Konen ved Ledet i Frederiksdal

by Hans Vilhelm Kaalund

	Konen ved Ledet i Frederiksdal.
	Der løber en Vei gjennem Frederiksdal
	Mod Fuursøens yndige Bredder;
	Den slynger sig hen gjennem Bøgenes Sal,
	I Skyggen af Skoven, saa luftig og sval,
5	Blandt Hytter og landlige Steder;
	Fra Gjærderne dufte Syrener og Hyld,
	Og Fuglenes Fløiten man hører,
	Naar hen ad den Vei, fra Idyl til Idyl,
	I Vaar og i Sommer man kjører.
10	Hvor Udsigten aabner mod Søen sig bred,
	Der seer man en landbyklædt Kone;
	Hun oplukker venligt for Sværmen sit Led,
	Og kommer man ene, hun hilser Guds Fred,
	Og det i den hjertligste Tone.
15	Naar Hjulenes Rumlen og Hestens Galop
	Og Fodtrin paa Skovveien lyde,
	Da springer fra Finlapperstolen hun op,
	For Ledet tilbage at skyde.
	Sit Landsted hun har sig ved Veien opbygt
20	Af samlede, vindtørre Grene;
	Af ældgamle Bøge er Taget beskygt:
	Lig Fuglen i Reden, saa lunt og saa trygt,
	Hun slumrer i Skovhytten ene.
	Med Granløv hun har den omhyggelig takt,
25	Og luget omkring den for Nælder;
	Ved Døren i Lænke en Mops holder Vagt,
	Med udklippet Halsbaand og Bjælder.
	Den Hytte mig volder ret hjertlig Behag,
	Skjøndt mere den ligner en Æske,
30	Og skjøndt kun den hele bestaaer af et Tag,
	Skjøndt ei den er bygt i den gothiske Smag,
	Den romerske eller den græske;
	Og hvergang jeg vandred' til Fuursøens Bred,
	Til Møllen og Bakken og Slottet,
35	Jeg først dog en Stund ved det venlige Led,
	Ved Synet af Hytten mig gotted'.
	Hvor mangen en Gang har jeg tittet derind
	Fra Bøgene og fra det Grønne,
	Forunderligt rørt af det kjærlige Sind,
40	Hvormed det enfoldige, fattige Skind
	Har villet sin Armod forskjønne!
	Smaabilleder, klipped' af Fiirskillingsark,
	Og Guldpapiir Væggene smykke;
	Af Blomster og Urter, fra Skov og fra Mark,
45	En Ramme omkrandser hvert Stykke.
	Den fattige Pyntning, den er mig saa kjær,
	Den adler den kunstløse Hytte;
	I den jeg en hellig Bestræbelse seer,
	Der selv midt i Armoden tænkte paa meer
50	End det, som kan sandseligt nytte —
	Enfoldig og smagløs og underlig vel,
	Den her i sin Barndom sig viser,
	Men bærer dog Præg af den evige Sjæl,
	Og derfor den Hytte jeg priser.
55	Naar Vinteren flygter med Storm og med Slud,
	Og Lærkerne slaae i Skjærsommer;
	Naar Jorden staaer smykt som en smilende Brud,
	Og atter Du iler til Fuursøen ud,
	Og hen gjennem Skovledet kommer:
60	Da stands ved den fattige Ledkones Bo,
	Og, hvis den som mig kan Dig fryde,
	Da skjænk hende venlig en Hvid eller to,
	Hvormed hun den bedre kan pryde.[1]

1. Hun er der ikke meer.