Lykke-Per/18

by Henrik Pontoppidan

ATTENDE KAPITEL

Da Per den næste Morgen vaagnede, følte han sig ikke vel. Han sov altid uroligt og havde om Natten kastet Tæpperne af sig, saa han var kommen til at fryse.

Idet han rejste sig overende i Sengen, jog der ham et smertefuldt Sting gennem Brystet og samtidig en Angst gennem Sjælen. Den Smerte kendte han. Det var den samme, der havde foruroliget ham et Par Gange under hans Rejse, sidste Gang i Wien efter de anstrengende Baadfarter gennem Donaudeltaet. Paa Grund af Mistillid til de udenlandske Læger og desuden af en vis Sky for den Sandhed, der kunde komme for Dagen, havde han hidtil ikke villet lade sig undersøge. Men nu skulde der gøres Alvor af det. Han ringede paa Jomfruen og lod en af Københavns mest bekendte Hospitalsoverlæger kalde.

Der gik nogle Timer, før Lægen kom. I sin Ensomhed fik han god Tid til at fantasere sig ind i den Forestilling, at disse gentagne og for hver Gang heftigere Smerteanfald kunde være Forbud paa Døden.

Dø allerede nu? Fireogtyve Aar gammel! Med sit Livsværk ufuldført, ja end ikke paabegyndt! Det vilde være ganske meningsløst, fuldkommen ulogisk — som Livet overhovedet var det.

Ja, det Standpunkt havde han forlængst tilbagelagt, da han overmodigt stormede løs paa sit Helbred og trodsede Døden i den Indbildning, at Livet ikke kunde undvære ham, at hans Evner og Kræfter var nødvendige for Tingenes Opretholdelse og Udvikling i hans Fædreland. Nu vidste han bedre, at Naturen var rig nok til at turde være ødsel, at der var gaaet endnu større Evner i Graven uden at have faaet sig udfoldet. Knokkelgæsten spurgte ikke om Forlov. Som Solen skinnede baade paa retfærdige og uretfærdige, saadan greb han, Mørkemanden med de tomme Øjenhuler, iblinde mellem kaldede og ukaldede uden at tage mindste Hensyn til Nyttevirkningen.

Den Gru, han tidligere havde følt ved Tanken om Tilintetgørelsen, var ikke længer saa stærk hos ham. Som han laa der i den store Pragtseng, under et farvestraalende Silketæppe, og beredte sig paa at faa sin Dødsdom forkyndt, var han forholdsvis rolig og fattet. Endog naar han ingen Smerter havde, var der Øjeblikke, hvor han i sin Træthed næsten forligede sig med Tanken om at gaa bort og befries for Livets formaalsløse Besvær. Vognlarmen fra Torvet udenfor, den evindelige Sporvognskimen, Tanken om de forestaaende nye Forhandlinger med taabelige og frække Pengespekulanter, — alt fyldte ham i disse Øjeblikke med en usigelig Lede.

Efterhaanden som Tiden gik, blev det ham dog vanskeligere at holde Uhyggen borte. En knugende Forladthedsfølelse betog ham og drev ham den kolde Sved ud af Kroppen. Tænk om han laa her og døde uden at have et Menneske hos sig!

For at adsprede Tankerne vilde han give sig til at læse. Han havde den foregaaende Dag udpakket de Bøger, han førte med hjem fra sin Rejse, hovedsagelig store, kostbare tekniske Værker, men ogsaa den Samling Skrifter af mere almendannende Art, som han havde anskaffet under det lange Vinterophold i Dresack og senere forøget i Rom.

Han udvalgte sig blandt disse sidste et Mønsterudvalg af græske og latinske filosofiske Forfattere i tysk Oversættelse, en Bog, som engang før under lignende Forhold havde været ham til Trøst.

Han var dog ikke naaet langt med Læsningen, før Lægen kom. Det var en lille graaskægget Mand, som uden mange Ord slog sig ned paa en Stol ved Siden af Sengen. Efter at have udspurgt ham og derpaa banket ham paa Bryst og Ryg sagde han:

"Er det de Lunger, som der skulde være noget i Vejen med? Det tror jeg nu inte noget paa. Det er jo komplette Smedebælge! … Hvor føler De især Smerterne?"

Per pegede paa et Sted foran paa den højre Side af Legemet, omtrent ved det underste Ribben.

"Er det der? Jamen, De sagde jo før, at det mere var herhenne paa venstre Side."

"Ja, det flytter sig."

"Naa, — hm. Gør det meget ondt, naar jeg — saadan — trykker paa det?"

"Nej, det kan jeg ikke sige."

"De mærker inte noget særligt?"

"Nej."

"Maaske har De slet ingen videre Smerter mere?"

Per maatte indrømme, at den pinagtige, sammensnærende Fornemmelse i Brystet og Mellemgulvet næsten var forsvunden nu. Han kunde igen trække Vejret dybt, uden at det jog igennem ham.

Doktoren sagde ingenting men gav sig til at undersøge ogsaa Underlivet og Benene.

"Deres Lunger er der sgu inte noget i Vejen med," gentog han, da han var færdig. "Dem skal De aldrig ønske at bytte bort. Men Deres Muskulatur er noget slap. Hjertet kunde ogsaa uden Skade være noget mindre ugideligt. — Sig mig, hvordan er Deres daglige Levevis? Gør De nogen ordenlig Gymnastik? Tager De et koldt Styrtebad hver Morgen? — Det skulde De virkelig ta' og gøre. Og Haandvægtsøvelser. Der er ingenting saa storartet som nogle raske Armsving med et Par Lispunds-Lodder paa fastende Hjerte. De maa se at faa Deres ærede Blod til at cirkulere lidt livligere; andet fejler De vistnok ikke, — men det er for den Sags Skyld ogsaa mere end nok i Deres Alder! Bliv nu liggende et Par Dages Tid og se at faa Deres Nervesystem lidt i Ligevægt. Jeg kan i det hele inte noksom anbefale Dem at passe lidt paa Dem selv. For trods den ubetinget mandlige Krop, De kan presentere, har De aabenbart Disposition til — ja, hvad skal jeg nu med et pænt Ord kalde det? — naa, til saadan lidt Kvababbelse, som De altsaa har haft denne aarle Morgenstund. Sagen er i og for sig let nok at forstaa. Se, først er De nu bleven godt gennemrystet paa en tre-fire Døgns Jernbanerejse, hvor De hverken har faaet ordenlig Søvn eller et regederligt Maaltid; saa er De — som De selv siger — kommen hjem til Forretninger og Vrøvl og Selskabelighed; det er saamænd Forklaring nok, naar Talen er om en Konstitution af vor hjemlige sødsuppelige Art, selv om den ogsaa hører til Krafttypen."

Han sagde det sidste med et eget, ondt Glimt i sine smaa, lidt skelende Øjne. Per hørte knap paa ham længer. Efter at have faaet Sikkerhed for, at han ikke gik omkring med Spiren til en Lungesygdom, følte han sig helt vel og ønskede blot at blive den snaksomme Mand kvit.

Da Lægen var gaaet, stod han straks op. Med forynget Livsfølelse gik han nynnende op og ned i Værelset og klædte sig paa, spiste derpaa Frokost med temmelig god Appetit og satte sig til sit Arbejdsbord. Virkelysten var pludselig vaagnet i ham. Han fik sine Tegninger frem, desuden Maaleredskaber, Tabelværker og lignende Hjælpemidler. Nu skulde der fyres under! Full steam!

Han havde faaet alt ordnet til Arbejdet, da han opdagede den Bog, han var begyndt at læse i, inden Doktoren kom. Han havde dengang kastet den hen paa Bordet mellem Tegnerullerne, og nu kunde han ikke lade være at kigge i den, inden han lagde den tilside. Bogen havde et Mærke paa et Sted, hvor han havde læst; det var Platons Beretning om Sokrates' og hans Disciples frimodige Samtale om Døden umiddelbart før den store Lærers Henrettelse. Hans Blik faldt paa det Sted, hvor Sokrates taler om Legemet som den tunge og klæbrige Dejg, hvormed Sjælen er sammenæltet, og som gør, at Menneskene aldrig paa tilfredsstillende Maade kommer i Besiddelse af, hvad de eftertragter, forsaavidt dette da ikke er det lave og uædle.

"Thi Legemet foraarsager os tusinde Bryderier. Det opfylder os med Lyster og Begærligheder, med Frygt og mange Slags Skyggebilleder og Tant … Penges Erhverv er Aarsag til al Ufred i Verden; men Penge behøver vi kun for Legemets Skyld, idet vi skal pleje det. Om vi endelig ogsaa har tilfredsstillet det i saa Henseende og bereder os til at betænke noget af Vigtighed, er det os atter paa mange Maader til Besvær, opvækker Uro og Forvirring og forstyrrer os, saa vi for dets Skyld ikke formaar at skue det sande … Medens vi lever, vil vi kun da komme Erkendelsen nærmest, naar vi har saa lidt som mulig med Legemet at skaffe og ikke mere Omgang med det, end det er højst nødvendigt, og ikke lader os opfylde af dets Natur —."

Per lod Bogen synke og saae en Tid tankefuldt hen for sig med sammentrukne Bryn. Besynderligt! — tænkte han. — Disse Ord, udtalt fire hundrede Aar før Kristi Fødsel, var jo som skrevne ud af en kristelig Opbyggelsesbog!

Han læste Siden tilende og ogsaa den næste Side og en til … han kunde ikke holde op igen. Denne dybsindige Fantasileg med det overnaturlige satte hans inderste og forborgneste Sjæleliv i Svingninger. — Det blev langt op paa Formiddagen, inden han tog fat paa sine Maaleredskaber og Tabelværker.

Han fik da heller ikke mere Held med sit Arbejde denne Dag, end han havde haft den foregaaende. Han, som forhen ikke kunde se en Stump Kort uden at gribes af Arbejdsfeber, ja for hvem Vanskeligheden hidtil især havde bestaaet i at skulle vælge med Omsigt mellem det Mylr af Indfald, der bestandig under Arbejdet skød frem som ved Knopskydning, han havde nu ligefrem ondt ved at holde Tankerne til Papiret. Alleslags uvedkommende Ting, ethvert Raab paa Gaden, enhver Klokkelyd i Hotellet forstyrrede og adspredte ham.

Ligesom den foregaaende Dag endte det da ogsaa med, at han i sygelig Ophidselse fandt det hele Projekt forfejlet, og han blev siddende med Hænderne for Ansigtet i mørk, selvopgivende Fortvivlelse.

Da kom han til at mindes den Professor Pfefferkorn i Berlin, der havde interesseret sig saa meget for ham under hans Ophold der. Han havde i sin Tid paa hans Opfordring sendt ham en skriftlig Redegørelse for sine Ideer; og som Tak herfor havde Professoren tilskrevet ham et længere Brev. Dette ledte han nu frem mellem sine Papirer.

"— — Hvad først Deres hydrauliske Motor angaar, saa skal jeg udtale mig med Forsigtighed. De er jo her inde paa en ganske ny Vej, og det er da kun rimeligt, at de første Skridt er vaklende. Jeg har vist iøvrig under en af vore Samtaler sagt Dem, at man i Amerika har gjort Forsøg i lignende Retning, og at man der stadig arbejder paa at løse denne i Sandhed mægtige og tillokkende Opgave, at bringe ogsaa Oceanets uudtømmelige Kraft ind under Menneskesnillets Ledebaand. Det er Dem kun til Ære, at ogsaa De er bleven grebet af denne Tanke; men hvorvidt den Vej, De har anvist, vil kunne føre til Maalet, derom skal jeg, som sagt, ikke udtale mig. Derimod mener jeg, efter nu med Opmærksomhed at have sat mig ind i Deres ny System for Vindmotorers Regulering, at De har haft et lykkeligt Indfald. Tanken med den indskudte Vægtstang og Formen for Afbalanceringen tiltaler mig særdeles. Der er sikkert her peget paa Midler, der i høj Grad fortjener Paaagtelse. At De just skulde have fundet den afgørende og endelige Løsning af dette store og vanskelige Problem, der er af den største Betydning særlig for alle bjerg- og strømfattige Lande, det mener De naturligvis heller ikke selv. Paa intet Omraade gælder det mere end paa det tekniske, at Fuldkommenheden naaes gennem en Uendelighed af smaa Forbedringer, og De vil ganske sikkert ikke slaa Dem tiltaals med det allerede vundne Fremskridt. Som jeg overhovedet altid med Interesse vil følge Dem i Deres Udvikling, forsaavidt Forholdene sætter mig i Stand dertil, vil jeg særlig med Forventning imødese Resultaterne af Deres fortsatte Forsøg paa det her berørte Felt. Om Deres rige Evner er De jo ikke selv i Tvivl, og De vil sikkert ogsaa nok naa langt, især om det kunde lykkes Dem noget mere end hidtil at forene Deres mærkeligt aabne Blik for Tingenes store Linjer med den Fordybelse i Detaljen, som man i Ungdommen er tilbøjelig til at ringeagte, men hvorpaa i Virkeligheden det store og frie Overblik beror. Jeg tror at mindes, at det var Deres Agt paa Deres Studierejse at besøge ogsaa Nordamerika. Det vil vistnok være meget anbefalelsesværdigt. De vil der bedre end nogetsteds have Lejlighed til at berige Deres Erfaring i det rent praktiske, — og jeg mener hermed egenlig ikke udelukkende det tekniske; ogsaa paa andre Omraader er vi bleven den nye Verdens Lærlinge. Særligt vil De i dette de store Inventioners Land kunne lære, hvorledes de mægtigste Virkninger oftest er bleven naaet ved de tilsyneladende uanseligste Midler."

Dette gamle, halvglemte Brev, der ved Modtagelsen ikke havde betydet noget for Per, fordi det ikke havde syntes ham anerkendende nok, genoprejste nu hans Selvfølelse. Det slog desuden fast hos ham, at han nu maatte bryde op herfra og fortsætte sin afbrudte Studierejse. Han vilde derfor igen lægge Ordningen af sine Affærer i Ivans Haand, og navnlig vilde han helt og holdent overlade til ham at genoptage mulige nye Forhandlinger med Spekulanterne. Imidlertid vilde han ganske stille rejse bort — og dennegang direkte til Amerika. Det var ikke værd at udsætte sig for endnu engang at falde for den gamle Verdens Fristelser.

Om Eftermiddagen tog han ud til "Skovbakken" for at tale med Jakobe derom. Hun var i Haven, da han kom. Hun sad paa en Bænk i Solskinnet nede ved det store Bjælkelysthus.

Skønt hun godt hørte Pers Stemme oppe fra Terrassen, blev hun rolig siddende og gav heller ikke ved noget Raab tilkende, hvor hun var. Da han endelig fandt hende, rakte hun ham kun sin Kind til Kys, skønt han havde søgt hendes Mund. Ikke heller kunde hun faa sig til at sige ham Tak for de Blomster, han bragte med til hende, — især ikke, fordi hun saa tydeligt kunde mærke paa ham, at han ventede det.

Hun havde hele Dagen gaaet om i en fremtvungen, anstrengt Døs under Forsøget paa at glemme, hvad der var sket. Hun, som ellers elskede Klarhed, var i sit Forhold til Per ogsaa paa den Maade begyndt at blive sig selv utro, at hun saavidt muligt lukkede Øjnene for Sandheden overalt, hvor den truede hendes Kærlighedslykke. Ligesom En, der er vaagnet af en sød Drøm og lægger sig om paa den anden Side i Haab om at drømme videre, gav hun sig endda med en Art Vellyst hen i sit Selvbedrag.

Per kunde ikke straks faa sig til at sige hende, at de allerede igen maatte skilles. Det havde overhovedet ikke været let for ham at tage denne Beslutning om at rejse. Han var træt af det omstrejfende Liv; og den Omstændighed, at han havde saa vanskeligt ved at gøre sig forstaaelig paa fremmede Sprog, af hvilke kun Tysk faldt ham nogenlunde mundret, gjorde sit til denne Mangel paa Lyst til at komme bort. Saa var det ogsaa svært for ham at skulle forlade Jakobe netop nu, da de havde fundet hinanden i fuld Oprigtighed og gensidig Forstaaelse. Men det fik ikke hjælpe, — det maatte ske.

Han havde i Begyndelsen været for selvoptaget til at mærke Forandringen i Jakobes Væsen. Men som han nu sad der ved Siden af hende paa Bænken og tænkte paa, hvorledes han bedst skulde forberede hende, saae han, at hun hastig viskede noget bort fra sin Kind. Det kunde se ud, som om hun med Haanden slog en Flue væk; men Per havde faaet Tid til at opdage, at det var en Taare.

Han blev helt betuttet. Han havde aldrig før set hende græde.

"Men — kæreste Ven!" sagde han. "Hvad er der i Vejen? Er der gaaet dig noget imod?"

"Nej, slet ikke … Det er blot Nervøsitet," svarede hun og førte hans Arm bort, da han vilde lægge den om hendes Liv.

"Men er du da ikke rask?"

"Jo vist er jeg saa. Som jeg siger dig, det har ikke noget at betyde … Skal vi ikke gaa lidt? Jeg er kommen til at fryse."

Hun rejste sig hurtigt — hans Omsorgsfuldhed pinte hende — og de gik ned mod Stranden. Nu slog det med eet Per, hvor hun saae daarlig og forgræmmet ud, — og Rejsebeslutningen begyndte at vakle hos ham.

Da skød der en lysende Tanke frem af hans mismodige Stemning. Ligesom en eneste Solstraale, der bryder gennem en Sky, pludselig kan forvandle et udstrakt Landskab, saadan forgyldte denne Indskydelse i et Nu hele Tilværelsen for ham. Jakobe kunde jo følge med ham! De kunde gifte sig straks og saa rejse sammen for Guds og alle Menneskers Øjne. — At han ikke havde tænkt paa det før! Rejsens Besværligheder, Hoteluhyggen, Ensomhedsfølelsen, alt, hvad der nys havde gjort ham modløs, omskabtes med eet til Lyst og Glæde. Han vidste jo af Erfaring, hvilken mageløs Rejsekammerat Jakobe var, saa uforfærdet, saa fordringsløs, saa moderlig omsorgsfuld, — og dertil behagelig hjemmevant i alle fremmede Sprog.

"Jakobe! Jakobe!" — han standsede midt paa Havegangen, og før hun kunde forhindre det, havde han slaaet Armene omkring hende. Og nu tilstod han for hende alt, hvad han havde gennemlevet og gennemlidt siden den foregaaende Dag, og hvilke Planer han havde for dem begge.

Jakobe gik en Tid tavs med Hovedet paa hans Skulder i en Art lykkelig Selvbedøvelse, som drak hende Blodet af Kinder og Læbe. Hun vidste godt, at hun hverken vilde eller kunde følge ham. Det var ganske umuligt for hende i sin nuværende Tilstand at rejse saa langt bort. Per talte om at være borte et halvt Aar, og paa kortere Tid kunde han absolut heller ikke faa noget virkeligt Udbytte af Rejsen. Men hun vilde da kun blive ham til Byrde og Bekymring.

"Du siger ingenting," sagde han, da de var kommen ned paa deres Yndlingsplads paa Stranden med den frie Udsigt over Sundet til den solbeskinnede svenske Kyst. "Synes du ikke om mit Forslag?"

"Jeg veed ikke rigtig, hvad jeg skal sige," svarede Jakobe, — hun sad foroverbøjet og halvt bortvendt med Albuen paa Knæet og Hagen støttet mod Haanden; den anden Haand havde Per ikke villet slippe. — "Jeg forstaar saa godt, at du maa ud og rejse igen. Jeg har selv tænkt paa, at det vistnok var nødvendigt for dig … Men, min Ven, mig faar du ikke med over Atlanterhavet!"

"Men hvorfor? Naar jeg er med dig, kan du jo være ganske tryg. Jeg skal sandelig nok passe paa dig. Eller er det Sørejsen, du er bange for?"

"Aa ja, ogsaa for den. Derfor bliver jeg hjemme … og venter paa dig. Og jeg skal nok være taalmodig. Men naar du foreslaar, at vi skulde gifte os, inden du rejser, saa tror jeg, du har Ret. Det vilde af flere Grunde være praktisk."

"Og saa, med det samme vi var bleven rigtig Mand og Kone, skulde vi skilles. Gør du Løjer med mig? For det vilde jo dog være det skrækkeligste Barbari. Jeg kender dig slet ikke igen, Jakobe. Hvor kommer du paa saadanne Tanker? Men det kan jo heller ikke være din Mening. Vel?"

Hun nikkede tavs.

"Jeg tror dig ikke, Jakobe. Du er bleven saa underlig i den sidste Tid. Hvad gaar du og gemmer paa?"

"Ikke paa noget, min Ven!" sagde hun og knugede i det samme febrilsk hans Haand. Hun kunde nu mindre end nogensinde faa sig til at sige ham den fulde Sandhed. Hun turde det ikke. Hun levede jo ikke længer i Indbildninger med Hensyn til hans Karakter, og hun frygtede for, at han skulde benytte hendes Tilstand som Paaskud for at opsætte — eller maaske helt opgive — sin Rejse. Men det vilde hun paa ingen Maade have paa Samvittigheden. Hun indsaae godt, hvor betydningsfuldt netop et Amerikaophold vilde kunne blive for ham, og nu mere end nogensinde var det hende om at gøre, at han dreves fremad. Havde hun tidligere kunnet tænke sig at være tilfreds med hans blotte Kærlighed, saa søgte hun uvilkaarlig nu paa anden Led Erstatning for, hvad denne paa det sidste havde tabt i Værd for hende.

"Hør nu!" afbrød hun tilsidst Per i hans Forsøg paa at overtale hende. "Nu har jeg en Ide. Du kan jo rejse over England, saa vil jeg følge dig saa langt. Vi er otte Dage i London, og otte Dage et Sted paa Landet eller ved Stranden. Og i Liverpool skilles vi. — Hvad siger du til det?"

"Naturligvis, lidt er bedre end ingenting. Jeg kan jo saa haabe paa, at du i Liverpool kommer paa bedre Tanker."

"Det skal du ikke. Allermindst for din egen Skyld, min Ven! Husk ogsaa paa, vi kan dog ikke godt bo paa Hotel, naar du kommer tilbage. Vi skal dog have vor egen Lejlighed. Og med at indrette den, vil jeg faa nok at gøre, mens du er borte."

"Det er sandt. Du har Ret, Jakobe — som altid. Aa, du kloge Ven, hvor jeg allerede glæder mig til at komme tilbage! … Tænk, at faa vort eget Hjem! … Det behøver jo slet ikke at være særlig storartet — vel? Og det skal helst ligge lidt udenfor Byen, i frie Omgivelser, med Udsigt til Skov og Strand. Hvad siger du? Vi to!"

Han havde paany i Henrykkelse draget hende ind til sig, og hun lagde træt sit Hoved paa hans Skulder og lukkede Øjnene.

"Ak ja," fortsatte han. "Hvor er dog i Grunden alt andet i Livet betydningsløst og ligegyldigt i Sammenligning med de Goder, der saa at sige er ens for alle — rige som fattige — og som gror ud af Tilværelsen saa selvfølgeligt som Frugterne ud af et Træ. Der er noget bagvendt i Livsværdiernes Rangforordning — ogsaa indenfor det moderne Samfund. Jeg priser mig lykkelig over, at jeg har indset det i Tide. For jeg var sandelig nær bleven stikkende i Dyndet!"

Jakobe fik igen lidt Uro paa sig. Til Trods for, at det i Grunden kun var hendes egne Ord, han her havde gentaget, ja netop dem, hun engang havde drømt om at høre af hans Mund, saa opskræmte de hende nu. Hun havde jo i Mellemtiden selv forandret sig. Særlig havde disse sidste Dage ændret meget i hendes Syn paa de saakaldte "sande Livsværdier".

"Jeg tror, du bedømmer Forholdene urigtigt," sagde hun med en fremmed Haardhed i Stemmen.

"Saa se dig om og sig mig, om ikke Egennytte, Forfængelighed, Brutalitet, Herskesyge o. s. v. er lige saa grundfæstede Magter i det nye Samfund som i det gamle?"

"Ja — hvorfor skulde de ikke være det?"

"Hvorfor?"

"Ja, — den Slags Egenskaber hører nu engang til de menneskelige Drivkræfter, der fører Verden fremad. Derfor kan de vist heller ikke være slet saa fordømmelige, som man gerne gør dem til."

Per lo. Han opfattede hendes Ord som Spøg.

"Naa, du mener maaske, at de er ligefrem paaskønnelsesværdige?"

"Jeg veed ikke. Er det dog ikke simpelthen dem, hvorpaa Menneskenes Velfærd beror?"

Nu forstod Per paa Tonen, at det var Alvor, og han saae overrasket paa hende. Men han var ikke oplagt til Kiv og slog Sagen hen i Løjer.

"Ja, er det ikke det, jeg siger; — du vil absolut sige imod i denne Tid, om du saa skal opponere mod dine egne Meninger."

Jakobe tav. Heller ikke hun følte egenlig nogen Lyst til at genoptage Striden fra forleden. Og de gav sig da til at lægge Rejseplaner og drøfte Rejseruter. —

^* _* ^*

Den Krig, Max Bernhardt — kraftigt støttet af Dyhrings "Borgerbladet" — havde ført mod Ophavsmændene til det københavnske Frihavnsprojekt, havde i disse Dage faaet en for Offenligheden overraskende Afslutning. Det var virkelig lykkedes ham tilsidst at gøre disse Folk nervøse. Det var i sig selv et voveligt Foretagende, de havde givet sig ikast med; der skulde tilvejebringes store Kapitaler til det, og "Borgerbladet"s Anseelse i Børsverdenen var imod al Forventning i stadig Stigen under den nye Ledelse. Ogsaa andre af de Aviser, paa hvilke Max Bernhardt havde skaffet sig Indflydelse, gjorde Mine til at mistænkeliggøre Sagen som Forretning. For ikke at risikere et Nederlag ved den forestaaende Aktietegning besluttede de store Herrer da at krybe til Korset overfor den forhadte Overretssagfører og tilbyde ham en Plads i Direktionen.

Det var en Udgang af Sagen, han selv hele Tiden havde haft for Øje som en Mulighed, der bestemte hans Taktik, og han modtog Tilbudet uden at ytre nogen Overraskelse. Ved en større Jubilæums-Festlighed, der i de samme Dage fandt Sted, blev Forsoningen mellem ham og hans gamle Modstander, den forhen almægtige Bankdirektør, officielt beseglet, idet denne paa iøjnefaldende Maade udbad sig Æren af at drikke et Glas med ham, — en Begivenhed, som Dagen efter stod omtalt i alle Byens Aviser, i "Borgerbladet" endog under Overskriften: "Et historisk Øjeblik".

For Max Bernhardt var den vundne Sejr ogsaa afgjort betydningsfuld. Det var lykkedes ham at fastslaa i den offenlige Bevidsthed, at man ikke kunde gaa udenom ham, at selv Børsens Matadorer intet formaaede uden at have sikret sig hans Bistand. Ivan tabte næsten Vejret, da han erfarede Nyheden. Han mente, at ethvert Haab for Pers Planer nu var uhjælpelig sønderbrudt for lange Tider, og i et hysterisk Udbrud af Forbitrelse raabte han op om Forræderi og Snigmord.

Per trak overlegent paa Skulderen.

"Jeg sagde dig det jo," ytrede han til Jakobe, der ligeledes var bleven en Del opskræmt af Begivenheden. "Vil du nu indrømme mig, at din Hr. Max er noget for pim, og at det var et Held, jeg ikke bed paa den Herres Rævekage. Jeg havde ellers nu staaet der pænt som en afblanket Nar! … Nej, det er, som jeg siger, der maa rejses en Bevægelse herhjemme for at udrydde den Slags Skadedyr af det offenlige Liv. Ellers gaar tilsidst al Hæderlighed tilbunds i Uføret."

Det rykkede i Jakobe; men hun opgav at svare. Det nyttede ikke at fortsætte Diskussionen om det Spørgsmaal foreløbig. Hun satte nu sit Haab til hans Amerikaophold; og iøvrig kuede hun sig selv og sin nyvakte Kritik overfor ham, fast bestemt paa at vedblive at holde af ham, som han nu engang var.

Ivans Opfattelse af Pers Udsigter viste sig iøvrig hurtig altfor mistrøstig. Max Bernhardts nye og store Sejr vakte tværtimod forøget Liv blandt hans Misundere og hemmelige Fjender, ikke mindst hos Proprietær Nørrehave, der betragtede sig som forraadt af ham i denne Sag. Tilligemed Overretssagfører Hasselager blev han pludselig særdeles virksom for Pers Plan; og til disse to Mænd sluttede sig nu af egen Drift og uden alt Forbehold — Oberst Bjerregrav.

Retfærdighedsfølelsen og Fædrelandskærligheden havde omsider overvundet den gamle Mands Skinsyge. Jødehadet var blusset op i al sin instinktive Kraft hos den bryske Hugaf, for hvem Nationalfølelsen var bleven Religion. I hans Øjne var enhver nok saa hjemmedansk Jøde en kun halvt naturaliseret Tysker med hemmelige Sympatier for Arvefjenden. Han paastod — hvad forøvrigt ikke var helt usandt — at Størsteparten af de jødiske Grosserere i København simpelthen var Agenter for tyske Firmaer, ligesom det hovedsagelig var med Penge fra jødiske Banker i Hamburg og Berlin, at den hele moderne Omformning af Hovedstaden vor foretaget. Ogsaa til Provinserne, ja helt ud til Bondelandets gældbetyngede Gaarde havde de tyske Millioner fundet Vej og fortsatte her indenfra, paa underjordisk Vis, den Erobring af Landet, som Kanonerne havde indledet. Hvad der derfor altid ganske særlig havde tiltalt ham ved Pers Havneplan, var, at denne endelig var et Forsøg paa at hævde Landets merkantile Selvstændighed overfor den store Nabostat, medens en Frihavn ved København efter hans Mening paa Grund af Byens Beliggenhed ved et smalt og grundet Sejlløb aldrig vilde blive i Stand til at drage Verdenstrafiken til sig.

Han havde nu taget den Beslutning selv at gøre det første Skridt til en Forsoning med Per. Han vilde slaa en Streg over det gamle Mellemværende, — ja, det Overmod, hvormed Per havde taget Afsked ved hint skæbnesvangre Sammenstød for Aar tilbage, virkede nu næsten paa ham som en Spore mere. Nu, da han med fuld Overbevisning saae Landets Redningsmand i ham, var der noget af en religiøs Tilfredsstillelse for ham i at kunne lade hin Profeti gaa ganske bogstaveligt i Opfyldelse.

Imidlertid sad Per hjemme paa Hotellet og ordnede alt til Afrejsen. Blandt andet arbejdede han stadig paa sine Tegninger. Det var endnu hans Haab, at han skulde faa fuldført de nødvendigste Ændringer i hvert Fald paa Havneprojektet, og han var ogsaa flittig nok. Han stod op allerede ved Daggry og var hjemme næsten hele Dagen. Men der kom stadig ikke den gamle Flugt i hans Tanker. Han arbejdede langsomt og besværligt og lod sig forstyrre af enhver Lyd fra Gangen eller Torvet.

En Formiddag ved Nitiden sad han ved sit Arbejdsbord og læste, da der blev banket paa Døren. Han genkendte Ivans Kno og gemte hurtig Bogen under nogle Papirer. Det var igen en af Dresack-Bøgerne, der havde fristet ham.

"Hvad nyt?" raabte han Svogeren imøde, der styrtede ind med forvirrede Træk.

"En ny Kæltringestreg! Et Bedrageriforsøg af første Rang! … Se her!"

Ivan fremtog af sin Dokumentmappe, der efterhaanden var bleven som uadskillelig fra hans Person, Dagsnummeret af et af Byens mindre og lidet betydende Blade.

"Læs der!"

Under Overskriften "Nyt Land" stod der en længere, saglig Spidsartikel om Danmarks Søfartsforhold. Den var, som det straks meddeltes, nærmest et Uddrag af nogle Provinsavis-Artikler af en Ingeniør Steiner og behandlede en Plan, der gennem hele Artiklen kaldtes "det Steinerske Projekt", men som i Virkeligheden var Pers med nogle faa og uvæsenlige Ændringer.

"Hvad siger du til det?" spurgte Ivan og saae med Spænding paa Per, der under Læsningen var bleven mere og mere bleg. "Det er jo slet og ret Tyveri! … Kender du noget til den Person?"

Per rystede paa Hovedet.

"Han maa øjeblikkelig afsløres!" vedblev Ivan. … "Hvad tænker du paa at gøre?"

"Ingenting," sagde Per efter nogle Øjeblikkes Overvejelse og rakte ham Bladet tilbage.

"Det mener du ikke! Manden maa dog uskadeliggøres. Du maa forsvare dig; du maa hævde din Ret. —"

"Forsvare mig?" sagde Per opbrusende.

"Ja — undskyld, at jeg siger det — men du har ikke Lov til at tage saa let paa den Sag. Den kan blive farlig for dig. Husk paa, du har mange Fjender og Misundere, som bare vil glæde sig over at se dig skubbet tilside for en anden, der tiltager sig Æren for dit Arbejde og dit Geni."

"Aa, det har ingen Nød! Saa let kommer man mig heller ikke tillivs! — Og selv om saa var!" tilføjede han under en Eftervirkning af den Stemning, hvoraf han ved Ivans Komme var bleven revet op. "Jeg er snart træt af at slaas med Skidtet. Dersom det virkelig er nødvendigt overalt at gøre fælles Sag med Gemenheden, spørger man tilsidst sig selv, om ogsaa det hele Spil er Omkostningerne og Ulejligheden værd. — For altsaa at tale om noget andet: veed du, at din Søster og jeg tænker paa at gifte os med det allerførste?"

"Fader og Moder har snakket om det."

"Naa ja, rent ud sagt, saa optager den Sag mig i Øjeblikket mere end Alverdens Avisvrøvl. Sig mig — siden du nu er her — kender du noget nærmere til, hvad det er for Attester, der skal skaffes tilveje, for at man kan blive anstændig gift hertillands?"

"Har du ikke faaet de Ting ordnet? Jeg troede —"

"Ja, det er vist ogsaa forkert af mig. Jeg har glemt det, … eller rettere, du: jeg har ikke kunnet faa mig selv til at rende rundt paa disse offenlige Kontorer, hvor jeg altid bliver gal i Hovedet over den Storsnudethed, man allevegne møder der, og lave Skandale. Kunde du ikke gøre mig den Tjeneste at ordne den Affære for mig? Jeg veed, at man f. Eks. skal henvende sig paa et af Magistratskontorerne. Saa skal der vist ogsaa tinglæses noget. Det er en Fandens Kommers."

Ivan, der var vant til, at Per ved alle Lejligheder benyttede ham som Løbedreng, sagde Ja uden lang Betænkning. Til Gengæld tog han det Løfte af ham, at han vilde holde et vaagent Øje med den fordægtige Hr. Steiner og skride ind, dersom denne endnu blot en eneste Gang nævnedes offenlig som det vestjyske Frihavnsprojekts Fader.

Han havde allerede stukket sin Dokumentmappe under Armen og stod ved Døren for at gaa, da han igen vendte sig om mod Per, der var bleven siddende ved Skrivebordet:

"Det er sandt … Sig mig, er der nogen af din Familje, der hedder Kirstine Margrete? En Præsteenke her i Byen?"

Det gav et Sæt i Per. Det var hans Moders Fornavne.

"Nej!" sagde han næsten maabende. "Hvorfor spørger du forresten?"

"Aa," sagde Ivan lidt forlegen, som han gerne blev, naar han en sjelden Gang talte til Per om hans Familjeforhold. "Jeg saae tilfældigvis imorges i Berlingske Tidendes Dødsannoncer Navnet Sidenius. Naa, farvel altsaa! Vi ser dig vel i Eftermiddag."

Endnu flere Minutter efter, at Døren havde lukket sig bag Ivan, sad Per i sin Stol uden at have rørt sig. Da han endelig rejste sig for at gaa hen til den elektriske Knap, mærkede han, at det sortnede for hans Øjne. Men samtidig gik der Tanker gennem hans Hoved af næsten ærgerlig Art. Det manglede blot, at nu ogsaa det skulde ramme ham! Og netop nu! … Han var dog virkelig en af Ulykken forfulgt Mand!

"Vil De bringe mig Berlingske Morgenavis," sagde han til Jomfruen, da hun kom ind.

Kort efter stod han med det udfoldede Blad mellem Hænderne, og da han i den lange Række Dødsanmeldelser fik Øje paa Moderens fremhævede Navn, svimlede det igen for ham.

"Vor kære Moder, Kirstine Margrete Sidenius, Enke efter Præsten Johannes Sidenius, indgik idag til den evige Fred."

Bekendtgørelsen var underskrevet: "De efterladte Børn." Og disse Ord blev Per nu ved at stirre paa, indtil Bogstaverne flød ud i Taage.

Endnu for faa Dage siden havde han gentaget sit natlige Besøg udenfor Moderens Bolig; og det gøs i ham, naar han tænkte paa, at hun maaske den Nat havde ligget paa sit yderste. Der havde ogsaa dengang været Lys bag et af Vinduerne, og han havde set Skygger bevæge sig paa Rullegardinet.

Naa ja — hvortil havde det vel gavnet, om han havde været tilstede? sagde han med et Forsøg paa at berolige sig selv. Til en virkelig Forstaaelse, endsige til Indrømmelser af den Art, som alene havde kunnet tilfredsstille Moderen, vilde det dog ikke være kommet. Derfor var det maaske netop godt, at hun havde troet ham saa langt borte, ligesom det var heldigt for ham selv, at han intet havde vidst om hendes Tilstand. Han havde maaske ellers kunnet lade sig forlede til af Hensyn til hendes Sjælefred at opføre en hykkelsk Scene, som han bagefter havde maattet skamme sig over. Stakkels Moder! Hun hørte nu engang til de livsskræmte. De lange Aar indenfor Sygeværelsets nedrullede Gardiner havde efterhaanden forvandlet hendes Væsen til lutter Bekymring. For hende havde Døden sikkert været en Befrielse.

Han var begyndt at gaa op og ned ad Gulvet for at tvinge sit Sind i Ligevægt. Han var ikke vant til disse stærke Sindsbevægelser, som han instinktmæssig frygtede. Og nu kom han til at tænke paa Jakobe, der jo ventede ham paa "Skovbakken" ved sædvanlig Tid. Hvad skulde han gøre? Han følte, at han ikke vilde være i Stand til at sidde rolig og tale om Forberedelserne til deres Rejse, eller hvad andet hun og han kunde være fælles om; og han havde desuden en daarlig Samvittighed, fordi han endnu ikke havde faaet sagt hende, at hans Familje var flyttet til København.

Han satte sig da ned og skrev et Par Linjer til hende. Hun skulde ikke vente ham, skrev han, idet han som sædvanlig benyttede Travlhed som Paaskud for sin Udeblivelse. I Brevets Slutning meddelte han saa ganske kort, at hans Moder "ifølge Avertissement i Berlingske Tidende" var død her i Byen.

Han ringede igen paa Jomfruen for at faa Brevet besørget ud til Jakobe ved et Bud. Men nu blev han grebet af en sær Stundesløshed. Gang efter Gang anbragte han sig ved sine Tegninger og rejste sig igen. Det var ham ikke muligt at sidde stille endsige at samle Tankerne om Kurver og Talrækker. Skønt han tilsidst sad med Hænderne presset omkring Hovedet for at tvinge det til at arbejde, kom Tankerne ikke af Stedet. Billedet af Moderen, Minder fra Barndommen, hans Savn ved intetsomhelst at vide om Moderens sidste Dage, Trangen til at tale med et Menneske, der havde kendt hende, alt dette overvældede ham tilsidst.

Saa opgav han Arbejdet, klædte sig paa og gik ud paa Gaden. Han satte sig ind i den første den bedste Restavration for at spise Frokost. Siden gik han ind i en af de offenlige Haver for at adsprede sig ved at se paa Menneskene og høre paa et Militærorkester, der spillede derinde.

Da han ud paa Eftermiddagen kom tilbage til Hotellet, meddelte Portneren ham, at der sad en Dame oppe paa hans Værelse og ventede. Blodet strømmede ham voldsomt til Hjertet. Han tænkte straks, at det maatte være en af hans Søstre, der paa en eller anden Maade havde faaet at vide, at han var vendt hjem, og som nu havde opsporet hans Adresse for at meddele ham Dødsfaldet.

At det kunde være Jakobe, faldt ham ikke ind. Hun var i dette Øjeblik saa langt borte fra hans Tanker, at han ligefrem havde ondt ved at kende hende, da hun ved hans Indtræden rejste sig fra en Stol henne ved et af Vinduerne.

Overraskelsen og Skuffelsen stod saa tydelig tegnet i hans Ansigt, at Jakobe ikke kunde undgaa at se det. Men hun havde været forberedt paa en ugæstfri Modtagelse. Hun kendte ham nu. Hun havde før mødt denne mutte Bryskhed, bag hvilken han forskansede sig, naar hans Hjerte var uroligt.

Hun vidste ogsaa, hvor lempeligt og ad hvor mange Lønveje man i et saadant Tilfælde maatte trænge ind i hans Fortrolighed, og hvor uhyre vanskeligt det var selv for hende at faa ham til at aabne sig med fuld Oprigtighed og Tillid, saasnart Talen var om hans Familjeforhold. Dog gik hun ham uden Fortrydelse imøde, lagde sine Hænder om hans Hoved, kyssede ham og sagde:

"Du kan nok forstaa, at jeg ikke kunde udholde at sidde hjemme efter at have faaet dit Brev. Jeg maatte se dig. Du kære Ven, hvor jeg forstaaar din Bedrøvelse! Jeg har selv maattet græde. For jeg synes, det er en Sorg, der rammer os begge."

Per skottede mistroisk ned til hende og mumlede nogle Ord om, at hans Moder jo i Virkeligheden havde været død for ham længe. Der var saaledes for hans Vedkommende i Grunden ingen Forandring sket.

"Aa ja, det er saadan noget, vi siger, min Ven, for at trøste os. Jeg veed godt, hvad du har mistet. Hvorfor skal vi skjule det for hinanden? … Og at din Moder har boet her i Byen! Og at du ikke har sagt mig det! … Aa Per, hvornaar vil du dog holde op med at gemme dig for mig, naar vi netop trænger allermest til hinanden? Eller vidste du det ikke?"

Per svarede, idet han frigjorde sig for hendes Hænder, at han hele Tiden havde haft i Sinde at fortælle hende det; men hver Gang de havde været sammen, var de straks bleven optaget af at drøfte helt andre Ting, og han havde saa glemt det.

"Saa lad os da tale ud engang!" udbrød hun. "Kom, vi vil sætte os ned! Jeg synes, der igen er saa forfærdelig meget, jeg maa have at vide af dig."

Hun skilte sig af med sit Overstykke og lagde ogsaa baade Handsker og Hat.

"Vidste du, at din Moder var syg?"

"Jeg vidste ingenting. Men hun har jo i mange Aar været svag."

"Du har altsaa ikke søgt hende, … heller ikke set nogen af dine Søskende?" spurgte hun og saae forskende paa ham henne fra den Krog af Sofaen, hvor hun havde slaaet sig ned.

"Nej," svarede Per, der hængte hendes Overstykke op paa Dørstolpen.

"Men hvordan fik du da at vide, at de var flyttet her til Byen?"

"Jeg saae det en Dag tilfældigt i en Avis, hvor min Søster havde averteret om Spilleelever. Og forresten var Sagen allerede paa Tale ved min Faders Begravelse. De vilde flytte herover af Hensyn til et Par af mine yngre Brødre, der har faaet Ansættelse her."

Han tog Plads paa en Stol et Stykke borte fra hende. Hun sad en Stund med Haanden under Kinden og saae ud for sig.

"Veed du hvad —?" sagde hun efter nogen Tavshed. "Jeg tror, at dersom jeg havde vidst, din Moder var mig saa nær, — jeg havde ikke kunnet lade være at gaa hen til hende. Især ikke dengang, da jeg lige var kommen hjem fra Rejsen og følte mig saa forfærdelig ene og trængte til et Menneske, med hvem jeg rigtig kunde tale om dig. Tror du, hun vilde have modtaget mig?"

"Jeg veed det ikke."

"Aa jo, det vilde hun nok. Jeg er overbevist om, at hun vilde det, … og at hun tilsidst havde forstaaet os."

"Kan du huske, det troede du ogsaa, dengang du i lignende Hensigt gjorde Eberhard et Besøg. Og det blev dog kun til Skuffelse for dig."

Det varede lidt, før Jakobe svarede herpaa. Det var ikke, fordi hun ikke mindedes sit Møde med Pers Broder. Erindringen om hin bevægede Scene i det uhyggelige, kolde og nøgne Kontor havde netop i den allersidste Tid beskæftiget hende, ja vakt hendes hemmelige Bekymring, fordi hun mere og mere hos Per havde faaet Øje for Familjeligheden med denne Broder.

"Naa ja — med Søskende er det en anden Sag," sagde hun saa og strøg en Haarlok bort fra Panden med en Bevægelse, som om hun med det samme bortjog en pinefuld Tanke. "Det kender jeg fra os selv. Men af sin Moder beholder man dog altid om ogsaa kun en Lillefinger, hvor langt man saa kommer bort fra hende. Jeg kan derfor ikke tro andet, end at din Moder og jeg i hvert Fald havde kunnet tale sammen, skønt vi vistnok i et og alt var saa forskellige, som det overhovedet er to Mennesker muligt at være."

"Det var I sikkert."

"Og jeg kan heller ikke tro andet, end at vi tilsidst kunde være kommen til Forstaaelse med hinanden. Af det lidt, du nu og da har fortalt om hende, har jeg dannet mig et Billede, som jeg er kommen til at holde af. Jeg synes, jeg kan se hende ganske tydeligt for mig. Hun var lille, ikke sandt? Og hun havde ikke samme Slags Øjne som du og din Broder, … de var mørkere. I Børn har vist i det hele mere lignet jeres Fader. — Saa gik hun jo med Stok, naar hun var oven Senge. Det gjorde ogsaa min Bedstemoder; det er maaske derfor, jeg ser hende saa tydeligt. Og hvor hun dog med al sin legemlige Svaghed maa have haft en stærk Vilje! Jeg synes, det er saa beundringsværdigt og saa rørende, at hun saadan i Aarevis styrede hele det store Hus fra sin Seng og midt i sin egen frygtelige Ulykke vaagede over jer allesammen og endog var saa nøjeregnende med, at der ingenting gik tilspilde. Tænk, hvilken Skæbne for en Moder med saa mange smaa Børn at ligge lænket til Sengen i otte Aar. Din Fader var jo tilmed en vanskelig Mand, har du sagt. Det er vist rigtigt nok. Velstand var der jo heller ikke i Huset. Og dog aldrig en Klage! Jeg kan huske, du engang fortalte, hvad din Moder havde sagt til En, der havde beklaget hende: "Beklag ikke mig, beklag min Mand og mine Børn!" — Jeg synes, det var saa kønt og saa stort."

Per havde under denne Tale siddet foroverbøjet med Albuerne paa Knæene og stadig mere urolig knipset med den ene Haands Fingre mod den andens Knoer. Nu rejste han sig ligesom utaalmodigt og gik henover Gulvet.

"Naa ja, lad nu det være godt," afbrød han hende. "Borte er borte. Hvad der kunde være sket, nytter det jo ikke længer at snakke om."

Han stillede sig hen ved det ene Vindu og saae ud over Torvet, hvor Husenes Skygger allerede var bleven lange. Fuldt belyst af Aftenskæret stod den gamle Voldmølle derovre paa sin Fæstningsstump, hvor den ligesom med aaben Favn hilste Solen i dens Nedgang.

"Du har Ret," sagde Jakobe tungt efter en ny Tavshed. "Borte er borte! … Sig mig blot, har du noget imod ved Lejlighed at lade mig læse nogle af din Moders gamle Breve til dig? Vi har jo saa sjælden talt om din Familje; men jeg føler det som et Savn ikke at vide mere, navnlig om dine Forældre, end jeg gør."

Per lod først, som om han overhørte Spørgsmaalet. Da hun gentog det, sagde han kort:

"Jeg har ingen Breve."

"Nej, jeg veed jo godt, at du ikke i de senere Aar har staaet i Brevveksling med din Familje; men jeg tænker paa Fortiden, paa de første Aar, du var i København. Dengang skrev jo i al Fald din Moder undertiden til dig, har du sagt. Og det er de Breve, jeg saa gerne engang vilde have Lov til at læse sammen med dig."

"Det kan du ikke, … for jeg har dem ikke."

"Hvor er de da?"

"Hvor de er? Jeg brændte dem, naar jeg havde læst dem."

"Aa, Per — hvor kunde du —"

Hun fik ikke talt ud. Per havde taget sit Lommetørklæde frem og tørrede sig ned over Ansigtet dermed, som om han var bleven varm. Men hun havde set noget vaadt blinke i hans Øjenhaar og forstod, at han var kommen til at græde og vilde skjule det.

Hendes første Indskydelse var den at gaa hen til ham og slaa Armene om hans Hals. Men hendes Forstand og Erfaring sagde hende betids, at hun ikke skulde gøre det men lade, som om hun ingenting havde set, og hun blev siddende ganske stille, indtil Per af sig selv forlod Vinduet. Saa gik hun hen og tog ham under Armen. Og i nogen Tid gik de nu tavse frem og tilbage paa Gulvet.

Ak ja, hun følte det godt, hun var i denne Tid kun daarligt skikket til at bringe andre Trøst. Hun var selv saa usikker, saa modløs. Med hendes Standhaftighed var det helt forbi, naar hun tænkte paa den lange Adskillelse. Om hun endda havde turdet betro sig helt til Per! Hun maatte daglig kæmpe en fortvivlet Kamp med sig selv for ikke at røbe noget for ham, maatte holde sig for Øje, hvormeget der blev sat paa Spil, dersom hun gjorde ham delagtig i sin store Hemmelighed, før Atlanterhavet skilte dem.

Det var ikke alene selve den forestaaende Fødsel, der gjorde hende ængstelig og urolig. Hun begyndte ogsaa at blive lidt nervøs ved Tanken om den Sladder, der vilde opstaa i Anledning af det tidlige Tidspunkt for hendes Nedkomst. Der var i den Henseende sket en Forandring med hende, siden Per var kommen hjem. Hun havde før den Tid været alt for stolt af sin Kærlighed til at bryde sig synderlig om, at hendes ulovmæssige Hengivelse ikke vilde kunne dølges. Nu, da hun saae mere nøgternt paa sin Brudgom, var det just hendes Stolthed, der led ved Tanken om i dette Forhold at blive Genstand for Folkesnakken.

Og dog var det mindre for sin egen Skyld end af Hensyn til Forældrene, at hun havde bestemt sig til ikke at rejse hjem igen, naar hun havde fulgt Per til England, men tage til et eller andet Sted i Tyskland, maaske til sin Veninde i Breslau, og der føde sit Barn. Men naar hun saa kom til at tænke paa, at hun jo maatte vente mere end et halvt Aar paa Begivenheden, var hun igen nærved at fortvivle af Utaalmodighed. — — Og alligevel, hun skulde have baaret det altsammen uden at kny, dersom hun blot endnu havde haft den samme fulde Tillid til Per, som dengang de for halvtredje Maaned siden tog Afsked i Tyrol. Men siden Historien med Nanny var hun bleven utryg og anede Farer allevegne. Og hun kunde dog endnu mindre end nogensinde tænke paa at slippe ham. Med alt det, at hun nu saae ham i hans hele Skrøbelighed, holdt hun ikke en Smule mindre af ham, end da hendes Kritik endnu slumrede. Hendes Længsel efter ham kunde til Tider være saa stærk, at den forekom hende selv sygelig. Derfor gik hun nu i Almindelighed mere skjult med sine Følelser. Hendes Væsen overfor ham var bleven mere dæmpet, ogsaa naar de var alene. Hun kunde til Tider endog synes lunefuld. Men samtidig beherskede han hende saa fuldkomment, saa ganske eneraadigt, at det ofte syntes hende, som var der ikke længer den Ting, hun ikke vilde kunne tilgive ham.

— — Per standsede med eet deres Gang og saae paa sit Ur.

"Mon du ikke skal passe paa Toget? … Ja, det er ikke Meningen, at jeg vil jage dig bort. Jeg er dig virkelig taknemmelig for, at du er kommen. Men du holder jo ikke af at komme for sent hjem. Og Klokken er otte nu."

Hun saae op paa hans Ansigt, der stadig var blegt og fortrukkent.

"Og hvad vil saa du?"

"Jeg maa til mit Arbejde … Som du ser, derhenne paa Bordet ligger der fuldt op af Ting, som skal besørges. Jeg maa benytte Tiden."

"Nej, nej," sagde Jakobe og lagde Armene ligesom beskyttende omkring ham. "Du maa ikke sidde her alene. For iaften maa du lade Arbejdet hvile. Hvad skulde det ogsaa hjælpe til? Du vil ikke komme bort fra de triste Tanker, saa længe du sidder her for dig selv."

"Vil du da blive hos mig?"

"Nej — ikke idag, — og ikke her," sagde hun rødmende. "Her er saa uhyggeligt. Men du skal tage hjem med mig — hører du? Og blive der inat. Du veed, Gæstekamrene hjemme staar altid parate. Du vil ikke gøre mindste Ulejlighed, og Fader og Moder vil sætte Pris paa, at du selv meddeler dem din Moders Død. Det synes jeg ogsaa, du skylder dem. Kom! — Kom, Per! — Imorgen vil vi saa gaa en lang Tur sammen i Skoven og glemme alle vore Sorger!"

^* _* ^*

Det var til et prægtigt Solskinsvejr, at Jakobe og Per den næste Dag vaagnede derude paa "Skovbakken". Klokken var temmelig mange, da de mødtes ved Tebordet nede i Spisestuen; og efter et hastigt Maaltid forsvandt de straks Arm i Arm ned i Haven. Der var ingen af dem, der havde kunnet falde i Søvn den foregaaende Aften. Bevidstheden om at være hinanden saa nær holdt dem begge vaagne i den lyse Foraarsnat. Tilsidst havde de da ogsaa fundet hinanden, mens de andre i Huset sov.

Nu spaserede de der i den lysegrønne Have, hvor det dryppede af Dug fra Kviste og Blade. I Formiddagstimerne, naar hele Familjen undtagen Fru Lea var taget ind til Kontorerne og Skolerne i Byen, levede man her i en næsten paradisisk Stilhed og Fred. Ogsaa ovre i Skoven, hvor de bagefter tyede hen, var der en hel anden Stemning end senere paa Dagen, naar Vejene støvede af Køretøjer og alle Sladrebænkene var besatte. Der hørtes ingen anden Lyd end Fuglesang. Paa hele deres Tur mødte de kun en gammel Mand, der nikkede gudfaderlig til dem, idet de gik forbi.

Per fik dog efterhaanden Uro paa sig. Han begyndte at blive lidt fraværende og ymtede om, at han nødvendigt maatte være i Byen inden Klokken to, fordi han — som han foregav — til Brug for sit Arbejde skulde søge nogle Oplysninger i et af de offenlige Kontorer, hvor der lukkedes Klokken tre.

Straks efter Frokost tog han afsted. Da han naaede Byen, satte han sig i en Droske og kørte hen til det Administrationskontor, hvor hans Broder Eberhard havde Ansættelse. Han gav Kusken Ordre til at vente paa ham og forsvandt ind gennem Porten.

Siden Jakobe for et Aarstid siden gik ind gennem den samme Port i den store, skiddengraa Bygning, var Eberhards Dygtighed og strenge Pligtfølelse bleven belønnet med endnu en lille Forfremmelse paa Myndighedernes hundredtrinnede Rangstige. Paa hans forrige Plads ved Pulten i det fremmerste Værelse stod nu en anden ung, haabefuld Bevarer af Overleveringen i det højtidelige Statsmaskineri, medens han selv havde faaet en egen lille Kontorstue ved Siden af med et rigtigt Skrivebord og en Armstol. Den mærkeligt sneverærmede sorte Frakke, der var blank paa Albuerne og Ryggen af Aaringers hæderfulde Slid, havde han dog ikke derfor skilt sig ved. Og hverken hans Slips eller hans Sko var bleven pynteligere efter hans Ophøjelse.

Han sad just der ved Bordet og spidsede et Blyant med den samvittighedsfulde Optagethed og Omhu, hvormed den Slags Arbejder udføres i offenlige Kontorer. Men idet han nu hørte Nogen nævne hans Navn ude i Forværelset, hvortil Døren stod paaklem, gemte han i Hast sin Kniv og greb et stort Dokument.

Med dette for Øjnene afventede han i myndig tilbagelænet Stilling den Fremmedes Indtræden.

"Kom ind!" sagde han med Strenghed, da der blev banket paa Døren. Samtidig løftede han Øjnene akkurat saa højt, at Blikket naaede op over Papirets Rand.

Hans Overraskelse ved Synet af Per var saa stor, at han end ikke forsøgte nogen Forstillelse. Med et Udtryk som En, der tror at se et Genfærd, rejste han sig langsomt fra Stolen, og i henved et halvt Minut stod de to Brødre overfor hinanden uden at sige noget.

Det slog i samme Øjeblik Per, i hvor høj Grad Eberhard lignede Faderen, saadan som han stod der — let dirrende af Sindsbevægelse — og støttede sig til Bordpladen. Det stramme Træk om den skægløse Mund, de gammeldags smaa Bakkenbarter, de rødkantede Øjne; dertil Blikkets døde Stivhed og denne stejle Holdning, — alt genkaldte hos ham Faderens Skikkelse, saaledes som denne stod indbrændt i hans Erindring fra Barneaarene.

Han havde af sig selv trukket Døren til, for at de kunde tale sammen uden Tvang, og han tog nu Plads i en Sofa lige overfor denne Dør. Ogsaa Eberhard satte sig.

"Du kan vel tænke dig Grunden til, at jeg søger dig," begyndte Per. "Jeg har set i Avisen, at Moder er død."

"Ja," sagde Eberhard efter et Ophold og med tydelig Overvindelse. — "Vi troede dig forresten i Udlandet."

"Jeg kom tilbage for en halv Snes Dage siden."

"Naa saadan! Du har været her saa længe. — Maaske vidste du ikke af, at Moder var flyttet her til Byen?"

"Jo … jo, jeg vidste det," sagde Per og saae til Siden.

Saa spurgte han, om Moderen havde været længe syg.

Eberhard lod ham atter vente en Tid paa Svar. Endelig meddelte han — med en Beslutning, der syntes Resultatet af en lang Række Overvejelser — at Moderen var død pludselig og uventet for dem alle.

"Moder blev, Gud ske Lov, sparet for legemlige Lidelser. Udover hendes gamle Svaghed var der ikke noget at mærke paa hende, før umiddelbart inden Døden. Hun havde nok i nogen Tid talt om Aandedrætsbesværligheder og været noget urolig om Nætterne; men det var jo kun, hvad der lod sig forklare af hendes Tilstand, saaledes som vi nu har kendt den gennem mange Aar. Om Morgenen, da Signe redte hendes Haar, bad hun hende lidt utaalmodig om at skynde sig; hun følte sig saa træt, sagde hun, og vilde prøve paa at sove. Da Signe en Snes Minutter senere saae ind til hende, kunde hun allerede ikke tale. Hun aabnede blot et Par Gange Øjnene som til Farvel og sov saa stille hen."

Han havde talt i en let Aandsfraværelse. Efter at Overraskelsen og den første Ophidselse havde sat sig, blev han paa sin sædvanlige skjulte Maade optaget af en Undersøgelse af Pers Person. Med smaa, skæve Sideblikke mønstrede han hans silkeforede Frakke, hans Handsker, hans langnæsede Pariserfodtøj og Diamantknapperne i hans Skjortebryst.

"Naturligvis" — fortsatte han — "helt uforberedt paa, at Moder kunde gaa bort, var vi jo ikke, lige saa lidt som hun selv var det. Dertil havde hun for længe været svag. Det syntes endog, som hun har haft en Forudanelse om sin nære Død. Hun har ikke alene efterladt nøjagtige og udførlige Bestemmelser angaaende Begravelsen og om Fordelingen af Hjemmets Indbo. Hun har ogsaa skrevet Afskedsbreve til alle dem af os Søskende, hvem hun ikke til daglig havde om sig. — Saaledes findes der ogsaa et Brev til dig tilligemed en forseglet Æske."

Han sagde det sidste efter en lille Kunstpavse. Samtidig betragtede han Broderen for at iagttage, hvad Virkning Meddelelsen gjorde paa ham.

"Foreløbig har Signe opbevaret begge Dele," vedblev han. "Vi troede dig som sagt i Udlandet. Nu veed jeg ikke, om du maaske selv vil afhente dem. Du vil jo i disse Dage træffe os alle samlede. Ogsaa Ingrid og Thomas er kommen hertil for at være med at lægge Moder i Kiste. Iøvrigt skal Moder naturligvis begraves ovre ved Siden af Fader. Det er Meningen, at hun skal føres derover med et Skib, der gaar herfra imorgen Eftermiddag. Forinden vil vi saa afholde en lille Familjehøjtidelighed derhjemme omkring Kisten, og nu, da vi veed, at du er her i Byen, vilde det jo gøre os ondt, om vi skulde savne dig ogsaa ved denne Lejlighed, — det kan jeg her trøstig sige paa alles Vegne. Om Aftenen rejser vi saa alle dertil over Land — med Jernbanen; det har Moder bestemt saadan af Hensyn til Signe og Ingrid, som ikke taaler Sørejsen, og hun har villet, at vi alle skulde være samlede. Vi kommer jo ogsaa paa den Maade saa tidligt derover, at vi kan være tilstede ved Modtagelsen af Moders Lig og desuden træffe alle nødvendige Forberedelser til Jordfæstelsen. Kisten føres saa direkte fra Skibet ud til Kapellet, hvorfra Begravelsen foregaar Dagen efter i al Stilhed. Det er altsammen, som Moder udtrykkeligt har ønsket det."

Per sagde ingenting. Heller ikke røbede hans Mine noget om, hvad der i dette Øjeblik bevægede sig i ham.

Da han lidt efter gjorde Forberedelser til at gaa, spurgte Eberhard, næsten mildt:

"Hvorledes har du det selv? Er det din Hensigt nu at blive her i Landet?"

"Nej. Jeg rejser om kort Tid til Amerika. Jeg har noget at udrette derovre. Forresten skal jeg forinden have Bryllup. Som du jo veed, er jeg forlovet med en Datter af Philip Salomon."

Nu var det Eberhard, der ikke svarede. Han tog pludselig Øjnene til sig, efter at de uvilkaarlig paany havde søgt Diamantknapperne i Pers Skjortebryst.

Per stod op.

"Jeg fik ikke sagt dig," sagde Eberhard med fornyet Selvovervindelse, "at den lille Mindefest, jeg talte om, har vi fastsat til Klokken 3½. Skulde du altsaa have i Sinde at samles med os, saa —"

Per rystede paa Hovedet.

"Jeg tror, det af forskellige Grunde er bedst, at jeg holder mig borte," sagde han. "Jeg vilde blandt andet ikke synes om at være tilstede uden at have min Forlovede med. Og hun vilde paa den anden Side næppe passe ind der — ja maaske ikke engang være velkommen ved den Lejlighed."

Hertil svarede Eberhard ingenting. Hans Ansigt havde igen faaet en Maskes Stivhed og forraadte intet af den Forfærdelse, han følte ved den blotte Tanke om en jødisk Verdensdames Tilstedeværelse ved Takkesangen omkring Moderens Baare.

Per sagde saa Farvel og gik.

Nede i Portrummet mødte han et Par unge Mennesker, der paa Grund af den Pludselighed, hvormed de midt under en taktfast, soldatermæssig March veg tilside for ham, fik ham til at se op. Det var to halvvoksne Knøse paa sejsten-sytten Aar af et provinsielt, ja landligt Udseende, med stort Haar under bredskyggede, grundtviganske Uldhatte.

Han kendte dem straks; det var hans to yngre Brødre — Tvillingerne — der var paa Vej op til Eberhard. At de ogsaa havde genkendt ham, røbede de selv meget tydeligt. De saae forskrækkede paa hinanden og blev røde i Hovedet.

Per standsede dem. Der havde været noget i den sky Maade, hvorpaa de var gaaet tilside for ham, der gik ham til Hjertet, ja som beskæmmede ham. Han var endnu forsonlig stemt, og han havde ikke hos Eberhard faaet frigjort Trangen til ved en Tilnærmelse til sine Søskende at udsone, hvad Skyld han maatte have haft overfor sin Moder.

"Goddag," sagde han og rakte dem Haanden, som de nølende og forlegne modtog. "I skal op til Eberhard?"

"Ja," — svarede de i Kor.

"Jeg har netop været deroppe for at høre lidt om Moders Død."

Ved disse Ord slog Brødrene tavse Øjnene ned; og den ene gav sig til at skrabe med Fodspidsen mellem Portgulvets Brosten.

Per opfattede Anklagen i denne forlegne Tavshed. Men hvad der endnu under Samtalen med Eberhard havde været tilbage af Vrangvilje og Stridbarhed i hans Sind, smeltede hen overfor disse to unge Tvillingbrødre, der her traadte ham imøde som det endnu ukunstlede Udtryk for Barndomshjemmets Uskyld og lykkelige Enfold. Trods deres halvt bondeagtige Udseende — ja netop paa Grund af det — maatte han kæmpe med Lysten til at tage deres Hoveder mellem sine Hænder og kysse dem.

Men med al sin Trang til Fortrolighed vidste han ikke noget at sige dem. Og de paa deres Side stod uhjælpeligt fremmede overfor ham og følte sig trykket af hans Selskab.

Saa tog han dem endnu engang i Haanden, gjorde en Bemærkning om Travlhed i Anledning af en forestaaende Rejse og sagde, Farvel.

Men da han sad i Vognen, overvældedes han helt af sine Følelser. I Stedet for straks at køre til Stationen, saa han kunde være tilbage paa "Skovbakken" til Middag, som han havde lovet Jakobe, kørte han hjem til Hotellet. Han var kommen i Vildrede med sig selv, og Jakobe kunde i dette Tilfælde ikke hjælpe ham.

Hjemme paa Hotellet bragte Portneren ham et Visitkort Per læste: C. F. Bjerregrav, fhv. Ingeniøroberst.

"Har den Herre været her?"

"Ja, det er vel en Timestid siden. Han skrev vist noget bagpaa."

Per vendte Kortet. Der stod: "En gammel Veteran ønsker Dem Held og Lykke til Deres patriotiske Kamp."

Han blev staaende med Kortet i Haanden og smilede vagt. Skønt han selv forlængst havde glemt den overmodige Profeti, han i sin Tid havde udslynget, følte han i sin opløste og halvt fortvivlede Sindstilstand denne Hilsen næsten som en overnaturlig Haandsrækning, en fornyet Bekræftelse paa sin dæmoniske Pagt med Lykken.

"Kan du huske," sagde han om Aftenen til Jakobe, "at du og Ivan bebrejdede mig min Optræden hos Max Bernhardt, navnlig mit Forhold til Oberst Bjerregrav, og det paa en Maade, som —."

"Nu vil vi ikke igen tale om det," afbrød hun ham urolig.

"Jo, det skal vi netop tale om! … Se her!"

Han rakte hende Oberstens Kort.

"Har han været hos dig?"

"Ja. — Læs, hvad der staar bagpaa! — Naa, hvad siger du saa?"

Jakobe vidste virkelig ikke, hvad hun skulde sige. Hun var saa sært bedøvet af Overraskelse.

"Men er du da en hel Troldmand, Per!"

^* _* ^*

Per gik den næste Morgen ned til Havnen og opsøgte det Skib, hvormed Moderen efter hans Antagelse skulde føres over til Jylland. Ved at henvende sig til Styrmanden fik han oplyst, at der ganske rigtig var anmeldt et Lig som Fragtgods, og til hvilken Tid dette ventedes.

I et Hus ligeoverfor Skibet var der en tarvelig Kafe. Om Eftermiddagen noget før det angivne Klokkeslet anbragte han sig derinde ved et Bord umiddelbart ved et af Vinduerne. Han bestilte sig et Glas Øl; og skjult bag en Avis ventede han med bankende Hjerte paa Ligvognens Komme.

Udenfor faldt en jævn Sommerregn. Ikke desmindre rørte der sig et travlt Liv paa den brede Havneplads, som var opfyldt af Pakkasser, Tønder og Sække. Der var kun nogle faa Timer, til Skibet skulde sejle. Fra alle Sider kom der tunge Vogne kørende, som trængte sig om Slisken for at blive aflæssede. Dampspillet klirrede og hvæsede, store Trækasser, Jernbjælker, Melsække og Petroleumstønder blev revet op fra Vognbundene, holdtes et Øjeblik svævende i Luften over Lastelugen og sank saa ned i den altslugende Skibsvom. Ogsaa en stor Gris skulde bringes ombord, hvad der voldte megen Kval. To Mand trak den i Ørene, mens en tredje ihærdigt drejede dens Halekrølle som Svinget paa en Lirekasse; og alligevel vilde den ikke af Stedet. Regnen og Travlheden gjorde Folk muntre, og man havde megen Morskab af det stridige Dyr, der skreg, som om det anraabte alle himmelske og jordiske Magter om Beskyttelse. Endelig fik man Grisen over Landgangen, og i kort Galop forsvandt den ind over Fordækket. — Saa opstod der et Skænderi mellem et Par Kuske, der imidlertid var kommen til at køre mod hinanden midt inde mellem de opstablede Varedynger. De kunde hverken komme frem eller tilbage med deres Vogne, og det trak op til Slagsmaal, da en Politibetjent kom tilstede og skaffede nogle Tønder trillet tilside, saa der blev Plads.

Regnen havde imidlertid sagtnet; men Luften laa endnu tung og sort over Byen. Man kunde akkurat skimte de røde Pakhustage ovre paa Kristianshavnssiden.

Pludselig fik Per Øje paa en enspændig lukket Rustvogn af den Slags, der anvendtes til at overføre Lig fra Hjemmene til Kirke eller Kapel; den kom kørende med en arbejdsklædt Mand paa Bukken ved Siden af Kusken og standsede et Stykke fra Skibet. Bagefter fulgte en lukket Droske, af hvilken nu fire Personer steg ud, — hans Brødre. Først kom Eberhard i floromviklet Silkehat og med opsmøgede sorte Bukser samt en Paraply, som han straks slog op, skønt det i Øjeblikket ikke regnede. Efter ham kom den rødmussede Thomas, Kapellanen, og endelig de to unge Brødre.

Henne foran Dampspillet var man just ifærd med at ophejse den sidste Vareballe fra en Arbejdsvogn. Da denne kørte bort, satte Kusken paa Ligvognen sin Hest i Bevægelse for at komme til. Men et Raab fra Styrmanden, der oppe fra Kommandobroen ledede Indladningen, standsede ham. Han fik Ordre til at vente lidt. Der var en ung uvan Hest, der først skulde bringes ombord, og dette tog Tid. Man forsøgte at lede den over Landgangen ligesom Grisen før, hvad der i Begyndelsen ogsaa syntes at skulle lykkes. Skønt den rystede og prustede af Angst, saa der sprang Blod af dens Næsebor, havde man faaet den til at sætte begge Forbenene op paa Brædtet, da uheldigvis en af de smaa Slæbedampere, der ustandselig pilede frem og tilbage i Havnen, i det samme stødte i sin Dampfløjte. Saa blev den aldeles ustyrlig. Der var ikke andet at gøre end at hisse den ombord paa lignende Vis som det døde Gods. Skibets Svingkran blev drejet ud over Havnepladsen, hvor Dyret blev trukket ind i en mandshøj Fold eller Tremmekasse af stærke Planker: Et Par forsvarlige Jernbøjler, der ragede op over Kassens øverste Rand, tjente til Befæstelse for Kranens Kætting. Efter at denne var anbragt, sattes Dampspillet i Bevægelse, og Dyret — der i samme Øjeblik, det løftedes fra Jorden, stivnede som ved et Nerveslag — førtes nu langsomt i en Bue henover Hovederne paa de forsamlede Arbejdere og blev sat ned paa Skibets Fordæk.

Mens dette stod paa, havde Per ikke haft Øjnene fra Rustvognen. Den hele Scene, som dog havde samlet en Del interesserede Tilskuere, var overhovedet slet ikke bleven ham bevidst. Men nu blev der givet Tegn til Kusken, at han skulde køre frem. Eberhard og de andre Brødre fulgte bagefter tilfods.

Den arbejdsklædte Mand, der havde siddet paa Bukken, var i Forvejen gaaet hen til Slisken foran Lastelugen, hvor han sammed et Par andre Mænd tumlede med en tre Alen lang, kuffertlignende Bræddekasse, paa hvis Laag der var malet et stort Fragtmærke. I Hast blev Rustvognen aabnet, og den lave blomsterløse Kiste kom tilsyne. To af Havnearbejderne vilde træde til for at hjælpe; men Thomas holdt dem tilbage, hvorpaa han selv og de andre Brødre varsomt satte Kisten ned i den aabnede Bræddekasse, som den næsten ganske udfyldte. Efter at der var stoppet til med Halm rundt om den, blev Laaget sat paa og fastgjort med Skruer.

Saaledes som den umalede og uhøvlede Kasse nu stod der paa Stenbroen med sit dyrebare Indhold, skilte den sig ikke paa nogen iøjnefaldende Maade ud fra alt det meget andet Dampskibsgods, der var stillet hen paa den regnvaade Brygge. Navnlig efter at Rustvognen var kørt bort, skulde Ingen let falde paa, at disse Brædder med det paamalede Fragtmærke indesluttede et Menneske, en Moder, en udslukt Verden, hvis Liv tilmed havde været rigere og dybere bevæget end de flestes. Og nu lagde Arbejderne en Jernkætting omkring Kassen, ganske som de havde gjort ved Melsækkene og Petroleumstønderne, og ved et Tegn til Maskinisten paa Dampspillet hævedes den op fra Jorden. Lige over Lastelugen holdtes den nogle Øjeblikke svævende i Luften, indtil der lød et nyt Varskoraab. Under Kættingraslen og Prusten af Dampkraft sænkedes den gamle jyske Præstekone ned mellem Ølkasserne, Brændevinsankrene og Sukkerfustagerne.

Inde bag Kafeens Rude var Pers Ansigt bleven mere og mere farveløst. Opvarteren, der hele Tiden havde holdt Øje med ham, fordi han var saa stille og havde ladet sit Øl staa urørt, sprang i dette Øjeblik ganske forskrækket hen til ham og spurgte "Er Herren syg?"

Per saae paa ham med et forstyrret Blik. Han havde glemt, hvor han var; og pludselig følte han Gulvet løfte sig med ham og Væggene falde ind i Stuen.

"Giv mig en Kognak," fik han sagt.

Han drak to Glas, det ene umiddelbart efter det andet; og der kom igen lidt Blod i hans Kinder. I det Nu, han havde set sin Moder hænge der og svaje i Luften som en Vareballe, var det bleven Nat omkring ham, og ligesom ved Glimtet af et Lyn havde han i et Syn set Tilværelsens Grund afdækket. Den havde vist sig for ham som et koldt og tavst, i evig Ligegyldighed hvilende Isøde som det, han havde set hin Gang paa sin første Rejse gennem Alperne.

Da han igen saae over paa Skibet, var Arbejdet med Tønder og Sække paany i fuld Gang.

Midt paa Bryggen stod Brødrene tilligemed den bluseklædte Mand, i hvis fremstrakte Haand Eberhard samvittighedsfuldt optalte en Sum Penge. Efter at have modtaget Pengene blev Manden endnu staaende nogle Øjeblikke, øjensynlig i Haab om en Drikkeskilling, som imidlertid udeblev. Hvorpaa Brødrene forføjede sig bort i samlet Række med ensartede, taktfaste Skridt.

Per blev siddende. Tiltrods for, at de andre Gæster i Lokalet var begyndt at gøre ham til Genstand for en ret nærgaaende Opmærksomhed, kunde han ikke faa sig til at gaa bort. Han vilde blive her i Moderens Nærhed indtil det sidste. Det var ham altfor uhyggeligt at tænke paa, at hun skulde ligge der saa alene, saa helt forladt. Og med eet jog en forløsende Tanke igennem ham. Han behøvede jo ikke at skilles fra hende allerede her. Han kunde jo følge hende paa Rejsen, uden at Nogen fik det at vide, kunde ledsage hende som en hemmelig Æresvagt paa Nattefarten over Kattegat og gaa iland ved et af Stoppestederne i Fjordmundingen derhjemme, hvortil Skibet vilde komme den næste Dag i de tidlige Morgentimer. Han vilde derfra kunne naa en Station paa den østjyske Bane i Løbet af Formiddagen og være tilbage i København om Aftenen.

Han saae paa sit Ur. Der var knap to Timer igen til Skibets Afgang; der kunde følgelig ikke være Tale om at naa ud til Jakobe, som var den eneste, der behøvede at vide om denne Rejse. Han maatte nøjes med at skrive til hende.

Men da han hjemme paa Hotellet havde faaet dyppet Pennen, følte han, hvor vanskeligt det vilde være saaledes i Hast at forklare sig ordenlig i et Brev. Han skaffede sig derfor en Telegramblanket og sendte en ganske kort Meddelelse, der oplyste det nødvendigste.

Saa gav han sig ifærd med at pakke en Haandkuffert. Men pludselig standsede han med et Par Støvler i Haanden, — han var kommen til at tænke paa Oberst Bjerregrav.

Efter al Sandsynlighed havde Obersten allerede denne Dag ventet hans Genbesøg. At opsætte dette blot et Par Dage vilde være en Uhøflighed, der let igen kunde ødelægge et Forhold, som netop nu vilde kunne blive ham til uvurderlig Hjælp. Hvad var her at gøre? … Naa, han maatte foreløbig nøjes med at skrive til ham. "Paa Grund af en uopsættelig Rejse —," skrev han.

Kort efter sad han i en Droske paa Vej til Dampskibet.

Imidlertid var den Tanke faldet ham ind, at han, naar han nu kom til Jylland, med det samme kunde aflægge Hofjægermesterinden og Baronessen det lovede Besøg paa Kærsholm. Det kunde af en bestemt Grund være hensigtsmæssigt paany at knytte Forbindelsen med de to Damer. Siden sin Hjemkomst havde han følt sig stadig mere trykket af Afhængighedsforholdet til sine Svigerforældre, der var og altid vilde blive ham fremmede. Philip Salomon havde ganske vist aldrig hentydet til deres Pengemellemværende; men det var ham ikke destomindre en Pine at skylde den Mand Taknemmelighed. Imidlertid var han nødt til igen at rejse et Laan for overhovedet at kunne komme til Amerika, og det var nu hans Hensigt at søge dette hos Baronessen, som jo i sin Tid ganske af sig selv havde tilbudt ham, ja, næsten havde villet paanøde ham sin Støtte.

^* _* ^*

Da Pers Telegram naaede "Skovbakken", var Jakobe oppe paa sit Værelse. Uden at ane noget om, hvad der havde optaget ham den hele Dag, var hun efter Frokosttid taget til Byen for at gøre nogle Indkøb og havde saa ogsaa søgt ham paa Hotellet. Men da hun af Portneren fik at vide, at han ikke var hjemme, var hun bleven skamfuld og havde hverken efterladt Besked eller Kort. Derefter havde hun en Tid fartet om paa Gaderne i et forfløjent Haab om at møde ham og samtidig med en vis Angst derfor, fordi hun vidste, at Per ikke kunde lide saadanne tilfældige Sammentræf. Tilsidst havde saa Regnen drevet hende hjem.

Men heller ikke herhjemme faldt hun til Ro. Der var i de sidste Dage kommen en Rastløshed over hende, som drev hende til al Slags unyttig og utidig Beskæftigelse. Og bestandig var det Forberedelserne til Pers og hendes Englandsrejse, der opfyldte hende. For alt, hvad der laa paa den anden Side af denne "deres anden Bryllupsrejse", som hun i Fortrolighed kaldte den, tillukkede hun saa vidt muligt sine Tanker, at ingen Angst, ingen Uro eller Bekymring skulde kaste Skygge over deres fornyede Forening. I de to stakkels korte Uger, deres Samliv kunde vare, skulde de kun leve og aande for deres Kærlighed. Dybt, dybt vilde hun slukke sin brændende Livstørst, inden Trængslernes Dage kom.

Da hun læste Telegrammet, blev hun rent instinksmæssig grebet af en angstfuld Anelse, som hun i det næste Øjeblik ikke længer forstod Grunden til. Der var jo i Virkeligheden intetsomhelst paafaldende i, hvad Per her havde gjort. Hun sagde til sig selv, at det jo dog kun var naturligt og kønt, naar han havde villet vise sin Moder den sidste Ære. Om et Par Dage vilde hun have ham her tilbage.

Alligevel, — da hun for anden Gang læste Telegrammet, greb Frygten hende igen. Og for hver Gang hun paany gennemsaae hans knappe Meddelelse, syntes hun at kunne læse mere ud af den. De tyve Ord fremkaldte efterhaanden lige saa mange Spørgsmaal hos hende. Hvornaar kunde han være kommen paa den Tanke? Han havde jo den foregaaende Dag ikke nævnet det mindste derom. Havde han maaske talt med nogen af sin Familje? Og hvorfor havde han de først telegraferet i sidste Øjeblik? Hvorfor var han rejst uden Afsked? —

Hun blev siddende med Haanden under Kinden og Telegrammet i sit Skød. Det var begyndt at mørkne; og Skumringen, der groede ud af det lille Kammers mange Kroge, gjorde sit til at kaste en bestandig tungere og mere truende Alvor ind i hendes anelsesfyldte Stemning.

Hun tænkte paa, hvor meget han trods alle hendes Bønner om Aabenhed og Tillid endnu stadig hemmeligholdt for hende; hvor lidt hun til Tider vidste om, hvad han foretog sig, hvad han tænkte paa, hvad der optog ham, — og hun maatte spørge sig selv, om det nogensinde vilde lykkes hende at overvinde dette skjulte, tillukkede og troløse i hans Karakter, der voldte hende saa megen Pine.

— — Nede i Havesalen gik det paa samme Tid muntert til. Familjen havde faaet Besøg af nogle Bekendte blandt de omboende Landliggere, og Underholdningen besørgedes af Nanny, der altid bragte saa mange Historier med fra Byen. Hun lo selv ustanselig men med en noget anstrengt Latter, der var tvungen frem af hendes Skuffelse over ikke at have truffet Per.

Hun havde i saa Henseende været meget uheldig, fordi hans Besøg paa "Skovbakken" i den sidste Tid var bleven saa uregelmæssige. Skønt hun i Forvejen havde anstillet alle Slags Sandsynlighedsberegninger, for at han ikke skulde kunne undslippe hende, var hun enten kommen derud, netop som han var rejst, eller hun havde været nødt til at tage bort, umiddelbart før han ventedes. Derfor var hun tilsidst bleven næsten syg af Utaalmodighed efter at se ham. Hun tænkte dog ikke mere paa Hævn. Hun havde paa Jakobes Væsen overfor hende kunnet mærke, at Per intet havde røbet; og efter dette tilstod hun aabent for sig selv, at hun var forelsket i ham. Med denne Fortielse, som hun tilskrev en Hensynsfuldhed mod hende, der igen forudsatte en dulgt Ømhed, havde han vundet hendes Smule Hjerte helt.

Den Tanke at sætte sit Ægteskab og de Forhaabninger, hun knyttede dertil i Vove for hans Skyld, var hende ikke længer saa fremmed. Hun vilde heller ikke vige tilbage for i fuldt Alvor at optage en Kamp med Søsteren om ham. At hun havde hørt om deres Giftermaalsforberedelser, gjorde hende blot endnu lidenskabeligere opsat paa at erobre ham. Hun undte ikke Jakobe denne dejlige, stærke Mand med den røde Mund. Erindringen om hans Læbers Svulmen kunde til Tider gøre hende vild af Længsel.

Og saa kom han heller ikke idag!

Nanny var ikke den eneste, der havde ventet ham med Utaalmodighed. Indtil for kort siden havde Ivan spaseret rastløs frem og tilbage ude paa Terrassen og hvert andet Øjeblik set paa sit Ur.

Han havde en meget vigtig Meddelelse at gøre ham. Han havde modtaget Brev fra Overretssagfører Hasselager, der anmodede om at faa Pers Adresse opgivet, da han og Proprietær Nørrehave og nogle andre Mænd gerne ønskede en Sammenkomst med ham allerede den næste Dag. Ivan havde ment, at han paa denne Tid af Dagen sikrest vilde træffe Per her; men da han fik at vide, at der var kommen Telegram til Jakobe, forstod han, at det betød Afbud fra ham; og han havde da skyndt sig til Jernbanestationen for mulig at finde ham inde i Byen.

Det var imidlertid bleven næsten mørkt i Stuen. Husjomfruen kom ind og lukkede Havedøren; hvorefter der blev stillet tændte Lamper omkring paa Borde og Konsoller.

Jakobe havde ikke vist sig. Heller ikke da Teen blev budt om, kom hun tilstede, skønt der udtrykkelig var bleven kaldt paa hende. Nanny, der ogsaa havde hørt om Telegrammet, tog dette for et godt Varsel. Det blev saamænd ikke til noget med det Giftermaal! Forældrene talte jo ogsaa saa lidt som muligt derom, saa de havde vist heller ikke stor Tillid til det.

Der blev nu musiceret en Timestid, og da Klokken var elleve, lavede Gæsterne sig til at gaa. Nanny derimod dristede sig dennegang til at trodse Dyhrings bestemte Forbud og blev der om Natten, fordi hun haabede paa, at Per vilde komme den næste Morgen.

I dette Øjeblik vendte Ivan tilbage fra Byen med sit mest forstyrrede Ansigt paa. Da de Fremmede var gaaet, spurgte han, idet han vendte sig mod Forældrene og Nanny:

"Har Jakobe ikke været hernede iaften?"

"Nej … hvorfor?"

"Sidenius er rejst."

"Rejst? Hvorhen?"

"Det er nok til Jylland. De sagde paa Hotellet, at han vilde blive borte et Par Dage."

"Naa, ja. Han er vel taget over til Begravelsen," sagde Moderen. "Saa er det derom, han har telegraferet til Jakobe."

"Jamen, det er alligevel saa underligt … saadan at rejse væk uden at sige noget. Og netop nu!" sagde Ivan og fortalte om det Brev, han havde modtaget fra Hasselager, og om Oberstens Visit, der endnu ikke var bleven gengældt.

Fru Salomon saae spørgende paa sin Mand. Men han sagde ingenting. Han havde gjort sig til Regel ikke at udtale sig om sin tilkommende Svigersøn. Han rystede blot paa Hovedet og sagde:

"Naa, lille Børn! Skal vi saa gaa i Seng!"

^* _* ^*

Det Skib, hvorpaa Per befandt sig, var forlængst naaet ud i aaben Sø.

Som en svømmende Kæmpesarkofag gled det store, sorte Skibsskrog henover den rolige Havflade i den halvlyse Nat, mens Kulrøgen bølgede ned over det som et Sørgeflor. Himlen var skydækket og laa tung og sort langs Kimingen. Men hist og her var der en Rift i Skyerne, hvorigennem et Par blege Stjerner kiggede ned som Engleøjne, der syntes at følge den højtidelige Ligfærd.

Per sad ensomt paa det øvre Midterdæk, indsvøbt i sin Kappe, og saae ud over Vandet. Han havde valgt sig en Plads saa nær som muligt det Sted, hvorunder Moderens Kiste stod.

Alle Skibets andre Passagerer var efterhaanden gaaet til Ro. Hverken fra Fordæksrummene eller Kahytterne hørtes længer Stemmer.

Oppe paa Kommandobroen gik den vagthavende Styrmand frem og tilbage med hurtige Skridt; og henne fra Agterstavnen lød med visse Mellemrum et Log-Urs korte Klingren. Ellers hørtes der over hele det store Skib ingen anden Lyd end Maskinens og Skruens ihærdige Stampen og nu og da nede fra Dybet en Raslen af Fyrbødernes Skovle.

Nede i Sydvest var Fyret paa Hesseløen dukket op over Syasranden.

Vagten paa Broen og ved Rattet afløstes kort efter; og Per lagde Mærke til, at første og anden Styrmand ved denne Lejlighed forhandlede om noget, der fik dem til at sænke Stemmerne.

Straks efter var alt igen dyb Ro og Stilhed rundt omkring ham.

Han tænkte ikke selv paa Hvile. Han vilde vedblivende være Moderen saa nær som muligt; og desuden vidste han, at han ingen Søvn vilde faa.

… Saa mange Billeder fra Barndomshjemmet gled ham forbi i denne Nat, mens han sad der og stirrede ud over den selvlysende Havflade. Han havde egenlig aldrig før dannet sig en samlet og ordnet Forestilling om sin Moder. Som hun i Livet var bleven stillet i Skygge af den myndige Fader, var hans Erindring om hende bleven formørket af det absolute Ubehag, hvormed han endnu stadig mindedes denne. Han huskede hende bedst fra hendes lange Sygeleje. Naar han i Tankerne — vaagen eller i Drømme — havde beskæftiget sig med hende (og det var sket hyppigere, end han rigtig selv vidste) havde han bestandig set hende i Sengen, i det halvmørke Sovekammer med det altid nedrullede mørkegrønne Gardin, hvor enten han selv eller en af hans Søskende sad ved Sengens Fodende og gned hendes syge Ben. Men i de sidste Dage var der dukket stadig flere Minder op fra den Tid, da hun endnu færdedes i Huset derhjemme, da hun Aften og Morgen selv vaskede og klædte de mindste Børn, da hun stoppede og lappede om de større, læste Lektier og skrev Stile med de allerstørste, og da hun hver Nat gik omkring til dem i Barnekamrene i lange, hvide Klæder, lagde en Pude tilrette hist, klappede en Dyne til her, og med sin mærkeligt bløde Haand strøg dem over Haaret, naar de i Halvsøvne slog Øjnene op og vendte sig.

Tydeligst huskede han fra den Tid Krigsaaret, hvis Ulykker han havde været for lille til at forstaa, og hvis Uro og Uregelmæssigheder derfor blot havde moret ham. Byen havde i Maaneder været besat af tyske Tropper, der daglig drog gennem Gaderne med Musik og vældige Tamburmajorer i Spidsen for at stille til Revy paa Torvet eller Ridebanen. I selve Præstegaarden havde der altid været fuldt af Soldater, ofte henved en Snes Stykker foruden syv-otte Heste, der stod opstaldet i Tørvehuset og hver Morgen blev trukket ud i Haven for at strigles under en Officers Opsigt. Der var kun bleven levnet Familjen nogle faa Værelser, hvori de mange Børn maatte stuves sammen paa maa og faa. Han havde fundet alt dette underholdende. Og saa havde de faaet Sirup paa Maden, fordi de ikke havde Smør! — — Ved at tænke efter kunde han nu forstaa, at Moderen paa den Tid maatte have gaaet og ventet sin Nedkomst. Ventet sit tolvte Barn. Ventet den tolvte vaandefulde Kamp med Døden. Og ikke nok dermed. Nogle af Børnene var bleven syge, og et af dem, en lille Pige paa tre Aar, døde under svære Lidelser. Som han siden havde hørt det fortælle, netop som et prøjsisk Regiment var rykket ud af Byen og et andet ventedes, udaandede hun i Moderens Arme.

Var det underligt, at hendes Væsen tilsidst var bleven lutter Bekymring? Mon ikke den yngre Slægt, der selv var vokset op i en Tid, som i ydre Henseende havde formet sig saa fredelig, saa sindsberoligende, af den Grund ofte viste sig uretfærdig mod Utryghedsfølelsen og Modløsheden hos de Ældre, og da navnlig hos dem, der havde udstaaet Krigens Lidelser og Ydmygelser? Maatte han for sit Vedkommende ikke snarest forbavses over, at Moderen ikke helt var bukket under? Jakobe, som dog selv havde gennemgaaet en Del, havde jo ogsaa forleden undrende spurgt, hvorfra dog Moderen havde faaet denne næsten overmenneskelige Kraft til med sit svage Legeme at bære alle Skæbnens tunge Tilskikkelser uden engang at klage.

Ja, hvorfra havde hun faaet den? Hvilken indre Kraft havde i det hele bjerget den ældre Slægt saa nogenlunde frelst gennem Datidens Ulykker, gennem Krigsaarenes frygtelige Ophidselse og den dødlignende Lamhedstilstand, der fulgte efter, … gennem hele denne blodige Sammenstyrtning, paa hvilken Moderens Lidelseshistorie var som et gribende Sindbillede?

For sit eget Vedkommende havde Moderen ikke været i Tvivl om Svaret. Han huskede et Ord, hvortil hun i Samtaler idelig kom tilbage:

Det er jo dog, o Herre Krist!
min Ære ej, men din forvist!

… Han rejste sig op med en heftig Kuldefornemmelse og begyndte at gaa op og ned ad den lange Løbemaatte, der var lagt langsad Dækket. Men han følte sine Ben som Sandsække, og hans Hoved var saa tungt af de sidste Dages Sindsbevægelser, at han hurtig maatte sætte sig igen.

I det samme kom Styrmanden ned fra Kommandobroen og stillede sig op i Nærheden af ham i den tydelige Hensigt at indlede en Passiar. Han gjorde Per opmærksom paa en Række Baadfartøjer, der laa og vuggede paa Dønningerne med slappe Sejl, og fortalte, at det var Flynderfiskere, som drev hjemad med den sydgaaende Strøm fra Bankerne omkring Anholt.

Per svarede kort: "Ja saa."

Han var kommen til at tænke paa det Brev, Moderen havde efterladt til ham, og paa Pakken, der rimeligvis indeholdt Faderens Ur. Han vidste ikke, hvorledes han skulde faa Mod til at læse det Brev. Han vilde saa gerne kunne tro, at Moderen dog ikke havde været helt uforstaaende; — men der havde været noget i Eberhards Blik den foregaaende Dag, som i den Henseende ikke varslede godt.

Han rejste sig atter, paany gennemisnet af en pinefuld Uro, saa han ikke kunde holde sig stille.

"De skulde hellere ta' og lægge Dem," sagde nu Styrmanden og gik ham tættere ind paa Livet med Hænderne i Lommerne. "Det er Fanneme for koldt at slibe den af her ovendæks."

Den respektløse Tone fik Per til at rette sig. Han havde et myndigt Svar paa Læben. Da gik det op for ham, at han rimeligvis var mistænkt for at sidde i Selvmordstanker, og at det havde været herom, der før ved Afløsningen var bleven vekslet nogle sagte Ord mellem Styrmændene.

Han spurgte rent ud Manden, om han troede, han vilde springe overbord.

"Naar De selv siger det, saa vil jeg ikke fragaa, at vi har haft en lille Tanke henad den Kant til. Saadan noget hænder jo, og det er vi naturlig helst fri for, begrundet især paa det meget Vrøvl, det gi'er bagefter med Forhør og den Slags. Det er saamænd ikke længer siden end nu i Høsten, at vi havde det Uheld med en Mand, der sprang i Søen for os, netop i det her Farvand."

"Hvad var det for en Mand?"

"Det var en Dækspassager. Han var fra Horsens. Det var nok gaaet ham forkert i Verden, sa' de. Vi saae ikke andet af ham end hans Hat; og han har ikke ladet høre fra sig siden. Saa han er nok gaaet i Makrellerne."

Per tog uvilkaarligt Øjnene til sig, sagde derpaa Godnat og søgte ned under Dækket.

I et Par Timer laa han nede i den beklumrede Salon mellem en Samling prustende og stønnende Mennesker og kunde ikke falde i Søvn. Tankerne vilde ikke hvile. Han følte, at der i denne Nat fuldbyrdedes en længe forberedt aandelig Fødsel i ham. Det var, som om der i Mulm og Taage var ved at oplade sig en ny Verden for ham, hvortil han endnu kun daarligt kunde skimte Vejen. Hvad der laa bag ham, svandt hen i Intethed. I en gammel værkbruden Præstekones Lignelse havde der aabenbaret sig for ham en Kraft, mod hvilken selv en Cæsars Vælde nu syntes ham fattig og ringe, — en Kraft og Storhed i Lidelsen, i Forsagelse, i Opofrelse.

Han laa med Hænderne bag Hovedet og saae med vidtaabne Øjne ud i Halvmørket under en angstfuld Forudfølelse af de Sjælekampe, der forestod ham. Alligevel var han ikke nedslaaet. Til sin egen Forundring misundte han slet ikke de Mennesker, der laa rundt om ham og prustede og snorkede under Virkningen af en rolig Samvittigheds Sovedrik. Der var i hans vaagnende Anger og Smerte noget af det samme underfuldt betagende som i en fødende Kvindes Veer, der bebuder, at et nyt Liv er i Frembrud med nye Forhaabninger og nye Forjættelser.

I Daglysningen gik Per fraborde ved det første Landingssted i Fjordens Munding, hvor Skibet stoppede. Fra Toppen af en Banke fulgte han det med Øjnene paa dets langsomme Fart gennem Fjordens mange Krumninger i det milevide Engdrag — den samme Vej, ad hvilken han selv for otte Aar siden stævnede ud i Verden med et saa ungdommeligt Mod og saa sollyse Forhaabninger. Otte Aar! Og han havde jo virkelig haft "Lykken" med sig. Han havde jo endda vundet det Kongerige, han havde eftertragtet, og til hvis Krone han havde følt sig baaret!

Mens Duggen satte sig i hans Øjenhaar som regnbuefarvede Taarer, blev han ved med at stirre efter den bortglidende Sarkofag derinde over de blomstervrimlende Enge, indtil den forsvandt for ham i den gyldne Morgentaage som et Syn, der lukkedes ind i Himmelens Riger.