Lykke-Per/10

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel Kjøbenhavn og Kristiania

første bind

Lykke-Per fjerde udgave bind 1.djvu Lykke-Per fjerde udgave bind 1.djvu/9 244-265

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

TIENDE KAPITEL

Der var ikke gaaet mange Dage, før det stod klart for Per, at han trods det "Ja", han havde fravristet Jakobe, ikke var naaet synderlig videre, end han var i Forvejen. For det første fordrede baade Jakobe og hendes Forældre — de sidste endog "paa det bestemteste" — at Forlovelsen foreløbig skulde holdes hemmelig, i hvert Fald kun maatte betros de allernærmeste. Dernæst var Jakobes Opførsel overfor ham præget af en Lunefuldhed, der mangen Gang satte hans Taalmod paa en haard Prøve. Ved mere end een Lejlighed hændte det, naar han kom ud til "Skovbakken", at hun slet ikke lod sig se men blev oppe paa sit Værelse under det Paaskud, at hun ikke befandt sig vel; og det bødede kun lidt herpaa, at hun til andre Tider, naar de f. Eks. var bleven alene i en Skumringstime, kunde give sig endog ret lidenskabeligt hen til hans Kærtegn. Han var saa meget af en Kvindekender, at han forstod Sammenhængen mellem saadanne ubeherskede Ømhedsudbrud og de regelmæssigt paafølgende Anfald af fornærmet Kulde; og han indsaae, at en fortsat Eftergivenhed fra hans Side kunde blive farlig for ham.

Efter en Ugestids Forløb forandrede han derfor saa smaat sin Opførsel overfor hende, viste sig en Smule ligegyldig, indfandt sig med mindre Regelmæssighed og udeblev tilsidst helt i nogle Dage.

"Med Sult skal de Stridige tæmmes!" tænkte han. Det skulde nu vise sig, om han havde Magt til at herske over Mennesker og gøre sig deres Vilje underdanig.

Den første Dag følte Jakobe hans Bortebliven som en Befrielse. Den anden Dag var hun forundret, den tredje Dag lidt urolig. Hun bestemte sig tilsidst til at skrive for at faa at vide, om han var bleven syg; men netop som hun havde faaet Pennen i Haanden, hørte hun hans Stemme nede i Haven. I samme Nu slog hendes Følelse om. Rigtignok var hendes Hjerte kommen til at banke, men hun ønskede ham atter langt bort. Hun vilde ikke engang se ham. Moderen lod straks en af hendes smaa Søskende melde hende hans Komme, men hun blev siddende oppe paa sit Værelse. Paa det Ark Papir, hun havde bestemt for ham, gav hun sig til at skrive et ligegyldigt Brev til en udenlandsk Veninde.

Først efter en halv Times Forløb viste hun sig nede i Stuerne. Per modtog hende med sit ligegladeste Smil og gav ingensomhelst Forklaring paa sin lange Fraværelse. Det meste af Aftenen opholdt han sig sammen med Ivan og Onkel Heinrich inde i Billardværelset og syntes at more sig fortræffeligt. Straks efter Tebordet tog han bort, uden at de i Grunden havde talt med hinanden.

Den Nat blev afgørende for hendes Forhold til ham. Timevis gik hun frem og tilbage i sit Kammer og kæmpede med sig selv. Hun sagde, at nu vilde og maatte hun bryde denne unaturlige og uværdige Forbindelse, der ikke alene havde forstyrret hendes Forhold til Forældre og gamle Venner, men som var paa Veje til at berøve hende den sidste Rest af Selvagtelse. Henimod Morgen satte hun sig ved sin Skrivepult for at meddele ham sin Beslutning. Men da hun skulde nedskrive Ordene, var det, som om Haanden strittede imod. Kærlighedsbegæret flammede op i hendes Blod, — hun kastede pludselig Pennen og blev siddende ubevægelig med Hænderne for Ansigtet.

Fra dette Øjeblik var han hendes Herre. Fra denne Nat fortabte hun sig i sin Ulykke, saaledes som man synker hen i det uafvendelige. Per vedblev at komme og gaa efter Forgodtbefindende. Naar han blev borte, sendte han undertiden et Brev med et Par undskyldende Linjer, ved en enkelt Lejlighed fulgte der ogsaa nogle Blomster med; men i Almindelighed gav han slet ingen Oplysning om Grunden til sin Udeblivelse, og Jakobe spurgte aldrig.

En Dag opholdt hun sig inde i Kabinettet sammen med Moderen, der sad paa sin Sofaplads og syede. Selv havde hun slaaet sig ned henne ved Vinduet med en Avis. Hele Formiddagen havde hun tilbragt paa sit Værelse; ikke engang ved Frokosten havde hun vist sig. Hun var endnu ganske umeddelsom og saae ikke op fra Avisen, som hun ligegyldig gennemløb.

"Du havde nok Brev imorges fra Sidenius," sagde Moderen efter en længere Tavshed og gav sig til at lede efter noget i sit Syskrin.

"Ja."

"Kommer han herud idag?"

"Jeg veed det ikke."

Der blev igen en Pavse. Men saa lagde Fru Salomon ligesom med en Beslutning Hænderne ned i Skødet, saae paa Datteren og sagde:

"Jakobe … sæt dig herhen, min Pige, og lad os tale lidt sammen."

Jakobe løftede Hovedet med et opskræmt Udtryk. Tøvende rejste hun sig og gik hen til Moderen.

"Hvad vil du?" spurgte hun, idet hun med Haanden under Kinden lagde sig tilbage i Sofahjørnet, saa langt fra Moderen som gørligt.

Fru Salomon tog hendes anden Haand og sagde:

"Vil du svare mig paa et Samvittighedsspørgsmaal, Jakobe?"

"Hvad mener du?"

"Nej … bliv nu ikke straks fornærmet! Jeg skal ikke trænge ind paa dig. Vil du blot — aabent og ærligt — svare din Moder vaa et eneste Spørgsmaal: Er du lykkelig?"

"Det var da et besynderligt Spørgsmaal," sagde Jakobe og lod ganske uforstaaende, ja forsøgte endog at le, — men hun var bleven meget bleg.

"Aa, ikke saa besynderligt. Du veed, at jeg ellers ikke har for Skik at forlange mine Børns Fortrolighed i Kærlighedsanliggender. Men i dette Tilfælde mener jeg dog at have en Slags Ret til at spørge … og til at faa et ærligt Svar."

"Hvor du er underlig, Mor! Det er dog vel af egen fri Vilje, jeg har forlovet mig. Altsaa maa jeg vel være lykkelig."

"Ja, naar du tager det saadan, min Pige, saa vil jeg da tale lige ud af Posen. Ser du, for en Timestid siden søgte jeg dig oppe paa dit Værelse; jeg mente, du ikke befandt dig vel, siden du ikke kom ned til Frokosten. Du var netop gaaet bort et Øjeblik, og jeg fik da tilfældigt set, at Sidenius' Brev laa fremme paa din Skrivepult. Naa, deri var der i og for sig maaske ikke noget mærkeligt, skønt man jo ikke plejer at lade den Slags Breve ligge saadan og flyde. Hvad der derimod i høj Grad undrede mig, var — at Brevet endnu slet ikke var bleven aabnet."

"Nu ja — hvad saa?" sagde Jakobe efter en kort Stilhed, hvorunder hendes Haand, som Moderen stadig holdt om, var bleven kold som Is.

"Hvad saa? Hør, Jakobe — jeg er nok tilaars, men dog ikke ældre, end at jeg kan huske, hvordan det er at være forelsket. Naar man lader sin Kærestes Breve ligge ulæste fra Klokken otte til Klokken to, saa er ikke alt, som det skal være."

"Det forstaar du dig ikke paa, Mor! Det har i dette Tilfælde sin egen Grund, som jeg ikke kan forklare dig."

Moderen saae et Øjeblik mistvivlende paa hende.

"Ja ja, mit Barn. Jeg vil — som sagt — ikke trænge ind paa dig. Naar du blot ganske oprigtig vil sige mig, om du er lykkelig. Er du?"

"Ja — naturligvis!"

Hun sagde det uvilligt, trak Haanden til sig og stod op.

Moderen fulgte hende med Øjnene; men i det samme tumlede Nanny ind i Overtøj og fyldt med Gadenyt, og al videre Samtale blev forpurret. Fru Salomon tog atter fat paa sit Sytøj, og Jakobe gik kort efter ud af Stuen og op paa sit Værelse.

Moderens Spørgsmaal og navnlig den lidt medlidende Tone, hvori hun talte, havde krænket hende og fyldt hende med en ny Uro. Hun vilde ikke ynkes — ikke af andre, ikke heller af sig selv. Af egen fri Drift havde hun knyttet sin Skæbne til denne fremmede Mand. Altsaa havde hun ingenting at beklage sig over.

Rask skar hun nu Pers Brev op og gav sig til at læse det. Naar hun ikke før havde kunnet bekvemme sig dertil, var det af Grunde, som hun virkelig daarligt kunde fortælle sin Moder. Intet ydmygede hende mere end disse ligegyldige, ungdommeligt henjaskede, end ikke med Hensyn til Skrivemaaden helt fejlfri Breve, som Per sendte hende. Selv vilde hun helst opfatte sin Sky overfor dem som en Angst for, at de skulde indeholde Hentydninger til de Øjeblikke, hvor hun under Samværet med ham modstandsløst gav sig sine Sanser i Vold, disse Øjeblikke, som hun bagefter altid tænkte paa med Skamfuldhed og Lede, — men dette var et halvt bevidst Selvbedrag. Naar hun havde gennemlæst hans Breve uden at finde fjerneste Antydning af det, hun havde frygtet, ikke et Taknemlighedstegn, ikke et Længselsudbrud, kunde hun harmfuld og foragteligt knuge det sammen og kaste det i Kakkelovnen.

Heller ikke dennegang indeholdt Brevet andet end et Par Ord om, at han ikke saae sig i Stand til at komme ud til "Skovbakken" den Dag. Men sammen med denne Meddelelse, der var skreven bag paa et Visitkort, sendte han hende nogle Papirer, der viste sig at være et Korrekturark af det Kampskrift, som Ivan havde talt saa meget om og udbasuneret som en Verdensbegivenhed. Hun tog Papirerne med Uvilje. Hvad skulde hun med dem? Hun havde stadig ingensomhelst Tillid til hans Evner og allermindst til hans Duelighed som Pennefører. Han kunde jo ikke engang skrive sit Modersmaal korrekt!

Hun havde dog ikke læst mange Sider, før hendes Kinder begyndte at gløde. Saa fremmed hun end var for det meste af, hvad han skrev om, og skønt det ikke var vanskeligt at opdage det Forbillede, hvorefter han havde dannet sin Stil, gik det hurtigt op for hende, at der var noget virkelig nyt og friskt, ja paa sin Vis storladent i hans Syn paa Naturen og dens Kræfters Anvendelighed i Kulturens Tjeneste. Adskilligt genkendte hun iøvrigt fra hans mundtlige Udtalelser, dem hun — væsenlig paa Grund af deres vidtløftige, foredragsagtige Form — aldrig havde kunnet faa noget alvorligt ud af. Andre Partier kunde hun føre tilbage til Tanker og Indfald, hun selv havde anvendt i deres Samtaler om disse Emner; men dette forringede saa langt fra Indtrykket, at hun tværtimod paa saadanne Steder ganske særlig fik Øjet op for hans Evners Oprindelighed og naturgroede Kraft. Udtryk, der i hendes Mund nærmest havde været tilfældige Talemaader, fik i hans Fremstilling en for hende selv ganske overraskende Betydning. Henkastede Ytringer, hvormed hun knap havde forbundet nogen alvorlig Tanke, var hos ham bleven til anskuelige Billeder, havde formet sig til fuldt færdige Fremtidssyner, der betog hende baade ved deres Dristighed og ved den Overbevisningens Magt, hvormed de her fremsattes.

Efter at have endt Læsningen blev hun længe siddende med Haanden under Kinden og saae grundende ud for sig. Hvad var han egenlig for et Menneske, denne Fremmede, der var bleven hendes Skæbne? I Grunden kendte hun ham jo slet ikke, vidste intet andet om ham end det højst utroværdige, som Ivan og han selv havde fortalt. Hvad skjulte hans Fortid? Hvorover dækkede f. Eks. det mørke, kolde Had til Hjem og Slægt, som han hin Gang havde aabenbaret hende?

Ofte i disse Dage havde hun følt Trang til at tale med nogen af hans Familje, for at faa Lys over alt dette uopklarede, der undertiden foruroligede og ydmygede hende mere end noget andet, og som hans egne Fortællinger blot gjorde bestandig dunklere. Hun vidste, at en af hans Brødre, der var Jurist, havde en Ansættelse paa et offenligt Kontor inde i København; Per havde selv fortalt, at han nylig havde truffet ham paa Gaden og da i Samtalens Løb i Fortrolighed meddelt ham deres Forlovelse. Saa lidet modig hun var ved Tanken om at fremstille sig for en vildfremmed Herre i en saadan Anledning, besluttede hun alligevel nu at opsøge denne Broder, der maatte kunne give Besked, og allerede den næste Formiddag tog hun ind til Byen.

Det Regeringskontor for Fængselsvæsenet, hvor Eberhard Sidenius havde Ansættelse, var indrettet i en stor, skummel, skiddengraa Bygning ved Kanalen. Jakobe foer vild i en Labyrint af øde Gange og fandt omsider en Budstue, hvor to søvnige Mænd sad med Ryggen klistret opad Væggen og saae ned paa deres Støvlesnuder. Paa hendes Spørgsmaal om, hvor hun kunde finde Hr. Ekspeditionssekretær Sidenius, fik hun det lakoniske Svar:

"Første Sal, tredje Dør tilhøjre."

Og næppe havde hun vendt de to Mænd Ryggen, før de ganske højt vekslede disse Bemærkninger:

"Sikken et Næb."

"Ja, det var en Jødetøs."

Oppe paa første Sal fandt hun den hende opgivne Dør og kom ind i en tofags, halvmørk Stue, der vendte ud til en Gaardsplads med nogle grønne Træer. Henne ved det ene Vindue stod Eberhard og skrev ved en Fyrretræs Skrivepult, der tilligemed et Par Træstole og en Reol med Protokoller udgjorde Stuens Udstyr. Han havde en langskødet og sneverærmet, paa Albuerne ganske blankslidt, sort Frakke knappet tæt omkring sig; og da det havde regnet lidt om Morgenen, var hans Benklæder omhyggelig opsmøgede forneden og aabenbarede et Stykke af et Par grove, mørkegraa Uldsokker over et Par dobbeltsaalede Ankelsko.

Skønt han havde besvaret Jakobes Banken med et "Kom ind", blev han staaende uden at se op og fortsatte nogle Øjeblikke uanfægtet sit Arbejde.

Dels af denne Aarsag, dels paa Grund af hans Klædedragt antog Jakobe ham for en Skriver og bad om at faa Ekspeditionssekretæren i Tale. Først da han derefter med megen Værdighed lagde Pennen bort, og da hun mødte Blikket fra hans blege, vandkolde Øjne, saae hun med en Gysen Familjeligheden med Per.

Hun sagde sit Navn og tilføjede:

"Jeg veed, at Deres Broder — at Per — har talt til Dem om mig."

Eberhard gjorde tavs en embedsmandsmæssig Haandbevægelse henimod en af Stolene.

"Grunden til, at jeg har søgt Dem, vil De rimeligvis af Dem selv forstaa," vedblev Jakobe efter at have taget Plads, — hendes Stemme var usikker, Hjertet hamrede i hendes Bryst, og hun maatte gribe til disse Talemaader for overhovedet at faa en Samtale i Gang. "Jeg veed jo, at Deres Broder — at min Forlovede — i længere Tid har været noget fremmed ikke alene for Dem men ogsaa for sin øvrige Familje. Jeg kan — naturligvis — ikke bedømme, hvad der ligger til Grund for denne Misstemning. Jeg behøver vist ikke at forsikre Dem om, at jeg er oprigtig bedrøvet over den."

Eberhard var bleven staaende ved Pulten, hvor han havde anbragt sig i en noget kunstlet Stilling, med Hovedet støttet til sin udspilede Haand paa en saadan Maade, at denne skyggede for hans Øjne. Han lod rolig Jakobe tale ud. Ikke en Trækning i hans Ansigt røbede hans Følelser, og dog var han som himmelfalden af Forbavselse. Han havde godt vidst, at Broderen var bleven indført i den rige Grosserer Salomons Hjem. Alligevel havde han ikke et Øjeblik troet paa Pers Fortælling om, at han var blevet forlovet med denne Mands Datter — saa meget mindre, som Per udtrykkelig havde bedt ham om at hemmeligholde Sagen for alle Fremmede. Han havde opfattet Meddelelsen som et frækt Skryderi, der skulde dække over et eller andet Nederlag. Han vidste jo, at Philip Salomon var en Mand, hvis Formue taltes i Millioner.

Hans første, bevidste Tanke var nu den, at denne Forbindelse for enhver Pris maatte forpurres. Og det var ikke Skadelyst, der indgav ham Tanken, endnu mindre nogen skjult Misundelse. Men han indsaae, at med de Fremtidsudsigter, som herved aabnede sig for Broderen, vilde han føres endnu dybere ind paa Fortabelsens Veje, og Haabet om hans Omvendelse vilde atter for lange Tider være udelukket. Langt nøjere, end Per anede, havde Eberhard i de forløbne Aar paa Afstand fulgt hans Færd; og netop nu havde han saa sikkert troet det Tidspunkt nær, da Per — tvunget af Nød og Vanære — endelig vilde gaa i sig selv og erkende sin Skyld mod Hjemmet og Forældrene.

"Tør jeg spørge Dem," sagde han, da Jakobe nu tav, "er det kun Dem, der har ønsket denne Samtale om min Broders Forhold?"

"Ja."

"Min Broder veed maaske slet ikke, at De vilde søge mig i denne Anledning?"

"Nej!"

"De spørger altsaa udelukkende paa egne Vegne?"

Ubehagelig berørt af hans Væsen havde Jakobe hurtig taget sig sammen. Denne forhørsmæssige Tone opæggede hende yderligere, og hun svarede fornemt afvisende:

"Som sagt — det er mig, der har ønsket denne Samtale, ikke Per."

"Jeg kunde tænke det. Det er jo nemlig — desværre — kun altfor sandt, at min Broder i en Aarrække, ja egenlig fra sin Barndom har skilt sig fra sit Hjem. Det kan vistnok siges, at han systematisk har forhærdet sig paa dette Punkt og følt en sørgelig Glæde ved at trodse ethvert Hensyn endogsaa til dem, hvem han først og fremmest skylder Taknemlighed og Ærbødighed. Disse Løsrivelsesforsøg har jo endog strakt sig til selve Daabsnavnet. Jeg hørte, at De kaldte ham Per. Maaske veed De ikke engang af, at det er et selvgjort Navn?"

"Jeg tror, jeg har hørt det."

"Jeg vil nu heller ikke skjule for Dem, hvad der er min bestemte Mening — og De har jo udtrykkelig ønsket en aaben Udtalelse — at ogsaa Forlovelsen med Dem er et saadant overlagt Oprør mod Hjemmet, en bevidst Fornægtelse af dets Aand — —."

Jakobe saae op med sammentrukne Bryn.

"Jeg forstaar Dem vist ikke," sagde hun.

"Jeg skal forsøge at forklare mig nærmere. Det er Dem næppe ganske ubekendt, at Peter Andreas er udgaaet fra et kristeligt Hjem. Selv veed han, at for hans Forældre er Kristendommen den altbestemmende Livsmagt, og at de ikke anerkender nogen Lykke, hvor glimrende den maaske ellers kan tage sig ud, naar den ikke har sin Grund i kristen Gudsfrygt."

"Naa saaledes!"

Jakobe bed sig i Læben, saa det smertede. Gennem Eberhards rolige og nøje afvejede Tale hørte hun hele Tiden det samme pøbelagtige Haansord, der nylig havde lydt ude paa Gangen, og som havde forfulgt hende hele hendes Liv.

Hun havde allerhelst rejst sig med det samme for at vise ham sin Foragt. Men Trangen til at høre mere om Per var for stærk; hun beherskede sig og blev.

"At Per ikke deler sin Familjes Syn paa det religiøse, har jeg vidst," sagde hun. "Men jeg tilstaar … det dømmer ham ikke i mine Øjne."

"Jeg kan tænke det."

"Jeg mener, at dersom Per ikke paa anden Maade har forbrudt sig mod sit Hjem, synes han mig at kunne undskyldes. At han har faaet et andet Syn paa Kristendommen, kan dog forklares uden netop at forudsætte ond Vilje hos ham; og at han aabent har tilstaaet det i Stedet for at hykle — hvad maaske i mange Tilfælde kunde have været fordelagtigt for ham — det kan dog kun tjene til hans Ros."

"Jeg tror ikke, Frøken Salomon, at det nytter at begynde en Meningsudveksling om dette Emne. Jeg skal derfor indskrænke mig til at sige, at der for mine Forældre — paa hvis Vegne jeg her taler — sikkert ikke gives Undskyldning for nogetsomhelst Menneske, der lukker sine Øren for Sandhedens Røst, allermindst da naturligvis for saadanne, der som Peter Andreas er udgaaet fra et Hjem, hvor den har lydt til dem fra den tidligste Barndom."

Herpaa svarede Jakobe ikke. Hun havde bøjet Hovedet; og som altid, naar hendes Sind var i heftig Bevægelse, skiftede Kindernes Farve med hvert Pulsslag.

Imidlertid misforstod Eberhard denne Hovedbøjning saavelsom hendes Tavshed. Han troede at have naaet, hvad han i sin sideniuske Selvhævdelsestrang foreløbig havde tilsigtet med sine Ord, nemlig at ydmyge denne stolte Millionærdatter, i hvis Blik han straks havde ment at se et Glimt af Ringeagt, og hvis Silkedragt og lyse Handsker og lette Parfymeduft yderligere havde ægget hans evangeliske Nidkærhed.

Nu ændrede han derfor sin Tone lidt. Med et Skær af Deltagelse sagde han:

"Jeg vil jo nødig saare Deres Følelser, men jeg anser det for min Pligt at sige Dem, at min Broders Liv jo ogsaa i andre Henseender afgiver et sørgeligt Vidnesbyrd om, i hvor høj Grad han efterhaanden har mistet ethvert moralsk Holdepunkt. Det er jo i det hele en stor Vildfarelse at tro, at det religiøse Liv alene skulde ytre sig i Forholdet til det himmelske og ikke sætte sit dybe Præg paa vor hele Personlighed. Jeg skal iøvrigt ikke komme nærmere ind paa dette Punkt for Peter Andreas' Vedkommende. Der er jo ogsaa Ting, som man vanskeligt kan tale til en Dame om, saa — —."

"Jeg kan tænke mig, hvortil De sigter. Men netop Pers uheldige Forhold til Hjemmet og Beskaffenheden af det Selskab, hvortil han — maaske tildels af den Grund — i adskillige Aar har været henvist, kan — mener jeg — baade forklare og undskylde en Del. Og selv bortset herfra, saa synes jeg, at heller ikke, hvad De her har berørt, berettiger til en saa haard Fordømmelsesdom."

"De tager fejl, Frøken Salomon. Vi fordømmer ikke min Broder, men alene hans Gerninger, hans Liv."

"Men ogsaa i hans Liv og Gerninger er der dog adskilligt, som taler til hans Gunst. Han har viist baade Evne og alvorlig Vilje til at dygtiggøre sig i sit Fag. Vistnok under ret vanskelige Forhold har han i en ung Alder vakt Opmærksomhed for sig blandt Fagfæller og er paa Veje til at skabe sig et Navn."

"Jeg tror at kunne høre paa Dem, at De ikke selv har synderlig Tillid hertil. Jeg veed jo nok, at en Avis har skrevet noget om et Kanalprojekt eller hvad det er, og gjort et Forsøg paa at tillægge det nogen Betydning. Jeg veed jo ogsaa, at han selv betragter sig som en Banebryder, en ny Tids Profet. Der er jo for Øjeblikket hos en Del af de Unge opkommen en Trang til at revolutionere, hvad der kun vil være til at smile af, dersom den ikke afstedkom saa megen Ulykke paa unge og ubefæstede Sjæle. Det er jo i det hele det betænkelige ved en saadan aandelig Storm som den, der for Tiden gaar gennem visse Dele af den danske Ungdom, at det altid bliver de letteste og uselvstændigste Elementer, der — ligesom Avnerne fra Kasteskovlen — hvirvles højest tilvejrs og videst bort. Og hvad særlig Peter Andreas angaar, saa er jo Sandheden den uimodsigelige og nedslaaende, at han efter snart syv lange Studieaar endnu ikke har taget sin Eksamen eller paa anden Maade givet Bevis for en Udvikling, som staar i noget rimeligt Forhold til de store Ofre, der fra Hjemmets Side, er bleven bragt. Men — jeg gentager det — vi hverken fordømmer eller forkaster Peter Andreas, kun hans Handlinger, hans Liv. Vi har tværtimod alle den inderligste Medlidenhed med ham; og trods alt opgiver vi ikke Haabet om, at det gode engang skal vinde Sejer hos ham. Hvor Vejen til Oprejsning for ham efter hans Familjes Anskuelse alene gaar, behøver jeg sikkert nu ikke nærmere at forklare. Og skulde det have nogen Betydning for Dem at vide det — og jeg forudsætter jo stadig, at De har henvendt Dem til mig for at faa et aabent, et utilsløret Svar — saa kan jeg paa Forhaand sige Dem, — hvad De antageligvis heller ikke nu vil forundres over eller misforstaa — at der fra hans Forældres Side ganske sikkert ikke vil kunne ventes nogen Billigelse af hans Forbindelse med Dem."

Jakobe rejste sig. I en halvt bortvendt Stilling blev hun et Øjeblik staaende bagved Stolen og saae ned paa sin ene Fodspids, mod hvilken hun trykkede Duppen af sin Solskærm. Saa løftede hun med eet Hovedet og saae hen paa ham over sin Skulder. Hendes Ansigt var endnu præget af den voldsomste Ophidselse; dog spillede der i det Skjulte et lille Smil om hendes Mund, og det glimtede i de mørke Øjne af en nyskabt Lykke.

"Jeg kom herhen i det Haab at skulle kunne indlede en Forsoning," sagde hun. "Det var — jeg forstaar det nu — meget naivt af mig. Alligevel fortryder jeg ikke, at jeg har søgt Dem. Jeg har her faaet de Oplysninger, jeg savnede. Og — jeg kan ikke lade være med at sige Dem det — jeg gaar gladere herfra, end jeg kom hertil."

Uvis om, hvad hun mente, vilde Eberhard paany tage Ordet; men Jakobe var allerede paa Vej mod Døren og gik bort uden Farvel.

Da hun stod ude paa Gaden, grebes hun af en saa overmægtig Længsel efter at se Per, at hun efter en kort Kamp med sig selv søgte en Droske og kørte ud til Nyboder. Hun syntes ikke, hun kunde faa Ro i sit Sind, før hun havde gjort Afbøn for sin Mistro og bedt ham om Tilgivelse for det Forræderi, som Besøget hos Broderen (hun indsaa det nu!) i Grunden var. — Aa, hvor godt hun forstod ham nu! Hvor levende hun følte, hvad han havde gennemgaaet derhjemme i Faderens Præstegaard! Hun havde under den selvretfærdige Broders Tale faaet et Indtryk af dette Hjem, der fik hende til at fryse.

Hun naaede Hjertensfrydgade ikke fem Minuter efter, at Per var gaaet derfra. Graalige Røgstriber fra hans Cigar svævede endnu under det lave Loft i hans lille Stue, da Trine førte hende derind og paa hendes Forlangende lod hende alene.

Hun blev staaende midt paa Gulvet og saae sig om. Hun saae paa de nøgne Vægge, paa den itubrudte Gyngestol, paa den lille sorte Voksdugspuf, og et Øjeblik glemte hun næsten sin Skuffelse af Forfærdelse over dette mørke Rum, der mindede hende om en Fængselscelle. Hun havde dog ikke troet, at han boede saa fattigt, saa umenneskelig trist! Og atter faldt der et nyt, forklarende og forsonende Lys over ham og hans hensynsløse Higen efter at naa om paa Livets Solskinsside. Omgivet af en saa nedslaaende Armod og med en saa glædeløs Barndom bag sig — hvor kunde han da blive andet end Lykkejæger? Og hun følte en ny, øm Tilfredsstillelse ved at vide sig rig nok til at kunne gøre ham glad.

Hun tog nogle af de Smaating, der laa paa hans Arbejdsbord, og lagde dem stille ned igen paa deres Plads efter et Øjeblik at have betragtet dem med Forelskelsens andagtsfulde Nysgerrighed. Saa gik hun lidt omkring i Stuen, standsede hist og her og faldt i Tanker. I sin Trang til at være ham nær maatte hun røre ved alt, hvad der var hans. Idet hun kom forbi en gammel Slobrok, der hang paa Dørkarmen, strøg hun Haanden kærtegnende ned ad den; ja da hun anden Gang kom den forbi, lagde hun Kinden ind til den og lukkede Øjnene for at indsuge den ejendommelige Lugt af hans Person, som hun — der før havde afskyet Tobakslugt — nu til Tider saa lidenskabelig længtes efter.

Men nu kom Trine ind igen, og Jakobe satte sig ned og skrev bag paa et Visitkort:

"Min Ven! Hvorfor ser jeg dig ikke? I tre Dage har Du ikke været hos mig, jeg venter Dig i Aften. Jeg har saa meget at tale med Dig om."

Det var hendes første Brev til ham. Hun puttede Kortet i en Konvolut, som hun fandt paa Bordet, og skrev hans Navn udenpaa.

Saa saare hun var kørt, stødte Madam Olufsen med sin Stok i Sovekammergulvet ovenover for at kalde Trine derop til at afgive Melding. Den gamle Kone laa nu mest tilsengs. Efter Mandens Død var hendes Kæmpelegeme faldet sammen, og hun bevægede sig med Besvær. Dog havde hun ikke kunnet styre sin Nysgerrighed, da hun hørte en Fremmed tale nede i Forstuen, men var staaet op af Sengen og humpet hen til Køkkendøren for at lytte. Oppe bag Gadespejlet foran Salsvinduet fulgte hun nu den bortrullende Droske, indtil den forsvandt om Hjørnet af Store Kongensgade.

Da Per et Par Timer senere kom hjem og læste Jakobes Brev, smilte han tilfreds. Kuren syntes altsaa at være probat — tænkte han. Men det var for tidligt at vise Eftergivenhed. Der maatte endnu en Tid køres med Gaddebidsel!

Om Eftermiddagen gik Jakobe to Gange ud ad Stationsvejen paa Tider, da der ventedes Tog fra København. Da hun for anden Gang vendte skuffet tilbage, fandt hun paa sit Værelse et Telegram, hvori Per paa sin sædvanlige Vis kort beklagede, at han heller ikke denne Aften saae sig i Stand til at komme til "Skovbakken".

Hun blev staaende med Telegrammet i Haanden og grundede. "Her stikker noget under," — sagde hun pludselig højt til sig selv. Det kunde umuligt være Arbejde, der saaledes Aften efter Aften bandt ham til Byen.

Hun var bleven meget bleg. Var maaske alt forbi? — tænkte hun. Havde hun mistet ham? … Nej, nej! Det maatte ikke ske! Hun vilde skrive til ham. Hun vilde tilstaa alt, forklare ham det hele og bede ham om Tilgivelse for sin Mistro og Kulde.

Hun satte sig ned og trykkede Hovedet mellem sine Hænder for at samle sig. Ja, hun kunde ikke slippe ham! Hun maatte vinde ham tilbage, om hun saa skulde trygle ham paa sine Knæ.

I det samme aabnedes Døren paaklem, og Søsteren Rosalie stak Hovedet ind.

"Jeg skulde bede Dig kigge ned. Der er kommen en Herre."

Eybert! — foer det med Angst igennem hende.

Hendes gamle Frier var igen begyndt at vise sig der i Huset. Var det et ulykkeligt Varsel? Og at han skulde komme netop nu!

Hun vilde først ikke gaa derned; men saa kom hun til at tænke paa, at Moderen vilde kunne fatte Mistanke, dersom hun blev paa sit Værelse. Rimeligvis vidste hun, at der var kommen Telegram til hende, anede ogsaa nok, at det igen var Afbud fra Per.

Nede i den skumringsfyldte Havesal fandt hun begge Forældrene tilligemed en Herre, som hun i Halvmørket ikke straks kendte, fordi han sad med Ryggen til den Dør, hun kom ind ad.

Men nu rejste han sig, og i det samme hun saae, at det var Per, trykkede hun overvældet Haanden for Øjnene, som blændet af et Syn. Han havde fortrudt sin Haardhed og faaet Lyst til at overraske hende. — — Med et højt Udbrud kastede hun sig om hans Hals.

"Det er Dig!"

I et halvt Minut laa hun sanseløs ved hans Bryst. Saa tog hun sig sammen, skamfuld over at have givet sig saa ubehersket hen i Forældrenes Paasyn. Dog vedblev hun at holde ham krampagtigt i Haanden, som var hun bange for igen at miste ham. Og under Smil og Taarer tog hun ham tilsidst under Armen og trak ham med sig ud i Haven.

Philip Salomon og hans Kone saae efter dem og derpaa hen paa hinanden.

"Her maa vi nok lade Skæbnen raade, Lea," sagde han.

Fru Lea nikkede tavs.

* * *

Trods Beslutningen om Forlovelsens Hemmeligholdelse varede det ikke længe, før der rundt om blev snakket ganske aabenlyst om den. Det laa kun daarligt for Jakobe at lægge Baand paa sine Følelser nu, da hun ikke længer skammede sig over dem. Hun gik rundt med en Fornemmelse som En, der har født i Dølgsmaal, men pludselig tør bære sin Lykke frem for Alverden.

Per mærkede da ogsaa, at man i visse Krese var begyndt at beskæftige sig med hans Person. Naar han kom ind i en af Kafeerne ved Kongens Nytorv, hvor han nu udelukkende søgte, hændte det undertiden, at et Par af Gæsterne stak Hovederne sammen og gav sig til at hviske om ham. Rundtom i Selskabslivet vakte den mærkelige Forbindelse den største Opsigt. Der fortaltes allerede de eventyrligste Ting om den unge Lykkeridder, som først havde arvet en rig Neergaard og nu havde "hugget sig" den ene af Philip Salomons Millioner.

Ogsaa til Pers fordums Studiefæller paa den polytekniske Læreanstalt naaede Forlovelsesrygtet. Her havde allerede "Falkens" Artikel om ham og navnlig Bebudelsen af hans Kampskrift vakt en betydelig Forventning. Per havde hverken været saa ensom eller saa uforstaaet mellem Kammeraterne, som han selv havde troet. Ikke alene de urolige Hoveder, der ligesom han fandt Luften i Professor Sandrups Foredragssal for kvalm, men ogsaa alle Døgenigtene, der greb enhver Kritik af Skolen som en Undskyldning for deres Dovenskab, havde længe ventet, at han paa en eller anden opsigtsvækkende Maade skulde lade høre fra sig. Nu skabte hans begyndende Berømmelse ham til Gengæld en Række uforsonlige Fjender blandt de hæderlige Slidere, der hidtil havde betragtet ham med medlidende Ringeagt. Navnlig galdt dette en vis Marius Jørgensen, der var Professor Sandrups Øjesten, og hvem Per i den Anledning engang havde givet Øgenavnet "det gudvelbehagelige Tabelværk". Denne vordende Samfundsbærer forberedte Sig nu paa at tage en frygtelig Hævn over ham ved i Hemmelighed at forsyne "Industribladet" med en latterliggørende Kritik, naar hans Skrift udkom.

I den salomonske Familje begyndte man saa smaat at forlige sig med Forestillingen om Per som Husets tilkommende Svigersøn. Onkel Heinrich var næsten den, som nu lod mindst tilfreds. Skønt Per forlængst var kommen under Vejr med, hvorledes det forholdt sig med hans "Konsortium", optraadte Hr. Delft stadig overfor ham som den faderlige Velgører og lod ham i fortrolige Samtaler vide, at han foreløbig kun var naaet det første og mindst betydende Skridt fremad. Bestandig talte han fordægtigt til ham om Enkebaronesse von Adlersborg; og Per, der havde faaet Blod paa Tanden nu, forstod hans halvkvædede Vise og gik i al Stilhed ind paa dens Tankegang. Han vidste, at Baronessen endnu opholdt sig paa en sydtysk Kuranstalt, og det var hans Agt at lægge sin Rejse deromad for at gøre hende et Besøg. Han havde dog foreløbig ingen anden Hensigt dermed end at vedligeholde Forbindelsen med den fornemme Dame for overhovedet at kunne udnytte de Muligheder, der skulde tilbyde sig fra den Kant. Men han skulde i Virkeligheden ikke have noget imod for bestandig at bortslænge det forhadte Sidenius-Navn, dette latterlige Stykke Degnelatin, denne Troldesvans, der overalt forraadte hans Oprindelse. Baron von Adlersborg! Hvorfor ikke! Det var et Navn, der vilde tage sig ud paa et Visitkort.

Til Jakobe nævnte han endnu intet om disse Storhedsdrømme; han mente hende ganske ligegyldig for ydre Ærestegn og gik ud fra, at hun derfor ikke vilde billige dem. Han anede ikke, at hun i sine Tanker byggede endnu mere højtflyvende Planer for ham og deres fælles Fremtid. Han havde en Aften paa hendes Opfordring oplæst hele sit Skrift for hende i Sammenhæng; og nu, da hun hørte paa ham med Kærlighedens Lydhørhed, havde hver Sætning lydt for hende som en klingende Fanfare.

Hun var dog saa fornuftig indtil videre at beholde dette Indtryk for sig selv. Trods sin Forelskelse var hun stadig ikke blind for hans mange Skrøbeligheder og forstod godt, at der endnu var meget at ophjælpe, før han stod fuldt rustet til den Kamp, hvortil han nu ogsaa i hendes Øjne var kaaret af selve Skæbnen. Til Gengæld gav hun sig mere og mere uforbeholdent hen i sin Lidenskab for hans Person. Det opstemte Ømhedsvæld i hendes Bryst, den brændende Hengivelsestrang, der fra hendes Barneaar havde voldet hende saa mangen bitter Ydmygelse, kunde nu endelig faa Udbrud. Dag og Nat var hendes Tanker hos ham. Hver Morgen sendte hun friske Blomster til at live op i hans triste Stue. Hun overvældede ham med allehaande unyttige Foræringer, anspændte daglig sin Opfindsomhed for at udfinde noget, der kunde glæde ham. Tilsidst fik hun endog Forældrene overtalt til at flytte til Byen tidligere end sædvanlig, saa hun kunde se ham hyppigere, vente hans Komme hver Time paa Dagen og om Natten vide ham blot ottehundredeogtredive Skridt fra hendes Side, — hun havde selv engang i Smug opmaalt Afstanden. Men selv dette var hende ikke altid nok. En Time efter, at han var gaaet fra hende, kunde hun sætte sig ned og skrive til ham eller telegrafere. Bestandig var der noget, hun nødvendigvis straks maatte sige ham, eller noget, hun frygtede for ikke at have faaet sagt paa rette Maade, eller noget, hun havde sagt men nu fortrød og vilde bede ham glemme — altsammen halvt ubevidste Paaskud for at sige ham dette ene og eneste: at hun elskede ham, og at hun talte Minuterne og sit Hjertes Sekundslag, til hun saae ham igen.

"Bon jour, Monsieur!" skrev hun til ham en Morgen, da Solen skinnede ind ad hendes Vindu. "Mon du skulde komme i Formiddag? I saa Fald kunde jeg jo spare mig denne Epistel. Men du er saa uberegnelig. Hvorfor kom du ikke iaftes? Jeg ventede til Klokken ti, gik saa iseng i daarligt Humør og hadede dig af et oprigtigt Hjerte til Klokken elleve. Idag tilgiver jeg dig for det prægtige Solskinsvejrs Skyld. — Kunde du nu ikke for denne Dag lade dine Korrekturer og Tegninger hvile og komme her ved To-Tiden; saa er kun Moder og jeg hjemme. Husk paa, at vi snart er langt borte fra hinanden, og naar du er rejst, gaar jeg i Kloster og gennemlever Evigheden, indtil du kommer tilbage."

Per gik under alt dette omkring med en lykkelig Pasjafornemmelse og tog i Løbet af en Maaned tolv Pund til i Vægt. Alligevel — den erotiske Atmosfære, hvori Jakobe indhyllede ham, kunde til Tider blive ham lidt for tropisk. Han kunde nok selv ved Lejlighed flamme op, navnlig naar de efter Middagen sad ene sammen i Kabinettet. Men Jakobes evigvarende Blussen var ham fremmedartet og i Længden temmelig anstrengende. Med sit fra Barndommen forkrøblede Følelsesliv, beklippet for alle andre Rørelser end saadanne, der trivedes i Skyggen og opelskedes af den barske Vind, følte han sig næsten tilbagestødt af hendes solmodne Elskov. Han kunde sidde halvt forlegen under hendes ubeherskede Kærlighedsudbrud og var i det hele mangen Gang en ret kejtet Elsker.

En Dag, da de sad ene i Mørkningen, lagde Jakobe Armene om hans Hals og sagde:

"Har du rigtig tænkt paa, Per, at du endnu aldrig har sagt mig, at du elsker mig?"

"Men du veed det jo."

"Jamen det er mig ikke nok. Jeg vil høre dig sige det. Jeg maa dog i det mindste een Gang høre, hvordan det lyder, naar min Kæreste siger mig, at han elsker mig. — Gør det nu, Per!"

"Men, kære, jeg har da virkelig ofte sagt dig, at — —"

"Ikke med de Ord, Per! Og det er netop dem, jeg vil høre. Husk paa, at det er de tre Ord, vi Kvinder hører lyde for vort Øre Dag og Nat, vaagen og i Drømme, lige fra vi kommer hjem fra vort første Bal. Sig dem, Per! Skal jeg hjælpe dig! Hør da — nu gentager du mine Ord, saa bliver det ovenikøbet en gensidig Bekendelse — Altsaa: Jeg

"Jeg," gentog han.

"Elsker —"

"Nej, det er virkelig for dumt, Jakobe," indvendte Per, rød i Hovedet, og holdt Haanden for hendes Mund. Og da hun vedblev at tigge, gjorde han sig vred og frigjorde sig for hendes Arme.

Dog, saa lettet han ofte følte sig, naar han om Aftenen, efter den sidste, stormfulde Afsked ude i Forstuen, kom ud paa Gaden og tændte sig en Cigar, — han havde aldrig Lyst til straks at gaa hjem til sit Arbejde, endmindre til som i gamle Dage at drive ind paa en Kafe. Han var kommen til at holde af at spasere omkring i Gaderne, helst i de stille og mennesketomme, og give sig hen i visse nye Stemninger, som han ikke ret forstod. Ligesom hin første Gang, da han uforvarende var kommen til at drikke af Evighedens Kilde, havde han en betagende, halvt skræmmende Fornemmelse af, at der var ved at aabne sig en Eventyrverden i hans Indre. Men medens den Kærlighedens Paradishave, hvori han var bleven indført ved den brave Fransisca, havde været en hyggelig lille Urtegaard med Reseda og Levkøj og velpassede Køkkenbede, stirrede han nu ind i en susende Palmelund, stor og højtidelig som et Tempel. Han begyndte under disse Nattevandringer at faa en Anelse om en højere Lykke, en større og renere jordisk Lyst end den, han hidtil havde eftertragtet. Han begyndte at forstaa, at Livet kun blev rigt ved en Kvindes Kærlighed, og at der var en dybere Sandhed, end han selv havde vidst, i hans letfærdigt mente Ord om det Favntagets Himmerig, hvor der var Glemsel for alle Sorger, Tilgivelse for alle Synder.

En Nat efter Hjemkomsten fra en saadan timelang Vandring skrev han disse Linjer til Jakobe:

"Der var en Mand, der engang for Spøg kaldte mig for "Lykke-Per". Nu, jeg har egentlig heller aldrig selv betragtet mig som Stedbarn her i Livet. Maaske har jeg i enkelte, mismodige Øjeblikke kunnet beklage mig over den Skæbne, der lod mig fødes i det Land, hvor Præstens Søn Adam engang i Tidernes Morgen giftede sig med Degnens Datter Eva og efterhaanden opfyldte Jorden med tre Millioner Sidenius'er. Men naar jeg nu ser tilbage paa de forløbne Aar, saa føler jeg, at en Skytsaand har fulgt mig gennem Livet, og skønt jeg ofte har været paa Vildspor og jaget efter uægte Glimmer, saa staar jeg nu med Sejrens Guldkrone i min Haand: dig og din Kærlighed.

Jeg føler Trang til endnu engang, inden jeg gaar til Ro, at indeslutte dig i mine Tanker og takke dig. Du var min gode Skytsaand fra den Dag, jeg første Gang betraadte dine Forældres Hus, det vil sige fra den Dag, der betegner det store Vendepunkt i mit Liv. Hvad jeg forleden ikke kunde komme over at sige, da jeg sad hos dig og du bad mig derom, det hvisker jeg nu til dig gennem Nattestilheden: Jeg — elsker — dig!"

Da han den næste Dag i nøgtern Stemning gennemlæste Brevet, følte han det skruet og brændte det. Saa skrev han et andet i Stedet, hvori han mest fortalte om sin Bog.

"Det er en Pokkers Tid, det tager med det Trykkeri. Det er nok de Tegninger, der forsinker; de skal jo skæres i Træ. Veed du forresten, jeg tænker paa at ændre Bogens Titel. "Nye Tider" lyder saa almindeligt. "Fremtidsstaten" vil jeg kalde den. Klinger det ikke godt?"

* * *

Man var kommen ind i Oktober, og Per var endelig bleven færdig med sine Rejseforberedelser. Det var hans Hensigt først at tilbringe nogen Tid i Tyskland og besøge et Par af de bekendteste tekniske Instituter dernede. Senere vilde han se at faa Lejlighed til at følge et eller andet af de store Vandbygningsarbejder, der udførtes af det engelsk-amerikanske Verdensfirma Blackbourn & Gries, hvortil hans Svigerfader havde lovet at skaffe ham Anbefaling. Iøvrigt agtede han sig til Paris, London, New-York og et Par andre af de nordamerikanske Storstæder. I det hele vilde han blive borte et Par Aar.

Skønt Jakobe ikke fattede, hvordan denne lange Tid skulde gaa for hende, gjorde hun ingen Indvendinger. Ja, det var endogsaa hende, der havde faaet det ene Aar lagt til. Per selv havde ment at kunne nøjes med den halve Tid; men hun bad ham indtrængende om ikke at forhaste sig, og hun fandt i dette Punkt Medhold hos sin Fader, der en Dag lod Per kalde til sig paa sit Kontor og her overgav ham et Akkreditiv paa fem Tusinde Kroner med den Tilføjelse, at det skulde blive fornyet efter Udløbet af et Aar.

Midt under Travlheden med Indpakning og Fuldstændiggørelse af sit ret vidtløftige Rejseudstyr modtog Per en Dag et Brev fra Eberhard. Broderen skrev, at det var kommet ham for Øre, at han stod i Begreb med at begive sig til Udlandet; han vilde derfor ikke undlade at gøre ham bekendt med Faderens Tilstand, der nu var en saadan, at Katastrofen kunde ventes naarsomhelst. Selv agtede han sig med det allerførste hjem for at kunne være tilstede ved Dødslejet, hvor i det hele alle de andre Søskende ventelig vilde samles.

Efter Modtagelsen af dette Brev gik Per en halv Dag op og ned ad sit Gulv i tvivlraadige Tanker. Brevets Tone havde været usædvanlig hensynsfuld, og Lykken havde stemt ham selv forsonlig. Ingen vilde jo nu heller kunne mistænke ham for at vende tilbage som den fortabte Søn — tænkte han.

Og dog! Endnu var hans Triumf ikke fuldstændig. — Var hans Bog endda udkommen!

Han brændte tilsidst Brevet sammen med en Del gamle Papirer, som han ryddede ud af sine Skuffer, og talte slet ikke til Jakobe om det.

Dagen efter rejste han til Tyskland.