Kongens Fald/20

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag Kjøbenhavn og Kristiania


Kongens Fald.djvu Kongens Fald.djvu/5 121-125

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

LUCIE

Lucie, Tusmørkets Barn … hun var dog ung. En falden Engel L var hun, ja et Menneske. Hendes Bryn var vokset sammen mellem Øjnene, Tusmørket havde signet hende i Panden med en flyvende Flagermus.

Le kunde Lucie slet ikke, kun grine glædeløst som et umælende, der venligt og advarende viser Tænder. Hun lod sig kun nu og da formilde, og da lignede hendes Smil en Septemberdag i Danmark, naar sorgløse Fugle styrter sig i Sværm under den forklarede Himmel, medens de falmende Blomster staar stille og ved bedre Besked. Ak, Lucie var ikke tyve Aar, og hendes Bryst hældede allerede, det var desværre sejgt som nedfalden Frugt.

Lucie, hun kunde tralle en Visestump, men glad var hun ikke. Hun forstod ingenting, andet end at flyde nedad, som et synkende Menneske mod Havsens Bund. Det var af hendes fri Vilje, og derfor havde hun en uhjemlig Kulde i sit Væsen; men uden selv at vide deraf udtrykte hun enfoldig Undren ligesom Skarnbassen, der er falden om paa Ryggen i Hjulsporet og marscherer paa Stedet med Benene opad sit Liv ud, til det knusende Hjul kommer.

Men der var Øjeblikke i denne Nat, da Lucie lyste i Syndens salvede Majestæt. Hun fik Glorie om sit dunkle Hoved af utrætteligt Begær, Rædsel, hendes Sjæl slog ud i et vildt, maalløst Blik som i Korsridderens Øjne, naar han pludselig ser de røde Blodroser springe ud om det viede Kors paa hans Bryst.

Axel blundede hen.

Han sov og drømte, han var gledet ind i en anden, halv og vaklende Virkelighed, han sad ved Havbredden, og hos sig havde han Sigrid; det kom ham for, at han var dødelig søvnig. Imidlertid stod han op og ravede frem for at rede dem en Seng, og han tumlede længe med Bølgerne, lagde dem tilrette og tog efter en hvid Bølge til Hovedpude, men alt hvad han redte svandt væk i Favnen paa ham; han greb efter Flige af Lagner, der løftede sig og flød ud i ingenting, han brødes tilsidst med de urolige Puder. Endelig opgav han det.

… Lidt efter fløj Axel og Sigrid fra Jorden. Ja, De stod lidt stille i Luften, og Sigrid tog ham i Haanden. Saa fløj de vidt og svimlende højt, men Axel syntes i dyb Søvnighed, at de maatte endnu langt videre ud i Himlen, det bares ham for, at der var en Udsigt ved Verdens Ende, som de maatte se. Men da de havde fløjet længe, gav Sigrid efter, hun blev tung og begyndte at klage sig, og da styrtede de begge ned. Axel vaagnede. Han sov igen og drømte igen, underlige Ting, der ikke lod sig huske.

Vis mig et Modermærke paa dig et Sted, hvis du har et, for at jeg kan kende dig i Helvede, bad Axel halv forrykt, da Dagen gryede.

Lucie lo skamfuld, hun var lige ved at græde af Lykke, og hun viste ham Arrene, hun havde paa Ryggen efter Kagstrygning; de lignede gustne Siv og endte ligesom Siv i brune Blomster, hvor Piskens Knude havde kysset.

… Atter var Axels Øjne sunkne til, uden at han vidste det, og atter flyver han, men alene. Han flyver i oprejst Stilling midt ad Gaderne i Stokholm i Højde med Tagskæggene, han tvinger Armene i Siden som en Løber og holder sig oppe ved sin indre Kraft, glider stærkt og stille frem. Gaderne er tomme og ligger i lurende Skumring; langt fremme i de dybe Gyder ser han Skygger røre sig og skynde sig afsted med Ryggen til, men der hvor han flyver, er der aldrig nogen levende. Himlen er brændende, lysende gul, det er som rummer den en lykkelig Viden.

Da lukkes Gaden af et højt Hus, og Axel frygter for at flyve mod den skumle Mur, utydelige Hoveder lurer i Vindueshullerne; han tager sig sammen og naar at hæve sig skraat i Vejret, han slipper luftigt over Mønningen af Huset, kan lige naa. Axel svæver siden lavt og rører med sine Fødder ved Ris og Træer. Men pludselig fylder han sig og vil, vil, han stiger, medens Luften bliver endnu dybere og endnu gulere, han gaar stejlt tilvejrs og hænger over alle Taarne som et Fnug i den lyse, frie Luft.

Axel flyver, og dybt nede huler Vandet sig i lydløse Bølger, han ser Skibet skraat nede og overvejer ængsteligt, om han vil træffe det med den Retning han har. Det er som formaar han kun med yderste Anstrængelse at styre derimod, skønt han flyver af sig selv. Men han naar i Sikkerhed ned paa Skibets Dæk.

Det er Lykkens Skib.

I Stavnen staar en Vild og holder Udkig uden at mindes noget andet i Verden, han stirrer kun ud efter Havets Taager; Skibet sejler og nejer aandeagtigt let hen i Havet.

Det er Columbi Lykkes Skib. Han selv, den forliste Skipper, staar ved Roret og bøjer sit Dødningeansigt over Kompasset, Kursen er stik Syd; paa hver Side af sig har han en nøgen, rød Skovdværg, der vædsker giftigt overalt af Ælde. Og Sejlene bovner som Spindel fra Ræerne, Stjærnerne gennemskinner de fulde Sejl.

Men agterude i det bratte Tømmerkastel, paa Dækket og under Dækket, i hver en Vraa og Rede venter Alverdens Kvinder; der er en af hver Slags fra Jordens tusinde Landskaber. Af hvide er der mange, fra de yngste unge med Drengeben og spirende Barm til de føre Fruer, hvis Knæ er ru af Gangen i Kjolen; fra de hvide Frøkner, som vasker sig tidligt og silde, til Bondedøtrene, der lugter som Mælk af Munden, og hvis haardføre, laadne Lemmer slaar som Knipler. Der er Piger af røget Lød med Øjnene fulde af dristig Uskyldighed, der er Kvinder med luerødt Haar og Fødder saa hvide som Sne. Negerprinsesser med rosenrøde Mundvige og Tigertænder i Krans rundt om de ranke, sodsorte Lænder. Arabiske Møer, slunkne og smidige som Leoparder; frodige Jomfruer fra de rige Gaarde i Polen, smaa blomsterstøvede Væsner fra det inderste Asien, og Kvinder, som ingen Evropæer saa, fra Øerne i Havet.

Paa alle er der Forskel i Højde og Alder og Skabning, som de er ulige i Sind og Tanke. En smiler sorgfrit med sin friske Mund og taler ud af sit unge alvidende Hjærte, en anden ler nok gæstmildt men fortier sit Tungsind; nogle bryster sig af deres vitterlige Skavanker, andre slaar Øjnene ned og skammer sig over deres lydefri Figur. En er ikke fuldstændig lige, fordi der ogsaa skal være en af Jordens skæve paa Lykkens Skib; en er mindre hvid, en andens forunderlige Fylde bredte sig rigelig stærkt, det er der spinkle Skønjomfruer for paa Lykkens Skib. Den enkelte er vel aldrig fuldendt, men ingen er undværlig; de mange tilsammen stiler mod Fuldkommenhed. De er alle meget nær ens paa Lykkens Skib, for saa vidt som hver for sig bedaarer.

Lykkens Skib sejler og nejer aandeagtigt let hen i Havet. Lykkens Skib, Axel drømte sig ombord derpaa. Og han følte Sigrids Nærhed.

Da vaagnede han pludselig og havde Lucie.

Det var lys Dag, de blæste i Trompet nede paa Torvet, fyrige, pralende Signaler.

Det er bare at de blæser i Trompet, mumlede Lucie søvndrukken og krøb bedre i Leje uden at aabne Øjnene.

Men Axel rejste sig og slog Vinduet op. Da saa han, at der stod to lange, ubevægelige Rækker Knægte med Hellebarder fra Slottet over Torvet og helt hen til Raadhuset. Ellers var der tomt paa Torvet. Lige udenfor Raadhusets Port …

Skafottet er rejst, sagde Axel og gik fra Vinduet. Han snappede sit Tøj og klædte sig paa i en Fart. Lucie lagde sig om paa Ryggen og saa lysvaagent paa ham uden at sige noget. Axel gik ned i Huset.

Men han kom snart op igen. Han havde faaet at vide, at Døren var lukket, og at Herolderne nylig havde forbudt alle og enhver Borger i Stokholm at gaa udenfor sit Hus.

Axel stod ved Vinduet og ventede. Der gik en halv Time, der gik en hel, han blev jo længere jo mere begærlig efter at faa Rede paa, hvad dette betød. Men der skete ikke noget. Et Par Mand gik og ordnede ved Skafottet, ellers var der kun de to rette og rolige Soldaterlinjer tværs over Torvet og op mod Slottet. En ganske dæmpet Lyd af Mumlen og Hvisken lød op fra dem. Vejret var raakoldt. Nu og da red en Høvedsmand i bragende Galop langs ned ad Rækkerne og rettede dem, ellers holdt han stille oppe ved den lukkede Slotsport.

Da Axel en Timestid efter var henne og se ned igen, stod Soldaterrækkerne uforandret.