Kristuslegender

SELMA LAGERLØF

SKRIFTER

VI BIND

KRISTUSLEGENDER

LILJECRONAS HJEM

GYLDENDALSKE BOGHANDEL - NORDISK FORLAG

- KJØBENHAVN-KRISTIANIA LONDON - BERLIN -

MDCCCCXXII

Den Hellige Nat

DA jeg var fem Aar gammel, havde jeg en stor Sorg. Saa stor, at jeg egentlig ikke tror, jeg har haft nogen større siden. — Da døde min Farmor. Lige til da havde hun hver Dag siddet i Hjørnesofaen i sit Værelse og fortalt Historier.

Det staar for mig, som om Farmor sad og fortalte og fortalte fra Morgen til Aften, og vi Børn sad ganske stille ved Siden af hende og hørte paa. Det var et dejligt Liv. Ingen Børn i hele Verden havde det som vi.

Det er ikke meget, jeg husker om min Farmor. Jeg kan huske, at hun havde smukt, kridhvidt Haar, at hun gik meget bøjet, og at hun altid sad og strikkede paa en Strømpe.

Jeg husker ogsaa, at hun, naar hun havde fortalt en Historie, gerne lagde sin Haand paa mit Hoved, og saa sagde hun: „Og alt dette er lige saa sandt, som at jeg ser dig og du ser mig.“

Saa husker jeg ogsaa, at hun kunde synge Viser, men det gjorde hun kun engang imellem. En af hendes Viser handlede om en Ridder og en Havfrue, og den havde til Omkvæd: „Blæser koldt, koldt Vejr over Sø.“

Og endelig kan jeg huske en lille Bøn, hun har lært mig, og et Salmevers.

Alle de Historier, hun har fortalt mig, har jeg kun en svag og uklar Erindring om. Der er kun en eneste af dem, som jeg husker saa tydeligt, at jeg kan fortælle den igen. Det er en lille Fortælling om Jesu Fødsel.

Se, dette er næsten alt, hvad jeg kan huske om min Farmor, med Undtagelse af det, som jeg husker bedst, og det er mit store Savn, da hun var borte.

Jeg husker den Morgen, da Hjørnesofaen stod tom, og da det ikke var til at begribe, hvordan Dagens Timer skulde faa Ende. Det husker jeg. Det glemmer jeg aldrig.

Og jeg husker, at vi Børn blev ført hen for at kysse den dødes Haand. Og vi var bange for at gøre det, men da var der en eller anden, der sagde til os, at dette var sidste Gang, vi kunde takke Farmor for al den Glæde, hun havde gjort os.

Og jeg husker, at alle Viserne og Historierne blev kørt bort fra Gaarden, indpakkede i en lang, sort Kiste, og at de aldrig kom tilbage igen.

Jeg husker, at der var noget borte i Livet. Det var, som om Døren til en hel stor, dejlig, fortryllet Verden, hvor vi før havde kunnet gaa frit ud og ind, var bleven lukket i Laas. Og nu var der ingen, der havde Nøglen til den Dør.

Og jeg husker, at vi Børn efterhaanden lærte at lege med Dukker og Legetøj og leve som andre Børn, og det kunde da se ud, som vi ikke mere savnede vor Farmor eller ikke mere huskede hende.

Men endnu den Dag i Dag, fyrretyve Aar efter, mens jeg sidder og samler de Legender om Kristus, som jeg hørte ovre i Østerland, vaagner i min Erindring det lille Sagn om Jesu Fødsel, som Farmor plejede at fortælle, og jeg faar Lyst til at fortælle det endnu engang og lade ogsaa det komme ind i min Samling.

* *
*

Det var en Juledag, og alle var kørt til Kirke undtagen Farmor og jeg. Jeg tror, vi to var ganske ene i hele Huset. Vi havde ikke faaet Lov at køre med, fordi den ene af os var for gammel og den anden ikke gammel nok. Og vi var begge to bedrøvede over, at vi ikke kunde komme med og høre Froprædiken og se Julelysene.

Men som vi saaledes sad der i vor Ensomhed, gav Farmor sig til at fortælle:

„Der var engang en Mand,“ sagde hun, „der gik ud i den mørke Nat for at laane Ild. Han gik fra Hus til Hus og bankede paa. Hjælp mig, hjælp mig! sagde han. Min Hustru har lige født et Barn, og jeg maa tænde Ild for at varme hende og den lille.

Men det var dyb Nat, saa alle Mennesker sov. Ingen svarede ham.

Manden gik og gik. Til sidst opdagede han et Lysskær som af Ild langt borte. Han vendte da sine Skridt i den Retning og saa, at Skæret kom fra et Baal, der brændte paa Marken. En Mængde hvide Faar laa og sov omkring Ilden, og en gammel Hyrde sad og vogtede Hjorden.

Da Manden, der vilde laane Ild, kom hen til Faarene, saa han, at der laa tre store Hunde og sov ved Hyrdens Fødder. De vaagnede alle tre, da han kom, og aabnede deres store Gab, som om de vilde gø, men der hørtes ikke en Lyd. Manden saa, at de rejste Børster, han saa, at deres skarpe Tænder skinnede hvide i Ildskæret, og at de for løs paa ham. Han følte, at en af dem slog Tænderne i hans Ben og en i hans Haand, mens den tredje bed sig fast i hans Strube. Men Kæberne og Tænderne, som Hundene skulde bide med, vilde ikke lystre dem, og Manden led ikke den mindste Skade.

Nu vilde Manden gaa videre for at faa det, han var kommen efter. Men Faarene laa saa tæt op til hverandre, Ryg imod Ryg, at han ikke kunde komme til. Da traadte Manden op paa Faarenes Ryg og gik over dem henimod Ilden. Og ikke eet af Dyrene vaagnede eller rørte sig.“

Saa langt havde Farmor faaet Lov at fortælle uden at blive forstyrret, men nu kunde jeg ikke lade være at afbryde hende. „Hvorfor gjorde de ikke det, Farmor?“ spurgte jeg. „Det skal du faa at vide om lidt,“ svarede Farmor og blev ved med sin Historie.

„Da Manden var naaet næsten helt hen til Ilden, saa Hyrden op. Han var en gammel, gnaven Mand, uvenlig og haard imod alle Mennesker. Og da han nu saa en fremmed nærme sig, greb han en lang, spids Pigstav, som han plejede at støtte sig til, naar han drev sin Hjord paa Græs, og kastede den henimod ham. Og Pigstaven for hvinende lige imod Manden, men inden den ramte ham, fløj den til Side og susede forbi ham langt ud paa Marken.“

Da Farmor var kommen saa langt, afbrød jeg hende paany. „Farmor, hvorfor vilde Kæppen ikke slaa Manden?“ Dog, Farmor svarede ikke paa mit Spørgsmaal, men blev ved med sin Fortælling.

„Nu kom Manden hen til Hyrden og sagde til ham: „Aa, hjælp mig og lad mig laane lidt Ild hos dig! Min Hustru har nylig født et Barn, og jeg maa have Ild til at varme hende og den lille.“

Hyrden havde mest Lyst til at sige Nej, men da han tænkte paa, at Hundene ikke havde kunnet gøre Manden noget ondt, at Faarene ikke var løbet deres Vej for ham, og at hans Pigstav ikke havde villet ramme ham, blev han underlig bange og turde ikke nægte ham, hvad han forlangte.

„Tag saa meget, du behøver,“ sagde han til Manden.

Men Ilden var næsten helt udbrændt. Der var ikke en eneste Brand tilbage, kun en stor Bunke Gløder, og den fremmede havde hverken Ildskuffe eller Skovl, hvori han kunde bære de glødende Kul.

Da Hyrden saa dette, gentog han: »Tag saa meget, du behøver,“ og han glædede sig over, at Manden ikke kunde faa nogen Ild alligevel.

Men Manden bøjede sig ned, samlede Kulgløderne op af Asken med sine bare Hænder og lagde dem i sin Kappe. Og Gløderne brændte ikke hans Hænder, da han rørte ved dem, ikke heller sved de hans Kappe, men Manden bar dem bort, som om det havde været Nødder eller Æbler.“

Men her blev Fortællersken afbrudt for tredje Gang. „Farmor hvorfor vilde Gløderne ikke brænde Manden?“

„Det skal du nok faa at høre,“ svarede Farmor, og saa fortalte hun videre.

„Da nu denne Hyrde, der var saadan et ondt og arrigt Menneske, saa alt dette, spurgte han forundret sig selv: „Hvad er dog dette for en Nat, siden Hundene ikke bider, Faarene ikke lader sig skræmme, Spydet ikke dræber og Ilden ikke brænder?“ Han kaldte den fremmede tilbage og sagde til ham: „Hvad er det dog for en Nat? Og hvoraf kommer det, at alle Ting viser dig Barmhjertighed?“

Da svarede Manden ham: „Jeg kan ikke sige dig det, naar du ikke selv kan se det.“ Og han vilde skynde sig bort for saa hurtigt som muligt at skaffe sin Hustru og Barn Varme.

Men Hyrden sagde til sig selv, at han vilde ikke tabe denne Mand af Syne, før han fik Rede paa, hvad alt dette kunde betyde. Han rejste sig op og fulgte efter Manden, indtil han kom til det Sted, hvor han hørte hjemme.

Da saa Hyrden, at Manden ikke havde saa meget som en Hytte at bo i, men han havde sin Hustru og Barnet liggende i en Klippehule, hvor der ikke fandtes andet end de bare, nøgne Stenvægge.

Men Hyrden tænkte ved sig selv, at det stakkels uskyldige Barn maaske vilde fryse ihjel der i Grotten, og skønt han var en haard Mand, blev han rørt og tænkte, at han vilde hjælpe Barnet. Og han tog sin Ransel af Skulderen, og ud af den tog han et hvidt og blødt Faareskind, gav det til den fremmede Mand og sagde, at han skulde lade Barnet sove paa det.

Men i samme Øjeblik han viste, at ogsaa han kunde være barmhjertig, blev hans Øjne opladte, og han saa, hvad han før ikke havde kunnet se, og han hørte, hvad han før ikke havde kunnet høre.

Han saa, at rundt omkring ham stod der en tæt Kreds af smaa Engle med sølvhvide Vinger. Og hver af dem holdt en Strengeleg i sin Haand, og alle sang de med høj Røst, at i Nat var Frelseren født, han, der skulde frelse Verden fra dens Synder.

Da forstod han, hvorfor alle Ting var saa glade i denne Nat, at de ikke vilde gøre noget ondt.

Og det var ikke blot rundt om Hyrden, Englene stod; overalt, hvor han vendte sit Blik, saa han dem. De sad inde i Grotten, og de sad udenfor paa Bjerget, og de fløj under Himlen. De kom gaaende henad Vejen i store Flokke, og naar de kom forbi Grotten, blev de staaende for at kaste et Blik paa Barnet.

Der var en saadan Uendelighed af Jubel og Glæde og Sang og Leg, og alt dette saa han i den mørke Nat, hvor han før ikke havde kunnet skelne det mindste. Han blev saa glad over, at hans Øjne var blevet opladte, saa han faldt paa sine Knæ og takkede Gud.“

Men da Farmor var kommen saa langt, sukkede hun og sagde: „Men hvad den Hyrde saa, det kunde vi ogsaa se, thi Englene kommer flyvende ned fra Himlen hver Julenat, hvis vi blot havde Øje for dem.“

Og saa lagde Farmor sin Haand paa mit Hoved og sagde: „Dette maa du ikke glemme, for det er lige saa sandt, som at jeg ser dig og du ser mig. Det er ikke Lys og Lamper, det kommer an paa, og det er ikke Maane og Sol, der er det væsentlige, men det, som er fornødent, er at vi har Øjne, der kan se Guds Herlighed.“

Kejserens Syn

DET var paa den Tid, da Augustus var Kejser i Rom, og Herodes var Konge i Jerusalem. — Da skete det engang, at en saa stor og hellig Nat sænkede sig over Jorden. Det var den mørkeste Nat, noget Menneske havde set; man skulde tro, at en Kælderhvælving havde lukket sig over Jorden. Det var umuligt at skelne Land fra Vand, og man kunde ikke finde sig til Rette paa den Vej, man kendte bedst. Og det kunde ikke være anderledes; thi fra Himlen kom der ikke en Lysstraale. Alle Stjerner havde lukket sig inde, og den blide Maane havde vendt sit Ansigt bort. Og Stilheden var lige saa dyb som Mørket. Floderne havde standset deres Løb, Vinden rørte sig ikke, og om det saa var Bævreaspens Blade, saa dirrede de ikke. Den, der var gaaet ned til Stranden, vilde have set, at Brændingen ikke bruste; den, der var gaaet ud i Ørkenen, vilde ikke have hørt Sandet knitre under sin Fod. Alt var forstenet og ubevægeligt for ikke at forstyrre den hellige Nat. Græsset turde ikke vokse, Duggen vilde ikke falde, og Blomsterne vovede ikke at udaande Vellugt.

I denne Nat jagede Rovdyrene ikke, og Slangerne stak ikke, og Hundene gøede ikke. Og hvad der var endnu vidunderligere: heller ikke de livløse Ting vilde forstyrre Nattens Hellighed ved at lade sig bruge til noget ondt. Ingen Dirk vilde have aahnet en Laas, og ingen Kniv havde været i Stand til at udgyde Blod.

Netop i denne Nat kom en lille Skare Mennesker ned fra Roms Kejserbolig paa Palatinerbjerget og tog Vejen over Forum op imod Capitolium. Paa den Dag, som nu var til Ende, havde nemlig Senatorerne forespurgt hos Kejseren, om det maatte behage ham at tillade, at de rejste ham et Tempel paa Roms hellige Bjerg. Men Augustus havde ikke straks givet sit Samtykke. Han vidste ikke, om de gamle Guder vilde finde sig i, at der rejstes et Tempel for ham ved Siden af deres, og han havde svaret, at han først ved et natligt Offer til sin Genius vilde udforske deres Vilje i denne Sag. Det var ham, der nu, ledsaget af sine fortrolige, drog op for at frembære deres Offer.

Augustus lod sig bære i en Bærestol; thi han var gammel og havde ondt ved at gaa opad de mange Trin til Capitolium. Han holdt selv Buret med Duerne, som han vilde ofre til sin Genius. Hverken Præster eller Soldater eller Senatorer ledsagede ham, kun hans nærmeste Venner. Fakkelbærere gik foran ham, ligesom for at bane Vej gennem Nattemørket, og bag efter ham gik Slaver, der bar Altertrefoden, Veddet, Offerknivene, den hellige Ild og alt andet, der udkrævedes til Ofringen.

Paa Vejen samtalede Kejseren muntert med sine fortrolige, og derfor lagde ingen af dem Mærke til Nattens vidunderlige Tavshed og Ro. Først da de havde naaet den tomme Plads øverst paa Capitolium, hvor det ny Tempel skulde bygges, gik det op for dem, at der var noget usædvanligt paa Færde.

Dette, saa de, var ikke en Nat som alle andre; thi ovre paa Klipperanden saa de den forunderligste Skikkelse. Først troede de, at det var Stubben af et gammelt, kroget Oliventræ, dernæst troede de, det var et ældgammelt Stenbillede fra Jupitertemplet, der var vandret ud paa Klippen. Endelig gik det op for dem, at det ikke kunde være nogen anden end den gamle Sibylle.

Noget saa gammelt; saa vejrslaget og saa kæmpestort havde de aldrig set. Denne gamle Kvinde var skrækindjagende. Havde ikke Kejseren været der, vilde de alle straks været flygtet hjem til deres Senge. „Det er hende,“ hviskede de til hverandre, „der tæller lige saa mange Aar, som der er Sandskorn paa hendes Hjemlands Kyst. Hvorfor er hun kommen ud af sin Hule netop i Nat? Hvad varsler hun Kejseren og Riget, hun, der skriver sine Profetier paa Træernes Blade og ved, at Vinden fører Orakelordet til den, det er bestemt for?“

De var saa skrækslagne, at hvis Sibyllen blot havde gjort en eneste Bevægelse, havde de alle kastet sig paa Knæ med Panden mod Jorden. Men hun sad saa stille, som om hun var livløs. Hun sad paa Hug yderst ude paa Klipperanden, og med Haanden skyggende over Øjnene spejdede hun ud i Natten. Hun sad der, som om hun var gaaet op paa Klippen for bedre at se noget, der tildrog sig langt borte. Hun — hun kunde altsaa se noget i en saadan Nat!

I samme Øjeblik mærkede Kejseren og alle i hans Følge, hvor dybt Mørket var. Ingen af dem kunde se en Haand for sig. Og hvilken Tavshed, hvilken Ro! Ikke engang Tiberens dumpe Brus kunde de høre. Men det var, som om Luften skulde kvæle dem; den kolde Sved brød frem paa deres Pander, og deres Hænder var matte og kraftløse. Der maatte forestaa noget forfærdeligt.

Men ingen vilde vise, at de var bange; alle sagde til Kejseren, at det var gode Tegn og Varsler. Hele Naturen holdt Aandedrættet tilbage for at hilse en ny Gud. De opfordrede Augustus til at paaskynde Offerhandlingen og sagde, at den gamle Sibylle sikkert var vandret ud af sin Hule for at hilse hans Genius.

Men Sandheden var den, at den gamle Sibylle var saa optagen af, hvad hun saa, at hun ikke engang vidste, at Augustus var kommen op til Capitolium. Hun var i Aanden henrykket til et fjernt Land, hvor hun vandrede over en stor Slette. I Mørket stødte hun med Foden til noget, hun troede var Græstuer. Hun bøjede sig ned og følte med Haanden … nej, det var ikke Tuer, men Faar; hun vandrede imellem store, sovende Faarehjorder.

Nu opdagede hun Hyrdernes Ild, der brændte midt paa Marken, og hun famlede sig frem til den. Hyrderne laa og sov ved Ilden, og ved Siden af sig havde de lange, spidse Stave for at forsvare Hjorden mod de vilde Dyr. Men de smaa Dyr med de skinnende Øjne og de buskede Haler, som kom listende hen til Ilden — var det ikke Schakaler? Og Hyrderne slyngede ikke Pigstavene efter dem, Hundene blev ved at sove, Faarene flygtede ikke, og de vilde Dyr lagde sig til Hvile ved Menneskenes Side.

Det var dette, Sibylle saa, og hun vidste intet om, hvad der gik for sig bagved hende paa Bjergtoppen. Hun mærkede ikke, at man rejste Alteret der, tændte Brændet, strøede Røgelsen derover, og at Kejseren tog den ene Due ud af Buret for at ofre den. Men hans Hænder var saa matte, at han ikke kunde holde Fuglen fast. Med et eneste Vingeslag gjorde den sig fri og forsvandt i Nattens Mørke.

Da dette skete, kastede Hofmændene mistænksomme Blikke til den gamle Sibylle. De troede, det var hende, der voldte Ulykken.

De kunde jo ikke vide, at Sibylle endnu i Aanden stod ved Hyrdernes Baal, og at hun nu lyttede efter en svag Klang, der bævede gennem den dødsstille Nat. Hun hørte den, længe før hun mærkede, at den ikke kom fra Jorden, men oppe fra Luften. Men da hun løftede sit Hoved, saa hun lyse, straalende Skikkelser svæve frem oppe i det dybe Mørke. Det var smaa Skarer af Engle, der fløj frem og tilbage over den vide Slette, lifligt syngende og ligesom søgende.

Men medens Sibyllen lyttede til Englesangen, gjorde Kejseren sig rede til et nyt Offer. Han toede sine Hænder, rensede Alteret og lod sig række den anden Due. Men skønt han anstrængte sig til det yderste for at holde Duen fast, smuttede dens glatte Legeme ud af hans Hænder, og den svang sig op i det uigennemtrængelige Mørke.

Kejseren blev forfærdet. Han kastede sig paa Knæ foran det tomme Alter og bad til sin Genius. Han anraabte ham om Kraft til at afværge de Ulykker, som denne Nat syntes at varsle.

Heller ikke dette havde Sibyllen mærket noget til. Hun lyttede kun efter Englesangen, der blev stærkere og stærkere. Tilsidst blev den saa mægtig, at Hyrderne vaagnede derved. De rejste sig paa Albuen og saa straalende Skarer af sølverhvide Engle svæve frem oppe i Mørket i lange, svajende Rækker ligesom Trækfugle. Nogle havde Luth og Violin i Haanden, andre havde Zither og Harpe, og deres Sang klang saa munter som Børnelatter og saa sorgløs som Lærkekvidder. Da Hyrderne saa og hørte dette, stod de op for at gaa til Bjergbyen, hvor de hørte hjemme, og fortælle om Underet.

Hyrderne drog langsomt op ad en smal, bugtet Sti, og den gamle Sibylle fulgte dem. Paa een Gang blev der lyst oppe paa Bjerget. En stor, klar Stjerne tændtes lige over det, og Byen paa dets Top skinnede som Sølv i Stjernelyset. Alle de svævende Engleskarer skyndte sig derhen under Jubelraab, og Hyrderne paaskyndede deres Skridt, saa de næsten løb. Da de kom derop, saa de, at Englene havde samlet sig over en lav Stald i Nærheden af Byens Port. Det var en fattig Bygning med Tag af Straa og med den nøgne Klippe til Bagvæg. Over den stod Stjernen, og om den flokkede sig flere og flere Engle. Nogle satte sig paa Straataget, andre paa den stejle Klippevæg bagved Huset, atter andre holdt sig med flagrende Vinger svævende over det. Højt, højt op var Luften lys af de straalende Vinger.

I samme Øjeblik, som Stjernen tændtes over Staden paa Bjerget, vaagnede hele Naturen, og Mændene, der stod paa Capitoliums Top, kunde ikke undgaa at lægge Mærke til det. De følte Luften bevæges af friske, men blide Vinde, en mild Vellugt bølgede op imod dem, Træerne susede, Tiberen begyndte at bruse, Stjernerne straalede, og Maanen stod paa een Gang højt paa Himlen og oplyste Verden. Og ned fra Skyerne svang sig de to Duer og satte sig paa Kejserens Skuldre.

Da dette Under skete, rejste Augustus sig i stolt Glæde, og hans Venner og Slaver styrtede paa Knæ. „Ave Cæsar!“ raabte de. „Din Genius har svaret dig. Du er den Gud, der skal tilbedes paa Capitoliums Top.“

Og de Hyldingsraab, hvormed de henrykte Mænd tiljublede Kejseren, var saa skingrende, at den gamle Sibylle hørte dem. De vakte hende af hendes Syner; hun rejste sig fra sin Plads paa Klipperanden og traadte frem blandt Menneskene. Det var, som om en mørk Sky var steget op fra Dybden og sænkede sig ned over Bjergtoppen. Hun var forfærdelig i sin Ælde. Det stride Haar hang i tynde Tjavser ned over Ansigtet, Ledknuderne paa hendes Lemmer var opsvulmede, og den mørke Hud dækkede hendes Legeme som haard Træbark med Rynke ved Rynke.

Men vældig og ærefrygtindgydende skred hun frem mod Kejseren. Med den ene Haand greb hun ham om Haandledet, med den anden pegede hun mod det fjerne Østen.

„Se!“ bød hun, og Kejseren opløftede sine Øjne og saa og saa. Rummet aabnede sig for hans Blik, og han skuede ud til det fjerne Østerland. Og han saa et usselt Skur under en stejl Klippevæg og i den aabne Dør nogle knælende Hyrder. Inde i Stalden saa han en ung Moder paa Knæ foran et lille Barn, der laa paa Gulvet paa et Kornneg.

Og Sibylles store, krogede Finger pegede henimod dette fattige Barn.

„Ave Cæsar!“ sagde Sibylle med en Haanlatter. „Der er den Gud, som skal tilbedes paa Capitoliums Top.“

Augustus veg tilbage for hende som for en vanvittig.

Men da kom den mægtige Seeraand over Sibyllen. Hendes halvblinde Øjne begyndte at brænde, hendes Hænder hævede sig mod Himlen, hendes Røst fik en Klang og en Kraft, som maatte høres over den hele Verden. Hun udtalte Ord, som hun syntes at læse oppe mellem Stjernerne:

„Paa Capitoliums Top skal Verdens Fornyer tilbedes, Krist eller Antikrist, men ej en skrøbelig Skabning.“

Da hun havde sagt dette, skred hun bort midt iblandt de skrækslagne Mennesker og gik langsomt ned ad Bjerget og forsvandt.

Men Augustus lod næste Dag strengeligen forbyde at rejse noget Tempel for ham paa Toppen af Capitolium.

I Stedet for byggede han der et Alter for det nyfødte Gudebarn og kaldte det Himlens Alter, Ara Coeli.

De Vise Mænds Brønd

I det gamle Jødeland vandrede en barsk og huløjet gammel Kvinde omkring mellem visne Tidsler og gulnet Græs. Det var Tørken. — Det var Sommer. Solen skinnede paa skyggeløse Bjergrygge, den mindste Vind hvirvlede tætte Skyer af Kalkstøv op fra den hvidgraa Jord; Hjordene havde flokket sig i Dalene om de udtørrede Bække.

Tørken gik omkring og mønstrede Vandforraadene. Hun vandrede ud til Salomons Damme og sukkede ved at se, at de klippefulde Bredder endnu indesluttede en anselig Vandmasse. Derpaa gik hun ned til den berømte Davidsbrønd ved Bethlehem og fandt ogsaa Vand der. Og saa vandrede hun med slæbende Skridt hen ad den store Landevej, der gaar fra Bethlehem til Jerusalem.

Da hun var kommen omtrent halvvejs, fik hun Øje paa de vise Mænds Brønd, som ligger der ved Vejkanten, og hun opdagede straks, at den var lige ved at tørre ud. Tørken satte sig paa Brøndens Rand, der er dannet af en eneste stor, udhulet Sten, og saa ned i Brønden. Det blanke Vandspejl, der ellers plejede at staa helt oppe ved Randen, var sunket dybt ned, og slimet Grønt og Mudder fra Bunden gjorde det urent og uklart.

Da Brønden saa Tørkens fortørrede Ansigt tegne sig paa dens matte Spejl, løb der et Angstens Gys henover den.

„Jeg gad vidst, naar det kan være ude med dig,“ sagde Tørken. „Du kan vel ikke opdage en eller anden Vandaare dernede i Dybet, som kan give dig nyt Liv. Og Regn kan der Gud ske Lov ikke være Tale om før om to, tre Maaneder.“

„Du kan være ganske rolig,“ sukkede Brønden. „Mig kan ingenting hjælpe. Det maatte da være en Kilde fra selve Paradiset.“

„Saa vil jeg ikke forlade dig, før alt er forbi,“ sagde Tørken. Hun saa, at den gamle Brønd var paa sit Yderste, og nu vilde hun have den Glæde at se den dø bort Draabe for Draabe.

Hun satte sig velbehagelig til Rette paa Brøndkanten og glædede sig til at høre, hvor Vandet sukkede dernede i Dybet. Det var hende ogsaa til stor Trøst og Lise at se tørstige Vandringsmænd slæbe sig hen til Brønden, sænke Spanden ned og drage den op igen med nogle Draaber mudret Vand paa Bunden.

Saadan gik hele Dagen, og da Mørket faldt paa, saa Tørken atter ned i Brønden. Der blinkede endnu lidt Vand dernede. „Jeg bliver her Natten over,“ raabte hun. „Forhast dig ikke. Naar det bliver saa lyst, at jeg kan se ned i dig igen, er jeg sikker paa, at det er ude med dig.“

Tørken satte sig paa Brøndkanten, mens den hede Nat, der føltes endnu mere pinefuld og ubarmhjertig end Dagen, sænkede sig over Jødeland. Hunde og Schakaler tudede uophørlig, og tørstige Køer og Æsler svarede dem fra de ophedede Stalde. Naar Vinden undertiden rørte sig, bragte den ingen Svaling, men var hed og lummer som et stort, sovende Uhyres gispende Aandedræt.

Men Stjernerne tindrede med den allerskønneste Glans; en lille blank Nymaane kastede et skønt, blaagrønt Lys over de graa Høje. Og ved dens Skin saa Tørken en stor Karavane komme dragende op imod den Høj, hvor de vise Mænds Brønd laa.

Tørken sad og saa paa det lange Tog og glædede sig paany ved Tanken om al den Tørst, der stundede mod Brønden, og som ikke vilde finde en Draabe Vand at læske sig med. Der kom saa mange Dyr og Førere, at de kunde have tømt Brønden, selv om den havde været helt fuld. Paa een Gang fik hun en Fornemmelse af, at der var noget underligt, noget spøgelseagtigt ved denne Karavane, der kom dragende frem igennem Natten. Alle Kamelerne kom først til Syne paa en Høj, der ragede op ved Synskredsens Rand — det saa ud, som om de kom ned fra Himlen. I Maanelyset saa de langt større ud end almindelige Kameler, og de bar med en overnaturlig Lethed de vældige Byrder, der var læssede paa dem.

Men hun kunde da ikke tænke sig andet, end at det maatte være virkelige Dyr, hun saa dem jo aldeles tydeligt. Hun kunde endog se, at de forreste var Dromedarer med graat, glinsende Skind, og at disse var prægtigt optømmede, havde frynsede Sadeltæpper og styredes af smukke, højbaarne Ryttere.

Hele Toget gjorde Holdt ved Brønden, Dromedarerne lagde sig ned paa Jorden med tre bratte Ryk, og deres Ryttere steg af. Pakkamelerne blev staaende oprejst, og efterhaanden som de samlede sig, dannede de en Skov af høje Halse og Pukler og underlig opstablede Byrder.

De tre Dromedarryttere gik straks henimod Tørken og hilste hende ved at lægge Haanden paa Pande og Bryst.

Hun saa, at de bar blændende hvide Dragter og mægtige Turbaner, i hvis øverste Kant der var fæstet en skinnende Stjerne, der straalede, som om den var taget lige ned fra Himlen.

„Vi kommer fra et fjernt Land,“ sagde den ene af de fremmede, „og vi beder dig sige os, om dette virkelig er de vise Mænds Brønd.“

„Saaledes kaldes den i Dag,“ sagde Tørken, „men i Morgen er her ikke nogen Brønd mere. Den dør i Nat.“

„Det kan jeg tænke, efterdi jeg ser dig her,“ sagde Manden. »Men er dette da ikke en af de hellige brønde, der aldrig tørrer ud? Eller hvoraf har den faaet sit Navn?“

„Jeg ved, den er hellig,“ sagde Tørken, „men hvad kan det hjælpe? De tre Vise er i Paradiset.“

De tre Rejsende saa paa hverandre. „Kender du virkelig den gamle Brønds Historie?“ spurgte de.

„Jeg kender alle Brøndes og Kilders og Bækkes og Aaers Historie,“ sagde Tørken stolt.

„Gør os da den Glæde at fortælle den,“ bad den fremmede. Og lyttende samlede de sig omkring den gamle Fjende af alt, hvad der er Grøde i.

Tørken rømmede sig og krøb op paa Brøndens høje Kant som en Eventyrfortæller paa sin Stol. Og såa begyndte hun at fortælle:

„I Gabes i Medien, en By, der ligger lige ved Grænsen af Ørkenen og derfor ofte har været mig et kært Fristed, levede der for mange Aar siden tre Mænd, der var berømte for deres Visdom. De var ogsaa meget fattige, hvilket var et usædvanligt Tilfælde, thi i Gabes blev Kundskaben ellers holdt højt i Ære og vel betalt. Men for disse Mænds Vedkommende kunde det ikke godt være anderledes, thi den ene af dem var uhyre gammel, den anden var befængt med Spedalskhed, og den tredje var en sort, tyklæbet Neger. Menneskene ansaa den første for altfor gammel til at kunne lære dem noget, den anden undveg de af Frygt for Smitte, og den tredje vilde de ikke lytte til, fordi de troede at vide, at aldrig var der kommen nogen Visdom fra Æthiopien.

De tre Vise sluttede sig imidlertid sammen i deres Ulykke. De tiggede om Dagen ved samme Tempelport og sov om Natten paa samme Tag. Paa denne Maade fik de i det mindste Lejlighed til at korte Tiden ved i Forening at grunde over alt det forunderlige, de bemærkede ved Ting eller ved Mennesker.

En Nat, da de sov Side om Side paa et Tag, der var tæt bevokset med røde, søvndyssende Valmuer, vaagnede den ældste af dem, og næppe havde han kastet et Blik omkring sig, før han vækkede de to andre.

— Priset være vor Fattigdom, som nøder os til at sove under aaben Himmel, sagde han til dem. Vaagner op, og opløfter eders Øjne til Himlen.

Og ser I,“ sagde Tørken med lidt mildere Røst, „dette var nu en Nat, som ingen, der har set den, nogensinde kan glemme. Det var saa lyst, at Himlen, der ellers ligner en fast Hvælving, nu syntes dyb og gennemsigtig og fyldt med Bølger som et Hav. Lyset bølgede frem og tilbage deri, og man saa Stjernerne svømme der i forskellig Dybde, nogle inde imellem Lysbølgerne, andre paa deres Overflade.

Men længst borte og højest oppe saa de tre Mænd et svagt Mørke vise sig. Og dette Mørke for igennem Himmelrummet som en Bold og kom nærmere og nærmere, og alt som det nærmede sig, begyndte det at lysne, men det lysnede saaledes, som Roserne — dem Gud lade visne! — lysner, naar de sprænger Knoppens Hylster. Lysbolden blev større og større, og det mørke Svøb omkring den sprængtes lidt efter lidt, og Lyset brast ud i fire klare Blade paa dens Sider. Endelig, da den var kommen ned i Højde med Stjernerne, standsede den. Saa krængedes de mørke Flige helt tilbage, og der udfoldede sig Blad paa Blad af herligt straalende, rosenfarvet Lys, indtil den laa færdig og straalede som en Stjerne blandt Stjernerne.

Da de fattige Mænd saa dette, sagde deres Visdom dem, at i denne Stund fødtes der paa Jorden en mægtig Konge, en, hvis Magt vilde naa højere end Cyrus’s eller Alexanders. Og de sagde til hverandre: Lader os gaa til den nyfødtes Fader og Moder og fortælle dem, hvad vi har set. Kan hænde, at de da lønner os med en Pung med Guld eller en kostelig Armring.

De greb deres lange Vandringsstave og begav sig paa Vej. De gik gennem Staden og ud af dens Port, men der blev de staaende tvivlraadige et Øjeblik. Thi nu udbredte sig foran dem den store, tørre, dejlige Ørken, som Mennesker afskyr. Da saa de, at en ny Stjerne kastede en smal Lysstribe hen over Ørkensandet, og de vandrede fortrøstningsfuldt fremad med Stjernen som Vejviser.

Hele Natten vandrede de over den store, vide Sandslette, og under hele deres Vandring talte de om den nyfødte Konge, hvem de vilde finde sovende i en Vugge af Guld, legende med Ædelstene. De kortede Nattens Timer ved at tale om, hvorledes de vilde træde frem for hans Fader Kongen og hans Moder Dronningen og sige dem, at Himlen forjættede deres Søn Magt og Styrke og Skønhed og Lykke, større end Salomons.

De følte sig opfyldt af Stolthed over, at de var kaldede af Gud til at se Stjernen. De sagde til hinanden, at den nyfødtes Forældre umulig kunde lønne dem med mindre end tyve Punge Guld; ja maaske vilde de give dem saa meget, at de aldrig mere skulde føle Fattigdommens Byrde.

„Jeg laa paa Lur i Ørkenen som en Løve,“ sagde Tørken, „og det var min Hensigt at kaste mig over disse Vandringsmænd med alle Tørkens Kvaler; men de slap fra mig. Stjernen ledte dem hele Natten igennem. Da Himlen blev lys og de andre Stjerner blegnede, forblev den paa Himlen og lyste over Ørkenen, lige til den havde ført dem til en Oase, hvor de fandt en Kilde og Træer, der bugnede af Frugt. Der hvilede de hele Dagen, og først ved Aftentid, da de atter saa Stjernen kaste sin Lysstribe over Ørkensandet, drog de videre.

Efter menneskelig Maade at tale,“ vedblev Tørken, „var det en velsignet Vandring. Stjernen ledte dem saaledes, at de hverken kom til at lide Sult eller Tørst. Den ledte dem forbi de hvasse Tidsler, den undveg det dybe, løse Flyvesand og førte dem saaledes, at de slap baade fra den sviende Solhede og de hede Ørkenstorme. De tre vise Mænd sagde idelig til hinanden: Gud vogter paa os og velsigner vor Vandring. Vi ere hans Sendebud.

Men lidt efter lidt fik jeg dog Bugt med dem,“ vedblev Tørken. „Disse tre Stjernevandreres Hjerter forvandledes til en Ørken ligesaa tør som den, de gennemvandrede. De opfyldtes af ufrugtbar Stolthed og ødelæggende Begærlighed.

Se, vi ere Guds Sendebud, gentog de tre Vise; den nyfødte Konges Fader lønner os ikke for højt, om han skænker os en Karavane, lastet med Guld.

Endelig førte Stjernen dem over den vidtberømte Jordans Flod og ind imellem Judæas Høje. Og en Nat blev den staaende over den lille By Bethlehem, som laa der paa et lavt Bjerg og skinnede mellem de grønne Oliventræer.

De tre Vise saa sig om efter Slotte og Fæstningstaarne og Mure og alt sligt, som hører til en Kongestad, men de saa intet. Og hvad værre var: Stjernelyset førte dem ikke engang ind i Byen, men standsede ved en Grotte ved Vejkanten. Der listede det milde Lys sig ind igennem Aabningen og viste de tre Mænd et lille Barn, der laa i sin Moders Skød og blev lullet i Søvn.

Men endskønt nu de tre Vise saa, at Stjerneglansen omgav Barnets Hoved som en Krone, blev de staaende udenfor Grotten. De gik ikke ind for at spaa den lille Ære og Kongemagt. De vendte sig bort uden at røbe deres Nærværelse, de flygtede fra Barnet og gik atter ned ad Bjerget.

Er vi udgangne til Tiggere, der er lige saa ringe og fattige som vi selv? sagde de. Har Gud ført os hid, for at vi skulde gøre os til Nar og spaa en Faarehyrdes Søn Magt og Ære? Dette Barn vil aldrig naa højere end til at vogte sin Hjord her i Dalene.“

Tørken holdt inde og nikkede til sine Tilhørere med Eftertryk, som om hun vilde sige: Har jeg ikke Ret? Der er det, som er tørrere end Ørkensandet. Men intet er saa frugtbart som Menneskehjertet.

„De tre Vise havde ikke gaaet langt, før det faldt dem ind, at de var gaaet vild og ikke havde fulgt Stjernen rigtigt,“ vedblev Tørken. „Og de vendte deres Blik opad for atter at finde Stjernen og den rette Vej. Men da var Stjernen, som de havde fulgt lige fra Østerland, forsvunden fra Himlen.“ —

De tre fremmede gjorde en heftig Bevægelse, og deres Ansigter udtrykte dyb Smerte.

„Hvad der nu skete,“ vedblev Fortællersken, „er efter menneskelig Anskuelse maaske en Glæde. Vist er det, at da de tre Mænd ikke mere saa Stjernen, forstod de straks, at de havde syndet mod Gud, og det gik med dem,“ vedblev Tørken med en Gysen, „som det gaar med Jorden i Høst, naar de vældige Regnskyl begynder. De bævede af Skræk som for Lyn og Torden, deres Indre blødgjordes, og Ydmygheden skød op som grønt Græs i deres Sind.

Tre Dage og tre Nætter vandrede de omkring for at finde det Barn, de skulde tilbede. Men Stjernen viste sig ikke, Vejen vildedes mere og mere for dem, og de fyldtes af den største Sorg og Fortvivlelse. Den tredje Nat kom de til denne Brønd for at drikke. Og da havde Gud forladt dem deres Synd, saa da de bøjede sig over Vandet, saa de dybt nede Spejlbilledet af Stjernen, der havde ført dem fra Østerland.

Og straks saa de den ogsaa paa Himlen, og den førte dem paany til Grotten i Bethlehem, og de bøjede Knæ for Barnet og sagde: Vi bringer dig Guldskaaler fulde af Røgelse og kostelig Myrrha. Du skal blive den største Konge, der har levet paa Jorden fra dens Skabelse til dens Undergang. — Da lagde Barnet sin Haand paa deres bøjede Hoveder, og da de rejste sig, se, da havde det givet dem kosteligere Gaver, end nogen Konge kunde skænke.

Thi den gamle Tigger var bleven ung, og den spedalske var helbredet og den sorte var en skøn hvid Mand. Og saa herlige var de, siger man, at de drog bort og blev Konger i hver sit Rige.“

Tørken holdt inde med sin Fortælling, og de tre fremmede roste hende. „Du har fortalt godt,“ sagde den ene. „Men det forbavser os, at de tre vise Mænd ikke gør noget for den Brønd, der har vist dem Stjernen. Har de helt glemt en saadan Velgerning?“

„Bør ikke denne Brønd vare evindelig,“ sagde den anden fremmede, „for at minde Menneskene om, at den Lykke, der tabes paa Stolthedens Højder, genfindes i Ydmyghedens Dyb?“

„Er de hedengangne ringere end de levende?“ sagde den tredje. „Dør Taknemmeligheden hos dem, der lever i Paradiset?“

Men da de sagde dette, for Tørken op med et Skrig. Hun havde genkendt de fremmede, hun forstod, hvem de rejsende var. Og hun flygtede bort som en vanvittig for at blive fri for at se, hvorledes de tre vise Mænd hidkaldte deres Tjenere og ledte deres Kameler, der alle var belæssede med Vandsække, hen til Brøndkanten og fyldte den stakkels, hendøende Brønd med Vand, som de havde hentet i Paradiset.

Bethlehems Barn

UDENFOR Bethlehems Port stod en romersk Lansedrager paa Vagt. Han var iklædt Rustning og Hjelm, havde et kort Sværd ved Siden og holdt et langt Spyd i Haanden. Hele Dagen stod han næsten ubevægelig, saa man ligefrem kunde tro, det var en Mand af Jern. Byens Folk gik ud og ind ad Porten. Tiggere holdt til i Skyggen under Porthvælvingen, Frugthandlere og Vinsælgere satte deres Kurve og Kar paa Jorden ved Siden af Soldaten, men han gjorde sig knap den Ulejlighed at dreje Hovedet for at se efter dem.

„Det er da ikke noget at se paa,“ syntes han at sige. „Hvad bryder jeg mig om jer, der arbejder og driver Handel og kommer trækkende med Oliekrukker og Vinsække! Jeg vil se en Krigshær, der stiller sig op for at gaa imod Fjenden! Jeg vil se Vrimlen og den hede Kamp, naar en Ryttertrop kaster sig over en Skare Fodfolk! Jeg vil se tapre Mænd komme løbende med Stormstigerne for at bestige Murene i den belejrede By! Der er ikke andet end Krig, der kan fryde mine Øjne. Jeg længes efter at se Roms Ørne blinke i Luften. Jeg længes efter Kobberlurernes Drøn, efter de blinkende Vaaben? efter de røde Blodstænk!“

Lige udenfor Byens Port laa der en dejlig Eng, tæt bevokset med Liljer. Lansedrageren stod hver Dag med Blikket rettet lige paa denne Eng, men det faldt ham ikke et Øjeblik ind at beundre Blomsternes vidunderlige Skønhed.

Engang imellem lagde han Mærke til, at de forbigaaende blev staaende og glædede sig over Liljerne, og da undrede han sig over, at de lod sig opholde paa deres Vej for at se paa noget saa ligegyldigt. „De Mennesker ved ikke, hvad der er smukt,“ tænkte han.

Og som han tænkte dette, saa han ikke længer for sine Øjne de grønne Enge og olivenklædte Høje rundt om Bethlehem, men han drømte sig langt bort til en brændende hed Ørken i det solrige Libyen. Han saa en Legion Soldater i en lang, lige Linie drage henover det gule, vejløse Sand. Intetsteds var der Beskyttelse mod Solstraalerne, intetsteds en læskende Kilde, intetsteds øjnede man Grænse for Ørkenen eller Maal for Vandringen. Han saa Soldaterne udmattede af Sult og Tørst vandre fremad med vaklende Skridt. Han saa den ene efter den anden styrte, strakt til Jorden af den glødende Solhede. Men trods alt dette drog Skaren dog bestandig fremad uden Betænkning, uden Tanke om at svigte Feltherren og vende om.

„Se, det er skønt,“ tænkte Legionæren. „Se, det er værd at se paa for en tapper Mand!“

Da Legionæren Dag efter Dag stod paa Post paa samme Sted, havde han den bedst mulige Lejlighed til at iagttage de smukke Børn, der legede omkring ham. Men det gik med Børnene som med Blomsterne. Han forstod ikke, at det kunde være Umagen værd at se paa dem. „Hvad er der at fornøje sig over?“ tænkte han, naar han saa Folk smile ved at se paa Børnenes Leg. „Det er ubegribeligt, at nogen kan fornøje sig over ingenting.“

En Dag, da Soldaten som sædvanlig stod paa sin Post udenfor Porten, fik han Øje paa en lille Dreng, der vel kunde være en tre Aar gammel, og som kom ud paa Engen for at lege. Det var et fattigt Barn; han var klædt i et lille Faareskind og legede ganske alene. Næsten uden at han selv mærkede det, stod Soldaten og iagttog den nyankomne. Det første, han lagde Mærke til, var, at den lille løb saa let hen over Engen, at det var, som om han svævede paa Toppen af Græsstraaene. Men da han senere fulgte hans Leg, blev han endnu mere forundret. „Ved mit Sværd,“ sagde han tilsidst, „dette Barn leger ikke som andre Børn! Hvad kan det dog være, det har for?“

Barnet legede kun et Par Skridt fra Soldaten, saa han kunde se, hvad det foretog sig. Han saa, at det strakte Haanden ud for at fange en Bi, der sad paa Randen af et Blomsterbæger og var saa tungt belæsset med Blomsterstøv, at den knap kunde løfte Vingerne til Flugt. Til sin store Forundring saa han, at Bien lod sig tage uden at prøve paa at undslippe og uden at bruge sin Brod. Men da den lille havde faaet Bien godt fat mellem to Fingre, løb han hen til en Revne i Muren, hvor der boede en Sværm Bier, og satte den ned udenfor. Og saasnart han saadan havde hjulpet een Bi, skyndte han sig hen at hjælpe en til. Hele Dagen saa Soldaten ham fange Bier og bære dem til deres Hjem.

„Den Dreng er sandelig mere taabelig end nogen, jeg før har set,“ tænkte Soldaten. „Hvor kan det falde ham ind at give sig til at hjælpe disse Bier, der saa godt kan klare sig uden ham, og som ovenikøbet kan stikke ham med deres Brod? Hvad for et Menneske skal han blive, hvis han lever?“

Den lille kom Dag efter Dag igen og legede ude paa Engen, og Soldaten kunde ikke lade være at undre sig over ham og hans Lege. „Det er underligt,“ tænkte han, „nu har jeg staaet paa Vagt ved denne Port i hele tre Aar, og i al den Tid har jeg ikke set noget, der kunde optage mine Tanker, undtagen dette Barn.“

Men Soldaten var paa ingen Maade glad over Barnet. Tværtimod bragte den lille ham til at tænke paa en forfærdelig Spaadom af en gammel, jødisk Profet. Denne havde nemlig spaaet, at en Fredens Tid engang skulde oprinde over Jorden. I et Tidsrum af tusinde Aar skulde intet Blod udgydes, ingen Krig føres, men Menneskene skulde elske hverandre som Brødre. Naar Legionæren tænkte paa, at noget saa rædselsfuldt kunde gaa i Opfyldelse, for der en Gysen igennem ham, og han greb haardt om Spydet som for at søge Støtte.

Og jo mere Legionæren nu saa til den lille og hans Leg, jo oftere kom han til at tænke paa den tusindaarige Freds Rige. Ganske vist ængstede han sig ikke for, at det allerede skulde være kommet, men han holdt ikke af at være nødt til at tænke paa noget saa afskyeligt.

En Dag, da den lille legede imellem Blomsterne ude paa den smukke Eng, piskede en voldsom Regnbyge ned fra Skyerne. Da Barnet saa, hvor store og tunge de Draaber var, der faldt paa de fine Liljer, blev han aabenbart ængstelig for sine smukke Venner. Han løb hen til den største og smukkeste af dem og bøjede den stive Stilk, som Blomsterne sad paa, ned imod Jorden, saa Regndraabeme ramte Undersiden af Blomsterbægeret. Og saasnart han havde sørget saaledes for een Blomsterstængel, skyndte han sig hen til den næste og bøjede Stilken paa samme Maade, saa Blomsterbægerne vendte nedad. Og derefter til en tredje og fjerde, indtil alle Engens Blomster var skærmede mod den voldsomme Regn.

Soldaten smilede ved sig selv, da han saa Drengens Arbejde. „Jeg er bange for, at Liljerne ikke vil takke ham for det,“ sagde han. „Hver eneste Stængel er naturligvis knækket. Det lader sig ikke gøre at bøje de stive Blomster saadan.“

Men da Regnbygen omsider var forbi, saa Soldaten den lille Dreng løbe hen til Liljerne og rejse dem op. Og til hans ubeskrivelige Forbavselse bøjede Barnet uden mindste Vanskelighed de stive Stængler lige igen. Det viste sig, at ikke en eneste af dem var knækket eller beskadiget. Han løb fra Blomst til Blomst, og alle de frelste Liljer straalede spart i al deres Herlighed ud over Engen.

Da Soldaten saa dette, blev han greben af en underlig Harme. „Hvad for et Barn han dog er,“ tænkte han. „Det er ubegribeligt, at han kan finde paa noget saa vanvittigt. Hvad Slags Mand skal der dog blive af ham, der ikke engang kan taale at se en Lilje gaa til Grunde? Hvordan skulde det gaa, hvis en som han blev sendt i Krig? Hvad vilde han gøre, hvis han fik Befaling til at stikke Ild paa et Hus, fuldt af Kvinder og Børn, eller bore et Skib i Sænk, naar det flyder paa Havet med hele sin Besætning ombord?

Igen faldt den gamle Profeti ham ind, og han begyndte at ængstes for, at den Tid virkelig kunde være kommen, da den skulde gaa i Opfyldelse. „Siden et Barn som dette er kommet til Verden,“ tænkte han, „saa er den forfærdelige Tid maaske rykket nær. Allerede nu hersker der Fred over hele Verden, og Krigens Dag vil sikkert aldrig mere oprinde. Fra nu af vil alle Mennesker være af samme Sindelag som dette Barn. De vil frygte for at gøre hinanden Skade, ja, de vil ikke engang kunne nænne at ødelægge en Bi eller en Blomst. Ingen store Bedrifter vil blive øvet, ingen glimrende Sejre vil blive vundet, ingen straalende Triumfator vil drage op til Capitolium. Der vil ikke mere være noget at længes efter for en tapper Mand.“

Og Legionæren, der stadig haabede paa snart at opleve nye Krige og længtes efter ved Heltedaad at svinge sig op til Magt og Rigdom, blev saa ophidset paa den lille treaars Dreng, at han truede ad ham med Spydet, næste Gang han løb forbi.

En anden Dag var det hverken Bier eller Liljer, den lille prøvede at hjælpe, men han fandt altid paa noget, som i Soldatens Øjne var endnu mere unyttigt og utaknemmeligt.

Det var en frygtelig varm Dag, og Solstraaleme, der faldt paa Soldatens Hjelm og Brynje, ophedede dem saa stærkt, at han var til Mode, som om han stod i en Dragt af Ild. For de forbigaaende saa det ud, som om han led forfærdeligt af Heden. Hans Øjne var blodsprængte og stod ham ud af Hovedet, og Huden paa hans Læber skrumpede ind, men Legionæren, der var hærdet til at udholde den brændende Hede i Afrikas Ørkner, syntes, det var ikke noget at tale om, og det faldt ham ikke ind at flytte sig fra sin sædvanlige Plads. Han fandt tværtimod Behag i at vise de forbigaaende, at han var saa stærk og haardfør, at han ikke behøvede at søge Læ for Solen.

Mens han stod saadan og næsten lod sig stege levende, kom den lille Dreng, der plejede at lege paa Engen, pludselig hen til ham. Han vidste nok, at Legionæren ikke hørte til hans Venner, og han plejede at tage sig i Vare for at komme indenfor Rækkevidden af hans Spyd, men nu løb han lige hen til ham, saa længe og opmærksomt paa ham og løb derpaa i fuld Fart henad Vejen. Da han lidt efter kom tilbage, holdt han begge Hænderne sammen som en Skaal og bragte paa den Maade nogle Draaber Vand med.

„Har nu det Barn været paa Spil med at løbe og hente Vand til mig?“ tænkte Soldaten. „Det er der virkelig ingen Mening i. Skulde en romersk Legionær ikke kunne taale en Smule Varme? Hvem har bedt den Knægt løbe om og hjælpe dem, der ingen Hjælp trænger til? Jeg bryder mig ikke om hans Barmhjertighed. Jeg vilde ønske, at han og alle de, der ligner ham, var vel ude af Verden.“

Den lille kom gaaende ganske langsomt. Han klemte Fingrene tæt sammen, for at ingenting skulde spildes eller flyde over. Mens han gik henimod Soldaten, saa han ængstelig og ufravendt paa den lille Smule Vand, han bragte, og saa altsaa ikke, at Soldaten stod med strengt rynket Pande og afvisende Miner. Endelig blev han staaende lige foran ham og bød ham Vandet.

Under Gangen var hans tykke, lyse Lokker faldet længere og længere ned over hans Pande og Øjne. Han rystede flere Gange paa Hovedet for at faa Haaret bort, saa at han kunde se op. Da det endelig lykkedes ham, og han opdagede det haarde Udtryk i Soldatens Ansigt, blev han dog ikke forskrækket, men blev staaende stille og indbød ham med et elskeligt Smil til at drikke af det Vand, han bragte. Men Soldaten havde ikke Lyst til at modtage en Velgerning af dette Barn, som han betragtede som sin Fjende. Han saa ikke ned i dets smukke Ansigt, men stod stiv og ubevægelig og gjorde ikke Mine til at forstaa, hvad Barnet vilde gøre for ham.

Men Drengen kunde heller ikke forstaa, at den anden vilde vise ham bort. Han smilede stadig lige tillidsfuldt, løftede sig paa Taaspidserne og rakte Hænderne saa højt i Vejret som muligt, for at den høje Soldat lettere kunde naa Vandet.

Legionæren følte sig imidlertid saa krænket over, at et Barn vilde hjælpe ham, at han greb om Spydet for at jage den lille paa Flugt.

Men nu skete det, at Heden og Solskinnet netop i samme Øjeblik strømmede ned over Soldaten med en saadan Voldsomhed, at han saa røde Flammer danse for Øjnene, og det var, som om hans Hjerne skulde smelte i hans Hoved. Han blev bange for, at Solen skulde dræbe ham, hvis han ikke lige straks kunde finde Lindring.

Og ude af sig selv af Skræk over den Fare, han svævede i, lod han Spydet falde til Jorden, tog om Barnet med begge Hænder, løftede det i Vejret og opsugede alt, hvad han kunde, af det Vand, det havde i sine Hænder.

Det var sagtens kun et Par Draaber, han paa denne Maade fik paa Tungen, men der behøvedes heller ikke mere. Saasnart han havde smagt Vandet, strømmede en mild Kølighed gennem hans Legeme, og han følte ikke længer, at Hjelm og Brynje brændte og tyngede. Solstraalerne havde mistet deres dræbende Kraft. Hans tørre Læber blev igen bløde, og de røde Flammer dansede ikke længer for hans Øjne.

Inden han havde faaet Tid til at lægge Mærke til alt dette, havde han allerede sat Barnet ned, og det løb igen hen paa Engen og legede. Saa sagde han forundret til sig selv: „Hvad er det for Vand, dette Barn bød mig? Det var en herlig Drik. Jeg maa jo dog vise det min Taknemmelighed.“

Men da han hadede den lille, slog han snart disse Tanker af Hovedet. „Det er jo kun et Barn,“ tænkte han, „han ved ikke, hvorfor han handler saadan eller saadan. Han leger kun den Leg, han synes bedst om. Mon Bierne eller Liljerne viser ham Taknemmelighed? For den Knægts Skyld behøver jeg da ingen Ulejlighed at gøre mig. Han ved ikke engang af, at han har hjulpet mig.“

Nogle Øjeblikke senere blev han om muligt endnu mere ærgerlig paa Barnet, da han saa Anføreren for de romerske Soldater, der havde Kvarter i Bethlehem, komme ud af Porten. „Se,“ tænkte han, „hvad Fare jeg løb ved den lilles Paafund! Var Voltigius kommen her forbi blot et Minut tidligere, havde han set mig staa med et Barn i Favnen.“

Høvedsmanden gik imidlertid lige hen til Vagten og spurgte ham, om de kunde tale sammen her, uden at nogen hørte dem. Han havde en Hemmelighed at meddele ham. „Naar vi blot gaar ti Skridt bort fra Porten,“ svarede Legionæren, „kan ingen høre os.“

„Du ved,“ sagde Høvedsmanden, „at Kong Herodes den ene Gang efter den anden har forsøgt at bemægtige sig et Barn, der vokser op her i Bethlehem. Hans vise Mænd og Præster har sagt ham, at dette Barn skal bestige hans Trone, og endvidere har de spaaet, at den ny Konge skal grundlægge et tusindaarigt Rige med Fred og Hellighed. Du forstaar nok, at Herodes gerne vil gøre ham uskadelig.“

„Ja, det forstaar jeg,“ sagde Soldaten ivrig, „men det maa ogsaa være den letteste Sag af Verden.“

„Det vil visselig være meget let,“ sagde Høvedsmanden, „dersom Kongen blot vidste, hvilket af alle Bethlehems Børn, det er.“

Soldatens Pande lagde sig i dybe Rynker. „Det er Skade, hans Spaamænd ikke kan skaffe ham dette at vide.“

„Men nu har Herodes fundet paa en List, hvorved han tror at kunne uskadeliggøre den unge Fredsfyrste,“ vedblev Høvedsmanden. „Han udlover en stor Gave til enhver, der vil hjælpe ham.“

„Hvadsomhelst Voltigius befaler, skal blive udført, ogsaa uden Løn eller Gave,“ sagde Soldaten.

„Jeg takker dig,“ svarede Høvedsmanden. „Hør nu Kongens Plan! Han agter at fejre Aarsdagen for sin yngste Søns Fødsel ved en Fest, hvortil alle Bethlehems Drengebørn, som er mellem to og tre Aar gamle, skal indbydes tilligemed deres Mødre. Og ved denne Fest …“

Han afbrød sig selv og lo, da han saa det Udtryk af Uvilje, der gled over Soldatens Ansigt.

„Min Ven,“ vedblev han, „du behøver ikke at være bange for, at Herodes skal faa i Sinde at bruge os til Barnepiger. Bøj nu dit Øre ned til min Mund, saa skal jeg betro dig hans Planer.“

Høvedsmanden hviskede længe med Soldaten, og da han havde meddelt ham alt, sagde han:

„Jeg behøver vel ikke at sige dig, at den strengeste Tavshed er nødvendig, hvis ikke hele Foretagendet skal mislykkes.“

„Du ved, du kan stole paa mig, Voltigius,“ svarede Soldaten.

Da Anføreren havde fjernet sig, og Soldaten igen stod alene paa sin Post, saa han sig om efter Barnet. Det legede endnu mellem Blomsterne, og han greb sig i at tænke, at det svævede om iblandt dem lige saa let og yndefuldt som en Sommerfugl.

Pludseligt gav Soldaten sig til at le. „Det er sandt,“ sagde han, „jeg kommer ikke længe til at ærgre mig over det Barn. Det bliver jo ogsaa indbudt til Herodes’s Fest i Aften.“

Lansedrageren blev paa sin Post hele Dagen, lige til Aftenen kom, og det blev Tid at lukke Byens Porte for Natten.

Da det var gjort, vandrede han gennem smalle og mørke Gader op til et prægtigt Slot, som Herodes ejede i Bethlehem.

I det indre af det vældige Palads var der en stor, fliselagt Gaard, omgiven af Bygninger, langs med hvilke der løb to aabne Gallerier, det ene ovenover det andet. Paa det øverste af disse Gallerier havde Kongen befalet, at Festen for de bethlehemitiske Børn skulde holdes.

Dette Galleri var, ligeledes paa Kongens udtrykkelige Befaling, omdannet, saa at det lignede en overdækket Gang i en skøn Have. Under Loftet slyngede sig Vinranker, hvorfra yppige Drueklaser hang ned, og langs med Væggene og Søjlerne stod smaa Granat- og Orangetræer, fulde af modne Frugter. Gulvene var strøede med afplukkede Rosenblade, der laa tæt og blødt som et Tæppe, og langs Rækværkerne, langs Loftsgesimsen, langs Bordene og de lave Divaner, overalt slyngede der sig Guirlander af hvide, skinnende Liljer.

I denne Blomsterhave var der hist og her store Marmorbassiner, hvor guld- og sølvskinnende Fisk legede i krystalklart Vand. I Træerne sad spraglede Fugle fra fjerne Lande, og i et Bur saa man en gammel Ravn, der snakkede ustandselig.

Da Festen begyndte, strømmede Børn og Mødre ind paa Galleriet. Børnene var straks ved Indtrædelsen i Paladset blevet iført hvide Dragter med Purpurborder og havde faaet Rosenkranse paa deres mørke Lokkehoveder. Kvinderne kom ind, smykkede i deres røde og blaa Dragter, med hvide Slør, der hang ned fra højt opsatte Hovedduge, besat med Guldmønter og Kæder. Nogle af dem bar deres Barn højt oppe paa Skuldren, andre førte deres Søn ved Haanden, og atter andre, hvis Børn var undselige og bange, havde taget dem paa Armen.

Kvinderne satte sig paa Gulvet i Galleriet. Saasnart de havde taget Plads, kom Slaver og stillede lave Borde foran dem; paa disse blev der fremsat udsøgt Mad og Drikke, som det sømmer sig ved en Konges Gæstebud, og alle disse lykkelige Mødre spiste og drak uden at miste noget af denne stolte, yndefulde Værdighed, som er de bethlehemitiske Kvinders største Pryd.

Langs Galleriets Væg og næsten skjult af Blomsterguirlander og frugttunge Træer var der opstillet en dobbelt Række Soldater i fuld Rustning. De stod fuldstændig ubevægelige, som om de ikke havde noget at gøre med det, der foregik omkring dem. Kvinderne kunde dog ikke afholde sig fra nu og da at kaste et forundret Blik paa denne Skare jernklædte Mænd. „Hvad har de at gøre her?“ hviskede de. „Tror Herodes ikke, vi kan opføre os sømmeligt? Tror han, der behøves saa mange Krigsfolk til at passe paa os?“

Men andre svarede hviskende, at det var, som det hørte sig til hos en Konge. Herodes selv fejrede aldrig nogen Fest, uden at hele hans Hus var fuldt af Krigsfolk. Det var til Ære for Gæsterne, de tungt bevæbnede Legionærer stod der og holdt Vagt.

Straks ved Festens Begyndelse var de smaa Børn undselige og ængstelige og holdt sig stille i Nærheden af deres Mødre. Men snart kom der Liv i dem, og de begyndte at tage alle de Herligheder i Besiddelse, som Herodes bød dem.

Det var et fortryllet Land, Kongen havde skabt for sine smaa Gæster. Da de gik Galleriet rundt, saa de Bikuber, hvis Honning de kunde røve, uden at en eneste vred Bi hindrede det. De saa Træer, der bugnende bøjede deres frugttunge Grene ned imod dem. I et Hjørne var der Troldmænd, der i et Øjeblik tryllede deres Lommer fulde af Legetøj, og i et andet Hjørne af Galleriet en Dyretæmmer, der viste dem et Par Tigre, saa tamme, at de kunde ride paa Ryggen af dem.

Men i dette Paradis med alle dets Herligheder var der dog ingenting, der i den Grad optog de smaas Opmærksomhed som den lange Række Soldater, der stod ubevægelige langs den ene Side af Galleriet. Deres Blik fængsledes af de skinnende Hjelme, de strenge, stolte Ansigter, de korte Sværd, der sad i de rigt smykkede Skeder.

Hele Tiden, mens de legede og tumlede sig, tænkte de uophørlig paa Krigsfolkene. De holdt sig endnu i Afstand fra dem, men de længtes efter at komme nær hen til dem og se, om de virkelig var levende og kunde røre sig.

Legen og Festglæden steg med hvert Minut, men Soldaterne stod stadig ubevægelige. Det forekom de smaa ubegribeligt, at nogen kunde staa saa nær ved Drueklaserne og alle de øvrige Herligheder uden at strække en Haand ud og tage dem.

Tilsidst var der en af Drengene, der ikke længer kunde beherske sin Nysgerrighed. Han nærmede sig sagte og rede til Flugt en af de jernklædte, og da Soldaten blev staaende ubevægelig, gik han nærmere. Omsider var han saa nær ved ham, at han kunde røre ved hans Sandalremme og Benskinner.

Og pludselig, som om dette var en uhørt Forbrydelse, satte alle disse Jernmennesker sig paa een Gang i Bevægelse. I ubeskriveligt Raseri kastede de sig over Børnene og greb dem. Nogle svingede dem over Hovedet som Kastevaaben og slyngede dem mellem Lamper og Guirlander over Galleriets Rækværk ned i Paladsets Gaard, hvor de knustes mod Marmorgulvet. Nogle drog Sværdet og gennemborede Børnenes Hjerter, mens andre knuste deres Hoveder mod Væggen, inden de kastede dem ned i den bælgmørke Gaard.

I det første Øjeblik efter Overfaldet herskede der den dybeste Stilhed. De smaa Legemer svævede endnu i Luften, Kvinderne var forstenede af Rædsel. Men paa een Gang vaagnede alle disse ulykkelige op til at forstaa, hvad der var sket, og med et enstemmigt Forfærdelsesskrig styrtede de imod Soldaterne.

Der var endnu adskillige Børn oppe paa Galleriet, der ikke var bievne grebne ved det første Anfald. Soldaterne jagede efter dem, og Mødrene kastede sig ned foran dem og greb med deres bare Hænder om de blottede Sværd for at afvende Dødshugget. Nogle Kvinder, hvis Børn allerede var døde, styrtede imod Soldaterne, greb dem i Struben og søgte at hævne deres smaa ved at kvæle Morderne.

I denne vilde Forvirring, mens Rædselsskrig genlød i Paladset, og de grusomste Voldsgerninger øvedes, stod den Soldat, der plejede at holde Vagt ved Byens Port, ganske ubevægelig ved Trappen, der førte ned fra Galleriet. Han tog ikke Del i Kampen og Myrderiet; kun mod de Kvinder, hvem det var lykkedes at bemægtige sig deres Børn, og som søgte at flygte med dem nedad Trappen, løftede han sit Sværd, og det blotte Syn af ham, som han stod der mørk og ubevægelig, var saa skrækindjagende, at de flygtende hellere styrtede sig ud over Rækværket eller vendte tilbage, ind i Kamptummelen, end de udsatte sig for den Fare at bane sig Vej forbi ham.

„Voltigius har sandelig gjort Ret i at give mig denne Post,“ tænkte Soldaten. „En ung, ubesindig Kriger vilde have forladt sin Plads og kastet sig ind i Vrimlen. Havde jeg ladet mig lokke herfra, vilde mindst en halv Snes Børn være undslupne.“

Som han tænkte dette, fangedes hans Opmærksomhed af en ung Kvinde, der havde grebet sit Barn og nu i ilsom Flugt kom styrtende henimod ham. Ingen af de Legionærer, hun maatte ile forbi, kunde spærre Vejen for hende; de var optagne af Kamp med andre Kvinder, og saaledes var hun naaet hen til Enden af Galleriet

„Der har vi en, som er lige ved at undslippe!“ tænkte Soldaten. „Hverken hun eller Barnet er saarede. Stod jeg nu ikke her …“

Kvinden kom henimod Soldaten med en Fart, som om hun fløj, og han fik ikke Tid til tydeligt at skelne hendes eller Barnets Ansigt. Han strakte kun Sværdet ud imod dem, og med Barnet i sine Arme styrtede hun imod det Han ventede, at baade hun og Barnet i næste Sekund skulde falde gennemborede til Jorden.

Men i samme Øjeblik hørte Soldaten en vred Surren over sit Hoved, og straks efter følte han en heftig Smerte i det ene Øje. Den var saa stærk og pinefuld, at han blev bedøvet, forvirret, og Sværdet faldt ham ud af Haanden.

Han førte Haanden op til Øjet, fik fat i en Bi og forstod, at det, der havde voldt den forfærdelige Smerte, kun var Stikket af det lille Dyrs Brod. Lynsnart bøjede han sig ned efter sit Sværd i Haab om, at det endnu ikke var for sent at standse de flygtende.

Men den lille Bi havde gjort sine Sager godt. I den korte Tid, den havde blindet Krigsmanden, var den unge Moder ilet forbi ham nedad Trappen, og skønt han ilede efter hende, kunde han ikke finde hende. Hun var forsvunden, og i hele det store Palads kunde ingen opdage hende.

* *
*

Næste Morgen stod Lansedrageren sammen med nogle Kammerater paa Vagt lige indenfor Byens Port. Det var tidlig paa Dagen, og de tunge Porte var nylig lukket op. Men det saa ud, som om ingen havde ventet, at de skulde blive lukket op den Morgen, for der strømmede ingen Skarer af Markarbejdere ud fra Byen som ellers om Morgenen. Alle Bethlehems Beboere var saa opfyldte af Rædsel over Nattens Blodbad, at ingen turde forlade sit Hjem.

„Ved mit Sværd,“ sagde Soldaten, som han stod der og stirrede ned ad den snævre Gade, der førte til Porten, „jeg tror, det er en uklog Beslutning af Voltigius. Det havde været bedre at holde Portene lukkede og lade hvert eneste Hus i Byen gennemsøge, til han havde fundet den Dreng, som er undsluppen fra Festen. Voltigius gør Regning paa, at hans Forældre vil forsøge at bringe ham bort herfra, saasnart de faar at vide, at Portene staar aabne, og han haaber, jeg kan gribe ham lige her i Porten. Men jeg er bange for, at det ikke er nogen klog Beregning. Hvor let kan det ikke lykkes dem at skjule et Barn!“

Og han overvejede, om de maaske vilde prøve at gemme Barnet i Frugtkurven paa et Æsel eller i en vældig Oliekrukke eller mellem Kornballerne i en Karavane.

Mens han stod og ventede paa, at man paa en eller anden Maade skulde prøve at narre ham, fik han Øje paa en Mand og en Kvinde, der kom hurtigt nedad Gaden og nærmede sig Porten. De gik hastigt og saa sig ængsteligt om, som om de flygtede for en Fare. Manden havde i sin Haand en Økse, som han holdt med saa fast et Greb, som om han var bestemt paa at trænge sig frem med Vold, hvis nogen spærrede ham Vejen.

Men Soldaten saa ikke saa meget paa Manden som paa Kvinden. Han tænkte paa, at hun var lige saa høj og slank som den unge Moder, der var sluppet fra ham den foregaaende Aften. Han lagde ogsaa Mærke til, at hun havde kastet sin Kjortel over Hovedet. Maaske hun gjorde det, tænkte han, for at skjule, at hun bar et Barn paa Armen.

Jo nærmere de kom, jo tydeligere saa Soldaten Barnet, som Kvinden havde paa Armen, aftegne sig under Kjortlen. „Jeg er sikker paa, det er hende, der slap bort i Gaar,“ tænkte han. „Jeg fik ikke set hendes Ansigt, men jeg kan kende den høje Skikkelse. Og der kommer hun nu med Barnet paa Armen uden saa meget som at prøve paa at holde det skjult. Saadant et Held havde jeg ikke drømt om.“

Manden og Kvinden fortsatte deres hastige Vandring helt hen til Porten. De havde aabenbart ikke ventet at blive standset her; de for sammen af Skræk, da Lansedrageren fældede Spyd for dem og spærrede dem Vejen.

„Hvorfor hindrer du os i at gaa ud paa Marken til vort Arbejde?“ spurgte Manden.

„Du skal straks faa Lov at gaa,“ sagde Soldaten, „jeg maa blot først se, hvad det er, din Hustru holder skjult under sin Kjortel.“

„Hvad er der at se?“ sagde Manden. „Det er ikke andet end Brød og Vin, som vi skal have at leve af Dagen igennem.“

„Det er muligt, du taler sandt,“ sagde Soldaten, „men er det saa, hvorfor vender hun sig da bort, hvorfor lader hun mig ikke frivillig se, hvad hun bærer paa?“

„Jeg ønsker ikke, du skal se det,“ sagde Manden. „Og jeg raader dig til at lade os komme forbi.“

I det samme løftede Manden Øksen, men Kvinden lagde sin Haand paa hans Arm.

„Indlad dig ikke i Strid!“ bad hun. „Jeg vil prøve noget andet. Jeg vil lade ham se det, jeg bærer; jeg er vis paa, han ikke kan gøre det Fortræd.“

Og med et stolt og tillidsfuldt Smil vendte hun sig til Soldaten og lod en Flig af sin Kjortel falde.

I samme Øjeblik veg Soldaten tilbage og lukkede Øjnene som blændet af et stærkt Lysskær. Det, Kvinden holdt skjult under sin Kjortel, skinnede ham i Møde saa blændende hvidt, at han først ikke kunde skelne, hvad det var, han saa.

„Jeg troede, du havde et Barn paa Armen,“ sagde han.

„Du ser, hvad jeg bærer,“ svarede Kvinden.

Da saa omsider Soldaten, at det, der blændede og skinnede, ikke var andet end et Bundt hvide Liljer af samme Slags som de, der voksede ude paa Engen. Men deres Glans var langt stærkere og mere straalende. Han kunde næsten ikke taale at se paa dem.

Han stak sin Haand ind imellem Blomsterne. Han kunde ikke komme bort fra den Tanke, at det var et Barn, Kvinden bar paa, men hans Haand følte ikke andet end de kølige Blomsterblade.

Han følte sig bittert skuffet, og i sin Vrede havde han helst fængslet baade Manden og Kvinden, men han indsaa jo, at han ikke kunde give nogen Grund for en saadan Handlemaade.

Da Kvinden saa hans Forvirring, sagde hun: „Vil du saa ikke lade os gaa?“

Lansedrageren sænkede tavs Spydet, hvormed han havde spærret Portaabningen, og traadte til Side.

Men Kvinden trak igen sin Kjortel op over Blomsterne, idet hun betragtede det, hun bar paa Armen, med et ømt Smil. „Jeg vidste nok, du ikke kunde gøre det Fortræd, naar du først fik det at se,“ sagde hun til Soldaten.

Og dermed ilede de videre, men Vagten stod og saa efter dem, saa længe de var indenfor Synsvidde.

Og mens han fulgte dem med Øjnene, følte han sig igen sikker paa, at hun ikke havde et Bundt Liljer i sine Arme, men et virkeligt, levende Barn.

Mens han saaledes stod og saa efter de to Vandrere, hørte han høje Raab oppe fra Gaden. Det var Voltigius og nogle Mænd, der kom styrtende.

„Stands dem,“ raabte de. „Luk Porten for dem! Lad dem ikke undslippe!“

Og da de naaede hen til Soldaten, fortalte de, at de havde fundet den undslupne Drengs Spor. De havde nu søgt ham i hans Hjem, men da var han igen undsluppet dem. De havde set hans Forældre ile bort med ham. Faderen var en kraftig, graaskægget Mand med en Økse i Haanden, Moderen en høj, rank Kvinde, der holdt Barnet skjult under sin Kjortel.

I samme Øjeblik, Voltigius fortalte dette, kom en Beduin ridende ind ad Porten paa en rask Hest. Soldaten styrtede uden at sige et Ord hen til Rytteren. Han stødte ham med Magt ned fra Hesten, kastede ham til Jorden, og med et Spring var han selv oppe paa Hesten og sprængte afsted.

* *
*

Et Par Dage senere red Soldaten gennem den frygtelige Bjergørken, der dækker den sydlige Del af Judæa. Han forfulgte stadig de to Flygtninge fra Bethlehem, og han var ude af sig selv, fordi denne forgæves Jagt aldrig lod til at skulle faa Ende.

„Det ser sandelig ud, som om disse Mennesker er i Stand til at synke i Jorden,“ brummede han. „Hvor mange Gange i disse Dage har jeg ikke været dem saa nær, at jeg lige skulde til at kaste mit Spyd efter Barnet, og alligevel er de undgaaet mig! Jeg begynder at tro, at jeg aldrig naar dem.“

Han følte sig modløs som den, der har en Fornemmelse af at kæmpe mod noget, der er ham overmægtigt. Han spurgte sig selv, om det kunde være muligt, at Guderne havde taget disse Mennesker i Beskyttelse imod ham.

„Det er spildt Møje, jeg maa hellere vende om, inden jeg forgaar af Sult og Tørst i denne Ørken!“ sagde han til sig selv den ene Gang efter den anden.

Men saa greb Frygten ham for det, der vilde ske med ham, hvis han kom tilbage med uforrettet Sag. Det var ham, der allerede to Gange havde ladet Barnet undslippe. Det var ikke rimeligt, at Voltigius eller Herodes vilde tilgive ham noget saadant.

„Saalænge Herodes ved, at et af Bethlehems Børn lever endnu, vil den samme Angst bestandig være over ham,“ sagde Legionæren. „Det sandsynligste er, at han vil skaffe sig Lindring for sin Pine ved at hænge mig op paa et Kors.“

Det var i den hede Middagstime, og han led forfærdeligt paa sit Ridt gennem denne træløse Bjergegn ad en Vej, der slyngede sig gennem dybe Dalkløfter, hvor ikke en Vind rørte sig. Baade Hest og Rytter var nærved at styrte.

Der var nu gaaet flere Timer, siden Soldaten havde tabt ethvert Spor af Flygtningene, og han følte sig mere modløs end nogensinde.

„Jeg maa opgive det,“ tænkte han. „Jeg tror sandelig ikke, det er Umagen værd at forfølge dem længer. De maa alligevel være omkomne i denne forfærdelige Ørken.“

Som han tænkte dette, saa han, at der i Klippevæggen tæt ved Vejen var en hvælvet Indgang til en Grotte.

Han drejede straks sin Hest hen mod Grottens Indgang. „Jeg vil hvile mig en Stund i denne kølige Klippehule,“ tænkte han. „Bagefter kan jeg saa tage fat paa Forfølgelsen med ny Kræfter.“

Idet han vilde gaa ind i Grotten, saa han pludselig noget mærkeligt. Paa begge Sider af Indgangen voksede en smuk Lilje. Der stod de, høje og slanke, fulde af Blomster. De udsendte en berusende Honningduft, og en Sværm af Bier summede omkring dem.

Dette var et saa forbavsende Syn i denne Ørken, at Soldaten gjorde noget, han aldrig havde gjort før. Han plukkede en af de store, hvide Blomster og tog den med ind i Klippehulen.

Grotten var hverken dyb eller mørk, og saasnart han traadte ind under dens Hvælving, saa han, at der allerede var tre Mennesker derinde. Det var en Mand, en Kvinde og et Barn, der laa udstrakte paa Jorden i dyb Søvn.

Aldrig havde Soldaten følt sit Hjerte banke, som det bankede ved dette Syn. Det var jo de tre Flygtninge, han saalænge havde været paa Spor efter. Han genkendte dem straks. Og her laa de sovende, ude af Stand til at forsvare sig, helt og holdent i hans Magt.

Hans Sværd for klirrende af Skeden, og han bøjede sig over det sovende Barn.

Sagte førte han Sværdet ned mod dets Hjerte og tog nøje Sigte for at kunne dræbe det med et eneste Stød.

Midt i Bevægelsen standsede han et Øjeblik for at se Barnets Ansigt. Nu, da han var vis paa Sejren, følte han en grusom Nydelse ved at betragte sit Offer.

Men da han saa Barnet, blev hans Glæde om muligt endnu større; thi han genkendte den lille Dreng, som han havde set lege med Bier og Liljer paa Engen uden for Porten.

„Ja, naturligvis,“ tænkte han, „det burde jeg have vidst for længe siden. Det er derfor, jeg altid har hadet det Barn. Det er ham, der er den bebudede Fredsfyrste.“

Atter sænkede han Sværdet, idet han tænkte: „Naar jeg lægger dette Barns Hoved for Herodes’s Fødder, gør han mig sikkert til Anfører for sin Livvagt.“

Og alt som han førte Sværdspidsen nærmere imod den sovende, glædede han sig ved at sige til sig selv: „Denne Gang skal ialtfald ingen komme imellem og rive ham ud af min Vold.“

Men Soldaten holdt endnu i sin Haand den Lilje, han havde plukket ved Indgangen til Grotten, og mens han stod i disse Tanker, fløj en Bi, der havde siddet gemt i dens Kalk, pludselig i Vejret og fløj atter og alter summende om Hovedet paa ham.

Soldaten for sammen. Pludselig huskede han paa Bierne, som den lille Dreng havde hjulpet, og han huskede, iat det var en Bi, der havde hjulpet Barnet at undslippe fra Herodes’s Gæstebud.

Denne Tanke slog ham med Undren. Han holdt Sværdet stille og lyttede efter Bien.

Nu hørte han ikke længer det lille Dyrs Summen. Men som han stod der ganske stille, lagde han Mærke til den stærke, søde Duft, der strømmede ud fra den Lilje, han holdt i Haanden.

Da kom han til at tænke paa Liljerne, som den lille Dreng havde hjulpet, og han huskede, at det var et Bundt Liljer, der havde skjult Barnet for hans Blik og hjulpet det at slippe ud af Porten.

Han blev mere og mere tankefuld og trak Sværdet tilbage.

„Bierne og Liljerne har gengældt ham hans Velgerninger,“ hviskede han for sig selv.

Og dernæst kom han til at tænke paa, at den lille ogsaa engang havde vist ham en Velgerning, og en dyb Rødme steg op i hans Ansigt.

„Kan en romersk Legionær glemme at gengælde en Tjeneste?“ hviskede han.

Han kæmpede en kort Kamp med sig selv. Han tænkte paa Herodes og paa sit eget Ønske om at rydde den unge Fredsfyrste af Vejen.

„Det sømmer sig ikke for mig at dræbe dette Barn, der har reddet mit Liv,“ sagde han tilsidst.

Og han bukkede sig ned og lagde sit Sværd ved Siden af Barnet, saa Flygtningene ved deres Opvaagnen kunde forstaa, hvilken Fare de havde undgaaet.

Da saa han, at Barnet var vaagnet. Det laa og saa paa ham med sine skønne Øjne, der skinnede som Stjerner.

Og Krigsmanden bøjede Knæ for Barnet.

„Herre, du er den mægtige,“ sagde han. „Du er den stærke Sejrherre. Du er den, Guderne elsker. Du er den, der kan træde paa Slanger og Skorpioner.“

Han kyssede Barnets Fødder og gik stille ud af Grotten, mens den lille laa og saa efter ham med store, forundrede Barneøjne.

Flugten Til Ægypten

LANGT borte i en Ørken i Østerland voksede der for mange, mange Aar siden en Palme, der baade var umaadelig gammel og umaadelig høj. Ingen, der drog igennem Ørkenen, kunde lade være at standse og betragte den; thi den var meget større end andre Palmer, og Folk sagde om den, at den sikkert vilde blive højere end Obelisker og Pyramider.

Som nu denne store Palme stod i sin Ensomhed og skuede ud over Ørkenen, fik den en Dag Øje paa noget, der bragte dens vældige Bladkrone til forundret at vugge frem og tilbage paa den slanke Stamme. Ude ved Ørkenens Grænse kom to ensomme Mennesker vandrende. De var endnu i den Afstand, hvor Kameler ikke ser større ud end Myrer, men det var ganske sikkert to Mennesker. To, der var fremmede i Ørkenen — thi Palmen kendte Ørkenens Beboere — en Mand og en Kvinde, der hverken havde Vejviser eller Lastdyr eller Telt eller Vandsæk.

„Sandelig,“ sagde Palmen til sig selv, „disse to er komne hid for at dø.“

Palmen saa sig hurtig om til alle Sider.

„Det undrer mig,“ sagde den, „at Løverne ikke allerede er ude at jage efter dette Bytte. Men jeg ser ikke en eneste røre sig. Og heller ikke ser jeg nogen af Ørkenens Røvere. Men de kommer nok.“

„Der venter dem en syvdobbelt Død,“ tænkte Palmen. „Løverne vil sluge dem, Slangerne vil stikke dem, Tørsten tære dem, Røverne ihjelslaa dem, Solstikket opbrænde dem, Angsten tilintetgøre dem.“

Og den prøvede paa at tænke paa noget andet. Disse Menneskers Skæbne gjorde den vemodig.

Men paa hele den endeløse Ørkenflade, der laa udbredt under Palmen, var der ikke en Ting, som den ikke havde kendt og betragtet i tusinde Aar. Intet kunde fængsle dens Opmærksomhed. Den var nødt til igen. at tænke paa de to Vandrere.

„Ved Tørken og Vinden!“ sagde Palmen, idet den dermed anraabte Livets farligste Fjender, „hvad er det, Kvinden bærer paa Armen? Jeg tror, disse afsindige ogsaa har et lille Barn med!“

Palmen, der var langsynt, som de gamle jo er, saa ganske rigtigt. Kvinden bar paa Armen et Barn, der havde lagt Hovedet til hendes Bryst og sov.

„Barnet har ikke engang Klæder nok paa,“ sagde Palmen. „Jeg ser, at Moderen har løftet sin Kjole op og svøbt den om det. Hun har i stor Hast revet det op af Sengen og er styrtet afsted med det. Nu forstaar jeg det: disse Mennesker er Flygtninge.

Men afsindige er de alligevel,“ vedblev Palmen. „Hvis de ikke har en Engel til at beskytte sig, skulde de hellere ladet Fjenderne gøre det værste, de kunde, imod dem, end være gaaet ud i Ørkenen.

Jeg kan tænke mig, hvordan det hele er gaaet til. Manden staar ved sit Arbejde, Barnet sover i Vuggen, Kvinden er gaaet ud for at hente Vand. Da hun er kommen nogle Skridt udenfor Døren, ser hun Fjender komme stormende. Hun farer ind, griber Barnet, raaber til Manden, at han skal følge hende, og løber sin Vej. Siden har de været paa Flugt flere Dage, de har sikkert ikke hvilet et Øjeblik. Ja, saadan er det gaaet til, men jeg siger alligevel, hvis ikke en Engel beskytter dem …

De er saa angst, at de endnu hverken føler Træthed eller anden Pine, men jeg ser Tørsten skinne dem, ud af Øjnene. Jeg skulde vel nok kunne kende et tørstigt Menneskes Ansigt.

Og da Palmen kom til at tænke paa Tørsten, gik der en Krampetrækning igennem den høje Stamme, og de lange Blades utallige Flige krøllede sig sammen, som om man holdt dem over Ilden,

„Hvis jeg var et Menneske,“ sagde den, „vilde jeg aldrig vove mig ud i Ørkenen. Den er saare modig, som vover sig herud uden at have Rødder, der naar ned til de uudtømmelige Vandaarer. Her kan være Fare selv for Palmer. Selv for saadan en Palme som mig.

Kunde jeg raade dem, vilde jeg bede dem vende om. Deres Fjender kan aldrig blive saa grusomme imod dem som Ørkenen. De tror maaske, det er let at leve i Ørkenen. Men jeg ved, at selv jeg stundom har haft ondt ved at holde mig i Live. Jeg husker en Gang i min Ungdom, da en Hvirvelvind kastede et helt Bjerg af Sand over mig. Jeg var nærved at kvæles. Hvis jeg kunde dø, var det blevet min sidste Time.“

Palmen vedblev at tænke højt, som ensomme gamle gør.

„Jeg hører en vidunderlig, melodisk Susen fare gennem min Krone,“ sagde den. „Alle Fligene paa mine Blade maa være komne i Bevægelse. Jeg ved ikke, hvad det er, der gennemstrømmer mig ved Synet af disse stakkels fremmede. Men denne bedrøvede Kvinde er saa skøn. Hun minder mig om det vidunderligste, jeg har oplevet.“

Og medens Bladene vedblev at bevæge sig i en susende Melodi, mindedes Palmen, hvordan engang for meget længe siden to herlige Mennesker havde gæstet Oasen. Det var Dronningen af Saba, der var kommen did, fulgt af den vise Salomon. Den skønne Dronning var paa Vej hjem til sit Land. Kongen havde fulgt hende et Stykke paa Vej, og nu skulde de skilles. „Til Minde om denne Stund,“ sagde saa Dronningen, „lægger jeg nu en Dadelkerne i Jorden, og jeg byder, at der af den skal blive en Palme, som skal vokse og leve, til der i Jødeland opstaar en Konge, der er større end Salomon.“ Og som hun sagde dette, lagde hun Kernen i Jorden, og hendes Taarer vandede den.

„Hvor kommer det sig, at jeg tænker paa dette netop i Dag?“ sagde Palmen. „Skulde det være muligt, at denne Kvinde er saa skøn, at hun minder mig om den skønneste af alle Dronninger, om hende, paa hvis Ord jeg har vokset og levet lige til den Dag i Dag?

Jeg hører mine Blade suse stærkere og stærkere,“ sagde Palmen, „og det lyder vemodigt som en Dødssang. Det er, som om de spaaede, at nogen snart skulde gaa bort. Det er godt at vide, at det ikke gælder mig, efterdi jeg ikke kan dø.“

Palmen tænkte, at denne Dødssusen i Bladene maatte gælde de to ensomme Vandrere. De troede sikkert ogsaa selv, at deres sidste Time var nær. Man kunde læse det i deres Ansigt, da de vandrede forbi et af de Kamelskeletter, som laa ved Vejkanten. Man saa det paa de Blikke, hvormed de fulgte et Par Gribbe, der fløj forbi. Det kunde jo ikke være andet. De maatte omkomme.

De havde faaet Øje paa Palmen og Oasen og hastede nu derhen for at finde Vand. Men da de endelig naaede den, sank de sammen i Fortvivlelse, thi Kilden var udtørret. Kvinden lagde udmattet Barnet ned og satte sig grædende ved Bredden af Kilden. Manden kastede sig ned ved Siden af hende; han laa og slog med knyttede Hænder i den tørre Jord. Palmen hørte dem tale med hinanden om, at de maatte dø.

Den forstod ogsaa af deres Samtale, at Kong Herodes havde ladet alle Børn paa to eller tre Aar dræbe, af Frygt for, at den store, ventede Konge i Juda var bleven født.

„Det suser stærkere og stærkere i mine Blade,“ sagde Palmen. „Disse stakkels Flygtninge har snart naaet deres sidste Stund.“

Den hørte ogsaa, at de var bange for Ørkenen. Manden sagde, at det havde været bedre at blive og slaas med Soldaterne end at flygte. Han sagde, at det vilde have været en lettere Død.

„Gud hjælper os nok,“ sagde Kvinden.

„Vi er alene blandt Rovdyr og Slanger,“ sagde Manden. „Vi har ikke Mad og ikke Vand. Hvor kan Gud hjælpe os?“

Han sønderrev sine Klæder i Fortvivlelse og trykkede Ansigtet ned mod Jorden. Han var haabløs som en Mand med et Dødssaar i Hjertet.

Kvinden sad oprejst med Hænderne foldede om Knæet. Men de Blikke, hun kastede ud over Ørkenen, fortalte om en Trøstesløshed uden Grænser.

Palmen hørte, at den vemodige Susen i dens Blade blev stærkere og stærkere. Kvinden havde aabenbart ogsaa hørt det; thi hun saa op i Træets Krone. Og i det samme løftede hun uvilkaarlig Arme og Hænder.

„Dadler, Dadler!“ raabte hun.

Der laa saa stor en Længsel i hendes Stemme, at den gamle Palme ønskede, den ikke var højere end Gyvelen, og at dens Dadler var lige saa lette at naa som Tornebuskens røde Bær. Den vidste nok, at dens Krone hang fuld af Dadelklaser, men hvordan skulde Mennesker kunne naa op til en saa svimlende Højde?

Manden havde allerede set, at Dadelklaserne hang saa højt, at det var umuligt at naa dem. Han løftede ikke engang Hovedet. Han sagde til sin Hustru, at hun maatte ikke tragte efter det umulige.

Men Barnet, der havde løbet om alene og leget med Pinde og Straa, havde hørt Moderens Udbrud.

Den lille kunde sagtens ikke tænke sig, at hans Moder ikke skulde have alt, hvad hun ønskede. Saasnart han hørte Ordet Dadler, gav han sig til at stirre paa Træet. Han grundede og grublede over, hvordan han skulde faa Dadlerne ned. Hans Pande fik næsten Rynker under de lyse Lokker. Endelig fløj et Smil over hans Ansigt. Nu vidste han, hvad han vilde gøre. Han gik hen til Palmen, klappede den med sin lille Haand og sagde med sin blide Barnestemme:

„Bøj dig, Palme! Bøj dig, Palme!“

Men hvad var dette, hvad var dog dette? Palmebladene susede, som om en Orkan for igennem dem, og der gik Gysen paa Gysen gennem den høje Stamme. Og Palmen følte, at den lille havde Magten. Den kunde ikke modstaa ham.

Og med sin høje Stamme bøjede den sig for Barnet, som Menneskene bøjer sig for Fyrster. I en vældig Bue sænkede den sig mod Jorden og kom endelig saa dybt ned, at den store Krone med viftende Blade fejede henover Ørkensandet.

Barnet syntes hverken at blive forskrækket eller forbavset, men med et Glædesraab løb det hen og plukkede den ene Klase efter den anden af den gamle Palmes Krone.

Da Barnet havde faaet nok, og Træet stadig blev liggende henad Jorden, gik Barnet igen hen til det og sagde med den blideste Stemme:

„Rejs dig, Palme! Rejs dig!“

Og det store Træ rejste sig stille og ærbødigt paa sin spændstige Stamme, mens Bladene spillede som Harper.

„Nu ved jeg, hvem de spiller Dødsmelodien for,“ sagde den gamle Palme ved sig selv, da den igen stod oprejst. „Det er ikke for nogen af disse Mennesker.“

Men Manden og Kvinden laa paa deres Knæ og prisede Gud.

„Du har set vor Angst og taget den fra os. Du er den stærke, der bøjer Palmens Stamme som et Rør. Hvilke Fjender skulle vi vel ængstes for, naar din Styrke beskytter os.“

Næste Gang en Karavane drog gennem Ørkenen, saa de rejsende, at den store Palmes Krone var visnet.

„Hvorledes kan dette gaa til?“ sagde en af de rejsende. „Denne Palme skulde jo ikke dø, førend den havde set en Konge, der er større end Salomon?“

„Maaske den har set ham,“ svarede den anden af Ørkenvandrerne.

I Nazareth

ENGANG da Jesus var fem Aar gammel, sad han paa Trappen udenfor sin Faders Værksted i Nazareth, optagen af at lave Fugle af en Klump blødt Ler, som han havde faaet af Pottemageren paa den anden Side af Gaden. Han var saa lykkelig som aldrig før; thi alle Børnene i Kvarteret havde sagt til ham, at Pottemageren var en gnaven Mand, der hverken lod sig røre af milde Øjne eller honningsøde Ord, og han havde aldrig haft Mod til at bede ham om noget. Og nu — han vidste knap, hvordan det var gaaet til, han havde bare staaet paa sin egen Trappe og set længselsfuldt over til Genboen, der arbejdede med sine Forme, og saa var Pottemageren kommen ud af sit Værksted og havde foræret ham saa meget Ler, at det var nok til at lave et Vinkar af.

Paa Trappen udenfor Nabohuset sad Judas; han var grim og rødhaaret, med Ansigtet fuldt af Buler og blaa Pletter og Tøjet fuldt af Rifter, som han havde faaet i sine evindelige Slagsmaal med Gadedrengene. Lige i Øjeblikket sad han stille, han hverken skændtes eller sloges, for han arbejdede med en Klump Ler paa samme Maade som Jesus. Men dette Ler havde han ikke selv skaffet sig; han turde knap saa meget som komme Pottemageren for Øje, thi denne beskyldte ham for at kaste med Sten paa hans skøre Varer og vilde jaget ham bort med sin Stok; men Jesus havde delt sit Forraad med ham.

Efterhaanden som de to Børn fik deres Lerfugle færdige, stillede de dem op i en Kreds foran sig. De saa ud, som Lergøge til alle Tider har set ud, de havde en stor rund Klump at staa paa i Stedet for Fødder, korte Haler, ingen Hals, og Vinger, der næsten ikke var til at skelne fra Kroppen.

Men alligevel viste der sig straks en Forskel mellem de smaa Kammeraters Arbejde. Judas’ Fugle var saa skæve, at de uafladelig faldt omkuld, og hvor ivrigt han end brugte sine smaa, haarde Fingre, kunde han ikke faa deres Krop pæn og veldannet. Af og til kastede han et stjaalent Blik hen paa Jesus for at se, hvordan han bar sig ad med at faa sine Fugle saa lige og glatte som Egebladene i Tabors Skove.

For hver Fugl, Jesus fik færdig, blev han gladere og gladere. Han syntes, den ene var smukkere end den anden, og han saa paa dem med Stolthed og Kærlighed. De skulde være hans Legekammerater, hans smaa Søskende, de skulde sove i hans Seng, holde ham med Selskab, synge deres Sange for ham, naar hans Moder gik fra ham. Aldrig før havde han været saa rig, aldrig mere vilde han føle sig ene og forladt.

Den høje Vandbærer gik forbi, bøjet under sin tunge Sæk, og lige bag efter ham kom Grønthandleren, dinglende paa Ryggen af sit Æsel midt imellem de store, tomme Vidjekurve. Vandbæreren lagde sin Haand paa Jesu lyslokkede Hoved og spurgte ham, hvad det var for Fugle, og Jesus fortalte ham, at de havde Navn, og at de kunde synge. Alle hans smaa Fugle var komne til ham fra fremmede Lande og fortalte ham Ting, som kun de og han kendte. Og Jesus talte saadan, at baade Vandbæreren og Grønthandleren en lang Tid glemte deres Arbejde for at høre paa ham.

Men da de vilde drage videre, pegede Jesus paa Judas. „Se,“ sagde han, „Judas laver ogsaa smukke Fugle.“

Da standsede Grønthandleren godmodig sit Æsel og spurgte Judas, om ogsaa hans Fugle havde Navn og kunde synge. Men det vidste Judas ikke noget om; han var haardnakket og løftede ikke sine Øjne fra Jorden, og Grønthandleren sparkede ærgerligt til en af hans Fugle og red videre.

Paa denne Maade gik Eftermiddagen, og Solen sank saa dybt, at dens Straaler kunde gaa ind ad den lave Byport, der hævede sig for Enden af Gaden, prydet med en romersk Ørn. Dette Solskin, der kom mod Hældingen af Dagen, var ganske rosenrødt, og, som om det var blandet med Blod, gav det alt, hvad der mødte det, sin egen Farve, idet det strømmede gennem den smalle Gade. Det malede Pottemagerens Kar saavel som Plankerne, der hvinede under Tømmermandens Sav, og det hvide Klæde, der omgav Marias Ansigt.

Men allersmukkest blinkede Solskinnet i de smaa Vandpytter, der havde samlet sig mellem de store, ujævne Stenfliser, som bedækkede Gaden. Og lige med ét stak Jesus sin Haand ned i den Pyt, der var nærmest ved ham. Det var faldet ham ind, at han vilde male sine graa Fugle med det straalende Solskin, der havde givet Vandet og Murene og alt omkring ham saadan en smuk Farve.

Da behagede det Solskinnet at lade sig opfange ligesom Farve i en Malerpotte, og da Jesus gned det ud paa de smaa Lerfugle, laa det stille og bedækkede dem fra Top til Taa med en diamantlignende Glans.

Judas, der hele Tiden kiggede over til Jesus for at se, om han lavede flere og smukkere Fugle end han selv, skreg højt af Glæde, da han saa, at Jesus malede sine Lerfugle med Solskin, som han hentede fra Pytterne paa Gaden. Og Judas dyppede ogsaa sin Haand i det blinkende Vand og prøvede at fange Solskinnet.

Men Solskinnet lod sig ikke fange af ham. Det gled bort mellem Fingrene paa ham, og hvor hurtigt han end prøvede paa at bevæge sine Hænder for at fange det, smuttede det fra ham, og han kunde ikke faa fat paa den mindste Smule Farve til sine stakkels Fugle.

„Bi lidt, Judas,“ sagde Jesus, „nu skal jeg komme og male dine Fugle.“

„Nej,“ sagde Judas, „du maa ikke røre dem, de er gode nok, som de er.“

Han rejste sig, hans Øjenbryn rynkedes, og han bed Læberne sammen. Og han satte sin brede Fod paa sine Fugle og forvandlede dem en efter en til en lille flad Lerklump.

Da alle hans Fugle var ødelagte, gik han hen til Jesus, som sad og klappede sine smaa Lerfugle, der skinnede som Juveler. Judas betragtede dem en Tid i Tavshed, men saa løftede han Foden og traadte paa en af dem.

Da Judas trak Foden til sig og saa hele den lille Fugl forvandlet til graat Ler, følte han en saadan Tilfredsstillelse, at han gav sig til at le, og han løftede Foden for at træde en til itu.

„Judas!“ raabte Jesus, „hvad er det, du gør? Ved du ikke, at de er levende og kan synge?“

Men Judas slog en Latter op og traadte endnu en Fugl itu.

Jesus saa sig om efter Hjælp. Judas var stor, og Jesus havde ikke Kræfter til at standse ham. Han saa efter sin Moder, hun var ikke langt borte, men inden hun kunde naa hen til ham, vilde Judas allerede have dræbt alle hans Fugle. Jesus fik Taarer i Øjnene. Judas havde allerede traadt fire af hans Fugle ihjel, han havde kun tre tilbage.

Han harmedes over sine Fugle, der stod saa stille og lod sig træde ihjel uden at ænse Faren. Jesus klappede i Hænderne for at vække dem, og han raabte til dem: „Flyv, flyv!“

Da begyndte de tre Fugle at bevæge deres smaa Vinger, og ængsteligt flagrende lykkedes det dem at svinge sig op paa Tagskægget, hvor de var i Sikkerhed.

Men da Judas saa, at Fuglene paa Jesu Ord brugte deres smaa Vinger og fløj, gav han sig til at græde. Han rev sig i Haaret, som han havde set de gamle gøre, naar de var i stor Angst og Sorg, og han kastede sig for Jesu Fødder.

Og Judas blev liggende der og rullede sig i Støvet foran Jesus som en Hund og kyssede hans Fødder og bad ham løfte sin Fod og træde ham ned, som han havde gjort med Lergøgene.

Thi Judas elskede Jesus; han beundrede og tilbad ham og hadede ham paa samme Tid mest af alle Mennesker.

Men Maria, der hele Tiden havde set paa Børnenes Leg, rejste sig nu og løftede Judas op, satte ham paa sit Skød og kærtegnede ham.

„Stakkels Barn,“ sagde hun. „Du ved ikke, at du har prøvet paa noget, som ingen levende Sjæl formaar. Indlad dig aldrig mere paa noget saadant, hvis du ikke vil blive det ulykkeligste af alle Mennesker! Hvorledes skulde det gaa den af os, der fordristede sig til at kappes med ham, der maler med Solskin og indblæser det døde Ler Livets Aande?“

I Templet

DER var engang et Par fattige Folk, en Mand og en Kone, som med deres lille Dreng gik om i det store Tempel i Jerusalem. Drengen var et dejligt Barn. Han havde Haar, der faldt i bløde Lokker, og Øjne, der skinnede som Stjerner. — Sønnen havde ikke været i Templet, siden han var bleven saa stor, at han kunde forstaa, hvad han saa, og nu gik hans Forældre og viste ham alle dets Herligheder. Der var lange Søjlerækker, der var gyldne Altere, der var hellige Mænd, som sad og underviste deres Disciple, der var Ypperstepræsten med sit Brystsmykke af Ædelstene, der var Forhængene fra Babylon, gennemvævede med Guldroser, der var de store Kobberporte, som var saa tunge, at der skulde tredive Mand til at svinge dem frem og tilbage paa deres Hængsler.

Men den lille Dreng, der ikke var mere end tolv Aar gammel, brød sig ikke synderligt om at se paa alt dette. Hans Moder fortalte ham, at det, de viste ham, var det mærkeligste i Verden. Hun sagde ham, at det ganske sikkert vilde vare længe, inden han fik noget saadant at se igen. I det fattige Nazareth, hvor de hørte hjemme, var der ikke andet at se paa end de graa Gader.

Hendes Formaninger hjalp dog ikke meget. Den lille Dreng saa ud, som om han helst vilde have løbet sin Vej fra det prægtige Tempel, hvis han i Stedet kunde være sluppet ud at lege i den snævre Gade i Nazareth.

Men det underligste var, at jo ligegyldigere Drengen viste sig, jo mere tilfredse og glade blev Forældrene. De nikkede til hinanden henover Hovedet paa ham og var lutter Glæde.

Tilsidst saa den lille saa træt og udmattet ud, at Moderen syntes, det var Synd for ham. „Nu har vi gaaet for langt for dig,“ sagde hun. „Kom, saa skal vi hvile os lidt!“

Hun satte sig ved en af Søjlerne og sagde, at han skulde lægge sig ned med Hovedet i hendes Skød. Og det gjorde han og faldt straks i Søvn.

Saasnart han var falden i Søvn, sagde Moderen til sin Mand: „Der er ingenting, jeg har været saa bange for som for det Øjeblik, da han skulde herop til Templet i Jerusalem. Naar han fik dette Guds Hus at se, troede jeg, han vilde blive her for bestandigt.“

„Jeg har ogsaa været bange for denne Rejse,“ sagde Manden. „Dengang han blev født, skete der mange Tegn, der tydede paa, at han vilde blive en stor Hersker. Men hvad vilde Kongeværdigheden bringe ham andet end Fare og Bekymringer? Jeg har altid sagt, at det var bedst baade for ham og for os, om han aldrig blev andet end Tømmermand i Nazareth.“

„Siden hans femte Aar,“ sagde Moderen tankefuldt, „er der ingen Undere sket med ham. Og selv kan han ikke huske noget af det, der skete i hans spæde Barndom. Han er nu ganske som alle andre Børn. Guds Vilje maa fuldkommes fremfor alt andet, men jeg er næsten begyndt at haabe, at Herren i sin Naade vil vælge en anden til de store Gerninger og lade mig beholde min Søn hos mig.“

„For mit Vedkommende,“ sagde Manden, „er jeg sikker paa, at naar han blot ikke faar noget at vide om de Tegn og underlige Ting, der skete i hans første Barndomsaar, saa gaar det nok godt altsammen.“

„Jeg taler aldrig med ham om noget af alt dette vidunderlige,“ sagde Moderen. „Men jeg er altid bange for, at der, uden at jeg kan gøre for det, kan ske noget, der bringer ham til at forstaa, hvem han er. Frem for alt var jeg bange for at tage ham med herop til Templet.“

„Vær du saa glad, at Faren nu er overstaaet,“ sagde Manden. „Nu har vi ham snart hjemme igen i Nazareth.“

„Jeg har været bange for de vise Mænd i Templet,“ sagde Kvinden. „Jeg har været bange for Spaamændene, som sidder her paa deres Maatter. Jeg troede, at saasnart Barnet kom dem for Øje, vilde de staa op og bøje sig for ham og hilse ham som Jødernes Konge. Det er underligt, at de ikke føler hans Herlighed. Et Barn som ham har de aldrig set for deres Øjne.“

Hun sad tavs en Stund og saa paa Barnet. „Jeg har ondt ved at forstaa det,“ sagde hun. „Jeg troede, at naar han saa disse Dommere, som sidder i Guds Hus og skifter Ret blandt Folket, og disse Lærere, der taler til deres Disciple, og disse Præster, der tjener Herren, saa vilde han blive sig selv bevidst og sige: Her mellem disse Dommere, disse Lærere, disse Præster er det, jeg er født til at leve.“

„Det vilde være en krank Lykke at sidde indespærret her i disse Søjlegange,“ afbrød Manden hende. „Det er bedre for ham at løbe om paa Bakkerne og Bjergene ved Nazareth.“

Moderen sukkede let. „Han er saa lykkelig derhjemme,“ sagde hun. „Hvor glad er han ikke, naar han faar Lov at følge med Faarehyrderne paa deres ensomme Vandringer, eller naar han gaar ude paa Marken og ser paa Bøndernes Arbejde. Jeg kan ikke tro, vi handler Uret imod ham, naar vi prøver at beholde ham for os selv.“

„Vi sparer ham kun for de største Lidelser,“ sagde Manden.

Saadan blev de ved at tale sammen, til Barnet vaagnede af sin Søvn.

„Naa,“ sagde Moderen, „har du nu hvilet dig? Staa nu op, for det lakker mod Aften, og vi maa hjem til Lejrpladsen.“

Da de begyndte deres Vandring henimod Udgangen, var de i den fjerneste Ende af Bygningen.

Kort efter maatte de igennem en gammel Hvælving, en Rest fra den Tid, da der første Gang blev bygget et Tempel paa dette Sted, og her stod lænet op imod en Væg en gammel Lur af Kobber, uhyre lang og tung, næsten som en Søjle, til at sætte for Munden og blæse i. Der stod den, bulet og irret, fuld af Støv og Spindelvæv baade indvendig og udvendig og omsnoet af et næppe synligt Baand af ældgamle Skrifttegn. Der var vist gaaet tusind Aar, siden nogen havde prøvet paa at lokke en Tone af den.

Men da den lille Dreng fik Øje paa den vældige Lur, blev han forundret staaende. „Hvad er det?“ spurgte han.

„Det er den store Lur, der hedder Verdensherskerens Stemme,“ svarede Moderen. „Med den sammenkaldte Moses Israels Børn, da de var spredte over Ørkenen. Efter hans Tid har ingen formaaet at lokke en eneste Tone ud af den. Men den, der kan gøre det, han skal samle alle Jordens Folk under sit Herredømme.“

Hun smilede ad dette, som hun betragtede som et gammelt Eventyr, men den lille Dreng blev staaende ved Siden af den store Lur, lige til hun kaldte paa ham. Den Lur var det første, han brød sig om af alt, hvad han havde set i Templet. Han var gerne bleven staaende for rigtig at tage den i Øjesyn.

De havde ikke gaaet længe, før de kom ud i en stor, rummelig Tempelgaard. Her var der i selve Bjerget en dyb og bred Kløft, ganske som den havde været fra Tidernes Morgen. Den Klipperevne vilde Kong Salomon ikke fylde, da han byggede Templet. Ingen Bro havde han slaaet over den, intet Hegn havde han rejst langs med den bratte Afgrund. I Stedet havde han over Kløften spændt en flere Alen lang Staalklinge, skarpt sleben og med Eggen opad. Efter en uendelig Række af Aar og Omskiftelser laa Klingen endnu over Afgrunden. Nu var den dog næsten rustet op, den var ikke længer fast ved Endepunkterne, men bævede og gyngede, saasnart nogen gik over Tempelgaarden med tunge Trin.

Da Moderen førte Drengen en Omvej forbi Kløften, spurgte han hende: „Hvad er det for en Bro?“

„Den er lagt der af Kong Salomon,“ svarede Moderen, „og vi kalder den Paradisets Bro. Hvis du kan gaa over Kløften paa den bævende Bro, hvis Eg er tyndere end en Solstraale, saa kan du være sikker paa at komme i Paradiset.“

Og hun smilede og hastede videre, men Drengen blev staaende og saa paa den smalle, dirrende Staalklinge, lige til hun kaldte paa ham.

Idet han adlød hendes Kalden, sukkede han over, at hun ikke tidligere havde vist ham disse to vidunderlige Ting, saa han rigtig kunde have faaet Tid til at betragte dem.

De gik nu, uden at lade sig opholde, lige til de naaede den store Indgangsport med dens femdobbelte Søjlerækker. Her stod i et Hjørne to Piller af sort Marmor; rejste paa samme Fodstykke stod de saa tæt ved Siden af hinanden, at man knap kunde faa et Halmstraa ind imellem dem. De var høje og majestætiske med rigt smykkede Kapitæler, rundtom hvilke der var en Række underligt formede Dyrehoveder. Men ikke en Tomme af disse skønne Piller var uden Mærker og Ridser; de var mere slidte og medtagne end noget andet i Templet. Selve Gulvet rundt om dem var blankslidt og ligesom hulet af mange Fødders Trin.

Atter standsede Drengen sin Moder og spurgte hende: „Hvad er det for nogle Piller?“

„Det er to Piller, som vor Fader Abraham har ført med sig til Palæstina fra det fjerne Kaldæa, og som han kaldte Retfærdighedens Port. Den, der kan trænge sig ind imellem dem, han er retfærdig for Gud og har aldrig begaaet nogen Synd.“

Drengen blev staaende og saa med store Øjne paa de to Piller.

„Du har vel ikke i Sinde at prøve paa at trænge dig ind imellem dem?“ sagde Moderen og lo. „Kan du se, hvor slidt Gulvet er rundt omkring af de mange, der har prøvet paa at komme igennem den smalle Aabning, men du kan være sikker paa, det er ikke lykkedes nogen. Skynd dig nul Jeg hører Klangen af Kobberportene; nu sætter de tredive Tempeltjenere Skuldrene imod for at rokke dem.“

Men hele Natten laa den lille Dreng vaagen i Teltet og kunde ikke tænke paa andet end Retfærdighedens Port og Paradisets Bro og Verdensherskerens Stemme. Saa vidunderlige Ting havde han aldrig før hørt Tale om. Og han kunde ikke faa dem ud af sine Tanker.

Og den næste Morgen var det ganske det samme. Han kunde ikke tænke paa andet. Den Morgen skulde de rejse hjem. Forældrene havde meget travlt med at faa Teltet taget ned og læsset paa en stor Kamel og bringe alt andet i Orden. De skulde ikke rejse alene, men sammen med mange Slægtninge og Kendinge, og da der var saa mange, der skulde afsted, gik Indpakningen naturligvis meget langsomt.

Den lille Dreng hjalp ikke til med Arbejdet, men midt i Travlheden og Virvaret sad han ganske stille og tænkte paa de tre vidunderlige Ting.

Pludselig faldt det ham ind, at han vist kunde naa op til Templet og se dem endnu en Gang. Der var meget endnu, der skulde pakkes ind. Han kunde nok naa tilbage fra Templet, før de rejste.

Han skyndte sig afsted uden at tale til nogen om, hvor han vilde hen. Han syntes ikke, det behøvedes. Han kom jo lige straks igen.

Det varede ikke længe, før han naaede Templet og kom ind i Søjlegangen, hvor de to sorte Tvillingpiller stod.

Saa snart han fik Øje paa dem, begyndte hans Øjne at straale af Glæde. Han satte sig paa Gulvet ved Siden af dem og stirrede op paa dem. Naar han tænkte paa, at den, der kunde trænge sig ind mellem disse to Piller, var retfærdig for Gud og aldrig havde begaaet nogen Synd, syntes han aldrig, han havde set noget, der var saa vidunderligt.

Han tænkte paa, hvad for en Fryd det vilde være at kunne trænge sig ind imellem de to Piller, men de stod saa tæt ved hinanden, at det var umuligt blot at prøve paa det. Saadan sad han ubevægelig overfor Pillerne i en Times Tid, men han vidste ikke selv af, hvor længe han sad der. Han troede, han kun havde siddet og set paa dem nogle faa Øjeblikke.

Men det traf sig nu, at i den prægtige Søjlehal, hvor den lille Dreng sad, var Dommerne i det høje Raad samlede for at skifte Ret iblandt Folket. Hele Søjlegangen var fuld af Folk, der klagede over Grænseskel, som var flyttede, over Faar, der var røvede fra Hjorden og falsk mærkede, over Skyldnere, der ikke vilde betale deres Gæld.

Blandt andre kom en rig Mand i lange Purpurklæder og stævnede en fattig Enke for Retten; han sagde, at hun skyldte ham nogle Sekler Sølv. Den fattige Enke beklagede sig og sagde, at den rige gjorde hende Uret. Hun havde allerede een Gang betalt sin Gæld; nu vilde han tvinge hende til at gøre det endnu engang, men det var hun ikke i Stand til. Hun var saa fattig, at hvis Dommerne dømte hende til at betale, var hun nødt til at give den rige Mand sine Døtre til Slavinder.

Den, der sad øverst i Dommersædet, vendte sig til den rige Mand og sagde til ham: „Trøster du dig til at aflægge Ed paa, at denne fattige Kvinde ikke allerede har betalt dig dine Penge?“

Da svarede den rige: „Herre, jeg er en rig Mand. Skulde jeg gøre mig den Ulejlighed at kræve mine Penge af denne fattige Enke, hvis jeg ikke havde Ret til det? Jeg sværger dig: saa vist som ingen nogensinde skal vandre gennem Retfærdighedens Port, saa vist skylder denne Kvinde mig den Sum, jeg kræver.

Da Dommerne hørte denne Ed, troede de hans Ord og dømte, at den fattige Enke skulde give ham sine Døtre til Slavinder.

Men den lille Dreng sad ved Siden af og hørte alt dette. Han tænkte ved sig selv: „Hvor jeg dog vilde ønske, at nogen kunde komme igennem Retfærdighedens Port! Den rige Mand talte sikkert ikke Sandhed. Det er stor Synd for den stakkels Kvinde, som skal tvinges til at give ham sine Døtre til Slavinder.“

Han sprang op paa det Fodstykke, hvorfra de to Piller hævede sig, og kiggede ind gennem Revnen.

„Aa, gid det dog ikke var helt umuligt!“ tænkte han.

Det gjorde ham saa ondt for den fattige Kvinde. Nu tænkte han slet ikke paa, at den, der skulde slippe igennem denne Port, var retfærdig og uden Synd. Han ønskede kun, han kunde trænge sig igennem for den fattige Kvindes Skyld.

Han satte sin Skulder ind i Fordybningen mellem Pillerne som for at bane sig Vej.

I samme Øjeblik saa alle de, der stod i Søjlegangen, henimod Retfærdighedens Port. Thi det drønede i Hvælvingen, og det sang i de gamle Piller, og de veg til Side, en til højre, en til venstre og gav saa megen Plads, at Drengens slanke Legeme kunde komme ind imellem dem.

Da opstod den største Forbavselse og Forvirring. I første Øjeblik vidste ingen, hvad han skulde sige. Folk stod kun og stirrede paa den lille Dreng, der havde bevirket saa stort et Under. Den første, der kom til sig selv, var den ældste af Dommerne. Han raabte, at man skulde gribe den rige Købmand og føre ham for Domstolen. Og han dømte ham til at afstaa alt, hvad han ejede, til den fattige Enke, fordi han havde svoret falsk i Herrens Tempel.

Da Sagen var afgjort, spurgte Dommeren efter den Dreng, der var gaaet igennem Retfærdighedens Port, men da Folk saa sig om efter ham, var han forsvunden. Thi i samme Øjeblik Pillerne gled til Side, var han vaagnet som af en Drøm, og han var kommen i Tanker om sine Forældre og Hjemrejsen. — „Nu maa jeg skynde mig bort, saa mine Forældre ikke skal vente paa mig,“ tænkte han.

Men han havde ingen Anelse om, at han havde siddet en hel Time foran Retfærdighedens Port; han troede, at han kun havde opholdt sig der et Par Minutter; derfor syntes han nok, han kunde have Tid til at kaste et Blik paa Paradisets Bro, inden han forlod Templet.

Og paa let Fod ilede han afsted gennem Folkemængden og kom til Paradisets Bro, der laa i en helt anden Del af det store Tempel.

Men da han saa den skarpe Staalklinge, der var spændt over Kløften, og tænkte paa, at et Menneske, der kunde skride over denne Bro, var sikker paa at komme i Paradiset, syntes han, det var det mærkværdigste, han nogensinde havde set, og han satte sig ned paa Randen af Kløften for at tage Staalklingen i Øjesyn.

Han sad og tænkte paa, hvor skønt det vilde være at komme i Paradiset, og hvor gerne han vilde gaa over den Bro. Men samtidig saa han, at det var ganske umuligt blot at prøve derpaa.

Saaledes sad han og grublede i to Timer, men han mærkede slet ikke, at Tiden gik. Han sad kun og tænkte paa Paradiset.

Men det var indrettet saadan, at i den Gaard, hvor den dybe Kløft aabnede sig, var der rejst et stort Offeralter, og rundtom dette gik hvidklædte Præster, der passede Ilden paa Alteret og tog imod Offergaver. I Gaarden stod der ogsaa mange ofrende og en stor Skare, der kun yar Tilskuere ved Gudstjenesten.

Der kom da ogsaa en fattig, gammel Mand bærende paa et Lam, der var meget lille og magert og ovenikøbet var bidt af Hundene, saa det havde et stort Saar.

Manden gik hen til Præsterne med dette Lam og bad, om han maatte ofre det, men de nægtede ham det. De sagde, at han kunde ikke faa Lov at byde Herren saa ussel en Gave. Den gamle bad dem forbarme sig og tage imod Lammet; thi hans Søn laa for Døden, og han ejede ikke andet at ofre til Gud for hans Helbredelse. „I maa lade mig ofre det,“ sagde han, „ellers kan min Bøn ikke naa op for Guds Aasyn, og min Søn vil dø.“

„Du maa ikke tro andet, end at jeg har Medlidenhed med dig,“ sagde Præsten, „men det er forbudt i Loven at ofre et Dyr med nogensomhelst Plet eller Lyde. Det er ligesaa umuligt at tilstaa din Bøn, som det er at vandre over Paradisets Bro.“

Den lille Dreng sad ikke længere borte, end at han kunde høre det altsammen. Han tænkte straks paa, hvor sørgeligt det var, at ingen kunde vandre over Broen. Maaske den fattige Mand vilde faa Lov til at beholde sin Søn, dersom Lammet blev ofret.

Den gamle Mand gik bedrøvet bort fra Tempelgaarden, men Drengen stod op, gik hen til den rystende Bro og satte sin Fod paa den.

Han tænkte slet ikke paa, at han vilde gaa over den for at være sikker paa Paradiset. Hans Tanker var hos den fattige, som han gerne vilde hjælpe.

Men han trak Foden til sig, thi han tænkte: „Det er umuligt. Den er altfor gammel og rusten; den vilde ikke engang kunde bære mig.“

Men endnu en Gang gik hans Tanker til den fattige Mand, hvis Søn laa for Døden. Og atter satte han sin Fod paa Sværdklingen.

Da mærkede han, at den holdt op at ryste og blev bred og stærk under hans Fod.

Og da han gjorde det næste Skridt ud paa den, følte

han, at Luften omkring ham ligesom løftede ham, saa han ikke kunde falde. Den bar ham, som om han var en Fugl og havde Vinger.

Men idet Drengen gik over den spændte Klinge, lød der en høj bævende Tone fra den, og en af de Mænd, der stod i Tempelgaarden, vendte sig om, da han hørte Tonen. Han udstødte et Raab, og nu vendte ogsaa alle de andre sig om, og saa den lille Dreng gaa henad Staalklingen.

Der blev stor Bestyrtelse og Forbavselse blandt alle de omkringstaaende. De første, der fattede sig, var Præsterne. De sendte straks Bud efter den fattige Mand, og da han kom tilbage, sagde de til ham: „Gud har gjort et Under for at vise os, at han vil modtage din Gave. Kom med dit Lam, saa skal vi ofre det.“

Da det var gjort, spurgte de efter den lille Dreng, der var gaaet over Kløften. Men da de saa sig om efter ham, kunde de ikke finde ham.

Thi lige idet Drengen var gaaet over Kløften, var han kommen til at tænke paa Hjemrejsen og paa sine Forældre. Han vidste ikke, at baade Morgenen og Middagen nu var gaaet, men han tænkte: „Nu maa jeg skynde mig tilbage, saa de ikke skal komme til at vente. Først vil jeg blot løbe hen og kaste et Blik paa Verdensherskerens Stemme.“

Og han blev borte i Folkemængden og ilede paa let Fod hen i den dunkle Søjlegang, hvor Kobberluren stod støttet op imod Væggen.

Da han saa den og tænkte paa, at den, der kunde lokke en Tone frem af den, skulde samle alle Jordens Folk under sit Herredømme, syntes han aldrig, han havde set noget saa mærkeligt, og han satte sig ned ved Siden af den og stirrede paa den.

Han tænkte paa, hvor stort det vilde være at vinde alle Jordens Folk, og hvor gerne han dog vilde blæse i den gamle Lur. Men han indsaa, det var umuligt, saa han havde ikke engang Mod til at prøve.

Saaledes sad han i flere Timer, men han anede ikke, at Tiden gik. Han tænkte kun paa, hvor stort det vilde være at samle alle Jordens Folk under sit Herredømme.

Men nu traf det sig saa, at i denne kølige Søjlegang sad just en hellig Mand og underviste sine Disciple. Og han vendte sig nu til en af de Ynglinge, der sad ved hans Fødder, og sagde til ham, at han var en Bedrager. Aanden havde aabenbaret ham, sagde den hellige Mand, at denne Yngling var en fremmed og ingen Israelit. Og nu spurgte den hellige Mand ham, hvorfor han havde listet sig ind mellem hans Disciple under et falsk Navn.

Da rejste den fremmede Yngling sig og sagde, at han var gaaet igennem Ørkener og havde sejlet over store Have for at høre Forkyndelsen af den sande Visdom og den eneste sande Guds Lære. „Min Sjæl vansmægtede af Længsel,“ sagde han til den hellige Mand. „Men jeg vidste, at du ikke vilde undervise mig, hvis jeg ikke sagde, jeg var en Israelit. Derfor løj jeg for dig, paa det min Længsel maatte husvales. Og jeg beder dig: lad mig blive hos dig.“

Men den hellige Mand rejste sig og løftede sine Arme mod Himlen. „Du kan ligesaa lidt blive hos mig, som nogen kan staa op og blæse paa den store Kobberlur, som vi kalder Verdensherskerens Stemme. Det er dig ikke engang tilladt at betræde dette Sted i Templet, eftersom du er en Hedning. Skynd dig herfra; ellers vil mine andre Disciple kaste sig over dig og sønderrive dig, efterdi din Nærværelse besmitter Templet.“

Men Ynglingen blev staaende og sagde: „Jeg vil ikke gaa andre Steder hen, hvor min Sjæl ingen Næring kan finde. Hellere vil jeg dø her ved dine Fødder.“

Næppe havde han sagt dette, før den hellige Mands Disciple rejste sig for at jage ham bort. Og da han satte sig til Modværge, kastede de ham omkuld og vilde slaa ham ihjel.

Men Drengen sad ganske tæt ved, saa han hørte og saa alt dette, og han tænkte: „Dette er en stor Haardhed. Ak, kunde jeg dog blæse i Kobberluren, saa var han hjulpen.“

Han rejste sig og lagde sin Haand paa Luren. I dette Øjeblik ønskede han ikke længer, at han kunde løfte den til sine Læber, fordi den, der mægtede dette, skulde blive en stor Hersker, men fordi han haabede at kunne hjælpe en, hvis Liv var i Fare.

Og han greb om Kobberluren med sine smaa Hænder ligesom for at prøve at løfte den.

Da mærkede han, at den vældige Lur løftede sig selv op til hans Læber. Og blot han aandede, trængte en stærk, klingende Tone ud fra Luren og genlød over hele det store Tempel.

Da vendte alle deres Øjne derhen, og de saa, at det var en lille Dreng, der stod med Luren for Munden og lokkede Toner frem af den, der bragte Hvælvinger og Søjler til at bæve.

Straks sænkedes alle de Hænder, der var løftede for at slaa den fremmede Yngling, og den hellige Lærer sagde til ham:

„Kom og sæt dig her ved mine Fødder, som du sad før! Gud har gjort et Under for at vise mig, at det er hans Ønske, du skal indvies i hans Lære.“

* *
*

Da det led mod Aften, kom en Mand og en Kvinde hurtig gaaende henad Vejen op til Jerusalem. De saa ud til at være ængstelige og urolige, og de raabte til enhver, som de mødte: „Vor Søn er bleven borte for os. Vi troede, han var i Følge med vore Slægtninge og Naboer, men ingen af dem har set ham. Er ingen af jer paa Vejen kommen forbi en enlig lille Dreng?“

De, der kom fra Jerusalem, svarede: „Nej, jer Søn har vi ikke set, men i Templet har vi set det dejligste Barn. Han var som en Engel fra Himlen, og han er gaaet igennem Retfærdighedens Port.“

De vilde gerne have fortalt meget omstændeligt om alt dette, men Forældrene havde ikke Tid at høre paa det.

Da de igen havde gaaet et Stykke, mødte de flere Folk og udspurgte ogsaa dem.

Men de, der kom fra Jerusalem, kunde ikke tale om andet end det skønneste Barn, man kunde tænke sig; det saa ud, som det var steget ned fra Himlen, og det var gaaet over Paradisets Bro.

De var gerne bleven staaende for at tale herom til den sene Aften, men Manden og Kvinden havde ikke Tid at høre paa dem; de skyndte sig ind ad Byen til.

De gik Gade op og Gade ned uden at finde den, de søgte. Endelig naaede de Templet.

Idet de gik forbi det, sagde Kvinden: „Siden vi nu er her, saa lad os dog gaa ind og se, hvad det er for et Barn, som de siger er steget ned fra Himlen.“ De gik ind og spurgte, hvor de skulde finde Barnet.

„Gaa lige frem, derhen hvor de hellige Lærere sidder med deres Disciple. Der er Barnet. De gamle Mænd har stillet ham imellem sig, de udspørger ham, og han udspørger dem, og de forundrer sig alle over ham. Men alt Folket staar nede i Tempelgaarden blot for at se et Glimt af den, der har ført Verdensherskerens Stemme til sine Læber.“

Manden og Kvinden banede sig Vej gennem Folkemængden, og de saa, at det Barn, der sad midt iblandt de vise Lærere, var deres Søn.

Men saasnart Kvinden genkendte Barnet, gav hun sig til at græde.

Og Drengen, der sad iblandt de vise Mænd, hørte en græde, og han kunde høre, det var hans Moder. Da rejste han sig op og gik hen til sin Moder, og Faderen og Moderen tog ham imellem sig, og de gik ud af Templet med ham.

Men Moderen græd hele Tiden, og Barnet spurgte hende: „Hvorfor græder du? Jeg kom jo, saasnart jeg hørte din Stemme.“

„Skulde jeg ikke græde?“ sagde Moderen. „Jeg troede, jeg havde mistet dig.“

De gik ud af Byen, og Mørket faldt paa, og Moderen blev ved at græde.

„Hvorfor græder du?“ sagde Barnet. „Jeg vidste ikke, at hele Dagen var gaaet. Jeg troede, det var Morgen endnu, og jeg kom, saasnart jeg hørte din Stemme.“

„Skulde jeg ikke græde?“ sagde Moderen. „Jeg har søgt efter dig hele Dagen. Jeg troede, jeg havde mistet dig.“

De gik hele Natten, og Moderen græd bestandig.

Da det begyndte at gry ad Dag, sagde Barnet: „Hvorfor græder du? Jeg har ikke søgt min egen Ære, men Gud har ladet mig gøre Undere, fordi han vilde hjælpe disse tre stakkels Mennesker. Og saasnart jeg hørte din Stemme, kom jeg tilbage til dig.“

„Min Søn,“ svarede Moderen, „jeg græder, fordi jeg alligevel har mistet dig. Du kommer aldrig mere til at tilhøre mig. Fra nu af vil dit Livs Stræben være Retfærdighed, og din Længsel vil staa til Paradiset, og din Kærlighed vil omfatte alle de stakkels Mennesker, der opfylder Jorden.“

Den Hellige Veronikas Svededug

I

DET begav sig engang henimod Slutningen af Kejser Tiberius’s Regering, at en fattig Vingaardsarbejder tillige med sin Hustru kom og tog Bolig i en ensom Hytte højt oppe i Sabinerbjergene. De var fremmede og levede i den største Ensomhed; de fik aldrig nogensinde Besøg af et Menneske. Men en Morgen, da Arbejderen aabnede sin Dør, saa han til sin Forbavselse, at en gammel Kvinde sad sammenkrøben paa Tærskelen. Hun var svøbt i en simpel, graa Kappe og saa ud til at være meget fattig. Men idet hun rejste sig op og traadte ham i Møde, forekom hun Manden saa ærefrygtindgydende, at han ikke kunde lade være at tænke paa, hvad Sagnene fortalte om Gudinder, der i en gammel Kvindes Skikkelse havde besøgt Menneskene.

„Min Ven,“ sagde den gamle til Vingaardsarbejderen, „du skal ikke undre dig over, at jeg i Nat har sovet paa din Tærskel. Mine Forældre har boet i denne Hytte, og det var her jeg blev født for snart halvfemsindstyve Aar siden. Jeg havde ventet at finde den tom og forladt. Jeg vidste ikke af, at Mennesker paany havde taget den i Besiddelse.“

„Det forundrer mig visselig ikke, at du troede, en Hytte, der ligger saa højt oppe mellem disse ubeboede Bjerge, maatte staa tom og forladt,“ sagde Vingaardsarbejderen. „Men jeg og min Hustru er fra et fjernt Land, og vi fattige fremmede har ikke kunnet finde nogen bedre Bolig. Og for dig, som maa være træt og sulten efter den lange Vandring, du har foretaget i din høje Alderdom, maa det vel og være mere velkomment at finde, at Hytten er beboet af Mennesker end af Sabinerbjergenes Ulve. Nu finder du dog herinde en Seng at hvile paa samt et Stykke Brød og en Skaal Gedemælk, om du vil tage til Takke.“

Der gik et Smil over den gamles Ansigt, men dette Smil var saa flygtigt, at det ikke formaaede at sprede det Udtryk af tung Sorg, der prægede det. „Jeg har levet heroppe i Bjergene hele min Ungdom,“ sagde hun. „Jeg har endnu ikke helt glemt den Kunst at drive Ulven ud af hans Hule.“

Og hun saa virkelig saa kraftig ud, at Arbejderen ikke tvivlede paa, at hun trods sin høje Alder endnu havde Styrke nok til at kæmpe med Skovens vilde Dyr.

Han gentog imidlertid sin Indbydelse, og den gamle traadte ind i Hytten. Hun tog Plads ved de fattige Folks Bord og tog uden Tøven Del i deres Maaltid. Men skønt det saa ud, som om hun var helt vel tilfreds med at spise groft Brød, opblødt i Mælk, tænkte baade Manden og Konen dog: „Hvor mon denne vejfarende Kvinde kommer fra? Hun har sikkert oftere spist Fasaner af Sølvfade end drukket Gedemælk af Lerskaale.“

Nu og da løftede hun Øjnene fra Maden og saa sig om, ligesom hun vilde prøve, om hun ikke kunde kende Stuen igen. Den fattige Bolig med sine nøgne Lervægge og sit sorte Lergulv var aabenbart ikke meget forandret. Hun kunde tilmed vise sin Vært, at der paa Væggen endnu var Spor af nogle Billeder, Hjorte og Hunde, som hendes Fader havde tegnet der for at more sine Børn. Og højt oppe paa en Hylde under Taget mente hun at kunne se nogle Skaar af et Lerkar, som hun selv havde brugt til at hælde Mælk op i.

Men Manden og Konen tænkte ved sig selv: „Det er muligvis sandt, at hun er født i denne Hytte, men sikkert har hun haft meget andet at gøre her i Verden end at malke Geder og lave Ost og Smør.“

De mærkede ogsaa, at hendes Tanker jævnlig var langt borte, og at hun sukkede dybt som i tung Bekymring, hver Gang hun igen kom til sig selv.

Endelig rejste hun sig fra Maaltidet. Hun takkede Manden og Konen venligt for den Gæstfrihed, de havde vist hende, og gik henimod Døren.

Men da syntes Vingaardsarbejderen, at hendes Ensomhed og Fattigdom var saa sørgelig, at han udbrød: „Tager jeg ikke fejl, saa var det næppe din Hensigt saasnart igen at forlade denne Hytte, da du i Nat kom vandrende herop. Er du virkelig saa fattig, som du ser ud til, da har det vel været din Mening at blive boende her al den Tid, du endnu har at leve i. Men nu vil du gaa, fordi min Hustru og jeg allerede har taget Hytten i Besiddelse.“

Den gamle nægtede ikke, at han havde gættet rigtigt.

„Men denne Hytte, som har staaet forladt i saa mange Aar, tilhører ligesaa meget dig som mig,“ svarede hun. „Jeg har ingen Ret til at forjage dig herfra.“

„Hytten var jo dog dine Forældres Ejendom,“ sagde Vingaardsarbejderen, „og du har utvivlsomt mere Ret til den end jeg. Vi er desuden unge, og du er gammel. Derfor skal du blive, og vi skal gaa.“

Da den gamle hørte disse Ord, blev hun saare forbavset. Hun standsede paa Tærskelen, vendte sig om og stirrede paa Manden, som om hun ikke havde forstaaet, hvad han mente.

Men nu blandede den unge Kone sig i Samtalen.

„Hvis jeg maatte raade,“ sagde hun til Manden, „saa vilde jeg bede dig spørge denne gamle Kvinde, om hun ikke vilde betragte os som sine Børn og lade os blive hos hende og pleje hende. Hvad godt kunde vi vel gøre hende ved at overlade hende denne usle Hytte og derpaa forlade hende? Det vilde jo være forfærdeligt for hende at bo alene her i denne øde Egn. Og hvad skulde hun leve af? Det vilde jo være det samme som at lade hende sulte ihjel.“

Men den gamle gik hen til Manden og Konen og saa dem skarpt ind i Ansigtet. „Hvorfor taler I saaledes?“ spurgte hun. „Hvorfor viser I mig Barmhjertighed? I er jo fremmede.“

Da svarede den unge Kone hende: „Fordi vi selv engang har mødt den store Barmhjertighed.“
II

Saaledes gik det til, at den gamle Kvinde blev boende i Vingaardsarbejderens Hytte, og hun kom efterhaanden til at nære stort Venskab for de unge Folk. Men desuagtet fortalte hun dem aldrig, hvor hun var kommen fra, eller hvem hun var, og de forstod, at hun ikke vilde have taget det vel op, om de havde spurgt hende.

Men en Aften, da Arbejdet var endt, og de alle tre sad paa den store, flade Sten foran Indgangsdøren og indtog deres Aftensmaaltid, fik de Øje paa en gammel Mand, der kom gaaende op ad Fjeldstien.

Det var en høj og stærktbygget Mand med Skuldre saa brede som en Bryders. Hans Ansigt havde et mørkt og strengt Udtryk. Panden ludede frem over de dybtliggende Øjne, og Mundens Linjer udtrykte Bitterhed og Foragt. Hans Holdning var rank og hans Bevægelser kraftige.

Manden var klædt i en simpel Dragt, og Vingaardsarbejderen tænkte straks, da han saa ham: „Den Mand er en gammel Legionær, en, der har faaet sin Afsked af Tjenesten og nu er paa Vej til sit gamle Hjem.“

Da den fremmede var kommen helt hen til de spisende, blev han staaende ligesom tvivlraadig. Arbejderen, der vidste, at Vejen ikke gik længer end et lille Stykke oven for Hytten, lagde da sin Ske og raabte til ham: „Er du faret vild, fremmede, siden du kommer op til denne Hytte? Ingen plejer at gøre sig den Ulejlighed at klatre herop, medmindre han har Ærinde til os, som bor her.“

Da han spurgte saaledes, kom den fremmede nærmere.

„Det forholder sig, som du siger,“ sagde han. „Jeg er virkelig faret vild, og nu ved jeg ikke, hvorhen jeg skal vende mine Skridt. Hvis du vil lade mig hvile ud her en Stund og derefter sige mig, hvilken Sti jeg skal følge for at komme til en Landsby, saa vil jeg være dig taknemmelig.“

Med disse Ord tog han Plads paa en af de Stene, der laa foran Hytten. Den unge Kvinde spurgte ham, om han ikke vilde tage Del i deres Maaltid, men dette afslog han med et Smil. Derimod viste det sig, at han var meget villig til at samtale med dem, medens de spiste. Han udspurgte det unge Par om deres Maade at leve paa og deres Arbejde, og de svarede ham muntert og uforbeholdent.

Men pludselig vendte Arbejderen sig til den fremmede og begyndte at udspørge ham. „Du ser, at vi lever ensomt og fjernt fra Mennesker,“ sagde han. „Det er snart et Aar siden jeg talte med andre end Hyrder og Vingaardsarbejdere. Kan ikke du, der ventelig kommer fra én eller anden Krigslejr, fortælle os lidt om Rom og om Kejseren?“

Næppe havde Manden sagt disse Ord, førend den unge Kone mærkede, at den gamle Kvinde sendte ham et advarende Blik, og at hun med Haanden gjorde det Tegn, som betyder, at man skal tage sig i Agt for, hvad man siger.

Den fremmede svarede imidlertid helt venligt: „Jeg ser, at du antager mig for en Legionær, og du har for saa vidt ikke Uret, som jeg har været det, men jeg har rigtignok for længe siden forladt Tjenesten. Under Tiberius’s Regering har der ikke været meget Arbejde for os Krigsmænd. Og han var dog engang en stor Feltherre. Det var hans Lykkes Tid. Nu tænker han aldrig paa andet, end hvordan han skal vogte sig for Sammensværgelser. I Rom er alle Mennesker opfyldt af, hvorledes han i forrige Uge lod Senatoren Titius gribe og henrette, og det paa den løseste Mistanke.“

„Den stakkels Kejser, han ved ikke mere, hvad han gør,“ udbrød den unge Kvinde. Hun slog ud med Hænderne og rystede forfærdet og beklagende paa Hovedet.

„Du har sandelig Ret,“ sagde den fremmede, medens en Skygge af den dybeste Sørgmodighed for over hans Ansigt. „Tiberius ved, at alle Mennesker hader ham, og det er ikke langt fra at drive ham til Vanvid.“

„Hvad siger du?“ sagde Kvinden. „Hvorfor skulde vi hade ham? Vi beklager jo kun, at han ikke længer er saa stor en Kejser som ved Begyndelsen af sin Regering.“

„Du tager fejl,“ sagde den fremmede. „Alle Mennesker hader og foragter Tiberius. Hvorfor skulde de gøre andet? Han er jo ikke andet end en hensynsløs og grusom Tyran. Og i Rom tror man, at han herefter vil fare endnu grusommere frem, end han før har gjort.“

„Er der da sket noget, som vil gøre ham til et endnu værre Uhyre, end han allerede er?“ spurgte Manden.

Da han sagde dette, lagde hans Hustru Mærke til, at den gamle gav ham et nyt advarende Tegn, men saa hemmeligt, at han ikke saa det.

Den fremmede svarede ham venligt, men samtidig for et ejendommeligt Smil over hans Læber.

„Du har maaske hørt fortælle, at Tiberius hidtil iblandt sine Omgivelser har haft en Ven, som han kunde stole paa, og som altid sagde ham Sandhed. Alle de andre, der lever ved hans Hof, er Lykkejægere og Hyklere, der priser Kejserens onde og underfundige Handlinger ligesaa højt som hans gode og gavnlige. Der var dog, som sagt, en eneste, som aldrig var bange for at lade ham vide, hvad hans Handlinger var værd. Dette Menneske, der var modigere end Senatorer og Feltherrer, var Kejserens gamle Amme, Faustina.“

„Det er sandt, jeg har hørt Tale om hende,“ sagde Arbejderen. „Man har sagt mig, at Kejseren altid viste hende stort Venskab.“

„Ja, Tiberius forstod at sætte Pris paa hendes Hengivenhed og Troskab. Han behandlede denne fattige Bondekone, der var kommen til hans Hof fra en ussel Hytte oppe mellem Sabinerbjergene, som sin anden Moder. Saalænge han selv opholdt sig i Rom, lod han hende bo i et Hus paa Palatinerbjerget for altid at have hende i sin Nærhed. Ingen af Roms fornemste Matroner har haft det bedre end hun. Hun blev baaret i Bærestol paa Gaden, og hendes Dragt var en Kejserindes. Da Kejseren flyttede til Capreæ, maatte hun ledsage ham derhen, og han lod et Landsted købe til hende der, fuldt af Slaver og kostbart Husgeraad.“

„Hun har sandelig haft det godt,“ sagde Manden.

Han var nu ene om at holde Samtalen med den fremmede vedlige. Hans Hustru sad tavs og iagttog med Forbavselse den Forandring, der var foregaaet med den gamle Kvinde; lige siden den fremmede var kommen, havde hun ikke sagt et Ord. Hendes blide og venlige Udtryk var helt forsvundet. Hun havde skubbet Maden til Side og sad stiv og rank, lænet op imod Dørkarmen og stirrede lige ud for sig med et strengt og forstenet Ansigt.

„Det var Kejserens Mening at berede hende en lykkelig Alderdom,“ sagde den fremmede. „Men trods alle hans Velgerninger har hun nu ogsaa svigtet ham.“

Den gamle Kvinde for sammen ved disse Ord, men den unge lagde beroligende sin Haand paa hendes Arm. Og saa gav hun sig til at tale med sin varme, milde Stemme. „Jeg kan dog ikke tro, at den gamle Faustina har været saa lykkelig ved Hoffet, som du siger,“ sagde hun, idet hun vendte sig til den fremmede. „Jeg er vis paa, at hun har elsket Tiberius som sin egen Søn. Jeg kan forstaa, hvor stolt hun maa have været over hans ædle Ungdom, og jeg kan ogsaa forstaa, hvilken Sorg det har været for hende, at han paa sine gamle Dage har givet sig hen til Mistænksomhed og Grusomhed. Hun har sikkert hver Dag formanet og advaret ham. Det maa have været forfærdeligt for hende altid at bede forgæves. Tilsidst har hun ikke kunnet holde ud at se ham synke dybere og dybere.“

Den fremmede bøjede sig lidt frem med et overrasket Udtryk, da han hørte disse Ord. Men den unge saa ikke op paa ham. Hun holdt Øjnene sænkede og talte stille og ydmygt.

„Det er muligt, at du har Ret i, hvad du siger om den gamle Kvinde,“ svarede han. „Faustina har virkelig ikke været lykkelig ved Hoffet. Men er det dog ikke ubegribeligt, at hun har forladt Kejseren i sin høje Alderdom, naar hun har holdt ud hos ham hele sit Liv?“

„Hvad er det, du siger,“ sagde Manden. „Har den gamle Faustina forladt Kejseren?“

„Hun har listet sig bort fra Capreæ uden nogens Vidende,“ sagde den fremmede. „Hun er gaaet bort lige saa fattig, som hun kom. Hun har ikke taget en eneste af sine Kostbarheder med sig.“

„Og ved Kejseren virkelig slet ikke, hvor hun har begivet sig hen?“ spurgte den unge Kone med sin milde Stemme.

„Nej, ingen ved med Sikkerhed, hvor den gamle har søgt Tilflugt. Dog holder man det for sandsynligt, at hun har taget Vejen til sin Hjemstavns Bjerge.“

„Og Kejseren ved heller ikke, hvorfor hun har begivet sig bort?“ spurgte den unge Kone.

„Nej, Kejseren ved ingenting om det. Han kan dog ikke tro, at hun har forladt ham, fordi han engang sagde til hende, at hun ligesom alle andre tjente ham for at faa Løn og Gaver. Hun ved jo dog, at han aldrig har tvivlet paa hendes Uegennyttighed. Han har bestandig haabet paa, at hun frivillig skulde vende tilbage til ham, thi ingen ved bedre end hun, at han nu er aldeles uden Venner.“

„Jeg kender hende ikke,“ sagde den unge Kvinde, „men jeg tror dog, at jeg kan sige dig, hvorfor hun har forladt Kejseren. Denne gamle Kvinde er blevet opdraget til Simpelhed og fromme Sæder heroppe mellem disse Bjerge, og hun har altid længtes tilbage hertil. Sikkert vilde hun dog aldrig have forladt Kejseren, hvis han ikke var blevet den, han nu er. Og jeg forstaar, at nu, da hendes Livs Dage lider mod Enden, har hun syntes, hun havde Ret til at tænke paa sig selv. Hvis jeg var en fattig Kvinde fra Bjergene, vilde jeg rimeligvis have handlet som hun. Jeg vilde have ment, at jeg havde gjort nok, naar jeg havde tjent min Herre en hel Menneskealder. Jeg vilde tilsidst være gaaet bort fra Vellevnet og Kejsergunst for at lade min Sjæl glæde sig ved Retskaffenhed og Hæderlighed, inden den tog Afsked fra mig for at begive sig paa den lange Rejse.“

Den fremmede saa mørkt og tungsindigt paa den unge Kone. „Du tænker ikke paa, at Kejserens Færd nu vil blive værre end nogensinde. Der findes nu ikke længer nogen, der kan berolige ham, naar Mistænksomheden og Menneskeforagten griber ham. Gør dig dette klart,“ vedblev han og borede sine mørke Blikke dybt i den unge Kvindes, „i hele den vide Verden findes der nu ingen, som han ikke hader, ingen, som han ikke foragter, ingen.“

Idet han udtalte disse bittert fortvivlede Ord, gjorde den gamle en hastig Bevægelse og vendte sig om imod ham, men den unge saa ham fast ind i Øjnene og svarede: „Tiberius ved, at Faustina vil komme tilbage til ham, saasnart han ønsker det. Men først maa hun være vis paa, at hendes gamle Øjne ikke mere skal behøve at se Last og Skændsel ved hans Hof.“

De havde alle rejst sig ved disse Ord, men Vingaardsarbejderen og hans Hustru stillede sig foran den gamle som for at beskytte hende.

Ikke en Stavelse mere hørtes fra den fremmedes Læber, men han betragtede den gamle med spørgende Blikke; det var, som han vilde sige: „Er dette ogsaa dit sidste Ord?“ Den gamles Læber bævede, men Ordene kunde ikke faa Lyd.

„Hvis Kejseren har elsket sin gamle Tjenestekvinde, da maa han ogsaa unde hende hendes sidste Dages Ro,“ sagde den unge Kvinde.

Den fremmede tøvede endnu, men pludselig lysnede det i hans mørke Ansigt. „Mine Venner,“ sagde han, „hvad man end kan sige om Tiberius, saa er der dog et, han har lært bedre end andre, og det er Kunsten at forsage. Jeg har blot et endnu at sige jer: Hvis denne gamle Kvinde, som vi her har talt om, skulde opsøge denne Hytte, saa modtag hende godt! Kejserens Naade hviler over enhver, der yder hende Hjælp.“

Han svøbte sin Kappe om sig og fjernede sig ad den samme Vej, han var kommen.
III

Efter denne Begivenhed talte Vingaardsarbejderen og hans Hustru aldrig mere med den gamle Kvinde om Kejseren. Indbyrdes undrede de sig ofte over, at hun i sin høje Alderdom havde haft Kraft til at forsage al den Rigdom og Magt, hun var blevet vant til. „Mon hun ikke snart vilde vende tilbage til Tiberius?“ spurgte de sig selv. „Hun elsker ham visselig endnu. Naar hun har forladt ham, har det kun været i Haab om, at dette skulde vække ham til Besindelse og formaa ham til at vende om fra sin daarlige Handlemaade.“

„En Mand, der er saa gammel som Kejseren, kan ikke begynde et nyt Liv,“ sagde Arbejderen. „Hvorledes kunde man tage hans store Foragt for Menneskene fra ham? Hvem kunde træde frem for ham og lære ham at elske dem? Før dette sker, vil han ikke kunne helbredes for sin Mistænksomhed og Grusomhed.“

„Du ved, at der lever en, der kunde gøre det,“ sagde hans Hustru. „Jeg tænker ofte paa, hvorledes det vilde gaa, om de to kunde mødes. Men Guds Veje er ikke vore Veje.“

Det lod slet ikke til, at den gamle Kvinde savnede sit forrige Liv. Efter nogen Tids Forløb fødte den unge Kone et Barn, og da den gamle nu fik det at passe, voldte det hende saa megen Glæde,0at man skulde tro, hun havde glemt alle sine Sorger.

Engang hvert halve Aar havde hun for Skik at svøbe den lange, graa Kappe om sig og vandre ned til Rom. Men hun opsøgte ikke noget Menneske her; hun gik lige hen til Forum. Her standsede hun uden for et lille Tempel, der var rejst ved den ene Side af den pragtfuldt smykkede Port.

Dette Tempel bestod egentlig ikke af andet end et umaadeligt stort Alter, der stod under aaben Himmel i en marmorbelagt Gaard. Over Alteret tronede Fortuna, Lykkens Gudinde, og ved dets Fod saa man en Billedstøtte af Tiberius. Gaarden var omgiven af Boliger for Præsterne, Opbevaringsrum til Brændselet og Stalde til Offerdyrene.

Den gamle Faustinas Vandring strakte sig aldrig længere end til dette Tempel, hvorhen de, der vilde bede om Lykke for Tiberius, plejede at komme. Naar hun havde kastet et Blik derind og set, at baade Gudinden og Kejserstatuen var bekransede med Blomster, at Offerilden blussede, at Skarer af ærbødige Tilbedere var samlede foran Alteret, at Præsternes dæmpede Hymner lød foran det, vendte hun om, og begav sig atter op mellem Bjergene.

Paa denne Maade fik hun uden at spørge noget Menneske Vished om, at Tiberius endnu var blandt de levendes Tal, og at det gik ham godt.

Men da hun tredje Gang foretog denne Vandring, mødte der hende en Overraskelse. Da hun kom til det lille Tempel, fandt hun det øde og tomt. Ingen Ild blussede foran Statuen, og der saas ikke en eneste Tilbeder. Et Par visne Guirlander hang endnu paa det ene Hjørne af Alteret, men dette var alt, hvad der vidnede om dets forrige Herlighed. Præsterne var borte, og Kejserstatuen, som nu stod uden Vogtere, var beskadiget og overstænket med Snavs.

Den gamle Kvinde henvendte sig til den første den bedste, der gik forbi. „Hvad betyder dette?“ spurgte hun. „Er Tiberius død? Har vi faaet en ny Kejser?“

„Nej,“ svarede Romeren. „Tiberius er endnu Kejser, men vi har ophørt at bede for ham. Vore Bønner kan ikke mere gavne ham.“

„Min Ven,“ sagde den gamle. „Jeg bor højt oppe mellem Bjergene, hvor man ikke faar noget at vide om det, der sker ude i Verden. Vil du ikke sige mig, hvad det er for en Ulykke, der har ramt Kejseren?“

„Den forfærdeligste af alle Ulykker,“ svarede Manden. „Han er blevet angrebet af en Sygdom, der ikke før har været kendt i Italien, men som skal være almindelig i Østerlandene. Siden dette Onde er kommet over Kejseren, er hans Ansigt blevet forvandlet, hans Stemme er blevet som et gryntende Dyrs, og hans Tæer og Fingre tæres hen. Og mod denne Sygdom skal der ikke findes noget Middel. Man venter, at han vil dø i Løbet af nogle faa Uger, men hvis han ikke dør, maa man afsætte ham, thi en Mand, der er saa syg og elendig, duer ikke til at forestaa Regeringen. Altsaa kan du indse, at hans Skæbne er beseglet. Det nytter ikke noget at anraabe Guderne om Lykke for ham. Og det lønner sig heller ikke,“ tilføjede han med et lille Smil. „Ingen har nu længer noget at frygte eller haabe af ham. Hvorfor skulde vi da gøre os Ulejlighed for hans Skyld?“

Han hilste og gik, men den gamle blev staaende som bedøvet.

For første Gang i sit Liv sank hun sammen og saa ud som en, der var kuet af Alderdommen. Hun stod med bøjet Ryg og rystende Hoved, og hendes Hænder famlede afmægtigt i Luften.

Hun længtes efter at komme bort fra dette Sted, men hun flyttede Foden langsomt og vaklende. Hun saa sig om for at finde noget, hun kunde bruge som Støttestav. Efter en Stunds Forløb lykkedes det hende dog ved en mægtig Viljeanstrengelse at overvinde sin Mathed. Hun rettede atter sin Ryg og tvang sig til at gaa med faste Skridt gennem Gadernes Folkevrimmel.
IV

En Uge senere vandrede den gamle Faustina op ad de stejle Højder paa Øen Capreæ. Det var en varm Dag, og den bitre Følelse af Alderdom og Svaghed kom atter over hende, medens hun arbejdede sig op ad Zigzagstierne og de i Klippen udhuggede Trappetrin, der førte til Tiberius’s Villa.

Denne Følelse tiltog, efterhaanden som hun mærkede, hvor forandret alting var blevet i den Tid, hun havde været borte. I Sandhed — før havde der altid vrimlet store Skarer af Mennesker op og ned ad disse Trin. Det havde mylret af Senatorer, der lod sig bære af kæmpemæssige Libyere, af Gesandter fra Provinserne, der kom, ledsagede af lange Tog af Slaver, af Embedskandidater, af fornemme Mænd, der var indbudte til at deltage i Kejserens Fester.

Men i Dag var disse Trapper og Gange aldeles mennesketomme. De graagrønne Firben var de eneste levende Væsener, den gamle Kvinde blev vár paa sin Vej.

Hun forbavsedes over, at alt dette allerede syntes i Færd med at gaa i Forfald. Kejserens Sygdom kunde dog højst have varet et Par Maaneder, og dog var der allerede begyndt at spire Græs op i Revnerne mellem Marmorfliserne. De sjældne Vækster, der var plantet i kostbare Vaser, var allerede visnede, og raa Haandværksmænd havde paa flere Steder brudt Balustraden ned.

Men det ubegribeligste af det hele fandt hun dog var denne fuldstændige Mennesketomhed. Selv om det var forbudt fremmede at vise sig paa Øen, saa maatte de dog være her, disse uendelige Skarer af Soldater og Slaver, af Danserinder og Musikanter, af Kokke og Taffeldækkere, af Paladsvagter og Havearbejdere, der hørte til Kejserens Husstand.

Først da Faustina naaede helt op paa den øverste Terrasse, fik hun Øje paa et Par gamle Slaver, der sad paa Trappetrinene udenfor Villaen. Da hun nærmede sig dem, rejste de sig op og bøjede sig for hende.

„Vær hilset, Faustina,“ sagde den ene. „Det er en Gud, der sender dig for at mildne vore Ulykker.“

„Hvad er dog dette, Milo?“ spurgte Faustina. „Hvorfor er her saa tomt? Man har dog sagt mig, at Tiberius endnu boede her paa Capreæ.“

„Kejseren har jaget alle sine Slaver bort, fordi han nærer Mistanke om, at en af os har givet ham forgiftet Vin at drikke, og at den har fremkaldt Sygdommen. Han vilde ogsaa have jaget Tito og mig bort, men vi nægtede at adlyde ham. Og du ved dog, at vi har tjent Kejseren og hans Moder, saa længe vi har levet.“

„Jeg spørger ikke blot efter Slaverne,“ sagde Faustina. „Hvor er Senatorerne og Feltherrerne? Hvor er Kejserens fortrolige og alle de sleske Lykkejægere?“

„Tiberius vil ikke mere vise sig for fremmede,“ svarede Slaven. „Senatoren Lucius og Macro, Anføreren for Livvagten, kommer herover hver Dag for at modtage hans Befalinger. Ellers faar ingen Lov at nærme sig ham.“

Faustina var gaaet op ad Trappen til Villaen. Slaven gik foran hende, og mens de gik, spurgte hun ham:

„Hvad siger Lægerne om Kejserens Sygdom?“

„Ingen forstaar sig paa at helbrede denne Sygdom. De ved ikke engang, om den dræber hurtigt eller langsomt. Men saa meget kan jeg sige dig, Faustina, at Tiberius vil snart dø, dersom han vedbliver som nu at nægte at tage nogensomhelst Føde til sig af Frygt for, at den skal være forgiftet. Og jeg ved, at en syg Mand ikke kan udholde at vaage Nat og Dag, som Kejseren gør, af Angst for at blive myrdet i Søvne. Hvis han vil stole paa dig som i gamle Dage, saa kan det maaske lykkes dig at faa ham overtalt til at spise og sove. Derved vil du kunne forlænge hans Liv i mange Dage.“

Derpaa førte Slaven Faustina gennem mange Gange og Gaarde ud paa en Terrasse, hvor Tiberius plejede at opholde sig for at nyde Udsigten over den smukke Havbugt og det stolte Vesuv.

Da Faustina traadte ud paa Terrassen, mødte hendes Øjne en uhyggelig Skikkelse med et opsvulmet Ansigt og dyriske Træk. Dens Hænder og Fødder var omviklede med hvide Bind, men ud af Bindene stak halvfortærede Fingre og Tæer. Og dette Menneskes Klæder var støvede og tilsølede. Man kunde indse, at han ikke var i Stand til at gaa oprejst, men havde maattet krybe ud paa Terrassen. Han laa med lukkede Øjne helt henne ved Balustraden og rørte sig ikke, da Slaven og Faustina kom gaaende.

Men Faustina hviskede til Slaven, der gik foran hende: „Hvad er dette, Milo? Hvorledes kan et saadant Menneske faa Lov til at opholde sig paa selve Kejserterrassen? Skynd dig at skaffe ham af Vejen.“

Men næppe havde hun sagt dette, før hun saa Slaven bøje sig til Jorden for den elendige liggende Skikkelse.

„Cæsar Tiberius,“ sagde han, „endelig har jeg en glædelig Nyhed at bringe dig.“

Derpaa vendte Slaven sig om imod Faustina, men i det samme for han forfærdet tilbage og kunde ikke faa et eneste Ord mere frem.

Han saa ikke længer den stolte Matrone, der havde set saa kraftig ud, saa man uvilkaarlig havde sagt til sig selv, at hendes Alder sikkert vilde naa Sibyllens. I dette Øjeblik var hun sunken sammen i afmægtig Alderdom, og Slaven saa for sig en gammel, krumbøjet Kvinde med mørkt Blik og famlende Hænder.

Thi visselig havde Faustina hørt, at Kejseren var bleven forfærdelig forandret, men hun havde dog intet Øjeblik tænkt sig ham anderledes end som den store og kraftige Mand, han var, da hun sidst saa ham. Hun havde ogsaa hørt sige, at denne Sygdom virkede langsomt, og at den behøvede flere Aar for at forvandle et Menneske. Men her var den skredet frem med en saadan Voldsomhed, at den havde gjort sit Offer ukendeligt i Løbet af et Par Maaneder.

Faustina vaklede hen til Kejseren. Hun var ude af Stand til at tale; hun blev staaende tavs og græd ved Siden af ham.

„Er du nu kommen, Faustina?“ sagde han da uden at aabne Øjnene. „Jeg laa og indbildte mig, at du stod her og græd over mig. Jeg tør ikke se op af Angst for at finde, det var kun et Sansebedrag.“

Da satte den gamle sig ved Siden af ham. Hun løftede hans Hoved op og lagde det i sit Skød.

Men Tiberius laa ganske stille uden at se paa hende. En Følelse af velgørende Ro fyldte ham, og et Øjeblik efter faldt han i en dyb Søvn.
V

Nogle Uger senere kom en af Kejserens Slaver vandrende op til den ensomme Hytte i Sabinerbjergene. Det led mod Aften, og Vingaardsarbejderen og hans Hustru stod i deres Dør og saa Solen synke fjernt i Vest. Slaven vendte sine Skridt henimod dem og hilste dem. Derpaa løsnede han en tung Pung, som han havde baaret i sit Bælte, og lagde den i Mandens Haand.

„Dette sendes dig af Faustina, den gamle Kvinde, mod hvem du viste Barmhjertighed,“ sagde Slaven. „Hun beder dig for disse Penge købe dig din egen Vingaard og bygge dig en Bolig, der ikke ligger saa højt oppe i Luften som Ørnenes Rede.“

„Den gamle Faustina lever altsaa endnu?“ sagde Manden. „Vi har søgt efter hende i Kløfter og Sumpe. Da hun ikke kom tilbage til os, troede jeg, at hun havde fundet sin Død blandt disse frygtelige Klipper.“

„Husker du ikke,“ faldt Hustruen ind, „at jeg ikke vilde tro, at hun var død? Sagde jeg dig ikke nok, at hun var vendt tilbage til Kejseren?“

„Jo,“ svarede Manden, „det sagde du visselig, og jeg er glad over, at du har faaet Ret, ikke blot fordi Faustina paa denne Maade er bleven rig nok til at hjælpe os ud af vor Fattigdom, men ogsaa for den stakkels Kejsers Skyld.“

Slaven vilde nu sige Farvel med det samme for at kunne naa ned til de beboede Egne, inden Nattemørket faldt paa, men dette vilde Ægtefællerne ikke tillade. „Du maa blive hos os til i Morgen,“ sagde de. „Vi kan ikke slippe dig, før du har fortalt os, hvad der er hændet Faustina. Hvorfor er hun vendt tilbage til Kejseren? Hvorledes mødtes de? Er de nu lykkelige over at være forenede?“

Slaven gav efter for deres Bønner. Han fulgte med dem ind i Hytten, og under Aftensmaaltidet fortalte han dem om Kejserens Sygdom og Faustinas Tilbagekomst.

Da Slaven havde endt sin Fortælling, saa han baade Mand og Hustru sidde ubevægelige, slaaede med Forbavselse. De holdt Øjnene fæstede paa Jorden som for ikke at forraade den Bevægelse, der havde grebet dem,

Endelig saa Manden op og sagde til sin Hustru: „Tror du ikke, at dette er en Herrens Tilskikkelse?“

„Jo,“ svarede hans Hustru, „visselig ser vi nu, hvorfor Herren sendte os over Havet herhid til denne Hytte. Det var sikkerlig dette, der var hans Hensigt, da han sendte den gamle Kvinde til vor Dør.“

Saasnart Hustruen havde sagt disse Ord, vendte Vingaardsarbejderen sig atter til Slaven.

„Ven,“ sagde han til ham. „Du skal bringe et Budskab fra mig til Faustina. Sig til hende følgende Ord for Ord: „Din Ven, Vingaardsarbejderen fra Sabinerbjergene, sender dig denne Hilsen. Du har set den unge Kvinde, som er min Hustru. Fandt du hende ikke blomstrende i Ungdommens Sundhed og Skønhed? Og dog har denne unge Kvinde engang lidt af den samme Sygdom, som nu har angrebet Tiberius.“

Slaven gjorde en Bevægelse af Forbavselse, men Vingaardsarbejderen fortsatte med mere og mere Eftertryk paa Ordene:

„Hvis Faustina nægter at tro mine Ord, saa sig hende, at jeg og min Hustru er fra Palæstina i Asien, et Land, hvor denne Sygdom ofte forekommer. Og dér hersker den Lov, at de spedalske skal fordrives fra Byer og Landsbyer og kun maa bo paa øde Steder, søge sig Boliger i Grave og Klippehuler. Sig til Faustina, at min Hustru er født af syge Forældre i en Klippehule. Og saalænge hun endnu var Barn, var hun sund og frisk, men da hun voksede op til en ung Jomfru, blev hun angrebet af Sygdommen.“

Da Vingaardsarbejderen havde sagt dette, bøjede Slaven Hovedet med et venligt Smil og sagde: „Hvor kan du vente, at Faustina skal tro dette? Hun har jo set din Hustru i hele hendes Sundhed og Skønhed? Og hun ved jo, at der ikke findes noget Middel imod denne Sygdom.“

Men Manden svarede: „Det var bedst for hende, om hun kunde tro mig. Men jeg mangler heller ikke Vidner. Lad hende sende Folk over til Nazareth i Galilæa for at forhøre sig. Der vil hvert et Menneske bekræfte mit Udsagn.“

„Er det maaske ved et Mirakel af en Gud, at din Hustru er bleven helbredet?“ spurgte Slaven.

„Ja,“ svarede Arbejderen, „som du siger, saaledes forholder det sig. En Dag bredte det Rygte sig til de syge, der opholdt sig i Ørkenen: „Se, en stor Profet er opstaaet i Byen Nazareth i Galilæa. Han er fuld af Guds Aands Kraft, og han kan helbrede Eders Sygdom blot ved at lægge sin Haand paa Eders Pande.“ Men de syge, der laa i deres Elendighed, vilde ikke tro, at dette Rygte talte Sandhed. — „Os kan ingen helbrede,“ sagde de. „Lige siden de store Profeters Dage har ingen kunnet frelse nogen af os fra hans Ulykke.“

Men der var een iblandt dem, der troede, og det var en ung Jomfru. Hun gik bort fra de andre for at finde Vej ind til Byen Nazareth, hvor Profeten havde sin Bolig. Og en Dag, som hun vandrede over de vide Sletter, mødte hun en Mand, der var høj af Vækst og havde et blegt Ansigt og Haaret faldende i bløde, sorte Lokker. Hans mørke Øjne straalede som Stjerner og drog hende uimodstaaeligt til ham. Men inden de mødtes, raabte hun til ham: „Kom mig ikke nær, thi jeg hører til de urene! Men sig mig, hvor jeg kan finde Profeten fra Nazareth!“ Men Manden blev ved at gaa henimod hende, og da han stod lige foran hende, sagde han: „Hvorfor søger du efter Profeten fra Nazareth?“ — „Jeg søger efter ham, fordi jeg ønsker, at han skal lægge sin Haand paa min Pande og helbrede mig for min Sygdom.“ Da gik Manden hen til hende og lagde sin Haand paa hendes Pande. Men hun sagde til ham: „Hvad gavner det mig, at du lægger din Haand paa min Pande? Du er jo ikke nogen Profet.“ Da smilede han til hende og sagde: „Gaa nu ind til Byen, som ligger deroppe paa Bjergskraaningen, og beté dig for Præsterne.“

Den syge tænkte ved sig selv: „Han gør Nar ad mig, fordi jeg tror, at jeg kan blive helbredet. Af ham faar jeg ikke at vide det jeg ønsker.“ — Og han gik videre. Kort efter saa hun en Mand, der skulde paa Jagt, komme ridende over Sletten. Da han var saa nær, at han kunde høre hende, raabte hun til ham: „Kom mig ikke nær, thi jeg er af de urene, men sig mig, hvor jeg kan finde Profeten fra Nazareth!“ — „Hvad ønsker du af Profeten?“ spurgte Manden og red langsomt henimod hende. — „Jeg ønsker blot, at han vil lægge sin Haand paa min Pande og helbrede mig for min Sygdom.“ — Men Manden red endnu nærmere. „Hvilken Sygdom er det, du vil helbredes for?“ spurgte han videre. „Du ser visselig ikke ud til at trænge til nogen Læge.“ — „Ser du ikke, at jeg hører til de urene?“ sagde hun. „Jeg er født af syge Forældre i en Klippehule.“ — Men Manden red nærmere og nærmere hen til hende, thi hun var lys og fager som en nys udsprungen Blomst. „Du er den skønneste Jomfru i Jødeland,“ udbrød han. — „Vil du nu ogsaa drive Spot med mig?“ sagde hun. „Jeg ved, at mine Ansigtstræk er fortærede, og at min Stemme er som et vildt Dyrs Brøl.“ Men han saa hende dybt ind i Øjnene og sagde: „Din Stemme er sød og klingende som Vaarbækkens, naar den rinder hen over Kiselstenene, og dit Ansigt er blødt som et Klæde af fin Silke.“

Og med disse Ord red han saa nær ind til hende, at hun kunde se sit Ansigt i de blanke Messingbeslag, hvormed hans Sabel var prydet. „Spejl dig heri" sagde han. Det gjorde hun, og hun saa et Ansigt, der var blødt og blomstrende som en nys udfoldet Sommerfuglevinge. — „Hvad er dog det, jeg ser?“ udbrød hun. „Det er ikke mit Ansigt.“ — „Jo, det er dit Ansigt,“ svarede Rytteren. — „Men min Stemme, er den ikke hæs, lyder den ikke, som naar en Vogn trækkes hen over en stenet Vej?“ — „Nej, den lyder som en Zitherspillers lifligste Toner,“ svarede Rytteren.

Hun vendte sig om og pegede ad den Vej, hun var kommen. „Ved du, hvem den Mand er, som nu forsvinder bag de to Egetræer?“ spurgte hun Rytteren. — „Det er ham, du nys spurgte mig om, det er Profeten fra Nazareth,“ svarede Manden. Da slog hun Hænderne sammen i Forbavselse, og hendes Øjne fyldtes af Taarer. „O du Hellige! O du Bærer af Guds Magt!“ udbrød hun. „Du har helbredet mig!“

Men Rytteren løftede hende op i Sadlen og førte hende til Byen paa Bjergskraaningen og gik med hende til den Ældste og til Præsterne og fortalte dem, hvorledes han havde fundet hende. De spurgte ham nøje ud om alting, men da de fik at høre, at hun var født i Ørkenen af syge Forældre, vilde de ikke tro, at hun var helbredet. „Gaa tilbage til det Sted, hvorfra du er kommen,“ sagde de. „Har du været syg, maa du blive ved at være det hele dit Liv. Du maa ikke komme her til Byen og smitte os andre med din Sygdom.“

Hun sagde til dem: „Jeg ved, at jeg er rask, thi Profeten fra Nazareth har lagt sin Haand paa min Pande.“

Da de hørte dette, udraabte de: „Hvem er han, at han skulde kunne gøre de urene rene? Alt dette er et Blændværk af de onde Aander. Gaa tilbage til din Slægt, paa det at du ikke skal bringe os alle i Fordærvelse.“

De vilde ikke erklære hende for helbredet, og de forbød hende at opholde sig i Byen. De bekendtgjorde, at enhver, der ydede hende Beskyttelse, skulde selv erklæres for uren.

Da Præsterne havde fældet denne Dom, sagde Jomfruen til den unge Mand, der havde fundet hende ude paa Vejen: „Hvor skal jeg nu gaa hen? Maa jeg atter gaa ud i Ørkenen til de syge?“

Men Manden løftede hende paany op paa sin Hest og sagde: „Nej, du skal ingenlunde gaa ud til de syge i deres Klippehuler, men vi to vil drage bort over Havet til et andet Land, hvor der ikke findes Love for rene og urene. Og de …“

Men da Vingaardsarbejderen var kommen saa langt i sin Fortælling, rejste Slaven sig og afbrød ham. „Du behøver ikke at fortælle mig mere,“ sagde han. „Staa hellere op og følg mig paa Vej, du, som kender Bjergstierne, saa at jeg kan begynde min Hjemrejse endnu i Nat og ikke behøver at oppebie Morgenens Komme. Kejseren og Faustina kan ikke faa dine Nyheder at høre et eneste Øjeblik for tidligt.“

Da Vingaardsarbejderen havde fulgt Slaven paa Vej og atter kom hjem til Hytten, fandt han endnu sin Hustru vaagen.

„Jeg kan ikke sove,“ sagde hun. „Jeg kan ikke lade være at tænke paa Mødet mellem disse to. Han, der elsker alle Mennesker, og han, der hader dem. Det er mig, som om dette Møde maatte bringe Verden ud af dens Bane.“
VI

Den gamle Faustina befandt sig i det fjerne Palæstina paa Rejse til Jerusalem. Hun havde ikke villet tillade, at det Hverv at opsøge Profeten og bringe ham til Kejseren blev betroet til nogen anden end hende. Hun havde vel tænkt ved sig selv: „Hvad vi forlanger af denne fremmede Mand er noget, som vi ikke kan aflokke ham hverken med Vold eller Gaver. Men maaske vil han give os det, hvis et Menneske falder ham til Fode og fortæller ham, hvilken Nød Kejseren er i. Men hvem skulde vel kunne frembære den rette Forbøn for Tiberius uden den, der lider ved hans Ulykke ligesaa meget som han selv?“

Haabet om muligvis at kunne redde Tiberius havde forynget den gamle Kvinde. Hun havde uden Vanskelighed udholdt den lange Sørejse til Joppe, og paa Vejen til Jerusalem benyttede hun sig ikke af en Bærestol, men drog afsted til Hest. Hun lod til at udholde den besværlige Rejse ligesaa godt som de fornemme Romere, de Soldater og Slaver, der udgjorde hendes Følge.

Denne Rejse fra Joppe til Jerusalem fyldte den gamle Kvindes Hjerte med Glæde og lyst Haab. Det var Foraarstid, og Sarons Slette, som den første Dagsrejse havde ført dem over, var et eneste straalende Blomstertæppe. Endnu paa den anden Dagsrejse, da de kom ind imellem Judæas Bjerge, forlod Blomsterne dem ikke. Alle de forskelligt formede Høje, mellem hvilke Vejen snoede sig, var beplantet med Frugttræer, der stod i den rigeste Blomstring. Og naar de rejsende blev trætte af at betragte Aprikosers og Ferskeners lyserøde Blomster, kunde de hvile deres Øjne ved at give Agt paa det unge Vinløv, der skød sig ud af de sortebrune Stængler, og hvis Vækst var saa hurtig, at man syntes, man kunde følge den med Øjnene.

Men det var ikke alene Blomster og Foraarsgrønt, der gjorde denne deres Færd saa skøn. Den største Skønhed laa i alle de Menneskeskarer, som denne Morgen var paa Vej til Jerusalem. Fra alle Biveje og Stier, fra de ensomme Højder og fra Slettens fjerneste Kroge kom der Vandringsmænd. Naar de havde naaet Jerusalemsvejen, sluttede de, dér rejste enkeltvis, sig sammen i store Skarer og drog videre under glade Jubelsange. Omkring en gammel Mand, der red paa en gyngende Kamel, gik hans Sønner og Døtre, hans Svigersønner og Svigerdøtre og alle hans Børnebørn. Det var saa stor en Slægt, at den udgjorde en hel lille Hær. En gammel Moder, der var for svag til at gaa, havde Sønnerne løftet op paa deres Arme, og hun lod sig stolt bære foran gennem Menneskevrimlen, der ærbødig veg til Side.

I Sandhed, det var en Morgen, der kunde gøre selv den mest bedrøvede glad. Himlen var ganske vist ikke klar, den var overtrukket med et tyndt, hvidgraat Skylag, men det faldt ingen af de vejfarende ind at beklage sig over, at Solens brændende Straaler var dæmpede. Under denne tilslørede Himmel strømmede de blomstrende Træers og de nysudsprungne Blades Vellugt ikke saa hurtigt som ellers ud i Rummet, men blev hængende over Marker og Veje. Og denne skønne Dag, som med sit Halvlys og sine ubevægelige Vinde mindede om Nattens Hvile og Fred, syntes at meddele alle de lidende Menneskeskarer noget af sit Væsen, saa at de drog afsted glade, men dog højtidelige, syngende med dæmpet Stemme ældgamle Hymner eller spillende paa underlige gammeldags Instrumenter, fra hvilke der lød Toner, som lignede en Mygs Surren eller en Græshoppes Piben.

Som den gamle Faustina red mellem alle disse Mennesker, blev ogsaa hun smittet af deres Iver og Glæde. Hun sporede sin Pasgænger til raskere Gang, idet hun sagde til en ung Romer, der holdt sig ved hendes Side: „Jeg drømte i Nat, at jeg saa Tiberius, og han bad mig ikke opsætte Rejsen, men drage til Jerusalem netop i Dag. Det forekommer mig, som om Guderne ved at gøre denne Morgen saa skøn har villet give mig en yderligere Opfordring til at fremskynde Rejsen.“

Netop som hun sagde dette, havde hun naaet Toppen af en langstrakt Bjergaas, og her holdt hun uvilkaarlig sin Hest an. Foran hende laa en stor, dyb Dal-Kedel, omkranset af smukke Højder, og op af denne Dals mørke, overskyggede Dyb hævede sig den vældige Klippe, som paa sin Isse bar Jerusalems Stad.

Men den ellers saa snævert begrænsede Bjergby, der med sine Mure og Taarne laa som et kronende Smykke paa Klippens flade Top, var i Dag tusindfoldig forstørret. Alle de Højder, der hævede sig rundt omkring Dalen, var dækkede af brogede Telte og en Vrimmel af Mennesker.

Det var tydeligt for Faustina, at hele Landets Befolkning var i Færd med at samle sig i Jerusalem for at fejre en eller anden stor Højtid. De mere fjernt boende var allerede ankomne og havde naaet at faa deres Telte i Orden. De derimod, som boede i Byens nærmeste Nabolag, var først nu paa Vej dertil. Ned fra alle de lyse Bjergskrænter saa man dem komme strømmende som en uafbrudt Flod af hvide Dragter, af Sange, af Højtidsglæde.

Den gamle Kvinde blev længe holdende stille for at overskue disse tilstrømmende Masser af Mennesker og disse lange Rækker af Telte. Derpaa sagde hun til den unge Romer, der red ved hendes Side:

„Sandelig, Sulpicius, jeg tror, hele Folket maa være kommet til Jerusalem.“

„Saaledes forholder det sig virkelig,“ sagde Romeren, der af Tiberius var bleven udset til at ledsage Faustina, fordi han i flere Aar havde opholdt sig i Judæa. „De fejrer nu den store Foraarsfest, og mens den staar paa, drager aHe Mennesker, baade gamle og unge, til Jerusalem.“

Faustina tænkte sig om et Øjeblik. „Jeg er glad ved, at vi er kommen til denne By samme Dag som Folket fejrer sin Højtid,“ sagde hun. „Det kan ikke betyde andet, end at Guderne beskytter vor Færd. Anser du det ikke for troligt, at den, vi søger, Profeten fra Nazareth, ogsaa er kommen til Jerusalem for at deltage i Festen?“

„Du har visselig Ret, Faustina,“ svarede Romeren. „Han befinder sig efter al Sandsynlighed her i Jerusalem. Dette er i Sandhed en Gudernes Tilskikkelse. Hvor stærk og kraftig du end er, kan du dog prise dig lykkelig, hvis du slipper for den lange og besværlige Rejse op til Galilæa.“

Han red straks hen til nogle Vandringsmænd, der netop drog forbi dem, og spurgte dem, om de troede, at Profeten fra Nazareth befandt sig i Jerusalem.

„Vi har set ham der hvert Aar ved denne Tid,“ svarede en af Skaren. „Han er ganske sikkert ogsaa kommen dertil i Aar, thi han er en from og retfærdig Mand.“

En Kvinde udstrakte sin Haand og pegede paa et Bjerg, der hævede sig østen for Byen. „Ser du denne Bjergskraaning, som er bevokset med Oliventræer?“ sagde hun. „Der plejer Galilæerne at rejse deres Telte, og der vil du faa de paalideligste Oplysninger om den, du søger.“

De drog nu videre; ad en Zigzagsti naaede de helt ned til Dybet af Dalen og begyndte derefter at ride op ad Zions Bjerg for at naa Byen paa dets Top.

En stejlt opstigende Vej var her omgiven af lave Mure, og paa disse sad og laa en uendelig Mængde af Tiggere og Krøblinge, der anraabte de rejsende om Barmhjertighed.

Under den langsomme Færd kom en af de jødiske Kvinder hen til Faustina. „Se der,“ sagde hun og pegede paa en af de Tiggere, der sad paa Muren, „denne Mand er en Galilæer. Jeg husker, at jeg har set ham blandt Profetens Disciple. Han vil kunne sige dig, hvor du skal finde den, du søger.“

Faustina red med Sulpicius hen til den Mand, der var blevet hende udpeget. Det var en fattig, gammel Mand med et stort, graasprængt Skæg. Hans Ansigt var brunet af Solen, og hans Hænder var barkede af Arbejde.

Han rakte ikke sin Haand ud efter Almisse, tværtimod var han saa optaget af bekymrede Tanker, at han ikke engang saa paa de forbidragende.

Han hørte heller ikke, at Sulpicius tiltalte ham, saa denne maatte gentage sit Spørgsmaal flere Gange.

„Min Ven, man har sagt mig, at du er en galilæisk Mand. Jeg beder dig derfor sige mig, hvor jeg kan finde Profeten af Nazareth.“

Galilæeren for forfærdet sammen og saa sig forvirret omkring. Men da han endelig forstod, hvad det var, man forlangte af ham, blev han greben af en Vrede, der syntes blandet med Skræk. „Hvad er det, du siger?“ for han op.

„Hvorfor spørger du mig om den Mand? Jeg ved intet om ham. Jeg er ingen Galilæer.“

Den jødiske Kvinde blandede sig nu i Samtalen. „Jeg har dog set dig i hans Selskab,“ sagde hun. „Frygt ikke, men sig denne Romerinde, som er Kejserens Ven, hvor hun lettest kan finde Profeten.“

Men den forskrækkede Discipel blev mere og mere forbitret. „Er da alle Mennesker blevet vanvittige i Dag?“ sagde han. „Er de besatte af en ond Aand, siden de atter og atter kommer til mig og spørger efter dette Menneske? Hvorfor vil ingen tro mig, naar jeg siger, at jeg ikke kender Profeten? Jeg er ikke fra hans Land, jeg har aldrig set ham.“

Hans Heftighed hendrog Opmærksomheden paa ham, og et Par Tiggere, der sad ved Siden af ham paa Muren, gav sig nu ogsaa til at modsige ham.

„Visselig har du hørt til hans Disciple,“ sagde de. „Vi ved jo alle, at du er kommen med ham fra Galilæa.“

Men Manden rakte begge sine Arme mod Himlen og raabte: „Jeg har ikke kunnet holde det ud inde i Jerusalem i Dag for dette Menneskes Skyld, og nu vil man ikke engang lade mig have Fred herude mellem Tiggerne. Hvorfor vil I ikke tro mig, naar jeg siger, at jeg aldrig har set ham?“

Faustina trak paa Skuldrene og vendte sig bort. „Lad os drage videre,“ sagde hun, „dette Menneske er jo vanvittigt. Af ham faar vi ingenting at vide.“

De drog videre op ad Skraaningen. Faustina var ikke mere end to Skridt fra Byens Port, da den israelitiske Kvinde, der havde villet hjælpe hende at finde Profeten, raabte til hende, at hun skulde tage sig i Agt. Hun holdt sin Hest an og saa, at en Mand laa paa Vejen lige foran Hestens Fødder. Som han laa der, udstrakt i Støvet lige paa det Sted, hvor Trængslen var allervoldsomst, var det et Under, at han ikke allerede var blevet søndertraadt af Dyr eller Mennesker.

Manden laa paa Ryggen og stirrede opad med udslukte, glansløse Øjne. Han rørte sig ikke, selv naar Kamelerne satte deres tunge Fødder lige ved Siden af ham. Fattigt var han klædt, nu var han derhos tilsølet af Støv og Jord. Selv havde han desuden overøst sig med saa meget Grus, at det saa ud, som om han søgte at skjule sig for saa meget des lettere at blive redet over eller trampet ned.

„Hvad er dette? Hvorfor ligger denne Mand her paa Vejen?“ spurgte Faustina.

I det samme begyndte den liggende at anraabe de forbigaaende. „I Barmhjertighedens Navn, Brødre og Søstre, lad jeres Heste og Lastdyr skride henover migi Gaa ikke af Vejen for mig! Træd mig i Støvet! Jeg har forraadt uskyldigt Blod. Træd mig i Støvet!“

Sulpicius greb Faustinas Hest ved Tøjlen og drejede den til Side. „Det er en Synder, der vil gøre Bod,“ sagde han. „Lad dig ikke standse af dette. Dette Folk er besynderligt, og man maa lade det gaa sine egne Veje.“

Manden paa Vejen blev ved at raabe: „Sæt jeres Hæl paa mit Hjerte! Lad Kamelens Fod knuse mine Ribben og Æselet sætte sine Hove i mine Øjne!“

Men Faustina syntes, at hun ikke kunde ride forbi denne elendige uden at prøve paa at faa ham til at rejse sig. Hun blev holdende stille ved Siden af ham.

Den israelitiske Kvinde, der engang før havde villet hjælpe hende, trængte sig nu atter hen til hende. „Denne Mand hørte ogsaa til Profetens Disciple,“ sagde hun. „Vil du, at jeg skal spørge ham ud om hans Herre?“

Faustina nikkede bejaende, og Kvinden bøjede sig ned over den liggende.

„Hvor har I Galilæere gjort af jeres Herre og Mester i Dag?“ spurgte hun. „Jeg træffer jer spredte omkring paa Veje og Stier, men ham ser jeg ingen Vegne.“

Men da hun spurgte saaledes, rejste Manden, der laa i Vejstøvet, sig op paa Knæ. „Hvad er det for en ond Aand, der har indgivet dig at spørge mig om ham?“ udbrød han med en Stemme, der var fuld af Fortvivlelse. „Du ser, jeg har lagt mig i Vejens Støv for at trædes under Fødder. Er det ikke nok? Vil du nu ovenikøbet komme og spørge mig, hvor jeg har gjort af ham?“

„Jeg forstaar ikke, hvad det er, du bebrejder mig,“ sagde Kvinden. „Jeg vil jo blot vide, hvor din Mester er henne.“

Da hun gentog Spørgsmaalet, for Manden op og holdt begge Hænder for Ørene.

„Ve dig, at du ikke kan lade mig dø i Fred!“ raabte han. Han banede sig Vej gennem Menneskeskaren, der mylrede foran Porten, og styrtede bort, hylende af Rædsel, medens hans sønderrevne Klæder flagrede omkring ham som mørke Vinger.

„I Sandhed, jeg synes, vi er kommen til et Folk af vanvittige,“ sagde Faustina, da hun saa Manden flygte. Hun var bleven forstemt ved at se disse Profetens Disciple. Kunde en Mand, der blandt sine Ledsagere talte saadanne gale Mennesker, være i Stand til at gøre noget for Kejseren?

Ogsaa den israelitiske Kvinde saa bedrøvet ud, og hun vendte sig med et alvorligt Udtryk til Faustina. „Herskerinde,“ sagde hun, „tøv ikke med at opsøge den Mand, du ønsker at se. Jeg frygter, at noget ondt er tilstødt ham, eftersom hans Disciple er gaaet fra Sans og Samling og ikke kan taale at høre hans Navn nævne.“

Faustina og hendes Følge red nu endelig igennem Porthvælvingen og kom ind i trange, mørke Gader, der var mylrende fulde af Mennesker. Det saa ud til, at det næsten var umuligt at komme igennem Byen. atter og atter maatte de ridende holde stille. Slaver og Soldater søgte forgæves at bane Vej. Menneskene blev ved at styrte afsted i en tæt, ustandselig Strøm.

„I Sandhed,“ sagde den gamle Kvinde til Sulpicius, „Roms Gader er stille Lysthaver i Sammenligning med disse.“

Sulpicius saa snart, at der ventede dem næsten uovervindelige Vanskeligheder.

„I disse overfyldte Gader er det næsten lettere at gaa end at ride,“ sagde han. „Saafremt du ikke er altfor træt, troer jeg, jeg vilde raade dig til at gaa til Fods til Landshøvdingens Palads. Det ligger ganske vist temmelig langt borte, men skal vi ride, naar vi rimeligvis ikke derhen før efter Midnat.“

Faustina gik straks ind derpaa. Hun stod af Hesten og overgav den til en af Slaverne. Derpaa begyndte de rejsende Romere til Fods at vandre gennem Byens Gader.

Dette lykkedes dem betydelig bedre. De nærmede sig nu temmelig hurtigt Hjertet af Byen, og Sulpicius henledte just Faustinas Opmærksomhed paa en temmelig bred Gade, som de var lige ved at naa.

„Se der, Faustina,“ sagde han, „kan vi blot komme ind i den Gade, har vi snart naaet vort Maal. Den fører lige til vort Herberg.“

Men netop som de vilde bøje ind i denne Gade, mødte de den værste Hindring.

Det skete, at i samme Øjeblik som Faustina naaede den Gade, der fra Landshøvdingens Palads førte ud til Retfærdighedens Port og Golgatha, ledte de en Fange frem, der skulde ud for at korsfæstes.

Foran ham ilede en Skare vilde unge Mennesker, der vilde se Henrettelsen. De kom styrtende i fuldt Firspring ned ad Gaden, rakte Armene i Vejret og udstødte de vildeste Hyl af Henrykkelse over at faa noget at se, som de ikke saa hver Dag.

Efter dem kom en Flok Mænd i side Kjortler; de syntes at høre til de fornemste og ypperste i Byen. Derpaa kom en Del Kvinder, af hvilke mange havde taarevædede Ansigter. En Skare Krøblinge og fattige fulgte dem, idet de udstødte Raab, der skar i Ørene.

„O Gud,“ raabte de, „frels ham! Send dine Engle og frels ham! Send en Hjælper i hans yderste Nød!“

Endelig kom nogle romerske Lansedragere højt til Hest; deres Opgave var at passe paa, at ingen af Folket skulde trænge sig frem og søge at befri den fangne.

Lige efter dem fulgte Bøddelknægtene, der førte den Mand frem, som skulde korsfæstes. De havde lagt et stort, tungt Kors af Træ over hans Skuldre, men han var for svag til denne Byrde. Den tyngede ham saaledes, at hans Legeme bøjedes helt ned til Jorden. Han holdt Hovedet saa dybt sænket, at ingen kunde se hans Ansigt.

Faustina stod paa Hjørnet af den lille Sidegade og saa paa den dødsdømtes tunge Vandring. Med Forbavselse saa hun, at han var iført en Purpurkappe, og at en Tornekrone var trykket ned paa hans Hoved.

„Hvem er denne Mand?“ spurgte hun.

En af de hosstaaende svarede hende: „Det er en, der har villet gøre sig til Kejser.“

„Da lider han Døden for noget, som er lidet værd at eftertragte,“ sagde den gamle Kvinde vemodigt.

Den dømte segnede under Korset. Hans Skridt blev langsommere og langsommere. Bøddelknægtene havde slaaet et Reb om Livet paa ham, og de gav sig til at trække i det for at paaskynde Farten. Men idet de trak i Rebet, faldt Manden omkuld og blev liggende med Korset over sig.

Der blev stort Røre. De romerske Ryttere havde den største Møje med at holde Folkehoben tilbage. De drog deres Sværd for at standse et Par Kvinder, der styrtede frem og søgte at hjælpe den faldne op. Bøddelknægtene prøvede paa med Stød og Slag at tvinge ham til at rejse sig, men han formaaede det ikke paa Grund af det tunge Kors. Endelig tog et Par af dem fat i Korset for at løfte det op.

Da hævede han Hovedet, og den gamle Faustina kunde se hans Ansigt. Kinderne var furede af Slag, og fra hans Pande, der var saaret af Tornekronen, perlede Blodsdraaberne frem. Haaret, der faldt ned over hans Ansigt, var klæbet sammen af Sved og Blod. Hans Mund var tæt tillukket, men hans Læber bævede, som om de kæmpede for at holde et Skrig tilbage. Øjnene stirrede lige ud, taarefyldte og næsten som udslukte af Pine og Mathed.

Men bag dette halvdøde Menneskes Ansigt saa den gamle Faustina ligesom i et Syn et skønt og blegt Aasyn med et herligt, majestætisk Blik og et mildt Smil om Munden, og hun blev pludselig grebet af Sorg og Bevægelse over denne fremmede Mands Ulykke og Fornedrelse.

„O, hvorledes har man dog handlet med dig, du stakkels Menneske?“ udbrød hun og gik ham i Møde, medens hendes Øjne fyldtes af Taarer. Hun glemte sin egen Sorg og Bekymring over dette forpinte Menneskes Nød. Det var, som hendes Hjerte skulde sprænges af Medlidenhed. Hun vilde ligesom de andre Kvinder ile til for at rive ham bort fra Bødlerne.

Den faldne saa hende komme ham i Møde, og han krøb henimod hende. Det var, som om han ventede at finde Beskyttelse hos hende mod alle dem, der forfulgte og pinte ham. Han omslyngede hendes Knæ. Han trykkede sig op til hende som et Barn, der søger Frelse i sin Moders Favn.

Den gamle Kvinde bøjede sig ned over ham, og samtidig med at hendes Taarer randt, fyldtes hendes Hjerte af den saligste Glæde over, at han havde søgt Beskyttelse hos hende. Hun lagde sin ene Arm om hans Hals, og ligesom det første, en Moder gør, er at tørre Taarerne af Barnets Øjne, saaledes lagde hun sin Svededug af fint, køligt Linned over hans Ansigt for at borttørre Taarer og Blod.

Men i samme Øjeblik var Bøddelknægtene færdige med Korset. De kom nu til og trak Fangen med sig. Utaalmodige over Forsinkelsen slæbte de ham afsted med vild Hast. En dyb Stønnen undslap den dødsdømtes Læber, da han blev slæbt bort fra det Fristed, han havde fundet, men han gjorde ingen Modstand.

Men Faustina greb om ham for at holde ham tilbage, og da hendes svage gamle Hænder intet formaaede, men hun maatte se ham føres bort, var det for hende, som om nogen havde revet hendes eget Barn fra hende, og hun raabte: „Nej, nej, tag ham ikke fra mig! Han skal ikke dø! Han maa ikke dø!“

Hendes Hjerte fyldtes af den voldsomste Sorg og Harme over, at han blev ført bort. Hun vilde ile efter ham. Hun vilde kæmpe med Bødlerne og rive ham fra dem.

Men ved det første Skridt, hun gjorde, blev hun grebet af Svimmelhed og Afmagt. Sulpicius skyndte sig at lægge sin Arm om hende for at hindre hende fra at falde.

Han saa en lille mørk Bod, der vendte ud til Gaden, og bar hende derind. Der var hverken Stol eller Bænk derinde, men Bodens Ejer var en barmhjertig Mand. Han trak en Maatte frem og lavede et Leje for den gamle Kvinde paa Stengulvet.

Hun havde ikke mistet Bevidstheden, men var blevet grebet af en saa stærk Svimmelhed, at hun ikke kunde holde sig oprejst, men maatte lægge sig ned.

„Hun har gjort en lang Rejse i Dag, og Larmen og Trængselen i Byen har været for meget for hende,“ sagde Sulpicius til Købmanden. „Hun er meget gammel, og ingen er dog saa stærk, at han ikke bliver overvundet af Alderdommen.“

„Det er en streng Dag ogsaa for den, der ikke er gammel,“ sagde Købmanden, „Luften er saa tung, at man næppe kan drage Aande. Det skulde ikke forbavse mig, om vi havde et svært Uvejr i Vente.“

Sulpicius bøjede sig ned over den gamle. Hun var falden i Søvn og sov med rolige, regelmæssige Aandedrag efter al sin Træthed og Sindsbevægelse.

Han gik hen og stillede sig i Bodens Dør for at se paa Folkemassen, mens han ventede paa, at hun atter skulde vaagne.
VII

Den romerske Landshøvding i Jerusalem havde en ung Hustru, og Natten til den Dag, da Faustina drog ind i Byen, havde hun ligget og drømt.

Hun drømte, at hun stod paa Taget af sit Hus og saa ud over den store, smukke Gaardsplads, der efter østerlandsk Skik var brolagt med Marmorfliser og beplantet med Træer og Blomster.

Men i Gaarden saa hun samlet alle de syge og blinde og vanføre, der fandtes i Verden. Hun saa for sig de pestsyge med Legemerne opsvulmede af Bylder, de spedalske med halvfortærede Ansigter, de lamme, der ikke formaaede at røre sig, men laa hjælpeløse paa Jorden, og alle de elendige, der vaandede sig i Pine og Plage.

Og de trængte sig alle frem for at komme op til Indgangen og ind i Huset, og nogle af de forreste dundrede paa Paladsets Dør med haarde Slag.

Endelig saa hun, at en Slave aabnede Døren og traadte ud paa Tærskelen, og hun hørte, at han spurgte dem, hvad de ønskede.

Da svarede de ham og sagde: „Vi søger den store Profet, som Gud har sendt til Jorden. Hvor er han, der er alle Sygdommes Herre? Hvor er han, der kan forløse os fra alle vore Lidelser?“

Da svarede Slaven dem i den stolte og ligegyldige Tone, som Paladstjenere anvender, naar de afviser fremmede og fattige:

„Det nytter ikke at søge efter den store Profet. Pilatus har dræbt ham.“

Da opstod der iblandt alle de syge en Jammer og Graad og Tænders Gnidsel, saa hun ikke kunde udholde at høre derpaa. Hendes Hjerte søndersledes af Medlidenhed, og de stride Taarer randt fra hendes Øjne.

Men i det samme hun kom til at græde, vaagnede hun.

Atter faldt hun i Søvn og atter drømte hun, at hun stod paa Taget af sit Hus og saa ned paa den rummelige Gaardsplads, der var saa stor som et Torv.

Og se, Gaarden var fuld af alle de Mennesker, der var sjælesyge og vanvittige og besatte af onde Aander. Og hun saa nogle, der var nøgne, og nogle, der var indhyllede i deres lange Haar, og nogle, der havde flettet sig Kroner af Straa og Kapper af Græs og troede om sig selv, at de var Konger, og nogle, der krøb paa Jorden og troede, at de var Dyr, og nogle, der græd ustandselig over en Sorg, de ikke vidste Navn for, og nogle, der kom slæbende paa tunge Stene, som de sagde var Guldklumper, og nogle, der troede, at de onde Aander talte gennem deres Mund.

Hun saa alle disse trænge sig frem mod Paladsets Port, og de, der stod længst fremme, bankede og dundrede for at komme ind.

Tilsidst aabnedes Døren, og en Slave traadte ud paa Tærskelen og spurgte dem: „Hvad er det, I begærer?“

Da begyndte de alle at raabe og skrige: „Hvor er den store Profet af Nazareth, han, der er sendt fra Gud, og som skal give os vor Forstand og vor Sjæl tilbage?“

Hun hørte, at Slaven svarede dem i den ligegyldigste Tone:

„Det nytter ikke, at I søger den store Profet. Pilatus har dræbt ham.“

Da disse Ord var udtalt, opløftede alle de vanvittige et Skrig, der var som et vildt Dyrs Brølen, og i deres Fortvivlelse gav de sig til at saare og sønderflænge sig selv, saa at Blodet flød over Stenene. Og da hun, der drømte, saa al deres Elendighed, vred hun sine Hænder og jamrede sig. Og hendes egen Jamren vækkede hende.

Men atter faldt hun i Søvn, og atter befandt hun sig i Drømmen paa Taget af sit Hus. Og rundt omkring hende sad hendes Slavinder og spillede paa Cymbler og Cithere for hende, og Mandeltræer strøede deres hvide Blomsterblade over hende, og Slyngrosernes Blomster duftede.

Som hun sad der, talede en Røst til hende: „Du skal gaa hen til Balustraden, der omgiver Taget, og se ned i din Gaard.“

Men i Drømmen vægrede hun sig og sagde: „Jeg vil ikke se flere af dem, der i Nat flokkes i min Gaard.“

I det samme hørte hun dernedefra en Raslen af Jernlænker og en Dundren af Hammere og en Drønen af Træ, der sloges mod Træ. Hendes Slavinder holdt op med deres Sang og Spil og skyndte sig hen til Rækværket og saa ned. Og heller ikke hun selv kunde blive siddende stille; hun maatte gaa derhen og se ned i Gaarden.

Da saa hun, at Gaarden i hendes Palads var fuld af alle de stakkels Fanger, der fandtes i Verden. Hun saa dem, der ellers laa i de mørke Fangehuler, smedede i tunge Jernlænker. Hun saa dem, der arbejdede i de mørke Gruber, komme slæbende med deres tunge Hammere, og dem, der som Galejslaver roede de tunge Krigsskibe, komme med deres jernbeslaaede Aarer. Og de, der var dømte til at korsfæstes, kom slæbende med deres Kors, og de, der skulde halshugges, kom med deres Økser. Hun saa dem, der var bortført til Slaveri i fremmede Lande, og hvis Øjne brændte af Hjemve. Hun saa alle de elendige Slaver, der maatte arbejde som Lastdyr, og hvis Rygge var blodige af Svøbeslag.

Alle disse ulykkelige Mennesker raabte som med een Mund og sagde: „Luk op! Luk op!“

Da traadte en Slave, der holdt Vagt ved Indgangen, ud i Døraabningen, og han spurgte dem: „Hvad er det, I begærer?“

Og disse svarede ligesom de andre: „Vi søger den store Profet fra Nazareth, ham, der er kommen til Jorden for at give Fangerne deres Frihed og Slaverne deres Lykke tilbage.“

Slaven svarede dem i en træt og ligegyldig Tone: „I kan ikke finde ham her. Pilatus har dræbt ham.“

Da disse Ord var udtalt, syntes hun, der drømte, at der fra alle disse ulykkelige hævede sig et saadant Udbrud af Harme og Haan, at det var, som Jord og Himmel rystede derved. Selv følte hun sit Legeme isnes af Skræk, og hun gennemrystedes af en saadan Skælven, at hun vaagnede.

Da hun var bleven helt vaagen, satte hun sig op i Sengen og sagde til sig selv: „Jeg vil ikke drømme mere. Nu vil jeg holde mig vaagen hele Natten, saa at jeg kan slippe for at se mere af dette forfærdelige.“

Men næsten i samme Øjeblik, som hun havde sagt dette, fik Søvnen paany Bugt med hende, og hun lagde sit Hoved ned paa Puden og faldt i Søvn.

Atter drømte hun, at hun sad paa Taget af sit Hus, og hendes lille Søn løb frem og tilbage foran hende og legede med en Bold.

Da hørte hun en Røst, der sagde til hende: „Gaa hen til Balustraden, der omgiver Taget, og se, hvem det er, der staar og venter i din Gaard.“

Men hun, der drømte, sagde til sig selv: „Jeg har set mer end nok af Elendighed i Nat. Jeg bliver, hvor jeg er.“

I det samme kastede hendes Søn sin Bold saaledes, at den faldt ud over Kanten af Taget, og Barnet skyndte sig hen og klatrede op paa Rækværket. Da blev hun bange, løb hen og greb fat i Barnet.

Men derved kom hun til at kaste Blikket nedad, og atter saa hun, at Gaarden var fuld af Folk.

I Gaarden var samlet alle de Mennesker paa Jorden, der var blevet saaret i Krig. Der kom de med sønderskaarne Legemer, med afhuggede Lemmer og med store, aabne Saar, ud af hvilke Blodet strømmede, saa hele Gaarden svømmede i Blod.

Og omkring dem trængte sig alle de Mennesker paa Jorden, der havde mistet deres kære paa Valpladsen. Der var de faderløse, der havde mistet deres Forsvarere, og de unge Kvinder, der raabte paa deres elskede, og de gamle, der sukkede over deres Sønner.

De forreste iblandt dem trængte sig frem til Døren, og Portneren kom ud ligesom før og aabnede den.

Han spurgte alle disse, der var blevet saaret i Krig og Fejde: „Hvad søger I i dette Hus?“

Og de svarede: „Vi søger den store Profet af Nazareth, ham, der skal forbyde Krig til Lands og til Vands og bringe Fred paa Jorden. Vi søger ham, der skal smede Spydene om til Leer og Sværdene til Vingaardsknive.“

Da svarede Slaven dem temmelig utaalmodig: „Kommer der endnu flere og plager mig? Jeg har jo allerede sagt det mange Gange. Den store Profet er ikke her. Pilatus har dræbt ham.“

Derpaa lukkede han Porten. Men hun, der drømte, tænkte paa al den Jammer, hun nu vilde faa at høre. „Jeg vil ikke høre den!“ sagde hun og ilede bort fra Balustraden. I det samme vaagnede hun. Og da opdagede hun, at hun i sin Angst var sprunget ud af Sengen ned paa det kolde Stengulv.

Atter sagde hun til sig selv, at hun ikke vilde sove mere den Nat, men atter var Søvnen stærkere end hun, saa hun maatte lukke sine Øjne, og paany begyndte hun at drømme.

Hun sad igen paa Taget af sit Hus, og ved Siden af hende stod hendes Mand. Og hun fortalte ham om sine Drømme, og han gjorde Nar ad hende.

Da hørte hun lige som før en Stemme, der sagde til hende: „Gaa hen og se de Mennesker, der venter i din Gaard.“

Men hun tænkte: „Jeg vil ikke se dem. Jeg har i Nat set nok af ulykkelige Mennesker.“

I det samme hørte hun tre stærke Slag paa Porten, og hendes Mand gik hen til Balustraden for at se, hvem det var, der begærede Adgang til hans Hus.

Men ikke saasnart havde han bøjet sig ud over Rækværket, før han vinkede ad sin Hustru, at hun skulde komme hen til ham.

„Kender du ikke denne Mand?“ sagde han og pegede nedad.

Da hun saa derned, opdagede hun, at Gaarden var helt fuld af Ryttere og Heste. Slaver var sysselsatte med at læsse Byrderne af Kamelers og Æslers Ryg. Det saa ud, som om en fornem rejsende var ankommen.

Og den rejsende stod allerede ved Paladsets Indgangsdør. Det var en gammel Mand, høj og med brede Skuldre og med et tungt og mørkt Aasyn.

Drømmersken kendte straks den fremmede, og hun hviskede til sin Mand: „Det er Cæsar Tiberius, der er kommen til Jerusalem. Det kan ikke være nogen anden.“

„Nu synes jeg ogsaa, jeg kan kende ham,“ sagde hendes Mand og lagde i det samme Fingeren paa Munden til Tegn paa, at de skulde være tavse og lytte efter, hvad der blev sagt nede i Gaarden.

De saa, at Dørvogteren kom ud og spurgte den fremmede: „Hvem er det, du søger?“

Og den rejsende svarede: „Jeg søger den store Profet fra Nazareth, ham, der er begavet med Guds undergørende Kraft. Det er Kejser Tiberius, der kalder paa ham, for at han skal befri ham for en stor Sygdom, som ingen anden Læge kan helbrede.“

Da han havde talt ud, bøjede Slaven sig i dyb Ærbødighed og sagde: „Herre, vredes ikke, men det er umuligt at opfylde dit Ønske.“

Da vendte Kejseren sig om til sine Slaver, der ventede nedenfor paa Gaardspladsen, og gav dem en Befaling.

Og Slaverne ilede frem: nogle havde Hænderne fulde af Smykker, andre bragte Skaale fyldte med Perler, og atter andre kom slæbende med Sække med Guldsmykker.

Kejseren henvendte sig til Slaven, der holdt Vagt ved Indgangen, og sagde: „Alt dette skal være hans, hvis han vil hjælpe Tiberius. Med dette kan han gøre alle Jordens fattige rige.“

Men Dørvogteren bøjede sig endnu dybere end før og sagde: „Herre, vredes ikke paa din Tjener, men din Begæring kan ikke opfyldes.“

Paany vinkede Kejseren ad sine Slaver, og et Par af dem ilede til med en Dragt, hvorpaa der skinnede et Brystsmykke af Juveler.

Og Kejseren sagde til Slaven: „Se her! Dette, som jeg nu byder ham, er Magten over hele Jødeland. Han skal styre sit Folk som dets øverste Dommer. Lad ham blot træde frem og helbrede Tiberius.“

Men Slaven bøjede sig endnu dybere mod Jorden og sagde: „Herre, det staar ikke i min Magt at hjælpe dig.“

Da vinkede Kejseren endnu en Gang, og hans Slaver kom ilende med en gylden Pandering og en Purpurkappe.

„Se,“ sagde han, „dette er Kejserens Vilje: Han lover at udnævne ham til sin Efterfølger og give ham Herredømmet over Verden. Han skal faa Magt til at styre hele Jorden efter sin Guds Vilje. Lad ham blot først udrække sin Haand og helbrede Tiberius.“

Da faldt Slaven ned for Kejserens Fødder og sagde jamrende:

„Herre, det staar ikke i min Magt at efterkomme dit Ønske. Den, du søger, er ikke mere her. Pilatus har dræbt ham.“

Da den unge Kvinde vaagnede, var det allerede højlys Dag, og hendes Slavinder stod og ventede paa at komme til at hjælpe hende med Paaklædningen.

Hun var meget stille, mens hun klædte sig paa, men tilsidst spurgte hun den Slavinde, der satte hendes Haar, om hendes Mand var staaet op. Hun fik da at vide, at han var bleven kaldt ud for at holde Dom over en Forbryder.

„Jeg vilde gerne have talt med ham,“ sagde den unge Kvinde.

„Herskerinde,“ sagde Slavinden, „det kan vanskelig lade sig gøre nu midt under Forhøret. Vi skal underrette dig om det, saasnart det er til Ende.“

Saa sad hun tavs, til hun var færdig med sin Paaklædning. Da spurgte hun: „Har nogen af jer hørt Tale om Profeten fra Nazareth?“

„Profeten fra Nazareth, det er en jødisk Mirakelmager,“ svarede en af Kvinderne rask.

„Det er underligt, Herskerinde, at du spørger om ham netop i Dag,“ sagde en anden af Slavinderne. „Det er just ham, Jøderne har ført herhen til Paladset for at lade ham forhøre af Landshøvdingen.“

Hun bad dem straks gaa ud at høre, hvad han var anklaget for, og en af Slavinderne fjernede sig. Da hun kom tilbage, sagde hun: „De anklager ham for at ville gøre sig til Konge over dette Land, og de bønfalder Landshøvdingen om at lade ham korsfæste.“

Men da Landshøvdingens Hustru hørte dette, forfærdedes hun og sagde: „Jeg maa tale med min Mand, ellers sker her i Dag en forfærdelig Ulykke.“

Da Slavinderne endnu en Gang sagde hende, at dette var umuligt, skælvede hun over hele Legemet og brast i Graad. Og en af dem blev rørt og sagde: „Hvis du vil sende Landshøvdingen et skriftligt Bud, vil jeg prøve at faa det bragt til ham.“

Hun tog da straks en Stift og skrev nogle Ord paa en Vokstavle, og dette blev bragt Pilatus.

Men hun opnaaede ikke at faa ham selv i Tale hele Dagen, for da han havde sendt Jøderne bort, og den dømte var ført til Retterstedet, var det Tid at holde Maaltid, og til dette havde Pilatus indbudt nogle af de Romere, der opholdt sig i Jerusalem paa den Tid. Der var Anføreren for Tropperne, en ung Lærer i Veltalenhed og endnu et Par andre.

Det blev ikke noget muntert Maaltid, thi Landshøvdingens Hustru sad hele Tiden tavs og forstemt uden at tage Del i Samtalen.

Da Gæsterne spurgte, om hun var syg eller bedrøvet, fortalte Landshøvdingen leende om det Bud, hun havde sendt ham om Morgenen. Og han spøgte med hende, fordi hun kunde tro, at en romersk Landshøvding vilde lade sig lede i sine Domme af en Kvindes Drømme.

Hun svarede stille og bedrøvet: „Dette var i Sandhed ingen Drøm, men en Advarsel, der var sendt af Guderne. Du burde i det mindste have ladet Manden leve denne ene Dag over.“

De saa, hun var alvorlig bedrøvet. Hun vilde ikke lade sig trøste, hvor meget end Gæsterne anstrengte sig for ved underholdende Samtaler at bringe hende til at glemme disse tomme Griller.

Men lidt efter saa en af dem i Vejret og sagde: „Hvad er dette? Har vi siddet saa længe til Bords, at det allerede lakker ad Aften?“

Alle saa op, og de opdagede nu, at en let Skumring sænkede sig over Naturen. Især yar det mærkeligt at se, hvordan hele det brogede Farvespil, der laa udbredt over alle Ting og alle Mennesker, langsomt slukkedes, saa alt blev ensfarvet og graat.

Som alt andet, mistede ogsaa deres egne Ansigter deres Farve. „Vi ser ganske ud som døde,“ sagde den unge Rhetor med en Gysen. „Vore Kinder er jo graa og vore Læber sorte.“

Alt som Mørket blev dybere, voksede ogsaa den unge Kvindes Angst. „Aa, min Ven,“ raabte hun tilsidst, „indser du endnu ikke, at de udødelige vil advare dig? De vredes over, at du har dømt en hellig og uskyldig Mand til Døden. Jeg tænker paa, at skønt han maaske allerede er naglet til Korset, er han sikkert ikke død endnu. Lad ham tage ned fra Korset! Med mine egne Hænder vil jeg forbinde hans Saar. Tillad blot, at han bliver kaldt tilbage til Livet.“

Men Pilatus svarede hende: „Sikkert har du Ret i, at dette er et Tegn fra Guderne. Men ingenlunde lader de Solen miste sil Lys, fordi en jødisk Vranglærer er bleven dømt til at korsfæstes. Derimod kan vi vente, at der indtræffer vigtige Begivenheder, der angaar hele Riget. Hvem ved, hvorlænge den gamle Tiberius …“

Han fuldendte ikke Sætningen, thi Mørket var blevet saa dybt, at han ikke engang kunde se Vinbægeret foran sig. Han afbrød derfor sig selv for at befale Slaverne hurtigt at bringe nogle Lamper ind.

Da det var blevet saa lyst, at han kunde se sine Gæsters Ansigter, var det umuligt for ham ikke at lægge Mærke til den Forstemthed, der havde grebet dem.

„Se blot,“ sagde han halvt vred til sin Hustru. „Jeg tror virkelig, det er lykkedes dig at jage Maaltidets Munterhed paa Flugt med dine Drømme. Men kan du nu engang ikke tænke paa andet i Dag, saa lad os hellere høre, hvad du har drømt. Fortæl os det, saa vil vi prøve at tyde Meningen.“

Hertil var den unge Kvinde straks rede. Og mens hun skildrede Syn efter Syn, blev Gæsterne mere og mere alvorlige. De lod Bægrene staa urørte, og deres Pander rynkedes. Den eneste, der vedblev at le og kalde det hele for Vanvid, var Landshøvdingen selv.

Da Fortællingen var til Ende, sagde den unge Rhetor: „Sandelig, dette er dog mere end en Drøm; thi jeg har i Dag set, ikke Kejseren, men hans gamle Veninde Faustina drage ind i Byen. Det eneste, der undrer mig, er, at hun ikke allerede har vist sig i Landshøvdingens Palads.“

„Der gaar jo virkelig Rygter om, at Kejseren er bleven angrebet af en forfærdelig Sygdom,“ bemærkede Anføreren for Tropperne. „Ogsaa mig synes det muligt, at din Hustrus Drøm kan være en Advarsel, sendt fra Guderne.“

„Der er ikke noget usandsynligt i, at Tiberius har sendt Bud efter Profeten for at kalde ham til sit Sygeleje,“ istemte den unge Rhetor.

Anføreren vendte sig i dyb Alvor til Pilatus: „Hvis Kejseren virkelig har faaet den Tanke at kalde denne Mirakelmager til sig, var det bedre for dig og for os alle, om han fandt ham i Live.“

Pilatus svarede halvt vred: „Er det dette Mørke, der har gjort jer til Børn? Man skulde tro, I alle var forvandlede til Drømmetydere og Profeter.“

Men Høvedsmanden blev ved sit: „Det var maaske ikke umuligt at redde Mandens Liv, hvis du sendte et hurtigt Bud.“

„Er det jeres Mening at gøre mig til Nar,“ svarede Landshøvdingen. „Hvordan tror I, det vilde gaa med Lov og Orden i dette Land, hvis man fik at vide, at Landshøvdingen benaadede Forbrydere, fordi hans Hustru havde haft en ond Drøm.“

„Det er dog Sandhed og ingen Drøm, at jeg har set Faustina i Jerusalem,“ sagde den unge Rhetor.

„Jeg skal vide at forsvare min Handlemaade overfor Kejseren,“ sagde Pilatus. „Han vil forstaa, at denne Sværmer, der uden Modstand lod sig mishandle af mine Soldater, ikke kunde haft Magt til at hjælpe ham.“

I samme Øjeblik som disse Ord blev udtalt, fyldtes Huset af et Drøn som af en vældig Torden og rystedes af et stærkt Jordskælv.

Landshøvdingens Palads var dog uskadt, men i de første Minutter efter Jordskælvet hørtes der fra alle Sider en frygtelig Larm af Huse, der styrtede sammen, og Piller, der sank i Grus.

Saasnart en menneskelig Stemme kunde gøre sig forstaaelig, kaldte Landshøvdingen en Slave hen til sig.

„Skynd dig ud til Retterstedet og befal i mit Navn, at Profeten fra Nazareth skal tages ned af Korset.“

Slaven ilede afsted. Gæsterne begav sig fra Spisesalen ud i Peristylet for at være under aaben Himmel, hvis Jordskælvet skulde gentage sig. Ingen turde sige et Ord, mens de ventede paa Slavens Tilbagekomst.

Han kom meget hurtig tilbage. Han blev staaende foran Landshøvdingen.

„Fandt du ham i Live?“ spurgte denne.

„Herre, han var død, og i samme Øjeblik han opgav Aanden, var det, Jordskælvet fandt Sted.“

Næppe var dette sagt, før der lød et Par stærke Slag paa den ydersté Port. Da disse Slag hørtes, for de alle sammen og sprang op, som om det var et nyt Jordskælv.

Straks efter traadte en Slave ind.

„Det er den ædle Faustina og Sulpicius, Kejserens Frænde. De er komne for at bede om din Hjælp til at finde Profeten af Nazareth.“

Dér hørtes en sagte Raslen i Peristylet og lette Trin. Da Landshøvdingen saa sig om, opdagede han, at hans Venner havde trukket sig tilbage fra ham, som fra en, der er hjemfalden til Ulykken.
IX

Den gamle Faustina var steget i Land paa Capreæ og havde opsøgt Kejseren. Hun fortalte ham sin Historie, og mens hun talte, turde hun knap se paa ham. I hendes Fraværelse havde Sygdommen gjort forfærdelige Fremskridt, og hun tænkte ved sig selv: Havde der været Barmhjertighed hos de Himmelske, havde de ladet mig dø, inden jeg maa sige dette stakkels forpinte Menneske, at alt Haab er ude.

Til hendes Forundring hørte Tiberius paa hende med den største Ligegyldighed. Da hun fortalte, hvordan den store Mirakelmager var bleven korsfæstet samme Dag, som hun kom til Jerusalem, og hvor nær hun havde været ved at frelse ham, gav hun sig til at græde under Byrden af sin Skuffelse, men Tiberius sagde blot: „Tager du dig virkelig dette nær? Ak, Faustina, et helt Liv i Rom har altsaa ikke vænnet dig af med denne Overtro paa Troldmænd og Mirakelmagere, som du har lært i din Barndom i Sabinerbjergene.“

Da indsaa den gamle, at Tiberius aldrig havde ventet sig Hjælp af Profeten fra Nazareth.

„Hvorfor lod du mig gøre denne Rejse til det fjerne Land, naar du hele Tiden ansaa den for unyttig?“

„Du er den eneste Ven, jeg har,“ sagde Kejseren. „Hvorfor skulde jeg afslaa dig en Bøn, saalænge jeg endnu mægter at opfylde den?“

Men den gamle kunde ikke lide, at Kejseren havde holdt hende for Nar.

„Ja, det er din gamle Underfundighed,“ sagde hun opfarende. „Det er det, jeg mindst af alt kan finde mig i hos dig.“

„Du skulde ikke være kommen tilbage til mig,“ sagde Tiberius. „Du skulde være bleven oppe imellem dine Bjerge.“

Et Øjeblik saa det ud, som om disse to, der saa ofte var tørnet sammen, igen skulde komme i Strid, men den gamles Vrede lagde sig snart. De Tider var forbi, da hun for Alvor kunde strides med Kejseren. Hun sænkede sin Stemme, dog kunde hun ikke helt og holdent opgive ethvert Forsøg paa at faa Ret.

„Men denne Mand var virkelig en Profet,“ sagde hun. „Jeg har set ham. Da hans Øjne mødte mine, troede jeg, han var en Gud. Jeg var afsindig, at jeg lod ham gaa i Døden.“

„Jeg er glad, du lod ham dø,“ sagde Tiberius. „Han var en Majestætsforbryder og en Oprørsstifter.“

Faustina var igen ved at bruse op.

„Jeg har talt om ham med mange af hans Venner i Jerusalem,“ sagde hun. „Han havde ikke begaaet de Forbrydelser, han var anklaget for.“

„Selv om han ikke havde begaaet netop disse Forbrydelser, saa var han vel ikke bedre end andre,“ sagde Kejseren træt. „Hvor findes det Menneske, som ikke tusinde Gange i sit Liv har fortjent Døden?“

Men disse Ord af Kejseren bragte Faustina til at foretage noget, hun hidtil havde betænkt sig paa. „Jeg vil dog vise dig et Tegn paa hans Magt,“ sagde hun. „Jeg fortalte dig for lidt siden, at jeg lagde min Svededug over hans Ansigt. Det er det samme Klæde, som jeg nu holder i min Haand. Vil du se paa det et Øjeblik?“

Hun bredte Svededugen ud for Kejseren, og han saa aftegnet paa den et skyggeagtigt Billede af et Menneskeansigt.

Den gamles Stemme skælvede af Bevægelse, da hun vedblev: „Denne Mand saa, at jeg elskede ham. Jeg ved ikke, hvilken Kraft der satte ham i Stand til at give mig et Billede af sig selv. Men mine Øjne fyldes af Taarer, naar jeg ser det.“

Kejseren bøjede sig frem og betragtede Billedet, der syntes at være malet med Blod og Taarer og Sorgens sorte Skygger. Lidt efter traadte hele Ansigtet frem for ham, som det var aftrykt paa Svededugen. Han saa Blodsdraaberne i Panden, den stikkende Tornekrone, Haaret, der var klæbrigt af Blod, og Munden med Læber, der saa ud, som de bævede af Smerte.

Han bøjede sig dybere og dybere ned over Billedet. Klarere og klarere saa han Ansigtet. Frem af de skyggeagtige Linier saa han pludselig Øjnene straale som med et hemmelighedsfuldt Liv. Og samtidig med at de fortalte ham om den forfærdelige Lidelse, aabenbarede de ham en Renhed og Højhed, som han aldrig før havde set.

Han laa paa sin Løjbænk og inddrak dette Billede med Øjnene. „Er det et Menneske?“ sagde han med sagte Stemme. „Er det et Menneske?“

Atter laa han stille og betragtede Billedet. Taarerne strømmede pludselig ned ad hans Kinder. „Jeg sørger over din Død, du ukendte,“ hviskede han.

„Faustina,“ raabte han tilsidst, „hvorfor lod du denne Mand dø? Han vilde have hjulpet mig.“

Og han sank igen hen i Betragtning af Billedet.

„Du Menneske,“ sagde han lidt efter. „Kan jeg ikke faa min Sundhed af dig, saa kan jeg dog hævne dig. Min Haand skal hvile tungt paa dem, der har stjaalet dig fra mig.“

Atter laa han lidt, men saa lod han sig glide ned paa Gulvet og faldt paa Knæ foran Billedet.

„Du er Mennesket,“ sagde han. „Du er det, jeg aldrig troede, jeg skulde faa at se.“ Og han pegede paa sit vansirede Ansigt og sine halvt fortærede Hænder. „Jeg og alle andre er vilde Dyr og Umennesker, men du er Mennesket.“

Han bøjede Hovedet saa dybt over Billedet, at det berørte Gulvet. „Jeg græder over dig, du ukendte,“ sagde han, og hans Taarer vædede Stenene.

„Havde du levet, saa havde alene Synet af dig helbredet mig,“ sagde han.

Den stakkels gamle Kvinde blev forskrækket over, hvad hun havde gjort. „Det havde været klogere ikke at vise Kejseren Billedet,“ tænkte hun. Hun havde fra Begyndelsen været bange for, at hans Sorg skulde blive for stor, naar han fik det at se.

Og i sin Fortvivlelse over Kejserens Sorg trak hun Billedet til sig, ligesom for at fjerne det fra hans Blik.

Da saa Kejseren op. Og se, hans Ansigtstræk var forvandlede, og han var, som før han blev syg. Det var, som om Sygdommen havde haft Rod og Næring i det Had og den Menneskeforagt, der boede i hans Hjerte, og den maatte flygte i samme Øjeblik, som han følte Kærlighed og Medlidenhed.

* *
*

Men næste Dag lod Tiberius tre Sendebud drage afsted.

Det første Sendebud gik til Rom og befalede, at Senatet skulde lade anstille Undersøgelse om, hvorledes Landshøvdingen i Palæstina forvaltede sit Embede, og lade ham straffe, hvis det skulde vise sig, at han undertrykte Folket og dømte uskyldige til Døden.

Det andet Sendebud gik til Vingaardsmanden og hans Hustru for at takke og belønne dem for det Raad, de havde givet Kejseren, og tillige fortælle dem, hvordan alt var gaaet til. Da de havde hørt det til Ende, græd de stille, og Manden sagde: „Jeg ved, at jeg hele mit Liv vil blive ved at grunde over, hvad der vilde være sket, dersom de to havde mødtes.“ Men Kvinden svarede: „Det kunde ikke gaa anderledes. Det var for stor en Tanke, at de to skulde mødes. Gud Herren vidste, at Verden ikke kunde bære den.“

Det tredje Sendebud gik til Palæstina og bragte nogle af Jesu Disciple med tilbage til Capreæ, og disse begyndte da at forkynde den Lære, der var prædiket af den Korsfæstede.

Da disse Lærere kom til Capreæ, laa den gamle Faustina paa sit Dødsleje. Men før hun døde, gjorde de hende til den store Profets Discipel og døbte hende. Og i Daaben blev hun kaldt Veronika, fordi det var blevet hende givet at overlevere Menneskene det sande Billede af deres Frelser.

Rødhalsen

DET var paa de Tider, da Vorherre skabte Verden, da han ikke alene dannede Himlen og Jorden, men ogsaa alle Dyr og Urter og gav dem Navn. — Der er mange Historier fra den Tid, og kendte man dem alle, da havde man ogsaa Forklaringen paa alt det i Verden, som man nu ikke kan forstaa.

Dengang var det, det skete en Dag, da Vorherre sad i Paradiset og malede Fuglene, at Farven i hans Malerpotte slap op, saa at Stillidsen slet ingen Farve havde faaet, hvis ikke Vorherre havde tørret alle sine Pensler af i dens Fjer.

Og dengang var det, Æslet fik sine lange Øren, fordi det ikke kunde huske, hvad Navn det havde faaet. Saasnart det var gaaet bare et Par Skridt henover Paradisets Enge, havde det glemt det, og tre Gange kom det tilbage og spurgte, hvad det hed, lige til Vorherre blev en Smule utaalmodig, trak det i Ørene og sagde: „Du hedder Æsel, Æsel, Æsel.“

Og mens han talte saadan, trak han dets Øren lange, saa det kunde høre bedre og huske, hvad der blev sagt.

Samme Dag var det ogsaa, Bien blev straffet. Thi saasnart Bien var skabt, begyndte den straks at samle Honning, og Dyr og Mennesker, som mærkede, hvor lifligt Honningen duftede, kom og vilde smage den. Men Bien vilde beholde det hele for sig selv og jagede med sine giftige Stik alle dem bort, som nærmede sig Bikagen. Det saa Vorherre, og straks kaldte han Bien for sig og irettesatte den.

„Jeg gav dig den Gave at kunne samle Honning, som er det sødeste af alle skabte Ting,“ sagde Vorherre, „men derfor gav jeg dig ikke Lov til at være haard imod din Næste. Husk nu, at hver Gang du stikker nogen, der vil smage din Honning, maa du dø.“

Ja, og til samme Tid var det, Faarekyllingen blev blind og Myren mistede sine Vinger; der skete saa meget mærkeligt den Dag.

Vorherre sad den hele Dag stor og mild og skabte og gav Liv, og henimod Aften fik han Lyst til at skabe en lille graa Fugl.

„Husk, dit Navn er Rødhals!“ sagde Vorherre til Fuglen, da han var færdig. Og han satte den paa sin Haand og lod den flyve.

Men da Fuglen havde fløjet lidt om og set paa den skønne Jord, hvor den skulde leve, fik den Lyst til ogsaa at se sig selv. Da saa den, at den var aldeles graa, og Halsen ligesaa graa som alt det øvrige. Rødhalsen vendte og drejede sig og spejlede sig i Vandet, men kunde ikke opdage en eneste rød Fjer.

Saa fløj Fuglen tilbage til Vorherre.

Vorherre sad der god og mild, og ud af hans Hænder fløj Sommerfugle, der flagrede omkring hans Hoved, Duer kurrede paa hans Skuldre, og af Engen, hvor han sad, spirede Roser, Liljer og Tusindfryd frem.

Den lille Fugls Hjerte bankede heftigt af Angst, men i lette Buer fløj den dog nærmere og nærmere til Vorherre, og tilsidst satte den sig paa hans Haand.

Saa spurgte Vorherre, hvad den vilde.

„Der er blot noget, jeg vil spørge dig om,“ sagde den lille Fugl.

„Hvad er det, du vil vide?“ sagde Vorherre.

„Hvorfor skal jeg hedde Rødhals, naar jeg er ganske graa fra Næbbet og lige ud til Halespidsen? Hvorfor kaldes jeg Rødhals, naar jeg ikke har en eneste rød Fjer?“

Og Fuglen saa bedende paa Vorherre med sine smaa Øjne og drejede Hovedet. Rund tom saa den Fasaner, røde over det hele, med et fint Stænk af Guldstøv, Papegøjer med brusende røde Halskraver, Haner med røde Kamme, for ikke at tale om Sommerfugle, Guldfiske og Roser. Og naturligvis tænkte han paa, hvor lidt der skulde til, blot en eneste lille Draabe Farve paa Brystet, saa vilde den være en smuk Fugl, og dens Navn vilde passe.

„Hvorfor skal jeg hedde Rødhals, naar jeg er aldeles graa?“ spurgte Fuglen paany og ventede, at Vorherre skulde sige:

„Aa, min Ven, jeg ser, jeg har glemt at male dine Halsfjer røde, men bi kun et Øjeblik, saa skal det blive gjort.“

Men Vorherre smilede kun for sig selv og sagde:

„Rødhals har jeg kaldt dig, og Rødhals skal du hedde, men du maa selv sørge for at fortjene dine røde Halsfjer.“

Og saa løftede Vorherre sin Haand og lod Fuglen flyve ud i Verden igen.

Fuglen fløj ned i Paradiset med Hovedet fuldt af mangehaande Tanker. Hvad kunde saadan en lille Fugl gøre for at skaffe sig røde Fjer?

Det eneste, den kunde finde paa, var at bygge Rede i en vild Rosenbusk. Den byggede inde mellem Tornene i det tætte Tjørnekrat. Det var, som om den ventede, at et Rosenblad skulde sætte sig paa dens Strube og give den Farve.

* *
*

En uoverskuelig Række Aar er henrundne efter den Dag, der var Jordens gladeste. Siden den Tid har baade Dyr og Mennesker forladt Paradiset og befolket Jorden. Og Menneskene var naaet saa vidt, at de havde lært at dyrke Jorden og sejle over Havet; de havde skaffet sig Klæder og Prydelser; ja, de havde allerede forlængst lært at bygge store Templer og prægtige Byer som Theben, Rom og Jerusalem.

Saa oprandt en ny Dag, der ogsaa længe skulde mindes i Menneskeslægtens Historie, og paa denne Dags Morgen sad Fuglen Rødhals paa en lille kullet Høj udenfor Jerusalems Mure og sang for sine Unger, der laa i en lille Rede inde i en lav Tornebusk.

Rødhalsen fortalte sine Unger om Skabelsens vidunderlige Dag og om, hvordan de havde faaet Navn, saadan som hver eneste Rødhals havde fortalt, ligefra den første, der havde hørt Guds Ord og var udgaaet fra Guds Haand.

„Og se nu,“ sluttede den bedrøvet, „nu er der gaaet saa mange Aar, og saa mange Roser er knoppedes, saa mange Fugleunger er komne ud af Æggene siden Skabelsens Dag, at ingen kan tælle dem, men Rødhals er den Dag i Dag en lille graa Fugl; den har endnu ikke været i Stand til at vinde sine røde Fjer.“

De smaa Unger spærrede deres store Gab op og spurgte, om deres Forældre ikke havde prøvet paa at udføre store Bedrifter for at erhverve den uvurderlige røde Farve.

„Vi har allesammen gjort, hvad vi kunde,“ sagde den lille Fugl, „men ingen af os har haft Held med sig. Allerede den første Rødhals mødte engang en anden Fugl, som lignede den ganske, og den fattede straks en saa heftig Kærlighed til den, at den følte sit Bryst gløde. „Ak,“ tænkte den, „nu forstaar jeg det. Det er Vorherres Mening, at jeg skal elske saa varmt, at mine Fjer farves røde af den Kærlighedsglød, der bor i mit Hjerte.“ Men den blev skuffet, ligesom alle efter den blev skuffede, og som I ogsaa vil blive skuffede.“

De smaa Unger kvidrede bedrøvet; de begyndte allerede at sørge over, at den røde Farve aldrig vilde komme til at smykke deres smaa, dunede Halse.

„Vi har ogsaa sat vort Haab til Sangen,“ sagde den voksne Fugl og talte i langtrukne Toner. „Allerede den første Rødhals sang, saa dens Bryst svulmede af Begejstring, og han fik paany Mod til at haabe. „Ak,“ tænkte ban, „det er Sangens Glød, som bor i min Sjæl, der skal farve mine Fjer røde.“ Men den blev skuffet, som alle efter den blev skuffede, og som ogsaa I vil blive skuffede.“

Atter lød en bedrøvet Pippen fra Ungernes halvnøgne Struber.

„Vi har ogsaa haabet paa vort Mod og vor Tapperhed,“ sagde Fuglen. „Allerede den første Rødhals kæmpede tappert med andre Fugle, og dens Bryst brændte af Kamplyst. „Ak,“ tænkte den, „mine Fjer bliver nok røde af den Kamplyst, der brænder i mit Hjerte.“ Men den blev skuffet, som alle efter den blev skuffede, og som I ogsaa vil blive skuffede.“

De smaa Unger pippede kækt om, at de alligevel vilde prøve at vinde den attraaede Udmærkelse, men Fuglen svarede dem bedrøvet, at det var umuligt. Hvad havde de at haabe, naar saa mange udmærkede Forfædre ikke havde kunnet naa Maalet? Hvad mere kunde de gøre end elske, synge og kæmpe? Hvad kunde …“

Fuglen tav brat midt i sin Tale; thi ud af en af Jerusalems Porte kom der dragende et stort Tog, og hele Menneskeskaren hastede op imod Højen, hvor Fuglen havde sin Rede.

Der var Ryttere paa vælige Heste, Stridsmænd med lange Spyd, Bøddelknægte med Nagler og Hammere, der var Præster og Dommere med værdig Holdning, der var grædende Kvinder og fremfor alt en vild Vrimmel af sammenløbne Folk, et uhyggeligt, hylende Følge af Landstrygere.

Den lille graa Fugl sad bævende paa Randen af sin Rede. Den ventede hvert Øjeblik, at den lille Tornebusk skulde blive trampet ned og dens smaa Unger dræbt.

„Tag jer i Vare,“ raabte den til de smaa forsvarsløse Unger, „kryb tæt sammen og hold jer ganske stille. Nu gaar der en Hest lige hen over os. Og der er en Soldat med jernbeslaaede Sandaler! Nu kommer hele den vilde Skare stormende!“

Paa een Gang holdt Fuglen inde med sine advarende Raab, den blev stille og tavs. Den glemte næsten den Fare, den svævede i.

Pludselig hoppede den ned i Reden og bredte Vingerne over sine Unger.

„Nej, det er altfor frygteligt,“ sagde den. „Det Syn maa I ikke se. Det er tre Forbrydere, der skal korsfæstes.“

Og den bredte Vingerne ud, saa de smaa ikke kunde se noget. De hørte kun Hammerslag, Veraab og Folkets vilde Hyl.

Rødhalsen fulgte hele Skuespillet med Øjne, der blev store af Rædsel. Den kunde ikke vende sit Blik fra de tre ulykkelige.

„Hvor Menneskene er gruspmme,“ sagde Fuglen lidt efter. „Det er dem ikke nok, at de nagler disse stakkels Mænd til Korset, men paa den enes Hoved har de endogsaa sat en Krone af stikkende Torne.“

„Jeg ser, at Tornene har stukket hans Pande, saa der flyder Blod,“ vedblev den. „Og denne Mand er saa skøn og ser sig om med saa mildt et Blik, at alle burde elske ham. Det er, som mit Hjerte blev gennemboret af en Pilespids, naar jeg ser ham lide.“

Den lille Fugl fik mere og mere Medlidenhed med den Tornekronede.

„Var jeg min Broder Ørnen,“ tænkte den, „vilde jeg rive Naglerne ud af hans Hænder og med mine stærke Kløer jage alle dem bort, der piner ham.“

Den saa Blodet dryppe ned paa den Korsfæstedes Pande, og saa kunde den ikke længer holde sig stille i sin Rede.

„Skønt jeg er lille og svag, kan jeg dog maaske gøre noget for det stakkels forpinte Menneske,“ tænkte Fuglen.

Og den forlod sin Rede og fløj op i Luften, fløj i store Kredse omkring den Korsfæstede.

Den kredsede flere Gange omkring ham uden at vove at nærme sig; thi den var en sky, lille Fugl, der aldrig havde haft Mod til at nærme sig et Menneske. Men lidt efter lidt tog den Mod til sig, fløj hen til ham og trak med sit Næb en Torn ud, der havde boret sig ind i den Korsfæstedes Pande.

Men idet den gjorde dette, faldt en Draabe af den Korsfæstedes Blod ned paa Fuglens Bryst. Den bredte sig hurtigt og flød ud og farvede alle de smaa fine Dun paa Bryst og Hals.

Men den Korsfæstede oplod sin Mund og hviskede til Fuglen: „For din Barmhjertigheds Skyld har du nu vundet det, som din Slægt forgæves har eftertragtet lige fra Verdens Skabelse.“

Saasnart Fuglen kom tilbage til sin Rede, raabte dens smaa Unger til den: „Dit Bryst er rødt, dine Halsfjer er rødere end Roser!“

„Det er kun en Blodsdraabe fra den stakkels Mands Pande,“ sagde Fuglen. „Den forsvinder, saasnart jeg bader mig i en Bæk eller en klar Kilde.“

Men hvor meget den lille Fugl end badede sig, den røde Farve forsvandt ikke mere fra dens Bryst, og da dens smaa Unger blev fuldvoksne, skinnede den blodrøde Farve ogsaa paa deres Halsfjer, ligesom den skinner paa hver eneste Rødhalses Sirube og Bryst endnu den Dag i Dag.

Vorherre og St. Peder

DET var dengang Vorherre og St. Peder lige var kommen tilbage til Paradiset, efterat de havde vandret omkring paa Jorden og lidt Nød og Genvordighed i mange og lange Aar.

Det kan nok være, St. Peder blev glad. Det var rigtignok noget andet at sidde paa Paradisets Bjerge og se ud over Alverden end at gaa fra Dør til Dør som en Tigger. Det var noget andet at spadsere om i Paradisets Have end at gaa paa Jorden og ikke vide, om man kunde faa Husly en stormfuld Nat, eller om man skulde være nødt til at vandre om paa Landevejen i Kulde og Mørke.

Man kan tænke sig, hvilken Glæde det maatte være endelig at komme til sit rette Hjem efter en saadan Rejse. St. Peder havde nok ikke altid været sikker paa, at det vilde ende saa godt. Han havde ikke kunnet lade være at tvivle og være urolig af og til, thi det havde jo næsten været umuligt at forstaa for St. Peder, den Stakkel, hvad det skulde nytte til, at de havde det saa ondt, naar Vorherre var hele Verdens Herre.

Nu skulde han aldrig mere pines af nogen Længsel. Aa, hvor var han glad ved det.

Nu kunde han rigtig le ad al den Genvordighed, han og Vorherre havde lidt, le ad, hvor smaat de havde haft det.

Engang, da det havde været saa elendigt for dem, at han syntes, han ikke kunde udholde det længer, havde Vorherre taget ham med sig, og begyndt at vandre op ad et højt Bjerg uden at sige ham, hvad de skulde deroppe.

De var vandret forbi Byerne, der laa ved Foden af Bjerget, og Sletten, der laa højere oppe. De var gaaet forbi Bøndergaardene og Sæterhytterne, og de havde lagt den sidste Brændehuggers Stengrotte langt bag sig.

De var endelig kommet op der, hvor Bjerget stod nøgent uden Træer og Urter, og hvor en Eremit havde bygget sig en Hytte for at kunne hjælpe vejfarende i Nød.

Derpaa var de gaaet over Snemarker, hvor Murmeldyrene sov, og naaet op til vilde Isblokke, der var kastet saaledes hulter til bulter, at næppe nok Stengeden kunde komme frem.

Deroppe havde Vorherre fundet en lille graa og rød Fugl, der laa ihjelfrossen paa Isen, og han havde puttet den lille Dompap i sin Lomme. St. Peder huskede, at han havde tænkt ved sig selv, om den lille Fugl skulde være deres Middagsmad.

Endnu en lang Tid var de vandret afsted paa de glatte Isblokke, og St. Peder havde syntes, at han aldrig havde været Dødsriget nærmere, thi en dødsmørk Taage indhyllede dem, og en dødskold Vind omsusede dem, og saavidt han kunde skønne, fandtes der ikke noget levende Væsen. Og dog var de ikke kommet længere end midt paa Bjerget.

Da bad han Vorherre, om de maatte vende om.

„Endnu ikke,“ sagde Vorherre, „thi jeg vil vise dig noget, der kan give dig Mod til at bære alle Sorger.“

Og saa var de vandret videre gennem Taage og Kulde, indtil de kom til en umaadelig høj Mur, der spærrede Vejen for dem.

„Denne Mur gaar rundt om hele Bjerget,“ sagde Vorherre, „og du kan ikke komme over den nogetsteds. Heller ikke kan noget Menneske faa at se, hvad der er bag Muren, thi her er det, Paradiset begynder, og her bor de salige Aander lige op til Bjergets Top.“

Da kunde St. Peder ikke lade være at se vantro ud.

„Derinde er der ikke Mørke og Kulde som her,“ sagde Vorherre, „der er grøn Sommer, og Sol og Stjerner lyser klart!“ Men det havde St. Peder ikke kunnet faa sig selv til at tro paa.

Da tog Vorherre den lille Fugl, han havde fundet paa Ismarken, bøjede sig tilbage og kastede den over Muren, saa den faldt ned i Paradiset. Og straks efter hørte St. Peder en jublende glad Kvidren. Han kendte Dompappens Sang og blev højligen forbavset.

Da vendte han sig til Vorhere og sagde: „Lad os atter gaa ned til Jorden og udholde alt, hvad der er at udholde, thi nu ser jeg, at du har talt Sandhed, og at der findes et Sted, hvor Livet overvinder Døden.“

Og de var atter steget ned fra Bjerget og havde genoptaget deres Vandring paa Jorden. Siden den Tid havde St. Peder i mange Aar ikke set noget til Paradiset, men blot gaaet og længtes efter Landet bagved Muren. Og nu var han der endelig og behøvede ikke mere at længes, men kunde hele Dagen drikke i fulde Drag af Glædens evigt strømmende Kilde.

Men St. Peder havde ikke været mere end fjorten Dage i Paradiset, da det begav sig, at en Engel traadte frem for Vorherres Trone, bøjede sig syv Gange og derefter berettede for ham, at der maatte være overgaaet St. Peder en stor Ulykke. Han vilde hverken spise eller drikke, og hans Øjne var rødkantede, som om han ikke havde sovet i flere Nætter.

Saasnart Vorherre fik dette at høre, rejste han sig fra sin Trone og gik hen at opsøge St. Peder.

Han fandt ham langt borte i en Udkant af Paradiset. Der laa han paa Jorden, som om han var for udmattet til at holde sig oprejst, og han havde sønderrevet sine Klæder og strøet Aske paa sit Hoved.

Da Vorherre saa ham saa bedrøvet, satte han sig paa Jorden ved Siden af ham og talte til ham, ganske som han plejede at gøre, dengang de vandrede om i Udlændighed paa Jorden.

„Hvad er du saa bedrøvet over, St. Peder?“ spurgte Vorherre.

Men Sorgen havde overvældet St. Peder saadan, at han ikke kunde svare et Ord.

„Hvad er du saa bedrøvet over, St. Peder?“ sagde Vorherre igen. Da Vorherre gentog Spørgsmaalet, rev St. Peder sin Guldkrone af Hovedet og kastede den for Vorherres Fødder, som om han vilde sige, at han hverken vilde have Lod eller Del i hans Herlighed.

Men Vorherre forstod godt, at det var kun, fordi St. Peder var saa fortvivlet, at han ikke vidste, hvad han gjorde, saa han blev ikke vred paa ham.

„Du maa endelig sige mig, hvad der er i Vejen med dig,“ sagde Vorherre ligesaa sagtmodig som før og med endnu kærligere Stemme.

Men da sprang St. Peder op, og Vorherre saa nu, at han ikke blot var bedrøvet, men ogsaa vred. Han gik henimod Vorherre med knyttede Hænder og flammende Øjne.

„Jeg vil have Orlov af din Tjeneste,“ sagde St. Peder. „Jeg vil ikke blive en eneste Dag længer i Paradis.“

Vorherre søgte at berolige ham, som han havde maattet gøre saa mange Gange før, naar St. Peder bruste op.

„Du skal nok faa Lov at gaa,“ sagde han, „men først maa du sige mig, hvad det er, du er misfornøjet med.“

„Jeg maa sige, jeg ventede bedre Løn, dengang jeg led Nød og Elendighed med dig nede paa Jorden,“ sagde St. Peder.

Vorherre saa, at St. Peders Hjerte var fuldt af Bitterhed, og han følte derfor ingen Vrede over hans Ord.

„Jeg siger dig jo, at det staar dig frit for at gaa, hvorhen du vil,“ sagde han, „naar du blot vil lade mig vide, hvad du er saa bedrøvet over.“

Da fortalte St. Peder endelig, hvorfor han var ulykkelig. „Jeg havde en gammel Moder,“ sagde han, „og hun døde for et Par Dage siden.“

„Nu ved jeg, hvad du sørger over,“ sagde Vorherre, „det er, fordi din Moder ikke er kommen i Paradis.“

„Ja, det er det!“ sagde St. Peder, og saa saa glubsk ud, som om han vilde gribe Vorherre i Struben. Men i Stedet for gav han sig til at hulke.

„Jeg synes nok, jeg kunde have fortjent, om hun var kommen op til mig,“ sagde han.

Men da Vorherre havde faaet at vide, hvad St. Peder sørgede over, da var det ham, der blev bedrøvet. Thi St. Peders Moder havde ikke levet saadan, at hun kunde komme i Himlen. Hun havde aldrig tænkt paa andet end at skrabe Penge sammen, og fattige Stakler, der havde banket paa hendes Dør, havde hun aldrig haft en Skilling eller en Bid Brød tilovers for. Men Vorherre forstod, at det var ikke let at gøre St. Peder begribeligt, at hans Moder havde været saa gerrig, saa hun ikke kunde nyde Saligheden.

„St. Peder,“ sagde han, „hvor kan du vide, om din Moder vilde befinde sig vel hos os?“

„Se, det siger du nu bare for at blive fri for at bønhøre mig,“ sagde St. Peder. „Hvem skulde ikke befinde sig vel i Paradis?“

„Den, der ikke føler Glæde ved andres Glæder, han befinder sig ikke vel her,“ svarede Vorherre.

„Ja, saa er der vel flere end min Moder, der ikke passer her,“ sagde St. Peder, og Vorherre mærkede nok, at han sigtede til ham.

Og han blev mere og mere bedrøvet over, at St. Peder var bleven ramt af saa dyb en Sorg, at han ikke selv vidste, hvad han sagde. Han stod lidt og ventede paa, at St. Peder skulde fortryde, hvad han havde sagt, og indse, at hans Moder ikke vilde passe i Paradiset, men St. Peder var ikke til at rokke.

Da kaldte Vorherre en Engel til sig og befalede ham at fare ned til Helvede og hente St. Peders Moder op til Paradiset.

„Aa, lad mig se, naar han kommer med hende,“ sagde St. Peder.

Vorherre tog St. Peder ved Haanden og førte ham ud paa en Klippe, der sænkede sig lodret ned paa den ene Side, og han viste ham, at han kun behøvede at bøje sig lidt frem over Kanten, saa kunde han se lige lukt ned i Helvede.

Da St. Peder saa ned, kunde han i Førstningen ikke skelne mere, end om han havde set ned i en Brønd. Det var, som om der aabnede sig et bundløst Svælg for ham.

Det første, han svagt kunde skimte, var Englen, der allerede var paa Vej ned i Afgrunden. Han saa, at han ilede ned i det store Mørke uden Frygt og kun bredte Vingerne lidt ud for ikke at falde for hastigt.

Men da St. Peders Øjne havde vænnet sig lidt til Mørket, begyndte han at se mere og mere. Han opdagede for det første, at Paradiset laa paa et Ringbjerg, der omsluttede en bred Kløft, og at det var paa Bunden af den, de fordømte havde deres Bolig. Han saa, at Englen blev ved at falde og falde i lange Tider, inden han naaede Dybet. Han blev ganske forfærdet over, at der var saa dybt derned.

„Bare han dog kan komme op igen med hende,“ sagde han.

Vorherre saa blot paa St. Peder med store, bedrøvede Øjne. „Der gives ingen Byrde, som min Engel ikke kan løfte,“ sagde han.

Der var saa dybt ned til Afgrunden, at ingen Solstraale kunde trænge derned; der var begsort Mørke. Men nu var det, som om Englen, der kom flyvende, havde bragt lidt Lys og Klarhed derned, saa det blev muligt for St. Peder at skelne lidt af, hvordan der saa ud dernede,

Det var en endeløs, sort Klippeørken; skarpe, spidse Klippeblokke dækkede hele Grunden, og imellem dem skinnede der sorte Vandpytter. Der fandtes ikke et grønt Græsstraa, ikke et Træ, ikke et Tegn til Liv.

Men overalt paa de skarpe Klippeblokke var de fordømte klatrede op. De hang ud over Klippespidserne, som om de havde haabet at kunne naa op over Klippekløften, men da de saa, at de ingen Vegne kunde komme, var de blevet deroppe, forstenede af Fortvivlelse.

Han saa nogle af dem sidde og ligge med Armene udstrakte i evig Længsel og med Øjnene stift rettede opad. Andre holdt Hænderne for Ansigtet, som for ikke at skue den haabløse Rædsel, der omgav dem. De var alle ganske ubevægelige. Nogle af dem laa i Vandet uden at gøre det mindste Forsøg paa at komme op.

Det forfærdeligste var, at der var en saa talløs Mængde. Det var, som om Kløftens Bund ikke bestod af andet end Legemer og Hoveder.

Og St. Peder blev grebet af en ny Ængstelse.

„Du skal se, han kan ikke finde hende,“ sagde han til Vorherre.

Vorherre saa blot paa ham med det samme bedrøvede Blik som før. Han vidste, at St. Peder ikke behøvede at nære nogen Bekymring.

Men for St. Peder saa det rigtignok ud, som om Englen ikke kunde finde hans Moder iblandt den store Mængde af fordømte. Han bredte sine Vinger ud og svævede frem og tilbage over Afgrunden, mens han ledte efter hende.

Pludselig var der en af de stakkels fordømte nede i Afgrunden, der fik Øje paa Englen. Han sprang op, rakte Armene op imod ham og raabte: „Tag mig, tag mig!“

Da kom der paa een Gang Liv i hele Skaren. Alle de Millioner af Millioner, der forsmægtede nede i Helvede, for op, løftede deres Arme mod Englen og anraabte ham om at føre dem til de saliges Paradis.

Deres Skrig hørtes lige op til Vorherre og St. Peder saa deres Hjerter bævede af Sorg ved at høre det.

Englen holdt sig svævende højt oppe over de fordømte, men idet han nu fløj frem og tilbage for at opdage den, han ledte efter, stormede de allesammen efter, saa det saa ud, som om de blev fejet afsted af en Hvirvelvind.

Endelig havde Englen faaet Øje paa den, han søgte; han foldede Vingerne sammen over Ryggen og skød ned som et Lyn. Og St. Peder skreg højt af glad Forbavselse, da han saa ham slaa Armen om hans Moder og løfte hende op.

„Gud lønne dig, at du bringer mig min Moder,“ udbrød han.

Vorherre lagde advarende sin Haand paa St. Peders Skulder som for at sige, at han ikke for tidlig skulde hengive sig til Glæden.

Men St. Peder var nærved at græde af Glæde over, at hans Moder var frelst, og han kunde ikke indse, at noget herefter skulde kunne skille dem ad. Og en endnu større Glæde følte han, da han saa, at hvor hurtig Englen end havde været, var der dog nogle af de fordømte, der havde været endnu hurtigere; de havde set deres Snit til at hage sig fast ved hende, der skulde frelses, saa de kunde blive baaret op til Paradis med det samme.

Der var vel en halv Snes Stykker, der havde hængt sig fast ved den gamle Kone, og St. Peder syntes, det var en stor Ære for hans Moder, at hun kunde udfri saa mange ulykkelige Stakler fra Fordømmelsen.

Vorherre stod stille og lod som ingenting, men St. Peder lovede sig selv, at han nok skulde faa ham overtalt til at beholde alle disse ulykkelige i Paradis.

Englen gjorde heller ikke noget for at hindre dem i at følge med. Det var, som om han slet ikke tyngedes af Byrden; han steg og steg og svang sine Vinger saa let, som om det var en død Fugleunge, han bar op til Himlen.

Men da saa St. Peder, at hans Moder begyndte at gøre sig fri for de fordømte. Hun greb fat i deres Hænder og løsnede deres Tag, saa den ene efter den anden styrtede tilbage i Helvede.

St. Peder kunde høre, hvor de bad og anraabte hende, men den gamle Kone vilde ikke finde sig i, at nogen anden end hun selv blev salig. Hun gjorde sig fri for flere og flere og kastede dem ned i Afgrunden. Og idet de faldt, fyldtes hele Himmelrummet af Veraab og Forbandelser.

Da raabte St. Peder til sin Moder og besvor hende at vise Barmhjertighed; men hun vilde ingenting høre. Hun blev ved, som hun havde begyndt.

Og St. Peder saa, at Englen fløj langsommere og langsommere, jo lettere hans Byrde blev. Da blev St. Peder greben af en saadan Skræk, at hans Ben rystede under ham, saa han sank i Knæ.

Tilsidst var der kun een eneste af de fordømte, der holdt fast ved St. Peders Moder. Det var en ung Kvinde, der havde hængt sig om hendes Hals og tiggede og bad lige ved hendes Øre, at hun dog vilde lade hende følge med ind i det velsignede Paradis.

Da var Englen med sin Byrde kommen saa langt, at St. Peder allerede strakte Armene ud for at tage imod sin Moder. Han syntes kun, Englen behøvede at gøre endnu et Par Vingeslag, saa var han oppe paa Bjerget.

Men da holdt Englen pludselig Vingerne helt stille, og hans Ansigt blev mørkt som Natten.

Thi nu rakte den gamle Kone Hænderne om bag Nakken og greb fat i Armene paa den, der hang om hendes Hals; og hun rev og sled, til det lykkedes hende at løsne Hændernes Tag, saa hun blev fri ogsaa for den sidste.

I det Øjeblik, den fordømte faldt, sank Englen flere Favne ned, og det saa ud, som om han ikke havde Kræfter til at hæve Vingerne.

Han saa ned paa den gamle Kvinde med et dybt bedrøvet Blik; hans Greb om hendes Liv løsnedes som af sig selv, og han lod hende falde, som om hun var en altfor tung Byrde for ham, nu hun var alene.

Derpaa svang han sig med et eneste Vingeslag op i Paradiset.

Men St. Peder blev liggende længe paa samme Sted og hulkede, og Vorherre sad ganske stille ved Siden af ham.

„St. Peder,“ sagde Vorherre tilsidst, „aldrig havde jeg troet, du vilde græde saadan, naar du først var kommen i Paradis.“

Da løftede Guds gamle Tjener Hovedet og svarede: „Hvad er dette for et Paradis! Jeg hører mine kærestes Jammerskrig og ser mine Medmenneskers Elendighed!“

Men Vorherres Aasyn formørkedes af den dybeste Sorg. „Er der noget, jeg hellere vilde end at skabe jer alle et Paradis fuldt af idel Lys og Lykke?“ sagde han. „Forstaar du da ikke, at det var derfor, jeg steg ned til Menneskene og lærte dem at elske deres Næste som sig selv. Thi det skal du vide, St. Peder, at saalænge de ikke gør det, findes der ikke det Fristed i Himlen eller paa Jorden, hvor Smerte og Pine ikke kan naa dem.“

Flammen

I

FOR mangfoldige Aar siden, da Byen Florens nylig var bleven Republik, levede der i Byen en Mand, som hed Raniero di Ranieri. Han var Søn af en Vaabensmed og havde lært sin Faders Haandværk, men han havde ikke stor Lyst til at drive det.

Denne Raniero var den stærkeste Mand, man kunde tænke sig. Man fortalte om ham, at han bar en tung Jernrustning lige saa let, som en anden bærer en Silkeskjorte. Han var endnu en ung Mand, men havde allerede aflagt mange Beviser paa sin Styrke. Engang var han i et Hus, hvor der laa Korn paa Loftet. Men der var lagt for meget Korn derop, og mens Raniero var inde i Huset, knækkede en af Loftsbjælkerne, og hele Taget var ved at styrte ned. Alle skyndte sig ud undtagen Raniero. Han rakte Armene i Vejret og holdt imod, til Folk kom med Bjælker og Stænger at støtte Taget med.

Man fortalte ogsaa om Raniero, at han var den tapreste Mand, der nogensinde havde levet i Florens, og at han aldrig kunde faa nok af Kamp. Saasnart han hørte Larm fra Gaden, styrtede han ud af sit Værksted i Haab om, at der var opstaaet et Slagsmaal, som han kunde tage Del i. Naar han blot kunde komme til at trække blank, kæmpede han ligesaa gerne med simple Bønder som med jernklædte Riddere. Han teede sig i Krigen som en gal Mand uden at tælle sine Modstandere.

I den Tid var Florens nu ikke synderlig mægtig. Befolkningen bestod for Størstedelen af Uldspindere og Klædevævere, og de forlangte ikke bedre end at faa Lov at drive deres Haandtering i Fred. De var dygtige Mænd nok; dog var de ikke kamplystne, men satte en Ære i, at der i deres By skulde herske en bedre Orden end andre Steder. Raniero klagede ofte over, at han ikke var født i et Land, hvor der var en Konge, der samlede tapre Mænd omkring sig, og han sagde, at i saa Fald vilde han være kommen til stor Ære og Værdighed.

Raniero var stortalende og støjende, grusom imod Dyr, haard imod sin Hustru, ikke nem at leve sammen med for nogen. Han vilde have været en smuk Mand, hvis han ikke tværs over Ansigtet havde haft flere dybe Ar, der skæmmede ham. Han var hurtig til at fatte en Beslutning, og hans Færd var storslaaet, skønt ofte voldsom.

Raniero var gift med Franceska, der var Datter af Jacopo degli Uberti, en vis og mægtig Mand. Jacopo havde ikke været meget for at give sin Datter til en Slagsbroder som Raniero, men havde i lang Tid modsat sig Giftermaalet. Franceska havde tvunget ham til at give efter ved at sige, at hun aldrig vilde gifte sig med nogen anden. Da Jacopo omsider gav sit Samtykke, sagde han til Raniero: „Jeg mener at have set, at Mænd som du har lettere ved at vinde en Kvindes Kærlighed end ved at bevare den; derfor vil jeg tage det Løfte af dig, at hvis min Datter faar det saa ondt hos dig, at hun ønsker at vende tilbage til mig, saa maa du ikke holde hende tilbage.“ Franceska sagde, at det var unødvendigt at give et saadant Løfte, efterdi hun havde Raniero saa kær, at intet formaaede at skille hende fra ham. Men Raniero gav øjeblikkelig Løftet. „Det kan du være sikker paa, Jacopo,“ sagde han, „at jeg ikke skal søge at holde paa en Kvinde, der vil forlade mig,“

Franceska flyttede saa hen til Raniero, og alt var godt imellem dem. Da de havde været gift nogle Uger, faldt det Raniero ind, at han vilde øve sig i at skyde til Maals. Et Par Dage skød han til Maals efter en Skive, der hang paa en Mur. Han fik snart Øvelse og traf hver Gang Maalet. Tilsidst fik han Lyst til at prøve at skyde efter et vanskeligere Maal. Han saa sig om efter noget, der passede, men kunde ikke opdage andet end en Vagtel, der sad i et Bur over Porten. Fuglen tilhørte Franceska, og hun holdt meget af den, men alligevel sendte Raniero en Svend afsted for at lukke Buret op og skød Vagtlen, da den svang sig op i Luften.

Han syntes, det var et godt Skud, og roste sig af det for hvemsomhelst, der vilde høre paa ham.

Da Franceska fik at vide, at Raniero havde skudt hendes Fugl, blev hun bleg og saa sørgmodig paa ham. Hun forstod ikke, at han vilde gøre noget, der voldte hende Sorg. Men hun tilgav ham straks og elskede ham som før.

Alt gik nu igen godt en Tid.

Ranieros Svigerfader, Jacopo, var Linnedvæver. Han havde et stort Værksted, hvor der udførtes meget Arbejde. Raniero troede at have opdaget, at der blev blandet Hamp i Hørren paa Jacopos Værksted, og han tav ikke stille hermed, men talte om det her og der i Byen. Omsider kom denne Snak ogsaa Jacopo for Øre, og han søgte straks at bringe den til Tavshed. Han lod flere andre Linnedvævere undersøge hans Garn og hans Lærred, og de fandt, at alt var det fineste Hørlærred. Kun i en Pakke, der var bestemt til at sælges udenfor Florens, fandt de en Blanding. Jacopo sagde da, at Bedrageriet var blevet begaaet af en af hans Svende uden hans Vidende og Vilje. Det var dog straks klart for ham, at han vilde have ondt ved at faa Folk til at tro dette. Han havde altid haft Ry for Ærlighed, og han tog sig det meget nær, at der var sat en Plet paa hans Ære.

Men Raniero roste sig af, at det var lykkedes ham at afsløre et Bedrageri, og han pralede af det, ogsaa naar Franceska hørte paa det.

Hun var dybt bedrøvet og tillige forundret, ligesom dengang han skød Fuglen. Mens hun tænkte paa det, syntes hun pludselig, hun saa sin Kærlighed for sig, og den var som et stort Stykke skinnende Guldmor. Hun kunde se, hvor stor den var, og hvor den skinnede. Men der var klippet et Stykke af i det ene Hjørne, saa den var ikke saa stor og skøn, som den havde været fra først af.

Endnu havde den ikke taget mere Skade, end at hun tænkte: „Den vil nok vare, saa længe jeg lever. Den er saa stor, at den aldrig kan blive brugt op.“

Der gik igen en Tid, hvor hun og Raniero var ligesaa lykkelige som i Begyndelsen.

Franceska havde en Broder, der hed Taddeo. Han havde været paa en Forretningsrejse i Venedig, og der havde han købt sig Klæder af Silke og Fløjl. Da han kom hjem, gik han og brystede sig med dem, men i Florens var det ikke Skik og Brug at gaa kostbart klædt, saa der var mange, der gjorde Nar ad ham.

En Nat var Taddeo og Raniero paa Vinstue. Taddeo havde en grøn, zobelforet Kappe paa og violet Vams. Raniero lokkede ham nu til at drikke saa meget Vin, at han faldt i Søvn, og derefter tog han Kappen af ham og hængte den paa et Fugleskræmsel, der var stillet op i en Kaalhave.

Da Franceska hørte dette, blev hun igen vred paa Raniero. Og i det samme saa hun for sig det store Stykke Guldmor, som var hendes Kærlighed, og hun kunde se det blive mindre og mindre, mens Raniero skar det ene Stykke af efter det andet.

Derefter blev det igen en Tid godt imellem dem, men Franceska var ikke længer saa lykkelig som før, for hun gik altid og ventede paa, at Raniero skulde foretage sig noget, der gjorde hendes Kærlighed Skade.

Det lod heller ikke længe vente paa sig, for Raniero kunde aldrig forholde sig rolig. Han trængte til, at Folk altid skulde tale om ham og rose ham for hans Mod og Uforfærdethed.

Paa den Domkirke, som de dengang havde i Florens, og som var meget mindre end den nuværende, hang der øverst oppe paa et af Taarnene et stort tungt Skjold, og det var hængt derop af en af Franceskas Forfædre. Det skal have været det tungeste Skjold, som nogen Mand i Florens havde været i Stand til at bære, og alle i Ubertis Slægt var stolte over, at det var en af dem, der havde haft Kræfter til at klatre op i Taarnet og hænge det der.

Men nu gik Raniero en Dag op til Skjoldet, tog det paa Ryggen og kom ned med det.

Da Franceska hørte dette, talte hun for første Gang med Raniero om det, der pinte hende, og bad ham ikke paa denne Maade søge at ydmyge den Slægt, hun tilhørte. Raniero, der havde ventet, hun skulde rose ham for hans Bedrift, blev meget vred. Han svarede, at han længe havde mærket, hun ikke glædede sig over, at det gik ham godt, men kun tænkte paa sin egen Slægt. — „Det er noget andet, jeg tænker paa,“ sagde Franceska, „og det er min Kærlighed. Jeg ved ikke, hvorledes det skal gaa med den, hvis du bliver saadan ved.“

Fra den Tid faldt der ofte onde Ord imellem dem; thi Raniero kom næsten altid til at gøre netop det, som Franceska mindst af alt kunde taale.

Paa Ranieros Værksted var der en Svend, som var lille og halt. Den Mand havde elsket Franceska, inden hun giftede sig, og blev ved at elske hende ogsaa efter hendes Giftermaal. Raniero, der vidste Besked med det, fandt paa at drive Gæk med ham, især naar de sad til Bords. Det gik saa vidt, at Manden, der ikke kunde finde sig i at blive gjort til Nar, naar Franceska hørte paa det, engang for løs paa Raniero og vilde slaas med ham. Men Raniero lo kun haanligt ad ham og sparkede ham til Side. Da syntes Staklen ikke, han kunde leve længere, men gik hen og hængte sig.

Da dette skete, havde Raniero og Franceska været gift omtrent et Aar. Franceska syntes bestandig, hun saa sin Kærlighed for sig som et Stykke skinnende Tøj, men paa alle Kanter var der skaaret store Stykker bort, saa det knap var halv saa stort, som det havde været fra Begyndelsen.

Hun blev saare angst, da hun saa dette, og hun tænkte: „Bliver jeg endnu et Aar hos Raniero, kommer han til at gøre det af med min Kærlighed. Jeg bliver saa lige saa fattig, som jeg før har været rig.“

Da besluttede hun sig til at forlade Ranieros Hus og vende tilbage til sin Fader, for at ikke den Dag skulde komme, da hun hadede Raniero ligesaa dybt, som hun nu elskede ham.

Jacopo degli Uberti sad ved sin Væverstol med alle sine Svende i fuldt Arbejde omkring sig, da han saa hende komme. Han sagde, at nu var det sket, som han længe havde ventet, og bød hende velkommen. Han lod straks alle sine Folk høre op at arbejde og befalede dem at væbne sig og skyde Slaa for alle Døre.

Derefter gik Jacopo hen til Raniero. Han traf ham i Værkstedet. „Min Datter er i Dag kommen tilbage til mig og har bedt mig, om hun igen maa leve under mit Tag,“ sagde han til sin Svigersøn. „Og nu venter jeg, at du ikke tvinger hende til at vende tilbage til dig efter det Løfte, du har givet mig.“

Raniero syntes ikke at tage dette synderlig alvorligt, men svarede ganske rolig: „Selv om jeg ikke havde givet dig noget Løfte, saa vilde jeg dog ikke have fordret en Kvinde tilbage, som ikke vil tilhøre mig.“

Han vidste, hvor højt Franceska elskede ham, og han sagde til sig selv: „Hun er tilbage hos mig inden Aften.“

Hun lod sig dog ikke se hverken den Dag eller den næste.

Den tredje Dag drog Raniero ud for at forfølge nogle Røvere, der længe havde plaget de florentinske Købmænd. Det lykkedes ham at overvinde dem og føre dem fangne til Florens.

Han forholdt sig derpaa rolig et Par Dage, til han kunde være sikker paa, at denne Bedrift var rygtedes over den hele By. Det gik dog ikke, som han havde ventet, at den skulde bringe Franceska tilbage til ham.

Raniero havde nu den største Lyst til med Lovens Magt at tvinge hende til at komme tilbage til ham, men han syntes ikke, han kunde gøre det for sit Løftes Skyld. Det forekom ham dog umuligt at leve i samme By som en Hustru, der havde forladt ham, og han drog bort fra Florens.

Først lod han sig hverve som menig Soldat, men inden ret længe svang han sig op til Anfører for et Frikorps. Han var bestandig i Kamp og tjente mange forskellige Herrer.

Som han havde forudsagt, vandt han stor Ære som Kriger. Han blev slaaet til Ridder af Kejseren og regnedes for en stor Mand.

Inden han drog fra Florens, havde han aflagt det Løfte ved et helligt Madonnabillede i Domkirken at skænke den hellige Jomfru det bedste og ypperste, han vandt i hver Kamp. Foran det Billede saa man bestandig kostelige Gaver, der var skænkede af Raniero.

Raniero vidste altsaa, at alle hans Bedrifter var kendte i hans Fødeby. Han undrede sig meget over, at ikke Franceska degli Uberti kom tilbage til ham, naar hun hørte om hans Berømmelse.

Paa den Tid blev der prædiket Korstog for at befri den hellige Grav, og Raniero tog Korset og drog til Østerland. Dels ventede han, at han der skulde vinde Slotte og Len at herske over, dels tænkte han, at han nu vilde blive i Stand til at udføre saa glimrende Bedrifter, at hans Hustru igen skulde faa ham kær og vende tilbage til ham.
II

Natten efter den Dag, da Jerusalem var bleven erobret, var der stor Glæde i Korsfarerlejren uden for Byen. Næsten i hvert eneste Telt holdtes der Drikkelag, og Raab og Larm hørtes viden om.

Raniero di Ranieri sad ogsaa og drak med nogle Krigskammerater, og hos ham gik det om muligt endnu vildere til end andetsteds. Tjeneren kunde knap naa at fylde Bægrene, før de var tømt paany.

Men Raniero havde ogsaa al mulig Grund til at holde Gilde; thi den Dag havde han vundet større Hæder end nogen Tid før. Om Morgenen, da Byen blev stormet, var han den første, der besteg Murene næst efler Gotfred af Bouillon, og om Aftenen var han i hele Hærens Paasyn bleven hædret for sin Tapperhed.

Da Plyndringerne og Myrderiet omsider var til Ende og Korsfarerne i Bodsdragter og med utændte Vokslys i Hænderne drog ind i den hellige Gravs Kirke, blev det nemlig forkyndt ham af Gotfred, at han først af alle skulde have Ret til at tænde sit Lys ved den hellige Ild, der brændte ved Kristi Grav. Det var Raniero klart, at Gotfred saaledes vilde vise, at han ansaa ham for den tapreste i hele Hæren, og han var meget glad over den Maade, hvorpaa han blev belønnet for sine Bedrifter.

Ud paa Natten, da Raniero og hans Gæster var i den lystigste Stemning, kom en Nar og et Par Spillemænd, der havde vandret om i hele Lejren og moret Folk med deres Narrestreger, ind i Ranieros Telt, og Narren bad om Lov til at fortælle et morsomt Eventyr.

Raniero vidste, at den Nar havde stort Ry for Vid, og han lovede at høre paa hans Fortælling.

„Det skete engang,“ sagde Narren, „at Vorherre og St. Peder en hel Dag sad i det højeste Taarn paa Paradisets Borg og saa ned paa Jorden. Der havde været saa meget at se paa, at de knap havde haft Tid til at veksle et Ord. Vorherre havde været stille hele Dagen, men St. Peder havde snart klappet i Hænderne af Glæde, og snart med Afsky vendt sit Hoved bort. Snart havde han jublet og let, og snart havde han grædt og klaget. Da det led mod Enden af Dagen, og Skumringen sænkede sig over Paradiset, vendte Vorherre sig tilsidst til St. Peder og sagde, at nu var han vel glad og tilfreds. Hvad skulde jeg være glad over? spurgte St. Peder i en heftig Tone. — Jo, sagde Vorherre sagtmodig, jeg troede, du vilde være glad over det, du har set i Dag. Men St. Peder vilde ikke lade sig formilde. — Det er sandt, sagde han, i mange Aar har jeg klaget over, at Jerusalem skulde være i de Vantros Hænder, men efter alt det, der er sket i Dag, synes jeg, det ligesaa gerne kunde være blevet, som det var.“

Raniero forstod nu, at Narren talte om det, der var foregaaet i Dagens Løb. Baade han og de andre Riddere gav sig til at lytte med større Interesse end i Begyndelsen.

„Da St. Peder havde sagt dette,“ vedblev Narren, idet han kastede et listigt Blik til Ridderne, „bøjede han sig ud over Taarnets Tinde og pegede ned imod Jorden. Han viste Vorherre en By paa en stor, ensom Klippe, der skød op af en Bjergdal. — Ser du de Ligdynger? sagde han, og ser du det Blod, der oversvømmer Gaderne, og ser du de nøgne, elendige Fanger, der jamrer sig i Nattekulden, og ser du alle de rygende Brandtomter? — Vorherre lod ikke til at have i Sinde at svare ham, og St. Peder blev ved med sine Klager. Han sagde, at ganske vist havde han mange Gange været vred paa den By, men saa ondt havde han dog ikke ønsket den, som at der skulde komme til at se saaledes ud. Da svarede omsider Vorherre og prøvede at komme med en Indvending. — Du kan dog ikke nægte, at de kristne Riddere med den største Uforfærdethed har vovet deres Liv, sagde han.“

Her blev Narren afbrudt af Bifaldsraab, men han skyndte sig at fortsætte:

„Nej, forstyr mig ikke,“ sagde han, „nu husker jeg ikke, hvor det var, jeg slap. Jo, det er sandt, jeg skulde lige til at fortælle, at St. Peder viskede nogle Taarer bort, der var traadt ham i Øjnene og hindrede ham i at se. — Jeg havde aldrig tænkt mig, de var saadan nogle Uhyrer, sagde han. De har jo myrdet og plyndret hele Dagen. Jeg begriber ikke, du vilde lade dig korsfæste for at skaffe dig saadanne Bekendere.“

Ridderne optog Spøgen godt. De gav sig til at le højt og muntert. „Naada, Nar, er St. Peder saa vred paa os?“ raabte en af dem.

„Ti nu stille, og lad os høre, om ikke Vorherre tog os i Forsvar!“ faldt en anden ind.

„Nej, Vorherre tav stille en Tid endnu,“ sagde Narren. „Han vidste sagtens af Erfaring, at naar St. Peder var kommen rigtig i Gang, kunde det ikke nytte at sige ham imod. Han blev ved med sit og sagde, at Vorherre skulde ikke ulejlige sig med at fortælle ham, at de tilsidst huskede, hvad det var for en By, de var komne til, og gik til Kirken paa bare Fødder og i Bodsdragt. Den Andagt havde jo ikke varet saalænge, at det var Umagen værd at tale om den. Og derpaa bøjede han sig endnu engang ud over Taarnet og pegede ned paa Jerusalem. Han pegede paa de Kristnes Lejr uden for Byen. — Ser du, hvordan dine Riddere fejrer deres Sejr? spurgte han. Og Vorherre saa, at der holdtes Drikkelag hele Lejren over. Riddere og Væbnere sad og saa paa syriske Danserinder. Fyldte Bægre gik rundt, man spillede Terninger om Krigsbyttet, og …“

„Man hørte paa Narre, der fortalte daarlige Historier,“ afbrød Raniero ham. „Var det ikke ogsaa en stor Synd?“

Narren lo og nikkede til Raniero, som om han vilde sige: Vent du bare, det skal du nok faa betalt.

„Nej, afbryd mig ikke!“ bad han igen, „en stakkels Nar glemmer saa let, hvad han vilde sige. Jo det var det: St. Peder spurgte med sin strengeste Slemme Vorherre, om han syntes, han havde videre Ære af de Folk. Dertil var Vorherre jo nødt til at svare, at det syntes han ikke, han havde. — De var Røvere og Mordere, inden de drog hjemmefra, sagde St. Peder, og Mordere og Røvere er de endnu den Dag i Dag. Denne Bedrift kunde du ligesaa gerne have ladet ugjort. Der kommer ikke noget godt ud af den …“

„Naa, naa, Nar,“ sagde Raniero advarende.

Men Narren lod til at sætte en Ære i at prøve, hvor vidt han kunde gaa, uden at nogen for op og kastede ham paa Døren, og han vedblev uforknyt:

„Vorherre bøjede kun sit Hoved som en, der erkender, at han faar sin retfærdige Straf. Men næsten i samme Øjeblik bøjede han sig ivrig frem og saa ned med større Opmærksomhed end før. St. Peder kiggede saa ogsaa ned. — Hvad er det, du ser efter? spurgte han.“

Narren fortalte alt dette med det livligste Minespil. Alle Ridderne saa for deres Øjne baade Vorherre og St. Peder, og de var nysgerrige efter at faa at vide, hvad det var, Vorherre havde faaet Øje paa.

„Vorherre svarede, det var ikke noget videre,“ sagde Narren, „men han blev alligevel ved at se derned. St. Peder fulgte Retningen af Vorherres Blik, og han kunde ikke faa andet ud af det, end at Vorherre sad og saa ned i et stort Telt, udenfor hvilket der var opstillet to Saracenerhoveder paa lange Lanser, og hvor der var opdynget en Mængde prægtige Tæpper, gyldne Drikkekar og kostelige Vaaben, der var tagne inde i den hellige Stad. I det Telt gik det til paa samme Maade som alle andre Steder i Lejren. Der sad en Flok Riddere og tømte deres Bægere. Den eneste Forskel var, at der blev drukket og larmet mere end noget andet Sted. St. Peder kunde ikke forstaa, hvorfor Vorherre blev saa fornøjet ved at se derned, at Glæden ligefrem skinnede ham ud af Øjnene. Saa mange strenge og grumme Ansigter, som han saa der, synes han næsten aldrig, han havde set samlede ved et Drikkelag. Og Værten ved Gæstebudet, han, der sad øverst ved Bordet, var den værste af dem alle. Det var en Mand paa en fem og tredive Aar, stor og klodset, med et rødblisset Ansigt, fuldt af Ar og Skrammer paa Kryds og paa tværs, med haarde Hænder og en stærk, buldrende Stemme.“

Her holdt Narren inde et Øjeblik, som om han ikke havde Mod til at gaa videre, men det morede baade Raniero og de andre at høre ham tale om sig selv, og de lo kun ad hans Næsvished. „Du er ikke forknyt af dig,“ sagde Raniero, „lad os nu se, hvor du vil hen!“

„Omsider sagde Vorherre et Par Ord,“ vedblev Narren, „som bragte St. Peder til at forstaa, hvad det var, han fornøjede sig over. Han spurgte St. Peder, om han saa fejl, eller om det virkelig var Tilfældet, at en af Ridderne havde et brændende Vokslys staaende ved Siden af sig.“

Det gav et Sæt i Raniero ved disse Ord. Først nu blev han vred paa Narren og strakte Haanden ud efter en tung Vinkande for at kaste den i Hovedet paa ham, men han lagde Baand paa sig for at høre, om Manden vilde berømme ham eller nedsætte ham.

„St. Peder saa nu,“ fortalte Narren, „at skønt Teltet ellers var oplyst med Fakler, havde virkelig en af Ridderne et brændende Vokslys ved Siden af sig. Det var et stort, tykt Lys af den Slags, der var bestemt til at brænde et helt Døgn. Ridderen, der ikke have nogen Stage at sætte det i, havde samlet en hel Del Stene og lagt dem rundtom det for at faa det til at staa.“

Ved disse Ord brast Selskabet i en tordnende Latter. Alle pegede paa et Lys, der stod paa Bordet ved Siden af Raniero, og som var ganske som det, Narren havde beskrevet. Men Blodet for Raniero til Hovedet; thi Lyset var det, han for et Par Timer siden havde faaet Lov at tænde ved den hellige Grav. Han havde ikke kunnet overvinde sig til at lade det gaa ud.

„Da St. Peder saa det Lys,“ sagde Narren, „forstod han jo, hvad det var, Vorherre var blevet glad over, men alligevel kunde han ikke lade være at opholde sig lidt over ham. — Ja saa! sagde han, var det ikke den Ridder, der i Morges besteg Muren næst efter Herren af Bouillon, og som i Aften fik Lov at tænde sit Lys ved den hellige Grav før alle andre? — Jo, det var, sagde Vorherre, og som du ser, holder han endnu sit Lys brændende.“

Narren talte nu meget hurtigt, mens han fra Tid til anden kastede et lurende Blik paa Raniero: „St. Peder kunde stadig ikke lade være at opholde sig lidt over Vorherre. — Kan du ikke forstaa, hvorfor han lader det Lys brænde? sagde han. Du tror vel, han tænker paa din Pine og din Død, naar han ser det. Men han tænker slet ikke paa andet end paa den Ære, han vandt, da han blev berømmet som den tapreste i Hæren næst efter Gotfred.“

Ved disse Ord lo alle Ranieros Gæster. Raniero var meget vred, men han tvang sig til at le med. Han vidste, at de alle vilde have fundet det taabeligt, hvis han ikke kunde taale Spøg.

„Men Vorherre sagde St. Peder imod,“ sagde Narren. — „Ser du ikke, hvor ængstelig han er for Lyset?“ spurgte han. „Han holder Haanden for Flammen, saasnart nogen lukker Teltlugen op, af Frygt for, at Trækvinden skal blæse den ud. Og hele Tiden har han travlt med at jage Natsommerfuglene bort, som flyver rundtom det og er nær ved at slukke det.“

De lo endnu højere; thi hvad Narren sagde, var den rene Sandhed. Det faldt dog Raniero vanskeligere og vanskeligere at beherske sig. Det var ham utaaleligt, at nogen drev Spot med den hellige Flamme.

„Men St. Peder blev ved at være mistroisk,“ fortsatte Narren. „Han spurgte Vorherre, om han kendte den Ridder. — Han er just ikke af dem, der gaar til Messe eller slider paa Bedeskamlen, sagde han. Men Vorherre var ikke til at rokke fra sin Mening. — St. Peder, St. Peder, sagde han højtidelig, du maa ikke glemme, at inden kort Tid skal den Ridder blive frommere end Gotfred! Hvorfra udgaar Mildhed og Fromhed, om ikke fra min Grav? Du skal opnaa at se Raniero di Ranieri hjælpe Enker og elendige Fanger. Du skal se ham have Omsorg for de syge og bedrøvede, som han nu har Omsorg for den hellige Flamme.“

Dette vakte en ustyrlig Latter. Alle, der kendte Ranieros Sind og Færd, fandt det i høj Grad latterligt. Men han selv fandt baade Spøgen og Latteren utaalelige. Han for op for at tugte Narren. Derved kom han til at støde saa voldsomt til Bordet, der ikke var andet end en Dør, som var lagt over et Par fritstaaende Bukke, at det vaklede, og Lyset faldt til Jorden. Nu viste det sig, hvor meget det var Raniero om at gøre, at Lyset skulde blive ved at brænde. Han dæmpede sin Vrede, saa han gav sig Tid til at tage det op og blæse Liv i Flammen, inden han for løs paa Narren. Men da han havde bragt Lyset i Sikkerhed, var Narren allerede smuttet ud af Teltet, og Raniero indsaa, det ikke kunde nytte at forfølge ham i Nattens Mørke. „Jeg træffer ham nok en anden Gang,“ tænkte han og satte sig ned.

Gæsterne havde imidlertid let ud, og en af dem vendte sig til Raniero og vilde fortsætte Spøgen. „Der er dog et, der er sikkert, Raniero, og det er, at du denne Gang ikke kan komme til at sende Madonna i Florens det kosteligste, du har vundet i Kampen,“ sagde han.

Raniero spurgte, hvorfor han troede, han denne Gang vilde afstaa fra sin gamle Vane.

„Ikke af nogen anden Grund,“ sagde Ridderen, „end at det kosteligste, du har vundet, er den Flamme, det blev dig tilstaaet at tænde i den hellige Gravs Kirke i hele Hærens Paasyn. Og den kan du dog vist ikke faa sendt til Florens.“

Igen lo de andre Riddere, men Raniero var nu i en saadan Stemning, at han vilde have indladt sig paa den dumdristigste Handling blot for at bringe Latteren til Tavshed. Hurtig fattede han sin Beslutning, kaldte en gammel Væbner hen til sig og sagde til ham: „Gør dig rede til en lang Rejse, Giovanni! I Morgen skal du drage til Florens med denne hellige Flamme.“

Men Væbneren sagde rent ud nej til denne Befaling. „Det er noget, jeg ikke vil paatage mig,“ sagde han. „Hvor skulde det være muligt at ride til Florens med et brændende Lys? Det vilde slukkes, før jeg kom ud af Lejren.“

Raniero spurgte den ene efter den anden af sine Mænd. Han fik samme Svar af dem alle. De lod til næppe at tage hans Befaling for Alvor.

Det var jo kun rimeligt, at de fremmede Riddere, der var hans Gæster, lo højere og muntrere, eftersom det viste sig, at ingen af Ranieros Mænd vilde udføre hans Befaling.

Raniero blev mere og mere ophidset. Tilsidst tabte han Taalmodigheden og raabte: „Denne Flamme skal nu alligevel bringes til Florens, og naar ingen anden vil ride dertil med den, saa vil jeg selv gøre det.“

„Tænk dig om, inden du lover sligt!“ sagde en af Ridderne. „Du rider fra et Fyrstendømme.“

„Jeg sværger jer til, at jeg skal bringe den Flamme til Florens!“ raabte Raniero. „Jeg skal gøre, hvad ingen anden har turdet paatage sig.“

Den gamle Væbner forsvarede sig: „Det er en anden Sag med dig, Herre. Du kan tage et stort Følge med dig, men mig vilde du sende afsted alene.“

Men Raniero var ude af sig selv og overvejede ikke sine Ord: „Jeg vil ogsaa drage afsted alene,“ sagde han.

Og dermed havde Raniero naaet sit Maal. Ingen i Teltet lo mere. De sad og stirrede forskrækket paa ham.

„Hvorfor ler I ikke længer?“ spurgte Raniero. „Dette Foretagende kan vel ikke være andet end en Børneleg for en tapper Mand.“
III

Ved Daggry næste Morgen steg Raniero til Hest. Han var iført fuld Rustning, men over denne havde han kastet en grov Pilgrimskappe, for at ikke Jernklædningen skulde blive for ophedet af Solstraalerne. Han var bevæbnet med Sværd og Stridskølle, og han red paa en god Hest. I Haanden holdt han et brændende Lys, og ved Sadlen havde han hængt to store Knipper lange Vokslys, for at Flammen ikke skulde dø af Mangel paa Næring.

Raniero red langsomt gennem den lange, bepakkede Teltgade, og saalænge gik alt godt. Det var endnu saa tidligt, at Taagerne, der steg op fra de dybe Dale omkring Jerusalem, ikke var lettet, og Raniero red som i en hvid Nat. Hele Lejren sov, og Raniero slap let forbi Vagtposterne. Ingen af dem raabte ham an, for den tætte Taage forhindrede dem i at se ham, og paa Vejen laa der en Fod højt tykt Støv, der gjorde Hestens Trin lydløse.

Raniero var snart ude af Lejren og drejede op ad den Vej, der fører til Joppe. Vejen var nu bedre, men han maatte alligevel ride langsomt for Flammens Skyld. Den brændte svagt i den tætte Taage, med et rødt, blafrende Skær. Uafladelig kom store Insekter flyvende lige imod Lyset med smældende Vingeslag. Raniero havde fuldt op at gøre med at passe paa det, men han var ved godt Mod og syntes endnu, at det Hverv, han havde paataget sig, ikke var sværere, end at et Barn maatte kunne røgte det.

Imidlertid blev Hesten træt af den langsomme Gang og satte i Trav. Men da begyndte Flammen at vifte for Lufttrækket. Det hjalp ikke, at Raniero søgte at beskytte den med sin Haand og med Kappen. Han saa, den var lige ved at slukkes.

Men han havde ikke Lyst til saa hurtig at opgive sin Hensigt. Han standsede Hesten og sad en Tid stille og tænkte sig om. Tilsidst sprang han af Sadlen og prøvede paa at sidde baglængs, saa han med sit Legeme beskyttede Flammen mod Vind og Træk. Paa den Maade lykkedes det ham at holde den brændende, men han indsaa nu, at Rejsen vilde blive besværligere, end han fra Begyndelsen havde tænkt sig.

Da han var kommen paa den anden Side de Bjerge, der omgiver Jerusalem, var der ingen Taage længer. Han red nu videre i den dybeste Ensomhed. Der var hverken Mennesker eller Huse eller grønne Træer og Planter, kun nøgne Bjerge.

Her blev Raniero angreben af Røvere. Det var Landstrygere, der uden Tilladelse fulgte med Hæren og levede af Rov og Plyndring. De havde ligget gemt bag en Klippe, og Raniero, der red baglængs, havde ikke set dem, før de allerede havde omringet ham og løftede deres Sværd imod ham.

Der var tolv Mand: ynkelige saa de ud og red paa usle Heste. Raniero saa straks, at det vilde være ham en let Sag at bryde igennem Flokken og ride sin Vej. Men han indsaa, at det ikke kunde lade sig gøre, uden at han kastede Lyset fra sig. Og han syntes dog ikke, han saa let vilde opgive sit Forehavende efter de stolte Ord, han havde talt om Natten.

Han fandt da ingen anden Udvej end at indgaa en Overenskomst med Røverne. Han sagde til dem, at da han var vel hevæbnet og red en god Hest, vilde det blive svært for dem at overvinde ham, dersom han forsvarede sig. Men saasom han var bunden ved et Løfte, vilde han ingen Modstand gøre, men lade dem tage, hvad de ønskede, uden Kamp, naar de blot vilde love ikke at slukke hans Lys.

Røverne havde ventet en haard Kamp. De blev meget glade over Ranieros Forslag og gav sig straks til at plyndre ham. De tog baade hans Rustning og hans Ganger, baade Vaaben og Penge. Det eneste, de lod ham beholde, var den grove Kappe og de to Knipper Lys. De holdt ogsaa ærligt deres Løfte ikke at slukke Flammen.

En af dem var sprungen op paa Ranieros Hest. Da han mærkede, hvor god den var^, fik han aabenbart lidt Medlidenhed med Ridderen. Han raabte til ham: „Se der, vi maa jo ikke være for haarde imod en Kristen. Du skal faa min gamle Hest at ride paa.“

Det var en elendig Krik. Den var saa tung og stivbenet som om den var af Træ.

Da Røverne omsider var borte, og Raniero gik hen og satte sig op paa den usle Krik, sagde han til sig selv: „Jeg tror, den Flamme har forhekset mig. For dens Skyld rider jeg nu her paa Vejen som en forrykt Tigger.“

Han indsaa, det vilde være klogt af ham at vende om, da Foretagendet i Virkeligheden var uudførligt. Men han var besjælet af saa stærkt et Ønske om at føre det igennem, at han ikke kunde modstaa sin Trang til at fortsætte Færden.

Han drog altsaa videre. Stadig saa han til alle Sider de samme nøgne, lysegule Bjerge.

En Stund efter kom han forbi en ung Hyrde, der røgtede sine Geder. Da Raniero saa Dyrene gaa og græsse paa den nøgne Mark, spurgte han sig selv, om de aad Jord.

Den Hyrde havde rimeligvis ejet en større Hjord, der var stjaalen fra ham af Korsfarerne. Da han nu saa en enlig Kristen komme ridende, søgte han at gøre ham al den Fortræd, han kunde. Han for løs paa ham og slog med sin Stav efter hans Lys. Flammen var til saa stor Hindring for Raniero, at han ikke engang kunde forsvare sig mod en Hyrde. Han holdt kun Lyset tæt ind til sig for at beskytte det. Hyrden slog endnu et Par Gange efter det, men saa blev han forbavset staaaende og holdt op at slaa. Han saa, at der var gaaet Ild i Ranieros Kappe, men Raniero gjorde ikke noget for at kvæle Ilden, saalænge Flammen var i Fare. Hyrden følte sig aabenbart skamfuld. Han fulgte en Tid lang efter Raniero, og paa et Sted, hvor Vejen var meget smal med en Afgrund paa hver Side, kom han hen og trak Hesten for ham.

Raniero smilede og tænkte, at Hyrden nok antog ham for en hellig Mand, der foretog en Bodsøvelse.

Henad Aften begyndte Raniero at møde Mennesker. Rygtet om Jerusalems Fald havde nemlig i Nattens Løb spredt sig ned til Kysten, og en Mængde Mennesker havde straks gjort sig rede til at drage derop. Der var Pilgrimme, som i mange Aar havde ventet paa Lejlighed til at komme ind i Jerusalem, der var nyankomne Krigsfolk, og fremfor alt var der Købmænd, der skyndte sig dertil med store Ladninger af Levnedsmidler.

Da disse Skarer mødte Raniero, som kom ridende baglængs med et Lys i Haanden, raabte de: „En gal Mand, en gal Mand!“

De fleste var Italienere, og Raniero hørte dem paa sit eget Maal raabe: pazzo, pazzo! hvad der betyder: en gal Mand, en gal Mand!

Raniero, der hele Dagen saa godt havde forstaaet at holde sig selv i Tømme, blev heftig opbragt ved disse stadig tilbagevendende Raab. Pludselig sprang han af Sadlen og gav sig til at slaa løs paa Skraalhalsene med sine haarde Næver. Da de mærkede, hvor tunge Slagene faldt, flygtede de alle som een, og snart stod han alene tilbage paa Vejen.

Raniero kom nu igen til sig selv. „Sandelig havde de Ret, der kaldte dig pazzo,“ sagde han, idet han saa sig om efter Lyset, som han ikke vidste, hvor han havde gjort af. Endelig saa han, at det var rullet fra Vejen ned i et Hul. Flammen var gaaet ud, men han saa Gnister i en tør Tue tætved, og forstod, at han havde haft Lykken med sig, saa Lyset havde antændt Græsset, inden det slukkedes.

„Det kunde være blevet en ynkelig Ende paa megen Møje,“ tænkte han, medens han tændte Lyset og igen steg i Sadlen. Han følte sig meget ydmyget. Det forekom ham nu ikke videre sandsynligt, at hans Færd vilde lykkes.

Henad Aften naaede Raniero Ramle og red hen til et Sted, hvor Karavaner plejede at søge Natteherberge. Det var en stor, overbygget Gaard. Rundt omkring var der smaa Aflukker, hvor de rejsende kunde stille deres Heste ind. Der var ingen Værelser, saa Folk maatte sove ved Siden af deres Dyr.

Der var overfyldt, men Værten skaffede dog Plads til Raniero og hans Hest. Han gav ogsaa Hesten Foder og Raniero Mad.

Da Raniero mærkede, at han blev saa godt behandlet, tænkte han: „Jeg er nærved at tro, at Røverne har gjort mig en Tjeneste ved at tage min Rustning og min Hest fra mig. Jeg kommer sikkert lettere gennem Landet med min Byrde, hvis Folk holder mig for gal.“

Da Raniero havde sat Hesten i Spiltovet, satte han sig paa et Knippe Halm med Lyset i Hænderne. Han havde ikke i Sinde at sove, men vilde holde sig vaagen hele Natten.

Raniero havde dog næppe sat sig ned, før han faldt i Søvn. Han var grænseløs træt; i Søvne strakte han sig, saa lang, han var, og sov lige til om Morgenen.

Da han vaagnede, saa han hverken Flamme eller Lys. Han ledte efter Lyset i Halmen, men fandt det ingen Steder.

„Der maa nogen have taget det fra mig og slukket det,“ tænkte han. Og han prøvede at bilde sig selv ind, at han var glad over, at det hele var forbi, og at han ikke behøvede at fuldende et umuligt Forehavende.

Men samtidig med, at han tænkte dette, følte han Tomhed og Savn. Han havde aldrig inderligere ønsket, at det, han havde foresat sig, skulde lykkes.

Han trak Hesten ud, striglede den og lagde Sadel paa den.

Da han var færdig, kom Værten, der ejede Karavanseraiet, hen til ham med et brændende Vokslys. Han sagde til ham paa frankisk: „Jeg maatte tage dit Lys fra dig i Gaar, da du faldt i Søvn, men her har du det igen.“

Raniero lod sig ikke mærke med noget, men sagde ganske roligt: „Det var klogt af dig at slukke det.“

„Jeg har ikke slukket det,“ sagde Manden. „Jeg saa, det brændte, da du kom, og jeg troede, det var dig om at gøre, at det blev ved at brænde. Naar du ser, hvor meget det er svundet, kan du nok forstaa, det har brændt hele Natten.“

Raniero straalede af Glæde. Han roste Værten meget og red videre i det bedste Lune.
IV

Da Raniero brød op fra Jerusalem, var det hans Hensigt at tage Søvejen fra Joppe til Italien. Men han forandrede denne Beslutning, da Røverne havde plyndret ham for alle hans Penge, og besluttede at rejse over Land.

Det blev en lang Rejse. Fra Joppe drog han mod Nord langs med Syriens Kyst. Derefter gik Farten mod Vest langs med Lilleasiens Halvø. Derpaa igen mod Nord helt op til Konstantinopel. Og derfra havde han endnu et godt Stykke Vej hjem til Florens.

I al den Tid levede Raniero af milde Gaver. Det var mest Pilgrimme, der nu i store Skarer strømmede til Jerusalem, som delte deres Brød med ham.

Skønt Raniero næsten altid red alene, var Dagene dog ikke lange eller ensformige for ham. Han maatte altid holde Øje med Flammen og kunde aldrig være rolig. Der skulde ikke mere til end et Vindpust, en Draabe Regn, og det vilde have været ude med den.

Mens Raniero red ad ensomme Veje og ikke tænkte paa andet end at holde Flammen i Live, faldt det ham ind, at han engang før havde været med til noget saadant. En Gang før havde han set et Menneske vaage over noget, der var ligesaa ømtaaligt som en Flamme.

Først stod det saa uklart for ham, at han tænkte sig, det maaske var noget, han havde drømt.

Men som han drog alene gennem Landene, stod det atter og atter for ham, som han een Gang før havde været med til noget lignende.

„Det er, som om jeg hele mit Liv igennem ikke havde hørt Tale om andet,“ sagde han.

En Aften kom Raniero ridende ind i en By. Kvinderne stod i Dørene og saa efter deres Mænd. Raniero saa da en Kvinde, der var høj og slank og havde alvorlige Øjne. Hun mindede ham om Franceska degli Uberti.

I samme Øjeblik kom Raniero til Klarhed over det, han havde grundet paa. Han tænkte, at for Franceska havde hendes Kærlighed sikkert været lig en Flamme, som hun altid vilde holde brændende, og som hun bestandig frygtede, Raniero skulde slukke for hende. Han blev forundret over denne Tanke, men blev mere og mere sikker paa, at saadan forholdt det sig. For første Gang begyndte det at gaa op for ham, at det ikke var med Vaabendaad, han skulde vinde hende tilbage.

* *
*

Den Rejse, Raniero gjorde, blev meget langvarig. Og ikke mindst, fordi han ikke kunde færdes ude i daarligt Vejr. Da sad han inde i Karavanseraiet og passede paa Flammen. Det var strenge Dage.

En Dag, da Raniero drog over Bjerget Libanon, saa han, at det trak sammen til Uvejr. Han var højt oppe mellem frygtelige Kløfter og Afgrunde, langt fra enhver menneskelig Bolig. Endelig saa han paa Toppen af en Klippe en saracensk Helgengrav. Det var en lille firkantet Bygning af Sten med hvælvet Tag. Han syntes, det var bedst at søge Tilflugt der.

Næppe var Raniero kommet derind, før der brød en Snestorm løs, som varede i to Dage. Og samtidig blev Kulden saa stærk, at han var nær ved at fryse ihjel.

Raniero vidste, at der ude paa Bjerget var fuldt op af Ris og Kviste, saa det ikke vilde være vanskeligt for ham at faa samlet Brænde til et Baal. Men han ansaa den Flamme, han bar, for meget hellig og vilde ikke tænde andet med den end Lysene foran den hellige Jomfrus Alter.

Uvejret blev værre og værre, og tilsidst hørte han Torden og saa Lyn.

Og et Lyn slog ned paa Bjerget lige udenfor Graven og antændte et Træ. Og paa denne Maade fik Raniero sit Baal tændt uden at behøve at laane af den hellige Ild.

* *
*

Da Raniero red gennem en øde Del af de ciliciske Bjerge, slap hans Lys op. De Knipper Lys, han havde haft med fra Jerusalem, var brugt op for længe siden, men han havde dog kunnet klare sig, da der paa hele Vejen havde været kristne Menigheder, hvor han havde tigget nye Lys.

Men nu var hans Forraad sluppet op, og han tænkte, det vilde blive Enden paa Rejsen.

Da der var saa lidt tilbage af Lyset, at Flammen brændte hans Fingre, sprang han af Hesten, samlede Kviste og tørt Græs og antændte dette med den sidste Gnist af Flammen.

Men der var ikke meget, der kunde brænde, deroppe paa Bjerget, og Ilden vilde snart gaa ud.

Allerbedst som Raniero sad og sørgede over, at den hellige Flamme skulde dø, hørte han Sang fra Vejen, og en Procession Pilgrimme kom dragende op ad Stien med Lys i Hænderne. De var paa Vej til en Grotte, hvor der havde levet en hellig Mand, og Raniero fulgte med dem. Der var iblandt dem en Kvinde, der var gammel og havde ondt ved at gaa, og Raniero hjalp hende og næsten bar hende op ad Bjerget.

Da hun bagefter takkede ham, gjorde han Tegn til hende, at hun skulde give ham sit Lys. Og det gjorde hun, og der var flere andre, der gav ham de Lys, de havde i Haanden.

Han slukkede Lysene, ilede nedad Stien og tændte et af dem ved de sidste Gnister af den lid, der var tændt af den hellige Flamme.

* *
*

En Middagsstund var det meget varmt, og Raniero havde lagt sig til at sove i et Krat. Han sov fast, og Lyset stod ved Siden af ham mellem to Stene. Men da Raniero havde sovet en Tid, gav det sig til at regne, og det blev ved at regne temmelig længe, uden at han vaagnede. Da han omsider for op af Søvnen, var Jorden rundt omkring vaad, og han turde næppe se paa Lyset af Frygt for, at det skulde være slukket.

Men Lyset brændte stille og roligt midt i Regnen, og Raniero saa, at det kom af, at to smaa Fugle fløj og flagrede et Stykke over Flammen. De næbbedes og bredte Vingerne ud, og derved havde de beskyttet Flammen imod Regnen.

Raniero tog straks sin Hætte af og hængte den over Lyset. Derpaa rakte han Haanden ud over de smaa Fugle, for han havde faaet Lyst til at klappe dem. Og ingen af dem fløj sin Vej, men lod sig fange af ham.

Raniero blev meget forundret over, at Fuglene ikke var bange for ham. Men han tænkte: „De er ikke bange for mig, for de ved, at jeg ikke har anden Tanke end at vogte det, som er det mest ømtaalige af alt.“

* *
*

Raniero kom ridende i Nærheden af Nicæa. Han mødte der vesterlandske Herrer, som var paa Vej til det hellige Land med Hjælpetropper. I denne Skare var der ogsaa Robert Taillefer, der var en vandrende Ridder og Troubadour.

Raniero kom ridende i sin slidte Kappe med Lyset i Haanden, og Krigsfolkene gav sig som sædvanligt til at raabe: „En gal Mand, en gal Mand!“ Men Robert tyssede paa dem og tiltalte den ridende:

„Har du redet langt paa denne Maade?“ spurgte han ham.

„Jeg har redet paa denne Maade lige fra Jerusalem,“ svarede Raniero.

„Har dit Lys da været slukket mange Gange paa Vejen?“

„Paa mit Lys brænder endnu den samme Flamme, som da jeg rejste fra Jerusalem,“ svarede Raniero.

Da sagde Robert Taillefer til ham: „Jeg er ogsaa en af dem, der bærer en Flamme, og jeg vilde gerne have, den skulde brænde evig. Men kanske du, der har ført dit Lys brændende lige fra Jerusalem, kan sige mig, hvad jeg skal gøre, for at den ikke skal slukkes.“

Da svarede Raniero: „Det er et svært Arbejde, Herre, skønt det ser ud til at være en let Sag. Jeg vil visselig ikke raade jer til et saadant Foretagende. Thi denne lille Flamme kræver af jer, at I helt skal ophøre at tænke paa noget andet. Den tillader eder ikke at have en Kæreste, om I skulde have Lyst til saadant, og I tør heller ikke vove for den Flammes Skyld at sætte jer ved et Drikkelag. I maa ikke have andet i Tanke end denne Flamme alene og ingen anden Glæde eje. Men hvorfor jeg først og fremmest fraraader jer at gøre den Færd, jeg nu har fristet, er, fordi I aldrig et Øjeblik kan føle jer tryg. Har I end bjerget Flammen gennem nok saa mange Farer, maa I dog ikke et Øjeblik tro jer sikker, men I maa være beredt paa, at den i næste Øjeblik svigter jer.“

Da løftede Robert Taillefer stolt sit Hoved og svarede: „Hvad du har gjort for din Flamme, skal jeg ogsaa vide at gøre for min.“

* *
*

Raniero var naaet til Italien. En Dag kom han ridende ad øde Veje højt oppe mellem Bjergene. Da kom en Kvinde løbende efter ham og bad, om hun maatte laane Ild fra hans Lys. „Min Ild er gaaet ud,“ sagde hun, „mine Børn sulter. Laan mig Ild, saa jeg kan faa min Ovn varm og bage Brød til dem!“

Hun strakte Haanden ud efter Lyset, men Raniero trak det til sig, for han vilde ikke tilstede, at der ved den Flamme blev tændt andet end Lysene foran den hellige Jomfrus Billede.

Da sagde Kvinden til ham: „Giv mig Ild, Pilgrim; thi mine Børns Liv er den Flamme, som det er paalagt mig at holde brændende!“ Og for de Ords Skyld lod Raniero hende tænde Vægen i sin Lampe ved hans Flamme.

Et Par Timer efter red Raniero ind i en By. Den laa højt oppe i Bjergene, saa der var meget koldt. En ung Bondekarl stod paa Vejen og saa den stakkels Mand, der kom ridende i sin slidte Kappe. Hurtig tog han sin korte Kappe af og kastede den hen til ham paa Hesten. Men Kappen faldt lige ned over Lyset og slukkede Flammen,

Raniero kom saa i Tanker om den Kvinde, der havde laant Ild hos ham. Han vendte tilbage til hende og fik paany sit Lys tændt ved den hellige Ild.

Inden han red videre, sagde han til hende: „Du siger, at den Flamme, du har at vogte, er dine Børns Liv. Kan du sige mig, hvad Navn den Flamme har, som jeg har ført de lange Veje?“

„Hvor er din Flamme tændt?“ spurgte Kvinden.

„Den er tændt ved Kristi Grav,“ sagde Raniero.

„Da kan den ikke have andet Navn end Mildhed og Menneskekærlighed,“ sagde hun.

Raniero lo ad Svaret. Han syntes, han var en underlig Apostel for saadanne Dyder.

* *
*

Raniero red mellem blaa Bjerge af skønne Former. Han saa, han var i Nærheden af Florens.

Han tænkte paa, at nu blev han snart fri for denne Flamme. Han mindedes sit Telt i Jerusalem, som han havde forladt fuldt af Krigsbytte, og de tapre Krigere, som endnu var i Palæstina, og som vilde glæde sig, naar han vendte tilbage til Krigshaandværket og førte dem frem til Sejr og Bytte.

Da mærkede Raniero, at han ikke følte nogen Glæde ved at tænke herpaa, men at hans Tanker hellere gik i en anden Retning.

Og Raniero indsaa da for første Gang, at han ikke mere var den samme Mand, der drog ud fra Jerusalem. Dette Ridt med Flammen havde bragt ham til at glæde sig over alle, der var fredelige og kloge og barmhjertige, og at afsky dem, der var vilde og stridslystne.

Han blev glad, hvergang han tænkte paa Mennesker, der arbejdede fredeligt i deres Hjem, og det faldt ham ind, at han nu gerne vilde flytte ind i sit gamle Værksted i Florens og udføre skønt og kunstfærdigt Arbejde.

„Sandelig, denne Flamme har omskabt mig,“ tænkte han. „Jeg tror, den har gjort mig til et andet Menneske.“
V

Det var Paaske, da Raniero red ind i Florens.

Næppe var han kommen inden for Byens Port, baglængs paa Hesten, med Hætten ned over Ansigtet og det brændende Lys i Haanden, før en Tigger raabte det sædvanlige: „Pazzo, pazzo!“

Ved dette Raab kom en Gadedreng farende ud af en Port, og en Dagdriver, der ikke i lang Tid havde haft andet Arbejde end at ligge og stirre op i Luften, kom hurtig paa Benene. Og begge to gav sig til at raabe det samme: „Pazzo, pazzo!“

Da der nu var tre til at raabe, gjorde de Støj nok til at vække alle Kvarterets Gadedrenge. De kom styrtende frem fra Kroge og Smuthuller, og saasnart de saa Raniero i hans slidte Kappe og paa den usle Hest, gav de sig til at skraale: „Pazzo, pazzo!“

Men det var ikke andet, end hvad Raniero var vant til. Han red stille hen ad Gaden uden at ænse de raabende.

De lod sig ikke nøje med at raabe, men en af dem sprang op og prøvede paa at puste Lyset ud.

Raniero holdt Lyset højt i Vejret. Og samtidig drev han Hesten fremad for at slippe bort fra Drengene.

Men de holdt Skridt med ham og gjorde alt, hvad de kunde, for at puste Lyset ud.

Jo mere Raniero anstrengte sig for at bevare Flammen, jo ivrigere blev de. De sprang op paa Ryggen af hinanden, spilede Kinderne ud og blæste. De kastede deres Huer op paa Lyset. Kun fordi de var saa mange og ikke kunde komme til for hverandre, lykkedes det dem ikke at slukke Flammen.

Der var stort Opløb paa Gaden. I Vinduerne stod Folk og lo. Ingen havde Medlidenhed med den gale Mand, der vilde forsvare sin Flamme. Det var Kirketid, og mange Kirkegængere var paa Vej til Messen. De blev ogsaa staaende og lo ad Legen.

Men nu stod Raniero oprejst i Sadlen for at redde Lyset. Han saa vild ud. Hætten var gleden ned, og man kunde se hans Ansigt, der var udtæret og blegt som en Martyrs. Lyset holdt han saa højt i Vejret, som han formaaede.

Hele Gaden var eet Mylr. Selv de voksne begyndte at tage Del i Legen. Kvinderne viftede med deres Hovedduge, og Mændene svingede med Baretterne. Alle arbejdede paa at slukke Lyset.

Raniero red forbi et Hus, der havde en Svalegang. Paa den stod en Kvinde. Hun bøjede sig ud over Rækværket, greb Lyset og ilede ind i Stuen med det.

Hele Gaden genlød af skingrende Latter og Jubelraab, men Raniero vaklede i Sadlen og styrtede ned paa Gaden.

Men da han laa der, forslaaet og afmægtig, løb Folk hurtig deres Vej.

Ingen vilde tage sig af den faldne. Kun hans Hest blev staaende ved Siden af ham.

Saasnart Folkeskaren havde forladt Gaden, kom Franceska degli Uberti ud af sit Hus med et brændende Lys i Haanden. Hun var smuk endnu, hendes Træk var blide, og hendes Øjne dybe og alvorlige.

Hun gik hen til Raniero og bøjede sig over ham. Raniero laa bevidstløs, men i det samme Lysskæret faldt paa hans Ansigt, gjorde han en Bevægelse og f6r op. Det var, som om Flammen var det eneste, der havde Magt over ham. Da Franceska saa, at han var kommen til sig selv, sagde hun: „Her har du dit Lys. Jeg tog det fra dig, fordi jeg saa, hvor meget det var dig om at gøre at holde det brændende. Jeg vidste ingen anden Maade at hjælpe dig paa.“

Raniero havde i Faldet slaaet sig slemt. Men nu kunde intet holde ham tilbage. Forsigtigt søgte han at rejse sig. Han prøvede paa at gaa, men Benene svigtede ham, og han var nær ved at falde. Saa søgte han at komme op paa Hesten. Franceska hjalp ham. „Hvor vil du hen?“ spurgte hun, da han igen sad i Sadlen. „Jeg vil til Domkirken,“ sagde han. „Saa skal jeg følge dig,“ sagde hun, „thi jeg er paa Vej til Messen.“ Og hun ledte Hesten for ham.

Franceska havde øjeblikkelig genkendt Raniero. Men Raniero lagde ikke Mærke til, hvem hun var, for han gav sig ikke Tid til at se paa hende. Han holdt Øjnene stift heftede paa Flammen.

Paa Vejen var de fuldstændig tavse. Raniero tænkte ikke paa andet end Flammen og paa at vogte den godt disse sidste Øjeblikke. Franceska kunde ikke tale, fordi det var hende, som om hun ikke ønskede at faa fuld Sikkerhed for det, hun frygtede. Hun kunde ikke tro andet, end at Raniero var kommen vanvittig hjem. Skønt hun var næsten overbevist derom, vilde hun helst ikke tale med ham for ikke straks at faa fuld Vished.

Da Raniero havde redet et Stykke, hørte han en græde ved Siden af sig. Han saa sig om og opdagede, at det var Franceska degli Uberti, der gik ved Siden af ham, og hun gik og græd. Men Raniero saa hende kun et Øjeblik og sagde ikke et Ord til hende. Han vilde ikke tænke paa andet end Flammen.

Raniero lod sig føre hen til Sakristiet. Der steg han af Hesten. Han takkede Franceska for hendes Hjælp, men saa heller ikke nu paa hende, men paa Lyset. Han gik alene ind i Sakristiet til Præsterne.

Franceska gik ind i Kirken. Det var Paaskeaften, og alle Lys i Kirken stod utændte paa deres Altre til Tegn paa Sorg. Franceska syntes, at saaledes var det nu for hende, at hver Haabets Flamme, der havde brændt i hende, var slukket.

I Kirken herskede der stor Højtidelighed. Der var mange Præster samlede ved Altret. Alle Domherrerne sad fuldtallige i Koret, og øverst iblandt dem sad Biskoppen.

Efter en Stunds Forløb mærkede Franceska, at der blev Røre blandt Præsterne. Næsten alle de, som ikke gjorde Tjeneste ved Messen, rejste sig og gik ud i Sakristiet. Tilsidst gik ogsaa Biskoppen.

Da Messen var forbi, traadte en Præst frem i Koret og talte til Menigheden. Han fortalte, at Raniero di Ranieri var kommen til Florens med hellig Ild fra Jerusalem. Han fortalte, hvad Ridderen havde lidt og udstaaet paa Vejen. Og han priste ham over al Maade.

Folk sad forbavsede og hørte paa dette. Franceska havde aldrig oplevet saa lykkeligt et Øjeblik. „O Gud,“ sukkede hun, „dette er en større Lykke, end jeg kan bære.“ Hendes Taarer strømmede, mens hun lyttede.

Præsten holdt en lang Tale. Tilsdst sagde han med vældig Stemme: „Nu kan det tilvisse synes en ringe Ting, at en Flamme er bragt her til Florens. Men jeg siger eder: Bed til Gud, at han giver Florens mange Bærere af evig Ild, saa vil den blive en stor Magt og lovprist blandt Stæder!“

Da Præsten havde endt sin Tale, blev Domkirkens Hoveddøre slaaet op, og en Procession, saa god som den i Hast kunde ordnes, kom vandrende ind. Der gik Domherrer og Munke og Præster, og de skred ad Midtergangen op til Altret. Allersidst gik Biskoppen og ved hans Side Raniero i samme Kappe, som han havde været iført paa hele Rejsen.

Men da Raniero var kommen over Kirkens Tærskel, rejste en gammel Mand sig og gik henimod ham. Det var Oddo, som var Fader til den Svend, Raniero havde haft paa sit Værksted, og som havde hængt sig for hans Skyld.

Da denne Mand stod foran Biskoppen og Raniero, bøjede han sig for dem. Derpaa sagde han med saa høj Stemme, at alle i Kirken kunde høre ham: „Det er en stor Ting for Florens, at Raniero er kommen med hellig Ild fra Jerusalem. Sligt har aldrig før været spurgt eller hørt. Kan hænde, ogsaa mange derfor vil sige, det ikke er muligt. Derfor beder jeg eder lade hele Folket vide, hvilke Beviser og Vidner Raniero har ført paa, at dette virkelig er Ild, der er tændt i Jerusalem.“

Da Raniero hørte disse Ord, sagde han: „Nu hjælpe mig Gud! Hvorledes skulde jeg skaffe Vidner? Jeg har gjort Rejsen alene. Klipper og Ørkner er de eneste Vidner, jeg har.“

„Raniero er en ærlig Ridder,“ sagde Biskoppen, „og vi tror ham paa hans Ord.“

„Raniero maatte jo selv vide, at der vilde opstaa Tvivl herom,“ sagde Oddo. „Han kan vel ikke have redet ganske alene. Hans Væbnere maa kunne vidne for ham.“

Da banede Franceska degli Uberti sig Vej ud af Folkehoben og gik hen til Raniero. „Hvad gøres Vidner behov?“ sagde hun. „Alle Kvinder i Florens vil gøre Ed paa, at Raniero taler Sandhed.“

Da smilede Raniero, og for et Øjeblik lyste det op i hans Ansigt. Men derpaa vendte han igen sit Blik og sine Tanker mod Flammen.

Der blev stort Røre i Kirken. Nogle sagde, at Raniero ikke skulde have Lov at tænde Lysene paa Altret, før hans Sag var bevist. Til dem sluttede mange af hans gamle Fjender sig.

Da rejste Jacopo degli Uberti sig og talte Ranieros Sag. „Alle her ved sikkerlig, at der ikke har hersket synderligt Venskab mellem mig og min Svigersøn,“ sagde han, „men nu vil baade jeg og mine Sønner gaa i Borgen for ham. Vi tror, at han har udført den Daad, og vi ved, at den, der har formaaet at bringe et saadant Foretagende til Ende, er en vis og varsom og ædel Mand, som vi er glade ved at optage iblandt os.“

Men Oddo og mange med ham var ikke til Sinds at lade Raniero nyde den Lykke, hans Hu stod til. De samlede sig i en tæt Klynge, og det var let at se, at de ikke vilde opgive deres Fordring.

Raniero indsaa, at dersom det nu kom til Kamp, vilde de straks prøve paa at komme Flammen til Livs. Mens han stadig holdt Øjnene fæstede paa sine Modstandere, løftede han Lyset saa højt i Vejret, som han kunde.

Han saa dødtræt og fortvivlet ud. Man kunde se paa ham, at skønt han vilde holde ud i det længste, ventede han ikke andet end Nederlag. Hvad gavnede det ham nu, om han fik Lov at tænde Flammen! Oddos Ord havde været et Dødsstød. Naar først engang Tvivlen var vakt, vilde den sprede sig og vokse. Han syntes, Oddo allerede havde slukket Flammen for bestandig.

En lille Fugl kom flagrende ind i Kirken gennem de store, aabne Porte. Den fløj lige hen paa Ranieros Lys. Han fik det ikke hurtig nok trukket til sig. Fuglen stødte imod det og slukkede Flammen.

Ranieros Arm faldt slapt ned, og Taareme traadte ham i Øjnene. Men i første Øjeblik følte han det som en Lettelse. Det var bedre, end om Mennesker havde slukket den.

Den lille Fugl fortsatte Flugten op gennem Kirken og flagrede forvirret frem og tilbage, saaledes som Fugle gør, naar de kommer ind i et lukket Rum.

Da brusede pludselig et højt Raab igennem Kirken: „Fuglen brænder! Den hellige Flamme har tændt dens Vinger!“

Den lille Fugl peb ynkeligt. Nogle Sekunder fløj den som en viftende Flamme om i de høje Hvælvinger i Koret. Derpaa sank den pludselig og faldt død ned paa Madonnas Alter.

Men i samme Øjeblik som Fuglen faldt ned paa Altret, stod Raniero der. Han havde banet sig Vej gennem Kirken; intet kunde standse ham. Og ved de Flammer, som fortærede Fuglens Vinger, tændte han Lysene paa Madonnas Alter.

Da løftede Biskoppen sin Stav og raabte: „Gud vilde det! Gud har vidnet for ham!“

Og alle i Kirken, baade Venner og Modstandere, holdt op at spørge og tvivle. De raabte alle, betagne af Guds Under: „Gud vilde det! Gud har vidnet for ham!“

Om Raniero er nu kun det at fortælle, at han levede lykkelig alle sine Dage og var vis og varsom og barmhjertig. Men Folket i Florens kaldte ham altid Pazzo di Ranieri til Minde om, at man havde holdt ham for gal. Og dette blev et Æresnavn for ham. Fra ham udgik en Stormandsslægt, og den antog Navnet Pazzi og kalder sig saaledes den Dag i Dag.

Der kan endvidere være Grund til at fortælle, at det blev Skik i Florens hver Paaskeaften at holde en Fest til Minde om Ranieros Hjemkomst med den hellige Ild, og at man ved den Lejlighed altid lader en kunstig Fugl flyve igennem Domkirken med Ild. Og hvis der ikke nylig er sket en Forandring heri, er denne Fest vel bleven fejret ogsaa i Aar.

Men om det er sandt, hvad mange mener, at de Bærere af hellig Ild, der har levet i Florens og gjort Byen til en af Jordens skønneste, har set et Forbillede i Raniero og derved er blevet opmuntrede til at udrette store Ting, det skal her være usagt.

Thi de Ting, der er virket af det Lys, som i mørke Tider udgik fra Jerusalem, de kan hverken maales eller tælles.