Kongens Fald/23
DEN LILLE SKÆBNE
Det sneede. Stortorvet i Stokholm laa med et blødt, skinnende Tæppe, og Sneen blev ved at strømme jævnt fra oven. Mørket var ikke falden helt paa, men der var tændt Lys i Ruderne.
Fra alle Gader, der mundede ud paa Torvet, kom festklædte Folk, de gik i den nysfaldne Sne, og alle søgte op ad Raadhusets Trappe. Der var Ruderne oplyste til Gilde, Stokholms Stad gav et Gæstebud til Kong Christierns Ære. Da Spisningen var endt i Salen, strømmede de unge ind, de havde længe ventet i Trængsel uden for Dørene. Nu skulde der danses.
Saa spillede Musiken. Axel var den første paa Gulvet. Han svang sig hensynsløst en Times Tid, hengav sig alene til Dansens Strabadser uden at tænke paa, hvem han delte dem med. Da han kom ned for at slukke Tørsten og kiggede ud, var det mørkt som i en Bælg, den hvide sværmende Sne trængte ind ad Døren som Møl, der søger Lyset. Axel strøg ud og løb et Par Gader hen for at se til Mikkel Thøgersen, der laa syg. Mikkel havde holdt Sengen i en Uge, det tegnede til at blive ringe med ham.
Inde i det simple Herberge, hvor Mikkel havde Kvarter, sad et Selskab af Knægte ved Drikken. Axel gik dem forbi med en Hilsen og ind bagved i et af Kamrene, hvor Mikkel laa. Der var mørkt derinde, og Luften var meget kvalm. Mikkel, som laa i Feber, spurgte, hvem det var; hans Stemme lød svag og hed. Axel tændte Lys og trykkede Mikkels svedige Haand. Hvordan det stod til?
Det saa ikke bedst ud. Mikkel laa rødskjoldet og med dryppende Bryn, hans Magerhed gjorde et uhyggeligt Indtryk. Han aabnede Øjnene grumme træt og lukkede dem igen, de var blodsprængte og sløve.
Ho, sagde Axel nedslaaet. Han satte sig paa Halmstolen udenfor Sengen og saa ufravendt i flere Minuter paa det syge Ansigt. Mikkel trak Vejret kort og vendte Hovedet fra og til, som vilde han flytte paa sig uden at evne det. Axel holdt Vand hen for ham, men han afslog det ved at fortrække Munden.
Det saa ud til, at Mikkel skulde dø her i dette nøgne Kammer. Saa langt naaede han. Paa den hvidtede Væg hang Slagsværdet, hvis Skæft var slidt af hans Haand. Men nu var Mikkels Hænder bleven saa modløse og sløje. Det stride Mundskæg, som var begyndt at graane om Næsen, klistrede af Slim. Den skaldede Pande sprang underlig kantet frem, baade barsk og fattig som tømret, umageligt Bohave. Og Kinderne var faldet helt ind.
Axel kunde ikke sige noget. Hvad var der at tale om. Det var saa usigelig tungt. Han vilde gærne have tørret Slimen af Mikkels Skæg men kunde ikke beslutte sig til det. Han blev siddende i lang Tid og saa, hvor Mikkel døjede Sygdommen paa sin sædvanlig indadvendte Maade.
Ja ja, mumlede Axel omsider og stod op. Han søgte Mikkels Blik, idet han bøjede sig for at slukke Lyset. Saa greb han den hede Haand, stammede Farvel og gik.
Ude i det brandstagende Mørke, hvor man tilmed maatte knibe Øjnene i for Sneen, løb Axel bus paa et Menneske, han lo, og Mennesket lo, en kort Pigelatter.
Sigrid! Sigrid! raabte Axel i Fryd og langede Armen ud for at faa hende fat igen. Men han hørte paa Skridtene, at der var flere, og de tav, han havde gjort noget galt i at raabe, indsaa han. Det var lige ved Raadhustrappen, og da Døren gik op for Lyset, saa Axel, at Sigrid fulgtes med sin Broder og desuden en ældre Kvinde. Han hilsede ærbødigt.
Axel havde ikke kunnet finde Sigrid, skønt han havde tænkt paa hende uafbrudt lige siden den Aften, de først saa hinanden. Nu vidste han ikke rigtigt, hvordan han turde være. Men Sigrid saa ham straks aabent i Ansigtet. De traadte ind i Dansen. Sigrid var kold endnu udefra, hendes Kjole aandede Kulde mod Axel, hendes Haar var fuldt af duftende Kulde; det friske Ansigt straalede.
Hvordan kan det være, jeg ikke har kunnet finde dig? hviskede Axel brændende bevæget under Dansen. Sigrid dansede eftertænksomt:
Ja, svarede Jomfru Sigrid.
Lysene uttede overstadigt paa Væggene, som kunde de vævre Flammer ikke være rolige, mens de diede og drak af Talgen. Gulvet dundrede under de svimle Par. Den store Hal var kun daarlig oplyst, Hjørnerne laa i Skummelhed, ude i Salen dansede der flere lemmeløse Skygger, end der var Mennesker. Tæpperne bølgede paa Væggen i den kolde Træk. Og Musiken skrattede, Parrene svang sig, de vindige Skygger sprang rene Dødsspring over Hjørnernes Afgrunde.
Jeg har ikke husket dig som du er, hviskede Axel aandeløst kærlig i Dansen, jeg huskede dig helt anderledes. Men du er … han tav længe og med et arbejdende Bryst. Sigrid!
Sigrid dansede uudgrundelig sværmerisk.
Ja, svarede Sigrid med en sagte Klang.
Spillemændene, de Mænd med ubetalelig Færdighed, gav ikke fortabt; Klarinetten hvirvlede med Tungen, de klare Horn tuttede, og Trommen holdt Takten stiv.
Uforanderlig er den dansende Nat. Axel og Sigrid danser i Evighed sammen. Da ser Axel, hvor blegt Sigrids Ansigt er.
Om Blodet nu styrtede ud af din Mund! udbryder han stærkt og staar næsten stille. Sigrid ser op med runde, sorte Øjne og bliver endnu blegere, han slutter hende tæt til sig med skælvende Arm og fører hende ganske langsomt videre i Dansen.
De sad paa den hyndebredte Bænk ved Væggen. Axel talte, og Sigrid begyndte at spille af Liv imod ham. Hun saa frit paa Axel som for at undersøge ham, og han gjorde uvilkaarlig et Kast med Kroppen, se kun. Han var i blaa Sækærmer, der var skaaret op for gul Silke underneden, og grønne Hoser, hans Sko lignede Hammerhajer, de var forlænget paatværs i Snuden. Sigrid havde en Kjole paa af blaat Fløjl, der var aaben for det fine Lin paa Halsen; hendes spæde Haar, og det var gult som Byg, flød hende om Kinderne. Hun lod Axel se sin Ring, en tindrende Diamant paa den korte, butte Finger.
Vi har samme Slags Hænder, sagde Axel. Han sænkede Stemmen: Vil du have en Ring af mig? Jeg har en hel Del. Sigrid?
Sigrid afbrød ham udeltagende. Han spurgte igen. Sigrid sagde let Nej og rystede Haaret tilbage.
Aa jo! bad Axel forfærdet ved Afslaget. Hans Munds veltalende Bevægelighed satte sig, han tav og trængte paa med sit lange, bejlende Blik. Og han sukkede sindsbevæget.
Da nikkede Sigrid men saa ikke paa ham. Han fik et nedslaaet Udtryk, tav. I det samme lo Sigrid, og hans Ansigt vekslede. Han bøjede sig henrevet og begyndte at fortælle saa inderlig om sine Skatte. Hun skulde have alle de lødige Halsringe, alle Ædelstenene, funklende fra Jordens Skød, friske som de kom fra deres Hvile i den sorte Muld. Hun skulde faa tunge Armbaand, Kæder saa ædle og ægte som der ikke var Mage, hvis hun blot vilde.
Skal vi danse? mente Sigrid og lo. Hun rejste sig og pustede ud, som havde hun kedet sig ærligt ved hans Snak.
Axel dansede krænket. Men han var fuldt lykkelig, og i denne Stemning reves Sigrid med, saa at hun smilede forelsket til ham, med en Jomfrus sære Varme. Hun dansede ung og skrøbelig, nær og dog fjærn.
Men saaledes gik Natten. Hver Gang Sigrid gav ham Haab, blev Axel besynderlig modfalden; naar hun paa Pigevis vejrede al hans Tro bort, led han, men lykkeligt. Og da forbarmede hun sig, droges mod ham og kom ud af sin Fjærnhed. Naar han da følte ligesom Anger over Sejren, lo hun, til han blev usalig og henrykt. Saaledes gik Natten.
Klokken tre kom Sigrids Broder og en ældre Kvinde, hun skulde hjem. Axel fik Lov at følge med. Det var hørt op at sne, Natten laa ren og kold. Sneen lyste. Nu fik Axel da at vide, hvor Sigrid boede. Han gik hjem i sit Kammer, løftet, fast bestemt paa at vinde Sigrid.
Der gik nogle Dage. Axel blev trolovet med Sigrid. Hendes Slægt var ikke udelt derfor, Axels Skat troede de ikke rigtigt paa i Førstningen. Men han slog sig for Brystet, han viste dem Kapslen. Skulde Mendel Speyer, hvem han nu ellers var, fare med Løgn? Hvorfor kunde der ikke netop være en stor Arv til et Menneske uden Efternavn? Hvilede der et Mørke over hans Byrd, saa meget des bedre; naar han hævede Arven, men dermed hastede det ikke, vilde man nok ogsaa faa at vide, hvem han egentlig var. Derved blev det; hvem kunde staa for et Menneske, som ikke kendte til Tvivl. Fæsteøllet blev fejret med megen Herlighed.
… Stokholm By laa under den kyske Sne, der blev ved at falde og udslette alle Spor. Hver Dag blev der festet saa smaat; snart hver Aften stod der en Dans i et eller andet formaaende Borgerhus.
Axel satte en Stige til Sigrids Kammervindue en Nat men blev halet ned igen af hendes Brødre under megen Munterhed, hvorpaa han maatte give Vin paa Raadhuset. Bryllupet blev bestemt til kort før Jul.
Ja, Stokholm festede under den skjulende Sne. Altid Gildefolk paa Gaderne! En sen Aften, da Axel kom gaaende hjemad, saa han en Kvindeskikkelse foran sig, hun gik langsomt tæt ind til Husene med Hætten ned over Hovedet, hun var alene, og hun græd. Axel saa ikke andet, end at hun var ung, hvorfor gik hun alene paa Gaden og græd? Da han talte til hende, svarede hun ikke, men da han tog hende ved Haanden, fulgte hun ham. Hun var hos ham uden at sige et eneste Ord. Snart græd hun, snart sukkede hun utrøstelig, hele Natten. Hver Gang Axel vaagnede, hørte han hendes stumme Sorg, han fik ikke at vide, hvorfor hun var saa fortvivlet. Om Morgenen tog hun sine sorte Klæder paa og gik igen, grædende som hun var kommen.
Samme Dag Axel havde fæstet Sigrid, var han henne og se til Mikkel Thøgersen, som ikke kunde komme sig. Mikkel led ikke længere, men han var falden i en dyb Afkræftelse, og det gik hurtigt nedad.
Axel saa, hvor Mikkel var bleven dødelig bleg, han lod til selv at være klar over, at han laa paa sit yderste.
Da Axel havde siddet en Time hos den døende i raadvild Bedrøvelse, vilde han gaa. Mikkel slog Øjnene op og hviskede Farvel, men da Axel vendte sig bort, kaldte han ad ham. Mikkel vilde sige noget, og Axel bøjede sig varsomt ned til ham.
Skatten … skal jeg nu læse Seddelen for dig? sagde den døende næsten ikke hørligt.
Axel rettede sig og fik vaade Øjne. Men da saa han pludselig paa Mikkel, meget vist.
Nej, svarede han kort og godt. Han drejede sin Hue forlegent.
Nu tror jeg alligevel … du skal se, du kommer dig, Mikkel!
Mikkel Thøgersen laa maalløs. Men Synet af Axels Ryg i Døren slog ham med Harme, han tilsvor ham Hævn. Han hadede igen.
Næste Morgen var Mikkel Thøgersen i Bedring. Og han kom sig.