Kongens Fald/11
HÆVNEN
Mikkel Thøgersen laa i Aamundingen og fiskede, en Septemberdag, da han saa Ane Mette komme; han lagde ind til Bredden og ventede paa hende. Da hun var naaet paa nogle Skridts Afstand, blev hun staaende og smilede, hun havde et mørkt Hovedklæde om Haaret. Mikkel hilsede, og de tav lidt begge to. Fuglene flokkedes ude paa de graa Agre, Luften var forunderlig klar og gennemsigtig. Alle Planter stod falmet i den sælsomt forklarede Luft. — Det var som om Mikkel og Ane Mette begge stiltiende opholdt sig ved Vejret. Ane Mette blev først færdig og gik til Sagen.
Jeg skulde bede dig, om du vilde se til min Faders Kroge i Nat, dem udfor Maageholmen — hvis jeg fik dig at se. Han er sejlet til Byen. Det kunde ellers være det samme, hvis jeg ikke traf dig.
Det skal jeg nok, sagde Mikkel og tog ikke sit Blik fra Ane Mette. Han tænkte paa helt andre Ting end Jens Sivertsens Kroge. Ane Mette vendte sig for at gaa men tøvede, syntes aabenbart, hun skulde komme jævnere fra det.
Du — du kunde gærne tage en Sejltur med, sagde Mikkel og forsøgte at smile.
Ane Mette blev venligt staaende.
Det bliver saadan en mild Aften, Solen er ikke gaaet ned endnu, vedblev Mikkel. Han saa Ane Mette ind i Ansigtet. Hun lod Øjnene løbe ud over Aamundingen, og Mikkel sporede et flygtigt Liv i hendes blaa Øjne — ja Mindet, Mindet om en anden Gang.
Det kunde jeg gærne, svarede hun med et altfor mildt Tonefald, og hun saa endnu ud over Vandet i sine egne Tanker.
Kom saa! udbrød Mikkel utaalmodig. Hun overhørte det grimme i hans Røst og strakte Foden ud efter Baadens Ræling. Mikkel fik ingen Lejlighed til at hjælpe hende, hun sprang let til og satte sig straks paa Agtertoften. Mikkel roede ud i Strømmen.
De tav en lang Tid, Ane Mette saa ud over Vandet. Solen naaede Synsranden og begyndte at gløde, Fjorden farvedes af Skæret. Det var saa stille, at Fuglenes Fløjt hørtes tydeligt inde fra Land. Ane Mette gav sig til at tale lidt om almindelige Ting, og Mikkel svarede ikke mange Ord; Baaden drev udad med den sidste svage Strøm i Udløbet. Ane Mette tav igen.
Og Solen gik ned.
Lidt efter krusedes Vandet, det var Fralandsbrisen, der rejste sig mod Skumringen.
Vi faar hjem nu, sagde Ane Mette, hun sukkede sine Tanker bort fra sig. Mikkel svarede ikke. Hun saa op paa ham og mødte hans hvasse Blik, just som han med begge Hænder skød Aarerne langt bort fra Baaden. Hun rejste sig med saa smidig en Kraft, at Baaden krængede, og vendte sig ind mod Land, de var langt derfra, allerede ude paa det sorte — hun vilde skreget højt men glemte det, lammet af en krydsende Erindring — hun gav en kort Lyd, et Hik, og sank ned paa Toften igen.
Mikkel lagde sine ledige Arme over Kors.
Da for Ane Mette op, hun brast ud i Graad og Skrig.
Hvad er det Mikkel, hvad vil du? Aarerne …
De skal drive, sagde Mikkel i en ubehersket vredagtig Tone. Jeg vil tage dig fra Otte Iversen.
Aa nej, Mikkel, Mikkel! Aa nej, bad hun forfærdet, hun klagede sig og græd højt, hun slæbte sig et Par Skridt paa Bunden af Prammen og vred sine Hænder op imod ham.
Sæt dig ned! sagde Mikkel barsk. Hun satte sig lydigt, bøjede Hovedet dybt ned i Hænderne og græd.
Mørket faldt paa, Vandet blev mørkt. Strandbredden var næppe synlig mere, Luften taagedes derude. I Vest stod Himlen dyb og grøn. Baaden drev lindt afsted, det blæste op, Vandet plaskede stille.
Mikkel regnede ud, at de vilde lande noget til Nord i Salling om fire—fem Timer.
Tiden længedes. Mikkel saa hen til Ane Mette, hun sad endnu med Hovedet bøjet ned mod Skødet og græd. Pludselig tog hun Hænderne fra Ansigtet og saa op paa ham.
Jeg troede, du var god, Mikkel, klagede hun, og hendes Stemme var ganske træt af Graad.
Det er jeg ogsaa, svarede Mikkel rystet. Han beherskede sig med yderste Møje.
Du er i mit Hjærte, Ane Mette, stammede han lidt efter, fuld af Sorg. Andet kunde han ikke sige. Han vidste ikke mere, forstod ikke Sammenhængen, han følte kun, hvor Smærte og Fortræd var over ham og viede ham til Ulykke.
Baaden drev sagte ud over den mørke Fjord, Landet var ikke at se til nogen af Siderne mere.