Lidt Teosofilosofi

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Brødrene Salmonsen (I. Salmonsen) København


Fattige i Aanden.djvu Fattige i Aanden.djvu/7 21-29

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

LIDT TEOSOFILOSOFI

Han holdt sine Foredrag i Kostaldens fjerneste Krog, siddende paa en Malkestol og svinglende med en Kohale, hvis mer eller mindre hidsige Drejninger, tydeligt som et Termometer, angav hans Sinds oratoriske Varmegrader.

Jeg var hans eneste Tilhører og fik Lov til ganske gratis at sidde i en tom Krybbe — nej stop, ganske gratis var det nu ikke, for Niels Præst fik alle mine gamle Laksko til at "plante Lakøjer i".

Dette skal ikke tages altfor bogstaveligt, — han brugte dem til meget andet. Han gjorde svær Stads af "det søde Smaatøj".

I en gemte han Syring, Fingerbjerg, Naale og Stoppegarn — ordenlig, det var han skam — en var Opbevaringssted for hans Søndagsskraa, en for gamle Pebernødder fra Olsmarked, og endelig en, den mest højhælede og mindst slidte, stod i hans Vindu fyldt med Evighedsblomster. Gaardens Piger kaldte dette fine Fornemmelser og sagde, han var "kaalhøgen", men det var saamænd kun, fordi han ikke plantede Lakøjer i deres Brandspande eller docerede Teosofi for dem.

Han var "et Korn" forelsket i mig, forsaavidt han da kunde blive forelsket, thi hans overlegne Livssyn tillod ham ellers ikke slige uanstændige Daarskaber. En af hans Udmærkelser overfor mig var, at han sagde hun til mig — til alle andre sagde han du.

Naar Niels Præst — som han kaldtes, fordi hans Far havde tjent paa en Gaard, hvor Husbonden var gift med en Præstedatter, hans rette Navn var ellers Ais (Anders) — naar han ikke havde travlt med Røgtergerningen, spaserede han om paa Markerne, undersøgte Stjerner, Grøftekanter og Kreaturer, eller han gik i Kirke, stillede sig lige inden for Døren og saa udfordrende haanligt paa den stammende Præst, vendte Søndagsskraaen og mumlede: "Den Kumpen kommer saa sann' aalle ud aa flyw!"

Disse gaadefulde Ord havde skaffet ham mange Fjender, men Niels Præst lod sig ikke røre af det, han sagde saalunde: "Nær vi jen Gaang kommer tilsammels paa Jupeter heller en aan' Stjerneplanit, skal a smør dem, saa di ka wid', ded blywer Tak forsidst!" — — —

— Altsaa, jeg sad i Krybben, Ais paa Krakken, Halen (Kohalen) gik som et Rokkehjul, og Ais gloede op i Høstjerten, hvorfra en sort Mis fikserede ham med lysende grønne Øjne.

Ais holdt et Foredrag om Sjælens indvortes Udødelighed. — "Nær man nu putter jen i Jorden og lader ham ligg i tre, fire Oer, eller længere, hvis Jorden er sandet, for te saa er Ormen' ett saa glubendes, kaske tørster de, saa de av og til maa kryw hen, hvor der er lidt Vand — nær man saa, sejer a, grawer ham op, er han mørendes væk. — — Ormen' haar ædt hver en Trevl Kyd. Nær man saa goer sin Vej i tyve Oer heller trediv' og igjen grawer Kadawret op, er der baar nower bette Hompler Bien tebaves, og til Sidstningen er de ossensaa væk — ded haar a sien mæ Kre'tur og Rotter og Minnesker. — Ded sier nowe løwerli yd, men er saa nem forklarle', naar man haar fillasumfired øwer ded Slaw Ting. Di er ædt, Binen, hilt mallerok ædt av en apartlig Slaw Orm mæ Tænder saa skarp' som en Høriw heller en Tidseltorn. Di Sortiringer Orm kaldes Dødbiddere, ligsom nu vi løw'endes haar Bænk'bidder', og ligsom wi ka' æd Grødder og Flæsk og Skrotobak, saa ka' di begrywsomviss tygg' Bien og Knokler!"

Her indskyder jeg beskedent: "Jamen, sig mig, Niels Præst, hvordan kan da andre Orm uden Tænder spise Kød?"

"Ih — hudden ka' Jep Forlæng' æd Grovbrødd' — han haar ett Tænder, saavidt da a wed, mæ'minner hanses Mælk'tænder fornyle sku' wær growwen yd. Men nu sku' hun s'gu la' wer og klipp mæ av lig midt i. A will nemlig sej wos, a te wores Tanker og wores Sprow, boed ded fyensk' og ded tysk', og wores Sindelaw og Fornimmelser, saasom Kolik og Jægt og Huedwærk ded ka' Ormen da ett i al Ewihied æd, om de aalle er saa forhungert. Og ded findes helles ett i Jorden, for te saa kun'ed jo brøl Gewalt. Nejj — dier legger ded fordultes Ponkt. Præsteren er storarti, fordig te a di haar løer Latinen og Græsken ligsom Apentekeren og svenske Laws, nu will de bild wos ind, at de anner Ting ryger lig' lukt ind i Himmerises Rig'. Men sig mæ, hwa' haar Kolik og Jægt og Bowlammels' mæ Himmerig aa skaff? Og hwis Sprowet og Fornimmelseren kom i Himmerig og Jægten og Sygen i Helvede, hudden skuld' saa Pinen reterere sæ yden Sprow og Tungegaw'? Nejj' hun ka' wal begryw, ded er Øwl og Wrøwl av æ' Præjster, Men te den Gaang a war Gos'hjorder og tretten Oer og ku' løs, saa løsed a i en gammel Biwelsbow, a ligsom Danmark er en Klodeplanit, saa er og alle Stjerner Klodeplaniter mæ Skove og Gor'e og Ydhus' og Minnesker. Kretur stod der ett nowenting om, men ded forstor sæ, huer skuld' man helles fo Mælk helle Gødsel til Markeren. Ded æ da ossensaa mier rimmele, a te di indvortes Sjæle, som hopper owenyd av æ' Krop, nær man opgywer Aanden, flywer op te' Stjerneplaniteren, som de ka' si mæ djer blott Øw', end render rundt etter Himmerig, som ingen Moers Sjæl ka' hitt Rede aa aa find. — Somtirens, nær a goer jensommeli omkring og spekelerer øwer den indvendig Sjæls Udødelighied, kummer ded mæ paa Tank', hwafor en Stjerneplanit a føst ska' te — faa wi ska' jo hiel Radden ijemmel. — Der ka' rele kumm en Forlængsel etter snar a fo Relehied aa den Goed.

Som nu ded swot Bæjst (Niels Præst saa stift paa Katten), mon han ossensaa haar en udødele' Sjæl, og mon han ossensaa jen Gaang ska' po Rejs'? Ded wæst' aa ded Hiel æ nu ded mæ de Opfindelser aa ded Sortiment. Faa ded ku' da hænds, at de øwer paa Saturen eller Jupeter hverken kjendte te aa malk helle mug, ja kanski ett kjendt' Skroplanten, som de Kaneserfolk æ saa flink te aa so. Og ded ska a aalle næjt, a møj ku' a undwær, men undwær æ Kretur aa ett faa mi Skro — nejj, faer will a trow aa æ Præjst hans uwidendes Oer aa kumm i Himmerig!"

Jeg spørger igen: "Jamen, jeg begriber ikke, hvordan De, som hverken har Vinger eller kan flyve, tror, De kan flytte fra den ene Stjerneverden til den anden, hvad?"

"Hun haar da heller ett mier Forstand i henner bett' Pand'bien end Ais Røjter aa a i mi Tommel. Haar hun Finnelemmer? Og ka' hun kaske ett swimm saa skiøn som nowen Karrusselfisk? Men ded er heller ett mæ Hønsevinger helle Kallekunvinger, den indwortes Sjæl flywer wæk. Haar hun aalle, nær hun bløw slawen af Skrækkels, helle nær hun bløw saa møj gruli' glaa, fyelt hudden ded bævred og klappred i hinner Bryst, nejenfor den nærmer Aksel? Ded er present som bettesmo Fowl'winger, der wild' flyw væk mæ nowe indeni jen. Ded æ justement den indvendi Sjæl, og den haar Winger, ded haar a fyelt saa møj manne Gaang. — Som nu igoer, den Daw, da Rødblis drat i Tøjret og hug si Øw mued en Stien, saa hun bløw liggends saa død som en Solsik' — da klapped ded i mæ, uha, uha! Men ded will a sej hinner, at enten hun trower ed heller ej, saa haar hun en indvendig Sjæl. Og den ka' ett dø, om saa hun blew løwendes slawted. La' wos nu sie ad, maaske snakker wi sammels om den Ting om manne, manne Oer op aa en aan Stjerneplanit, og saa mo hun wal gyw mæ Ret! Men nu mo a yd etter Roer, helles gywer æ Kretur ett Mælk te Maaren!"

Ais gik, og jeg sad filosoferende tilbage.