip ham, Akela.«

Buldeo humpede afsted til Landsbyen, saa hurtigt han kunde, og saa sig flere Gange tilbage over Skulderen, om ikke Mowgli havde forvandlet sig til et eller andet frygteligt Uhyre. Da han naaede Landsbyen, fortalte han en Historie om Trolddom og Hekseri og Fortryllelse, som fik Præsten til at sætte et meget alvorligt Ansigt op.

Mowgli fortsatte sit Arbejde, men det var næsten Tusmørke, førend han og Ulvene blev færdige med at trække det store, spraglede Skind af Kadaveret.

»Nu maa vi gemme Skindet og drive Bøflerne hjem. Hjælp mig at samle dem, Akela.«

Hjorden marscherede afsted i Tusmørket og Aften-taagen, og da de kom i Nærheden af Landsbyen, saa Mowgli Lys og hørte, at der blev blæst i Horn og ringet med Klokker i Templet. Den halve Landsby syntes at vente paa ham ved Porten. »Det er, fordi jeg har dræbt Shere Khan,« sagde han til sig selv; men i det samme susede en Hagl af Stene om Ørene paa ham, og Landsbyfolkene raabte: »Troldmand! Ulveunge! Jungledjævel! Gaa din Vej! Skynd dig afsted, eller Præsten skal forvandle dig til en Ulv igen. Skyd, Buldeo, skyd!«

Den gamle Soldaterbøsse knaldede, og en ung Bøffel brølede af Smærte.

»Mere Trolddom!« raabte Landsbyfolkene. »Han kan dreje Kuglerne til Siden. Buldeo, det var din egen Bøffel.«

»Hvad skal dette betyde?« sagde Mowgli forvirret, mens Stenene fløj tættere.

»De ligner vor egenStamme, disse dine Brødre,« sagde Akela og satte sig roligt ned. »Jeg tror, at hvis Kugler har noget at betyde, saa er Meningen den, at de vil udstøde dig.«

»Ulv! Ulveunge! Gaa din Vej!« raabte Præsten og svang en Kvist af den hellige Tulsiplante.

»Igen? Sidste Gang var det, fordi jeg var et Menneske. Denne Gang er det, fordi jeg er en Ulv. Lad os gaa, Akela.«

En Kvinde — det var Messua — løb henimod Hjorden og raabte: »O, min Søn, min Søn! De siger, at du er en Troldmand, og at du kan forvandle dig til et Dyr, naar du vil; men jeg tror det ikke. Gaa din Vej, ellers dræber de dig. Buldeo siger, at du er en Heksemester, men jeg véd, at du har hævnet Nathoos Død.«

»Kom tilbage, Messua!« raabte Skaren. »Kom tilbage, ellers stener vi dig!«

Mowgli lo en kort, haard Latter, thi en Sten havde ramt hans Mund. »Løb tilbage, Messua. Dette er en af de taabelige Historier, som de fortæller om Aftenen under det store Træ. Jeg har i det mindste hævnet din Søns Død. Farvel; og løb rask til, thi Hjorden skal komme hurtigere ind end de Stene, de kaster efter mig. Jeg er ikke nogen Troldmand, Messua. Farvel!«

»Nu een Gang til, Akela!« raabte han derpaa. »Hjorden skal ind!«

Bøflerne var ivrige nok efter at komme ind i Landsbyen. Der behøvedes derfor næppe et Hyl af Akela, førend de foer som en Hvirvelvind gennem Porten og splittede Menneskemængden til højre og venstre.

»Tæl dem godt!« raabte Mowgli haanligt. »Det kan jo være, at jeg har stjaalet en af dem. Tæl dem godt, thi jeg agter ikke at vogte dem mere for eder. Lev vel, I Mennesker, og tak I Messua for, at jeg ikke kommer med mine Ulve og jager eder op og ned ad eders egne Gader.«

Han drejede sig om paa Hælen og vandrede bort sammen med den ensomme Ulv; og da han saa op mod Stjærnerne, følte han sig lykkelig til Mode. »Aldrig vil jeg mere sove i Fælder, Akela. Lad os hente Shere Khans Skind og gaa vor Vej. Nej; vi vil ikke gøre Landsbyen nogen Skade, thi Messua var god imod mig.«

Da Maanen stod op og sendte sine Straaler ud over Sletten, saa de forfærdede Landsbyfolk Mowgli, med to Ulve i Hælene paa sig og en Byldt paa Hovedet, trave afsted i det jævne Ulvetrav, der fortærer de lange Mile ligesaa hurtigt, som Ild fortærer tørt Græs. Saa ringede de med Tempelklokkerne og blæste i Hornene højere end nogensinde; og Messua græd, og Buldeo pyntede paa Fortællingen om, hvad han havde oplevet i Junglen, indtil han endte med at sige, at Akela havde rejst sig paa Bagbenene og snakket som et Menneske.

Maanen var netop ved at gaa ned, da Mowgli og de to Ulve naaede Bakken med Raadsklippen og standsede ved Mutter Ulvs Hule.

»De har stødt mig ud af Menneskestammen, Moder,« raabte Mowgli, »men her kommer jeg med Shere Khans Skind for at holde mit Ord.«

Mutter Ulv krøb med noget Besvær ud af Hulen med Ungerne efter sig, og hendes Øjne glødede, da hun saa Skindet.

»Jeg sagde ham det den Dag, da han stak Hovedet og Skuldrene her ind i Hulen paa Jagt efter dig, lille Frø, — jeg sagde ham, at Jægeren vilde blive den jagede. Du har handlet rigtigt.«

»Lille Broder, du har handlet rigtigt,« sagde en dyb Stemme inde i Krattet. »Der var ensomt for os i Junglen uden dig.« Og Bagheera kom løbende og lagde sig for Mowglis nøgne Fødder. Saa klavrede de sammen op paa Raadsklippen, og Mowgli bredte Skindet ud over den flade Sten, hvor Akela plejede at sidde, og stak det fast med fire Bambuspinde; og Akela lagde sig ned paa Skindet og raabte, som naar han i fordums Tid kaldte Ulvene sammen til Raadet: »Se eder vel for, o Ulve!« — aldeles som han havde raabt, da Mowgli første Gang blev bragt til Raadsklippen.

Lige siden Akela var bleven afsat, havde Stammen været uden Høvding, og Ulvene havde jaget og kæmpet, som de selv havde Lyst. Men af gammel Vane adlød de Raabet. Nogle af dem var halte, fordi de var faldne i Fælder, andre hinkede paa Grund af Skudsaar, atter andre var skabede, fordi de havde ædt daarlig Føde, og mange var døde; men alle de, der var tilovers, samledes om Raadsklippen og saa Shere Khans stribede Skind ligge paa Klippen, og de vældige Kløer paa Fødderne, der hang ud over Randen.

»Se eder vel for, Ulve. Har jeg holdt mit Ord?« sagde Mowgli; og Ulvene bjæffede: »Ja!« Og en skambidt Ulv hylede:

»Vær vor Høvding igen, o Akela! Vær vor Høvding igen, o Menneskeunge, thi vi er lede og kede af denne Lovløshed, og vi vilde gærne være det frie Folk igen.«

»Nej,« knurrede Bagheera, »det kan ikke ske. Naar I blev mætte, kunde Galskaben maaske komme over eder igen. Det er ikke for intet, at I kaldes det frie Folk. I har kæmpet for at vinde Frihed, og den er eders. Nu maa I æde den, o Ulve.«

»Menneskestammen og Ulvestammen har begge drevet mig fra sig,« sagde Mowgli. »Nu vil jeg jage alene i Junglen.«

»Og vi vil jage med dig,« sagde de fire Unger.

Derfor gik Mowgli bort og jagede fra den Dag af i Junglen sammen med de fire Unger.