Kongens Fald/26
HJEMFALDEN
Axel kom til sig selv nogle Timer efter. Han kunde ikke støtte paa Benet og led stærke Smærter, han slæbte sig en halv Snes Skridt frem ad Vejen, saa satte han sig i et Hjulspor og ventede, trak Vejret saa stille og ventede. Han havde saa ondt i Hovedet, at han næsten ikke kunde se ud af Øjnene. Knæet værkede, han turde længe ikke se til det. Endelig løste han rask for Tøjet og undersøgte, hvad han havde faaet. Der var kun et ringe blaat Hug paa Ydersiden af Knæet, det blødte ikke en Gang; men Leddet var opsvulmet og ulidelig ømt.
Det led mod Aften. Fuglene fløjtede mod den nedgaaende Sol. En sagte Blæst aandede ude fra Heden. Lige ved Siden af Axel stod en Rævlingbusk med Bær, men de var haarde og umodne.
Langt borte hørte han en knirkende Vogn, den kom fra Færgestedet. Det var en Studebefordring; det gik smaat med den, usigelig smaat. Men endelig kom den saa nær, at Axel kunde hvøvte Manden til sig. Han bad ham ikke om at blive kørt til Færgestedet, han spurgte ham om den nærmeste Kro østerefter, og da Graabølle Herberge var det nærmeste, lod han sig køre dertil. Det var mod Natten, da han kom til Maalet, og skønt Axel havde ligget temmelig blødt i et stort Knippe Lyng, var han i en ussel Forfatning.
Han blev bragt tilsengs i Herbergets eneste Gæstekammer, og der faldt han hen i en Slummer.
Da Axel vaagnede om Morgenen og saa det hvide Gry paa Ruderne, ventede der ham ikke Befrielse efter hans kvælende Drømme, det første han følte var et Hug, Benets Smærte, og han blev hed om Ørene, over at det var sandt. Men da han saa efter, blev han prikkende kold af Frygt, Knæet var dobbelt saa tykt som naturligt, rødt og fuldt af Uro. Da lagde han sig tilbage og brast i Graad, skjalv som et Straa i Vinden, han foldede Hænderne og knyede mod sin Skæbne, Taarerne løb ham salt ind i Mundvigene.
Hen paa Formiddagen kom der et Menneske ind til Axel, en lille brun Mand, der kaldte sig Zacharias. Han var omrejsende Badskær og holdt tilfældigvis til paa denne Egn. Da Axel saa ham, fik han øjeblikkelig bedre Mod. Godmorgen, raabte Zacharias muntert, hans Stemme var som Træ, naa lad os saa se!
Dermed slog han Dynen væk og greb med begge Hænder paa det saarede Knæ. Axel skreg højt en eneste Gang.
Ho ho, sagde Zacharias og knurrede, han følte med haarde Klør, men Axel strakte sig ud og tav. Ho ho, Zacharias bøjede sig og begyndte at spinde … saa! Jo det var som han nok tænkte. Han rettede sig og fortalte Axel, at han maatte skære ind til Skaden, det var ingen farlig Historie. Og nu gjorde han sig rede, hentede et Bækken med Vand og pakkede sin Taske ud.
Axel fulgte ham trofast med Øjnene og fik et uudsletteligt Indtryk af denne Mand. Han var graabrun og vissen i Huden, de flade Læber var skimlede, Gummerne og de halvraadne Tænder saa ud, som havde han drukket ædende Syrer. Øjnene skinnede i det røde, og der var krudtblaa Skygger under dem, Haaret lignede Hø, som er bleven fordærvet af Fugt, selv det lille Overskæg var jordslaaet i Kuløren ligesom gæret Hø. Han var rap i Vendingen som et Firben, Zacharias, de mørke Hænder saa ud til at have været i mange Slags Svinerier. Og der var en Lugt ved ham, en tør og harsk Lugt som den, Padder og andre Krybdyr udsondrer.
Zacharias fortalte imidlertid en Historie, medens han lagde Knive og smaa Messingtænger tilrette paa Halmstolen, en fuldstændig tom og taabelig Sludder om ingenting, og han lo, pludselig ramlede der et Spektakel ud af Halsen paa ham.
Naa, sagde han omsider og blev meget alvorlig, han strakte Hænderne langeligt frem mod Knæet og følte efter et Sted at begynde. Medens han skar, forholdt han sig tavs.
Axel blev først ligesom lam ved den utrolige Raahed, der var i Smærten mellem Kniven og Saaret. Men han spændte sig, og idet han holdt Vejret af al Kraft og tvang sit susende Baghoved ned, faldt han langsomt i Besvimelse.
Da Axel vaagnede, saa han Badskærens Ansigt over sig og hørte ham befale: Aand ud! Træk Vejret! Han syntes, der var dunkelt i Kamret, Døren stod aaben, og et Par Ansigter kiggede ved Karmen.
Axel lagde sig ud over Sengekanten og kastede op, saa faldt han ind i Sengen igen, kraftesløs. Og Smærterne var der, saa sørgelige, saa grulige, de virkede stille men med en forfærdelig Magt. Aa nej, aa nej! Men de blev ved. Han spillede i Sengen som en der har været falden i Isen, han nikkede forkomment, og Tænderne klamrede sammen, Luften gik i hans arbejdende Bryst. Han vædede Læberne med Tungen, de var som brændte eller skamferede.
Saa saa saa, tyssede Zacharias, der stod og rørte en sort Grød sammen i en Kovse, saa nu skal det snart lindre. Se her er en god Smørelse, den bestaar af syvoghalvfjersindstyve Elementer, der er Kraft af hele Naturen i den; naar vi nu faar den paa, hoho …
Zacharias smurte Salven i Saaret, og Axel sank hen i en ny Bedøvelse. Da han igen blev klar, laa Benet stramt og forbundet ved ham. Det brændende Saar tav lidt, som var Smærtens første Hunger bleven stillet. Men det tav ikke længe. Zacharias var gaaet.
Resten af Dagen laa Axel hen i Smærter, Smærter der slog sammen over hans Hoved, eller i dybe Udmattelser. Man bragte ham Mad, og han spiste, i Feber, med klaprende Tænder, han havde et Hastværk med at faa spist, og han skyndte sig bagefter at lukke Øjnene og stride igen.
Da han slog Øjnene op Timer efter, ventede han, at det skulde være Nat. Men det var jo ikke mørkt, de lyse Nætter var inde. Og da han nu saa, det var en lys Nat, begreb han som i et Syn sin Vaande. Han led overordentlig, Knæet smærtede i Takt, som var det et Væsen, der havde sat sit Overfald i System. Han var alene, han hulkede hjærteligt. Og han laa vaagen hele den lyse Nat, blev sygere og sygere.
Men da Solen kom, gik der en Rytme gennem hans Hjærte, en Kraftsang, han følte sig som Gud, hvert Blodslag fornyede Smærtebevidstheden i hans Hoved. Det var, som stod der en dundrende Larm om ham, skønt han laa i fuldkomment Stille; nej Gud, hvor dulmende det var at høre ligesom en Halsen i Luften, han laa og voksede i Styrke, vældigt, han følte sin uhyre Dødsdømthed.
Axel for op i Sengen af Søvne, thi der straalede en Visnen
ud fra et Sted paa hans ene Laar, som var det Døden, der havde
sat sin Mund der og suget. Sveden haglede af ham. Men han
var skælvende træt, han maatte falde hen igen.
Han saa Ansigter for sig. Bedst som hans Skræk havde sat sig, løb en Hare imod ham, dens Øjne voksede! Spyfluer summede med Metalvinger paa Dynen, det blev til en voksende Lyd! En Sang af en Stenkværn! Og Axel fandt sig i sin Angst, sank lydig. Men han vaagnede atter og genfandt sin Pine.
Zacharias kom og tog Forbindingen af. Han kneb Munden misfornøjet sammen, der var mægtig Brand i Saaret. Han skar lidt igen og smækkede en ny, kraftig Salve paa. Derefter satte han sig ved Sengen og fortalte frit væk Historier. Axel havde det bedre, Smærterne belejrede ham ikke saa haardt, han hvilede …
Hvad var det Zacharias fortalte? En rask lille Fortælling om en mærkelig By, han engang var kommen igennem nede i det indre Tyskland. Alle Folk var Krøblinge der, og vilde man levende gennem Byen, maatte man binde sit ene Ben op og kravle igennem paa Krykker. Det var der ikke noget at sige til.
Axel saa Zacharias' Ansigt som i en Taage, det ubekymrede Grin, han syntes, at Badskæren lignede en stor Skælbider.
Brudstykkevis hørte Axel en anden Historie. Det var ogsaa en af disse smaa befæstede Byer nede i Tyskland. Zacharias var kommen derigennem og havde set Folk flygte nede i Gaden som ved Magi; Døre og Porte trak dem til sig, de blæste væk. Hvorfor? Fordi der travede en enkelt gal Hund med Fraade for Munden midt ad Gaden.
Axel smaaslumrede,
Zacharias fortalte en Legende. Det var om en Munk, der rejste ad en Genvej til Jerusalem. Først var han kommen forbi to klare Søer og over en lille Høj og var gaaet udenom en Grav. Efter en lang Rejse Bakke op og Bakke ned var han saa kommen til to store, hvide Bjærge, og der havde han bedet. Saa var han rejst milevidt over et rundt Højland, først op og saa ned. Fra Toppen havde han øjnet Getsemane Have. Saa var han kommen til Jerusalem.
… Pludselig laa Axel lysvaagen ved noget Badskæren fortalte. Og han saa Lystigheden i det misfarvede Ansigt.
Det var ikke andet end en kvalmende Historie om en ung Pige i Holland. Hun var kommen til Zacharias og havde bedt ham om en Medicin mod Rotter i sin Husbonds Navn, det var en stor frodig Pige i Tyveaarsalderen, netop den tidligmodne Type, der ligefrem bruser. Og saa var der — læg nu Mærke til det — en Dovenskab over hende … den Slags har mættet sig med forbudt Elskov i saadan noget som et halvt Aar, det skal aldrig slaa fejl. Se, to Dage efter blev Zacharias hentet for at foretage et Ligsyn. Det var jo hende. Hun var frugtsommelig. Ho ho ho. Hun havde sat otte Lod Rottekrudt tillivs, den Portion, hun under falske Foregivender havde faaet af ham. Der laa hun paa et Bord. Og hun saa ud i Døden, som havde Gud den almægtige, den Gang han i sin Tid indblæste hende Livsens Aande, pustet lige almægtigt nok til, saa at der var bleven en Bule paa hende …
Her knaldede Zacharias i Grin. Det var som faldt en Stabel Brænde pludselig ned.
Men Axel saa paa ham i dybeste Rædsel. Han havde ikke faaet andet ud af det, end at han saa dette døde Legeme paa Bordet. Og han mindedes Inger, der havde snappet en Blomst paa Marken og gaaet med den i Haanden som Lys … ved hans Side. Hele hans Væsen rejste sig og fornægtede, det var ikke muligt, væk, væk! Han lukkede til for sine hede Øjenstene og vendte Ansigtet mod Væggen, han holdt sit Vejr og græd.