Laust Vinding og hans Arv

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag Kjøbenhavn


Mens Aarene gik.djvu Mens Aarene gik.djvu/13 109-170

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

LAUST VINDING
OG HANS ARV

I

Sødalsognet var stort i Omkreds.

Der hørte over en Snes større og mindre Byer ind under det, og da meget af Jorden var Hede og sandede Marker laa de vidtspredte.

Der var Beboere, der havde milelange Veje at vandre for at naa ind til Kirken om Søndagene.

Især i Retningen mod Nordøst strakte Sognet sig langt frem. Det var Retningen ud mod Fjordby, den lille rødtagede Købstad, der laa og solede sig derude paa den langstrakte Bakkeskrænt med den bugtede Aa og de brede grønne Enge i Dalen foran sig og Skoven og den blanke Fjord i Baggrunden.

Kom man ad Landevejen, der i en stor Bue løb ind gennem Sødalen, og derpaa over Kærene og Broen nede ved Søgaardene svingede op paa den sorte Hede, kunde Ens Øjne faa meget travlt; thi heroppe paa Højderyggen, hvor der halve Mil ad Gangen ikke var en eneste Menneskebolig at opdage, her havde man den videste Udsigt rundt omkring sig.

Mod Øst derude langs Hederanden laa en hel Række af brogede Smaabyer, der alle hørte ind under Sødalen, Østersognet, kaldte man dem. Sommesteder var det en Del nybyggede Huse, der havde flokket sig omkring en Skole, en Mølle eller en Købmandshandel. De mange smaa røde og blaa Tage ind imellem Straatagene fik Flokken til at tage sig ud som store Buketter af spraglede Efteraarsblomster.

Andre Steder var det en Klynge gamle Gaarde, der laa og lunede sig ind til hverandre med Pilebuske og Hyldetræer paa de graa Sanddiger, der forbandt det ene Hjem med det andet

Mod Vest havde man den milelange Række af Søer, som alle var forbundne. Hist bugtede de sig ud til hele store Vande, hvis urolige Bølger fortalte om deres Dybder, her snævrede de sig ind til smaa bæksmalle Løb, der næsten helt forsvandt mellem de grønne Engbredder. — Nu var de forbi. — Nej, se der! — Atter bag den nye Bakkeknude dukkede der et Søspejl frem — som en blaanende, blinkende Overraskelse laa det der og tittede saa smilende og skælmsk midt i den sorte enstonige og alvorlige Hede.

Men fremefter mod Nord, der standsede Blikket først derude ved Købstaden. Her hvor man var, her var Landevejen og Heden, fremefter der havde man den lille rødtagede By paa den langstrakte Bakkeskrænt, med Aa og med Eng foran sig og med Skoven og Fjorden som Baggrund. —

— Saa pludselig naar man mindst anede det, saa løb Vejen ned i en dyb Sænkning og alt det, man havde haft saa travlt med at kigge paa deroppe fra Heden, var med et forsvundet. Man saae sig om og syntes, man var som ført hen til en hel anden Egn.

Nu havde man foran sig en stor frodig Dal, som ingen havde kunnet ane. En lille Bæk snoede sig frem nede i Dybet med grønne Kære paa begge Sider, noget sandet Jord laa og støvede oppe paa Højderne, men i Kløfter og Lavninger var der fed og god Muldjord, hvor Sæd og Græs vældede frem i bugnende Frodighed.

Hemede laa der tre store Bøndergaarde med velholdte grundmurede Huse og en Rad af Skorstene paa Salsenes Tage.

Vest i Dalen var der en rigtig Flyvebakke, der stræbte til Himmels i en næsten keglespids Højhed. Den hed Aspebjerg. Og efter den havde man opkaldt de to af Gaardene og den hele Lavning, hvor der foruden Gaardene ogsaa laa enkelte Smaahuse spredte omkring i de halvt usynlige Kløfter.

Men den tredje af Gaardene hed Toftegaarden.

Det var den største baade af Bygninger og af Jorder, og til den knyttede der sig mange Mærkeligheder.

Det var ikke alene Sødalssognet, der her i denne Lavning havde sin Nordgrænse, men ogsaa to Herreder og to Amter mødtes her, ja, selv Skellet mellem to Stifter fandtes dernede bag Toftegaards grundmurede Lade.

Men Toftegaardens Jorder fulgte ikke dette Skel.

De laa og bredte sig med Halvparten paa hver sin Side af den dybe "Stiftsgrøft", — saadan var det, man kaldte den lerbrinkede Aa, der skilte de to Stifter ad og paa samme Tid to vidt forskellige Egne.

Thi det var langtfra alene Jorderne paa de to Sider af Vandløbet, der var uensartede, men ogsaa Bygningerne, Bohavet, Sproget og Menneskene.

Nordenfor "Stiftsgrøften", paa Halvøen, der strakte sig Vest og Nord om Fjordby, boede et velhavende, stærkt selvfølende Folkefærd, vidt berømt for sine Grunker af Sølvtøj og sine mange Fedestude.

Søndenfor begyndte Hedeegnene. Her kunde der vel findes mange grønne Oaser — som nu her i Aspebjerglavningen, — men Størsteparten var dog kun magre, sandede Jorder, der ikke gav sine Dyrkere ret mange Fold for den Møje, de havde, og det saaes ogsaa let paa Beboerne her, at de maatte slide ganske anderledes haardt for Udkommet end Halvøens Befolkning.

Det var da heller ikke nogen Hemmelighed, at de Folk derovre fra den fede Halvø mod Nord saae med Ringeagt paa de Beboere, som var "Søndenfra".

Blev en Pige derovrefra gift med en Karl fra den søndre Side af "Stiftsgrøften" var det meget sjælden een af Egnens smukke Piger. Og hentede en Karl paa Halvøen sig en Brud fra Sødalen eller en anden af Egnene her, kunde man være temmelig sikker paa, at han hentede sig en stor Medgift med det samme.

Nu gik Sagnet, at der en Gang i en Gaard, som nu var forsvunden, men som havde ligget tæt Norden for "Stiftsgrøften", havde boet en noget forarmet Familje, men en Familje der tillige havde faaet mere end rigeligt af Halvøens sædvanlige stærke Selvfølelse. Og for nu at faa Hold i lidt til at stive Troen paa egen Storhed og Fortræffelighed af med, nedlod Sønnen sig til at gaa Søndenfor "Stiftsgrøften" og fri til Enestedatteren paa Toftegaarden.

Det gik ham ogsaa efter Ønske. Han fik Ja.

Og saa kunde de jo lægge Gaardene sammen, hvad ogsaa skete.

Men skønt Bygningerne paa Toftegaarden var langt de bedste og smukkeste, vilde Karlens Slægt dog have, at Parret skulde tage Bolig ovre i den gamle forarmede Gaard, der laa Nordenfor "Stiftsgrøften".

— Saa meget mere anseligt blev det regnet at høre til Befolkningen her.

Bygningerne paa Toftegaarden lod man dog blive staaende, — til alt Held. For en Gang, nogle Aar frem i Tiden, hærgede en Ildebrand den anden Gaard, og der gik nok ved samme Lejlighed ogsaa en god Del af Formuen tabt. Saa blev Folkene alligevel nødt til at tage til Takke og fæste Bo Søndenfor den i mere end een Henseende dybe Skelgrøft.

Og dermed var de inde under Sødalssognet.

Alligevel blev Folkene paa Toftegaarden ved med at regne sig for hørende til Egnen Nordenfor. — De havde jo Halvdelen af deres Jorder derovre paa den anden Side "Stiftsgrøften" og Halvdelen af deres Slægt boende der. De levede ogsaa paa en langt finere og rigere Levefod end de andre Beboere i Aspebjergdalen og det øvrige Sødalssogn, og søgte stadig deres væsentlige Omgang paa Halvøen.

Da siden hen deres Børn voksede til og blev giftefærdige, gjorde Forældrene alt hvad de formaaede for at faa dem gifte over til de store Gaarde og de fede Stude dér Nord paa. Der skulde kæmpes saa længe som muligt for at holde Slægten fri for Forbindelser med den jævnere og mere ydmyge Befolkning fra Sødalssiden.


* * *


Men skønt flere Generationer havde set Lyset og var gaaet bort igen siden Toftegaardsjorderne fik den Udstrækning, de nu havde, førtes den gamle Kamp stadig. Og det er vel ikke umuligt, at det var denne bevidste Kamp, der havde gjort disse Bønder stærkere og mere aarvaagne end Egnens andre.

I hvert Fald — den toftegaardske Slægt var kendt vidt omkring som Folk, der i god Forstand var "noget for sig selv", som man sagde. Der var mange af den Familje, der var "gode til at begaa sig", og dens forskellige Medlemmer nød en stor Anseelse baade Norden og Sønden for "Stiftsgrøften".

Men tiltrods for at Toftegaarden altsaa hørte under Sødalen, regnede man dog baade her og der altid dens Beboere med til Halvøens.

Saadan skulde det være, og ingen kunde tænke sig at forandre noget ved den Ting.

II

I Midten af forrige Aarhundrede var en Mand, der hed Laust Vinding, en af de mest kendte i Egnen omkring Fjordby.

Baade Mænd og Kvinder kendte Laust Vindings Navn, hver Voksen og hvert et Skolebarn; men bedre end nogen dog de Mænd, der havde med Egnens Handel og Pengesager at gøre; for han var den rigeste Bonde i mange Mils Omkreds.

Det skulde nu ingen kunne se paa Laust, hverken hans Paaklædning eller hans "Framtræden" viste noget saadant.

Tværtimod.

Han var tarveligere og mere slusket i Tøjet end den fattigste Arbejder og mere plump og ubehøvlet af Væsen og Lader.

Men det var vel just denne Modstrid mellem hvad han ejede og hvor lidt han lod det skinne, der gjorde ham berømt.

Ja, og saa det, at han var Ejeren af Toftegaarden.

— Naa, saa hørte han altsaa til dem, der boede der Norden for "Stiftsgrøften", — kunde en uindviet træffe at slutte.

— Nej, det gjorde han ikke.

— Jasaa, var der nu kommen en Mand til Toftegaarden, der hørte til Søndenfor?

Men da kunde de ryste paa Hovederne og briste i Skoggerlatter.

For Laust hørte jo ikke til hverken her eller der, — hverken i Nord eller i Sønder.

— Hvordan Pokker er det dog gaaet til, at han har faaet fat i Toftegaarden? — kunde Folk spørge, naar de første Gang saae Laust Vinding, — den herlige, vidtberømte Gaard?

— Ja, og kommen til alle de mange Penge? — spurgte andre, naar de fik at høre om hans store Rigdomme.

— Ja, hvordan Fan'en er dog den Klodrian kommen til alt det? — kunde det lyde, og Ansigterne stod fulde af Spørgelyst: Fortæl! — Fortæl!

Og Folk var meget villige til at fortælle, for her var jo nok at fortælle om:

— Det var en Gang midt i Tredverne, da var Laust Vinding som en ludfattig Knøs fra en fremmed Kant af Stiftet kommen trækkende med Kreaturer til Fjordby Marked. Det var hen paa Efteraaret, det kunde snart blive Skiftedag, og han havde tilfældigvis ingen Plads.

Nu stod han der paa Fjordby Marked og saae paa alle de mange herlige Fedestude, man havde at trække frem, og saa tænkte Laust at han kunde godt lide at være paa en Egn, hvor Folk holdt sig saadanne skønne, blankbrogede Høveder.

Han gik da omkring og spurgte om der ikke var nogen, der manglede en Hjorddreng? Den Stilling passede for hans Alder, for han var en Knægt paa en sytten, atten Aar.

Jo, der meldte sig en Liebhaver.

— Hvad skal du have i Løn? — lød en helt venlig Stemme.

Laust forhandlede med den fremmede Mand, og saa blev han fæstet til Toftegaarden.

— Hans Husbond, Jens hed han, var ikke alene en rigtig "Toftegaardsmand", men han var ogsaa rigtig af Slagsen af de store, smukke, bovnende Bønder, den fede Halvø der Nordenfor har fostret saa mange af, høje og bredskuldrede og ranke i Ryggen, med en stærk Selvfølelse og tillige en god Del Standshovmod i Sind og Væsen. Ved given Lejlighed kunde de dog ogsaa vise stor Finfølelse, f. Eks. i Omsorg for dem, de havde under sig og i Hjælpsomhed mod Nabofolk.

Jens Toftegaard var dertil efter Datidens Forhold usædvanlig "dygtig til at skrive for sig", og endelig havde han en Evne, der hos mange af den toftegaardske Slægt var stærkt udviklet, en Veltalenhedskunst, som de udfoldede med uimodstaaelig Held — overfor Mennesker, de fandt det var Umagen værd at vinde.

Jens Toftegaards Hustru var lille og fint bygget, berømt for et lyst, skælmsk Sindelag og en stor Gavmildhed mod Smaafolk.

Baade Jens og Katrin' var ved den Tid Laust Vinding kom til Gaarde i fyrreaars Alderen. Et Par Bønderfolk, der levede kønt og godt med hinanden og havde en stor Flok Børn. De var dog næsten allesammen voksne.

Nu hændte det, at Jens Toftegaard blev ramt af Sygdom. En heftig Feber faldt helt uventet paa ham. Den nedbrød den stoute, stærke Mand og lagde ham paa et pinefuldt Sygeleje.

Her laa han længe og kæmpede imod Sygdommen af al sin Kraft; — han var jo saa svært veltilfreds med Livet, ejede saa meget rart, som han nødig vilde skilles fra, hvorfor skulde han saa væk?

Men han havde ingen Held med sin Kamp, nogen egentlig Bedring kunde de ikke opnaa, hvor meget end der blev gjort for at hjælpe ham, og omsider blev han saa daarlig, at han imellemstunder laa og talte i Vildelse og var helt fra sig.

Da begyndte hans Familje at forstaa, at de skulde miste ham, det var Alvor.

En Dag, da han var ved sin fulde Bevidsthed og mere rolig end han plejede at være, kaldte han sin Hustru hen til sin Seng. Han vilde tale med hende om hendes Fremtid og om hvordan det kunde tænkes. Forholdene vilde stille sig for hende, naar han nu om en bitte Stund var død og borte.

Han havde allerede ligget og talt om mange Ting, om Børnene, om Gaarden, om Bedriften og mange andre af de Dele, der bliver for en Hustru at tage Vare paa, naarenstid hun havde mistet sin Hjælper og Forsørger, — da han tilsidst, efter at han havde gjort en lille Stands, kastede saadan en underlig Bemærkning ud i Kamret:

— Ja, Katrin', skulde du faa i dit Sind at du vilde gifte dig igen, da kanskesens du helst skulde ta' den Sluski, der gaar her i vor Gaard. —

Det var Jens Toftegaards Ord om den Sag og ikke flere.

Det siges, at hans Kone helt stivnede af Forundring, da hun hørte dem. Hun forstod slet ikke hvad eller hvem hendes Mand mente, nej, forstod ham aldeles ikke.

Og da der noget efter begyndte at dæmre en Forstaaelse for hende, blev hun helt bleg af Forfærdelse; for det store, svinske Kludrehoved af et Mandfolk, der gik derude ved Studene, syntes hun det var lige umuligt at skulle tænke sig som Gaardejer paa Toftegaarden eller som hendes Ægtemand.

Hun vendte sig i Tavshed bort fra Sygesengen, og i det Par Dage hendes Mand endnu levede, holdt hun sine Øjne dybt nedslagne.

Saadan har hendes Børn siden fortalt.


* * *


Men hvordan nu end hendes Tanker har kredset rundt, om hendes døende Mands Ord blev hende Lov og Rettesnor, om Vanskelighederne med Driften af den store Gaard kan have tilskyndet hende eller hendes Hu virkelig en Tid har været vendt i den Retning, hendes Mand havde peget, det er der ingen, der ved noget om.

Vist er det derimod, at hun godt et Aars Tid efter sin Mands Død kørte sin Hjorddreng (saadan var stadig Laustes Stilling paa Gaarden) til Herredskontoret og købte ham fri for Soldatertjenesten for siden at gifte sig med ham.

Da var Laust tyve Aar, og de fleste af Enkens Børn var ældre end han. —

— Om nogen stor Lykke i dette Ægteskab har ingen meldt, — det var der vel næppe heller.

Den bitte lyse, skælmske Kvinde, der var opdragen i stor Velstand og den arme Slusk af et Mandfolk var vel saa vidt forskellige i deres Vaner og Ønsker, at der ingen Fryd kunde komme ud af deres Forbindelse.

Men larmende Scener eller nogen Slags Ufred var der heller ikke at fortælle om.

Børnene, der voksede op og blev smukke og statelige og selvfølende som deres Far havde været eller fulde af Underfundighed og Skælmeri som deres Mor, de skammede sig derimod dybt over deres Mors Mand. De kaldte ham aldrig Far, hvad ellers var hævdvunden Skik paa Egnen overfor Stedforældre, og vilde ikke være derhjemme paa Gaarden. Og Folk var da ogsaa enige om at beklage dem.

Men de beklagede forresten ogsaa Moderen, skønt hun jo dog ikke var tvunget ind i dette Ægteskab — og endnu mindre lokket. —

— At den tyveaarige Laust med sine Vaner og Krav kanske ogsaa kunde have noget at beklage sig over, det var der nok ingen, der tænkte paa.

Nej, aaenejh!

Det var jo Pokker til Gevinst, der var dumpet ned i hans Kasket. Saadan en fattig Stymper, der her pludselig var bleven Ejer af den "villeste" Gaard paa Egnen og kommen ind i Toftegaards-Familjen, en af de mest estimerte der var.

Hvem kunde vel være mere at misunde end han?

Nej, aaenejh. —

— Laust Vindings Ægtestand varede godt en halv Snes Aar.

Saa døde hun den lille Katrin', og da var næsten alle Stedbørnene gifte og bosatte rundt omkring paa Egnens store Gaarde. Et Par af dem var bleven derovre i Sødalen, men de fleste var da, som det var Sæd i Slægten, kommen derover paa den fede Halvø Norden for "Stiftsgrøften".

Af andet Ægteskab var der ingen Børn.


* * *


Men for det Slægtled, der kom til Verden efter fireogtreds, laa Beretningerne om Laust Vindings Giftermaal jo langt tilbage i Tiden, og hans Indtog paa Toftegaarden kendtes kun som et fjernt Sagn.

Han selv derimod, som han saae ud og som han færdedes blandt Egnens Folk, var kendt som faa andre.

I Halvfjerserne var Laust en Mand omkring de treds, stor og svær af Bygning, ikke just fed, saadan som mangen anden Bonde paa Fjordbyegnen var, men tung og grov og utrolig klodset. Han havde f. Eks. et Par umaadelige Plader til Fødder, gik som oftest med store, fladbundede Træsko og traadte saa plat i Gulvet, at man syntes han kunde træde enhver kantet Ting, der laa paa hans Vej, saa flad som en Pandekage, — hvad han da bevisligt ogsaa ved flere Lejligheder gjorde.

I den varme Sommertid gik han som oftest i Stunthoser og barfodet, og da lød hans Trin af de brede, bare Fodballer, som tog man store, dyngvaade Gulvklude og slog pladask imod Fjælene.

Han blev efterhaanden noget daarligt til Bens gjorde Laust, og da han jo var meget nøjeregnende med Tiden, brugte han den sidste halve Snes Aar af sin Levetid mest at køre, naar han skulde ud, ja selv til de Skifter af hans egen Mark, der laa langt henne, kørte han.

Men hans Køretøj lignede nu ingen Rigmands Befordring. — En gammel stumphalet Krikke for en ussel grønmalet Kasse af en Vogn, der var Laust Vindings Karet.

Det Hele lignede mest af alt et Sildeprangerkøretøj, — i hvert Fald kunde Laustes Vogn ikke lide noget ved Sammenligningen! men de fleste syntes vist Kareten og Laust passede godt nok sammen.

Laust Vindings Hænder var ligesaa vældige som Fødderne. Derfor, naar man ved Gildes-Lejligheder regnede med at skulle have ham til Bords, gav man ham Plads for to, hvad der ikke var for meget. Skulde han bruge disse Skovlsblade til Griberedskaber paa den Maade, det passede ham, saae man straks, der maatte et Par Alens Rumfang til. Og han gjorde jo i Reglen kun ringe Brug af Kniv og Gaffel, men desto mere af Fingrene og guffede i sig som et graadigt Bæst.

Ingen kan derfor andre sig over, at det var en tvivlsom Fornøjelse at bede Laust til Selskab, — og dog heller ikke over at man alligevel gjorde det; thi Laustes Velstand voksede stadig, og den Rige besidder jo altid noget, som der saa let kunde blive Brug for.

Desforuden var der jo alle Laustes mange Stedbørn. Da de var kommen i en mere moden Alder, indsaae de godt, at de ikke skulde lukke Stedfaderen ude, naar de samledes. Og da de jo var hans Jævnaldrende, havde Familjekredsen videt sig ud i flere Ringe. De havde faaet baade Børn og Børnebørn, som havde Gaard og Hjem, og Laust Vinding var som en selvskreven Gæst ved alle deres Familjegilder.

Dog skal det siges, at det var ikke noget, der skete saadan ren og bar paa Beregning. Slet ikke. Men der var en stor Sans for, hvad der passede sig, i den toftegaardske Familje. — De havde jo trodset paa flere Maader, da de var yngre, bl. a. ved ikke at ville kalde Laust Far. Nu var de bleven ældre og klogere og nu vidste de, det vilde passe dem bedst at følge, hvad der ellers var god, gammel Sæd og Skik.

Men at Laust ikke havde megen Lighed med de andre Gæster, der samledes ved disse Gilder, det kan man forstaa af denher lille Historie:

Hanne ved Højen, der var Enke paa Skovgaard i Sødalssognet og var et af Laustes Stedbørn, gjorde stort Sommergilde. Der var alle hendes bortgiftede Børn og hendes Børnebørn og mange andre af hendes meget store Familjekreds samlede hos hende.

Anne Gram, der var gift derovre til Broholm, var en af Hannes Døtre, og hun var da ogsaa, endskønt hun boede saa langt væk, kommen derhjem til Fødegaarden den Dag med en Flok af sine Børn.

Ved en saadan Lejlighed kom Gæsterne jo alle kørende til Gaarde, og allerede ved Totiden, den almindelige, landlige Kaffetid, kunde man dernede i Sødalen se Læs paa Læs rulle frem ad Vejen og svinge ind ad Hannes buede Vesterport.

Af Børn var der ved disse Sommerfester et skrækkeligt Mylder. Og naar Hanne, der var Bedstemor til de fleste af dem, havde haft dem inde og proppet dem med Kager og Kaffe og Godter i svære Maader, blev de sendt ud for at faa deres Leg i Gang.

De fandt snart ned i den grønne "Lukke", som de sagde. Her var saa mange gamle knortede Hylde- og Abildtrær, der egnede sig saa godt for alle Slags Klatrekunster, her var en lang, gisten "Snegl", der var som et levende Trolddyr at drage Vand op af, og her var en Dam, hvor man kunde sejle i Vandtrug og Bryggekar og naa hen til en hvilkensomhelst Stad i Verden, man ønskede sig at komme til. — omtrent da.

Ud paa Eftermiddagen imod den Tid, man skulde til at tænke paa at gaa til Bords til det egentlige Gildesmaaltid, ser nu Børnene en mærkelig duknakket Kumpan komme ind gennem Laagen til dem og uden at sige andet end et kort "Go'daw" skraa over "Lukket"s Grønsvær og videre op imod Gildesgaarden.

Han havde hveden Frakke eller Jakke paa men kun en stortærnet Bomuldsbluse, hvis ikke helt rene Ærmer stak ud af Vestens Ærmegab, og da han vendte Ryggen til, saae man, at Vestens Bagstykke var baade lappet og flænset. Og saa havde han Stunthoser paa i de fladbundede Træsko og paa Hovedet en bredpullet, fedtet Kabuds klemt dybt ned i Nakken.

Hans derovre fra Broholm kiggede meget forbavset paa denne Ka'l:

— Han dèr, han ved nok ikke, at her er Gilde i Dag, for saa vilde han nok have passet paa ikke at komme i saadanne gamle Pjalter! — Haha.

Han stod og flirede og saae halvt spottende og halvt ynkende efter den sære, sværlemmede Klodrian, der gik saa rent "forkert i By".

— Han dèr? — sagde en af Hans' jævnaldrende Fættere. — Han dèr? — Han dèr! — lød det fra flere Sider. — Ih, han skal da med til Gildet! —

Og i stor Forundring trængte en hel Flok Fættre og Kusiner sig sammen om Hans: Kendte han da ikke den Mand? — Vidste han virkelig ikke, hvem han var? —

Og da blev Drengen af sine smaa Slægtninge, der boede nærmere Bedstemoderen end han, belært om, at det var hans Oldefar, han her havde set, — eller da rettere Stedoldefar, forklarede de omstændeligt.

Og de var straks ivrige for at fortælle Hans og hans Søskende, at de ogsaa var iblandt dem, der en Gang i Tiden kunde vente sig en Slump af Laust Vindings Arv.

Arv? — Penge? — Mange Penge? — Fra ham, den pjaltede Stodder, der stampede herigennem den grønne Lukke. — Aa, sikke noget Vrøvl! — tænkte Hans.

Men den øvrige Børneflok var allerede langt ude i æventyrlige Drømme om uhyre Rigdomme. Det summede med Tusinder og Millioner og Hundrede Tusinde Millioner og med alt, hvad man kunde købe sig, om blot man havde Penge nok: Slotte og Paladser, blaamalede Trompeter og rødblissede Gyngeheste. En vilde have sig en Papegøje, der kunde snakke ligesom Anders Kromands, en anden en forgyldt Karét med tolv sorte Slaver for.

Det var ganske bestemt.

Jojo. — Laust Vindings Arv kunde der blive meget ud af — en Gang.


* * *


Der var en Dag en anden Gang, hvor Laust Vindings Paaklædning havde vakt endnu større Opsigt, og naar først Folk kom til at fortælle om Laust' Ligefremhed i Klædedragt, kunde man næsten altid være sikker paa at faa den Historie med:

De skulde prøve at faa oprettet en Bank derude i Fjordby. Der havde været talt om den Sag mange Gange, og nu var man da omsider kommen saa vidt, at man havde faaet sammenkaldt en hel Del af Egnens formaaende og formuende Folk. De skulde mødes ude hos Konsulens, og Laust Vinding var jo selvskreven til at blive bedt med.

Flittig og paapasselig som Laust nu var med, hvad der angik hans Gaard og hans Bedrift, kom han ikke sjældent forsent, naar han saadan var stævnet ud. Trængte hans Mødding til at klappes af om Kanterne eller hans Stude tog til at bisse, ja, saa skulde han have set til den Slags først. Det andet, Møderne, eller hvad det nu var, det var aldrig noget, han havde ønsket eller hittet paa, men de andre. Og vilde de saa endelig have ham med, ja, saa var det vel ogsaa rimeligt, de ventede, til han kunde faa Stunder at komme.

Der var dem, der mente, at Laust lod vente længere paa sig, jo mere fornemt det Selskab var, der havde opfordret ham. Men det sagde andre var ikke Tilfældet. Slet ikke. Alt det med Rang og Stand og Fornemhed skænkede han aldrig en Tanke, forsikredes der.

Ogsaa den Dag, de skulde samles for at drøfte, hvordan de skulde faa lavet denher Bank, lod Laust vente paa sig.

Som man let forstaar, var det en Forsamling af anselige Folk, der mødte hos Konsulens. Der var jo en god Del af Halvøens mange Herremænd, der var Byens større Embedsmænd, Fabrikanter og de driftigste Handelsfolk og desuden enkelte udenfor Laget, som man formodede havde lidt Skillinger tilovers.

De sad nu alle placerede rundt omkring i Konsulens "Sal", den med de fire Fag Vinduer ud mod Torvet og de forfærdelig kostbare Møbler, som det fortaltes var kommen helt nede fra Paris. For at sætte Forsamlingen i rigtig oplagt Stemning gik Konsulens unge, fornemme, hovedstadsfødte Frue rundt iblandt dem og bød paa Bagværk, Frugt og Vin og fik jo, det lille nysselige, smilende Væsen hun var, tæt med Venligheder og Behageligheder til Gengæld.

Men alligevel — det var jo ikke for at sidde og lave Galanterier til Konsulinden, man var kommen sammen, og sandt at sige var der nok baade den og den, som kiggede langeligt mod Døren eller lod Blikket gøre et Smut derud over Torvet, kanske ogsaa op til Raadhusuret. Det kunde vel snart være paa Tide — mumlede en. — Jovist, Tiden skred, sagde en anden.

— Jo-oh, — de burde have det Møde begyndt, men-n-n —

Naa, man kunde nok se, at det maatte de alligevel ikke være rigtig færdige til. Der maatte mangle dem noget, ihvad saa det var.

— Da triner jo goden Laust ind ad Døren, meget jævn i Klædedragt og særdeles ligefrem af Væsen, som han plejede at være. Han plantede de drabelige Pladefødder i de fladbundede Træsko (de var endda ved denne Lejlighed paa Grund af Føret slemt sølede) paa det skønne, farverige Gulvtæppe, og med Mellemrum udspyttede han, hvor han kom frem, store stænkende Pladdersøer af sort Skraasauce.

Men da glemte den lille indsmigrende Konsulinde rent at smile, og hendes uimodstaaelige Elskværdighed gik ganske i Baglaas:

— Fy, fy, fyh! — skreg hun i daanende Forskrækkelse. — Men Papa, Papa! Faa dog det forfærdelige Svin ud!

Hun jamrede i hændervridende Bønfaldelse op mod sin Mand og skjalv over hele Kroppen, som var det et vildt Dyr, der var trængt ind i "Salen" til dem.

Men en gammel drastisk Jægermester fra et nærliggende Gods gik da hen og lagde Haanden paa den skræmte Konsulindes Arm:

— Tys, tys, min Naadige! — Tys, tys! — halvhviskede han. — Han, "Svinet" dèr, han er Dælen-brækk'-mig den eneste af os, som har noget, der batter, at lave Bank af. —

Og da blev den lille Dame jo mere rolig, for hun vidste vel nok lidt om, at i hvert Fald Konsulen ingen overflødige Penge havde.

Men Jægermesterens Ord de blev til et Fyndsprog, der blev ved at leve blandt Egnens Befolkning:

— Han, Svinet dér, han er Dælen-brækk'-mig den eneste af os, som har noget, der batter, at lave Bank af. —


* * *


Laust Vinding var, foruden at være en dygtig Landmand, ogsaa skrap som Pranger og Handelsmand. En sikker Vurderer baade af Heste og Kvæg og fremsynet tillige.

Det var en velkendt Sag, at han havde tjent en god Del af sin Formue ad Kreaturhandelens Vej.

Nu hændte det ikke saa sjældent, naar Laust kom paa fremmede Egne og Markedspladser, at Folk skævede noget mistænksomme til den her simpeltklædte Handelsmand. Han lignede ikke en Pranger, og han lignede endnu mindre en, der ejede i Snesevis af Fedestude, — hvad var han for en Stonnes? — De gad ikke ret præsentere deres Kram for ham eller forlange alvorligt mente Priser; thi den platfodede Pløge saae dem jo ikke ud til at kunne klarere for sig.

Ved saadanne Lejligheder kunde det godt træffe sig, at Laust kunde slumpe til at gøre en rigtig god Handel. Der gaar mange Beretninger derom paa Fjordbyegnen, og en af de bedst kendte er om en Hestehandel, han en Gang gjorde ovre paa Mors.

— Der havde nylig været stort Marked i Fjordby, og en Morsingbomand havde her falbudt et Par skønne, fuksrøde Heste, men holdt dem i en stram Pris.

Der var mange, der i Dagens Løb havde skævet langeligt til disse Fukser, undersøgt dem og gjort Bud paa dem; men Manden holdt stædigt fast ved sin Pris og fik ikke solgt.

Laust Vinding havde ogsaa, skønt paa Afstand, lagt Mærke til de smukke, røde Dyr, og da han i Tiden efter Markedet fik en Anelse om, at Hestepriserne vilde til at stige, tænkte han flere Gange paa Morsingboens Fukser og fik Lyst til at købslaa om dem. Hvis det kunde tænkes, de kunde faas for den samme Pris, der var bleven forlangt for dem i Fjordby, kunde de med de Tider, det senere var bleven, være Prisen værd, skønnede Laust.

— Nu var det en Septemberformiddag, Laust gik i Marken og havde Opsigt med baade Folk og Fæ, som han plejede, og tog foruden sin solide Tørn med ved et eller andet Stykke Slidearbejde. Og midt i satte han sig for, at han vilde til Mors — nu lige med det samme skulde det være.

Han lagde Skovl og Greb tilside, gav sine Ordrer til Folkene og tog sin gamle Krikke ved Mulen hjem til Gaarden. Dèr stod jo den grønmalede Fiskerkasse i Porten, lige til at spænde Dyret for og slænge sig selv op i.

Og saadan kom det ogsaa til at gaa.

Uden at spilde Tiden paa at vaske eller pynte sig rullede Laust afsted, akkurat som han gik og stod. Tøjet lappet og steppet og ikke fri for Huller, tillige dygtigt gennemtrukket af lange Tiders Sommersved. Ingen Jakke, ingen Ting om Halsen, ikke en Gang de fladbundede Træsko tog han paa. Han nøjedes med de skævpløsede Stunthoser paa de snavsede, skorpede Pladefødder, trykkede den velkendte Kabuds godt ned i Nakken; saa var han i Orden til Udflugt.

Et Par Timers Tid efter var han ved Færgestedet, hvor han spændte fra og lod sig færge over til Mors. Og her kunde man saa lidt efter se det mærkelig store, føre Mandfolk pampre ind over Købstadens toppede Brosten. Hvor der var spenderet en Smule Gadeflise, sagde Stunthosefødderne Plask i Plask saa højt, saa Folk kunde høre det ind igennem de lukte Vinduer. Det var ikke saa faa af Byens Borgere, der listede ud i Dørkarmene og kiggede efter den mærkelige Gæst, der var kommen til Staden i Dag.

Laust saae ikke efter nogen. Han kom igennem Byen og fortsatte videre ud ad Damgaard til, der vidste han, de røde Fukser hørte hjemme, og hertil kom han ved Middagstid, just som Gaardens Folk satte sig til Bords om stegt Flæsk og Kartofler.

Hunden tog til at gø ovre i sin Krog ved Laden, og Forsamlingen vendte Ansigterne mod Ruderne og kiggede ud. Her saae de jo saa den mærkelige Fremmedka'l komme gennem Porten og ind over Gaardspladsen. — For det Tilfælde, der skulde komme Handel i Stand, havde Laust været saa forsynlig at tage et Par Grimer med til at trække Hestene hjem i. Dem havde han gemt i en bitte graa Pose, som han bar under den ene Arm.

— Hvad mon det da er for en Stodder, dèr kommer hjumpende? — sagde Folkene til hverandre. De glanede ugenerte med Næserne næsten helt mod Ruderne.

— Aa, det var vel en, der vilde tigge et Fjerdingkar Sæderug, mente en af Karlene. Han havde faaet Øje paa Posen under Lausts Arm.

— Ja, vil han ikke tigge Rug, saa er 'et saagu' nok noget andet, han vil tigge, — snærrede Husbonden deroppe for Bordenden og saae meget sur og gnaven ud.

Jens Damgaard var kendt som en Mand, der var meget lidt oplagt til at forære noget væk.

Laust kom ind ad Døren og sagde: — Goddaw!

— Goddaw! — genhilste Gaardejeren. Men det kom grimt muggent, og han var ikke i Humør til at lade det sædvanlige: Walkommen! — følge efter. Det gjorde han forøvrigt aldrig til Smaakaarsfolk, sagde man.

Saa var Konen noget venligere. Hun bød Laust Walkommen! og sagde til ham, at han skulde se at finde sig et Sæde paa Bænken, hvilken Opfordring han straks fulgte.

En lille Tid forløb i Stilhed, men ret længe varede det ikke, før Jens Damgaard i den sure Sylretone, hvori han sædvanligt tiltalte Tiggere, henkastede til den Fremmede:

— Ja, du er velsagtens en, der er ude for at bede om en Ting af en eller anden Slavs? —

— Ja-ah — trak Laust paa det. — Jo-oh! — det kunde han jo egentlig ikke benægte.

Nej, det tænkte Jens nok. — Naa, men de plejede nu ellers ikke dèr paa Gaarden at give til Tiggere og Omløbere, forklarede den bovne Mand for Bordenden; men vilde den Fremmede have en Bid med til hans Unden, saa kunde han dog nok faa det?

- Ja, værsaagod, sagde Konen og sæt dig herop til Fadet.

— Tak, sagde Laust og skubbede sig op paa Bænken til Siden af Røgteren. Man gav ham en rød Lertallerken og en Kniv, og han begyndte at pille Kartofler og dyppe i Pande som de andre.

Men bedst som Spisningen nu gik sin rolige Gang, kastede Laust Vinding det uventede Spørgsmaal op til Gaardejeren:

— Mig tilladt, — var det ikke dig, der holdt et Par Fukser fal i sidste Fjordby Marked? —

Folkene gik istaa midt i Tygningen. De skævede derned ad Langbordet: Naada, han generede sig nok ikke. Havde den fremmede Stodder spurgt efter, hvad Snit der var paa Gaardejerens Brudeskjorte, kunde det vel ikke have lydt stort mere forbløffende.

Husbonden kom nok ogsaa straks i godt Humør. Det hørtes tydeligt paa Tonen, da han bekræftede Spørgsmaalet.

— Fik du solgt? — sagde Laust.

Han var knap om Ordene som han plejede at være, og der var ikke noget særligt interesseret i Tonen, hvori han talte, — ikke mere end om han f . Eks. havde bedt en skubbe Saltkarret ned til sig. Han pillede Kartofler, stak dem hele paa Knivspidsen, dyppede i Panden og guffede løs, som den stærkt sultne Mand han i Øjeblikket var.

Javist, han saae komisk ud, Fyren dèr, lignede man hans Person med hans Fraagen efter de stolte, dyre Heste ikke lidt heller. Det var Folkene ikke længe om at opdage.

— Næh, — flirede Jens Damgaard, næh, han havde ikke faaet solgt, desværre. — Men kanskesens den her fremmed Mand tænkte paa at skille ham af med dem?

Der var store poliske Gruber i Gaardejerens Mundkroge, og han forsøgte at kigge ret saa ydmygt og bønligt dernedover Bordet, som var det en fornemme "tysksprekkende" Markedspranger, der sad dernede paa den anden Side Røgteren.

— Naah — ja. — Laust sad og gumlede lidt, skar sig en Bid Flæsk og drejede paa sin Tallerken.

— Du holder dem velsagtens i en grov svær Pris? — sagde han uden at se op.

Ja-ah, — joh, saamæn. Naar en havde noget, der duede, vilde en jo ogsaa gerne have det godt betalt, mente Jens. — Men den Fremmede kunde da se paa Krammet, det skulde ikke koste noget. — Han skubbede under Bordet til Forkarlens Knæ:

— Du, Bertel, du kan jo tage og trave dem for os, naar vi har faaet vor Unden, — sagde han og lod meget ivrig.

Folkene kræmtede og knystede. En af dem fik en Bid Kartoffel forkert i Halsen. De begyndte at faa det meget ondt.

Men Husbonden gav sig til at snakke op om de store Behageligheder, der var ved, at Prangeren saadan af sig selv kom til Gaarde og saae paa Handelsvarerne. Det var jo noget helt andet end at ligge og slæbe rundt fra det ene Marked til det andet og staa der og byde Sagerne frem til hvem som helst. — Nej, naar man havde det som Jens Damgaard nu med Liebhaveren lige ind ad Døren, uden at have gjort sig nogen Slags Ulejlighed derfor, da kunde En jo sagtens være tilfreds. — Hvad siger du, Mett' — vendte han sig imod sin Kone, — kan En ikke nok sidde med en Fornemmelse af, at en er at misunde?

— Jov! — sagde Mett', men det var daarligt nok, hun kunde faa det ene bitte, stakkels Ord rystet frem, for baade hun og Folkene fik det værre og værre. De turde ikke løfte Øjnene op og ikke sende hverandre det svageste Blink.

Laust Vinding derimod sad meget rolig. Han passede sin Mad uden at sige noget eller se efter andre.

Men da han endelig igen fik Stunder til at bruge Munden til Snak, var det jo atter om de her to røde Heste: Kunde En faa at vide, hvad Jens Damgaard havde tænkt sig at forlange for dem? —

Kort og afsnuppet kastede han Spørgsmaalet op over Bordet — ligesom med et Nævestød. Der var ingen overflødige Kruseduller paa den Tale.

— Ja-ah. Hvad havde Jens Damgaard vel tænkt at forlange, — trak han paa det. — — Tænkt og tænkt, — se, det var jo saadan en Sag for sig, hvad En tænkte. — Den Fremmede vidste vel nok, at det ikke nær altid gik saadan, som En tænkte sig, sludrede Jens løs og var saa indladende og fidél, saa det var en Lyst.

Det var jo heller ikke afgjort, at En forlangte den samme Pris af enhver, snakkede han videre, En skulde da ogsaa tage rimelig Hensyn til, hvem En havde for sig, ikkesandt? Der var dog en stor Forskel paa, om det var en re'lig og kontant Mand, eller det var en sølle Landløber-Stymper, der ingen Ting havde at betale med. — He. — Paa Markedet i Fjordby dèr havde han jo nok forlangt 1600 Kr. for dem, Hestene, det syntes han stadig ikke var formeget. Men kom der nu En og bød ham paa dem derhjemme, og det — vel at mærke — var af den Slags Folk, En kunde have Lyst til at handle med ikke blot den ene Gang, men ogsaa siden hen, se saa vilde han kanske nok sælge dem til bedre Køb.

— Ja, hvad siger nu du? nikkede han ærbødigt raadspørgende ned til den Fremmede. — Du ser mig jo ud til at være en Mand, der er inde i de Dele, — er det ikke saadan. En skal tænke og bære sig ad? —

Han flirede, saa det straalede efter bag de pæne, veltalende Ord og Løjerne formelig gnistrede ham ud af hvert et Kighul.

Folkene havde lagt baade Kniv og Gaffel. De var saa røde i Hovederne som Kalkuner.

Men Laust sad vedblivende i god Ro og dyppede sine store Kartofler. Der var vist ikke Spor af Komediespil ved hans Optræden. Han mærkede rimeligvis nok de andres Haan, men kun som en Gaas føler vaadt skylle over sig. — Det var saa ligegyldigt, — knusende ligegyldigt.

Saa spurgte han en Gang mere om Hestenes Pris og fik en ny, lang Sludder til Svar. Et vittigt Svar fuldt af ægte jysk Rævelune, en hel Tale spækket med vise og gyldige Handelsord, fint holdt og forfærdelig i sin Virkning, — ikke paa Laust, bevares, nej! — men paa alle de stakkels betrængte Folk, der sad bænkede ned langs den hvidskurede Bordskive. —

Gaardejeren begyndte nu ligefrem at gaa helt op i sin Rolle, — at blive besat af den, saadan nød han sin egen skæmtefulde Veltalenhed. Og derfor var det nok knapt, han vidste af at sige, at han midt i sin rusige Spøg tilbød Laust Vinding — "den her herlige Mand, — den tillidvækkende Pranger, — en, hvem enhver, der forstod at bruge sine Øjne, straks kunde se gik med Lommerne fulde af struttende Tegnebøger" — at han tilbød ham sine smukke, stadselige Dyr for 1000 Kr. — kontant.

Kun holdt han endnu, da han paa Prangervis strakte Haanden ud til Afgørelsen, og det kunde se ud, som Laust vilde slaa til, den Haanens Spas i Baghaand:

— Jamen Grimerne skal da ikke følge med i Handelen? —

Da var det jo Laust rejste sig, stak sin Haand ind under Vesten til den skjulte Brystlomme og trak sin Tegnebog frem, ligesaa fedtet og slidt den var. Saa talte han Sedlerne op og lagde dem knøvt i Bunke ved Siden af Jens Damgaards Kartoffelpilning.

Grimerne kunde det være det samme med, sagde han og begyndte at løse op for sin Pose. Og Dyrene stod jo heromme paa Gaardens Toft. Han saae dem, da han kom, nikkede han.

Saa sagde han Tak for Mad, vendte sig og plaskede hen over Gulvet ad Døren til i sine skævpløsede Stunthoser.

— Hvem Dælen er 'et da. En har for sig? raabte Jens Damgaard efter ham. Han var sprunget op fra Sædet, og Øjnene stod ham ud af Hovedet i rystende Forskrækkelse.

— Laust Vinding fra Toftegaarden — lød Svaret.

Der var en Tone over det af ægte Beskedenhed — eller var det kanske Skamfuldhed over de andres Opførsel?

— Men Jens Damgaard sank lige ned paa Bænkesædet, han stod ved.

Hans Folk sagde, han lignede en af de kendte Guttaperka-Grise, naar Luften siver af dem.

Om Handelen maaske kunde have været gjort tilbage, det fik han aldrig Mod til at forhøre sig om.


* * *


Om nogen Slags Rundhaandethed ved Laust eller Følsomhed for andre syntes ingen at kunne fortælle.

Naar det gjaldt hans Skillinger, var han saa nøje, at de lavede Ordsprog om det.

Saadan hed det f . Eks. om den Husmor, der kneb paa Æggene til sine Folks Æggekage: Hun er ligesaa nøje om et Æg som Laust Vinding om en Femøre.

Eller de kaldte den, der var kneben med Drikkepenge til Kreaturtrækkere og Gaardskarle, for en Laust Firskilling, hvad ogsaa skulde hentyde til Laust Vindings Kniberi.

Det var heller ikke noget, der blev bedre med Aarene, vel snarere det modsatte.

Fattige og Trængende tog han sig ikke af, det vil sige, han opsøgte aldrig nogen, eller man hørte ham nævne noget om, at den eller den kanske kunde sidde og mangle til Føde eller Brændsel.

Men hvornaar skulde Laust vel faa Stunder til at tænke paa sligt?

Folkene fra Husene i hans allernærmeste Omegn kunde dog fortælle, at de kunde gaa til ham og bede om en Smule Foderhjælp, en Frikørsel eller et Pløjebed — og faa ja.

Det var et Omraade, Laust forstod sig paa, det var Ting, de kunde gøre ham begribeligt, at de manglede og ikke kunde forskaffe sig uden Hjælp.

Saa kunde de faa hans Bistand — omend det ikke kunde siges at gaa glat. For det forstyrrede ham jo i hans Planer og Tankegang, at han skulde høre paa Snak, der ikke kom hans eget ved.

Mennesker, hvis Husmandslodder han ikke kunde se fra sin egen Mark og hvis Forhold han ikke vidste noget om, dem gik han vist altid ud fra kun trængte, fordi de ikke vilde bestille noget.

Heller ikke i Forholdet til sine Tjenestefolk var der noget at rose Laust Vinding for, — han, der dog selv var begyndt som en fattig Tjener.

Hans Gaard var meget stor og saa omhyggeligt han vilde have den dreven og passet fordredes der et stort Folkehold. Og han var glubsk i sine Forlangender til sit Tyende. Arbejdstiden var saa lang, som det var muligt at faa den gjort, og Folkene skulde slide, saa Bælgen svedte, for ellers duede deres Arbejde ikke.

— Men saadan sled Laust Vinding jo da ogsaa selv.

Og med Hensyn til Kosten? — Ja, de kunde godt faa Mad nok. Folkene, men det var en tarvelig og grov Kost, de blev budt, adskillig mere spartansk end Skik og Brug var paa andre Gaarde.

— Men han fik den aldrig selv bedre, — ikke da i sit Hjem. —

Da han blev ældre, kneb det for ham at faa sin Vilje sat igennem derhjemme paa sin Gaard og at faa Arbejdet til at gaa i det samme hidsige Spor som i tidligere Tid. De mange Folk rottede sig jo sammen imod ham. Imellem var de sikkert i deres gode Ret, men til andre Tider kunde de ogsaa ganske meningsløst drille den gamle Mand stygt.

Han gik dog ikke og brugte Mund over dem af den Grund, men blev ved at være ret faamælt.

Blev de ham saa altfor utaalelige at have med at gøre, jog han dem jo paa Porten. Men de, han fik i Stedet, kunde gerne træffe at være værre end de, han jog væk.

Hvad hjalp saa det? —

— Laust Vindings Lade og Stalde var store, nye og velindrettede Bygninger. Det var jo af Kornet og Kvæget, En skulde have sine Indtægter, følgelig laa der ogsaa stor Vægt paa, at Husene hertil var gode og praktiske.

Hans Stuehus derimod var en elendig, sølle Vaaning. Det var over hundred Aar gammelt og saa undergravet af Rotter, at det næsten var helt faldefærdigt. Der saae skrækkelig uhæget ud baade ude og inde.

Her skulde jo kun bo Mennesker, og hvad Vægt laa der vel saa paa, hvordan her saae ud?

— Ja, der skulde dog ogsaa være Gemmested til Laust Vindings mange Penge og Værdipapirer.

Og for at Rotterne ikke skulde slæbe af med hans Seddelpenge eller Ilden gaa hen og fortære hans Obligationer, blev han nødt til at anskaffe sig et indmuret, ildfast Skab.

Det var i et lille, fattigt og nøgent Rum, dette Skab var bleven anbragt, det samme Rum, hvori Lausts tarvelige Alkoveseng havde sin Plads. Der kunde lige staa en gammel, brøstfældig Armstol og et bitte, haltende Bord, saa stort som en Kvadratalen i Firkant, imellem Sengen og Skabsdøren. Paa Væggen henne ved Sengen hang to afblegede Gravskrifter. Det var over Laust Vindings afdøde Kone og Jens Toftegaard, hendes første Mand. Ellers var der ikke en eneste Del derinde af nogen Slags Prydelser, og Gulvpladsen udenfor Alkoven var alt i alt ikke over seks Kvadratalen.

Det var den rige Laust Vindings Privatstue.

Der var jo nok mange flere Rum i det lange Stuehus, og den Gang, hans Kone levede, havde her naturligvis set ud som hos andre Folk paa den Tid, ja endda en god Del finere end hos Sødalsboerne. Men Laust, som ikke skønnede, hvad den Slags skulde være godt for, havde efterhaanden taget det hele i Brug til sine Ting, til Kornmagasin, til Huggehus, til Seletøjskammer og hvad det nu altsammen var. I to Rum, hvor der tidligere havde staaet to velopredte Gæstesenge, var nu indrettet to Kalvebøvle o. s. fr. Nu var der foruden Køkken og Bryggers kun Stuen med Langbordet, hvor de alle spiste, og saa det ovennævnte lille Kammer, der var beboeligt.

Om Aftnerne, naar Folkene samledes derhjemme og sad og aad Kvældsnætter, kunde de igennem Panelsprækker og Smaahuller ved Døren og den gamle Bilæggerovn, der var muret ind i Væggen mellem Kamret og Stuen for at kunne varme begge Steder, sidde og kigge ind i Lausts Kammer og se ham sidde og tælle Penge og ordne Papirer.

Det gjorde de et farligt Væsen af og lavede mange Fabler og Skrøner om.

Men hvad mærkeligt var der vel i det?

Hvornaar skulde den altid flittige og travlt optagne Mand vel ellers ordne sit Regnskab om ikke ved Aftentide, naar hans slidsomme Dag var endt?

Eller mente de, at det skulde ikke ordnes?

De havde forresten heller ikke haft nødig at anstrænge sig saa stærkt for at finde hemmelige Kighuller, for det eneste lille, lavkarmede, skævtsiddende Vindu, der var i Kamret, havde hverken Gardiner eller Forhæng af nogen Art, saa det kunde enhver fra Kaalgaardssiden kigge ganske frit igennem, saa meget han lystede.

— —

En Sluski, en sære Klodrian, en nærig Rad, saadan var Laust Vinding, det vidste de fra den ene Ende af Egnen og til den anden.

Han hørte ikke til hverken Norden eller Sønden for "Stiftsgrøften", men Toftegaarden, den herlige, vidtberømte Gaard, det var hans — og Penge det havde han jo, som andre havde Tørvesmuld.

III

Om Søndageftermiddagene i Sommertiden, naar Folk i Sødalen for længst var kommen af Kirke, Grøden var spist og Spegeflæsket og Medisterpølsen, saa kunde man se saa en og saa en anden liste bort fra Gaardene og forsvinde dernede i "Harrelund", den tilplantede Dalkløft, der strakte sig næsten helt inde fra Østergaards Markskel og ned til Godsets Indkørsel.

Var dler nu ikke en bitte Pige med et lyst Hovedklæde der smuttede ud fra Pilgaard og satte ned ad "Harrelunden" til? —

Se kom der ikke en Knøs i rødtavlede Bluseærmer og med Straahat paa derovre fra Jesper Plovmands?

Og hun dèr med hvidt Forklæde og den danselette Gang, var det Else ved Bækken?

— Og han den høje, slanke Krabat i hvid Sommerfrakke og lang Pibe med Sølvbeslag, der gnistrede i Solen, var det Drees i Thinggaard?

Saadan sad Ungdommen i Sødalen mangen Sommersøndag og kiggede i Skjul ved Hyldebuskene eller den vilde Abild i Kaalgaardsdiget. Og før de ret vidste deraf, var næsten al Byens Ungdom paa Vej til Lunden, til muntert Komsammen under Sommersolen.

Var der saa tillige Udensognsgæster omkring paa Gaardene, hvad der f. Eks. ofte var hos Hanne ved Højen, naar hun samlede hjem til sig af al den Ungdom, hun var Bedstemor til, saa kunde der blive hele store Festdage ud af disse Sammenkomster dernede i "Lunden" og det uden ringeste Gran af Forberedelser — andre end de, Solen og Somren, de sprudlende Sind og de spændstige tyve Aar besørgede.

I et saadant Søndagslag var man som saa ofte kommen til at snakke om Laust Vinding og hans mange, mange Penge. Interessen for Pengene bundede dog vist ikke saa dybt i denne "grønne" Flok, og det var da ogsaa kun det bare Nonsens og Pjadder, der kom frem.

— Naar min Fars Fasters Spisekammervindu vendte ud til Laust Vindings Mors Mosters Kaalgaardsdige, er vi andre saa ikke nok i Slægt med ham? — Naa.

Og hvis det Slægtskab ikke var solidt nok til at blive Arving paa, ja, saa kunde En jo tage og gifte sig Slægtskab til.

Den bitte splejsede Thomas Thuesen, der var atten Aar, kunde jo f. Eks. tage og fri til Hanne ved Højen. — Pyt med hendes halvfjers Aar, desto før kunde han blive Ungkarl igen.

Anders i Pilgaard havde en Søster, der laa i Vuggen endnu. Om der kunde være Held ved det, kunde hun saa ikke nok faa en anden af Laust Vindings Stedbørn? Henrik Toftegaard i Dalby f. Eks.? — Han var nok ældre endnu end Hanne ved Højen, men Enkemand det var han da. — Og at han paa sine gamle Dage var kommen til Skade med det ene Ben og haltede stærkt — sødeste Børn! hvad gjorde da det. Oknej, de kunde jo bare lægge en Stabel Specier under det stakkede Ben, — se saa bitte Folkens, saa var der saamæn aldrig een, der kunde se, at der var nogen, der enten hinkede eller haltede, aldrig een.

Saadan løb Munden, og da man nu først havde faaet Kværnene slaaet i Gang om Laust Vinding blev man ved at lade den snurre.

Det var et taknemligt Emne, — alle de Snese af Emter og Skrøner, der løb rundt om ham, der kunde altid blive noget at faa Lungerne rystet ved. Man kunde godt bruge de gamle, især naar man havde Vid og Snille til at fikse lidt paa dem. Der var netop ikke noget, der kildrede bedre end saadan en velrepareret og udvidet gammel Kending af en Historin. Og paa Laust Vinding var der jo frit Slag, ham knndlo de allesammen — og han saa ens ud i alles Øjne.

Men saa bedst som alle disse lystige Spøgefugle sidder der og flannier og vrøvler, saa er der en af de ældre der rejser Hovedet op fra Brinken, hvor han laa, — Jørgen Damgaard var det, ham med den skæve Ryg og det sære graadsvangre Smil — og han siger strengt, næsten bittert henover Klyngen:

— Aa, hvad kender I til Laust Vinding?! —

Og i samme Stund Jørgen har sagt det er der ogsaa et andet Hoved, der rejser sig, det var Lise fra Broholm, man kendte straks hendes askeblonde Haar:

— Nej — Jørgen — nej — saadan siger jeg ogsaa!

Men ak, Lise var kun lige i sin grønneste Ungdom, og hun blev saa skrækkelig flov og saa blussende rød over hvad hun i sin Uagtsomhed var kommen til at sige, og dukkede sig straks igen.

Det samme gjorde forresten ogsaa Jørgen Damgaard.

Det Par Ord, der her var krydsedes over den skvaldrende Flok, var bleven hørte, — aaja, som et bitte let Stød for Panden; men da de blev de eneste, og da de to Hoveder øjeblikkelig havde dukket sig igen, var det saa noget at tænke mere over. Pyt, nej, — tværtimod.

Det hele blev jo bare mere komisk derved, rent ubeskriveligt pudseløjerligt.

Og saa løb Sladren igen, aldeles for løse Tømmer.

— — Men Jørgen Damgaard og Lise hvis Øjne tilfældigt var mødtes der tværsover den leende Flok, de havde hver især en lille Ting, de var kommen til at huske, og det laa de nu bagefter og tænkte paa.

Jørgen havde jo en Gang i sine unge Dage en bitte Pige, han holdt saa svært meget af. Hun boede derovre paa Halvøen Nordenfor "Stiftsgrøften", og han gik saa mange, mange Trin efter hende — spildte Trin, kom han jo siden til at indse.

Især i de skønne lyse Sommeraftner fik han Uro paa sig. Saa kom Længslen over ham, og saa listede han af der Nordpaa. Det skulde jo helst gaa gedulgt af med disse Ture for Folkesnaks Skyld, og derfor ventede han gerne til Folk i Sødalen var gaaet til Sengs.

Naar Jørgen da efter Sengetid skraaede derned over Lavningen ved Aspebjerggaardene og Toftegaarden, hvor der kunde være saa hvilende stille i den lune, lyse Aften, at det syntes som Mennesker og Dyr forlængst var sovet ind — da var det hændet ham ikke een men mange Gange, at han havde mødt Laust Vinding.

Han kunde have et eller andet Arbejde han endnu gik og ponnede med, nogle henslængte Redskaber, der skulde sættes paa Plads, en Harve, der skulde rejses eller nogle Kreaturer, der efter Laustes Mening skulde have en Flytning endnu inden Midnat.

Nu, Jørgen sendte ham et Nik i Forbigaaende. — Sese, var der Folk til Færds endnu? tænkte han. Det var ellers Sildedags det.

Og saa skyndte han sig jo videre efter sit. —

— Men naar han saa Klokken halvtre, tre i den næppe gryende Morgenstund kom tilbage fra sin Udflugt, saa var han tit saa underlig bævende, og fuld af Tvivl i sit Sind; for de Møder mellem ham og hans Pige, de forløb aldrig saadan som Jørgen havde tænkt og ønsket sig det. Noget kunde være kønt og føles saa lykkeligt og godt, men andet var ilde og føltes saa rivende ondt. Og det var desværre det meste.

Men se, som Jørgen nu gik der og dukkede sig med Klemsel i Brystet og Skælven om sin Mund, hvem mødte han saa igen derude paa Kærene? Laust.

Ja, han var allerede oppe, var Laust, og med Køllen over Nakken og Kabudsen bag ad Hovedet kom han plaskende der paa de store, bare Fødder — dèr i det perlende, dugvaade Græs og med de nylig vaagnede Fugle i Morgensang over sit Hoved.

Da kunde Jørgen tænke som saa:

— Han er endda en tro Mand, Laust, til at passe sine Sager. —

Og som han tænkte saadan, følte han, at der faldt som en Lindring, en Hvile ned over hans oprevne Sind.

Det var som noget trøstende hviskede til ham: Gaa du hjem, Jørgen, og gør ligesaa.


* * *


En Gang da Lise fra Broholm var en lille Pige, fire, fem Aar vel, havde hun set Laust Vinding derhjemme i hans Kammer.

Hun havde været paa Besøg hos en Moster, som boede paa den fede Halvø derovre Nordenfor "Stiftsgrøften".

Hendes Onkel fik saa et Ærinde over til Laust paa Toftegaarden, og da han godt kunde lide at gaa og prate med Barnet vilde han tage hende med.

Saa kunde hun da fortælle af, at hun havde besøgt sin "Oldefar", lo han.

Det var en smuk og klar Septemberdag ved den Tid Solen lige var ringet i Jorden, at de to muntert pludrende traskede af ad Stien nedover Grønningen. Det var saa dejligt at træde paa det bløde Grønsvær, det var næsten ligesom at sidde og stikke med Skeen til et Fad Fløjlsgrød, sagde Lise. Men da de skulde over "Stiftsgrøften"s Gangtræ var det dog meget mere morsomt, og Onklen havde nær ikke faaet hende derfra. At staa der paa Brættet og se ned i det blanke Vand, der strømmede og strømmede, laa og klukkede over Stenene inde ved Brinken og blev til særige Ringe, naar man spyttede i det, det var noget meget mærkeligt.

Der vilde hun gerne have blevet staaende; men det gik ikke an, sagde Onklen, for saa fik hun jo ikke dette her fine Besøg gjort, — smilede han underfundigt.

Dagen havde været fuld af Solskin, rigtigt en af disse skønne Septemberdage, der paa een Gang ejer baade Somrens Varme og Glans og Efteraarets afklarede Ro. Da de to naaede hen til Toftegaarden, standsede Onklen deruden for Porten og vendte sig om mod Vesterhimlen.

Den var saa skøn. En gyldenflammet Glans opover Skyerne og et buet Straalebundt af guldglødende Pile fortalte om den Pragt, hvormed Solen for et Øjeblik siden var forsvunden bagom Bakkerne.

Inde i Kløvermarken stod et gammelt Føløg og gumlede saa fredeligt, og højere oppe, hvor Agrene blev sandede, stod der nogle Kobbel laadne Faar.

Henne i Muren var den lille Klap for Hønsehullet allerede skubbet for. Lise saae det og sagde det til Onklen. Man kunde ogsaa staa og høre hvor optaget Høns og Gæs var af deres mærkelige Aftenpassiar, deres underlige Mørknings-Hjev-jev-jev! — Hjes-jes-jes.

— Ja, min Pige, det er ret en Fredsens Stund, — sagde Onklen rørt ud i Rummet og trykkede varmt den lille Lises Haand, — saa kønt og saa stille alting er. —

Saa vendte han sig, og de gik ind gennem Porten.

Laust Vindings Folk sad nok inde om Grødfadene; man kunde se Karlenes lyse Vesterygge i en lang Række indenfor Vinduerne, og da Lise og hendes Onkel kom frem over Stenbroen kunde de høre, at der var et frygteligt Spektakkel derinde i Stuen, Raab og Latter og Hujen af mange Stemmer.

— Her er det nok ikke saa fredeligt som udenfor Porten — sagde Onklen.

— Er de fulde? — Vil de til at slaas? — spurgte Lise. Hun havde set saadan noget paa et Marked en Gang.

Men Onklen smilte bare til hende: — Nej, de gør det nok af med Kæften — sagde han.

Da de kom ind i Stuen, blev de klare over, at det var Folkene, der ugenerte sad og raabte henimod Laust Vindings lukkede Kammerdør og den sprukne Panelvæg, — højt og skraalende raabte de, som var det nogen langt ude paa den anden Side Kaalgaardsdiget, der skulde høre det:

— Naa, Laust, skal dine Penge nu vendes igen? —

— Er du ræd, de skal ligge og blive muldne?

— Kan du ikke falde i Søvn inden du faar set om de er der hver een? —

— Du skuld' war' dig, den Slæmm' ikke kommer og slaar hans Klør i dem. —

— Ja, og slaar hans Klør i dig med det samme. —

En anden af Karlene mente, at for een som Laust Vinding havde det ingen Nød med "den Slæmm', — du kan jo købe dig fri," — raabte han.

— Javistsaa. — "Naar Pengene i Kisten klinger, straks Sjælen ud af Skærsild springer", sang en poetisk Tærskekarl med et stort, busket, ildrødt Skæg.

Saadan sad de og raabte op, ja, brølede imod hans Dør og lo dertil, saa det gjaldede under det lave Bjælkeloft. De var saa optagne og støjende, at Lise og hendes Onkel var kommen ind i Stuen uden at nogen havde mærket det eller hørt Døren gaa. Det var først da de gik henover Gulvet og henimod Laust Vindings Kammer, at Folkene saae, der var kommen Fremmede.

Men da Onklen nu tog i Klinken til den Dør, som Folkene saadan havde siddet og brølet henimod og vilde føre Lise ind i det lille Rum bag den, da satte hun Haanden mod Karmen, stemte begge sine smaa Fødder mod det høje Tærskel og strittede imod i den største Rædsel. Saadan som hun havde hørt dem larme og huje herhen, var hun vis paa, at der maatte sidde et forfærdeligt Uhyre derinde, — en "Bjærgmand" eller kanske en gruelig sort Trold med gloende Ild ud af Halsen, og hun turde ikke gaa med derind.

Hun og Onklen kom jo alligevel derind i Kamret og fik Døren lukket igen, — det var knapt der var saa megen Plads, de kunde faa den skubbet i bag sig.

Men da de saa stod derinde i det lille bitte Rum, da saae Lise til sin Forundring ikke andet end en gammel Mand, der sad tung og rolig i sin Stol med Hænderne foldede over sine Knæ og den store fedtede Kabuds trukken frem over Øjnene. Han saae ud, som var han meget træt, og kanske havde han netop siddet og blundet lidt, da de kom — saadan ligesom den gamle, blinde Bedstefar hos hendes smaa Veninder hjemme paa Nabogaarden.

Da syntes Lise jo ikke der var noget saa forfærdeligt ved ham. Tværtimod. — Hun fik Lyst til at være god imod den gamle Mand.

Hun fik at se der stod en bitte Tallerken med et Par Stumper solstegt Smørrebrød paa Hjørnet af hans Bord, Osten var helt krum og pindetør og Smørret smeltet bort, det saae saa haardt og fattigt ud, og Lise kunde se, at ingen af hendes Bedstemødre kunde spise saadan en Mellemmad, for naar man blev gammel saa havde man næsten ingen Tænder, og saa kunde man jo heller ikke tygge tørt Brød.

Lise gik saa hen og stillede sig op ad Laust Vindings Knæ:

— Min Moster ovre i Blidegaard, hun har saa mange Kager, saa mange Kager, — sagde hun.

— Har hun det? — sagde Laust og gav et Par Grynt.

— Ja, og hun har ogsaa Duesteg og Syltetøj. —

— Sese, har hun det min bitte Pig', — har hun det? —

Laust havde et groft, tykt Mæle. Det var ikke megen Venlighed, der kunde lægges i det; men saa meget var der dog i hans Bemærkninger, at Lise fik Mod til at fortsætte sine Tilnærmelser. Hun tog nu fat i den ene af hans vældige Pladehænder med begge sine og hev i ham, som vilde hun trække ham op af Stolen med det samme:

— Du skulde komme med over til Moster og faa nogle Godter, — sagde hun saa og trak i ham. — Men Øjnene havde hun puttet bort i en Krog inde i Alkovesengen, for det saae alligevel ikke pænt ud, saadan som Skraasaucen flød ham nedad Mundkrogene.

— Siger du det, din Stump? — Ho-ho. — Saa det siger du? — sagde Laust.

Han sad og hummede og smaagryntede og var næsten kommen til at se helt oplivet ud.

— Du skal Pinnedø ha' en bitte Skilling! — sagde han saa.

Det lød som fik han pludselig og til sin egen Overraskelse en splinterny og god Ide.

Saa tog han en nyslaaet Femøre fra en stor Dynge Sølv og Kobber, der laa paa Bordet og gav hende.

— Da Lise kom hjem til Mosterens viste hun jo sin Skilling frem og var meget stolt af den.

Det havde hun ogsaa Grund til at være, sagde de til hende; thi det var en sjælden Gave, hun der havde faaet.

Ja, saadan syntes hun jo ogsaa selv, men hvorfor lo de da saa meget af hendes pæne, blanke Femøre?

— Dette sidste havde Lise forlængst lært at indse; men bagved alt hvad hun siden havde hørt om Laust Vinding, var Billedet af ham, som han den Aften sad derinde i det lille Kammer i sin gamle Stol saa træt og saa stille, alligevel bleven staaende i hendes Erindring.

Hun tænkte sig ham i Pagt med alt det fredelige og kønne Onklen og hun havde set udenfor Toftegaards Vesterport: Han var helt modsat alle dem, der sad og støjede og skabede sig saa fælt derinde i Stuen, og den Dag i Lunden, da Jørgen Damgaard kastede sin lille Bemærkning om Laust ud over de Unge, da sprang straks det gamle Minde lyslevende frem i Lises Tanker.

Men baade hun og Jørgen tav jo straks, for det forstod de vel nok begge to, at skulde de til at forklare hvad de havde tænkt paa, kom de ingen Vegne. Det, de havde at sige, vilde jo netop passe saa udmærket ind i det gængse, velkendte Billed af Laust: Den særige Kumpan, der var saa nærig og nøjeregnende, at han ikke undte sig hverken ordentlig Mad eller Nattehvile. Saa holdt de deres for sig selv.


* * *


Men Lise havde dog altsaa en Gang kigget ind i Kamret, hvor Laust Vinding gemte det Sølv og Guld, der stod saa megen Æventyrglans om. Det var der ellers kun faa, der havde.

Dog eftersom Toftegaardsslægten stadig blev større og større blev der jo ogsaa flere og flere, hvis Tanker løb i Kreds om Laust Vindings Arv. En Gang maatte den komme, det vidste man, og baade i Drømme og vaagen var der nok Snese af Mennesker som syntes at kunne høre den underlige Klang fra Gemmestedet i det lille indmurede Skab.

— Havde man bare fem Tusind, saa kanske man turde vove at fri til hende Marte i Møllergaarden?

— Havde man ti Tusind, — aa, saa kom han nok, han Jakob fra Hendriks i Bakken? —

— Jamen, sæt der blev tyve Tusind! — sæt en Gang! — Saa kunde man jo faa al Verden, og hvem i Verden En fik mest Lyst til! —

Men Laust gik jo stadig lyslevende imellem dem og var forresten slet ikke saa gammel heller.

Han var vel knap de halvfjers.

IV

Ann' Lykke, den Værkbrudne, der boede saa ene højt oppe i Bakkerne, fik jævnligt Besøg af Sødalens Ungdom.

Hun kunde jo saa mange Fortællinger og saa mange gamle underlige Viser, og der kunde være saa hyggeligt i hendes Hytte, især saadan om Aftnerne ved Vintertide, naar den røde Kaffe-Jomfru og Lerfadet med de krydrede Vafler stod og holdt sig varm oppe i det knækkende Malt paa Bilæggerovnen.

Og saa kunde hun jo ogsaa spaa, kunde Ann'.

Men det var ikke saa nemt at faa hende til det; det skulde de altid have en Del Snak om, før det kunde blive til noget.

Det var ikke hverken i Kort eller Kaffegrums hun spaaede, det var paa de Unges Pander. Der kunde man læse saa meget, sagde hun, hvis man forstod sin Kunst rigtigt, — dog var det en Betingelse, at de ikke maatte lukke Øjnene, men se lige paa Ann', mens hun gjorde dem visse Spørgsmaal og spaaede.

Men Indledningen til disse Spaatimer var næsten altid ens.

— Aa, Ann' Lykke, sig mig nu om han har krøllet Haar? —

— Aa, Ann' Lykke, sig mig nu om der er en Fjedervogn eller der ikke er andet end en Holstenskvogn? —

— Aa, Ann' Lykke, sig mig nu hvormange Skorstene, der er paa Salsen? — eller saa.

Saa kunde Ann' rokke utaalmodigt paa Hovedet og slaa afværgende ud med Haanden:

— Aa, Vis-vas, Børn! — Hvor I snakker, hvor I snakker! — Og saa foldede hun Hænderne over sin store Mave og saae gravalvorligt paa dem:

— A ved een Ting, Piger, og det er, te' vi skal aall'sammel dø! —

— Saah. — Nejse. — Det havde vi skam slet ikke tænkt os! —

De sad med stive forlængede Aasyn, de smaa skalkagtige Bæster og smilte indvendig saa de klukkede derved.

Det skulde jo til, det dèr, — det Dødssvar maatte de igennem, før de kunde gaa videre.

Men da det nu gik saadan, at en hel Del af det de Unge ønskede Besked om hos Ann' Lykke paa een eller anden Maade kunde sættes i Forbindelse med det lille indmurede Pengeskab derovre paa Toftegaarden, saa blev det i en Aarrække Skik at svare:

— Jamen, Ann' — Laust Vinding, han dør da aldrig? —

Da blev Ann' Lykke endnu strængere i sin Alvor og svarede ud af sin allerdybeste Visdom:

— Jov, Børn! — Jov han gjør, — for det er det eneste sikre der er: Vi skal aal'sammel dø!


* * *


Ann' Lykke fik Ret: Døden kom ogsaa til Laust Vinding.

Og da der nu var saa skrækkelig mange Skrøner i Omløb om hans Liv, skulde de naturligvis ogsaa have noget kunstigt gjort ud af hans Død:

De sagde, han kvaltes i en Skraa.

Men Løgn var det nu, for han døde af et Hjerteslag.

En Dag midt i Høsten, en hed Augustdag, da baade Laust og hans Folk var travlt optaget af at køre Korn hjem, var hans Skraatobak — som forresten saa ofte — sluppen op for ham. Han rendte da tværs over Stubmarken for at indhente een af Karlene og bede ham om en Skraa.

Den fik han ogsaa.

Men et Øjeblik efter sank han om, — der midt paa Marken, midt mellem gule Kornneg og slidende Høstfolk, — og var død med det samme.

Han var jo lige ved de halvfjers og har vel saa ikke kunnet taale det hastige Løb over Agrene i den stærke Hundedagshede.

Saadan mente den gamle Dr. Lund, som de hentede til ham, da de havde kørt ham hjem.

Nu var han i hvert Fald bleven stille, den svedige Slider, — dødsensstille. — Han laa ude i sin Vognport mellem to hvide Lagen med Hænderne foldede over sit Bryst og havde ikke Spor af Hastværk mere.


* * *


Laust Vinding er død! — — Laust er død!!

Det foer som en susende Stormvind over de videste Egne. Har I hørt det? — Ja, vi har. — Er det sandt? — Ja, det er. — Har det staaet i Avisen? — Ja, det staar der jo i Dag. Se selv.

Ja, sandt var det altsaa, og det kan nok være, man fik noget at løbe med og noget at snakke om. En hel Uge var der ikke andet end Laust Vinding. — Laust Vindings Død, Laust Vindings Penge, Laust Vindings Arv. — Ja, nu var Sagen for Alvor bleven brændende. Sikken Bevægelse. Ok! Den tog Folk saa det forslog og da naturligvis ikke mindst dem, der havde noget i Vente efter ham.

Selve Laust Vindings Stedbørn var jo bleven ældgamle Mennesker, de fleste var over Støvets Aar, saa dem kunde det næsten være ligegyldigt nu med den store Arv. De kom ikke til at bruge den, det var bare at samle den hjem og dele den ud til deres Efterkommere igen. Ja, der var endog ventet saa længe paa den Arv, at Stedbørnene havde Børn der var Bedsteforældre. Her skulde Arveparten altsaa straks brydes endnu en Gang. Hvor der var flere Søskende kunde Portionerne jo efterhaanden som de blev delte svinde stærkt ind.

Kors — ja! — Hvor stor monstro Hovedsummen var? Ingen vidste det helt bestemt, saa Gisningerne kunde nok give Spænding.

Men Toftegaardsslægten havde som alt nævnt stor Sømmelighedsfølelse; hver fik se at beherske sig. Sladderen skulde ikke have for meget at bestille her. —

— Begravelsesdagen efter Kirketid skulde alle samles i Laust Vindings Gaard til stor Spisning, — saadan var jo Egnens Skik, naar ældre Folk blev begravede. Og ved den Lejlighed skulde da Testamentets Indhold aabenbares, — hed det sig.

Det var da ikke at undres over, at der mødte flere Hundrede Gæster til Begravelsen, at Gaardspladsen fyldtes af Vogne og en næsten Fjerdingvej lang Græsmark var helt besat med fremmede vrinskende Heste.

Alt dette var ligetil.

Sørge var der jo ingen der gjorde, og forresten heller ingen der søgte at fremhykle nogen Bedrøvelse.

Men der forefaldt heller ikke noget som helst opsigtvækkende af modsat Art. Forsamlingen opførte sig roligt og værdigt, — som det ogsaa var at vente af den.

At Gæsterne næsten alle kendte hverandre var let at se. De gik rundt før Kirketid og gav Haand og snakkede sammen. Imellem lod de kanske ogsaa en lille skæmtsom Bemærkning falde om Pengetutten, der var i Anmarch. Men det skete i saa Fald med hviskende Dæmpethed.

En Fremmed var der dog i Forsamlingen, som straks faldt i Øjnene. Det var en vældig lang Ka'l med Uniform og guldtresset Kasket.

Det hed sig, han var Herredsfuldmægtig, og det var nok ham, der havde Testamentet i Forvaring.

Men forresten var der et Par af Stedbørnene, som allerede før Begravelsesdagen var bleven sat ind i Ordlyden af Laust Vindings "sidste Vilje", og som straks efterhaanden som Arvingerne kom til Gaarde meddelte sig videre:

Der var rundt taget en kvart Million efter ham og saa den store Gaard, og det var jo ogsaa saadan omtrentlig hvad de pengeforstandige af Selskabet havde tænkt sig. Man vidste altsaa straks, hvad man i Hovedsagen havde at holde sig til, og de forskellige Led af Slægten kunde da i al Stilhed lade Tankerne regne over paa Delingssummerne.

Man forstaar da, at den bebudede Aabning og Oplæsning af Testamentet efter Middagsmaaltidet ikke kunde være forbunden med nogen stor Spænding! Man var jo saa nogenlunde inde i Sagen.

— Eller med Overraskelser?

Aanej, saamænd.

— — Og alligevel — —


* * *


Man havde faaet ryddet hele det lange gamle Stuehus i Anledning af det store Gildesmaaltid, Væggene omkring i Rummene var bleven pudsede og hvidtede, nye Gulvbrædder lagte og Ruder sat ind i alle de søndrede Vinduer. Her lugtede af frisk Fyrretræ og Nypudsning rundt omkring, og med nogle Granguirlander og Blomster til Hjælp var det næsten lykkedes at faa baade Kalvebøvlene og Komkamrene og alle de øvrige Rum til at tage sig ud som nette, gammeldags Bondestuer.

Da de aldrende Stedbørn nu blev bænkede omkring i dem undlod det ikke at vække Minderørelser hos dem: Javist, her havde jo Storstuen været og her Mellemstuen, der Gangkammeret og der Boskabsstuen. Jo, efter den Tid at regne saa havde her været en "villele" Bopæl paa Toftegaarden, det var vist nok.

— Kan du huske imens vor Far og vor Mor levede? — henkastede en.

— Ja, den Gang —

— Sikke Gæstebud her blev holdt. —

— Okja! — Og sikke Familjeforsamlinger. —

Ja, ja. De huskede det altsammen og sad og nikkede med de gamle hvide Hoveder til Bekræftelse.

— Hvor kunde det endda have været skønt, om de saadan nedigennem Aarene kunde have haft deres pæne, velstaaende Hjem at søge til og samles i.

— Ja, det var sandt, — saadan ligesom andre estimerte Familjer havde haft det.

Jaja, vist saa. Hovederne rokkede og nikkede igen.

— Nu var det jo knapt nogen af dem havde sat sine Ben her siden deres Mors Begravelse.

— Nej, det forstaar sig, de var jo snart talte de Gange, det var sket.

Og de ældgamle Mennesker sad og saae helt rørte og medynksomme paa hverandre; thi de havde jo hvad Fødehjem angik været som husvilde i næsten alle deres Dage, hvor kunde de vel da andet end sidde og fyldes med Nag og Bitterhed i Sindet, naar de tænkte paa ham, de i Dag havde begravet og som havde lagt alt det øde for dem. —

— Men udenfor disse Gamles Kreds strakte disse Rørelser sig jo ikke. Det øvrige Selskab lod Maden smage sig, den kraftige Oksekødsuppe med de mange Boller, Stegefadene med Lam, Kalv, Gris og Fjerkræ i broget Fylde, saa Æggebudding og Vingeléer og tilsidst de bugnende Opsatser med Kransekage, Tærter og Lagkager, rigtig smørtungt og overdaadigt det Hele. Vin blev der ogsaa skænket, baade den røde Médoc og den søde Muskatvin, og det fede, brune "Gildesøl" skummede i Kanderne langs alle Borde, — altsammen som Egnens Skik fordrede det og som der blev bakket op ved ethvert anstændigt Bondegilde omkring 1880.

Efterhaanden som nu Retterne bares frem og Maden sattes til Livs kunde det ikke godt undgaas, at der hist og her forløstes en lille Munterhed, eller at Gæsterne omkring i Krogene stjal sig til mangen en lille lun Bemærkning om, hvad mon Laust vilde have sagt, hvis han kunde have kigget op og set hvordan man sad til Bords i hans Hus i Dag?

— Haa-haa. — Tys-tys.

— De maatte s'gu se at fortære for alle de mange Gilder, han i Tidens Løb havde snydt dem for.

— Tys-tys-tys! — Men haa-haa-haah! —

Og de brugte Værktøjet og fyldte i Glassene: Skaal da, og Lykke med dette her til at putte i Pungen.

Dette sidste sagde de dog ikke, men flirede det frem til hinanden i forstaaende, halvdulgte Smil.

— Da dette solide Maaltid omsider var sat til Livs, trængte Folk, som rimeligt var, til at strække sig lidt og faa en Mundfuld frisk Luft.

De fleste skyndte sig derfor ud paa den store granstrøede Gaardsplads, i hvis Baggrund stod i Snesevis af plydsbetrukne Vogne, der straalede i alle tænke- lige Farver, og fra hvis Agestole det opslængte, sølvbeslaaede Seletøj laa og glittrede og gnistrede i Sommersolen, saa det skar i Øjnene.

Kort efter optraadte Manden i Uniformen.

Var der nu nogen af Selskabet, der havde staaet med Trang og Lyst til at gaa udenfor Porten og slænge sig i Magelighed derude paa Grønsværet, saa blev der dog intet af det. Man kunde da nok vente og tage dette her med.

Midt paa Gaardspladsen i Nærheden af Brøndrammen stillede han sig op, han den lange Øvrighedsperson og med meget højtidelige Lader aabnede han sin sorte Lædermappe, hvoraf han udtog et sammenfoldet Papir.

Af dette oplæste han saa med høj Røst Laust Vindings Testamente:

Saa stor var Summen, der var efter ham — der stod de Penge og der, et andet Sted stod andre. — Den yngste af Stedbørnene skulde have Gaarden, tage den til en nærmere opgiven Pris.

Der var en lang Række Enkeltheder at komme igennem og god Besked om alting. Bogstaver havde Laust ikke kunnet skrive, — det havde altid knebet svært for ham at afmale sit Navn, men Tal kunde han nok mønstre, og regne havde han været dygtig til. Der var en udmærket Orden i Talrækkerne, det var de enige om. Manden blev længe ved at læse op, og det lød godt og rimeligt alt, hvad han kom frem med.

Folk havde ondt ved at blive ved at holde Tankerne for sig selv. Der var flere der saa smaat begyndte at regne halvhøjt: Der var syv Stedbørn, der kunde altsaa dog ikke blive et halvt hundred Tusind til hver. Men det var jo alligevel en hel køn Skilling Laust Vinding havde faaet gemt hen til dem. Og saa var der jo desuden den gode Gaard og den store eksemplariske Besætning. Jojo, det var meget at se samlet paa et Sted.

— Hos en af Stedbørnene var der kun en halvgammel ugift Datter. Der skulde Arven altsaa ikke deles, hun fik det hele — foruden alt, hvad hun ejede iforvejen. Naada, der skulde nok blive Rend nu.

Et andet Sted gik en gammel Særling af en blaanæset Søn, der havde en sær Svaghed for at give væk af sine Sager. Nu skulde de alligevel se at holde lidt Øje med ham.

Et tredje Sted var der en halv Snes Søskend. De listede sammen ovre i Gaardsledet for at drøfte deres Udsigter: — Ja, vi kunde jo ikke allesammen faa ligemeget her i Verden, ræsonerte de, men en fire, fem Tusind Kroner var dog ogsaa Penge; saadan en Klat kunde dog ogsaa bruges, smilte de til hverandre.

— Saadan var det til alle Sider. Skaren følte sig veltilpas. Det var altid godt at faa en Skilling i Pungen, og det kunde da ikke siges andet, end dette her var en hel nem Maade at komme til dem paa.

— Naa, nu var Uniformsmanden nok snart færdig, de havde faaet det hele vedrørende Penge, Renter, Obligationer og Aktier, ogsaa alt, hvad der angik Besætningen og hvad Laust vurderede de enkelte Dyr til, o. s. v. Nu bladede han om og kom paa sidste Side af Papiret. Det kunde ses, idet han vendte Bladet, at der var kun lidt igen. Siden var omtrent hel hvid.

Et Par enkelte Linjer stod der oppe paa øverste Rand; nu kom de:

— Laust Vindings to Brødre og hans Søster skulde hver have to Hundrede Kroner. —

Det var det hele.


* * *


Ja, det var det hele; men se hvor underlige Folk paa en Gang blev.

De fik saadanne sære, urolige Fagter paa sig, og der lød Rømmen og Næsepudsen til alle Sider. Blikkene gik heller ikke ad de lige Veje, men skulende og skraat frem. Kort, der var kommen noget løjerligt forfjamsket over Forsamlingen, ja, noget næsten fjottet.

Naturligvis havde man lagt Mærke til et Par underlige tunge Ka'le, der havde været med ved Begravelsen, — Søsteren, vidste de gamle i Forsamlingen, var lam i begge Ben og kom aldrig ud — de lignede godt nok Laust Vinding, de to, var i tykke Vadmelsklær af et skrækkeligt gammeldags Snit, ligesom Laust havde brugt dem, havde store, grove, forslidte Lemmer som han, en kroget Ryg og en tung, klodset Gang.

En og anden havde vel ogsaa tænkt: — Hvem kan de to være?

For de stak jo stærkt af mod de andre, den statelige, trivelige, Toftegaardske Slægt med de kostbare sorte Klædesfrakker, det nette Lintøj, de høje Silkehatte og det gedigne Sølvbeslag paa Merskumspiberne.

Nu forstod jo alle, hvem de to Mænd var: Det var Laust Vindings Brødre. —

— Uniformsmanden var færdig nu og foldede Papiret smukt sammen igen. Han havde staaet paa Forhøjningen deroppe ved Brøndrammen, nu bukkede han for Forsamlingen og gik ned mod Indgangsdøren.

Men Folk var ligesom ligeglade med ham, endda han saae grumme fornem ud, rigtig som en stram, tilknappet, højtstaaende Embedsmand. De glanede hellere op paa Husmønningen eller Skorstenspiberne, — hvis da ikke Øjnene netop vendte den stik modsatte Vej: lukt i Stenbroen.

Naaja, der var nok noget stikkende i Solens Straaler, fandt flere; der sejlede ogsaa en og anden sort Sky frem. Kanske trak det op til en Tordenbyge?

— Det kunde forresten være godt nok, om saa var.

— Saamænd, ja.

Man forsøgte at holde sig svømmende ved den Slags løsrevne Bemærkninger, men det vilde ikke rigtigt gaa.

Øjnene vilde stadig liste over til de to tunge, vadmelsklædte gamle Ka'le, der stod i Nærheden af hinanden tæt ved Huggehuset, — stod der saadan ganske uden Forbund med nogen af de andre.

Og da var det ligesom Folk blev saa sært undselige.

Efter en Stunds Forløb var der en af Forsamlingen, — det var Just Primdal fra Dalby — der gik hen og snakkede til dem.

— Ja, I to, I er vel ikke ret tilfreds med den Part, I skal have? spurgte han. Og hans Stemme lød meget spagfærdig, næsten lidt usikker.

— Vi har slet ingen Ting ventet os, — svarede de.

— Naah — jah, — Just syntes nok, der kunde have været Ræson i, at de havde faaet lidt mere. Han stod og bakkede meget stærkt paa Piben og trak i sine graanede Kindbarter.

— Vi har aldrig ventet os en Øre, — svarede de igen.

Og der var intet bittert eller fordægtigt at mærke paa deres Tale. Den lød som den redeligste Sandhed og tillige, som de syntes, at det var noget, der ikke skulde snakkes mere om.

Og saa vendte Just sig ogsaa fra dem og gav sig til at banke sin Pibe ud. —

— Men Forsamlingen blev stadig ved at staa og humme sig saa løjerligt. Folk kunde ikke finde paa noget at snakke om, de stod og trippede og traadte og kom dog ikke ud af Stedet.

Omsider var der en bestemt Ting, der samlede næsten alles Øjne: Laust Vindings gamle, grønmalede Fiskekassevogn.

Igennem Ladeporten, som tilfældigt var bleven slaaet op, kunde man se den staa dèr i Tværloen, bagved alle de farvestraalende, plydsbetrukne Fremmedkøretøjer, der stod og pralede ude paa Gaardspladsen.

I samme Stund vidste næsten alle, hvad de skulde tænke:

Ja, han havde været kneben mod sig selv, Laust, grumme kneben.

Hvorfor mon?

Han havde haft en svær Møje for at samle alle de Penge, den Toftegaardske Slægt i Dag delte.

Hvorfor havde han det?

Eller hvorfor havde han aldrig giftet sig igen?

Han var jo en Mand i sin allerkraftigste Alder, da han blev Enkemand, — en ædruelig og dygtig Mand. — Havde han den Gang skiftet med sine Stedbørn, med den Slægt, der ikke var hans Slægt og aldrig havde givet ham nogen Slags Venlighed endsige Kærlighed til Tak for hans Stræb, daarligt nok taalt ham — havde han skiftet med dem den Gang, var han vel sluppen med en Snes Tusind Daler til Deling imellem dem.

Hvorfor havde han ikke gjort det?

Vilde det have været saa vanskeligt for ham at finde en Pige, der havde været villig til at gaa ind til ham paa hans gode Gaard?

Nej — aaenej. — Sikkert ikke.

Og det var vel ogsaa tænkeligt, at en, der ikke var slet saa bange for at lugte Slidersved, som man var i den Toftegaardske Slægt, kunde have gjort Laust lykkelig. — Naaja, eller dog gjort det helt godt for ham?

Men intet af alt dette havde han gjort. Slet intet.

Alt, hvad han i sin Tid havde faaet med den halvgamle Enke, det havde han givet tilbage — mange — mangedobbelt.


* * *


I den Stund var det, ligesom de to tunge, skrutryggede Ka'le derhenne ved Huggehuset fyldte saa svært.

Ja, det var næsten, som der ikke kunde blive Plads til flere, thi — stik imod Skik og Brug — fik Gæsterne pludselig saa travlt med at tage Afsked og faa spændt for til Hjemfærden.