Lykke-Per/20
TYVENDE KAPITEL
I den Ugestid, Per nu havde opholdt sig paa Kærsholm, havde han ikke en eneste Gang hørt fra Jakobe. Skønt han selv skrev regelmæssigt hveranden Dag og temmelig udførligt gjorde Rede for, hvad han oplevede, vedblev hun at være tavs.
Han blev tilsidst lidt urolig. Han maatte for sig selv indrømme, at hun havde nogen Grund til at være fortrydelig over hans lange Fraværelse, saa meget mere som han ikke længer havde nogen Undskyldning for den. Det skulde da være, at han endnu ikke havde faaet sine Pengeaffærer ordnet her. Hver Morgen foresatte han sig at bringe Sagen paa Bane overfor Hofjægermesterinden eller hendes Mand; men naar det kom til Stykket, kunde han ikke bekvemme sig dertil. Han talte nok en Del med dem om sine Fremtidsplaner, og de syntes ogsaa begge to at være ikke saa lidt interesserede; men Anmodningen om et Laan kunde han alligevel ikke faa over sine Læber. Han kom nu ogsaa til at tænke paa, at en saadan Anmodning let kunde vække Mistanke hos dem, fordi de jo umuligt kunde sætte sig ind i de Følelser, der gjorde ham det ubehageligt at modtage Penge af sin Svigerfader.
Saa lod han foreløbig Spørgsmaalet hvile indtil Afrejsen, og denne udskød han fra Dag til Dag. Han befandt sig i rent legemlig Henseende saa ualmindelig vel paa Kærsholm, og Tanken om den forestaaende Omtumling i en fremmed Verdensdel gjorde ham det dobbelt svært at rive sig løs fra Øjeblikkets Velvære.
Den meste Tid af Dagen tilbragte han i Naturen. Herude var der stadig saa meget nyt, som optog ham, og saa meget gammelkendt, der interesserede ham paa en ny Maade.
Han havde vedblivende en Forkærlighed for at ligge ude paa Aaen med en Medestang, — ikke saa meget for selve Fiskeriets Skyld som for den Nydelse, det var at sidde der midt i den ørkenagtige Stilhed og høre paa Vandets Klukken under Baaden og stirre ned paa de store, bredbladede, grønbrune Bundplanter, der tavse og sagte ligesom væltede sig i de fremilende Strømhvirvler, — en indslumret Verden, et tryllebundet Liv, der syntes plaget af urolige Drømme. Han maatte da ofte tænke paa Pastor Blombergs Ord om den Livsvisdom, der var at hente i Naturen, om det saa blot var ved at lytte til en Lærkes Triller. Man følte sig virkelig i slige Øjeblikke paa mystisk Maade sjælsforbunden med alt levende. Der var noget af en vellystfuld aandelig Besvangrelse ved en saadan Hensynken i en Naturstemning. Fantasien blev saa virksom, Ideerne strømmede til. Det var, som om selve Livets Urkraft blidt og stille udgød sig i En som en gylden Taage af mylrende Tankekim.
Sagen var vel den, tænkte han, at en saadan Naturlyd bragte Bud fra det evigt uforgængelige i Tilværelsen. Folkeslag kunde uddø og Verdensbyer sporløst forsvinde; men saaledes som Vandet her klukkede under Baaden, havde det klukket under det første Menneskes første Kano, og Lyden vilde gentage sig indtil Dagenes Ende ikke alene her paa Jorden men paa alle Himmelrummets Kloder, hvor der overhovedet fandtes Vand og et Øre til at høre.
En Dag fik han Brev fra Ivan, der havde faaet hans Opholdssted at vide af Jakobe. Svogeren skrev, at han med stor Utaalmodighed ventede hans Tilbagekomst, idet han — trods alt — endnu nærede Haab om gunstige Resultater for hans Sag. Overretssagfører Hasselager og Kommissionær Nørrehave forhandlede stadig om den, skrev han, og Misstemningen mod det københavnske Projekt bredte sig mere og mere, særligt i Provinserne. Han foreslog Per at benytte Lejligheden til at holde en Række offenlige Foredrag om sit Projekt i nogle af de større jyske Byer, hvad der var saa meget større Opfordring til, som han havde faaet oplyst, at den mystiske Ingeniør Steiner for Tiden berejste Jylland og talte rundtom i Industriforeningerne.
Denne Skrivelse virkede paa Pers Stemning som Kniven paa en Byld. Han blev endelig ganske klar over, at han ikke vilde have noget med det forretningsmæssige at gøre. Han var Opfinder, Tekniker — ikke Børsspekulant. I et Brev, han samme Aften skrev til Jakobe, udtalte han sig udførligt derom. Samtidigt meddelte han hende, at han under disse Forhold ansaae det for rigtigst at holde sig borte fra København, indtil den lovbefalede Tinglysning af deres Ægteskab om et Par Uger var tilendebragt, saa de straks kunde gifte sig.
"Hvad nu specielt mit forenede Kanal- og Havneprojekt angaar," — skrev han, — "saa betragter jeg mig altsaa nu for mit Vedkommende som færdig med det. Jeg overlader herved Nationen dets Ide til behagelig Afbenyttelse, mens jeg selv med udelt Kraft vender mig til min næste Opgave, til Videreudviklingen af mine Vind- og Bølgemotorer, saaledes som Professor Pfefferkorn jo ogsaa har anbefalet mig det, og hvortil jeg nu venter at høste gode Erfaringer i Amerika. Maaske vil du indvende, som du har gjort det før, at et saa respektstridigt Forhold til Pengemagten vil kunne blive mig til Skade; men det faar saa være. Jeg tilstaar, at jeg vistnok ikke besidder tilstrækkelig Forfængelighed eller Ærgærrighed til at kunne trodse min Natur paa dette Punkt. Det er naturligvis en Fejl, men dog ikke af dem, der er særlig Grund til at beklage. Iøvrigt skriver jeg endnu imorgen til din Broder og overdrager ham lovformeligt Varetagelsen af mine Interesser under min Fraværelse; de er jo hos ham i de bedste Hænder."
Dennegang kom der Svar. Naar hun hidtil ikke havde kunnet faa sig til at skrive, var det, fordi hun fra det Øjeblik, hun fik hans første Brev, havde følt sig overbevist om, at hun havde set ham for sidste Gang. Og hun havde spurgt sig selv, om det ikke ogsaa vilde være bedst for dem begge, at de afgørende brød med hinanden. Hun var forfærdelig træt af Kampen mod denne fremmede, skjulte, spøgelseagtige Magt, der Gang efter Gang røvede ham fra hende, netop naar hun troede ham aller fastest omsluttet af hendes Kærlighed.
Hun var heller ikke sikker paa, at hun dennegang vilde være i Stand til at vinde ham tilbage. Paa hans egen Modstandskraft stolede hun stadig mindre. Hun saae ham nu, som han virkelig var. Den Side af hans Væsen, hun overhovedet ejede Forudsætninger for at overskue og bedømme, kendte hun nu tilbunds. Med al sin Naturkraft var han et Menneske uden Lidenskab, uden Selvopholdelsesdrift. Eller rettere: han besad kun Lidenskabens negative Egenskaber, dens kolde Natside: Trodsen, Selviskheden, Egensindigheden, ikke dens stormende Higen, ikke dens fortærende Længsel, ikke dens hærdende og lutrende Glød og Flamme.
Var det da ikke haabløst at fortsætte Kampen? Hun havde i disse Dage ofte maattet mindes, hvordan han engang i Spøg havde sammenlignet sig med hin Eventyrets Bakketrold, der var krøben op gennem en Muldvarpetue for at leve mellem denne Verdens Børn men ikke taalte Solens Skær og idelig i sin Lysrædsel tyede tilbage til sit lille Jordhul. Hun forstod nu, at der var en dybere Selverkendelse heri, end hun dengang havde anet eller vilde have tiltroet ham.
Ja, han tilhørte dybest inde en anden Verden, en anden Sol. Hvor forskellig fra de fleste andre af sine Samtidige han end kunde synes at være og altid selv havde følt sig, — han var dog Landets ægte Søn, et fuldbaarent Barn af det lidenskabsløse danske Folk med de blege Øjne og de frygtsomme Sind, … Bakketroldene, der ikke kunde se mod Solen uden at komme til at nyse, der først levede rigtig op i Skumringen, naar de sad paa deres lille Jordtue og fremkoglede straalende Syner i Aftenskyen til Trøst og Opbyggelse for det betrængte Sind … et Puslingefolk med store, tænksomme Hoveder med et Barns kraftløse Lemmer … et Tusmørkefolk, der kunde høre Græsset gro og Blomsterne sukke, men som forputtede sig i Jorden, saasnart Morgenhanen galede.
Uden at nævne nogetsomhelst om Grunden til sin lange Tavshed eller med et Ord at berøre Forberedelserne til Giftermaalet eller deres Rejseplaner kritiserede hun i spottende Tone den Beslutning, hvortil hans "Udvikling" havde ført ham.
"Du taler om din Mangel paa Forfængelighed," skrev hun. "Du slaar dig for dit Bryst og takker Gud, at du ikke er som visse andre Syndere. Herregud, denne stakkels Rest af vor Stolthed, skal nu ogsaa den mistænkeliggøres? Jeg har ganske vist selv engang været revolutionær paa det Punkt, men jeg er med Aarene bleven mere nøgtern. Mit Syn paa Menneskens bliver i det hele mere og mere gammeldags. Om det saa er foragtede Ting som Ordner og Titler, begynder jeg at begribe saadanne Naragtigheders Betydning for Menneskehedens Vel. Ganske særligt har vistnok det danske Folk ikke Raad til at ofre noget af, hvad der kan tjene til Spore for "Kraftudviklingen" — et Ord, du i gamle Dage idelig førte i Munden, og som jeg selv er kommen til at holde af. Dersom jeg var Digter, vilde jeg skrive Sange til dens Pris. Og dersom jeg var Præst (med eller uden Præstekrave), vilde jeg udslette Forfængeligheden af Menneskenes Synderegister, der jo er tilstrækkelig langt endda."
Nogle Dage efter, at Pastor Blomberg og hans Datter havde været paa Kærsholm, foreslog Hofjægermesterinden at lægge den sædvanlige Eftermiddagsudflugt om ad Bøstrup for at gøre Præstefamiljen et Genbesøg. Per havde ikke rigtig Lyst til dette Besøg men gjorde dog ingen Indvendinger. Ogsaa Hofjægermesteren lovede at følge med; men da Vognen holdt for Døren, undslog han sig alligevel. Han havde igen faaet et Anfald af sin Tykblods-Melankoli, og hans Kone havde haft Brug for al sin Behændighed for nogenledes at dække over hans ondsindede Lunefuldhed.
Per var i Forvejen gennem Forvalterens Fortællinger bleven forberedt paa disse pludselige Stemningsomslag hos sin Vært. Alligevel var han lidt i Tvivl om, hvorledes han skulde opfatte dennes skulende Blikke. Han begyndte at ængstes for maaske at have misbrugt Familjens Gæstfrihed, og han benyttede nu Køreturen til at føle sig for hos Hofjægermesterinden. Men denne erklærede rent ud, at dersom han tænkte paa at rejse allerede nu, vilde baade hun og hendes Mand opfatte det, som om han ikke havde befundet sig vel paa Kærsholm, og de maatte da i høj Grad beklage, at de nogensinde havde opfordret ham til at blive der.
Per var meget glad for denne kraftige Forsikring, — ogsaa fordi den ligesom virkede tilbage paa Hensynet til Jakobe.
Afstanden fra Kærsholm til Bøstrup Præstegaard var fem-seks Kilometer. Under stærk Stigning førte Vejen op over Bakkerne og fulgte derefter temmelig nøje Engdragets Krumninger. Det var stille Vejr, men Himlen var let overskyet, saa Solen generede ikke. Til den ene Side havde man Udsigt over den grønne Dal med den bugtede Aa, til den anden saae man op til de mange Smaaskove med deres uendelige Kragesværme.
Henreven af dette Syn gav Baronessen sig til at deklamere:
"Se, Fuglen højt sig svinger
paa sine mørke Vinger.
Vidt skuer den fra Luftens Blaa.
Om alt, hvad skønt og stort den saae,
dens Toner herligt klinger."
Ikke langt fra Kærsholm kørte de gennem en lille By, Borup, med en Kirke, der var Herregaardens Sognekirke. Ogsaa her var der en Velstand af Fugle, der vidnede om Markernes Overflod. Skarer af Spurve laa og boltrede sig i Vejstøvet. Stære i Tusindtal sad rundt omkring i Trætoppene.
Langsmed Vejen stod en Række Straatagshytter og udstillede uden Blu deres Fattigdom. Bøndergaardene laa mere tilbagetrukkent, omgivne af gamle Æblehaver og med Storkereder paa Taget. Per kendte allerede næsten hvert Hus og hvert Menneske i den lille By. Han var daglig kommen derigennem paa sine Spasereture og havde da undertiden givet sig i Snak med Folk. Det var første Gang i sit Liv, han havde haft Lejlighed til at komme Landboere paa nærmere Hold, og det interesserede ham at høre dem udtale sig om deres Forhold. Det slog ham da, at deres Gaardes høje Prioriteter øjensynlig ikke trykkede dem synderligt. De viste ham rundt paa deres Ejendomme med et lyst, veltilfreds Smil, som om de ikke selv tænkte paa, at den hele Herlighed kun var Laan og Leje. Og adskillige af disse Folk nedstammede dog fra Fædre, der havde haft indtil hundrede tusinde Sølvdalere paa Kistebunden. Nu taltes der overalt kun om, hvormeget eller hvorlidt en Mand skyldte.
Et Stykke nede paa Skrænten ud mod Engene laa en forfalden Præstegaard. Man kunde fra Landevejen kun se dens tre sodede Skorstenspiber og Havens Trætoppe. Her levede en ældre Mand, Pastor Fjaltring, om hvem der paa Kærsholm et Par Gange var faldet meget nedsættende Ytringer. Hofjægermesterinden havde endog erklæret, at den "mildeste Forklaring" paa Mandens Optræden og hele Levevis var den, at han ikke var rigtig klog. De fleste af Menigheden havde da ogsaa ligesom Godsejerfamiljen løst Sognebaand til Pastor Blomberg.
Per gav sig til at tale om denne Præst og udtrykte sin Forundring over, at han ikke havde mødt ham paa sine Spasereture. Men Hofjægermesterinden svarede, at det slet ikke var saa mærkeligt. Pastor Fjaltring kom kun sjælden udenfor sin Hule og i hvert Fald ikke gerne, før det blev Aften. Han var en Uglenatur, et lyssky Væsen, ret egenlig en Mørkets Aand, der var til megen Forargelse der paa Egnen.
"Er han da ikke troende?" spurgte Per lidt forsigtig. "Det forekommer mig, jeg har hørt, at han endog er strengt ortodoks."
"Ja — saadan ter han sig paa Prækestolen, men i sit Hjerte er han en Spotter og Fornægter. Som han engang skal have sagt til en Mand: "Jeg tror fuldt og fast baade paa Gud og paa Djævelen; jeg er blot ikke altid lige sikker paa, hvem af de to, der er mig mest imod?" — Har De hørt Mage!"
"Men hvor kan en saadan Mand blive ved at være Præst?"
"Det er jo ogsaa en Skandale. Men han er saa snu at gemme sin forargelige Tale, til han er alene med Folk. I sine Prækner er han, som sagt, meget rettroende, bare saa gyselig triviel og kedsommelig."
Udenfor Byen gik Vejen atter nedad, og efter en Snes Minutters rask Kørsel saaes Bøstrup By forude, kønt beliggende ved Foden af en skovklædt Bakke.
De fandt Præstefamiljen samlet ude paa et Stykke Mark bagved Haven, hvor der var indrettet en Sportsplads for Ungdommen. Tre gullokkede Drenge i Alderen fra ti til seksten Aar spillede Langbold i Skjorteærmer, og Præsten førte selv an i Legen og raabte allerivrigst, naar det galdt om at stikke en Bold rettidigt ind til Maalet. Hans Kone stod ved Siden af med en lille Pige ved Haanden og saae til. Frøken Inger, der var den ældste af Præstens Børn, sad for sig selv henne ved Havediget med en Bog i Skødet og læste.
Der var ingen af dem, der havde hørt de fremmede komme; og disse havde ikke villet lade sig melde men var gaaet lige fra Vognen ind gennem Haven for at kunne overraske.
Den første, der fik Øje paa dem, var Frøken Inger. I samme Øjeblik var hun oppe med et lille Henrykkelsesskrig og kastede sig om Halsen paa Hofjægermesterinden. Saa blev der en almindelig Modtagelse med hjertelige Udbrud af Glæde og Overraskelse.
Præsten slog Per paa Skulderen og bød ham Velkommen.
"Dyrker De Sporten, Hr. Ingeniør?" spurgte han, idet han tog sin store Halmhat af Hovedet og tørrede sig over Panden med sit Lommetørklæde. "Aa, det er en livsalig Ting! I den Henseende er vi ældre bleven forsømt. Og nu er jeg for gammel til at tage fat. Jeg maa nøjes med at være Tilskuer her paa Idasletten. Men ogsaa det er saa vidunderligt velgørende. Det er, ligesom Ens egne Muskler spændes, naar man saadan ser paa, hvordan de Unge boltrer sig. Jeg kan ligefrem ikke undvære den Motion!"
Og med en munter Latter førte den lille Mand Selskabet tilbage gennem Haven, idet han majestætisk skridtede foran i en hvid Lærredsjakke og et Par Benklæder, der stampede over Anklerne.
Man slog sig ned paa en Bænk og nogle Stole henne i Husskyggen udenfor Havedøren, hvor der blev dækket et landligt Kaffebord med Kobbermaskine og duftende Bagværk. Det var Frøken Inger, der forestod Anretningen, hvad hun gjorde saare nydeligt. I sit stille Sind tillod Per sig dog den Indvending, at hun maaske vidste dette lidt for meget selv.
Som det gerne gaar, naar Fruer paa Landet sidder sammen omkring en Kaffeopdækning, gled Samtalen efterhaanden ind paa det huslige Omraade. Selv Pastor Blomberg gav i et Par spøgefulde Bemærkninger sit Besyv med om Bagning og Syltning, indtil han blev kaldt bort, fordi der var kommen en Mand, der skulde tale med ham.
Da det viste sig, at de Kager, der var paa Bordet, var Frøken Ingers egenhændige Værk, kappedes Baronessen og Hofjægermesterinden om at holde Lovtaler over dem, hvad Præstefruen kvitterede for ved at klappe sin Datter paa Kinden og sige, at hun saamænd var ganske flink.
Den unge Pige lod temmelig ligegyldig for denne Anerkendelse. Det var end ikke frit for, at hun surmulede lidt, da Moderen kærtegnede hende. Per tænkte ved sig selv, at hun vistnok var meget forkælet. Men unægtelig var hun nydelig. Han fandt hende endda nok saa indtagende idag som forleden, da han saae hende i Kærsholms skumringsfyldte Park. Hun tog sig ligesom mere virkelig ud, saadan som hun stod der i fuldt Dagslys med et lille hvidt Smækkeforklæde og skænkede i Kopperne. Ligheden med Fransisca kunde han forresten ikke længer faa Øje paa.
Af Hensyn til Per søgte Hofjægermesterinden et Par Gange at skifte Emne og begyndte at tale om København. Men Per var ikke meget underholdende, og Præstefruen førte hver Gang hurtigt — og ligesom lidt demonstrativt — Samtaler tilbage til hjemlige Omraader. Hun var en høj og slank Dame med noget vist fornemt over sig. Det var ikke vanskeligt at se, at det var fra hende, Datteren havde arvet sine ydre Fortrin. Overfor Per viste hun sig i Modsætning til sin Mand meget tilbageholden. Uden ligefrem at være uhøflig havde hun endnu ikke en eneste Gang henvendt Ordet til ham, og det var just for at bøde herpaa, at Hofjægermesterinden stadig søgte at drage ham ind i Samtalen.
Men nu rejste man sig paa Værtindens Opfordring for at se sig lidt om i den store og smukt vedligeholdte Have.
De tre Fruer gik foran i livlig Passiar. Per fulgte bagefter med Frøken Inger. Han følte sig ilde tilmode, fordi han ikke vidste, hvad han skulde sige til hende. Han, som ellers var saa veltalende, kunde ikke finde den rette Tone overfor denne lille Landsbypige.
Hun paa sin Side var her paa Hjemmets Grund ganske anderledes fri overfor ham end forgangen paa Kærsholm. Hun var ligesom bleven mere voksen, mere Dame. Aabenbart var hun sig som Husets Datter en selskabelig Forpligtelse bevidst, og hun varetog den med ikke ringe Anstand.
"De kommer meget til Kærsholm," sagde Per for dog at sige noget.
"Ikke saa ofte, som jeg gerne vilde. Men Vejen er jo temmelig lang, og Vogn kan jeg ikke altid faa."
"De holder meget af Hofjægermesterinden?"
"Ja," svarede hun — dennegang noget kort, som var Emnet for ophøjet til at berøres imellem dem. — "De har jo truffet Hofjægermesterinden og Baronessen i Italien."
"Ja."
"Det maa være morsomt saadan at rejse," sagde hun videre og fortalte om, hvordan det længe havde været paa Tale, at hun skulde gøre en Schweizertur sammen med sine Forældre. Men Faderen havde aldrig kunnet faa Tid. Folk i Menigheden vilde ikke undvære ham saa længe. Det var daarligt nok, han fik Lov til at tage til København i otte Dage.
Per lagde Mærke til, at hun ligesom blev højere i Skoene, naar hun nævnede sin Fader. Der var heri noget, der mindede ham om hans egen Søster Signe; — og uden at han rigtig gjorde sig klart hvorfor, kom han til at smile.
I det samme fik han Øje paa en rødmalet Jernkrog, der var anbragt i Mandshøjde paa en Træstamme ved Siden af Gangen.
"Er den bestemt til at hænge sig paa?" spurgte han og standsede for at betragte den.
Frøken Inger kom mod sin Vilje til at le. Hun gjorde ham opmærksom paa en lille Jernring, der — befæstet i en lang Hyssing — hang ned fra et Træ paa den anden Side af Havegangen. Det hele udgjorde et Underholdningsspil, — Kunsten (forklarede hun) bestod i at slynge Ringen henimod Krogen saaledes, at den blev hængende der.
Per fik Lyst til at prøve. Saa gik i hvert Fald den Tid, tænkte han ved sig selv.
Han var ikke heldig.
"Der skal Øvelse til," sagde han efter nogle forgæves Forsøg og bad hende om at vise ham, hvordan man skulde bære sig ad. "For De er naturligvis en hel Mester!"
Inger tøvede, lidt tvivlraadig. Men hun kunde ikke modstaa Fristelsen til at brillere med sin Færdighed. Ringen foer ud fra hendes Haand, beskrev en pragtfuld Langbue i Luften og smuttede paa Tilbagevejen ned paa Krogen med en egen inderlighed ligesom en ung Kvinde, der i Enkemandsleg indfanges af sin Kærestes Arm.
Per blev imponeret. Han maatte igen forsøge. Men han var stadig uheldig.
"Nej, det gaar ikke! … Prøv De igen, Frøken!" sagde han og flyede hende Ringen.
Inger lod sig paany overtale, skønt hun allerede et Par Gange havde set lidt langt efter de andre Damer, som var kommen et godt Stykke bort. Og enten det nu skyldtes Uroen herover, eller hvad Grunden var, — Sikkerheden svigtede hende dennegang. Ogsaa det næste Kast mislykkedes for hende. Hun blev rød i Hovedet, tog omhyggeligere Sigte og kastede paany. Men endnu engang gik det galt.
Per, der kunde se paa hende, at Uheldet gik hende nær, nænnede ikke at triumfere.
Skønt Inger paa en vis Maade følte denne Hensynsfuldhed som en ny Ydmygelse, erobrede han i dette Øjeblik et lille Stykke af hendes Hjerte. Da hun i sin Febrilskhed vedblev at slaa forkert, lo hun tilsidst selv deraf, kaldte sig en Klodrian og blev mere og mere ivrig.
Midt under denne Scene vendte Fruerne tilbage. Hverken Per eller Inger hørte dem, før de standsede bagved dem.
"Inger," kaldte Præstefruen ret skarpt. "Gaa ud og se lidt efter dine Søskende, mit Barn." — Og vendt mod de andre sagde hun: "Vi skal maaske gaa ind i Stuerne nu."
I Havedøren traadte Pastor Blomberg Selskabet imøde pulsende paa en Pibe.
"Naa, jeg skulde netop ud og kigge efter Dem, Ingeniør! De maa vist være tobakssulten! Kom, saa gaar vi over til mig selv. Saa generer vi ikke Damerne med vores forstandige Tale," sagde han overgiven og snoede sig omkring med sin muntreste Latter.
For at komme til Præstens Værelse maatte de gaa gennem hele den store Lejlighed, og Per fik paa denne Vandring et levende Indtryk af den solide Hygge, der prægede det blombergske Hjem. Det var et rigtig dansk Præstegaardshjem, et Uomskiftelighedens — Sindbillede. — Store, uflyttelige Mahognimøbler dækkede Væggene med deres mørke, tunge Masser, der syntes tømret op for Evigheden. Fru Blomberg tilhørte en gammel Embedsmandsfamilje, der havde levet i gode Kaar. En af Slægten havde endog været Stiftamtmand og Kammerherre, hvad der ikke blev lagt Skjul paa der i Huset. Pastor Blombergs Slægt nævntes derimod ikke ofte og sjeldnest af ham selv. De fleste vidste blot, at han var Søn af en Købstadslærer, og der var noget i hans Udtale, der røbede ham som Øbo.
Præstens Værelse laa for sig selv paa den anden Side af Forstuen og var et ægte gejstligt "Studerekammer" med et Par af disse store, bogfyldte Reoler, der bidrager saa mægtigt til at opretholde Kirkens Anseelse blandt Menigmand, skønt de i saa mange Tilfælde blot er Skærmbræt for Uvidenheden.
Her var det dog anderledes. Pastor Blomberg var vel langt fra nogen lærd Mand, men han læste ikke saa lidt og var mere modtagelig for boglig Belæring, end han undertiden selv vilde vide af. Det var hans Ærgerrighed at være med overalt, hvor der rørte sig noget nyt i Tiden; men paa den anden Side tilegnede han sig af dette nye kun, hvad der kunde nære hans Aand uden at virke forstyrrende paa hans Kristentro. Han var paa dette Punkt et Stykke af en Jesuit. Men forresten laa den følgeklare Tænkning slet ikke for ham. Han var et Følelsesmenneske, og da tilmed hans ydre Liv havde formet sig ualmindelig harmonisk, var der ikke bleven Anledning for ham til nogen strengere Selvprøvelse. I sin Ungdom havde han været en Smule plaget af Næringsbekymringernes Lusebid; senere havde han et Par Gange lidt Skuffelser ved Embedsbesættelser, og — skønt han var en Afgud for sin Menighed og havde et kendt Navn over det hele Land — sad han endnu inde med en Del utilfredsstillet Ærgerrighed. I alvorligere Modgang havde Livet ikke forsøgt ham, og hvad han havde mødt af den Slags udenfor sig selv, var gledet saa besynderligt af paa hans Naturs lykkelige Rundhed.
Da Per var kommen til Sæde i Sofaen og havde faaet tændt en Cigar, tog Pastor Blomberg Plads i en Lænestol henne i Vindueskrogen med sin Pibe og blev hurtig meddelsom. Han fortalte et Par underholdende Historier der fra Egnen, og ligesom ved deres første Samtale følte Per sig ikke saa lidt smigret af den Ligefremhed, hvormed Præsten talte til ham som til en Jævnaldrende.
Han vilde have været det mindre, dersom han havde vidst, at det hele var et aftalt Spil mellem Præsten og Hofjægermesterinden, forsaavidt denne i sin Missionsiver havde anbefalet ham Per som et Menneske, der vist "ikke var uimodtageligt for religiøs Paavirkning". Det varede da heller ikke længe, før Pastor Blomberg genoptog Samtalen fra forleden netop der, hvor han dengang havde maattet slippe den paa Grund af mangelfuld Forberedelse.
Han var nu bedre rustet og begyndte med at spørge Per, hvorledes det i Grunden var gaaet til, at han i en saa ung Alder havde kastet sig over Opgaver af en saa borgerlig fornuftig Art som Forbedringen af Landets økonomiske Kaar; og Per fortalte ganske aabenhjertig, hvorledes han mente at kunne føre sin Interesse for denne Sag tilbage til Indtryk fra sin Barndom i Tiden efter Krigen, særlig maaske til Indtrykkene fra sit Hjem. Men forresten havde hans Studium meget tidligt gjort ham fortrolig med Udlandets Udvikling paa Industriens og Samfærdselsmidlernes Omraade, og saa meldte en Sammenligning sig jo af sig selv.
"Ja — javist," sagde Præsten. "Disse Sammenligninger mellem det lille Hjem og den store Verden med dens mange Herligheder — de føles jo ofte i Ungdommen saa mistrøstende. Jeg tænker mig forøvrigt, at Nathans Skrifter ogsaa har haft nogen Indflydelse paa Dem i saa Henseende, saaledes som de jo har haft det paa saa mange andre af vor Tids unge, fremadstræbende Mænd. Har jeg ikke Ret?"
Per sjorde Indvendinger. Nathan var slet og ret Æstetiker. Han afsluttede en Kulturperiode og var i hvert Fald kun i den Forstand Medskaber af den ny Tid, at han havde ryddet Grunden for den. I Virkeligheden forstod han den vist aldeles ikke.
"Naa saadan — Hm!" Præsten bakkede stærkt paa Piben og tav et Øjeblik. At Nathans Standpunkt kunde betragtes som tilbagelagt, var noget saa overraskende for ham, at det bragte Forvirring i hans Tanker. Og skønt han egenlig nok havde Lyst til at komme nærmere ind paa denne Ting, undlod han det af Frygt for igen at blive ført ud i noget, han ikke kunde overskue. — "Ja, ja, De mener dog altsaa ogsaa, at Nathans Indflydelse paa Nutidsungdommens aandelige Udvikling har været betydningsfuld," fortsatte han i Overensstemmelse med sin forud lagte Plan for Samtalen. "Jeg for mit Vedkommende tænker naturligt nærmest paa Forholdet til det religiøse. Jeg tror f. Eks. at vide, at De selv — skønt jo en Præstesøn — har taget bestemt Afstand fra Kirken, og jeg mente at kunne tilskrive Nathans Virksomhed nogen Andel heri."
Per indrømmede det, idet han dog holdt fast ved, at Nathans Skrifter kun havde befæstet og underbygget det Livssyn, han allerede havde tilegnet sig under Opvæksten i Hjemmet.
"Tænk! Var De saa tidlig bleven fremmed i Guds Menighed!"
Præsten rystede godlidende paa Hovedet.
"Ja ja! Saadan gaar det jo desværre! — Som jeg vistnok sagde Dem sidst, har jeg ikke kendt Deres afdøde Fader personligt; men jeg veed jo, at han havde Gammellutheranernes lidt snevre og underligt eenøjede Syn paa mange Sider af Menneskelivet. Ak ja, denne misforstaaede Rettroenhed! Den hviler jo endnu mange Steder som en Mare over Kirke og Hjem og gør megen af Tidens bedste og friskeste Ungdom aandelig hjemløs. Naar saa en evnerig og veltalende Mand som Nathan træder frem og bestyrker Ungdommen i Troen paa, at Guds Kirke er et forfaldent Hus, — ja saa ender det i den fuldkomne Fornægtelse. Jeg forstaar det saa godt!"
Per svarede ingenting. Han var bleven lidt urolig paa Grund af den Retning, Samtalen havde taget. Men Præsten gav sig nu til at tale om Nathan med megen Anerkendelse. Han beklagede kun, at en saa højt begavet og kundskabsrig Mand havde stillet sig i et afgjort fjendtligt Forhold til Kristendommen, og udtalte, at Ortodoksiens Udskejelser herhjemme og i Udlandet sikkert havde sin Andel heri.
"Men naturligvis — han er heller ikke selv uden Skyld i dette Fejlsyn paa den vældigste Aandsmagt, Verden har kendt. Det er med ham som med alle de andre, der fra et videnskabeligt Standpunkt bekæmper Kristendommen, — de har ikke selv kunnet frigøre sig for Ensidighed men er bleven dogmatiske i Negativiteten. Deres Fejl er ikke saa meget den, at de lader Fornuften raade, som at de ikke tænker Tankerne helt tilende. Naar f. Eks. vor Tids Videnskab kalder sig naturalistisk og dermed mener, at den kun erkender Eksistensen af det, der lader sig opløse i Atomer med visse mekaniske eller kemiske Egenskaber, saa er dette dog virkelig en meget ufuldkommen Opfattelse, et rigtigt Studerekammer- og Laboratorie-Postulat, som til syvende og sidst ingenting forklarer. Vi, som virkelig lever med Naturen, kan umulig godkende en saa fattig Betragtningsmaade. For vi veed jo og har utallige Gange følt, at Naturen er besjælet, at der bag de synlige Ting og de mekanisk virkende Kræfter, som paavirker vore Sanser, lever en Aand, der taler til vort Hjerte. Og har vi først faaet Øret rigtig opladt for denne Aanderøst, saa hører vi tilsidst kun den, fornemmer den gennem Stormens Brag som i den svageste Hvisken omkring et Græsstraa. Og vi ikke alene hører den, men vi forstaar dens Tale. For det er jo den samme Uendelighedens Aand, der lever og virker i vort eget Indre. Gaar vi en Dag inde i Skoven og hører Løvet suse over vort Hoved, eller lytter vi i Ensomhed til en Kildes Rislen, — ja, saa kan jo en moderne Fysiker forklare os, hvordan disse Lyde naturligt fremkommer ved Løvmassernes Bevægelser eller Vanddraabernes Fald; men dersom han dermed tror at have forklaret os alt, saa siger vi: Nej stop, min gode Mand! Der mangler noget. Der mangler endog det væsenligste. Med alle dine Beregninger kan du dog intet oplyse om den ejendommelige Fortrolighed, den næsten søsterlige Inderlighed, hvormed en saadan lille Kilde kan smaasnakke med os i vor Ensomhed. For — ikke sandt? — der er jo slet ikke noget afskrækkende for os i, at de tilsyneladende døde Ting saaledes faar Mæle. Og vi bliver jo heller ikke fornærmede, fordi en saadan lille Kilde pludselig gør sig familiær og siger "du" til os. Der er tværtimod noget meget trygt og hjemligt ved en saadan stærk Følelse af Samhørighed med Naturen. Men hvad vil alt dette sige andet, end at der bag den synlige Verdens Mangfoldighed bølger en Eenhed, der er alle Tings fælles Ophav. Den underligt drømmende Følelse, der i saadanne Øjeblikke kan røre sig i os, er en Hjemlængsel. Og dersom nu den lærde Fysiker vil definere denne Følelse som en os iboende mekanisk eller kemisk virkende Kraft, en Affinitet eller Attraktion til Urstoffet, — ja saa anbefaler jeg ham paany at forlade sine Bøger og sit Laboratorium og hente sin Visdom i den levende Natur. Lad ham søge til den lille Kilde i Skoven! Lad ham sætte sig hos den en Aftenstund, naar hans Hjerte er uroligt; og dersom han ikke allerede har faaet sine sjælelige Sanser helt afstumpet, vil han fornemme, hvordan dens lille Sang er som en aaben Vej ud i Uendelighedens Dyb, er en Himmelstige, der forbinder Tiden med Evigheden, Støvet med Aanden, Døden med det evige Liv. Han vil fornemme, at Navlestrengen mellem os og vort overjordiske Ophav ikke er overklippet, men at der stadig gennem den — i Andagtens og Bønnens Øjeblikke — tilføres Sjælen ny levende Kraft fra den evige Livskilde, som vi Kristne kalder vor Gud og Opretholder og altforbarmende Fader."
Per havde forholdt sig tavs. Han irriteredes lidt af Præstens Tone, som efterhaanden var bleven temmelig docerende; men han vidste i Øjeblikket ikke noget at fremføre mod hans Betragtninger, saa meget mindre som de paa flere Punkter gav Udtryk for noget, han i den senere Tid under sit fornyede Samliv med Naturen selv dunkelt havde følt.
Præsten vilde fortsætte; men i det samme lød der Trin udenfor paa Gangen, Inger stak Hovedet ind og meddelte, at Hofjægermesterinden og Baronessen ønskede at tage bort.
"Naa ja, saa maa vi slutte for idag," sagde Præsten og rejste sig. Og idet han fortrolig lagde Haanden paa Pers Skulder, tilføjede han: "Det har nu rigtig glædet mig at tale med Dem, maaske bliver der Lejlighed til en anden Gang at fortsætte vor Debat. Jeg har paa Fornemmelsen, at vi i Grunden ikke er mere forskellige, end at vi nok kunde komme til Forstaaelse med hinanden."
Netop som de kom ind i Dagligstuen, hvor Damerne opholdt sig, rullede der en Vogn ind i Gaarden.
"Det er Justitsraadens," meldte Inger, der stod ved Vinduet. "Gerda og Lise er med."
Justitsraad Clausen, der var Godsforvalter paa et Grevskab der i Nærheden, hørte til Egnens ivrigste Blombergianere. Som saadan var han ogsaa en af Hofjægermesterindens nære Omgangsfæller, og da det nu viste sig, at Justitsraadfamiljen havde til Hensigt at tilbringe Aftenen i Præstegaarden, lod hun og Søsteren sig overtale til ligeledes at blive der. Per, hvem man ogsaa spurgte, vovede ingen Indsigelse, skønt han for sit Vedkommende nu var utaalmodig for at komme bort.
Justitsraaden var en spinkel lille Mand med hvide Bakkenbarter og Guldbriller, hans Kone derimod et Kødbjerg, der endnu længe efter, at hun var kommen ned af Vognen, stønnede tungt af Anstrengelse. Døtrene var et Par unge Piger omtrent i Ingers Alder.
Ved Aftensbordet, der blev dækket ude i Haven, gik Snakken meget livligt. Talen faldt blandt andet paa Pastor Fjaltring. Justitsraaden havde netop hørt en ny, oprørende Historie om denne præstelige Tvivler og Spotter, der levede det uhyggeligste Liv sammen med en forfalden Kone. En af Egnens agtværdigste yngre Bønder af den blombergske Retning havde fornylig henvendt sig til ham i Anledning af en Embedsforretning, og Pastor Fjaltring skulde da i Samtalens Løb have anbefalet ham at hengive sig til Udsvævelser: "De maa synde noget mere," havde han sagt. "Med det Liv, De fører, kan De aldrig blive nogen overbevist Kristen."
Medens der fra Damerne hørtes Udbrud af Forargelse og Afsky, rystede Pastor Blomberg overbærende paa Hovedet og sagde:
"Han er et stakkels ulykkeligt Menneske!"
I det samme begyndte Klokken at lyde oppe i det hvide Kirketaarn, der ragede op bag Havens Trækroner, rødt belyst af Aftenskæret. Den rungende Lyd næsten forskrækkede de Fremmede, der ikke var vant til at have den saa nær inde paa Livet. Pastor Blomberg, som øjensynligt helst vilde bort fra Emnet Pastor Fjaltring, gav sig til at le og sagde, at det Klokke-Spektakel i Grunden var uforsvarligt. Sundhedskommissionen burde ligefrem forbyde det.
Hofjægermesterinden — indvendte herimod, at Aftenklokken dog lød saa smukt paa Afstand, og at den jo virkelig ogsaa kunde tjene til Opbyggelse, som en Paamindelse om at samle Sindet efter Dagens Uro. Men Pastor Blomberg holdt ikke af Modsigelse, allermindst naar den kom fra hans egne Tilhængere. Skønt han havde henkastet Ytringen uden at mene synderligt med den, nærmest for at sige en af disse lidt vovede Morsomheder, hvormed han paa luthersk Vis holdt af at krydre sin Tale, tog han nu i fuldt Alvor Spørgsmaalet op til Drøftelse,
Han brød sig ikke om den Slags Paamindelser paa Klokkeslet, sagde han. Han skulde have sig frabedt saadan at maatte stille til Andagt paa Kommando. Der var noget katolsk derved, som var ham imod. Gud havde ikke Konsultationstid paa samme Maade som en Læge eller en Prokurator, og hvad det sindbilledlige angik, saa var det for barnligt saaledes at betragte Solen som Vorherres gyldne Lommeur. Det var i Virkeligheden næsten bespotteligt.
Hans Tale udviklede sig efterhaanden til et helt Foredrag, hvorunder Spørgsmaalet svulmede op til en Sag af den alvorligste Betydning for et Menneskes sunde og ærlige Gudsforhold.
Man var imidlertid bleven færdig med at spise. De unge Piger havde rejst sig og gik omkring i Haven. Frøknerne Clausen var begge kønne, friske Brunetter, navnlig den ældste en frodig Evadatter med et Par Øjne, der spillede af Livslyst.
Da der blev taget af Bordet, foreslog Pastor Blomberg, at de skulde synge en Aftensang. De unge Piger blev kaldt tilbage, og Præstefruen gik ind i Havestuen, hvor Klaveret stod.
"Fred hviler over Land og By,
ej Verden larmer mer — —."
Det var begyndt at mulme omkring i Haven. Fra en Hasselhæk blandede en Solsort sine Naturtoner i Selskabets noget uregelmæssige Sang.
"Fro smiler Maanen til sin Sky,
til Stjerne Stjerne ser."
De unge Piger havde lejret sig paa Trappestenen foran Havedøren og sad der i deres lyse Kjoler og sang højt og frejdigt med klare Røster; Præsten og Justitsraaden ledsagede dem med Bas. Den sidste havde lagt Armene over Brystet og brummede med sammentrukne Bryn og Flyndermund. De tre fremmede Damer ved Bordet deltog med en lidt ubehjælpsom Nynnen, hvorimod Præstefruen, der havde en stor og vel skolet Stemme, efterhaanden ganske beherskede Sangen.
"Og Søen blank og rolig staar
med Himlen i sin Favn — —."
Per var den eneste, der ikke sang med. Og dog var der i Virkeligheden ingen, hvem Øjeblikket greb dybere. Han mindedes, under hvilke Omstændigheder han sidst havde hørt denne Sang. Han havde dengang staaet udenfor et Havehegn og længtes ind. Nu sad han indenfor, men — hvad hjalp det ham? Han følte sig tilovers som en ubuden Gæst. Saadan var nu engang hans Skæbne. Han var og blev en fredløs Fremmed paa ethvert Sted, hvorover Barndomshjemmets Aand hvilede.
Da Sangen var tilende, foldede Præsten Hænderne og bad Fadervor. Saa blev der sunget endnu et Par Sange, hvorefter Vognene kørte for Døren.
Da de Fremmede var borte, satte Præsten sig ind i Havestuen til sin Kone med sin Aftenpibe og gav sig til at tale om de bortdragne. Inger var ogsaa tilstede. Hun havde allerede sagt Godnat; men da hun paa Vejen til Døren hørte Faderen nævne Pers Navn, gav hun sig noget at bestille henne ved et Nodeskab.
Pastor Blomberg udtalte sig ganske anerkendende om Per og hans Evner. Endogsaa hans Ydre gav han sig til at rose i ret stærke Udtryk. Men da blev Præstefruen pludselig urolig paa Grund af Datterens Tilstedeværelse.
"Hvad er det, du har for, min Pige? … Se nu at komme i Seng." — —
Per forholdt sig meget stille under hele Hjemkørslen; og Hofjægermesterinden — der anede Grunden til hans Indesluttethed — lod ham være uforstyrret og gav sig til at tale med sin Søster om huslige Ting.
Da Vognen var kommen et Stykke paa den anden Side af Borup By, gik der en høj Mand forbi ude paa Vejkanten. Per saae ham ikke, men Hofjægermesterinden greb sin Søster i Armen og sagde:
"Det var jo Pastor Fjaltring!"
Per strakte sig udover Vognkanten og fik Øje paa en høj, slank Skikkelse, netop som dens Omrids udviskedes af Mørket.
"Var det den gale Præst?" spurgte han.
"Ja, — nu er det hans Tid. Det siges, at han undertiden gaar her frem og tilbage paa Vejene hele Nætter igennem."
Per sank tilbage til sin forrige Tavshed. Idet han i Tankerne fulgte denne ensomme, hvileløse Nattevandrer, gik der ham en Kuldegysning gennem Sjælen. Den bibelske Forbandelse: "Fredløs og ustadig være du paa Jorden," — lød paany uhyggeligt i hans Øren med Faderens myndige Stemme. Det var for ham, som havde han her set et Billede af sin egen Fremtidsskæbne.
Den følgende Morgen gjorde Per endelig Alvor af at ty til det lille Opbyggelsesbibliotek, hvormed Hofjægermesterinden havde forsynet hans Værelse. Han tog en af Pastor Blombergs Prækensamlinger, "Vejen til Gud"; og skønt Vejret var blæsende, vilde han ikke blive inde men gik med Bogen op til Skoven. Her lagde han sig paa sin Yndlingsplads lige under Hegnet saaledes, at han fik Skoven i Ryggen til Læ, medens han foran sig havde fri Udsigt over Aaen og Engene til de kratklædte Skrænter paa den anden Side.
Det var Omgivelser, der just passede til den Læsning, han nu begyndte paa. Der var i Pastor Blombergs Forkyndelse ikke saa lidt, der mindede om et saadant dansk Englandskab i køligt Sommervejr: høj Luft, blaa Himmel, solbeskinnede Skyer, megen Fuglesang, hist og her et Kalvebrøl, overalt den frodigste Grønhed, bløde Linjer, frie Udsyn — og en ensformig, flad Horisont. Pastor Blomberg benyttede som Prædikant virtuosmæssigt et poetisk og folkeligt Sprog. Han tilhørte i saa Henseende ganske den kirkelige Retning, der var baaret til Verden af den grundtvigske Salmesang, og som aldrig tabte Præget af sin digteriske Oprindelse.
Det var dog ikke Fremstillingsmaaden, der særlig fængslede Per. For Billedtalens Fortryllelse havde hans Udvikling i Matematikens og Naturvidenskabernes Skole gjort ham saa temmelig uimodtagelig. Det var stadig Beviset, han søgte bag de mange smukke Ord; det var Tanken, han forfulgte for at naa til Klarhed over Livets store Mysterium, der var begyndt at blive indtil Fortvivlelse dunkelt for ham.
Allerede hans to Samtaler med Pastor Blomberg havde givet ham en Forestilling om dennes Kristendom, som var saa ulig den, hvori han selv var bleven opdraget. Først nu gik det dog rigtigt op for ham, hvor langt man selv i kirkelige Krese var kommen bort fra Fortidens skumle Rettroenhed med dens Brændemærkning af Kødet, dens Korsfæstelse af Forstanden, med den hele middelalderlige Sjæletortur, som kun en Taagedrøm om Paradisets Herligheder søgte at forsøde. Her var intet, der skræmmede Tanken eller oprørte Følelsen, intet, der blev borte i Spekulationens Skyer eller fortonede i Anelsernes Taager. Her var frem for alt ingen Modsigelser at overvinde. Tilværelsens Mysterium udfoldede sig her i den enfoldigste Klarhed. Alt syntes her saa lige til, næsten selvfølgeligt, og desuden paa en helt vidunderlig Maade praktisk tilpasset Menneskenes Behag. Djævlen blev med godt Humør sat paa Pulterkammeret som et Foster af opskræmt Munkefantasi, og om Troen paa en evig Fordømmelse hed det rent ud, at den var barbarisk og afskyelig og stred mod de Kristnes Forestilling om Gud som en alkærlig Fader. Om det Hinsidige blev der i det hele talt saa lidt som muligt. Hvad det efter denne Anskuelse hovedsagelig galdt om, var, at man frejdigt og fromt gik sin beskikkede Livsvej tilende i barnlig Fortrøstning til den himmelske Faders Kærlighed.
Der var i alt dette virkelig noget af et glad Budskab for Per. Han maatte erkende Sandheden af, hvad Hofjægermesterinden altid havde sagt om Pastor Blombergs Forkyndelse, at den virkede saa vidunderligt beroligende. Den knugende Tyngsel, der havde hvilet over hans Sind siden den foregaaende Aften, og som havde forfulgt ham ind i Nattens Drømme, blev i disse Timer taget fra ham.
Han lukkede tilsidst Bogen og laa en Tid med Haanden under Hovedet og saae ud over Engene. Han følte sig tilmode som En, der har været ængstet ved Tanken om en forestaaende lang og kvalfuld Natterejse over et stormfuldt Hav til et ukendt Land, og saa om Morgenen vaagner og ser, at Farten er overstaaet, at Stormene er gennemstridte, og at det fremmede Land hilser ham hjemligt med Solskin og grønne Skove. Han tilstod for sig selv, at naar han i den sidste Tid igen havde modarbejdet Udbrudet af en aandelig Krise, saa var det ikke alene sket af Frygt for Samvittighedens Svøbe, men ogsaa af en ubestemt Ængstelse for de nye og uprøvede Livsforhold, hvori en saadan indre Omvæltning kunde føre ham ud. Men nu var han bleven beroliget. Hvad der her fordredes, var jo væsenlig kun den samme strenge og oprigtige Selvopdragelse, paa hvilken han allerede i nogen Tid af egen Drift havde beflittet sig. — —
Ved Frokosten fortalte Hofjægermesterinden ham om en Folkefest, der samme Eftermiddag skulde afholdes i en nærliggende Skov, og hvor blandt andre ogsaa Pastor Blomberg skulde tale. Hun havde, sagde hun, truffet den Aftale med Justitsraadens og Præstens, at de alle skulde mødes der. Ogsaa Baronessen tog rimeligvis med. Havde han ikke Lyst til at gøre Følgeskab?
Per svarede, som sandt var, at han meget gerne engang vilde høre Pastor Blomberg tale. At ogsaa Udsigten til at komme sammen med de unge Piger havde nogen Tillokkelse for ham, snakkede han derimod ikke om, og det var da endelig ogsaa noget, der først gik op for ham i det samme Øjeblik. Han havde ikke haft dem i sine Tanker siden den foregaaende Aften, og selv ved den Lejlighed havde de, ham bevidst, slet ikke beskæftiget ham. Og dog havde de uafladelig gjort det. Ligesom hans Øjne hele Tiden, uden at han tænkte derpaa, havde fulgt de tre lysklædte Kvindeskikkelser, da de efter Aftensbordet Arm i Arm gik rundt om Græsplænen, saadan havde han trods sin Selvoptagethed i en skjult Krog af Sjælen stadig været modtagelig for Indtryk af dem og havde ogsaa her bevaret et meget levende Billede af dem alle tre.
Ved Firetiden holdt Landaueren for Døren, og efter nogen Venten — Baronessen kunde som sædvanlig ikke blive færdig — kørte de afsted. Hofjægermesteren havde i sidste Øjeblik bestemt sig til at tage med, og han gjorde sig under Kørslen hæderlig Umage for at bringe de foregaaende Dages selskabelige Overtrædelser i Forglemmelse.
Efter en Times Kørsel naaede de Festpladsen: en Grønning i Bunden af en dyb Skovkedel, hvor der var Læ for Blæsten. Et Par hundrede Landboere — Mænd og Kvinder — stod opstillet foran en flagsmykket Talerstol, og man var allerede begyndt at synge. Det fornemme Herskabs Ankomst vakte nok en vis Opsigt i Forsamlingen, men nogen Ærefrygt var der ikke at spore, — ja Hofjægermesterens langbenede Skikkelse i den junkerlige Spændejakke og med Urhanelyren i Hatten syntes endda at vække nogen Munterhed hist og her, da han førte sine Damer op til nogle Siddepladser umiddelbart foran Talerstolen, der var forbeholdt Egnens Udvalgte.
Per havde holdt sig tilbage. Han var bleven lidt betuttet ved Synet af denne store Almueforsamling og vilde ikke ind i Mylret. Han saae Justitsraaden rejse sig forude og hilse paa Hofjægermesterens. Ogsaa Pastor Blombergs brune Fløjlshat og hans Kones højtbaarne Hoved opdagede han derhenne paa Bænkepladserne. Derimod søgte han en Tid forgæves Frøken Inger og hendes Veninder. Da saae han Hofjægermesterinden vende sig lidt til Siden og nikke op mod Skovskrænten, og her fik han Øje paa tre unge, sommerklædte Pigeskikkelser, der havde anbragt sig deroppe som paa et Pulpitur.
Men nu tav Sangerne, og Pastor Blomberg stod paa Talerstolen.
Han gav sig til at tale om Modersmaalet, om dets Betydning som Hjertets Sprog i Modsætning til alle fremmede Tungemaal, der i det højeste kunde blive Udtryksmiddel for Forstanden. Modersmaalet, sagde han, var det aandelige Moderbryst, af hvilket vi inddrak Nationens Sjæl. Et Folks Sprog indeholdt som i en Hovedsum Folkets aandelige Eje, det var vore Forfædre i hundrede Led, der herigennem talte fortroligt til os og dannede os i deres Billede. Derfor skulde vi ære det og holde det helligt. Ligesom vi indgærdede de Kilder, hvoraf vort Legeme skulde drikke, at de ikke forurenedes, saaledes galdt det i endnu højere Grad om at vogte den aandelige Ernæringskilde, som Ordet var. Men gav man Agt paa Folks Hverdagstale, vilde man desværre finde meget urent, ja raaddent i den, og i saa Henseende var Landboerne ikke stort bedre end Folk i Byerne. Der var jo dem, der ikke kunde aabne Munden, uden at tvetydige Ord og svinske Hentydninger væltede ud af den. Her var en stor Opgave at tage op. Han vilde særlig kalde paa de Unge, hos hvem Vanen til uterlig Tale endnu ikke var for indgroet. Der maatte i det hele skabes en Bevægelse for at udvikle Sansen for en Sjælens Hygiejne, der jo dog var fuldt saa vigtig for Mennesket som Omsorgen for Legemet. Alle gode Kræfter i Folket maatte samles for at værne den unge Slægt mod den Besmittelse ved Ordet, for hvilken den nu daglig var udsat.
Per havde straks været optaget af at høre; men efterhaanden som Taleren blev direkte moraliserende, splittedes hans Opmærksomhed. De unge Pigers Tilstedeværelse gjorde sit hertil, ligesom ogsaa det, at det altsammen var saa nyt for ham. Det var første Gang, han var Deltager i et Folkemøde; derfor optog Tilhørerne ham nok saa meget som Taleren. Han saae udover disse tætte Rækker af solide Vadmelsskikkelser, paa disse spændt lyttende, aabne og opvakte Ansigter, og det gik først ved denne Lejlighed tilfulde op for ham, hvad det var for en aandelig Bevægelse, han var bleven ført ind i.
Han havde ofte hørt Tale om den grundtvigske Vækkelse med dens Ide om en folkelig Kultur i Modsætning til Videnskabens verdensmæssige Dannelse; men da selve Begrebet Bonde i hans Øjne var tidsstridigt, havde han alene af den Grund aldrig troet det Umagen værd at stifte nærmere Bekendtskab med denne Folkebevægelse, saa udbredt den ogsaa var. I de københavnske Krese, hvor han havde færdedes, var den ogsaa gerne bleven omtalt med en vis overbærende Ringeagt.
Uvilkaarlig drog han nu en Sammenligning mellem denne Forsamling af danske Landboere og de østerrigske og italienske Bønder, han havde lært at kende paa sin Rejse, og han kom til det Resultat, at han ikke havde nogen Grund til at skamme sig paa Landsmandsskabets Vegne. Det slog ham, hvilken Forskel der var paa denne lysvaagne, forstaaende Tilhørerkres og den søvnige Hjord af tyrolske Bjergboere, som Præsterne om Søndagen drev i Procession gennem Dresack som brægende Faar. Men ogsaa sammenlignet med Egnens Fortids-Bønder, saaledes som han huskede dem fra sin Barndom, naar de paa Torvedagene viste sig i Købstaden, aabenbarede Kresen her et mægtigt Fremskridt. Her havde tydelig nok fundet en Udvikling, en Frigørelse Sted, der var gaaet jævnsides med den, hvoraf han selv var bleven baaret frem, — og den havde aabenbart bragt fuldt saa megen Lykke med sig.
Da Pastor Blomberg havde sluttet sit Foredrag og der igen var sunget et Par Sange, traadte Festens Leder, en yngre, blond og smilende Bonde, frem for at meddele, at der nu vilde blive en halv Times Mellemmads-Pavse, hvorefter Højskoleforstander Broager vilde tale.
Forsamlingen spredte sig langsomt over Pladsen, og de, som havde maattet staa op under Foredraget, slog sig ned i Græsset.
Per gik op til Inger og hendes Veninder. De unge Piger havde netop rejst sig for at gaa ned til de andre; men nu foreslog Per, at de skulde benytte Ventetiden til at se sig lidt om i den smukke Skov. Frøknerne Clausen viste sig straks villige. Inger derimod tøvede med Svaret. Hun skottede med et tvivlraadigt Blik ned til Pladsen foran Talerstolen, hvor hendes Moder stod i Samtale med Hofjægermesterinden. Inger slægtede ogsaa i den Henseende sin Moder og dennes Provins-Patricierfamilje paa, at hun var meget nøjeregnende med Overholdelsen af Formen. Men den ældste Clausen, den fuldbarmede Gerda, tog hende resolut under sin ene Arm, greb Søsteren under den anden og trak afsted med dem begge.
Samme Frøken Gerda havde hele Tiden lidt vanskeligt ved at holde sine livfulde brune Øjne fra Per. Hendes mandhaftige Væsen var kun et Skalkeskjul for hendes kvindelige Beundring. Søsteren, der endnu halvt var Barn, lod sig smitte af hendes Tone og hængte sig leende paa hendes Arm som en overgiven Skoletøs.
Men Per havde ikke Tanke for andre end Inger. Han fandt, at de andre ved nærmere Bekendtskab var lovlig tarvelige, og han kunde ikke lade være med at tænke paa, om ikke Inger følte sig lidt forlegen paa sine Veninders Vegne. I hvert Fald gik hun og saae ned for sig og blev mere og mere faamælt, jo taabeligere de andre fjasede.
Det havde allerede den foregaaende Aften slaaet ham, hvor fornem hendes Holdning var i Sammenligning med de andres, hvor selvbevidst og jomfrustolt hun bar sit Hoved, som vilde hun løfte det højt over alt plat og flaut og smudsigt. Nu gik det op for ham, at det mere maatte være denne friske Uberørthed end bestemte ydre Træk, der i hans Øjne straks havde givet hende en vis Lighed med Francisca. Ogsaa omkring hendes Skikkelse havde der staaet denne kyske Kølighed, der mindede om Duften af vilde Roser. Han kunde huske, hvordan den mindste Hentydning til Kærlighedslivets Mysterier havde kunnet bringe Blodet op i hendes Kinder, mens Jakobe — — naa ja, hun havde det altsaa paa en anden Maner, og han kunde jo ikke nægte, at hendes Mangel paa Blufærdighed nu og da havde stødt ham, at han i det hele havde fundet noget usmageligt ved den ubeherskede Lidenskabelighed, hvormed hun var gaaet op i Elskovsforholdet til ham.
De var kommen ud af Skoven. Foran dem løftede sig en mægtig Grusbanke, ganske nøgen, kun dækket af et fattigt Græs med mørke Pletter af Lyng. Det var den bekendte Rolhøj, Egnens højeste Punkt, hvorfra man havde Udsigt over en Tyvendedel af Jylland.
Skønt de to Clausen'er efterhaanden havde forstaaet, at de var tilovers, lod de sig ikke mærke dermed, i hvert Fald ikke ved at vise sig fornærmede. Tværtimod. Som de Jyder, de var, hævnede de sig over Mangelen paa Paaskønnelse ved en stadig mere løssluppen Munterhed.
"Første Mand paa Toppen!" raabte Frøken Gerda og suste opad Skrænten, øjeblikkelig fulgt af Søsteren. I Farten fik denne sin Hat blæst af Hovedet, og der blev en vild Jagt efter den henad Bakkeskrænten.
Inger gjorde Mine til at følge dem; men Per, der erindrede Hofjægermesterindens Advarsel til hende mod at løbe, raadede hende indstændigt fra det, idet han sagde:
"Husk paa, at De nylig har været syg, Frøken! Jeg veed, at De ikke maa overanstrenge Dem."
Ved denne Omhu for hendes Person erobrede Per uden at ane det igen et lille Stykke af Ingers velbefæstede Hjerte. Hun var endnu saa meget Reconvalescent, at det var hende en Tilfredsstillelse at blive gjort svagere, end hun var. Men nu erklærede hun, endda med et lille Nakkekast, at hun netop vilde derop; og da Per foreslog, at hun i det mindste burde støtte sig til hans Arm, vilde hun ikke høre Tale derom. Hun fejlede ikke det ringeste, sagde hun. Der var ikke noget at ængstes for.
Per holdt sig alligevel tæt foran hende under Opstigningen for at kunne gribe til, dersom hun skulde snuble. Paa et Sted, hvor der var særlig stejlt, tog hun da ogsaa mod hans fremstrakte Haand. Det skete dog ikke uden Overvejelser, men hun kunde ikke indse, at der var noget upassende deri, saa meget mindre som han jo var forlovet. Og det føltes virkelig slet ikke ubehageligt saaledes at blive ført næsten svævende op ad den bratte Skraaning.
Per havde hele Tiden Lyst til at fortælle hende, at han havde tilbragt Formiddagen med at læse i en af hendes Faders Bøger, og hvormegen Glæde han havde haft deraf. Men han var bange for, at hun skulde opfatte det blot som en høflig Frase, og lod derfor være. Han nøjedes med at sige, at han havde været meget glad for sit Besøg i Præstegaarden den foregaaende Dag — noget, hun øjensynlig betragtede som ganske selvfølgeligt.
Anstrengelsen havde gjort hende varm, og hun standsede for at puste. Hatten holdt hun i Haanden, og det lyse, fine Haarpur stod omkring hendes Hoved som en Glorie. Hun var igen i dette Øjeblik ganske Francisca — syntes Per. Francisca i forklaret Skikkelse.
De to Clausen'er havde imidlertid forlængst naaet Toppen. De stod deroppe og holdt paa Hattene, medens Stormen rev i deres Skørter som usynlige Hænder, der vilde flænge Tøjet af dem. Ved Synet af Inger og Per, der nu igen havde sat sig i Bevægelse, sagde den yngste:
"Se blot, hvor de kryber!"
"Det er saa kedeligt med Inger," ytrede Frøken Gerda. "Naar Nogen gør lidt af hende, bliver hun straks saa affektert."
"Man maa forresten ikke sige andet, end at han er ganske køn, ham — Nussen," sagde den unge.
"Køn! Jeg finder ham skrækkelig!"
"Det mener du jo ikke, Gerda. Du sa'e da selv iaftes —."
"Jeg! Er du gal, Tøs! Har du rigtig set paa hans Glugger? Saadan et Par Mælkespande!"
Inger og Per naaede endelig tilvejrs, og man gav sig til at betragte den berømte Udsigt. De unge Piger begyndte at tælle Kirketaarne. Naar Luften var ganske klar, skulde man kunne øjne fem og tredive. Frøknerne Clausen kendte Navnene paa dem alle; men Per havde kun Interesse for dem, som Inger kunde udpege. "Nej se, er det Tepperup!… Hvad siger De? Aa, Ramlev!" udbrød han paa en Maade, som om disse Navne vakte kære Minder hos ham, — og de to Søstre stødte hemmeligt til hinanden med Albuen.
Det var forresten daarligt nok, at den ene kunde høre, hvad den anden sagde, saadan larmede Blæsten med deres Klæder. Det varede derfor heller ikke længe, før de bestemte sig til at gaa ned.
Da Skoven igen havde lukket sig omkring dem, standsede de et Øjeblik for at hæge sig lidt. Vinden havde huseret slemt med de unge Pigers Frisyrer, navnlig var Ingers ilde tilredt. Hun maatte tage begge sine Handsker af for at faa lidt Skik paa Haaret, og da hun netop stod med Hattenaalen i Munden og Veninderne var beskæftigede med deres eget, bad hun Per om at holde dem for hende saalænge. Hun tænkte ikke det mindste derved, men de to Søstre saa straks til hinanden; og mere end een Gang paa Tilbagevejen gennem Skoven fandt de Anledning til igen at puffe til hinanden med Albuen.
Da de naaede Festpladsen, var Mødet igen begyndt. Paa Talerstolen stod en høj, alvorligt udseende Mand med mørkt Haar og Skæg. Det var Forstander Broager, Lederen af en i Nabolaget liggende Højskole og Pastor Blombergs Medbejler til Folkeyndesten der paa Egnen, navnlig mellem Ungdommen.
Stille anbragte de unge Piger sig paa deres forrige Pladser under Træerne, og Inger skottede ned til sin Moder, — hun var pludselig bleven lidt betænkelig ved Fraværelsen, der jo ogsaa havde trukket meget længere ud, end hun havde tænkt sig. Til al Lykke saae det ud til, at Moderen ikke havde savnet hende; hun sad fuldkommen rolig og syntes ganske optaget af Højskoleforstanderens Tale.
Dette var hun paa sin Maade virkelig ogsaa. Pastorinden vaagede med Skinsyge over sin Mands Anseelse som Foredragsholder. Skønt ingen nogensinde kunde se det paa hende, var hun nervøs, hvergang andre og navnlig naar Højskoleforstanderen skulde tale; og dette var Grunden til, at hun trods Pers Tilstedeværelse ikke i Mellemtiden havde tænkt paa at se efter sin Datter.
Noget lignende var forresten Tilfældet med Pastor Blomberg selv. Ganske vist var han altid den, der allerlydeligst gav sit Bifald tilkende overfor andre Talere og lo højest af deres Vittigheder; men paa en forræderisk Maade steg Blodet ham til Kinderne, saasnart han mærkede, at en anden gjorde Lykke.
Efter at Mødet var bleven sluttet med endnu et Par Sange, og mens man ventede paa Vognene, der stod lidt længere inde i Skoven, gik Hofjægermesterinden og Inger med hinanden under Armen lidt bort fra de andre. Den første sagde:
"I var sammen med Sidenius, saae jeg."
"Ja, vi var en lille Tur ud til Rolhøj. Det kan der vel ikke have været noget urigtigt i?" spurgte hun og saae lidt ængstelig paa den anden.
Hofjægermesterinden kom til at le.
"Nej, det kan der virkelig ikke."
"Især da han jo er forlovet."
"Javist."
"Det er forresten underligt, saa lidt man mærker det paa ham, — at han er forlovet, mener jeg."
"Naa — det har vist heller ikke saa meget paa sig med den Forlovelse."
Inger standsede og saae nu helt forskrækket paa hende.
"Hvad siger De!"
"Ja, jeg veed naturligvis ingenting. Men jeg har paa Fornemmelsen, at han ikke er saa glad ved den Forbindelse. Det er jo en Jødedame."
Inger blev tavs. Det skulde hun have vidst! Hun følte sig pludselig dybt skamfuld ved Tanken om, hvor fri hun havde været overfor ham.
I det samme blev der kaldt paa dem henne fra Vognene, som nu var kørt frem. Pastor Blomberg og hans Kone sad allerede vel indpakkede i deres Halvkalesche, og Præsten var lidt utaalmodig, saa der blev kun Lejlighed til en hastig Afsked.
Da Inger var kommen op og vilde tage sine Handsker paa, kunde hun ikke finde dem; og med en ny Betuttelse gik det op for hende, at hun havde glemt at faa dem tilbage fra Per, som rimeligvis i Tanker havde puttet dem til sig.
Der havde endnu været Tid til at bringe dem tilveje, — Hofjægermesterens Vogn var endnu ikke kørt — men saa brødefuld følte hun sig, at hun ingenting vilde sige for ikke at røbe sig overfor Moderen. Hun turde i sin Raadvildhed end ikke se sig tilbage, idet de kørte; og under Kørslen skjulte hun omhyggeligt Hænderne under Vogntæppet.
Da de havde kørt et lille Stykke, sagde Fru Blomberg til sin Mand:
"Jeg synes ikke, Broager var rigtig heldig idag."
"Nej, det var virkelig kedeligt!" svarede Præsten hovedrystende. "Han var absolut ikke heldig. — — Absolut ikke heldig," gentog han efter flere Minutters Forløb, skønt de i Mellemtiden havde talt om helt andre Ting.
Per udtalte sig under Hjemkørslen med megen Varme om alt, hvad han havde oplevet paa Turen. Kun nævnte han ikke Inger med et Ord. Hofjægermesterinden lagde Mærke til det og tænkte sit derved.
Solen var gaaet ned. Det blev næsten mørkt, inden de naaede hjem.
Idet de kørte ind gennem Porten paa Kærsholm med den hult rumlende Genlyd, Per allerede kendte saa godt, og da han saae Lyset fra Vinduerne skinne dem saa gæstevenligt imøde, blev han grebet af en ham ny og forunderlig Følelse. Han fik for første Gang i sit Liv Indtrykket af et Sted, hvortil han paa hjemlig Maade følte sig knyttet. Som til Bekræftelse kom i det samme Forvalterens Hund springende og gav sig til at danse omkring ham og slikke hans Haand i vild Gensynsglæde. Det stakkels Dyr, hvis Hvalpe man havde taget fra den, havde siden kastet sin Kærlighed paa Per. Bevæget bøjede han sig ned og klappede dens Hoved.
Da han kom ind paa sit Værelse, jog det igennem ham ved Synet af et Brev, der var lagt frem til ham paa Bordet. Hans Øjne fik et sky Udtryk, — det maatte vel være fra Jakobe, tænkte han og tøvede med at tage det. Da han genkendte Ivans Kragetæer, trak han Vejret lettere; men en Følelse af Ubehag blev alligevel tilbage. Svogerens Haandskrift mindede ham saa pinligt om det stadig uløste Pengespørgsmaal, der hver Aften skaffede ham nogle kvalfulde Øjeblikke, inden han faldt i Søvn.
Han lagde Brevet ulæst til Side, — Forretninger maatte vente til imorgen. Idet han derpaa vilde gaa tilbage til Dagligstuen, fik han i sin Jakkelomme fat paa en lille lysegraa Bylt. Det viste sig at være Ingers Handsker. Et Par bløde, ru, saakaldte Randers Handsker, ganske nye.
Det var ikke helt tankeløst, han havde beholdt dem derude i Skoven. Han havde følt en sær Glæde ved at bære paa noget, der tilhørte hende. Under den hovedkulds Afsked havde han saa glemt at levere dem tilbage.
Han foldede dem nænsomt ud og betragtede dem længe. Han førte dem op til sit Ansigt, inddrak begærligt deres Duft og smilte tungt. Han havde nu det fornødne Paaskud til at forny sit Besøg i Præstegaarden allerede den næste Dag, tænkte han; men — —
Var det ikke raadeligst for ham at lade være? Stod han ikke Fare for at blive virkelig forelsket, dersom han saae hende oftere? Den gamle Adam rørte sig atter i ham. — Men hvortil skulde det føre? Nogen ny Kærlighed havde han dog ingen Ret til. Fra Livets Blomsterstier havde han for Resten af sit Liv lukket sig ude … om han overhovedet nogensinde havde kendt dem.