Lykke-Feen
LYKKE-FEEN
n stille, grøn Sommeraften med Lærkekvidder
mødtes to unge Mænd på den store Vej, som
fører til Lykke-Feens Borg.
Den ene kom ridende højt til Hest, en rank og frejdig Ungersvend, smidig om Livet, med gule Lokker ringlende om det rødmende Ansigt. Fra den blå Silkekalot vajede hvide Fjer. Han tøjlede med Møje den stejlende Hingst og råbte ned til den anden, der sindig skred frem langs Vejen i sin sorte, støvede Kappe:
„Vel mødt! Hvorhen, Broder?“
Vandringsmanden standsede og hilste. Hans Ansigt var langt og blegt med lyse Øjne og faste Læber.
„Sagtens samme Vej som du,“ sagde han og lænede sig til sin lange Stav, „til Lykke-Feens Borg.“
„Du vil til Lykke-Feens Borg — og går!“ udbrød Rytteren, „ved du da ikke, hvor Vejen er lang?“
„Jo, lang er Vejen,“ nikkede Vandringsmanden betænksom, „— men jeg er også ung endnu.“
„Du når dog aldrig derud!“ råbte Rytteren fra sit høje Sæde, „— ikke før du skal dø.“
„Nej, netop,“ svarede den anden.
„Du er en Tåbe,“ mumlede Ynglingen vredt, „og jeg er en Tåbe, som spilder den kostbare Tid med at lytte til dit Snak.“
Han slap Hesten, og den foer frem i et vældigt Spring, nær havde den redet Vandringsmanden i Grøften, men han dukkede sig hurtigt.
Så trak han Kappen sammen over Skuldren og gik sindigt fremad. Hans klare Øjne fulgte Rytteren, der langt borte mellem Vejens grønne Træer som et guldvinget Insekt Høj ud mod Solens synkende, røde Klode. Han drog et lille Suk, men rystede så atter på Hovedet.
En Efterårsaften mødtes de to igen.
Vandringsmanden standsede og hilste. Den anden kom ridende Fod for Fod, med sænket Hoved og korslagte Arme. Fjerene dinglede knækkede fra den falmede, blå Hue.
„Fik du så Feen at se?“ spurgte Vandringsmanden.
Rytteren så op. Hans Ansigt var gråt, og Øjnenes Blik var tomt, han strøg sig med rystende Hånd over Panden.
„Å, er det dig —“ sukkede han.
„Fik du så Feen at se?“ spurgte Vandringsmanden igen.
Den anden svarede ikke, han sad og stirrede, sammensunken på Hesten. Han behøvede ikke at holde den. Den stod villigt på de knoklede Ben med Hovedet ludende over Vejens Pytter, dens grå Manke fløj. En kold og tudende Blæst strøg hen over dem, langt ude faldt store Byger over de blå Skovkamme. En Krage svirrede skrålende lavt hen over Vejen.
Rytteren foer sammen, han greb hårdt om Saddelbommen.
„Gå aldrig derud, Broder, det er Løgn!“
Vandringsmanden stod og grov i det våde Grus.
„Det er Løgn — altsammen! og nu vil jeg ride hjem langs Vejen og standse alle dem, der drager ud, og sige dem, at det er Løgn med Feen.“
Ynglingen nede på Vejen smilte.
„Gør ikke det, de vil ikke tro dig.“
„Jamen når jeg selv har set det!“
„Det hjælper ikke, de vil ikke tro, at Feen ikke er til.“
„Jamen du, Broder, du vil da tro mig og vende tilbage?“
Da lyste Vandringsmandens Ansigt.
„Nej,“ udbrød han stærkt, „jeg vil nu slet ikke tro dig.“
„Du vil blive skuffet!“
„Nej, jeg vil ikke — ti jeg drager til Fods til Lykke-Feens Borg.“
„Til Fods?“
„Ja, og ser mig vel om på Vejen. Jeg kommer først derud, som du sagde, når jeg er så gammel, at jeg dør på Tærsklen. Jeg får ikke at se, om Borgen er tom eller ikke. Men på den lange Vandring trøster jeg mig med det skønne Håb.“
Han hilste og vandrede langsomt bort gennem Skumringen.
Rytteren blev holdende og stirrede fortabt efter ham.