Kongens Fald/9
LÆNGSEL
Mikkel var kommen tilbage til det Sted, hvorfra han var gaaet ud, han sov igen i sin Faders Hus. Han kunde igen vaagne om Natten og se de samme tre store Stjærner over Lyrehullet i Taget og høre Spærrerne give sig; Biller og Orme pikkede i det møre Tømmer. Udenfor pustede Nattevinden fortroligt, Mikkel kendte den gode Lyd. Men ellers var der saa stille overalt oppe og nede, at Mikkel plagedes af Suset i sine Øren, det ringede, strømmede og stred i hans Øren. Medens han sov her som Barn, kunde han vaagne og høre Stilheden koge, han tænkte sig da nogen, der rejste evigt forbi, Slædemeders stille Gliden hen gennem uendelige Snefører, og af og til en spæd og skrøbelig Klang som af fjærne Bjælder. Senere troede han at høre Svanerne ude paa Fjorden, efter at han en Vinter havde fornemmet deres fine, frostskøre Musik ude fra Vaagerne.
Men nu hørte Mikkel Stilheden igen, og nu var den meget forandret, saa stærk og syngende, saa fuld af dump Underlyd, at den skrækkede ham. Det var otte Aars Liv i Hjemløshed, der mindede, det var otte Aars endelige Ingenting, der spillede Salme i hans Øren og ikke vilde tie.
En Nat faldt det paa hans Sind med en usigelig tung Vished, at denne stigende Lyd af Tomhed vilde forfølge ham, indtil den en Gang i et pludseligt Nu svulmede til et Knald, et eneste forfærdeligt Knald, som spaltede hans Hoved og blæste ham over i Usaligheden.
Mikkel længtes hjemmefra.
Jeg tykkes du ser noget forkedet ud, sagde Thøger. Tag ud og fisk, det er en rosom Beskæftelse. Følg ud med Jens, eller du kan jo tage Prammen og liste gamle Børre med dig — han er nok taabelig men ikke saa ringe til at fiske.
Og Mikkel sejlede paa Fiskeri med Børre, en sindssvag Tumling, der havde været paa Egnen i umindelige Aar. Børre var god nok, de laa dagelang ude paa Bredningen uden at mæle et Ord eller gik inde paa Fladvandet med Gliben. Børre bar sig meget fornuftig til, han havde det ellers kun med stille Fjogethed: det var hans Vane at gemme sig med Ansigtet tæt ind i et Hjørne, mellem to Udhuse f. Eks. og her kunde han staa i Timevis og fnise uhyre oprømt med sig selv. Man saa mestenstid Ryggen af Børre, og den var altid i Uro, fordi han hemmelig lo og gottede sig. — Bedst som de gik og glibede i Vand op til Brystet, kunde Børre vende sig bort ud mod den aabne Fjord og le og henrykke sig, saa at Vandet dirrede og ringede ud fra hans Krop.
Mikkel tog ogsaa ud med Jens Sivertsen, han saa ofte Ane Mette. Hun havde faaet et lille hudløst Sted ved Mundvigen, bare Ungdom og Sundhed, der slog ud.
Hvor Somren var lang og uforanderlig den samme det Aar.
Dalen og Engen bar Græs og Blomster som aldrig før eller siden.
Solen havde ikke travlt paa sin Bane, alt levende gav sig god
Tid. En Fugl fløj gennem Luften nu oppe og nu nede, som
rejste den over Høj og Dal, og naar den var borte, lod den Mindet
om et sorgløst Kvidder tilbage. Humlebierne dryssede ud over
de fugtige Hængemoser, Vandtægen skrev paa Spejlet over de
sorte Høller i Aaen.
Det var Udødelighedens Dal. Hedebakkerne satte Panderne sammen om den paa begge Sider, Aaen listede sig vidtløftigt gennem den, og ovenover flød hvide Skyer med Flyvefødderne drivende under sig.
Vandet i Aaen ilede lattermildt over de stenede Grunde og fordybede sig i Bugterne og tav stille. Fiskene slog op, holdt deres Vejr og snappede efter Fluer og Myg. En Skikkelse flimrede i Luften over det blanke Vand, kun et hvidt Spejlglimt, og en dæmpet Latter klang hen. Ekko spøgede oppe mellem Brinkerne.
Middagens hede Stille var dybt som Midnattens Forstenelse, thi Solens Tavshed rugede over alt, hvad der aandede. Der var en tvungen Stumhed under Himlens Lys, langt mere svanger med Trusel end Nattens Mørke. Oppe i den hvide Luft fløj Lykken; den faar ingen noget at vide om, før den er død, død.
Naar Skumringen omsider faldt paa, blev der saa lydt over den vide Jord. Horsgumren kastede sig voldsomt oppe i de svimmelhøje Lufte, gjærp, gjærp lød dens Skrig i det duggede Mørke. Ude fra Moseholmen gøede Ræveungerne fint og stikkende og kaldte sig selv ved Navn: Ræv, ræv, ræv. Og pludselig Io det oppe i Brinkerne, mangedobbelt og skrækkelig forvildet. Der blev stille efter det, til Ræveungerne tog næsvist paa Veje igen.
Natten kom. Vandet skiltes i den dybe Aabugt, og Manden dernede rejste sine dyndede Skuldre op i Luften. Ude over de vaade Ufører hang Dødsrigets Aander som sorte Terner, der staar stille paa Vingerne og forsker ned i Dybet.
Mikkel stod i Husdøren en Aften og saa ind over Engen. Der
var Lys, som flyttede sig derude i det fjærne Mørke, en
Lygtemand. Alle Folk var for længe siden inde. Høbjærgningsfolkene
overnattede ikke mere i Engen, Høet var kørt hjem. Det var i
August Maaned.
Alting laa øde og stille. Fugle og Dyr tav stille. Paa en saadan Aften turde Mikkel som Barn ikke en Gang se ud af Døren til Kærene af Frygt for at faa Øje paa en Lygtemand. Og selv nu stod han og blev ubetvingeligt bange, han følte sig ømtaalig kuldskær, som var han sat værgeløst nøgen ud i en bidende Vind. Men tiltrods for den uovervindelige Legemsangst maatte Mikkel gaa ud mod hvad der saa var i den giftige Nat. Det var som kunde han ikke leve uden Skræk, han maatte veje sit indre Mismod op med udvendig Skræk.
Og Mikkel leverede sig til Nattens Magter, idet han gik ud i Kærene. Rædselen veg fra ham efor og strømmede sammen ebag, han gik som i svedende Flamme. Lygtemanden foran ham blev borte. Henad Midnat stod Mikkel stille. Og i samme Nu lo det oppe i Bakkerne, højt galende og i flyvende Fart. Genlyden blev ved at svare. Da faldt Mikkel ned paa alle fire og borede Hovedet ind i sin Arm — han krøb hurtigt et Stykke, vendte sig saa ved en kluntet Manøvre og kravlede hurtigt hjemad. Først længe efter at det var bleven stille, rejste han sig og gik.
— Jeg vil ikke have, du gaar ude om Nætterne, sagde Thøger Smed Dagen efter til sin Søn, mens de sad og spiste.
Mikkel tav forbløffet og næsten velgjort ved den korte Afgørelse.
Senere hen paa Dagen talte Thøger om den Slags Ting. Han troede ikke paa noget, for han havde ingenting set, der var aldrig noget kommen ham for nær. Men det var usundt at gaa ude om Natten — man skulde aldrig byde sig til.
Ikke at Mikkel troede paa noget heller, forsikrede han. Det var blot en Vane, han havde at gaa ude om Natten, naar han ikke kunde sove. Hvad var det forresten for en Latter, der kom oppe fra Brinkerne, havde nogen hørt den?
Thøger løftede ringeagtende paa Brynene. Aa, det er nogen Dyr, der skroller. Eller ogsaa er det Jøven.
Jøven?
Ja! Thøger lo misfornøjet. Jeg kan ingen Besked give dig, jeg har pinnede aldrig set en Jøve. Det maa du vel kende, som har lært.
Dermed rejste Thøger sig og gik ud og smeddede, saa at Funkerne føg om ham.
Mikkel sejlede paa Fiskeri. Et Stykke fra Aamundingen laa Jens Sivertsen i sin Baad. Da han saa Mikkel, rejste han sig og raabte over til ham. Mikkel roede derhen.
Vi har spurgt nyt fra Krigen, fortalte Jens. Der har været en Kræmmer paa Gaarden, og vi har ogsaa faaet det at vide. Det gaar knusgodt. Kongen har Heldet med sig hele Tiden.
Jens Sivertsen var kendelig oplivet. Han talte ikke om Otte Iversen, men Mikkel forstod, de havde hørt godt Nyt om ham ogsaa. Han vilde ikke spørge og roede bort igen.
— Skal jeg ellers fortælle dig om Jøven, sagde Thøger venligt
om Aftenen.
Der har været mange Jøver, hvis man ellers kan tro, hvad Folk de siger. Men er der nogen nu, saa kommer den Børre ved. Ja, du ser paa mig, men saadan vil de nu have det til. Ikke ham selv, vel at forstaa, men hans Vid — som er fra ham. Børre har jo været forstyrret i mange Aar. Han er meget ældre end nogen tror. Jeg kan lige huske det, han blev taabelig et Foraar, og det var Kærestesorg, der skørnede Hovedet paa ham. Men siden den Tid snakkede de om en Jøve, der skulde være oppe i Bakkerne. Jeg har hørt den mange Gange. I fordums Aar, da jeg brændte Salt, hørte jeg den tit om Nætterne, naar jeg sad ved Gryderne nede paa Stranden. Mangen en Gang var Børre med mig, og han hørte den selv. Ingen har set den. Der er aldrig nogen, der har set en Jøve og kan fortælle om den; for en dør ved at se den.