Lykke-Per/23
TREOGTYVENDE KAPITEL
Straks efter Ankomsten til København satte Per sig i Bevægelse for at indrette sig en Bolig og ordne sine Pengeaffærer, saa han med Ro og Tryghed kunde genoptage sit Arbejde. Det var hans Hensigt at vende sig til Overretssagfører Hasselager for at rejse et Laan paa en fjorten-femten hundrede Kroner, der vilde kunne sikre ham Underholdet i det mindste et Aarstid. Saa pinligt det end var for ham at maatte gøre sig afhængig af den Slags Folk, hvis Udbyttervirksomhed og hele Levevis han nu mere end nogensinde foragtede, saa vidste han i Øjeblikket intet bedre Raad. Og Sagen maatte ordnes hurtigt — han var utaalmodig efter igen at tage fat.
Som Sikkerhed for Laanet tænkte han at tilbyde de to Patenter, han endelig havde opnaaet for sine Vind- og Bølgemotorer, — et dansk og et udenlandsk. Rigtignok havde der ikke meldt sig nogen Lysthavende til noget af dem; og det var heller ikke hans Mening at lægge Skjul paa, at han ikke selv tillagde dem synderlig Værdi mere. Han betragtede sin Opfindelse som kun halvvejs færdig; men han gik ud fra, at Hasselager, der jo skulde være saa snu en Forretningsmand, og som havde viist Forstaaelse af hans Ideers Betydning, ikke desmindre vilde finde sin Regning ved at støtte ham med et Forskud.
Overretssagføreren modtog ham da ogsaa med udadlelig Høflighed; men han havde netop Dagen i Forvejen faaet at vide, at Pers Forlovelse var bleven hævet, og han var derfor ret tilbageholden. De samtalte en Tid om Pers Planer og Forhaabninger, navnlig saa vidt disse angik den videre Udvikling af hans Opfindelse, og Per følte sig forpligtet til at ytre sig herom uden Forbehold. Da han tilsidst kom til Spørgsmaalet om Pengelaanet, blev den anden yderligere tillukket. Med den mest slebne Københavner-Elskværdighed beklagede han, at han ikke saae sig i Stand til at imødekomme ham paa dette Punkt; han indlod sig principmæssig aldrig paa at ordne Laan, for hvilke der ikke fandtes, hvad man kaldte bankmæssig Sikkerhed. Det var et Forretningsprincip, som enhver Sagfører var nødt til strengt at overholde for ikke at blive mistænkt for at befatte sig med Pengeomsætninger, som ikke taalte Lyset.
Per spurgte ham, om han da mente det gørligt at rejse Laanet hos andre, for Sagen interesserede Folk, som ikke var bundne af den Slags Hensyn. Hvortil Hr. Hasselager efter en kort Betænkning og imod bedre Vidende svarede, at det troede han ganske sikkert. Den store, blonde, blodrige Dansker, som ellers ikke uden Held efterlignede Max Bernhardts vilde Forvovenhed som Spekulant, besad ikke denne blege Mands Frygtløshed overfor Blodsudgydelsen men overlod det helst til andre at give hans Ofre Naadestødet. I dette Tilfælde henviste han til Proprietær Nørrehave, hvem Per forøvrigt selv havde haft i Tankerne, og allerede Dagen efter søgte Per saa den som Agerdyrker forklædte Storsvindler, der boede i en standsmæssig udstyret Villa paa Frederiksberg.
Den bredmavede Jyde, som nok havde hørt Rygtet om den hævede Forlovelse men ikke villet tro paa det, tog imod ham med sit trohjertigste Smil og et varmt, ja svedigt Haandtryk. Men Per havde ikke talt længe, før Manden blev tavs; og hans smaa, hvidfrynsede Svineøjne fik travlt med fra Siden at undersøge Ringfingeren paa Pers højre Haand. Den plumpe Bonde blev bredere og bredere i sin forgyldte Lænestol, jo længere Per talte. Tilsidst lagde han Armene over Brystet og erklærede afgørende, at han ikke vilde have med den Sag at bestille.
Per begyndte at blive utaalmodig. Han erindrede Manden om, at det var ham selv, der i Foraaret sammen med Overretssagfører Hasselager havde foreslaaet et Samarbejde og det under Former, som gjorde hans — Pers — Henvendelse til ham fuldkommen berettiget. Men Proprietæren rystede uanfægtet paa Hovedet og gentog paa sit Købstadsjysk:
"Jeg vil it' ha'e med den Sag aa bestil'!"
Per vilde dog ikke lade sig nøje med det Svar men forlangte en Forklaring. Da svarede Proprietæren med den landlige Ligefremhed, hans Forretningsven netop havde gjort Regning paa, at "Situationen" (hans Yndlingsord) jo totalt havde forandret sig, siden Per — hvad han nu kunde begribe — ikke længer var Philip Salomons tilkommende Svigersøn. Samtidig udtalte han sin Forundring over dette Brud med det rige Købmandshus, ja søgte endogsaa at udfritte ham om Grunden til det. Men da rejste Per sig med en Mine, der ligesom slog Manden paa hans Mund, og sagde:
"Kort og godt. — Det er virkelig Deres Mening, at De ikke vil skaffe mig et Laan som det, jeg her taler om?"
Proprietæren blev igen lidt usikker. Denne bydende Tone genvakte et Øjeblik den frygtagtige Respekt, Per i sin Tid havde indgydt ham ved sin Optræden overfor Max Bernhardt. De tykke Arme var sunket ned, Hænderne laa foldede over Bugen, Tommelfingrene drejede rundt, og de smaa, hvidfrynsede Øjne saae op paa Per med et grundende Udtryk, mens han endnu engang i Stilhed gjorde hans Regnskab op og vejede Muligheder og Risiko mod hinanden.
"Nej," — kom det efter endte Overvejelser som et Træskospark. "Jeg vil it' befat' mig med'et."
Næsten før Ordene var udtalte, havde Per grebet sin Hat og var ude af Døren.
Udenfor blev han roligere. Han sagde til sig selv, at han ikke havde nogen Ret til at beklage sig. Han havde selv været med i den kannibalske Offerdans omkring Guldkalven. Hvad Under, at Dyret stangede nu, da han ikke længer vilde blote!
Men hvad skulde han gøre? Penge maatte han skaffe. Han ejede knap hundrede Kroner i Kontanter.
Han var gaaet ind i Frederiksberg Have. Længe sad han her paa en Bænk og brød sit Hoved med at finde en Udvej. Og den Opfindsomhed, der var hans Styrke som Tekniker, svigtede ham heller ikke under disse Vanskeligheder. Da han en Timestid efter rejste sig og gik hjem, havde han sin Plan færdig. Han vilde henvende sig til Oberst Bjerregrav, hvem han jo ovenikøbet var et Besøg skyldig. Dog var det ikke hans Mening at prøve paa at laane Penge af ham; Obersten skulde blot være hans Mellemmand og Fortaler overfor Etatsraad Erichsen, den bekendte Mæcen, som han engang havde set i det salomonske Hus, og som, saavidt han vidste, før havde understøttet Folk af hans Fag. Netop fordi han havde truffet Etatsraaden i sine forhenværende Svigerforældres Hjem, kunde han ikke faa sig til personlig at søge ham; og forresten vilde det i alle Tilfælde falde ham svært at gaa op til en fremmed Mand i et saadant Anliggende.
Endnu samme Eftermiddag sad han i Oberstens Arbejdsværelse, i den samme lille Rørsofa, hvor han for godt tre Aar siden saa forhaabningsfuldt havde udviklet sine Fremtidsplaner. Obersten sad tilbagekastet i sin Skrivebordsstol og betragtede ham med et halvt medlidende, halvt nysgerrigt iagttagende Blik over sine vandret liggende Næseklemmer. Af sin Søstersøn, Dyhring, havde han faaet at vide, at det skulde være Uoverensstemmelse i det religiøse, der havde foranlediget Per til at hæve sin Forlovelse; og skønt han — Gudbevares! — i høj Grad anerkendte dette Motiv, saae han dog paa ham som paa En, der ved et Ulykkestilfælde havde taget Skade paa Forstanden.
Per begyndte med at gøre en Undskyldning, fordi han saa sent besvarede hans ærefulde Besøg; men han havde — som han ytrede — "af personlige Grunde" følt Trang til i nogen Tid at holde sig borte fra København.
Obersten gav Kvittering for denne Tilstaaelse ved en hensynsfuld Tavshed.
Uden Omsvøb fortalte derpaa Per om sine økonomiske Vanskeligheder og udviklede, hvorledes han havde tænkt sig at komme over dem. Han havde Grund til at tro, sagde han, at ifald han turde gøre Regning paa Oberstens velvillige Bistand, vilde han kunne opnaa en Understøttelse af Etatsraad Erichsen, saa meget mere som han vidste, at denne i Forvejen fra anden Side var bleven paavirket til Gunst for ham.
Skønt Obersten var ganske klar over, at han for sit Vedkommende ikke vilde have noget med den Ting at gøre, udtalte han sig dog særdeles imødekommende, lovede at tage Sagen under Overvejelse og derefter at lade høre nærmere fra sig. Han betragtede Per som en syg Mand, hvem man gjorde bedst i at snakke efter Munden. Og unægtelig saae han i Øjeblikket noget overspændt ud, som han sad der og lod Munden løbe med adskilligt mere, end han selv rigtig vidste af. De sidste Tiders mange oprivende Sjælekampe og den Glæde, han nu følte ved endelig at have overvundet sit fortidige Menneske, havde skabt en lidt naiv Trang til Fortrolighed hos ham. Ogsaa paa anden Maade havde han forandret sig. Han var bleven gulbleg og mager, med dybe Skygger under Øjnene, havde desuden under Opholdet paa Kærsholm ladet Haar og Skæg vokse.
Da han var gaaet, sad Obersten nogen Tid stille i sin Stol og faldt hen i sørgmodige Betragtninger. Stakkels Fyr! tænkte han, — han gik sandsynligvis nu sin Undergang imøde! … Unægtelig tilfredsstillede det paa en Maade hans Selvfølelse, at det altsaa heller ikke dennegang blev til noget med den Reformation, som i sin Tid var mislykkedes for ham selv. Men for Fædrelandets Skyld kunde han dog ikke glæde sig derved. Han havde paa det sidste sat saa store Forhaabninger til Per. Han havde i ham set et Forvarsel om en Genopvaagnen af den danske Muldjordskraft, hvorved Landet endelig skulde befries for den Yngel af Jøder og andre Halvtyskere, der havde benyttet sig af Nationens Udmattelse efter Krigen til at tilsnige sig Styret.
Hans Tanker standsede ved Søstersønnen, der netop i de samme Dage havde gjort et nyt Kup. For at sikre sig Støtte af hans Blad havde man valgt Dyhring ind i Bestyrelsen for et af Landets største Aktieselskaber, hvad der aarlig vilde kaste nogle Tusind Kroner af sig uden en Fingers Arbejde. Snart sad han efter al Sandsynlighed ogsaa i Rigsdagen. Den Knægts Held var nærved at faa ham til at tvivle paa et retfærdigt Forsyn. Uden Handlekraft, uden Tro, uden Fædrelandsfølelse skred han ustandselig frem i Magt, Betydning og Anseelse, mens den virkelig udvalgte, den fødte Fører bukkede under. Men saadan var det jo bestandig i Danmark. Slægt efter Slægt groede op — rødkindet og klarøjet, frimodig og stærk. Og Slægt efter Slægt gik i Graven, brudt og bøjet — altid overvunden. Det var, som om en skjult Sygdom tærede paa Nationens Kraft, udmarvede dens bedste Ungdom og lagde Landet aabent for Fremmedes Erobring.
Per havde lejet sig et Værelse hos en gammel Enkefrue i en Villa, der laa ved en af de smaa Sideveje bag Frederiksberg Have. Han havde valgt denne Yderende af Byen ikke alene for at bo i Nærheden af Landbohøjskolen, hvor han skulde høre Forelæsninger, men ogsaa for at være saa langt som muligt fra Bredgade-Kvarteret og de andre Steder, som gemte Fortidens trykkende Minder. Hans Værelse var et lille, tarveligt udstyret Loftskammer, og som sædvanlig gjorde han ikke selv noget for at skabe Hygge omkring sig. Han tænkte blot paa hurtigst muligt at gøre sig færdig med sin Eksamen, saa han igen kunde komme bort fra Byen.
I god Tro til Oberstens Tilsagn og overbevist om, at hans Pengesager nu nok vilde blive ordnede, lod han sine Bøger, Tegninger og øvrige Ejendele hente hjem fra Hotellet, hvor de havde været opbevarede under hans Fraværelse. Han havde allerede forskellige gode Ideer til Forbedring af sine Vind- og Bølgemotorer, og det var jo det store Fortrin, en Opgave som denne havde fremfor f. Eks. Kanalprojektet, at den kunde udføres i Ensomhed og Frihed; den tvang ham ikke ind i noget Afhængighedsforhold til andre, endsige til Makkerskab med Personer af Max Bernhardts og Nørrehaves Kaliber. Derude paa Landet vilde han desuden ganske anderledes have Lejlighed til at anstille saadanne praktiske Prøver, som i Længden ikke kunde undværes. Rimeligvis vilde han endogsaa blive nødt til at bygge et Par smaa Forsøgsmotorer … Men alle disse Tanker maatte foreløbig hvile. En af hans Professorer, til hvem han straks havde henvendt sig for at kunne lægge en Plan for sine Øvelser, havde anbefalet ham at regne med en Studietid af halvandet Aar. Selv fastslog han at ville nøjes med den halve Tid. Og han optog i den Anledning paany sin Ungdoms frejdige Løsen: Jeg vil.
Saa sad han da igen i et fattigt lille Kammer og kæmpede for Livet og sin Fremtidslykke. Ligesom i sin Tid i Nyboder stod han op om Morgenen ved Fabrikernes Hanegal, og hans Vindu var i Almindelighed det sidste, bag hvilket Lyset om Aftenen slukkedes paa den lille, landlig stille Villavej. Skønt hans Maal, saa stort det ogsaa var, ikke længer havde nogen eventyrlig dragende Gyldenglans over sig, tog han fat paa Arbejdet med en Iver og en Udholdenhed som ingensinde før, uden at hæmmes af disse pludselige, pinlige Anfald af Modløshed, der i forrige Tider saa hyppigt overfaldt ham. Han ventede sig ikke noget stort materielt Udbytte af sin Opfindelse, ja han ønskede sig det knap. Det vilde være ham Belønning nok at vide, at han virkede for Menneskehedens Vel. Alt, hvad han for sit personlige Vedkommende haabede af sit Arbejde, var, at han ved dets Hjælp skulde faa Lov til at leve et jævnt og muntert, virksomt Liv i inderlig Forening og Forstaaelse med den, hans Hjerte længtes efter.
Men paa sin Kærlighed til Inger vovede han dog endnu ikke rigtig at opbygge nogen Fremtid. Saa ofte hans Tanke begav sig paa Vej til Bøstrup Præstegaard, var det, som om den standsedes af en sværdbærende Kerub. Her maatte bies. Til Paradiset var han endnu ikke værdig, — ja nu, da han var bleven sig sit Syndefald fuldt bevidst, syntes han ofte, at han ikke engang havde Lov til at haabe paa saa rig en Lykke. Overfor Uskyldigheden og det rene Hjerte maatte han slaa Øjet ned; det var hans Straf. Han maatte gaa skjult med sit Haab som Tyven med sin Lygte og turde foreløbig kun glæde sig til Gensynet. Ved Afrejsen fra Kærsholm havde Hofjægermesterinden spurgt ham, om han ikke kunde tænke sig at tilbringe Julen hos dem. Og med et ligesom opmuntrende lille Smil havde hun tilføjet, at man vist ogsaa i Præstegaarden vilde blive glad ved at se ham igen.
Den første Søndag efter sin Tilbagekomst tog han ind til Byen for at gaa i Vartov Kirke. Det var en dejlig Solskinsdag, og han gik i god Tid hjemmefra, fordi han vilde gaa hele Vejen og spare Kørepengene. Men da han kom ind i Alleen og mødte den brogede Strøm af glade Folk, som drog udefter for at tilbringe Søndagen i det Grønne, satte han sig af Forlegenhed alligevel ind i en Sporvogn.
Et Kvarter før Tiden naaede han den lille Bedesal i Løngangsstræde. Her var allerede fuldt, ja overfyldt. Mens der i adskillige af Byens store Kirker prækedes for halvtomme Bænke, var der altid Trængsel i den grundtvigske Menigheds uanselige Moderhjem. Vel var det snart længe siden den store Kirkefaders egen Røst havde lydt der, men hans Aand rugede endnu over Stedet, og fra hele Landet søgte man dertil som til en hellig Plet, hvor Gud paany havde aabenbaret sig for sit Folk i en brændende Tornebusks Lignelse.
Med noget Besvær fik han arbejdet sig frem til en Staaplads ved den ene Væg. Gennem en Række Vinduer paa den modsatte Side stod Solen ind i brede Strimer og lagde som et Helgenskin omkring Hovedet paa dem, der sad i Nærheden af Kirkens Midtergang. Blandt disse mange glorieomstraalede Hoveder var der et, som under den første Del af Gudstjenesten ofte vendte sig om imod ham, uden at han mærkede det. Først midt i anden Salme fangede det hans Blik. Han saae et lyst Øjepar under mørke, sammenvoksede Bryn, og det foer igennem ham, da han genkendte sin Søster Signe. Ved Siden af hende sad hans yngre Brødre, Tvillingerne; de sad Skulder mod Skulder og saae i en fælles Salmebog og havde aabenbart endnu ikke faaet Øje paa ham.
Han følte, hvordan hans Kinder blussede, og han kunde næsten ikke faa sig til at besvare Søsterens Nik. Det var ikke faldet ham ind, at han kunde træffe nogen af sin Familje her. Han havde overhovedet ikke tænkt paa, at han udsatte sig for at blive set af Bekendte. Signe derimod syntes knap nok overrasket. Hun nikkede roligt til ham uden at afbryde sin Sang, — det var, som havde hun Søndag efter Søndag siddet her og ventet ham.
Straks Dagen efter sin Tilbagekomst til København havde han søgt sine Søskende i Moderens gamle Lejlighed ved Gl. Kongevej; men han havde rigtignok følt det som en Lettelse, da han ikke traf nogen hjemme, og han havde hidtil ikke gentaget Besøget. Han vidste ikke, hvorledes han skulde faa sagt dem, at han nu ikke længer var forlovet, og hvad der i det hele var foregaaet med ham.
Sangen sluttede, og Præsten viste sig paa Prækestolen over Alteret. Men Per var ikke længer i Stand til at fastholde Tankerne ved, hvad han hørte. Det gik ham ikke dennegang stort bedre end ved hans første, saa mislykkede Kirkegang forleden i Borup. Hvor meget han end anstrengte sig for at samle sit Sind, — han følte sig igen saa fortvivlet udenfor det hele.
Ogsaa rent legemligt følte han sig uvel. Han havde i de sidste Dage ikke været rigtig rask. Han havde igen haft en Mindelse af sine gamle Smerter i Mellemgulvet, og hans Søvn havde været urolig, gennemjaget af forvirrede Drømme. Den daarlige Luft i den overfyldte Kirke, Solen, der skar ham i Øjnene, Anstrengelsen ved at staa op saa længe, dertil Spændingen for det forestaaende Genmøde med Signe og Brødrene, alt dette gjorde ham tilsidst helt svimmel. Der var et Øjeblik under Bønnen efter Prækenen, hvor han troede, at han skulde faa ondt.
Da han efter Gudstjenestens Slutning mødtes med sine Søskende udenfor Kirken, følte han sig alvorlig syg. Signe saae det straks og spurgte, hvad der fejlede ham. I det samme begyndte det at flimre for hans Øjne, og han maatte søge ind i Portnerstuen, hvor han besvimede.
Da han var kommen til sig selv igen, ledede Brødrene ham ud til en Droske. Han hørte Signe give Kusken Ordre til at køre til det fælles Søskendehjem, og han forsøgte ingen Indvending. Han følte sig saa uendelig kraftesløs og træt, og troede, at han skulde dø. Saa saare han var bragt tilsengs, faldt han i Søvn.
Nogle Timer efter slog han Øjnene op i et halvmørkt, lavloftet Værelse med et enkelt Vindu, for hvilket Gardinet var rullet ned. Det varede noget, før det gik op for ham, hvor han var; og da saae han sig sky omkring. Der stod Moderens Mahogni-Sekretær med de runde, benhvide Nøgleskilte; de stirrede paa ham med forbavset opspilede Øjne. Der var Kurvestolen, som han huskede fra sin Faders Dødsværelse. Og Puffen med det haandbroderede Sæde, som Moderen altid var saa øm over. Derhenne paa Spejlkonsollen laa endnu som i hans Drengeaar den store, afrikanske Konkylie, i hvis blodrøde Indre Havets vilde Sange tonede … dette koglende Spøgelsebrus, hvortil han som Barn havde lyttet med saa megen Undren, og som maaske allerførst havde vakt hans Drøm om det Fjernes og Fremmedes eventyrlige Herlighed.
Han aandede dybt ud i en lykkelig Følelse af Befrielse. Ja, han var hjemme nu! Drømmenes vilde Luftridt var tilende. Han var vendt tilbage til Virkeligheden. Han havde atter faaet Fodfæste paa den moderlige Jord.
Døren til det tilstødende Værelse stod paaklem, og han hørte sine Søskende smaasnakke derinde. Det lød saa hjemligt, saa hyggeligt. Og nu slog det gamle Taffelur inde hos dem … tre klare, æteriske, sølvklingende Slag. Hvor han kendte den Lyd! Det var, som steg med den hele hans Barndom forklaret frem af Tidens Skød. Han mindedes, hvordan han som lille Purk havde lyttet andægtig til dette Ur, der samvittighedsfuldt ringede over hver udrunden Time ligesom Kirkeklokken over Lig. Senere havde han grundet over, om det var den døende Times Sjæl, som udløstes og foer til Himmels i denne sølvklare Tone. Selv efterat hans Fantasi havde vendt sig fra det Hinsidige og fundet Tumleplads paa Jorden, havde disse regelmæssige, ligesom alvorsfuldt manende Timeslag kunnet stemme ham sært højtidelig. I Grunden havde han vel aldrig helt frigjort sig for denne Andagtsfølelse overfor den rindende Tid. Hvor gammel han end var bleven, han kunde ikke høre et Ur slaa uden at faa en Fornemmelse af, at der bragtes ham lønligt Bud dybt inde fra Evigheden.
Han kom til at tænke paa Moderens efterladte Brev. Det havde den hele Sommer ligget i hans Erindring som en stor, angstfuld Forventning. Han havde ikke haft Mod til at skrive efter det og havde dog længtes efter at læse det. Nu følte han sit Sind beredt og vilde bede Søsteren om det.
Han vilde til at kalde. Men i det samme blev der ringet ude paa Forstuedøren. Lidt efter hørte han Eberhards Stemme derinde i Stuen ved Siden af.
Han laa en Tid og lyttede til denne Stemme, der saa mærkelig lignede Faderens. Ogsaa den Maade, hvorpaa Broderen gik op og ned ad Gulvet, mens han talte, var saa aldeles Faderens, at det næsten blev uhyggeligt. Han hørte Signe fortælle ham, hvad der var sket; og skønt de begge talte med dæmpede Stemmer, kunde han nogenlunde følge deres Ordveksling. Eberhard bebrejdede Søsteren i ret opirret Tone, hvad hun havde gjort. Det havde været rigtigst, sagde han, straks at køre ham til et Hospital. Naar man ikke med Sikkerhed vidste, hvad et Menneske fejlede, var det altid det eneste korrekte. Maaske var det ovenikøbet en smitsom Sygdom. Der burde i det mindste øjeblikkelig være sendt Bud efter Lægen.
Per vendte sig om paa Siden; han vilde ikke høre mere. Et Øjeblik brødes han med en Følelse, der begyndte at sætte sig op mod hans forsonlige Stemning. Han sagde til sig selv, at Broderen havde Ret. I hvert Fald: nu maatte og skulde Udsoningsværket fuldendes, Øjeblikket var kommet, da han i Gerning skulde vise, at det var Alvor med hans Bodsgang.
"Eberhard!" kaldte han.
Broderen kom ind, og lidt efter ogsaa Signe, der stillede sig hen ved Sengens Fodende.
"Jeg tror ikke, I behøver at ængste Jer," sagde han hurtigt, ligesom med et Viljesspring udover sig selv. "Jeg fejler vist i Grunden ingenting. Jeg har blot været lidt overanstrængt i den sidste Tid. Jeg føler mig igen helt vel."
"Naa ja, du ser jo heller ikke netop daarlig ud," sagde Eberhard; han havde rakt ham Haanden, og hans Tone var ogsaa helt venlig og deltagende. "Men en Besvimelse er dog altid en alvorlig Ting."
"Jeg har været uoplagt — andet er det vist ikke. Og saa var jeg uheldigvis kommen til at staa med Solen i Øjnene; det taaler jeg aldrig. Jeg føler mig ganske rask nu."
"Jeg holder dog bestemt paa, at der bliver sendt Bud efter Lægen. Dersom han er hjemme, kan vi have ham her om et Øjeblik."
"Ja, naar det kan være Jer til Beroligelse, saa — naturligvis. Men, som sagt, jeg tror ikke, mit Ildebefindende har noget med egenlig Sygdom at gøre. Det var bare den Sol … og saa maaske den daarlige Luft."
"Ja, om Grunden skal jeg ikke udtale mig," sagde Eberhard lidt afvisende. "Men ogsaa i den Henseende vil Lægen bedst kunne give Besked."
Trods alle gode Forsætter havde Per ikke kunnet lade være med at spejde i Broderens Udtryk efter den Triumf, han mest af alt frygtede. Men Eberhard stod med Ryggen til Lyset, og desuden var hans Ansigt med det fremtrædende Underbid i endnu højere Grad end Søsterens en ubevægelig Lædermaske, hvis Liv helt var samlet i Blikket.
Per gentog, at han naturligvis bøjede sig for deres Ønske; kun bad han om, at der maatte blive sendt Bud efter den Professor Larsen, han engang før havde raadspurgt i et lignende Tilfælde.
Men denne Anmodning blev taget ham meget ilde op baade af Eberhard og Signe. De saae paa hinanden, og Broderen sagde:
"Vi har jo vor Huslæge. Han er ganske vist ikke Professor; men det er en Mand, til hvem vi har fuld Tillid."
"Moder havde ingen anden," tilføjede Søsteren.
Per forstod dem ikke straks. Han sagde, at det vilde være ham ubehageligt at blive tilset af nogen anden Læge end den, som engang før havde undersøgt ham, og som derfor ogsaa bedst var i Stand til at dømme om hans Tilstand.
Men Eberhard vilde ikke give Køb.
"Jeg skal ikke udtale mig om dit Forhold til Professor Larsen," sagde han. "Men vi for vort Vedkommende kan ikke forbigaa vor egen Læge, saa meget mindre som vi ikke har nogen Grund til at være utilfreds med ham. Rimeligvis tager Professor Larsen ikke engang ud paa denne Tid af Dagen, i hvert Fald næppe til Folk, der ikke hører til hans faste Klientel. Saa alene af den Grund —."
Men Per forstod nu, at de havde opfattet hans Ønske som en utidig Vigtighed, et Forsøg paa at gøre sig til af fornemme Vaner, og denne Miskendelse krænkede ham. Han sagde, at naar det var dem saa meget imod at se Professor Larsen her, vilde han hellere staa op og tage hjem.
Da Eberhard forstod, at det var Alvor, trak han sig misfornøjet bort for at give Pigen Ordre.
Signe vilde følge ham, men Per holdt hende tilbage.
"Signe," sagde han. "Du har jo det Brev, Moder har skrevet til mig, ikke sandt?"
"Vil du have det nu?"
"Ja, Tak. Det har jo føjet sig saa underligt, at jeg kan læse det her, hvor det er skrevet."
Signe tog tavs et Nøgleknippe frem, aabnede en Skuffe i Sekretæren og kom tilbage med et forseglet Brev og en lille Pakke, der indeholdt Faderens Ur.
Først da Per var bleven ene, vovede han at se paa Brevet. Og der gled en Taage for hans Øjne, da han læste Udskriften, der var skrevet med Moderens egen, usikre Haand: "Til min Søn Peter Andreas, — at læse i en stille Time." Saa brød han Seglet og læste:
"I Vorherres Jesu Kristi velsignede Navn! Dette skriver jeg til dig, min Søn, for endnu en sidste Gang, inden mine Øjne lukkes, at prøve paa at tale til dit Hjerte, som du har tilsluttet, ej alene for din Moder og din i Herren hensovede Fader og alle andre, som staa dig menneskelig nær; men ogsaa for Gud den Almægtige og hans Naade ved Jesum Kristum. Jeg skriver dette, skønt jeg jo ikke engang veed, hvor du lever og færdes. Bestandig skjuler du dig for os, og du har vel dine Grunde dertil. Dine Søskende ville vide, at du befinder dig langt borte, i Frankrig eller Amerika. Men hvor du saa er, et veed jeg, paa Guds Veje er du ikke. Du har jo valgt at trælle under Verdens Aag, og der staar skrevet, at den, der forhærder sig i Trods og Synd, for ham bliver Evangeliet skjult indtil Dagenes Ende.
"I en af sine Prædikener brugte din Fader engang det Billede om det gudløse Menneskes Liv, at det er som en Indespærring i en Fængselskælder uden mindste Sprække, hvorigennem Himmellyset kan trænge trøstende ind, og uden anden Udgang end en Falddør, der svigefuldt lukker over en bundløs Afgrund. Min ulykkelige Søn! Maatte Sandheden af dette Billede gaa forfærdende op for dig. Maatte du fatte det Ord, at om vi leve efter Kødet, da skulle vi visselig dø, men dersom vi døde Legemets Gerninger formedelst Aanden, skulle vi leve evindelig. Ja, maatte du lære at grue for dig selv, saa var der endnu Haab om, at du kunde finde Vejen til din Forløser og bortvende dit Sind fra det Onde og bede om Naade og dine Synders Tilgivelse for Jesu Blods og Døds Skyld.
"Meget havde jeg endnu at sige dig, min kære Søn; men min Haand er træt, og mine Øjne matte. Saa være da dette din Moders sidste Ord til dig i Forkrænkeligheden: Nedbøj dig for Herren din Gud med et sønderknust Hjerte, at den hellige Aand skal blive udløst i dig formedelst vor dyrebare Frelser Jesum Kristum. Den Barmhjertige se i Naade til dig, at du ikke paa den yderste Dag skal vækkes af Dødens Søvn med det forfærdeligste af alle Ord: Gaa bort fra mig, Usalige, jeg kender dig ikke."
Per laa endnu med Moderens Brev i Haanden, da Eberhard en halv Timestid efter kom ind for at overbringe Professorens Svar. Ved Broderens uformodede Tilsynekomst skjulte han hastig Brevet under en Lagenflig.
Eberhard blev staaende i Døren. Han havde Hast og skulde gaa.
"Det var naturligvis, som jeg sagde," forkyndte han med Tilfredshed. "Josefine bringer den Besked, at Professoren ikke tog ud mere i Dag, naar der ikke var nogen overhængende Fare. Han skulde derimod gerne se herud engang imorgen Formiddag, ifald det ønskedes."
Per svarede blot med et Nik. Det var knap nok, at han opfattede hvorpaa Meddelelsen gik ud. Ikke heller gik det straks op for ham, at der i Eberhards sidste Ord laa en fornyet Henstilling til ham om at afstaa fra sit Forlangende. Først da Broderen vendte sig om og ret ublidt trak Døren til efter sig, blev han i det hele rigtig nærværende.
Han forstod ikke selv den uhyggelige og knugende Stemning, Læsningen af Moderens Brev havde efterladt hos ham. Han havde været forberedt paa strengt fordømmende, ja skaanselsløse Ord; men den hele Skrivelse lod ham ganske kold. Hans første, bevidste Tanke, efter at han første Gang havde gennemlæst den, havde været Ønsket om, at disse Afskedsord aldrig var kommen ham ihænde.
Han lagde dog hele Skylden for sin Skuffelse over paa sig selv. Han bebrejdede sig, at han ikke mere samvittighedsfuldt havde efterkommet den Paamindelse, Moderen havde givet ham udenpaa Brevet. Han burde ikke have læst det i et Øjeblik, da hans Sind endnu var lidt ophidset efter den lille Strid med hans Søskende. Han vilde nu gemme det hen og læse det paany i en mere "stille" Time, naar han igen var helt alene hjemme hos sig selv. For ogsaa det havde virket forstemmende paa ham, at først Signe og siden en af Tvillingerne havde gjort sig et Ærinde ind i Stuen, tydelig nok i den Hensigt at studere Brevets Virkning paa ham.
Uret inde i Dagligstuen slog nu fire, og han tænkte allerede med Bekymring paa, hvorledes Dagen skulde faa Ende. Skønt baade Signe og Tvillingerne i Løbet af Eftermiddagen gjorde deres bedste for at pleje og underholde ham, længtes han allerede tilbage til sit eget lille Kammers Ensomhed og Fred.
Ud paa Aftenen viste Eberhard sig igen. Han var endnu ikke flyttet sammen med de andre Søskende og kom her ellers kun til Middagsmaaltidet Klokken tre, saadan som han havde gjort det allerede i Moderens Tid. Det rørte Per, at han trods deres Skærmydsel var gaaet den lange Vej herud fra Kristianshavn alene for at høre til hans Befindende.
Til nogen fortroligere Samtale med ham eller med Signe kom det dog stadig ikke. Han kunde ikke engang blive klog paa, hvorvidt de overhovedet vidste Besked med hans Brud med Jakobe. Han havde et Par Gange om Eftermiddagen søgt at lede Tanken hen derpaa overfor Signe; men med øjensynlig Uro havde hun hver Gang givet sig til at tale om andre Ting. Ogsaa Eberhard syntes ganske utilbøjelig til at komme ind paa Emnet. Per havde en Fornemmelse af, at de med deres Omhu og Deltagelse dog stadig var paa deres Post overfor ham og navnlig havde en Tilbøjelighed til at udlægge selv den uskyldigste Ytring af ham som et Forsøg paa at gøre sig til af sin Fortid og sine Forbindelser.
I den Henseende tog han nu heller ikke meget fejl. Hverken Eberhard eller Signe havde foreløbig stor Tillid til Oprigtigheden af hans Omvendelse, — dertil syntes han dem endnu langtfra nedbøjet nok. At hans Forlovelse med den jødiske Rigmandsdatter var bleven hævet, havde de hørt af andre, og herpaa byggede de et stort Haab; men hvorledes det nærmere forholdt sig dermed, vidste de ikke; og Signe ønskede for sit Vedkommende heller ingenting at vide, fordi hun overhovedet intet andet vilde kende af hans Liv, end hvad der laa indenfor Hjemmets og Troens Grund.
— — Den næste Formiddag kom saa Professoren for at foretage en Undersøgelse. Den lille Mand med det underlig tarvelige, ja snuskede Udseende og det sære Kældersprog var i de første Øjeblikke meget gnaven. Det var knap nok, han vilde mindes at have set Per før, og han begyndte med at sige, at han selv var syg og egenlig ikke burde være taget ud, en Udtalelse, som hans blygraa Ansigtsfarve og de store, blaasorte Hudposer, der hang ham under Øjnene, paa næsten uhyggelig Maade bekræftede.
Efter endt Undersøgelse blev han noget mere tilgængelig. Han satte sig paa en Stol ved Siden af Sengen og sagde:
"Hvad er'et i Grunden, De vil ha' og vide? Madskabet ta'r for megen Plads op hos Dem, og De har et snavs Blodomløb, — men det sagde jeg Dem vistnok sidst."
Per mente, at disse pludselige Nerveforstyrrelser dog vel maatte have en bestemtere Aarsag. Han følte sig jo ellers ikke syg og havde — kunde man vel nok sige — endog en ualmindelig god og kraftig Legemsbygning.
"God og kraftig Legemsbygning? Muldjordskraftig — hva'? Naa ja, naar De selv er tilfreds! Jeg vil dog alligevel raade Dem til at lade være med at stille for store Krav til denne Muldjordskraft. For det taaler den inte. Det sagde jeg Dem vistnok ogsaa sidst. Vi danske Mænd med vores udspilede Melgrøds- og Vandsuppemaver, vi duer inte til Nutidens Hastværk. Det er med os ligesom med Bønderhestene, de kan være gode nok til det gammeldags, jævne Luntetrav med daskende Haler; i et Kapløb knækker de sgu sammen. Det er inte længer Skulderbredden, der gør'et, Højstærede! Eller et Par velformede Laarmuskler. Det er Jern i Blodet og Fosfor i Hjernen, det nutildags kommer an paa. Og saa Nerver, der inte ligger begravede i overflødigt Fedt, kære! — Som sagt, la vær' med og stol for meget paa Deres Konstitution. Den er inte til og jave med."
"Da har jeg netop i Øjeblikket al min Arbejdskraft behov," sagde Per og bad Professoren om at give ham Anvisning paa de Styrkningsmidler, han under disse Forhold ansaae for de bedste for ham.
Men Lægen rystede melankolsk paa Hovedet.
"Styrkningsmidler? Jeg kender ingen."
"Da jeg sidst talte med Dem" — vedblev Per — "tilraadede De mig kolde Styrtebade, Gymnastik, i det hele en Hærdningskur!"
"Naa ja, noget skal man jo sige. Og skade kan den Slags vel heller inte. Men det vilde unægtelig have været betydelig bedre for Dem, om det var Deres ærede Bedste- og Oldefædre, jeg kunde have ordineret en saadan Kur. For det er dog vores salig Henfarnes tykke Dyner og gennemsvedte Uldtrøjer og den fra Fædrene nedarvede Sødsuppe og Tobaksfimsen og det hele Fromhedsliv i Studerekammeret, der nu hævner sig paa os. De er naturligvis Præstesøn, ikke sandt? Jeg slutter af Navnet, kan De vide. Og jeg kender af personlig Erfaring Menuerne i vore idylliske, børnerige Præstegaarde, hvor Bordbønnen gerne maa gøre Fyldest for en solid Kødret. — Har De forresten taget de Styrtebade nogenlunde regelmæssigt?"
Per svarede, at han i den senere Tid havde levet under Forhold, der havde vanskeliggjort en planmæssig Afhærdning.
"Sig heller, at De inte har Smag for en saadan kold Vask. Og det er meget forstaaeligt. Den er langtfra behagelig, naar man inte fra Barnsben er blevet vænnet til den. — Tillader De, Højstærede, at jeg endnu engang kigger Dem i Gabet?"
Per aabnede Munden.
"Ja, jeg tænkte det nok. De fleste af Deres Kindtænder er væk! De har rimeligvis været temmelig gammel, før De blev præsenteret for det verdslige lille Naademiddel, der hedder en Tandbørste. Jeg var selv over tyve Aar. Indtil den Tid nøjedes jeg med om Aftenen paa Fædrenes Vis fortrøstningsfuldt at skylle Munden med et Fadervor. — Naa, lad os inte fordybe os i disse gamle Jammerskader!" afbrød han pludselig sig selv og trykkede Haanden ind i Siden med et Smertegisp.
Per vilde være bleven alvorlig forarget over denne Tale, dersom han ikke havde forstaaet, at det var en dødssyg og lidende Mand, der i sin Forpinthed knap selv rigtig vidste, hvad han sagde. Af samme Grund lod han sig heller ikke ængste synderlig af hans mistrøstige Udtalelser; han saae, at Manden hele Tiden var mere optaget af sin egen Tilstand end af hans.
Endnu et Spørgsmaal gjorde han ham dog. Han sagde, at Bylivet og Byluften, saavidt han kunde mærke, ikke rigtig passede for ham. Om Professoren derfor ikke troede, det vilde være heldigt, om han søgte at indrette sig saadan, at han fremtidig saavidt muligt levede paa Landet?
"Jo, Gud bevares! Tag endelig paa Græs! Der hører vi dog hjemme. Til Stenbroen duer vi endnu inte i dette Slægtled. Og maaske heller inte i det næste. — Naa, men bliv nu liggende et Par Dage og faa Deres ærede Nerver lidt i Ro. En Spiseskefuld Bromkalium om Aftenen kan jeg ogsaa nok tillade Dem. Og saa forresten, kære Lidelsesfælle, lad os bære vore fortykkede Tarme med Taalmodighed! Vi skal forhaabentlig inte opstaa med dem i Evigheden."
Per havde ikke Ro paa sig til at blive i Sengen længer end til den næste Morgen; og efter endnu et Døgns Forløb tog han hjem til sig selv. Kort efter begyndte Øvelserne paa Landbohøjskolen, og han forsvandt atter helt i sit Arbejde.
Udenfor Frederiksberg Have og Vejene deromkring kom han derfor sjelden uden om Søndagen, naar han tog ind til Byen for at gaa i Kirke. Han havde stadig en Sky for den egenlige By og undgik saavidt muligt ethvert Møde med gamle Studiekammerater eller andre Bekendte. Engang i en Sporvogn var han kommen til at sidde skraas overfor en af sine forhenværende Medstuderende, hvis overraskede, maabende og usikkert smilende Genkendelsesudtryk havde gjort ham saa nervøs, at han af lutter Angst for, at Mennesket skulde give sig til at tiltale ham og spørge ham ud, var steget af i Utide.
Med sine nye Studiefæller paa Landbohøjskolen knyttede han ingen Forbindelse. Sine Søskende besøgte han af og til, han havde ogsaa engang haft Genbesøg af Eberhard; men til nogen virkelig Fortrolighed kom det stadig ikke. I Vartov viste han sig af Forsigtighedshensyn ikke mere. Han søgte de mindre overfyldte Kirker og betragtede sig overhovedet ikke særlig som "Grundtvigianer", ja var knap nok helt klar over, hvad denne Benævnelse i kirkelig Henseende betød. Ogsaa i sit Troesforhold var han endnu en Ensom, en Søgende; og Moderens Brev, som han nu havde læst i de forskelligste Stemninger, forøgede kun hans Usikkerhed. Han kunde stadig ikke overvinde den Uhygge, han straks havde følt ved det. Han maatte tilsidst ligefrem tvinge sig til ikke at tænke paa det for ikke paany at blive et Bytte for Tvivlen.
Efteraaret var inde. Vildvinen blødte overalt paa Villamurene, og i Frederiksberg Have sejlede røde og gule Blade i de skyggemørke Kanaler. Han havde hurtig faaet Forkærlighed for dette stilfulde lille Parkanlæg, hvortil han fra sin Bolig kun havde godt et hundrede Skridt. Navnlig holdt han af at gaa derinde i den tidlige Morgentime, naar der endnu kun var faa andre Spaserende. Høstnattens hele Friskhed slog ham da imøde fra de store, aabne Plæner, Duggen gled som Sølvspind over Græsset, og tavse Svaner gled ham stille forbi paa Kanalernes sorte Vande med en Holdning og Mine som forgjorte Eventyrprinsesser.
Imidlertid gik Dagene, og endnu havde han ikke hørt noget fra Oberst Bjerregrav. Dette begyndte at forurolige ham. Hans Smule Penge var opbrugt, ja han havde endogsaa maattet pantsætte noget Tøj for at kunne betale Lægen. Saa skrev han til Obersten for at bringe sig i Erindring, og Dagen efter fik han ogsaa Svar, idet Obersten ganske kort meddelte, at han efter nøjere Overvejelse ikke saa sig i Stand til at tage sig af den Sag, hvorom han havde henvendt sig til ham.
Per blev siddende med Brevet i Haanden; det varede lidt, inden det gik op for ham, at han var bleven holdt for Nar. Saa lagde han det stille bort. Han kunde ikke engang rigtig harmes paa Obersten. Som man raabte i Skoven, fik man Svar. Han anklagede blot sig selv, der for at skaane sin Stolthed havde villet skubbe en anden frem i sit Sted. Javist var det ikke behageligt at skulle gaa til en fremmed Mand og bede om Penge. For ham, der havde drømt om at blive sine Medmenneskers Herre og Betvinger, var det ligefrem en grim Historie at maatte begynde at betle. Men det var kun Løn som forskyldt. Gud lod sig ikke spotte! Han havde ikke villet spare ham for denne ydmygende Tiggergang. Fuld Bod skulde der ogsaa paa dette Punkt gives for Fortidens Forsyndelser.
Etatsraad Erichsen havde sit Kontor ved Højbroplads, paa en Førstesal i en af de store Hjørneejendomme, der vendte ud mod Kanalen. Per gik nogen Tid frem og tilbage nede i Porten for endnu engang at besinde sig paa, hvormed han skulde indlede, og hvad han i det hele skulde sige. Ogsaa oppe paa Trappen tøvede han et Øjeblik. Inde i en halvmørk Sal, hvis ene Hjørne var afskaaret med en Skranke, sad en Snes Mennesker og skrev ved store Dobbeltpulte. En ung Mand kom hen til ham og spurgte, hvad han ønskede. Per bad om at faa Etatsraaden i Tale.
Kontoristen maalte ham forundret.
Etatsraaden var ikke hjemme, sagde han. Etatsraaden var i Udlandet og kom ikke hjem før om et Par Maaneder. Om det ikke var noget, han kunde afgøre —?
Per havde allerede vendt sig mod Døren. For ikke at blive nødt til at sige sit Navn skyndte han sig bort uden Forklaring.
Da han igen stod nede i Porten, spurgte han sig selv: Hvad nu? Foran ham laa det brogede Frugt- og Blomstertorv i et kraftigt Septembersolskin. Storkysede Amagerkoner bredte sig mellem deres Kurve og raabte Købere an. Gartnerne holdt der i lange Rækker med deres Vogne, og Handelen gik livlig under Snakken og Kævlen og Tingen. Midt i al denne høstlige Overflod blev Per overfaldet af en Angst, som hidtil aldrig rigtig havde kunnet faa Tag i ham. — Angsten, ikke for Sjælens men for Legemets Nedværdigelse, for det virkelige Livs Dæmoner: Sulten, Kulden, Smudset. Han tænkte paa den Snes Kroner, han endnu kunde skaffe sig ved Salg af Klæder. De kunde vel strække til for en Uge, maaske to. Og hvad saa?
Han tog sig sammen med et Viljesopbud og gik langsomt hjemad. Han maatte altsaa nu søge en anden Udvej, og han vilde ikke være mistrøstig. Hvilke Trængsler der end forestod ham, hvilke Ydmygelser der endnu var ham beskaaret, han ønskede dog intet ugjort, følte ingen Fristelse til at vende om og paany give sig denne Verdens Herre i Vold. At Vejen til Gud var en Prøvelsens Vej, var jo endelig heller ikke noget Nyt for ham; det havde han hørt allerede, da han sad paa Skammel ved sin Moders Seng. Naar han ikke desmindre nu var bleven saa overrasket og forskrækket ved Udsigten til virkelig at komme til at lide for sin Tros Skyld, saa maatte det jo være, fordi han hidtil havde opfattet disse Ord som en velklingende Talemaade. Og saadan forholdt det sig vist ogsaa. Det gik i det hele op for ham, at Pastor Blomberg, som i sin Forkyndelse kunde finde saa følte og rammende Udtryk for Glæden og Gevinsten ved Livet i Gud, manglede overbevisende Kraft, hvor Talen var om Ofrene og Lidelsen. Men det var paa Tide, han blev erindret om, at Ordene om den tornestrøede Sti og de saarede Fødder var at tage efter Bogstaven. Og dette skræmte ham heller ikke, fordi han forud følte, at det altsammen kun vilde føre ham nærmere til Gud og bringe Klarhed over meget af det, som nu var skjult for ham og i sin Skjulthed ængstede ham og gjorde ham usikker.
Dog — Midler til at opholde Livet maatte han jo skaffe sig, og han tænkte et Øjeblik igen paa Hofjægermesterens. Men nej! Hellere alt andet! Diskretion var ikke de Folks Sag, det vilde ikke kunne undgaaes, at Historien kom Inger og hendes Forældre for Øre. Men hvilke Forestillinger maatte disse vel gøre sig om ham, naar de hørte, at han havde sagt Tak for udvist Gæstfrihed ved at bede om et Pengelaan? Udfaldet af det Forsøg, han allerede havde gjort med Hofjægermesteren, opmuntrede heller ikke til en Gentagelse. Men hvad skulde han da gøre? En skriftlig Henvendelse til Etatsraad Erichsen vilde sikkert ogsaa være unyttig, og et Forsøg paa at faa et af Byens tekniske Bureauer til at afkøbe hans to Patenter havde han i Forvejen gjort uden at opnaa noget Resultat.
Han besluttede da at se Tiden an og foreløbig slaa sig igennem med, hvad han kunde skaffe sig ved at sælge eller pantsætte Resten af sin overflødige Garderobe og saadanne andre Værdigenstande, som nu kunde undværes. Han vilde regne med den Mulighed, at Udtørringsanlæget derovre omkring Kærsholm snart blev vedtaget, og han vilde da ligefrem stille Fordring om forlods Pengeudbetaling. I et Brev, Hofjægermesterinden havde sendt ham som Svar paa hans Taksigelsesskrivelse, havde hun rigtignok ikke mere end netop omtalt Sagen men dog skrevet, at hun stadig havde godt Haab for den; samtidig havde hun gentaget sin Indbydelse til at tilbringe Julen paa Kærsholm.
Der gik nu nogle Uger. Man kom ind i Oktober, og endnu havde der ikke vist sig nogen Udsigt til Hjælp. Alligevel opgav han ikke Haabet om, at det skulde lysne for ham. Han kunde ligesom ikke tro paa, at Gud vilde træde ham endnu dybere ned i Støvet. For at faa sine Midler til at strække til det længst mulige undte han sig tilsidst næppe Føden. Hvad det galdt om, var jo at holde ud, i det mindste til han havde faaet sin Eksamen. Han vilde vel da kunne faa en eller anden Ansættelse og kunde i hvert Fald slaa sig ned et eller andet Sted som privat Landinspektør og bie paa sin Tid. Men uden Eksamen, uden Penge eller Forbindelser havde han kun Udsigt til at sulte ihjel eller slaa sig igennem som slet og ret Nævearbejder.
Dagene — mørke og sludfulde Efteraarsdage — gik hen i Uro og Spænding. Hver Formiddag stod han ved sit Vindu paa den Tid, hvor der kunde ventes jysk Post, og spejdede efter den røde Frakke. Det var alligevel fra Kærsholm, Frelsen maatte komme. Han stod endnu til Stadighed i Brevveksling med Hofjægermesterinden, hvem det aabenbart var en Tilfredsstillelse at være Budbringer mellem ham og Bøstrup Præstegaard. Hun sendte vel aldrig ligefrem Hilsen fra Inger men lod ham dog tydelig forstaa, at han ikke var glemt af hendes unge Veninde, og at de ofte talte sammen om ham. Ogsaa om Udtørringsarbejdet skrev hun hver Gang men mere og mere forbeholdent. Der var bleven holdt et Par Møder af Lodsejerne, og hendes Mand havde taget sig ivrig af Sagen. "Men der er desværre megen Uenighed om den," — skrev hun sidst — "saa Udsigterne er vist i Øjeblikket ikke lyse."
Som for at føje Spot til Skade indløb der i de samme Dage et anbefalet Brev til ham; det naaede ham ad lange Omveje og havde blandt andre Steder ogsaa været paa Kærsholm. Brevet kom fra Rom og sendtes ham af den unge Kunstner, som paa Bestilling af Baronessen havde modelleret hans Byste dernede. Billedhuggeren skrev, at Bysten nu stod færdig i Marmor og kunde afsendes naarsomhelst. Han havde, forklarede han, allerede for nogen Tid siden tilsendt Baronessen en Meddelelse derom tilligemed en høflig Anmodning om at faa det aftalte Honorar tilsendt; men til sin Forbavselse havde han faaet sit Brev tilbage fra hendes svenske Godsadministrator med den Besked, at hendes Naade ikke erindrede at have gjort nogen saadan Bestilling, og at hun iøvrig heller ikke havde været berettiget dertil, uden forud at have indhentet sine Formynderes Samtykke. I den Anledning bad nu Billedhuggeren ham, som jo bedst kendte Sagens Sammenhæng, at være hans Talsmand overfor rette Vedkommende, og hjælpe ham til at faa sit haardt tiltrængte Tilgodehavende.
Per blev højst pinlig berørt af dette Brev, ikke saa meget endda for selve Anmodningens Skyld som paa Grund af de Minder, det vakte fra en Tid, der nu syntes ham at tilhøre hans dybeste Fornedrelse. Han blussede af Skam, naar han tænkte paa denne Byste med den frække, tillavede Imperatormine; og han ønskede, at han havde kunnet sende Manden Pengene, alene for at kunne bede ham sønderslaa sit "Kunstværk" og strø det ud paa Landevejen som nyttige Skærver. Nu saae han sig endda nødsaget til foreløbig at lade det høflige Brev ubesvaret, fordi en Henvendelse til Hofjægermesterinden eller hendes Mand om dette Mellemværende maaske kunde indvirke skadeligt paa den Sag, hvoraf i Øjeblikket hele hans Velfærd afhang. De kunde let tage ham en saadan Indblanding i Baronessens Anliggender ilde op, saa meget mere som Hofjægermesterinden aldrig overfor ham helt ud havde tilstaaet Søsterens Utilregnelighed.
Saa gik der igen nogle Uger, og i Slutningen af November stod han foran Katastrofen. Stykke efter Stykke var forsvunden fra hans Klædeskab; ogsaa Størsteparten af sine Bøger havde han solgt, ja selv de to Diamantknapper, han i sin Tid fik af Jakobe, og som det havde været hans Agt ved Lejlighed at tilbagesende, havde han maattet forgribe sig paa og sælge for Spotpris. Nu skulde han om et Par Dage betale Lejen for sit Værelse, og han var desuden kommen i Gæld hos Opvarteren i den Beværtningshave, hvor han spiste.
Han havde paa det sidste ikke længer kunnet arbejde for Uro. Ogsaa den mangelfulde Ernæring havde udmattet ham. For første Gang i hans Liv var den røde Farve helt svunden fra hans Kinder. Hos sine Søskende viste han sig ikke i denne Tid. Han vidste godt selv, at han saae daarlig ud, og han frygtede deres Spørgsmaal om Aarsagen.
I sin Nød havde han vovet sig til et nyt Forsøg hos Etatsraad Erichsen men med nøjagtig samme Udbytte som forrige Gang: Etatsraaden var bleven syg paa Rejsen og ventedes først hjem efter Jul. Han maatte da nu forsøge det yderste Middel og henvende sig til en Pengeudlaaner, en Aagerkarl. Han gennemgik en Dag i Bladene de enslydende Bekendtgørelser med Smaatryk, hvormed disse Menneskevenner daglig bragte sig i Erindring, og han bestemte sig tilsidst for en Mand ved Navn Søndergaard, et Navn, der i hans Øre havde noget tillidsvækkende ved sig, fordi der hjemme i hans Barndomsby havde boet en skikkelig gammel Kagekone, der hed saadan. Da han vidste, at man bedst traf den Slags Folk om Aftenen, naar det var bleven mørkt, ventede han til henimod Sekstiden og gik saa ind til Byen.
Hr. Søndergaard, der kaldte sig Ejendomskommissionær, boede i en af de stille Smaagader omkring Domhuset, hvorigennem Folk skyder Genvej, naar de har travlt, men hvis Navne de færreste kender. Per maatte da ogsaa spørge sig frem og læse paa Hjørnetavlerne for at finde den rigtige Gade. Det var et lille, smalt og mennesketomt Stræde med en eneste Lygte, som netop stod foran det Hus, han søgte. Han traadte ud paa Gaden og saae op mod anden Sal, hvor Hr. Søndergaard skulde bo. Der var kun tre Vinduer, og der saaes Lys i dem alle. Manden var da rimeligvis hjemme.
En lille, rødlokket Pige paa seks-syv Aar lukkede op. Det vil sige, hun holdt Døren paaklem og kiggede ud paa ham med et Par store, blaa Dukkeøjne; og da hun ikke forstod, hvad han sagde til hende, spurgte hun ganske barnligt, om han vilde tale med hendes Far. Saa løftede hun sig paa Taaspidserne for at løse Sikkerhedskæden og viste ham ind i et Værelse, en almindelig københavnsk, smaaborgerlig Dagligstue med Tæppe under Bordet, Skilderier paa Væggene, Albums og billigt Nips paa en Etagere.
Per var behagelig overrasket; her saae slet ikke uhyggeligt ud. Henne paa et Skrivebord ved Vinduet stod en Lampe med en Skærm af rødt Silkepapir. Mellem Portræterne over Sofaen saaes endog en ornatklædt Præst og et Fotografi af en Landsbykirke. Og nu kom Hr. Søndergaard selv ind fra den anden Stue — en høj, førladen Skikkelse med et rødladent Fuldskæg. Hans Væsen var i de første Øjeblikke noget usikkert. Det faldt ham aabenbart lidt vanskeligt at bedømme Per, der var bleven staaende i Halvmørket henne ved Døren, og som selv havde paa Følelsen, at han med sit store, mørke Skæg og sin lange, helt op i Halsen tilknappede Regnfrakke gjorde et fremmedartet Indtryk i disse Omgivelser. Hr. Søndergaard bad ham tilsidst tage Plads og spurgte, hvormed han kunde være ham til Tjeneste.
De satte sig.
Hr. Søndergaard havde lige rejst sig fra sit Aftensbord. Han havde endnu ikke tygget helt færdig, og der stod en meget kendelig Os af Ostebrød omkring ham. Per gik straks løs paa Sagen, nævnte den Sum, han ønskede at laane, gjorde Rede for sine Fremtidsudsigter og for den Sikkerhed, han kunde stille, og tilbød desuden, da denne indskrænkede sig til hans to Patenter, at livsforsikre sig for et Beløb, der svarede til Laanets Størrelse. Hr. Søndergaard svarede ingenting. Han sad i en Armstol ved Skrivebordet, og nu, da Per saa ham fuldt belyst ved Lampen, gjorde han ikke længer et saa fordelagtigt Indtryk. Ud af et rødplettet Ansigt med store, svampede Kinder væltede et Par gullige Øjne, der havde et højst ubehageligt, stift og nærgaaende Blik. Saa havde han aabenbart ogsaa spist vel rigeligt til Aften. Hvert Øjeblik hoppede hans runde Mave i Vejret under kraftige Opstød, som han ikke gjorde sig ringeste Umage for at skjule.
Imidlertid opfattede Per hans Tavshed som et godt Tegn og gav sig til at spørge om Laanebetingelserne. Men i Stedet for at svare herpaa spurgte den anden ham, hvilke Kavtionister han kunde møde med.
"Kavtionister? Forlanges der Kavtion?"
Hr. Søndergaard mødte Pers Overraskelse med et vantro Smil.
"Naa, saa det har De kanske ikke tænkt paa? Ja, nogen Sikkerhed skulde man dog gerne have. Og naar De har saa gode Udsigter, som De siger, saa kan det vel heller ikke være svært for Dem at skaffe et Navn eller to. — Hvormeget var det, De sagde, De ønskede at laane?"
"Tusinde Kroner."
"Og for hvor lang Tid?"
"Jeg havde tænkt mig et Aar. Inden den Tid haaber jeg ganske sikkert at kunne tilbagebetale baade Summen og de paaløbende Renter."
"Ja se, Renterne afdrages nu forud," sagde Hr. Søndergaard henkastende og tog i det samme en stor Bog, der laa paa Skrivebordet. Det var Københavns Vejviser.
Den lille Pige, der havde lukket op for Per, var imidlertid kommen ind i Stuen med en Dukke i Favnen. Hun havde et Øjeblik staaet lænet op ad Faderen, der med Stolthed havde ladet sin fede Haand køre rundt i hendes røde Krøltop. Nu, da han havde maattet slippe hende for at blade i Bogen, krøb hun op paa hans Skød og betragtede herfra Per med et forkælet Barns selvtilfredse og næsvise Mine.
"Jeg kan ikke finde Deres Navn her," sagde Hr. Søndergaard efter nogen Leden.
"Jeg opholdt mig sidste Aar i Udlandet," forklarede Per.
"Ja saa — De var i Udlandet."
De gule Øjne gled atter op med et mistænksomt undersøgende Blik, der akkurat naaede over Bogens Kant. Saa gik de ned igen.
"Her staar en B. Sidenius, forhenværende Provst. Er det af Deres Familje?"
"Nej."
"Saa er her F. Sidenius, Bogholder. Er det —?"
"Nej."
"E. Sidenius, cand.jur., kgl. Fuldmægtig. Det er maaske heller ikke af Deres Familje?"
Per tøvede med Svaret.
"Jo," sagde han saa.
"Det er maaske endda en nærmere Paarørende?"
"Det er min Broder."
"Men kan De da ikke faa ham til at kavtionere? Saa kunde Sagen maaske nok gaa i Orden."
"Nej, det kan jeg ikke," svarede Per afgørende og blev forvirret.
"Naa, det kan De ikke." — Øjnene viste sig paany over Bogens Kant. — "De staar maaske ikke i nærmere Forhold til nævnte Herre?"
"Jeg kan i hvert Fald ikke anmode ham om den Slags Tjenester."
"Ikke? — Ja, saa kan der vist heller ikke blive noget ud af den Ting," sagde Hr. Søndergaard i forandret Tone og smækkede Bogen i.
Der fulgte en Pavse. Per blev siddende. Han var angst for at gaa derfra uden mindste Haab. Gadernes Mørke og Ensomheden derhjemme i hans Kammer rejste sig bag ham som et opspilet Afgrundsgab. Men at henvende sig til Eberhard i denne Sag — nej, nej, det var umuligt! Det kunde han ikke.
Han sagde da, at han vilde kunne nøjes med fem hundrede Kroner, ja med mindre, og tilbød desuden at stille i Pant, hvad han endnu ejede af Gangklæder og Bøger. Men Hr. Søndergaard var nu bleven den overlegne. Han faldt ham i Talen med en nærgaaende Bemærkning om Folk, der bildte sig ind at kunne faa Penge paa deres pæne Ansigt. Gode Udsigter! Det manglede bare! Paa den Maade kunde Enhver komme rendende op fra Gaden og blive beslaaet. For gode Udsigter, det havde de sgu allesammen. Nej, solide Garanter eller Pant i virkelige Værdigenstande — ellers var der ikke noget at faa hos ham.
Saa rejste Per sig og gik.
Han vilde ikke hjem. Hans Tanker flakkede raadvildt om. Hvad skulde han gribe til? … Der stod en morderisk Kamp i hans Indre. Selvfølelsen vilde rejse sig til Oprør mod Gud; men samtidig talte en streng og myndig Stemme inden i ham og sagde: Du erkender godt din Doms Retfærdighed. Der skal bødes, hvor der er syndet. Saa fuldfør da din Bod! Her staar du foran Prøven. Dette er Naaleøjet, som du ikke slipper udenom, dersom din Sjæl skal finde Fred.
Han var, uden selv at vide hvordan, kommen gennem Smaagaderne ud paa Kongens Nytorv. hvor Livet rørte sig festligt trods Taage og Søle. Vogne gennemkrydsede den store Plads i alle Retninger. Fra Teatrets Loggia straalede der Lys. Ogsaa Hotellet paa den anden Side var stærkt oplyst, og Butiksvinduer og Gadelygter strøede Guld over den vaade Stenbro. I sin overnervøse Tilstand og uvant, som han var bleven, med Bytummelen stod han et Øjeblik helt bedøvet. Vognlarmen følte han som en Blyklump i sit Øre. Jorden rystede under ham. Et "Varsko" vakte ham op. En Droske kørte ham saa tæt forbi, at Hjulene strejfede hans Ærme og overstænkede ham med Gadeskarn. Ved Skæret af en Lygte skimtede han i Forbifarten et selskabsklædt Par derinde. Damen var i lyseblaa Silke og vendte en diamantlynende Øreflip imod ham. Herren var i Uniform og havde Brystet fuldt af Ordner. En anden Vogn kom forbi fra den modsatte Side. Derinde sad et ungt Par og gantedes.
Per drev langsomt videre og stadig bort fra Hjemmet. Modstandsløst førtes han som af selve Fristerens Haand ind i Store Kongensgade og henimod sine forhenværende Svigerforældres Bolig. Stemmen inden i ham talte igen og sagde: Vend om! Stands i Tide! Du gaar din Undergang imøde! — Men han blev ved at gaa.
Han drejede om et Hjørne og var nu inde i den korte Tværgade, hvor "Palæet" laa. Saa stod han foran Huset, ovre paa den anden Side af Gaden, hvor der var Skygge, stod han. Han saae, at der var Selskab derinde. Han kunde skimte de tændte Kroner gennem Vinduernes svære mørkerøde Silkeforhæng.
Af Frygt for at vække Opmærksomhed gik han et Stykke henimod Bredgade men vendte straks efter tilbage. Og paany løftede hans Sjæl sig anklagende mod Gud og sagde: Alt dette har jeg ofret dig! Som en udelukket Hund staar jeg her, frysende, overstænket af Gadesnavset … og dog vil du ikke vise dig barmhjertig!
Med eet trak han sig dybere ind i Skyggen ved Husvæggen. Han havde set Porten derovre blive aabnet. En lille, paraplybærende Mandsperson blev lukket ud. Hvem var det? Ivans ilfærdige Fodskifte var det ikke. Var det Eybert? Jakobes gamle Tilbeder? En latterlig Skinsyge blaffede gøglende gennem hans Sind … Da saae han ved Lygteskæret en krumnæset Profil, et graasprængt Hageskæg, et Par store, indadvendte Fødder … Aron Israel.
Som et Lynstød gik det igennem ham: Her var Frelsen! Aron Israel vilde hjælpe! At han ikke havde tænkt paa ham! "Algodheden i Menneskeskikkelse". For ham vilde det sikkert intet betyde, at han ikke længer var Philip Salomons Svigersøn. Han havde jo allerede før hans Forlovelse med Jakobe vist ham saa megen Deltagelse og røbet en saa ærefuld Tillid til hans Fremtid. Til ham kunde han tale frit.
Han fulgte efter ham ind i Store Kongensgade. Men Røsten i hans Sjæls Inderste tog igen myndigt tilorde og sagde: Gaa hjem! Hvad vil hans Godhed hjælpe? Du kender nu Guds Krav til dig. Opfyld det! Du slipper ikke udenom. Dag for Dag vil Kravet lyde fuldere i dit Øre, og du finder ikke Fred, før du enten følger Budet eller paany forhærder dig. Opsæt ikke Afgørelsen! Netop for din Stoltheds Skyld, som du er saa øm over, ting ikke om fornyet Frist! Rask til Værket! Gud venter.
Han havde sagtnet sine Skridt. Paa Hjørnet af Kongens Nytorv standsede han sin Forfølgelse. Med en Dødsdømts Blik saae han efter den lille Mand, der forsvandt forbi Lygten under Uret og ind i Grønnegadekvarteret.
Saa gik han langsomt den lange Vej ud til Frederiksberg. Klokken var over ni, da han naaede hjem. Han tændte ikke Lys. Vilde heller ikke gaa i Seng. Han satte sig ved sit Bord med Hovedet i sine Hænder og blev siddende saaledes i Mørket den halve Nat næsten uden at røre sig.
— — Den næste Formiddag gik han ind til Eberhard, og Broderen lettede ham ikke den vanskelige Tilstaaelse. Han sad tavs med tillukket Mine og sparede ham ikke for en eneste Oplysning. Han nægtede dog ikke at hjælpe. Kun vilde han ikke høre Tale om nogen Slags Kavtion, og desuden ønskede han at overveje Sagen nøjere og raadslaa med de andre Søskende, idet det jo — som han udtrykte sig — vilde være naturligst og mest i Forældrenes Aand, om Laanet blev ydet ham af dem alle i Forening.
Per forsøgte ingen Indvending. Han var med eet bleven saa underlig ligegyldig for det hele. Den Fred og livsalige Opløftelse for Sjælen, han havde ventet sig af sin Underkastelse, mærkede han intet til. Tværtimod. Han syntes, at han aldrig havde følt sig mere nedslaaende tom, mere forladt af alle gode Magter end netop i dette Øjeblik.