Kjøbenhavnsposten 1838-11-28
Kjøbenhavnsposten.
Redigeret af J. F. Giödwad.
Udgiven og forlagt af A. P. Liunge.
12te Aarg.
№ 328.
Onsdagen d. 28. November 1838.
Forsendes, ifølge Kongelig allernaadigst Tilladelse, med Posten saavel i Danmark som i Hertugdømmerne.
Om stændersk og repræsentativ Forfatning[1].
Forfatterens væsenligste Anskuelse er i Korthed følgende: Der gives to Forfatningsformer, den stænderske og den repræsentative. Disse tvende Forfatningstyper ere i deres Grundvæsen saa forskjellige fra hinanden, at de ikke lade sig forene, ikke sammensmelte med hinanden. Det Forskjellige i Repræsentativ-Forfatningen fra den stænderske bestaaer "ikke i Andet, end i fuldkommen uindskrænket, kun til en Valgcensus bundet Valg af Repræsentanter, og i Sammes Berettigelse til enten at meddele deres Samtykke til almindelige Landslove eller negte det." Medens nu Forbundsacten tilsikkrede enhver tydsk Stat stænderske Forfatninger blev ved en Forvexling af Begreberne i de fleste tydske Stater givet Repræsentativ-Forfatninger. De Regeringer, fra hvilke disse Forfatninger udgik, havde ikke videre til Hensigt, end derved at meddele stænderske Rettigheder; det var en reen Vildfarelse af dem, der bevidst- og hensigtsløs indsneg sig, da de i Forfatningerne ogsaa bevilgede repræsentative Rettigheder. De forundrede sig ikke lidet, da nu en Deel af Folket virkelig vilde benytte disse. Folket kunde ikke fortænkes i, at det gjorde Krav paa disse paa denne Maade indrømmede Rettigheder, Regeringerne endnu mindre, at de ikke vilde holde det, som de tankeløs uden mindste Hensigt havde lovet. Deraf en tyveaarig Kamp, der ikke har ført til Andet end til gjensidig Forstemthed og Standsning i Fremskridning. Kampen vilde paa eengang være ude og lutter Fred og Harmoni indtræde, naar man kuldkastede de fra Udlandet occuperede Repræsentativ-Forfatninger, og i deres Sted indførte rene stænderske Forfatninger, der mere svarer til Tydskernes Natur. Preussen bliver i denne Henseende opstillet som Mønster.
En grundig Gjendrivelse af dette Raisonnement behøves vistnok ikke. Det Usande i de her opstillede Paastande vil ved første Øiekast være indlysende for enhver Læser. Vi ville derfor kun knytte nogle Bemærkninger til enkelte, særdeles paafaldende Puncter.
Forfatteren er altsaa af den Mening, at det aldrig har være Regeringernes Alvor med den almindelig passive Valgbarhed og med det, Stænderne meddeelte Veto, ja, at de slet ikke vidste, at de havde bevilget disse Rettigheder, de afgjørende Kjendetegn paa Repræsentative-Forfatninger. Men har Forfatteren virkelig anseet det for muligt, at noget menneske i hele Tydskland vilde sætte Lid til denne hans Forsikkring? En saa beskæmmende Yttring er endnu aldrig bleven trykt mod tydske Regeringer. Den værste Demagog vilde ikke have vovet, af Frygt for at gjøre sig latterlig, lydelig at yttre en saa uhyre Extravagants. Er det ikke at erklære samtlige daværende Regeringer for total eenfoldige, naar man antager, at de offenlig og lovmæssig skulde tilstaae Folkerepræsentanterne et Veto, og dog ikke vide, hvad det betydede? At de forordne den passive Valgbarhed over hele Landet og derpaa forundre sig, naar Folket efterkommer denne Bestemmelse? Der er allerede bragt mange Spidsfindigheder i Anvendelse ved de tydske Forfatningsspørgsmaal, men denne er dog altfor spidsfindig, den gaaer over til den uhyreste Plumphed. Sandelig, sandelig, Forfatteren har et hæderligt Begreb om det nuværende tydske Publicums Opfatningsgave, naar han tiltroer det at troe slige Ting. Havde han sagt Regeringerne meddeelte Veto-Retten ved Lovsforslag og til almindelig passiv Valgbarhed, og det har senere angret dem, fordi disse Rettigheder forekom dem for udvidede og satte dem i Forlegenhed, og de søgte derfor at sætte Skranker i Veien for deres Udøvelse, saa havde der i det mindste været Mulighed forhaanden til en Troværdighed. De gamle Tydskere pleiede, i Følge Tacitus, at raadslaae ved Bægeret; deraf kan da let være kommet, at de undertiden i Rusen besluttede, hvad de næste Dag ikke vidste noget af. Man paa saadan Maade, ved et Gilde, i en Beruusningstilstand, ere de tydske Forfatninger ikke opstaade. I hele Maaneder og Aar er derom blevet raadslaaet, og det af kløgtige Mænd, ikke af eenfoldige. Ingen af disse Forfatninger kan indeholde selv den mindste Sætning, hvis logiske Betydning man ikke havde klar Bevidsthed om. Man kunde have overilet sig, denne logiske Mulighed indrømme vi Forfatteren, men slet ikke at have vidst, hvad man gjorde, i den Mening ingen Veto, ingen almindelig Valgbarhed at udstede, dog at decretere en saadan, — Antagelsen af en saadan Hjerneløshed er dog altfor stærk, og vi tilstaae vor Forundring over, at, da der dog engang existerer Censur, en saadan Paastand har turdet trykkes. Dette er et Beviis paa, hvor hyppig Censuren in praxi mere gjør Jagt paa enkelte kraftfulde og betegnende Udtryk, end paa det Heles væsenlige Betydning.
Men ogsaa deri har Forfatteren Uret, naar han antager Kjendemærket paa Forskjellen mellem Stænder og Repræsentanter at være det de sidstnævnte tilkommende Veto. Der kan gives Stænder med selvsamme Rettighed, og Historien opviser tilstrækkelige Exempler derpaa. Den svenske Forfatning f. Ex. er vistnok en stændersk og dog tilkommer der disse Stænder en afgjørende Andeel i Lovene. Enhver Stand repræsenterer kun stedse en Deel af Statsborgerne, hvad enten det er en særegen Provinds; men Repræsentanten repræsenterer samtlige Statsborgere. Om der nu tilkommer først- eller sidstnævnte flere Rettigheder, det er et Spørgsmaal, der bestaaer for sig og ikke har noget at gjøre med denne Inddeling af Forfatningerne. Der kan tænkes Stænder med de mest udvidede Rettigheder med Hensyn til Lovgivningen og paa den anden Side igjen Repræsentanter med de mest indskrænkede. Repræsentationens Maade og Art ikke Berettigelsens Maade og Art bestemmer Forskjellen.
Ligeledes er det en ganske eiendommelig Anskuelse hos Forfatteren, der staaer i skarp Modsætning til Virkeligheden, naar han mener, at disse tvende Principer ikke lade sig sammensmelte. Den hele nyere germanske Historie indtil den Dag i Dag, er en saadan Sammensmeltningsact. Tidligere, da Overherren kun beherskede forskjellige Provindser tilfælles, der ingen fælles Interesser havde, der ikke ved tusinde Forgreninger vare sammensvorede til en virkelig Statseenhed, men derimod kun ved tilfældig Fællesskab af en Overherre løselig knyttede til hverandre, den Gang gaves der med Rette Provindsialstænder, der underhandlede med Regenten om deres særegne Provindsers Interesse. I dette Tilfælde befinder sig f. Ex. Østerrig med Hensyn til Ungarn, Italien osv. Forskjelligt Sprog, forskjellig Nationalitet, forskjellige Fornødenheder, gjøre disse Lande til et Statsforbund, ikke til een organisk Stat, og ethvert af de enkelte Lande maa have sine særegne Stænder; en keiserlig-østerrigsk Repræsentativ-Forfatning vilde fremkalde en babylonisk Sprogforvirring, der i kort Tid maatte endes med gjensidig Adskillelse af de kun ved ydre Grunde og historiske Tilfælde tilføiede, ikke i det Indre sammenvoxede Lemmer. Selv Preussen vil endnu indbefatte altfor heterogene Bestanddele til allerede med Sikkerhed at kunne danne en National-Repræsentation. Men dens Regerings Stræben er aabenbar, ved den mest mulige almindelige Lovgivning stedse meer at udjevne sine Provindsers forskjelligartede Aand og sammensmelte dem til et organisk Heelt: jo mere dette Resultat opnaaes, jo mere maa Provindsialstænderskabet nærme sig til Repræsentativ-Forfatningen. Men de øvrige tydske Forfatninger vilde kun ved en voldsom naturstridig Proces igjen kunne lade sig udstykke til Provindser. Deres nuværende Inddeling i Kredse, Districter &c. er kun en administrativ, der tjener til Bestyrelsens Lettelse og Beqvemmelighed. De ere i deres Indre for længe siden forbundne til en Statseenhed; det vilde være latterligt, dersom man vilde skabe et særskilt Provindsialstænderskab for Fyrstendømmmet Grubenhagen, eller for Kalenberg i Hannover, der blot skulde raadslaae om Sammes eget Vel og Vee. Alle disse enkelte Besiddelser og Herskaber ere nu, Gud være lovet, kommet saa vidt, at hele deres Væsen er nøie sammenvoxet med det større Statsvæsen, hvoraf de udgjøre en integrerende Deel. Der forbliver vel endnu stedse Localinteresser tilbage, saaledes som den mindste Landsby stedse vil beholde saadanne, men tilbage er der igjen saamange Fællesinteresser forhaanden, at en fælles, paa det Hele beregnet Lovgivning er en Fornødenhed. Det enkelte Districts Velgaaende er aldeles afhængig af det hele Lands Velgaaende. De organisk med hverandre sammenvoxede Lemmer maae have en fælles Huusholdning, en fælles indre Oekonomi, hvis de ikke skulle falde fra hverandre og hendøe.
Det er Nutidens Trang og Videnskabens Bestræbelse, der gaaer Haand i Haand med denne Trang, at gjøre den tidligere og ydre Forbindelse af forskjellige Lande ogsaa til en indre. I samme Grad som dette realiseres, maa Provindsialstænderskabet sammensmelte med Repræsentativ-Forfatningen, indtil hiint tilsidst ganske ophører og dette fuldkomment har udviklet sig. I dette Øieblik existerer i Tydskland endnu ingen Repræsentativ-Forfatning, der reent er confirmeret efter sammes Idee; meer eller mindre er der blevet taget Hensyn til de tidligere Stænderskaber.
(Sluttes.)
Nyheds-Post.
Kjøbenhavn, den 28de November 1838. — Vi have stedse erkjendt Politiretsassessor Reiersens Post qua Tilsynshaver med den upriviligerede Presse heri Staden, for en høist besværlig og utaknemmelig Bestilling: der er næppe noget Embede, i hvilket det klarligere viser sig, hvor umuligt det er at gjøre alle Parter tilpas. Enten blive the gentlemen of the press ham gramme eller ogsaa blive Regeringsmændene misfornøiede med ham, idet de ofte svæve i den Vilfarelse, at Hr. 'Reiersen er Eenfor og som saadan har Hals og Haand over Pressens Frembringelser, i Stedet for at han kun er "Foreviist"-Paategner eller Beslaglægger. Denne Erkjendelse af Hr. Reiersens Posts Ubehagelighed er i disse Dage bleven end mere grundfæstet hos os. Udgaaet fra oven af er nemlig blandt Garnisonens Officierer bleven almindelig bekjendt en for Hr. Reiersen ikke gunstig Tilkjendegivelse angaaende hans Ikke-Beslaglæggelse af det Nummer af Kbhposten, hvori Artiklen om Gouverneurens Bestræbelser for Uniformitet i den danske Armee var indført. Der forevises Assessor Reiersen til det befalede Gjennemsyn et Nummber af Kbhposten, hvori denne Stads Gouverneur er omtalt: hvad skal Assessor Reiersen nu gjøre? Gouverneuren er ligesaavel Embedsmand som enhver anden Embedsmand, altsaa ligesaa lidet som disse fritagen for offenlig Omtale, da der ikke existerer noget Rescript, der ophøier ham over Pressen; Assessor Reisersen maa altsaa, — da Artiklen intet Lovstridigt indeholder, hvilket ogsaa ex post facto kan sees deraf, at der ingen Retsforfølgning er begyndt imod Bladets Redacteur — ved sin Paategning erklære, at han intet har imod Nummerets Udgivelse, hvilket ogsaa er skeet. Det er da visseligen meget ubehageligt ikke blot desangaaende at modtage en unaadig Tilkjendegivelse, men at denne skal omtales blandt Embedsmænd, hvoriblandt flere vistnok ikke ere istand til at sætte sig ind i det aldeles ikke militaire Forhold, der finder Sted imellem Assessor Reiersen og Kbhp., hvorlunde han ikke kan "stryge" eller forandre et eneste Ord i det ham leverede færdigtrykte Blad, men at han kun kan lægge Bladet under Beslag eller tegne "Foreviist", og at han pligtmæssigen ikke kan beslaglægge ethvert Nummer, hvis Udgivelse kan være ubehagelig for ham eller en anden af Statens lønnede Embedsmænd, f. Ex. denne Stads Gouverneur, men blot de Nummere, der efter hans Formening indeholde noget Lovstridigt med Hensyn til det Offenlige. — Vi have troet at burde som en Retfærdighedshandling fremsætte dette, da vi have bragt i Erfaring, at flere af vore Læsere slet ikke opfatte Assessor Reiersens Stilling rigtigt, og derfor gjøre ubillige Fordringer.
— Ved den sidste academiske Forsamling i Konstacademiets Locale bleve, efter en foregaaende Committee-Beretning adskillige til Concurrents om de Neuhausenske Præmier udskillede Materier bedømte. Af fem Billeder, som behandlede det af Chr. Winthers Træsnit opgivne Æmne "Henrik og Else", hvor Kong Valdemar Atterdag sætter en Bondepige paa Prøve, antoges, at Hr. Westphal i det Hele bedst havde løst Opgaven, hvorfor han ogsaa derfor erholdt den udsatte Præmie af 200 Rbd. I Hr. Raadsigs Udførelse af samme Sujet erkjendte Academiet fuldkommen det meget Gode, som unegteligen findes deri, men antog dog, at Konstneren i et væsenligt Punct havde fjernet sig formeget fra Skizzen, hvor Kongen nemlig sees staaende og derimod ridende paa Maleriet. To Stykker, malede efter Opgaven "en Hjort med nogle Hinder i Jægersborg Dyrehave" af Dhrr. Lundbye og Frølich fandtes, trods den Førstes vakkre Landskab og den Sidstes ret charakteristiske Dyr, dog ikke ganske fyldestgjørende i andre Henseender. To Prospecter af den nærværende Havn, malede af Dhrr. Petersen og Brendstrup, forekom Academiet heller ikke ganske at løse den givne Opgave, ihvorvel man derfor ikke miskjendte disse Arbeiders Værd. Derimod erholdt Dhrr. Juul og Klein Præmien (100 Rbd.) for Malingen af to Porcelains-Tallerkner.
(Dansk Kunstblad.)
— Under det let gjettelige Mærke Br. S. læses i "Aalborg Stiftstidende" Nr. 204 Følgende om Øresunds Told, som vi troe saa meget mere at burde meddele, som det refererer sig til en af Kjøbenhavnsposten optagen Artikel: "Aalborg Stiftstidende Nr. 199 melder, at ifølge "Aftonbladet", er man paa Stockholms Børs bleven enig om, at en Petition burde af Stockholms Handelsstand indgives til Regeringen om at lade anstille en fuldstændig Undersøgelse angaaende Tiden og Maaden, hvorpaa Sundtolden Vedblivelse beroer; hvorhos er udhævet, at Sverig nu eier den ene Strand af Sundet. — Af forskjellige historiske Skrifter fremlyser Følgende, som Anmelderen tillader sig her at meddele, da Sagen har Interesse, og den Opmærksomhed, den har vundet i Stockholm, hos en Deel af dette Blads Læsere kan have opvakt Ønsket om at kjende Sammenhængen. — Selv i de ældste Tider have de danske Konger hævdet en Høihedsret over Vandene omkring Danmark og især over de tre Sunde, hvilke efter Nogles Mening skulle betegnes ved de tre Løver i det danske Vaaben. I Øresundet, denne smalle Gjennemgang til Østersøen, laae bevæbnede danske Skibe, som overholdt Orden imellem de mange, der droge derigjennem for at søge de rige Sildefiskerier paa Sjællands og Skaanes Kyster, eller for at bytte Varer paa Markederne i Skaane eller Haleire, som da Helsingør kaldtes. For Beskyttelsen og Tilladelsen at drage igjennem erlagde de en Godtgørelse. Valdemar Seier oprettede Aar 1202 et Fyr til Veiledning for de Gjennemseilende, Tolden blev en ikke ring Indtægt for de danske Konger og erlagdes vel først i Varer, men senere i Penge. Hvor gamle Foreninger der har været imellem de danske Konger og de Nationer, der handlede paa Østersøen, vides ei, men i de ældste Tractater, man har, omhandles Øresundstold som en ældre Ret. — At den alt under Christian den Anden har været betydelig, sees deraf, at Søren Nordby sagde til Keiseren: "Ved Helsingør ligger Danmarks Guldbjerg" (vide Badens historiske Afhandlinger, 2den Deel, p. 250). Øresundstolden steg i Forhold til Varernes forhøiede Priis, og efter Peder Oxes Raad siges det at have været, at Frederik den Anden meget forhøiede den (see Peder Oxes Levnetsbeskrivelse ved Ryge, p. 201). For at haandhæve sin Høihed over Sundet anlagde denne Konge Kronborg, efter at have sløifet den gamle Skandse "Krogen." Da Christian den Fjerde efter Calmar-Krigen og efter den tydske Krig fandt sig i stor Trang for Penge, og den upatriotiske Adel ingen Opoffrelser vilde gjøre, saae han sig nødsaget til end mere at forhøie Tolden, hvilket foranledigede mange Klager. Da de Svenske under Torstenson vare faldne ind i Danmark, satte de i Ankeposterne, at Christian havde ladet svenske Skibe som Lurendreiere (Smuglere) arrestere i Sundet (see Holberg, 18de D., p. 236) og Hollænderne, misfornøiede med den høie Told, gjorde fælles Sag med Sverig. 1645 blev den christianopelske Tractat sluttet med Holland, hvilken Toldrulle senere blev Regel næsten for alle de søfarende Nationer. Sverig erholdt ved den brømseboiske Fred 1645 Toldfrihed; men, at ved Freden til Kjøbenhavn 1660 Skaane blev afstaaet til Sverig, og Danmark derved ophørte at være Herre paa begge Sider af Sundet, medførte ingen Forandring i Danmarks udelukkende Ret til af andre Nationer at hæve Tolden, og den blev udtrykkelig forbeholdt den danske Konge udelukkende (vide Schlegels danske Statsret, p. 296). Ved den frederiksborgske Fred 1720 tabte Sverig igjen Toldfriheden og tiltraadte den christianopelske Tractat; dette blev stadfæstet 1809 i Freden til Jönkjøping og 1814 til Kiel. Det kunde synes besynderligt, at denne Afgift af de mægtigste Nationer villigen betales; men den grunder sig oprindeligen paa Danmarks Høihedsret over Sundet fra umindelige Tider af. Præscriptio immemorialis maa blandt Staterne ansees for lovlig Erhvervelsesmaade. Der er vel ofte, især under Frederik den Anden og Christian den Fjerde, ført Klager over Forhøielser i Tolden og Oppebørselsmaaden, men Forpligtelsen til at svare Told er altid anerkjendt. Tolden er ogsaa saare vigtig for Danmark, og er, ikke som Følge af nogen Forhøielse, der nu i 200 Aar ikke har fundet Sted, men af den udbredte Handel, især formedelst Ruslands stegne Cultur, saa betydeligt tiltagen, at, efter at Antallet af gjennemseilende Skibe kun var 4 à 5,000 er det nu 10 à 12,000 (vide Thaarups Finantsstatistik, p. 247) og at, efter at Indtægten i de 16 Aar, Christian den Sjette regerede, med et Middeltal var 200,000 Rd. Courant (vide Narhansons Fremstilling af Danmarks Statshuusholdning, p. 208) er den nu for 1836 opgiven at være 1,899,844 Rbd. Repr. (vide Collegialtidenden for 1838). — Hiin Artikel i Stiftstidenden, som har anlediget ovenstaaende Bemærkninger, melder ogsaa, at "the Courier" beretter, at Underhandlinger ere paa Bane mellem Preussen og Danmark, angaaende Nedsættelse i Sundtolden, desaarsag den engelske Regering opfordres til at paasee Englands Interesse. — Her er atter en Vildfarelse, thi der kan neppe være Spørgsmaal om nogen Nedsættelse i Tolden. I Anledning af den christianopelske Tractat 1645 blev en Toldrulle forfattet (findes hos Schou) som Regel for Hollænderne. Denne tiltraadtes senere af mange Nationer og disse kaldtes priviligerede. I Told af mange i Toldrullen ikke specificerede og da ei bekjendte Varer svares af disse Nationer, efter Overeenskomst, 1pCt. af deres Værdi. Af europæiske Søfarende behandles nok nu alene de Skibe, der komme fra Lübeck, Bremen, Rostock eller fra Oldenborg som upriviligerede, altsaa 54 pCt. af Værdien, foruden nogle Afgifter, som disse ere frie for, ligesom de ogsaa ere udelukkede fra adskillige Fordele, f. Ex. Credit med Tolden i 3 Maaneder, fortrinlig Adgang til hurtig Expedition m. m. Under 17de Juni 1818 blev sluttet en Handelstractat med Preussen (vide Schou) og først ved sammme erholdt dette Rige i Henseende til Sundtolden de priviligerede Nationers Rettigheder. Da denne Tractat kun blev indgaaet for 20 Aar, er den nylig udløben, og Spørgsmaalet er da sikkerlig kun om den Nedsættelse, Preussen 1818 blev tilstaaet, fremdeles skal finde Sted, men ikke om en større Nedsættelse."
Saa ubehageligt det er mig, saa gjør den i flere Blade gjentagne Omtale af Nykjøbing Kathedralskole mig det dog til Pligt, at blande mig i en Sag, som, jeg behøver vel ikke at forsikkre det, baade mod mit Vidende og mod min Villie, er bleven offenlig berørt; jeg mener Skolens Discipeltal, for et Par Aar siden og nu. De, som have bragt denne Sag paa Bane, have været urigtig underrettede, eller og de have glemt, at 2 Disciple forlode Skolen afvigte September, og Een, som var anmeldt, formedelst Sygdom er hindret i at komme; thi skal endelig Tallet nøiagtig angives, da var det 1836, i Vinteren 18, efter Foraarsexamen 20, nu 42. At Skolen saaledes numerairt er i Tiltagende, maa indrømmes; men Ingen vil dog kunne gjøre et saadant tilfældig stigende Discipeltal til Maalestok for en Skoles gode Bestyrelse. Hvor ustadigt kan det fluctuere i et Par Decennier? Jeg har kjendt en af Danmarks bedst bestyrede Skoler, som i dens blomstrende Tid sjelden talte over 20 Disciple; men endnu er dens Rector ikke overgaaet af nogen yngre. Og, for igjen at tale om Nykjøbing, da er det vel noget for tidligt, at bedømme dens nuværende Bestyrer? Enhver veed dog, at nye Koste pleie at feie bedst. Enhver veed dog, at Nakskov Skole til næste Efteraar skal nedlægges. Er deri ikke Grund nok til en øieblikkelig Stigen af Discipeltallet her?
De samme Lærere, som paa een nær i en Række af Aar have ledet Underviisningen i denne Skole, beklæde endnu deres Embeder og røgte dem med samme Nidkjærhed og Samvittighedsfuldhed, som altid tilforn. Deres Fortjenester af Skolen bør ligesaa lidet sættes i Skygge, som en yngre Medarbeider, der glæder sig ved deres Venskab og ærer deres usminkede Retsindighed, formaaer at hæve disse, eller noget Øieblik kunde ønske, ufortjent at hæves paa deres Bekostning. — En Høiere er den, som os dømmer, for hans Domstol staae eller falde vi.
E. P. Rosendahl.
Det kongelige Theater. — Imorgen (Torsdag) opføres: "Jødinden."
Vesterbroes nye Theater. — Imorgen (Torsdag) giver det Tourniaireske Konstberiderselskab en Forestilling.
Færdig fra Trykkeriet Onsdag Eftermiddag Kl. 8.
Redacteuren boer i Kokkegade Nr. 134 1ste Sal, og træffes sikkrest hjemme til Kl. 11 Form.
For dette Blad tegner man sig heri Staden paa Hjørnet af Adel- og Gothersgade, Nr. 8 i Stuen, og i Provindserne paa alle kongelige Postcontoirer; Prisen er qvartaliter 2 Rbd. 48 ß S. og T. for indenbyes, og 3 Rbd. 8 ß for udenbyes Abonnenter.
Trykt, med Hurtigpresse, i det Brunnichske Bogtrykkeri.
- ↑ Ovenstaaende Brudstykke er taget af en Recension af Florencourt over et Skrift, som i Tydskland har gjort en Deel Opsigt "Deutschland und die repräsentative Verfassung", der skal være forfattet af en Fyrste af Solms Lich, og som efter Recensentens Mening, ligesom de bekjendte kongelige Digte, ene har sin "høie" Oprindelse at takke for, at det er blevet saa bekjendt. Recensenten anseer sig forøvrigt beføiet til at kalde Skriftet bedragerisk og perfid.