Kong Salomon og Jørgen Hattemager
Kong Salomon og Jørgen Hattemager
[redigér]Vaudeville.
[redigér]Første Gang opført paa det kongelige Theater den 28de November 1825.
Personerne.
Jørgen Wadt, Hattemager.
Luise, hans Datter.
Sering, Gjæstgiver.
Brandt, Tobaksspinder og Major ved Borgerskabet.
Billing, Kjøbmand.
Løve, en rig Privatmand fra Kjøbenhavn.
Eduard, hans Brodersøn.
Henrik, Eduards Tjener.
Salomon Goldkalb, en fattig Jøde fra Hamborg.
En Opvarter i Vertshuset.
En Dreng.
En anden Dreng.
Gjæster og Opvartere.
Borgere med deres Koner og Børn.
Musikanter.
Eduard og Henrik, den Sidste med en Bog i Haanden, sidde ved Bordet udenfor Gjæstgivergaarden.
Ja Herre, det er heller ingen Bagatel at læse saadanne tossede smaa Bogstaver, naar man har hele sin Øvelse af at læse Skilter. (Blader i Bogen) Men vil Herren ikke høre hvad her staaer om Korsør? Siden vi dog engang sidde fast her i dette fordømte Hul, saa synes mig, vi burde gjøre os bekjendte med Stedets Love, Politi og Indretninger.
Hvad staaer der da om Korsør?
”Korsør, en lille Stad paa Vestkysten af Sjælland, ved det store Belt, med 14,550 Indbyggere.”
14,000! hvad for Noget? (Reiser sig, og seer i Bogen.) ”1450”
”1450. Her er Jens — her er Jens — Jens Bagersvend …”
”Her er Jens Baggesen født.” — (Tager Bogen fra ham, og lægger den bort.) Det er til at blive gal over at høre dig læse.
Saa Jens Baggesen er født her? det skal jo være et forslaget Hoved. Gid han da var her for at hjelpe os ud af vor Kattepine.
Ja Henrik, og hvad som mere er, han er en Digter; han staaer i Pagt med Kjærlighedsguden.
Gud bevares! Herren vil dog ikke have ham til at bortføre den smukke Hattemagerdatter? Gud veed, De har allerede undet Hattemageren saa god Næring, jeg synes, han kunde gjerne lade Datteren gaae med i Kjøbet.
Fy tal ikke saa! Luise er et Mønster paa Dyd og Anstændighed.
Det troer jeg ogsaa, Herre, for jeg seer, hun vender Dem altid Ryggen, naar De taler til hende.
O vidste jeg kun, at denne Kulde ikke var et Tegn paa at jeg mishager hende! I Sandhed, min Ulykke er sjelden. Næsten i fire Uger har jeg opholdt mig her i Korsør. Min Onkel maa troe, at jeg for længe siden har passeret Hamborg, og kan ikke begribe, at han ingen Efterretning faaer fra mig. Denne grusomme Skjønhed holder mig fængslet her. Hvormange Ærinder har jeg ikke givet mig ind i Boutiken!
Ja, og hvormange Hatte har Herren ikke kjøbt! Tolv Hatte og syv Huer! Gud frie os! For de Penge kunde vi for længe siden været i Hamborg.
Men Hvad skulde jeg gjøre? Jeg maatte jo dog have et Paaskud for at gaae saa ofte derind. Men Hvad har det hjulpet mig til? Hun svarer mig neppe, naar jeg taler til hende; fordetmeste gaaer hun sin Vei, og lader mig kjøbslaae med Faderen.
Ja Herre, det er i Smaastæderne man maa søge Uskyldigheden; i Kjøbenhavn er den gaaet Bankerot med de andre Handelshuse.
Er Posten fra Kjøbenhavn endnu ikke kommen?
Endnu ikke, Herre, men man venter den hvert Øieblik.
Gid jeg dog vidste, hvad min Onkel skriver!
Ja gid jeg blot vidste, om han sender Penge!
Det har kostet mig Overvindelse at tye til hans Hjelp. Men han er god og han er rig; det er to Grunde til at haabe.
Hvad har Herren da skrevet ham til, om jeg maa være saa dristig at spørge?
Sandheden, Henrik! Med den kommer man altid længst. Jeg har takket ham, fordi han vil lade mig reise udenlands paa sin Bekostning; fordi han tillod mig at tage over Land for at besøge min Familie i Fyen; fordi han havde givet mig rigeligt med i contante Penge hvad jeg behøvede for at komme til Hamborg; fordi han har draget Omsorg for, at jeg der finder en Anviisning til min Disposition; — men jeg har tillige aabenhjertig bekjendt ham min Svaghed.
Det vil da sige med andre Ord, den Svaghed at Herren har brugt Pengene op i Korsør, ved at anlægge et Hatte-Oplag, som nok skal bringe Capitalen ind igjen, naar vi bare passe at komme i Markedstiden til en eller anden By.
Nei Henrik, derom har jeg Intet nævnet. Jeg har kun tilstaaet ham min Kjærlighed, men tillige lovet ham paa det Helligste at rive mig løs baade fra den og dette Sted, saasnart jeg har Midler i Hænderne til at gjøre det.
Og det troer Herren sig virkelig istand til?
Det er min Pligt; min Ære kræver det. Luise viser mig Kulde, ja næsten Foragt. For sidste Gang vil jeg forsøge at faae hende i Tale, hun pleier ved denne Tid at komme ind i Boutiken.
Gud frie og bevares! Herren vil dog ikke kjøbe en ny Hat?
Aa Snak! Jeg vil blot see Luise, og erfare min Skjæbne af hendes Mund.
Ja det er en anden Sag, det er et godt og christeligt Ærinde. Men hvad Hattene angaaer, saa maa jeg gjøre Herren opmærksom paa, at vi nu endelig med megen Møie har faaet Dusinet fuldt, saa det vilde være ubehageligt, om der skulde komme en trettende og spolere os det skjønne Tal. Der var da intet Andet for end at begynde at samle paa et nyt Dusin.
Ah, der er Posten ! Spring hurtig hen paa Posthuset, Henrik, og hør, om der er Brev til mig.
Mel. af Jægerbruden: Hvad ligner vel Jægernes festlige Glæde.
Hvad ligner, Korsør, din politiske Glæde,
Naar Posten er kommen fra kongelig Stad?
Ved Klangen af Hornet paa Torv og i Stræde
Man glemmer sin Flaske, man glemmer sin Mad.
Statstidenden kommer i Ledtog med Dagen,
Og Nyheder bringer fra sikker Kanal,
Mens Morgen- og Aftenblad værner om Smagen,
Og Damerne slaaes om den franske Journal.
Hei Peter, spring strax hen paa Posthuset, og hent os Aviserne.
Jeg er umaadelig begjærlig efter at see, om der staaer Noget om Goldkalb i Aviserne.
Ja rigtig, rigtig! Han ventes jo til Kjøbenhavn. Den rige Baron Goldkalb fra Frankfurt.
Ja det har flere Gange staaet i de tydske Aviser, men vi maae vente Bekræftelse derpaa i de danske.
Ja det er saamænd en fed Steg.
Mener I den, I spiser paa?
Nei jeg mener Goldkalb. Men Sligt gaaer vor Næse forbi. Her i Korsør faae vi ikke godt af ham, for han gaaer naturligviis med et af Dampskibene.
De forbandede Dampskibe! Man faaer næsten ingen ordenlige Reisende meer at see. Skal det blive saadan ved, saa ere alle Vertshuusholdere her paa Fastlandet, jeg mener i Korsør og Nyborg og der omkring, ruinerede inden kort Tid.
Men siig mig, hvad er egenlig Hensigten med hans Reise til Kjøbenhavn?
Hensigten med hans Reise til Kjøbenhavn? — Bi lidt, lad mig bare faae tørt mig om Munden, saa skal jeg strax sige jer det.
Mel. af Sovedrikken: For Dem mit Hjerte bruser.
1.
Hr. Goldkalb triumferer,
Han holder Verden i sin Haand,
Han Krig og Fred dicterer,
Man kalder ham Kong Salomon.
2.
En Sol for Potentater,
Hans Dragt er Sølv fra Top til Taa,
Og hollandske Ducater
Som Knapper bærer han derpaa.
3.
Hans Huus med gamle Kroner
Er tækket, og med Species;
Ved Stats-Obligationer
Sin Pibe tænder han tilfreds.
4.
Nu han til os vil komme;
Vor Cours vil giftes med den Knøs:
Hun faaer ham i sin Lomme,
Thi hun er meget capriciøs.
Det var Pokker til Karl! Aa gid han var her! Saa skulde han tage en Prioritet i mit Tobaksspinderi.
Og i min Faareavl.
Og i mit Lysestøberi.
Jeg skulde lade Borgerskabet paradere for ham.
Og jeg mine Faar.
Og jeg alle Klubbens Honoratiores.
Her er Aviserne.
Statstidenden!
Dagen!
Politivennen!
Stop! Vi kan ikke læse Alle paa eengang. Lad os gaae ind i Spisesalen; jeg vil læse dem høit, saa kan vi discurrere derover.
Afsted, afsted!
Hør, kjære Hr. Løve! Uden Fortrydelse! Jeg er saa skrækkelig forlegen for Penge; det var Dem vel ikke muligt at betale mig min Regning idag?
Ja jeg skal gjøre mit Bedste. Jeg tilstaaer, jeg har i dette Øieblik ingen Penge hos mig, men jeg venter en Vexel fra Kjøbenhavn, og har allerede sendt Bud paa Posthuset, for at høre, om den er kommen.
Meget vel, meget vel! De undskylder min Dristighed, men Tiderne ere saa besværlige. (Afsides, idet han gaaer.) Det er mig en underlig Fætter. Gud veed, hvad han gjør her i Korsør saa længe. Jeg er bange, det er ikke rigtig fat med ham.
Dersom ikke min Vexel kommer idag, saa veed jeg ikke hvad jeg skal gjøre. — Men der er jo Luise. Mon hun seer mig? Skal jeg gaae derhen? Jeg vil holde mig lidt tilbage.
Mel. Tyrolervise : Vom Wald bin i' füra.
1.
Skjøn Jomfru, som sidder
I Vinduet hist,
Og lytter til Qvidder
Af Fuglen paa Qvist,
Eia! Eia!
O glem dog din Kulde,
Formild dog dit Sind,
Og luk mig, du Hulde,
I Kammeret ind!
Eia!
2.
Hr. Ridder i Vaaben,
Hvi klynker du saa?
See, Døren er aaben,
Den kjender ei Slaa.
Eia! Eia!
Men Veien at kjende
Først lære du maa:
Ved Kirken derhenne
Der banker du paa.
Eia!
3.
Den Vei er besværlig,
O Jomfru saa prud!
En Stige du kjærlig
Kan hænge herud!
Eia! Eia!
Nei Ridder, saa Mangen
Fra Stiger faldt ned,
Men Kirkedørs-Gangen
Er sikker og bred.
Eia!
God Dag, Jomfru.
Ah! Er det Dem?
De er dog ikke vred, fordi jeg har lyttet til Deres Sang? Det er en deilig Melodie. Jeg har hørt Mamsel Bohlmann synge den i Kjøbenhavn; men jeg troer vist, at Enhver, som havde hørt den af Deres Mund, vilde finde med mig, at De synger den ligesaa smukt som hun.
Jeg tænkte ikke paa, at her var Kunstdommere i Nærheden; ellers havde jeg maaskee slet ikke sunget den.
Og Texten har overrasket mig; den er ny og dansk.
Ny, siger De? O det er saamænd intet Nyt!
Nei, med Hensyn paa Tankerne vel ikke, men …
De vil maastee tale med min Fader?
Ja det er sandt, jeg vilde rigtignok talt med Deres Fader, men lad det ikke berøve mig den Lykke at tale med Dem.
Jeg skal strax kalde ham ud.
Fordømt! Hun gaaer atter bort, og lader mig som sædvanlig i Stikken i en tête-à-tête med den Gamle.
See god Dag, min Herre! Saa De er endnu i Korsør? Hvad er til Deres Tjeneste?
Til min Tjeneste? — O De har saamænd mange smukke Ting i Deres Boutik, Meget hvormed jeg godt kunde være tjent.
Den hele Boutik er til Tjeneste. Hvad skal det være? En rund Hat? Chapeau-bas? En Kasket paa en ganske ny Façon med en Ypsilanti-Skygge?
Hør, forstaaer De at gjætte Gaader?
Aa ja, naar de ikke ere altfor svære.
Saa hør da nu efter, og lad mig see, om De kan gjætte hvad det er jeg søger.
Mel. af Røverborgen: Jeg gjerne døer, skjønt uden Mod.
1.
Jeg saae bag Rudernes Krystal —
”Han saae bag Rudernes Krystal.”
En Skat hvortil der ei er Magen —
”En Hat hvortil der ei er Magen.”
Saa trind som Lillien, lys som Dagen,
Som Solen selv paa Himlens Hal.
Saa sværmerisk som Maaneskin
De gule Haar sig yndigt bøie
Til Krands omkring det store Øie,
Som slutter Vid og Fromhed ind.
2.
Jeg har det, Herre, paa en Prik!
Nu skal De see, hvor jeg kan gjætte.
Hvad mener han dog vel med Dette?
See her den Hat som Prisen fik!
Som Dagen lys, som Lillien trind,
Med Øiet stort,
med Haar saa gule!
Og maa den Deres Hoved skjule,
Den slutter Vid og Fromhed ind.
Det er Skade, at de poetiske Lignelser saa ofte passe paa mere end een Ting ad Gangen.
Hvad mener De med Det? Har jeg ikke gjættet det? Jo saamænd har jeg saa; det var umuligt at tage feil af den Beskrivelse. Den Hat maa De beholde, Herre! Den klæder Dem fortræffelig, og passer Dem, som den var gjort til Dem.
Mener De Det? (Efter nogen Betænkning med et Suk.) Hvad skal den da koste?
Den Hat er idetmindste ti Rigsdaler værd, og om min egen Broder vilde have den, saa fik han den ikke ringere. Men det er det Samme, min Herre! Siden De alt har handlet saameget med mig, saa skal De have den for ni; jeg forsikkrer Dem, jeg profiterer ikke tre Mark ved Salget.
See her, jeg har just en Louis’dor i Lommen. (Afsides.) Gud veed, det er den sidste. (Høit.) Vil De lade mig faae den for den Priis, saa vil jeg da beqvemme mig til at kjøbe den.
Lad gaae, for det smukke Guldstykkes Skyld, og siden det er Dem. Nu skal De have saa mange Tak, og er der ellers Noget til Deres Tjeneste, saa behag at unde mig fremdeles Deres Næring. (Vil gaae, men kommer tilbage.) Men hør, et Ord endnu! Jeg er ellers ikke nysgjerrig, men uden Fortrydelse, hvad vil De egenlig med de mange Hatte? Det kommer mig jo rigtignok ikke ved, men jeg gad dog saa inderlig gjerne vide det.
Hvad jeg vil med dem? — Jeg vil have dem, fordi — fordi — fordi jeg er Libhaber.
Saa Herren er en Libhaber …
Af Hatte.
Af Hatte! Naa saaledes? — Ja Herre Gud, der gives mange Slags Libhaberier. Dette er vist et af de meest uskyldige, ja mænd er det saa. Naa nu skal De have saa mange Tak, og lev inderlig vel! (Afsides, idet han gaaer.) Det var altsaa en Libhaber.
Det var egenlig en dum Streg af mig. Kommer nu ikke Vexelen, saa er jeg forloren.
Nei min Herre er ikke her, han maa nok være paa sin Stue. (Vil gaae ind i Gjæstgivergaarden.)
Hei Henrik! hvor vil du hen?
Herre Jemini! Er det Dem, Herre? Jeg kjendte Dem sandelig ikke. Hvad er Det? De har vist kjøbt Dem en ny Hat!
Har du Brevet?
Brevet? Ja der er ikke mere Brev end bag paa min Haand.
Intet Brev! Ingen Vexel! Fordømt!
Har Herren kjøbt sig den Hat?
Hvad kommer det dig ved?
Det er, om jeg maa sige det, en gruelig Passion, som Herren er forfalden til. Man advarer unge Mennesker for Spil, for Drik og for Fruentimmer, men man glemmer at advare dem imod den farligste af alle Lidenskaber. Dersom jeg skulde sende et ungt Menneske ud i Verden, saa vilde jeg sige til ham: Spil saa meget du vil, drik saa meget du vil, forlib dig faa meget du vil, men lov mig helligt, (han bruder ud i en stærk Hulken) at du ikke vil kjøbe dig mere end een Hat om Aaret.
I min critiske Stilling kan jeg næsten ikke bare mig for at lee. Jeg troer, du er ikke rigtig klog.
Ak Herre, det troe altid unge Mennesker om de Ældre, som give dem gode Raad for Livet. Betænk dog, gode Herre, man veed vel hvor man begynder, men man veed sgu ikke hvor man ender. Lidenskaber ere som Sneeboldte; jo længere de rulle, desstørre blive de. Man maa qvæle dem i Fødselen, ellers voxe de En over Hovedet, ligesom alle disse Hatte.
Mel. af Preciosa: Eensom er jeg, dog ei ene.
1.
Herre, hvad skal Enden blive;
Tretten Hatte, Huer syv!
Man vil Øgenavn Dem give:
See, der gaaer den Hattetyv!
2.
Tænk Transporten: den vil stige
Til en uforskammet Priis,
Gjennem det westphalske Rige
Over Brüssel til Paris.
3.
Hvad er mellem Jordens Poler
Bedre vel end være fri?
Tænk, om Frihedens Symboler
Bragte Dem i Stutteri!
Jeg veed intet Bedre at svare dig paa alle dine skjønne Moraler end Følgende:
Mel. Ja ta’ mig Fan, er ikke det omøiligt.
1.
Hvergang jeg vanker
Her ved Boutiken,
Mit Hjerte banker
Ved Republiken
Af disse Hatte,
Som jeg betaler.
Mit Hjertes Qvaler
Du kan ei fatte,
Thi Fanden ta’ mig,
Naar jeg seer derhen,
Saa Maa jeg ha’ mig
En Hat igjen.
2.
Jeg saae forleden
Den lille sorte,
Og strax var Freden
I Hjertet borte.
Hvorom jeg talte,
Det hjalp mig ikke;
For mine Blikke
Sig Hatten malte;
Ja Fanden ta’ mig.
Det var en Gru!
Jeg maatte ha’ mig
Den Hat endnu.
3.
Men denne Morgen
Den store hvide
Opvalte Sorgen
Og Hjertets Qvide.
I den tilvisse
Boer al min Lykke;
Bestandig smykke
Den skal min Isse.
Ja Fanden ta’ mig,
Jeg fik den fat,
Jeg maatte ha’ mig
Den hvide Hat.
O Herre, De er en forstokket Synder! Saavidt troede jeg ikke, det var kommet med Dem. Nu vil jeg saamænd heller ikke spilde flere Ord paa Dem, thi naar en Lidenskab først er voxet til den Høide …..
Jeg veed hvad du vil sige.
Ja hvor kan De vide det?
Jo jeg har læst denne Tirade i en meget sjelden Bog. See der, (Han tager Hatten af, og giver ham den.) tag denne med dig, og læg den hen til de andre, og bring mig min Reisehue.
See saa, nu har vi da tretten. Naar vi sætte dem alle om eet Bord, saa døer den ene inden Aaret er omme. Hu! Denne hersens seer allerede ud som et Gespenst; man kunde blive bange for ham i Mørke.
Ti stille, og gjør hvad jeg siger.
Det Værste er, at han har Ret i hvad han siger. Jeg begynder næsten at skamme mig. Det er intet Under at Luise ikke synes om mig, naar hun seer min naragtige, min umandige Fremgangsmaade. Hvergang hun saaledes gaaer sin Vei, og lader mig alene med sin Fader, saa leer hun vist hemmelig ad mig. Havde jeg handlet med Mod, med Bevidsthed om min gode Hensigt, saa havde jeg vel fundet Leilighed til at aabenbare mig for hende, noen at gjøre mig latterlig ved at kjøbe alle disse Hatte. Men Kjærlighed er et forunderligt Amphibium, der lever paa eengang i to Elementer. Hos mig begyndte den som en lystig Tidsfordriv, men lig Sommerfuglen brændte jeg mig paa Lyset, hvorom jeg legede. Hvad Under om Luise endnu betragter mig med de samme Øine som før, uvidende om, at jeg ikke længere spøger med min Kjærlighed til hende, men at denne er bleven mit Hjertes alvorligste Attraa. Velan, fra nu af vil jeg ganske forandre min Opførsel; maatte det kun lykkes mig at udslette det Indtryk jeg allerede har gjort paa hende. De fordømte Hatte! Jeg var tilfreds, de var Pokker i Vold!
Nu Hr. Løve, tør jeg maaskee være saa dristig at spørge Dem, om De har faaet den omtalte Vexel, og om det var Dem beleiligt at hjelpe mig?
Nei min gode Hr. Vert, jeg har sandelig ikke faaet den endnu.
Ikke det? Det var da forbandet! Jeg veed, Gud hjelpe mig, ikke hvad jeg skal gjøre. Jeg har endnu idag en stor Sum at udbetale. Jeg er en forloren Mand, om De ikke hjelper mig. (Græder.) Ak Hr. Løve ! Det er, Gud straffe mig, Uret af Dem at sætte en skikkelig Mand i saa stor Forlegenhed!
Saa for en Ulykke! Nu græder han med. Fy skam Dem, Hr. Sering! Er det omstændigt for en Mand at græde for en saadan Bagatel? De er Deres Penge sikker nok.
Ja det kan vel være, men det er mig Fanden ikke ligegyldigt, enten jeg faaer dem idag eller om et Aar. Om De endda kunde give mig nogen Sikkerhed derfor?
Hvad Sikkerhed skal jeg stille Dem her, hvor jeg er fremmed? Det er mig jo meget lettere at skaffe Dem Pengene selv, end Sikkerhed.
Saameget bedre! Betal mig da Pengene ud!
De skal faae dem, siger jeg Dem endnu engang, men De maa give Tid, indtil jeg selv faaer dem.
Ja det er sgu en deilig Trøst, den.
See der, Herre, er Deres gamle Nathue, som De forlangte.
Hvad skal den Anstalt sige?
Ak Herre Gud! det er bare til Tidsfordriv. Jeg vilde kun vise Herren den nydelige Gruppe. See bare, den hvide Hat i Midten, og de tolv sorte der omkring, den hele Pyramide garneret med syv Huer. Det er Skade, det ikke er Nathuer.
Havde jeg paa det Samme min Stok ved Haanden, saa skulde du faae Svar som forskyldt.
Nei Fanden heller! Hvad skal det betyde?
Det skal jeg sige Dem, Hr. Vert! Vi vil hænge denne Indretning under Loftet istedenfor Lysekrone; thi der seer dog saa blot og bart ud i Deres Værelser.
Hold Mund, Slyngel, og gaa din Vei! — Nei, bliv et Øieblik. (Halv sagte til Sering.) Hør, De seer jeg er i Besiddelse af endeel Hattemagerarbeide. Jeg er kommen dertil paa en egen Maade, jeg kan nu ikke godt sige Dem hvorledes, men ligemeget, det er min Eiendom. De ønskede jo Sikkerhed for Deres Tilgodehavende. Jeg vil overlade Dem disse Varer. De indseer vel, at der stikker flere Penge i denne Samling, end Deres Regning beløber sig til. Der er tretten Hatte og syv Huer; behag at tælle. — Nu, hvad siger De? — Eller vil De hellere modtage dem i Betaling, og qvittere for Regningen?
Ja, det er rigtigt. Tretten og syv, alle splinternye, som om de vare blæste ud af Boutiken. Nei i Betaling ønsker jeg dog just ikke at tage dem, for jeg veed paa min Sjæl ikke, hvorledes jeg skulde ampligere dem. Men i Pant, i Sikkerhed for mit Tilgodehavende, ja det kunde lade sig høre. Nu saa vil jeg da med Taknemmelighed modtage denne udsøgte Samling, og opbevare den, indtil De har faaet Deres Vexel.
Det var mig egenlig kjærere, om De vilde afkjøbe mig det Hele.
Nu, det kan vi jo altid tales nærmere ved om.
Henrik, bring Hattene ind i Hr. Serings Stue.
Hvad med Synden kommer, med Sorgen forgaaer.
Mel. Menuetten af Don Juan.
1.
Nu skal De ha’ saamange Tak!
Bliv dog ei vred for Dette!
Her kommer alskens Rakkerpak;
Hvo kjender de Honnette?
2.
Ja De har ganske Ret, Hr. Vert!
Man være maa forsigtig.
Let kan man saae en dygtig Snert.
Ja vist, den Ting er rigtig.
3.
Nu er den hele Hatterad
Spiist op i dyre Domme:
Lad mig Dem sige Tak for Mad;
Min Herre, vel bekomme:
4.
Tænk dog, nu er den Hatterad
Spiist op i dyre Domme:
Lad os dem sige Tak for Mad!
Min Herre, vel bekomme!
Hr. Kjøbmand Billing! Hr. Kjøbmand Billing! er han ikke her!
Hvad er paafærde?
Der er kommet et Brev med Postsmakken til Hr. Kjøbmand Billing, og det har den grueligste Hast dermed. Madamen sagde, at han var her.
Ja det er han ogsaa. Giv mig Brevet, jeg skal flye ham det.
Nei det tør jeg ikke, jeg skal levere det i hans egne Hænder.
Hr. Billing! her er En som vil tale med Dem.
Jeg skal hilse fra Madamen, og flye Husbond et Brev, som er kommet i dette Øieblik med Smakken.
Skam saae jeg, om jeg vidste at Smakken var kommen! Mon den ingen Gjæster skulde bringe mig?
Hils og siig, det er godt, og at jeg kommer hjem til Theevand.
Nu hvad mon det kan være?
”Til velbyrdige Hr. Jonas Billing, velmeriteret Kjøbmand i Korsør; manu mea propria,” det vil sige, i egne Hænder; ”cito, cito, cito,” det vil sige, med den størst mulige Gesvindighed at besørge. (Aabner Brevet.) ”Nyborg den 1ste Juni.” — Ah det er fra min Correspondent i Nyborg. Han pleier gjerne at lade mig vigtige Nyheder vide. (Læser sagte.) O Himmel, hvad seer jeg! Hjelp! Hjelp! Jeg faaer ondt! Jeg døer!
Guds Død ! her maa hurtig Hjelp! (Render hen til Hattemagerens og raaber derind:) Hovedvand! Hovedvand! Og en Barbeer! — Ak det er sandt, jeg gaaer sgu feil af bare Skræk og Besippelse. (Raaber ind ad sin egen Dør) Hovedvand! Og en Barbeer! Hurtig! Hr. Billing synger paa sit sidste Vers.
Hvad er det? Hvad er det?
Hovedvand, siger jeg, Hovedvand!
Nei jeg vil intet Hovedvand have. Lad mig faae en Snaps, det er bedre.
En Snaps Bitter! Eller dobbelt Courage!
Ah det lindede!
Har De havt en ubehagelig Efterretning?
Jeg tager inderlig Deel i deres Sorg.
Ak nei! Ak nei! jeg daanede af lutter Glæde.
Af Glæde?
O mine Venner! Hvordan skal jeg skildre jer mine Følelser? Jeg kan næsten ikke tale. Ba — Ba — Ba — Ba — Baron Goldkalb kommer til Korsør.
Hvorledes?
Nei nei, han ko — ko — ko — ko — kommer ikke.
Hvad nu?
Nei nei, for han er aller-aller-allerede kommen.
Er det muligt!
Læs selv, jeg er saa angreben, at jeg kjender ikke et Bogstav.
”Nyborg den 1ste Juni 1825. Høistærede P.M.! En ligesaa vigtig som væsenlig og vigtig Nyhed er arriveret. Hr. Baron von Goldkalb er arriveret, og gaaer til Korsør med Postsmakken i dette Øieblik, hvor han agter at tage ind til Herr Sering …”
Hvad hører jeg!
”Endskjøndt han reiser over Land, saa foraarsages det, efter Forlydende, af den Grund, at Dampskibet ikke kan bære den store Qvantitet af det meget Sølv og Guld som han fører med sig i Mængde, eftersom Postsmakken skal gaae 41 Gange frem og tilbage dermed. Han reiser incognito, og uagtet han ikke har villet give sig tilkjende, har man dog kjendt ham paa alle Steder ved den overordenlige Rutten med Penge og den ædelmodige Gavmildhed, hvormed han overalt har viist sig gavmild og ædelmodig. Han har vel Intet givet til de Fattige, men han har ophjulpet den indenlandske Industrie, ved allevegne at betale for alle Artikler ti Gange mere end Noget er værdt. Saaledes gav han ti Louis’dorer for en Hat i Assens...”
Ak om det havde været hos mig, han havde kjøbt den!
” … og her i Nyborg een Rigsbankdaler for et Glas klart Vand, som endda var temmelig muddret. Her glædede han kun en halv Time med sin Nærværelse, desværre; og uagtet han kom ved høilys Dag, var Byen dog ikke illumineret, thi eftersom det ikke var mørkt, vilde vi ret gjerne have gjort det; men deels kom han som en Nysen, deels gik han, ja man kunde næsten sige: som en Nysen; ja han gik endog værre end han kom, nemlig som Juleaften paa Kjellingen. Jeg faaer ikke Tid til at stride mere, jeg vil derfor blot i største Hast tilføie, at jeg herved har den Ære at give Dem Efterretning om denne vigtige Efterretning. De frabedes at undskylde, at mit Brev er ganske vaadt” — (seer paa det.) nei det er saamænd tørt — (læser) ”men det skal afgaae saa varmt som det kommer af Pennen, og da jeg nu ikke har Strøsand ved Haanden, med hvilken jeg har den Ære at være for et Exempels Skyld Deres Velbyrdigheds allersomlydigste Tjener: Søren Tagerup, Speculant ved Hvalfiskefangsten i Nyborg.” — Nu mine Venner, hvad siger I hertil?
Baronen vil tage ind til mig! Og jeg som ikke var forberedt paa denne Ære! Gesvindt! bring Alt i Orden! Gjør hele Huset istand til Baronen, paa Herr Løves Kammer nær. Jeg selv flytter ud af mine Værelser. Jeg kan boe i Kjøkkenet, eller i Stalden, eller paa Hønsehuset, ligesom det kan træffe sig. Hurtig, hurtig! her er ingen Tid at spilde. Hei det er sandt! Sæt Lys i alle Vinduer, vi vil gjøre det bedre end Nyborgerne. Hør veed I hvad, Mester Jørgen, I maa ogsaa illuminere. — Afsted afsted!
Jeg iler hjem for at tage min Uniform paa. Dersom man turde lade Allarmtrommen gaae eller Stormklokken ringe, saa kunde man endnu faae Borgerskabet samlet. Men jeg vil idetmindste skrabe sammen alle de Mennesker jeg kan finde.
Aa tag mig med ! Jeg kan hverken staae eller gaae.
Er det ikke her?
Jo her er Gjæstgivergaarden. Der staaer just Verten.
Kan jeg faae et Værelse, Herr Vert?
Et Værelse? Hvem er De?
Hvad kommer det Dem ved? Jeg er, som De seer, en Reisende, og kommer fra Kjøbenhavn.
Ja saa maa De undskylde. Jeg har ikke Plads, hele Huset er optaget af en fornem Reisende, som ventes i dette Øieblik.
Ja saa er det ikke mere end billigt, at jeg trækker mig tilbage. Maa man spørge, hvem den høie Person er, ifald han ikke reiser incognito?
Jo vist gjør han det, men mellem os sagt, det er Baron Goldkalb fra Frankfurt.
Er De fra Forstanden?
Nei jeg er sandelig ikke.
Hvad skulde han gjøre her?
Om Forladelse, De er nok født igaar, Herre! De læser vel ikke engang de tydske Aviser? Ha ha ha!
Maa jeg da spørge Dem, om der ikke boer i Deres Huus en Hr. Løve fra Kjøbenhavn?
Jo desværre for mig, thi han fylder kun Pladsen op til ingen Nytte ved denne kostbare Leilighed. Dersom han blot havde betalt sin Regning, saa skulde han snart faae Lov at fortrække. Men jeg har ikke Tid at staae her og snakke. Farvel, min kloge Kjøbenhavner! (Gaaer.)
Jo Herre, det er rigtignok sandt! Vi har Efterretning om Baronen. Han har kjøbt en Hat i Assens, og givet ti Louisd’orer for den. Ja jeg maa sandelig ind, og stille alle mine Hatte i Orden, for ifald han skulde ville have een endnu. (Vil gaae).
Gud veed hvad det kan være for en Maskerade. (Til Jørgen.) Aa hør, inden De gaaer, kan De ikke gjøre mig den Tjeneste at sige mig, hvor jeg da kunde logere her i Byen?
Her er saamænd ingen flere Vertshuse. Men hør, veed De hvad? Ifald De vil tage tiltakke hos mig, saadan som Leiligheden falder, saa skal De være velkommen.
Med Fornøielse, ifald De vil tillade mig at jeg maa vise mig erkjendtlig for Deres Uleilighed.
Ja det kommer vi nok ud af. (Til Drengen.) Bring Herrens Tøi herind ! (Drengen gaaer derind). Vil Herren behage at opholde Dem et Øieblik her i Boutiken, saa skal Deres Værelse strax være færdigt. (Raaber:) Luise!
Tak! Jeg vil sætte mig her paa Bænken saa længe.
Som De behager. (Raaber:) Luise! (Gaaer ind i Boutiken, Drengen kommer tilbage, og gaaer.)
Altsaa der boer min Brodersøn, og har ikke betalt sin Regning. Man siger: hvem Gud skjænker Børn, skjænker han Sorger; man kunde lige saa gjerne sige: hvem han giver en Brodersøn, ham skaffer han Udgifter. Eduards Brev til mig har ret foruroliget mig; jeg tænkte, det var rigtigst at reise selv herned, for at erholde nøiere Efterretning om hans Tilstand. Han skriver om en Pige, som han har forelsket sig i, og for hvis Skyld han har gjort Opoffrelser, men han nævner hverken hvori disse Opoffrelser bestaae, eller hvem Pigen er. Jeg maa see alt Dette med egne Øine.
Mel. af Operetten La Romance: Belle cousine, un être aimable et doux.
1.
Hvis man kan troe hvad ofte nok er sagt,
En Onkel pleier let forglemme,
At han har dyrket Kjærlighedens Magt,
Og lyttet til Musernes Stemme.
Han bliver barsk, bliver vranten og sær,
Vil for hver Ungdoms-Daarskab skjænde:
At dog en anden Sort af Onkler er.
Sig vise skal ved Farcens Ende.
2.
Skjøndt jeg er Onkel, ung er dog min Aand;
Jeg har ei glemt min Ungdoms Dage,
Dengang jeg gik i Amors Ledebaand,
Og søgte forgjæves en Mage.
Den Tid var spildt, derfor tænker jeg paa
At huldt forene disse Tvende:
Vist nok, at jeg en Onkel er som Faa,
De vidne skal ved Farcens Ende.
Men hvad er dog det for en mærkværdig Figur, som der kommer anstigende? Nu troer jeg sandelig, at den goldkalbste Maskerade begynder.
Ja ich skal Gott strafe mig lære jer mores, I verfluchte Gassenjungen! Kan I inte lade en stille Mand gaae in Frieden? — Ach mein Herr! Wollen Sie nicht meine Salvegarde sehn? Die Gassenjungen schmeißen mich mit Roth.
Men seer jeg ret? det er jo Salomon Goldkalb fra Hamborg!
Ist’s die Möglichkeit? Det er Hr. Leve fra Kefenhavn, som ich har den Ehre at tale med. Ach vi har sgu gjort mangen Handel mit enander.
Og husker jeg ret, saa har jeg endnu nogle og tredive Daler tilgode hos Dem.
Ach det husker De bestimmt feil i!
Nei saamænd gjør jeg ikke. Jeg har vist endnu Obligationen.
Ach waih mir! Hvor skulde ich tage de Penger fra? Ich bin ein ruinirter Mann! Ich habe keinen Heller mehr! Alles verloren!
Hvad vil De da her?
Gott im Himmel! Ich will see Kefenhavn engang endnu, inden ich deer, och om muligt fertjene der en Par Daler. Ich er gaaet den ganske Vei paa min Fod, Gott strafe mich wenn es nicht wahr ist. Ich har handlet med Benderne po Landet, und har dem keft deres gamle Silfpenger af, und Pigerne deres fergildte Mützer.
Det var vist en god Handel.
Als ich soll glücklich seyn und gesund bleiben! Ich habe nicht so viel verdient als das trockne Brod. In Odense er ich blesen bestohlen, niederträchtig bestohlen.
Men hvad betyder denne Dragt?
Ich har Gott strafe mich ingen anden, denn alle mine gamle Kleer er stohlen fra mich. Ich hatte keft denne in Rendsburg af en Mand, som har den brugt paa en Maskerade; ich troer han stellte Apollo vor i den unterbrochene Opferfest, eller Kongen af Brasilien i: Stakket Dands er snart sprungen.
Gik Apollo og Kongen af Brasilien ogsaa med Nathue?
Schweigen Sie still! Ich ärgre mich. Min Hat er mig blæst af Hovedet paa Postsmakken; es war ein gewaltiger Storm und ein ganz neuer Hut, som ich essen havde tustet mig til in Assens. Ach ich kann Dem fersichre, daß ich har haft so mange Malheurs von Unglück paa den vermaledeite Reise, at ich min Seel kan gife Stof til en heel Schicksals-Tragödie. Heren Sie mal zu und schaudern Sie, wenn Sie Courage haben, ich will es Ihnen verzählen.
Mel. af Azemia: Aussitôt que j’aperçois.
1.
Ich wohnt’ in Odense bey Holk,
Die Leut’ er meget vakkre.
Da kam der En as Dereses Folk,
Und vilde mit mir schackkre.
Det tidlig var, men Morgenstund’
Ei altid bringer Gold im Mund’.
Ich lag im Bett, mich rolig strachte,
Sorglos, und an nichts Beses dachte.
Doch fer ich mich fersaae, han neer
Zur Treppe war mit mine Kleer.
2.
Nun sprang ich splitternackend op,
Men han var uden Døre;
Ich hatte Schjorten po min Krop,
Und weiter nichts, ich schwöre.
Zum Glück lag noch min Silfmoors-Tracht
Im Koffer zierlich eingepackt.
Den trak ich po, gik over Vandet,
Men midt po Belten reent forbandet
Mich Vinden tog i Nakken fat,
Uno fløiten gik min Silkehat.
3.
Dit Uheld, stakkels Mand, er stort,
Jeg meget dig beklager.
En Hat kan du dog let faae gjort;
Her boer en Hattemager.
Viis dig mod Skjæbnen som en Helt!
Ach waih mir! Denn ich hab’ kein Geld.
Hvad den dig koster, jeg betaler.
Ist’s möglich?
Der er ti Rigsdaler.
Ja Leven er et edelt Dyr, Und De, min Herr, en prächtig Fyr. Gott im Himmel! Ich skal Dem vel engang fergjælde for al Deres Godhed imod mig.
Hvad for Noget? Vil De ovenikjøbet forgjælde mig?
Ja ich mener, ich will es Ihnen vergelten.
Men siig mig, har De aldrig før været i Korsør?
Nei aldrig. In gamle Dager ging ich immer mit den Paketboot. Men mit de nie Dampfschiffe will ich mig inte indlade; den der Dampf er akkerat som Pulver; han springer i Luften mit en Knald.
Ja naar De ikke har været her før, saa vil De snart faae Øinene op. De skal see, De vil finde her en Modtagelse, som vist aldrig før er mødt Dem.
Gott steh’ mir bey! Was soll das heißen?
De veed altsaa ikke, hvor gunstig man her er stemt mod Folk af Deres Nation?
Was sagen Sie mir da?
De vil snart faae det at see. Ifald der skulde blive skudt med Kanoner, saa er det til Ære for Dem.
Das verbitte ich mir, ich habe das Kanonenfieber.
Skulde Byen blive illumineret, skulde der blive givet Dem Serenader, o.s.v., saa lad Dette ikke forundre Dem, thi det er, om ikke til Deres Fordeel, saa dog til Deres Ære.
Aber ich bitte Sie um Gottes Willen, Wie gaaer den Ting til? Po andre Stellen har de jo villet stege und brenne uns, und hier ....
Stille! Jeg hører Folk komme. Jeg kan ikke sige Dem mere. Lad, som De ikke kjender mig, jeg vil gjøre ligesaa ved Dem.
Ach Hr. Leve, verlassen Sie mir nicht! Ich zittre over al den Ehre. Heren Sie mal, en Ord unter uns. Det er dog vel inte Frimureri? Von die Maisons, meine ich.
Vær ubekymret og stol paa min Beskyttelse, ifald De skulde behæve den. (Gaaer ind til Hattemagerens.)
Er ist schon fort. Was soll ich thun? Na, Hr. Løve ist en ehrlicher Mann, er will mich gewiß nicht anführen. Ich kann ja die Komödie en bischen ansehen; vielleicht ist was dabei zu profitiren.
Jeg tør bande paa, han er der allerede.
Ja der er ingen Tvivl om; og han er Gud straffe mig klædt i Sølv.
Ja sagde jeg det ikke nok?
Nu maae vi til at tydske.
Nun geht’s schon los.
Höchstehrte Hr. Baron!
Det er galt! (Til Salomon.) Hochgeborenster Hr. Baron!
Sapperment! Sie haben mich schon zum Baron gemacht.
Unsere Frohheit ist gränzelos …
Tal De kun Danske! Ich ferstaaer Deres Sprog.
Er det muligt …
Saa stor en Naade …
Ich har den lært paa Sprogø, wo ich maatte gaae in Land for den contrarie Vind. Den Ø hedder Sprogø, fordi man der beginner at studere Sproget.
Hvilket Nemme maa ikke Hr. Baronen have!
Det smerter os at høre, at Hr. Baronen har havt en ubehagelig Overfart.
Ich glaube, Gott strafe mich, daß sie mich mit meinem Namensvetter in Frankfurt verwechseln. (Høit.) Ja den var so so.
Men vil Hr. Baronen staae her paa Gaden? Behager De ikke at træde ind i Vertshuset?
Det hele Huus er til Deres Befaling.
Den hele Huus der?
Ja Hr. Baron!
Det er en smuk Huus.
Behag at træde ind.
Na, warten Sie nur. Ich maa ferst ind til den Hattemager for at keve mich en ni Hat.
Hei Mester Jørgen! Mester Jørgen!
Baronen vil kjøbe en Hat hos Dem.
Allerunderdanigste Tjener! O hvilken Lykke for mit ringe Huus! Vil Hr. Baronen gunstigst umage sig ind i Boutikken. (Afsides). Jeg er sikker paa mine ti Louisd’orer.
Lad os imidlertid give Sering Efterretning.
Ja hurtig, hurtig!
Hr. Sering! Hr. Sering!
Hvad er det? Er han kommen?
Ja gu er han saa, og De har forsømt at tage imod ham.
Hvad for Noget? Hvor er han da?
Vær kun rolig, han er blot gaaet ind at kjøbe sig en Hat hos Mester Jørgen.
Er det muligt! (Raaber). Heida! Alting i Orden! Stik Bollerne paa Suppen! Og naar jeg giver Tegn, saa lad Trompeterne blæse op!
Jeg og Hr. Billing vare de Første til at complimentere ham. Vi saae vist Hver en Gulddaase.
Ja med Ducater i.
Eller idetmindste med en Snuus fra Frankfurt.
Man mærker nu altid paa jer, at I er Tobaksspinder. Naar I har Uniform paa, saa maa I reent glemme alle Tobacksnykker.
Naa hvordan er han at tale med?
Særdeles naadig!
En charmant Herre!
Og han taler Dansk …
Som En af os taler Tydsk!
Stille! han kommer!
Giv Agt! Retter eder!
Det ger mich sgu ondt, at ich har ham den Uleilighed gjort. Men ich kan ingen sorte Hatter bruge. Ich muß einen weißen habe. Han seer det ja vel ind: ich bin so weiß angezogen Wie die Unschuld, und die Unschuld verträgt keinen Flecken, und ich kan inte ferdrage sodanne sorte Contraster paa min Hoved.
Det er da ogsaa som det var forhexet, at jeg just skulde sælge min eneste hvide Hat for lidt siden.
Ja det er verhext, det er verhext, men was soll ich dabey thun? Es geht mich nix an.
Jeg troer dog, jeg veed et Raad: Hr. Løve overlader mig vel den hvide Hat, som han kjøbte af mig. (høit.) Dersom Hr. Baronen blot vilde have den Naade at vente et Øieblik, blot saalænge til De har spiist, saa skal de faae en hvid Hat, som er i Arbeide, og som skal være færdig inden et Qvarteer.
Nun ja, solange kan ich noch see det an. Vil han da sende mig den over po Huset?
Skal ikke manquere.
Inderlig føler jeg mig smigret over, at Hr. Baronen vil unde mit ringe Huus Deres Næring.
Men det ger ham Ferneielse, so er det mig en Ferneielse.
Fortræffeligt svart!
Altid et pikant Svar ved Haanden
Naar Baronen befaler at gaae til Taffels, saa er den serveret.
Ja, je eher je lieber, denn ich bin so hungrig at Tarmene mig skrige.
Heida Musikanter, spil op!
Potz Wetter! Es ist kein Zweifel dran, sie verwechseln mich mit meinem Namensvetter i Frankfurt.
Ja saadan skal det være. Min Datter maa gaae over til den unge Hr. Løve, og bede ham derom. For hendes Skyld gjør han det nok. (Gaaer.)
Hvilken Hurlumhei ! Det er ikke muligt at holde ud derinde. De sige, at Baron Goldkalb fra Frankfurt er kommen, og at de til Ære for ham maae vende op og ned paa hele Huset.
Herre, jeg har et ypperligt Raad at give Dem.
Nu, og det er?
Her er kommen en forbandet rig Jøde hertil …
Jeg har hørt det.
Ja men har De hørt, at han er kommen fra det Indre af Afrika, og har over tredive Kameler med sig, ladede med Guld og Ædelstene?
Nei det har jeg rigtignok hverken hørt eller seet.
Til end ydermere Bekræftelse maa Herren vide, at han er kulsort som en Morian.
Hille den sorte Jøde!
Han exstimerer Penge ikke mere end om det var Snavs. I Assens har han givet tusinde Rigsdaler for en Hat, som ikke var fem værd.
Og du troer virkelig paa disse Ammestuefortællinger?
Det er ganske vist, jeg har selv seet Hatten.
Ja hvad beviser det?
Hvad det beviser? Jeg kunde jo ikke have seet Hatten, naar den ikke var der.
Et ypperligt Beviis!
Ja Herre, skjøndt jeg ikke har studeret, kan jeg dog gjerne føre et Beviis, men jeg er ingen Tingstud, jeg vil være ærlig, og tilstaae, at jeg dog rigtignok ikke har seet Hatten.
Aa det er saamænd ligemeget.
Jeg har vel ikke seet Hatten, thi den var blæst fra ham paa Beltet, men jeg har derimod, saa vist som jeg staaer her, hørt En af Gaardskarlene fortælle, at han selv har seet Nathuen, som Jøden tog paa, da Hatten blæste af ham.
Ja det er en anden Sag. En af Gaardskarlene har seet hans Nathue; altsaa maa han have givet tusinde Rigsdaler for en Hat i Assens. Er det ikke saa, at du mener?
Jo, og det veed jeg, er ligefrem.
Du er selv en Nathue, og jeg veed ikke, hvor jeg faaer Taalmodighed fra til at høre paa din Pølsesnak.
Vil Herren da ikke høre mit Raad?
Hvis det ikke er bedre end dine Beviser, saa forskaan mig for det.
Da kan jeg forsikkre paa, at det er meget godt. Herren kunde jo altid høre det. Gjør det ikke Ondt, saa gjør det heller ikke Godt.
Ja det er just det, jeg frygter for.
Nei jeg fortalte mig, jeg vilde sige: gjør det ikke Godt, saa gjør det heller ikke Ondt.
Saa siig da hvad du har at sige, men fat dig i Korthed.
Herren skulde' aabenbare sig for den rige Jødetamp, og bede ham om hundrede tusinde Rigsdaler. Saa var vi ude af vor Knibe, og havde endda Noget tilovers.
Ha ha ha! Slap det saaledes ud!
Ja ja, det er ikke saa dumt endda. Han siger saamænd ikke Nei, han afstaaer ingen Begjæring.
Nu har jeg gjort dig den Tjeneste at høre dit Raad; gjør mig nu den Tjeneste at gaae din Vei.
Herren maa ikke blive vred. (Nærmer sig igjen.) Ifald De synes at hundrede tusinde er en altfor grov Begjæring, saa kunde De jo bare bede om et Par Millioner; det kan da ikke rungenere ham.
Pak dig!
Aa Herre! For Guds Skyld! saa bed ham i det mindste om to hundrede Rigsdaler. Saa komme vi ud af det til Nød. Vi skylde hundrede paa Vertshuset, og med det andet Hundrede kan vi komme til Hamborg, og faae Forstærkning.
For sidste Gang, gaa din Vei!
Naar jeg ikke vidste det bedre, saa maatte jeg troe, at den Skjelm vilde gjøre Nar af mig.
Det er en slem Commission, min Fader har givet mig. Jeg skjælver som et Espeløv. Hvad maa den fremmede Herre tænke, naar han hører, at jeg vil tale med ham? Og mon jeg vil være istand til at skjule for ham hvad jeg har gjort mig saa megen Umage for at holde hemmeligt? Jeg vil see at faae fat paa En af Tjenerne, og lade ham kalde herud. Hvad vil han tænke, naar han seer, det er mig! (Idet hun vil gaae, møder hun Eduard.) Gud! der er han jo!
Er det over mig, Jomfru, De bliver saa forskrækket?
Nei! tvertimod! Det er netop Dem, jeg søger.
De vil tale med mig? Hvilken gunstig Stjerne tør jeg tilskrive denne Lykke?
Jeg har en Bøn til Dem.
En Bøn? Den er allerede opfyldt, thi De vil vist ikke bede mig om Noget, som er mig umuligt.
Nei det er langt fra! Det, jeg vil bede Dem om, er Dem let muligt.
Hvor vil jeg være lykkelig ved at kunne vise Dem en Tjeneste! Men Lige for Lige! De maa vide at ogsaa jeg har allerede længe gaaet med en Bøn paa Læberne, en Bøn som kun De kan opfylde, De og ingen Anden.
Maa jeg høre hvad det er?
Vær saa god, siig De først Deres Begjæring, siden kommer jeg med min.
Jeg er ganske forlegen derved; det er saadan en underlig Begjæring.
Troer De, jeg er mindre forlegen ved min? Underlig er den vel ikke, idetmindste synes den mig ikke saa.
Ja saa maa De først sige mig Deres; det vil give mig Mod til at komme frem med min.
Velan, jeg vil forsøge det.
Mel. Reposons nous ici tous deux.
1.
Det, som min Læbe stammer svagt,
Har dig forlængst mit Øie sagt.
O hvis du kjender Elskovs Magt,
Saa veed du hvad jeg har at sige!
Lyt kun til al Naturens Rige:
Hør, Fuglen synger det i Qveld,
Hør det i Luft, i Kildevæld!
Og du vil spørge mig endnu?
Du veed det, du veed det!
Min Hemmelighed kjender du.
2.
Det, som din Læbe stammer svagt,
Har mig forlængst dit Øie sagt.
O hvis du kjender Elskovs Magt,
Saa veed du hvad jeg har at svare!
Hvad kan jeg meer dig aabenbare?
Lyt til hver Klang i Skov og Krat!
Ved lysen Dag, ved mørken Nat!
Og du vil spørge mig endnu?
Du veed det, du veed det!
Min Hemmelighed kjender du.
3.
Hvad du mig sagde huld og øm,
Alt længe var mit Hjertes Drøm;
Jeg hørte det i Luft, i Strøm;
Tidt spurgte jeg derom i Dalen,
Og Svaret gav mig Nattergalen.
O men du selv nu svarer mig!
Huldt toner det: jeg elsker dig!
Jeg vil ei spørge meer; o nei!
Jeg veed det, jeg veed det!
Din Hemmelighed kjender jeg.
Min Luise! O hvor længe har dette Øieblik været mit Hjertes uafbrudte Ønske! Men jeg vovede neppe at haabe paa det. Den Kulde, som du viiste mig, den Ligegyldighed, jeg troede at spore hos dig …
Jeg troede, De vilde kun have mig tilbedste. Det forekom mig saa besynderligt at De saa ofte kom ind i Boutiken, og kjøbte saa grumme mange Hatte.
Jeg veed det, jeg bar mig taabelig ad.
Nei det vil jeg ikke sige. Men jeg troede, De var en rig Herre, som det ikke kom an paa at kaste Penge bort, naar han derved kunde have en stakkels Pige til Nar, og mit Hjerte sagde mig, at det ikke kunde være mig ligegyldigt, om De forlod mig lige saa uventet som De var kommen.
Jeg forlade dig, min Luise! Nei aldrig! Og for at give dig et Beviis paa Redeligheden af mine Hensigter, saa viid, at jeg nu ikke længer vil reise udenlands, som jeg først havde bestemt mig til. Jeg vender tilbage til Kjøbenhavn, og henter min Onkels Samtykke til vort Ægteskab.
Mener De det virkelig?
Ved Alt hvad helligt er! Men siig Du til mig, og lad dette Kys …
Nei, hvad tænker De paa! Her paa offentlig Gade! Vor lille By vilde jo have Stof til Samtale i hele Maaneder.
Du har Ret. Lov mig da blot at du vil sige Du til mig.
Jeg vil gjøre mig Umage derfor. Og nu, Tjenerinde indtil videre! (Vil gaae.)
Luise! Bliv dog! Du havde jo en Begjæring til mig.
Gud! det er sandt! Jeg glemmer reent mit Ærinde. Det er Deres Skyld, De har gjort mig forstyrret i Hovedet.
Jeg vil udsone min Brøde med tusinde Kys paa disse Hænder.
Bevares! Det gaaer ikke an. Jeg tør ikke staae her længere. Altsaa to Ord saa gode som hundrede: Den fremmede Baron, som boer derovre, vilde kjøbe en hvid Hat hos min Fader; men da han har solgt Dem den sidste, han havde, saa beder han Dem om at være saa god at overlade ham den igjen; han vil gjøre Dem en ny, eller give Dem Deres Penge tilbage. Ikke sandt? De gjør det, maaskee for min Skyld? Og vil De være meget artig, saa bringer De den maaskee selv over; saa faaer jeg Dem at see med det Samme; jeg troer, jeg har endnu Et og Andet at sige Dem. Farvel! De behøver ikke at svare mig; jeg vil intet Nei høre af Deres Mund.
O min Gud! Det Første, hun beder mig om, skal jeg ikke være istand til at opfylde! Den fordømte Hat! den staaer i Pant hos Verten tilligemed alle de andre. Hvilken Djævel fristede mig til den Handel! Men hvor kunde jeg vide? … Dog der falder mig et Middel ind. Ja jeg vil følge Henriks Raad. Hr. Goldkalb maa laane mig hundrede Rigsdaler. Jeg vil gaae derind — dog nei, det gaaer ikke an; han sidder tilbords. Nei jeg vil skrive ham et Par Ord til, og lade Henrik give ham dem, naar han er staaet fra Bordet.
Saa, nu er det gjort! Ja det vil sikkert lykkes. (Seer Henrik, og springer op, og omfavner ham.) O Henrik ! kjære Henrik! Dit Raad er fortræffeligt. Jeg har skrevet til Goldkalb om Penge. Bring ham dette Brev, saa snart han er staaet fra Bordet.
Naa seer De, Herre, den Plan var ikke saa gal? Først blev De vred, men nu indseer De dog selv . . . .
O jeg vidste ikke den Gang hvad jeg nu veed!
Hvad da?
Ingen Ting! Besørg nu bare ordenlig din Commission, du skal nok blive belønnet derfor.
Seer man Det? Først vrager man mine Raad, og siden tager man dog tiltakke med dem. Nu gad jeg nok vide, om min Herre har fulgt mit Raad i dets hele Omfang. Mon han ogsaa har forlangt de fulde hundrede tusinde? Nei jeg er bange for, at en falsk Beskedenhed har forført ham til at slaae Noget af. (Trompeter inde i Vertshuset.) Hille en Ulykke! Nu staaer Jøden fra Bordet. Jeg maa passe mit Snit. Jeg tænker vel, han giver mig Drikkepenge for mit Ærinde.
Borgere, latterlig pyntede, nogle i Uniform, komme farende ind med deres Koner og Børn, og med Musikanter i Spidsen, og stille sig udenfor Vertshuset.
Mel. Bombelles Vals, 1ste Reprise.
1.
Held Held Held os! En Folkefest!
Gold-Gold-Goldkalb, den høie Gjæst!
Nu nu nu lad os vise ham
At vi kan prise ham
Alle som bedst.
2.
Flet-flet-fletter en Borgerkrands!
Spil-spil-spiller en lystig Dands!
Stort stort stort jer betaler han,
Hundrede Daler han
Giver tilmands.
3.
Vi vi vi skal min Salighed
Nok nok nok faae hans Pung paa Gled.
Jo jo jo vi skal plukke ham,
Om vi saa hugge ham
Rødderne ned!
4.
Ja ja ja vort Korsør det kan
Vist vist vist som hvert andet Land
Godt godt godt bruge Pengene;
Vi ere trængen’e
Til dem forsand!
5.
Lad lad lad dem i Kjøbenhavn
Ei ei ei saae det hele Gavn!
Vi vi vi ta’er Avancerne,
Lad saa Financerne
Lide det Savn!
Fy for en Ulykke! Er I fra Forstanden? Er det en Vise at synge? Om I ogsaa tænke saadant Noget, saa burde I dog være saa kloge ikke at sige det. Jeg haaber med Guds Hjelp, at Baronen ikke har forstaaet et Ord af hvad I sang. Han kommer strax herud; lad mig saa see, I bære jer fornuftig ad. Og i samme Øieblik han kommer, saa gjør som jeg har sagt jer! Istemmer den Sang, som hiin store Digter har skrevet til Melodien af den gode, gamle, velbekjendte, patriotiske Tappenstreg; det er det meest passende Stykke, hvormed vi kan opvarte saadan en Mand. Hei begynd, begynd, Baronen kommer!
Mel. Tappenstreg.
Velkommen, store Mand, hertil!
Velkommen, velkommen til Staden vær!
Med Trommer og Piber og Sang og Spil
Vi hilse Dem paa Gaden her.
De Store komme til os Smaa;
Men det er Skam at De skal staae!
Nei, vær saa god at sætte Dem ned,
Thi Visen varer en Evighed.
Stille! stille! Det er sgu meer end nok! Ich kan inte tole den Støi af Instrumenter und Trommer und Piber i min Hoved. Ich ger inte noget af Rossini. Han er so fertærsket.
Stille! Stille! For Fanden! Baronen vil ikke høre Mere.
Ja mine Venner, ich skal see hvad ich kan gere. Ich mutz ferst gere min Regnstab op, und wat ich faaer tilovers, det skal ich sætte in Deres Tobaksavl, in Deres Lisespinderi und in Deres Faaresteveri. (Tager Eduards Brev frem.) Her fik ich even en Ansegning om hundert Daler, det er nu en Pagatel. (Afsides.) Der Brief ist Eduard Leve unterschrieben; ich muß mit Herrn Leve darüber sprechen. (Høit.) Ich kommer strax igjen; ich vil kun ind til Hattemageren, und here, om min Hat er fertig. Ich schäme mich, Gott strafe mich, at staae mit Nachtmuße in sodan en Folksfersamling.
Naa det gik saamænd bedre end jeg havde troet. Baronen er endnu ganske naadig, nagtet alle de Dumheder, som I have begaaet i hans Paasyn.
Det er fra min Brodersøn! Den Fusentast! Hvilken Ubesindighed! Dog, jeg vil endnu en kort Tid være Vidne til denne Maskerade. Jeg vil lægge to hundrede Rdlr. i Brevet, og lade Salomon flye ham det.
Mon Jøden ikke skulde give mig Svar? Jeg vil stille mig her, saa mit Liberi kan falde ham i Øinene naar han kommer.
Ja ja min Ven, nær Hatten er fertig, so faaer ich den und damit Basta!
Jeg staaer som paa Naale, for at Hr. Løve skal holde sit Ord.
Er det ikke den Tjener, som gav mig en Ansegning?
Jo det er, Deres Velærværdighed !
Sin Herr har mig ansegt om hundert Daler. Veed han vel, det er verdammt wenig?
Ja det er omtrent hvad vi kalder paa Dansk at det er forbandet lidt. Det er ogsaa min Mening, Deres Velærværdighed!
Hundert Daler, det er so viel wie nix.
Ja det er mine Ord.
Hils sin Herr, und siig ham, ich kan ham inte gife de hundert Daler, denn det hjelper ham gar nix.
Død og Pine! (Høit). Jo, Deres Høiærværdighed, hundrede Daler er dog altid Noget.
Nei det er sgu inte Noget.
Jo saa tilforladelig er det saa!
Halt's Maul und laß mich reden! — Hils sin Herr, und siig, at ich sender ham hier to hundert Daler, fordi ich sines at det er dobbelt saa godt for ham.
Jeg takker Deres Durchlauchtighed underdanigst. (afsides.) Aa gid han havde forlangt Mere! (til Sering.) Kom saa med! min Herre vil strax betale Dem.
Med allerstørste Fornøielse!
Jeg maa virkelig over og tale med Hr. Løve.
Hvilken Ædelmodighed!
Hvor ædelt handlet!
Leve Hr. Baron v. Goldkalb!
Hurra !
Ja ich skal see, hvad ich kan gere. Ich har bestimt en lille rund Summe af en Par Millioner til at sætte overstir in Korseer. So længe den rækker, skal I faae, men ich kan sgu inte gi’ en Schkilling meer, denn ich har eben so viele Dispositioner als Millioner. — Ach, ich kan sgu inte holde alle de Ansegninger! Vær sch' god und sank dem op, und læg dem ind paa min Skriverbord.
Her er Hatten, Hr. Baron! Vil De behage at prøve den?
Den passer sgu godt. Hvordan staaer den mig?
Fortræffeligt! Admirabelt!
Jeg skjænker Folket min Nathue zum Andenken.
Den skal blive opbevaret paa Raadstuen, og gaae i Arv til de tilkommende Slægter.
Han skal sgu nok bli’ betalt, min Ven!
Ja det har gode Veie, Hr. Baron!
Om Baronen befaler, saa er her serveret en Bolle Punsch under aaben Himmel. Det er behageligt oven paa Middagsmaden.
Ja vist, det hjelper til at ferdeie Vinen; det er en god pousse-café.
Ved den kan man saa herlig faae sig en lille Discurs.
Kom laß uns Alle drikke und klinke und discurriren.
Drikkevise.
Mel. Ecce quam bonum.
1.
Ja ved en Bolle Punsch man kan
Gar herlig discurriren,
Und har man nok so lidt Ferstand,
Kan man politiciren.
Leve Discurser,
Courser og Concurser!
Leve Politiken
Og Drikken!
2.
Hvad mener Hr. Baronen vel
Om Grækernes Affairer?
Hvis Tyrken slaaer dem reent ihjel,
Det mig i Hjertet skærer.
Nu lad os høre,
Spidser eders Øre!
Nyt faae vi at vide
Itide.
3.
Ich mener vieles for und bag
Und ja und nei tillige;
Denn pro und contra in den Sag
Sig lader Meget sige.
Prægtigt han svarte,
Alt os aabenbarte!
Een er i Forening
Vor Mening.
4.
Mon man igjennem sætte vil
I Frankrig Reductionen?
Det er dog vist et farligt Spil:
Hvad mener Hr. Baronen?
Nu lad os høre,
Spidser eders Øre!
Nyt faae vi at vide
Itide.
5.
In Frankreich har sig Bladet vendt;
Det har mig sehr verwundert:
Man skriger der for tu Procent,
Som andensteds for hundert.
Alt kom for Dagen!
Hvilket Lys i Sagen!
Ja nu tvivler Ingen
Om Tingen.
6.
Jeg gjerne vilde vide, naar
Vel Spanien bli’r rolig;
Jeg maa forskrive spanske Faar,
De koste mig utrolig.
Nu lad os høre
Spidser eders Øre!
Nyt faae vi at vide
Itide.
7.
Ich denker derom saa som saa;
Hvert Land har ju sin Plage;
Nær alle Faar af Landet gaae,
Bli’r Ulfene tilbage.
Ja det er rigtigt!
Dette Vink var vigtigt!
Lad os discurrere
Om Mere!
8.
Mon Freden vare vil paa Jord?
Jeg tør den neppe prise:
See, Rusland voxer op saa stor;
Hvad skal hun faae at spise ?
Nu lad os høre,
Spidser eders Øre!
Nyt faae vi at vide
Itide.
9.
Ich herom ene sige vil:
Det koster schwer at kriges!
Ich gi’r sgu ingen Penger til,
So faaer de vel ferliges.
Hurra for Freden!
Nu vi sikkert veed ’en:
Han har os i Farten
Forklart ’en.
10.
Ifald jeg tør i Tingen see,
Jeg vilde vide Dette:
Hvormange Penge tænker De
Paa Kjøbenhavn at sætte?
Nu lad os høre,
Spidser eders Øre!
Nyt faae vi at vide
Itide.
11.
Hver Gang ich faaer en Flaste Viin
Und Arraks-Punsch in Bollen,
Dann öffner ich min Pengeskriin
Paa Hallandsaas og Bolden.
Hille min fandten!
Hvem der stod ved Kanten!
Jo jeg skulde komme
I Lomme!
12.
Denn wenn ich har en god Discurs,
Und Glasset man mig filder,
So kever ich den ganske Cours,
Und Runden Thurm fergilder.
Det var som Fanden!
Lyver ikke Manden?
Paa hans Ord og Kjole
Vi stole!
Baron v. Goldkalbs Skaal!
Han leve! Hurra!
Ich takker Dem, mine Herrer und Damer! Ich aldrig skal glemme den schmigerhaften Empfang, som ich har været so liklig her at finde. Erlauben Sic, daß ich auch einen Toast proponire!
Stille, stille! Baronen taler.
Den gode Stadt Korseer skal lefe! Den lefe, den florere! Hurra! Og Skam faae Den som ikke denne Skaal vil drikke! Hurra!
Hurra!
De seer, mine Herrer, at ich inte er ganske unbekannt mit den danske Dichtkunst.
Hvilken sjelden Litteraturkundstab for en Fremmed!
En Fremmed? Nei Baronen er os ikke fremmed. Det samme Baand omslynger vore Hjerter og hans. O hvilken Folkefest ! Alle Stænder, alle Kjøn, alle Aldre forsamlede! Og Alle udtrykkende Hjertets uskrømtede Følelser! O maa jeg skrive Anmeldelsen i Dagen?
Det gjør mig ondt, Hr. Baron, at maatte forstyrre Deres Glæde. Men De har fornærmet mig paa det Allerføleligste. Denne hele Forsamling, som har været Vidne til Fornærmelsen, maa tillige erfare, at jeg har følt den, og at jeg klager over den.
Was Henter! Ich har ju aldrig seet Dem for mine Eine.
Jeg har skrevet Dem et Brev til, og istedenfor at svare mig skriftlig derpaa, har De her i Alles Nærværelse talt om Indholdet, og leveret min Tjener Penge til mig. Jeg er ingen Betler, Hr. Baron, jeg har selv Formue, og skal om faa Dage betale Dem Laanet tilbage. Tillad mig kun at sige Dem, at det er ikke Nok at vise Tjenester, men at en Mand i Deres Stilling bør vide at gjøre det med Delicatesse.
Hvilken Uforskammenhed !
Hvor næsviist!
Er De fra Forstanden?
Mine Herrer, ingen Fornærmelser! Jeg skal vide at besvare dem, og idetmindste ville dog vel de, som bære Uniform, ikke nægte mig Satisfaction. (Brandt tumler tilbage; Eduard vedbliver til Salomon.) Jeg bringer Dem her den ene af Deres Hundreddaler-Sedler tilbage. Den anden har jeg været ubesindig nok til at bruge; jeg burde under slige Omstændigheder ikke have gjort det, men det skeete ikke af Trang, ikke af Nød; det var for at opfylde et Ønske, hvorom en Person, jeg elsker, havde anmodet mig. Kjærlighed, som undskylder Meget, vil ogsaa undskylde Dette, idetmindste hos Alle, som ere istand til at føle den. Der har De den ene Seddel igjen, og for den anden modtage De en Anviisning paa min Onkel Løve i Kjøbenhavn, han vil uden Vanskelighed betale Dem sammes Beløb.
Nei den brider ich mich inte om, men laß mich kun faae den Hundertdaler-Zettel.
De er saa god at modtage saavel det Ene som det Andet.
Meintwegen! (Putter den til sig.) De hundert Daler kan jeg sgu godt bruge selv.
Og lad Dette lære Dem at handle en anden Gang med den Fiinhed, som man vel er berettiget til at vente af Dem.
Potz Wetter! Wie konnte ich wissen, at Deres Ansegning var en Geheimniß?
Hvorledes? De kalder mit Brev en Ansøgning!
Nun ja, hvad skulde den sonst hede? De er sgu inte den Eneste. Den hele Stube derinde ligger voll af Ansegninger.
De er formodenlig ikke vort Sprog mægtig, thi De vælger et høist upassende Udtryk.
Mel. Der Ritter muß zum blut’gen Kampf hinaus.
1.
Min Herre, viid, De staaer paa Danmarks Grund!
De kjender knap vor Skik i disse Dale:
Bestandig var der Vei i Herthas Lund
Fra Folkets Hytter op til Fyrstens Sale.
Den Mindste selv sig nærmed Folkets Drot,
Og bragte did sit Hjertes Bønner.
Og følte selv i Kongens Slot,
At han var En af Landets Sønner.
2.
Kun lidet er vort havomkrandste Land;
Sig nær kan derfor Folk og Fyrste være,
Og hans Velgjerning ei bestæmme kan,
Nei tvertimod, den er den Armes Ære.
Ei nogen Ædelsteen har større Glands
End denne Blomst i Danmarks Krone;
Lad Ingen vove her tillands
At sætte sig paa Naadens Throne!
Potz Element! Hvad skal alt Det betide? Han staaer der und singer mir Noget for, und ich ferstaaer inte mere deraf, end om han var en Kanarienvogel.
Jeg haaber, at om De ikke har forstaaet det, saa hav Forsamlingen forstaaet det, og det er mig Nok. (Vil gaae.)
Skal vi lade det gaae saadan hen?
Hvem tør understaae sig at fornærme Hr. Baronen?
Das mein’ ich auch.
Bliv, min Herre! Jeg taaler ikke at Nogen i mit Huus fornærmer Hr. Baronen.
Jeg heller ikke!
Jeg heller ikke!
Ich auch nicht!
Jeg heller ikke, thi jeg har lovet den stakkels Salomon min Beskyttelse.
Hvad seer jeg? Min Onkel? De her?
Herren selv! Naa nu bliver det Sidste værre end det Første.
Det glæder mig, Eduard, at see denne Opbrusen af din Æresfølelse. Dette ene Træk har forsonet mig med alle dine Ubesindigheder. Det er Kjærlighed, som har forledet dig til dem; jeg vil derfor ingen Bebreidelser gjøre dig. Men jeg vil kun sige dig til din Trøst, at de Penge, som Salomon sendte dig, vare ham leverede af mig, hvem han havde ladet læse dit Brev.
Min Onkel, De beskæmmer mig!
Siden Salomon har faaet den ene Hundreddaler-Seddel tilbage, saa lad ham beholde den.
Ach Hr. Løve, Hr. Løve!
Hvad for Noget? Tager Baronen imod den Present?
Ja gu ger Baronen so! Ich er en fattig Mand; det er sgu inte hver Dag, at ich sinder hundert Daler paa Gaden.
En fattig Mand!
Lader os ophøre med vor Maskerade! De ærede Herrer og Damer maae vide, at denne Mand, som jeg godt kjender, er Salomon Goldkalb fra Hamborg, som handler med gamle Klæder.
Hvad for Noget!
Tys! Stille! Heer mig ferst, inden I dømmer mig!
Rolig! Baronen vil retfærdiggjøre sig; Lad ham komme til Orde!
Ich takker Dem, mine Herrer, for Deres Opmærksomhed. Ich vilde kun berigtige Hr. Løves Udsagn …
Nu da?
Ich handler inte blot mit gamle Kleer, men ogsaa mit goldenen und silbernen Tressen, und mache allerley Wechsel-Geschäfte. Ich wohne in Hamburg aus dem Dreckwall, Nummer …..
Den Skjelm! Han skal bøde for sit Narreri!
Ach waih mir! Hr. Leve, vertheidigen Sie mich!
Rolig mine, Venner! Lad mig tale! Hvor kan I være vrede paa Salomon! Han har jo ikke gjort Andet end kalde sig ved sit virkelige Navn. Hvad kan han gjøre ved, at man, forledet ved Navnet, har været saa hurtig til at tage ham underveis for den rige Baron fra Frankfurt, og at dette falske Rygte, ham uafvidende, har bredet sig lige hertil? Men for at gjøre Alting godt igjen, saameget som det staaer til mig, vil jeg gjøre et Forslag.
Lad os høre det, Herre!
Først maa jeg kun vide, om Mester Jørgen vil give sit Samtykke til sin Datters Forening med min Brodersøn? De unge Mennesker elske hinanden.
Om jeg vil? Ja det lader jeg mig ikke byde to Gange. Luise!
Eduard! (De lægge deres Hænder sammen.) Velan saa vil jeg komme med mit Forslag. De ere forenede her til en Fest; lad den ikke gaae overstyr! Jeg vil celebrere denne glade Dag ved at give et Bal hos Hr. Sering; det var Synd, om hans festlige Tilberedelser skulde være til ingen Nytte. Jeg giver mig den Ære at indbyde alle de tilstedeværende Herrer og Damer.
Fortræffeligt! Ja Alt er istand, endogsaa Musikanter have vi ved Haanden. Nu kan vi altsaa dog komme til at bruge Lysene i Vinduerne og de smaa Kanoner i Haven.
Gjør Festen saa glimrende, som om den meget omtalte Baron var tilstede, og lad det ikke mangle paa nogen Ting. — (Til Eduard.) Nu hvad mener du? vil du imorgen fortsætte din Reise til Hamborg?
Nei min Onkel, nu er det mig umuligt at forlade Landet.
Herre, betænk hvad De siger. Det er jo den høieste Mode at reise udenlands, strax efter at man har forlovet sig.
Jeg holder for, at naar man først er forlovet, saa er det Fornuftigste, man kan gjøre, at gifte sig.
Ja det er ogsaa min Mening.
Nu vel, saa reise vi imorgen til Kjøbenhavn, holde Bryllup …
Og faae os et godt Etablissement. O hvor jeg skal gotte mig!
Mine Herrer, vær saa god at tage Damer; nu begynder Ballet.
Ich ferer Ballen op! Hvem vil dandse mit mir?
Slutnings-Sang.
Mel. C’est l’amour, l’amour, l’amour.
Op til Dands! til Dands! til Dands!
Til Lystighed og til Fester!
Hvilken Glands!
O sjeldne Krands
Af alskens fremmede Gjæster!
1.
Venner, saa fik I Lys her i Sagen,
Ja nu er Alting klappet og klart.
Lystig og glad begyndte jo Dagen.
Lystig og glad nu ender den snart.
Herrer og Damer fra Gaden!
Træder kun ind i min Sal!
Endt er jo Maskeraden,
Saa begynder vort Bal.
Op til Dands &c.
2.
Elskede snart jeg svæver i Dandsen,
Ene med dig i cirklende Flok.
Tag dig i Agt at tabe Balancen;
Amor beruset gaaer med en Stok.
Gid os Dagene svinde,
Som naar du dandser med mig!
Ja dit Hjertes Veninde
Livet hendandse med dig!
Op til Dands &c.
3.
Altsaa kom Goldkalb ikke til Staden.
Skammeligt bleve narrede vi
Held jer, I sparte Borgerparaden!
Actierne han i jert Støberi!
Gaa til Helved, I Spotter!
Gaa I Fanden i Vold!
Ret jer' Næse mig gotter.
Ti, du arrige Trold!
Op til Dands &c.
4.
Altsaa beløb sig Udenlands-Farten
Kun til en fjortenmiils Tour til Korsør.
Ligesaa gjerne kunde vi spart’ en,
Taget os Koner i Helsingør.
Udenlandsreise, din Lykke
Bliver nok aldrig min!
Jeg kun i Kobberstykke
Skal see Paris og Berlin.
Op til Dands &c.
5.
Wunderlich gik det til med min Name
Nis var ich Millionair und Baron;
Nun er ich nix, und har ingen Dame,
Bin ich denn nicht der Kong Salomon?
Jeg staaer ogsaa tilbage;
Jeg vil dandse med jer;
I tiltakke nu tage!
Hattemager, kom her!
Op til Dands &c.
6.
Herrer, for hvem sædvanlig vi spille
Opera, Sørgespil og Ballet,
Hvis I foragted vor Vaudeville,
Stod jo den stakkels Digter en Net.
Oper i Musernes Tempel
Lad som Salomon staae;
Jørgen er, for Exempel,
Vaudevillen, I saae.
Op til Dands &c.