Kongens Fald/41
GROTTE
Hver Nat kom en ringende, søndrende Lyd nærmere til Mikkels venstre Øre.
Det var som Lyden af en Møllesten ikke langt fra hans Hoved. Han laa ofte og tænkte, at nu var han død. Der gik Aarhundreder, hvor han var strakt lam ud i Mørkets staalskarpe Syngen.
Og dog vaagnede han endnu af og til og kunde røre en Haand eller skimte noget af Stuen omkring sig. Men hver Gang den uhyre Lyd begyndte paany i hans Øre, var den kommen nærmere og gennemskingrede ham forfærdeligere end før.
Det var den samme Lyd, han havde sporet i sin Ungdom, men da var den svag og fjærn, tusinde Mile borte. Siden var den vokset, hver Gang den mindede ham. Og nu var Gnyet saa vældigt, at der ikke var andet, Mikkel blev borte deri. Det var Lyden af en Stenkværn.
Det var den nære Lyd af Grotte, som Fenja og Menja svinger i Nordpolsnatten.
Deres Møllesang skal tage dig, den skal komme indenfra i din Hjærne som søndermalende Stenlyd. Dit Hoved skal blive Centret for Grottes Hvirvler af Verdensstøv, for Fenjas og Menjas splintrende Kværnsang.
Vi maler, synger Fenja, vi svinger Stenen, der er tung som Jorden, vi maler dig Solopgang og Høveder og frodige Agre. Vi maler dig skinnende Skyer og Grøderegn, Kløver, gule og hvide Blomster.
Og vi maler dig Sygdom og Tørke, synger samtidigt Menja, afsvedne Marker, Vandløshed, og vi maler dig Hagl som Knoer, vi hvirvler dig en Tordensky op fra Vest, Mørke, Lyn og ulmende Tomter.
Vi maler dig Foraar og blaa Bølger, stønner Fenja, vi faar Sommeren færdig i Tide, vi maler dig grønne Skove fulde af Sangfugle, vi maler dig Kærlighed, Glemsel og lyse Nætter.
Og vi maler dig Fimbuls Mørke, lyder Menjas skurrende Sang, Askeregn, Visnen, vi maler dig Vinteren ind i Sommerens Hjærte. Vi synger dig en Høststorm, vi svinger Rim og Frost over alt groende, vi maler Varmen ud af Menneskenes Sind.
Og dog maler vi nyt Foraar og ny Grøde, synger Fenja rasende, vi maler dig Solhverv og Blikstille paa Havet, vi maler dig Føl og fimrende Hundehvalpe og Søndenvind, vi maler dig Løvspring og Tro.
Ja, og vi svinger Kværnen, saa det knager, skrogrer Menja, vi maler til Barsel, og vi maler i Kisten, vi maler Sne og Fortvivlelse. Jeg synger sidst.
Og nu skyder de Ryg, de vrede Jættepiger, og planter Benene dybt i Mulmet og svinger den rygende Kværnsten. De synger sammen, Fenja og Menja:
Vi maler dig Sol, Maane og Stjærner løbske om Jorden. Dagen og Natten skal veksle i Blink, hvidt og sort, og Himlen skal gaa som et Hjul. Vi maler dig Sommer og Vinter som Feber; Hede skal flyve paa dig og vige igen for Kulde.
Men tilsidst maler vi dig Vintertid. Vi træller i Aartusinder, men vi maler dig endelig Istid.
Nordlys over vore Hoveder! Vi maler dig milevid Is og Aaret fuldt af Nordenstorme og fygende Sne. Vi maler Haabet tyndt i dig, vi synger Regnestykker, hvor Kuldens Tal stiger. Vi maler dig evige Nætter, vi svinger Solen ud paa fjærne Veje. Vi maler hostende Isbjærge med knust Fjæld ned fra Norden og ud over alle rige Sletter, vi knuser Byerne under Bræen, vi grutter al Frugtbarhed.
Og vi forstener dit Hoved, vi hvirvler Øde ud, vi synger med frostkoldt Hjærte, til Kværnen springer.