Lykke-Per/4

by Henrik Pontoppidan

FJERDE KAPITEL

En mørk, taaget Aften en Ugestid senere steg en tynd, graaklædt Herre af Sporvognen ved Grønningen, gik forbi Husarkasernen og videre over det langstrakte, trekantede Torv foran Nyboder. Med den ene Haand bag paa Ryggen, den anden om Haandtaget paa en Paraply, som han for hvert Skridt stødte kraftigt mod Stenbroen, skridtede han rask og taktfast langsmed Nyboderskvarteret, idet han ved det svage Lygteskær eftersaae Navnene paa alle Gadehjørnerne.

Da han var kommen den lange Række forbi uden at have fundet det Navn, han søgte, og da der paa dette øde Sted ikke saaes et Menneske, han kunde spørge, drejede han paa maa og faa om et af Hjørnerne og blev hurtig ganske vildfarende i de mange, aldeles ensartede Smaagader, hvoraf Nyboder bestod. Alle Vinduerne i de lave Stuelejligheder var tilskoddede. Der lyste blot en lille rund eller hjerteformet Glug i hver Skodde, og med Lygter var her endnu sparsommeligere end ude paa Torvet. Inde bag Skodderne var der livligt nok. Overalt hørtes Snakken, Barnegraad, hist og her Harmonikamusik, og man kunde ude paa Gaden tydelig høre hvert Ord, der blev sagt. Hist aabnedes en Dør, og en Kone i Nattrøje slog en Potte ud i Rendestenen, eller en lille Hund blev et Øjeblik sluppet ud i det Fri. Her løb et Par Katte om og opførte Elskovsduetter.

Da den Graaklædte endelig ved at udspørge de enkelte Personer, han traf paa undervejs, havde fundet Hjertensfrydgade, fortsatte han her sin Undersøgelse, idet han ved Hjælp af Tændstikker aflæste Numrene over Dørene, indtil han naaede det Hus, hvor Per boede. Først ledte han med Haanden efter en Klokkestreng, og da han ingen fandt, gav han sig i Lag med den gammeldags Klinke, fandt omsider ud af, hvorledes Døren skulde aabnes, og traadte ind i Husets lille Forstue, hvor der imidlertid var saa mørkt, at han ikke kunde se en Haand for sig. I den Hensigt at hidkalde en eller anden af Beboerne rømmede han sig kraftig et Par Gange.

Saa aabnedes Døren til Stuelejligheden, hvor der boede en yngre Skibstømrerfamilje. Over et glatkæmmet Hoved, der tilhørte en Kone, som kiggede frem med et Barn ved Brystet, strømmede Lampelyset ud imod den Fremmede og udskar af Mørket et ungt, langt og blegt Ansigt med rødkantede Øjne og smaa Bakkenbarter under Ørene.

"Er det ikke her, Hr. Sidenius bor?" spurgte han uden forudgaaende Hilsen.

"Jo — han bor derinde i Bagstuen. Men han er ikke hjemme."

"Ja saa! .. Det er maaske hans Værtinde, jeg taler med?"

"Nej. Han bor hos Olufsens deroppe paa Salen … Jeg skal kalde af Madammen."

I det samme knagede den stejle Stigetrappe under vægtige Trin, og Madam Olufsen, der havde staaet og lyttet deroppe bag sin Dør, viste sig i Trappegabet med en lille Bliklampe i Haanden.

"Vilde den Herre tale med Hr. Sidenius?" spurgte hun.

"Ja, — men han er nok ikke hjemme," svarede den Fremmede i en Tone, som vilde han gøre hende medansvarlig for, at han var gaaet forgæves. "Mener De, det kan nytte, at jeg venter paa ham?"

"Nej, det tror jeg ikke. Det er ikke saa længe, siden han gik."

"Paa hvilken Tid af Dagen mener De, jeg bedst vil kunne træffe ham?"

"Ja, se han er nu ikke meget hjemme for Tiden. Men ellers tror jeg nok, han er sikrest at træffe i Mørkningen."

"Tak. — Farvel."

"Fra hvem skal jeg hilse?" spurgte Madam Olufsen.

Men den Fremmede var allerede ude af Døren. Man hørte Lyden af hans taktfaste Skridt og Smækkene af Paraplyens Dupsko tabe sig ned ad Gaden.

"Det var da vist en Præst," sagde den lille Skibstømrerkone helt perpleks. "Hvad mon han vilde Ingeniøren?"

Men Madam Olufsen var i denne Tid ikke meget tilbøjelig til at udtale sig om sin Logerende. Hun sagde kort "Godnat" og vendte tilbage til sin Stue.

Her sad Højbaadsmanden med et Par store Sølvbriller paa Næsen og læste i "Den bortrømte Negerslave eller Skibbrudet paa Malabarkysten", en Roman i fjorten Bind, som han hver Vinter bragte med hjem fra Jomfru Jordan og Gang paa Gang studerede med samme Beundring og Spænding.

"Det var vel En, der vilde snakke med Sidenius," spurgte han uden at løfte Øjnene fra Bogen.

"Ja," svarede Madammen, — hun trak med en frysende Bevægelse sit lille Skuldersjal tættere om sig, lagde en Skovlfuld Tørvegumlinger paa Ilden i Kakkelovnen og satte sig i sin Armstol med sit Strikketøj. Hverken hun eller hendes Mand var af mange Ord i disse Dage. De kunde ikke komme bort fra, at deres Logerende havde forandret sig i den sidste Tid og slet ikke til sin Fordel. Han havde jo nok ogsaa før kunnet slaa sig lovlig stærkt løs; men disse Svireanfald, som han dengang selv spøgte med, havde aldrig varet mange Dage. Nu derimod havde han i næsten tre Uger kun sjelden været hjemme, og naar man saae ham, var han tavs og utilgængelig og misfornøjet med alting, saa han endog havde talt om at ville flytte. Det kunde nu heller ikke være det bedste Selskab, han søgte, dersom det da var sandt, hvad han en Dag lod et Ord falde om, at han havde kendt den kongelige Fuldmægtig, som forleden havde taget Gift, hvad der havde staaet saa meget om i Bladene.

Saa havde de nu ogsaa faaet en anden Grund til at beklage sig. De havde i den sidste Tid ikke faaet deres Leje, og desuden blev de daglig rendt paa Dørene af paatrængende Personer, der mødte med Regninger fra Skomagere og Skræddere, som han skyldte Penge.

"Hvad var det for en Person, der var dernede og vilde snakke med Sidenius?" spurgte Højbaadsmanden omsider.

"Jeg kendte ham ikke. Men forresten kommer det mig nu for, at jeg har set ham her engang før — for længe siden. Jeg synes, Sidenius dengang sagde, at det var En fra den anden Verden. Men han saae da ellers ikke meget amerikansk ud."

Per stod i dette Øjeblik og ventede Fru Engelhardt henne paa det samme mørke Hjørne ved Frue Plads, hvor han engang før havde staaet Vagt for hendes Skyld. Han havde dennegang et mere velbegrundet Haab om, at hun vilde komme. Han havde ganske vist ikke set hende siden Balaftenen, — hun havde strengt forbudt ham at passe hende op paa Gaden eller paa anden Maade søge at komme i Forbindelse med hende — men det var idag, hendes Mand skulde rejse til London, og han havde den foregaaende Dag faaet tilsendt en uunderskreven Billet med Ordene "Imorgen Aften". Han gik nu ud fra, at Mødested og Klokkeslet skulde være det samme som sidst.

Forresten havde han om Morgenen modtaget en anden Skrivelse, der næsten havde optaget ham mere end dette dog saa utaalmodigt ventede Elskovsmøde. Det var Neergaards Sagfører, der til hans største Forskrækkelse meddelte ham, at Neergaard i et efterladt Brev, der udtrykte hans sidste Vilje, havde "decideret ham den Sum, der vilde indkomme ved en i Testamentet nærmere fastsat offenlig Bortavktionering af Afdødes Bohave". Testamentet var, tilføjedes der i Brevet, i Grunden ugyldigt, idet det ikke var opsat i de lovbefalede Former; men da den Afdødes to Søstre og eneste retmæssige Arvinger var meget velhavende gift, var der ingen Grund til at tro, at disse — der i Øjeblikket begge opholdt sig i Udlandet — ikke skulde godkende hans Dispositioner. Sagføreren anmodede ham derfor i sin Egenskab af Boets Eksekutor om en Samtale, naar hans Vej engang førte forbi hans Kontor.

Per havde ikke kunnet blive enig med sig selv om, hvad han skulde gøre ved den Historie, — han havde i første Øjeblik følt sig inderlig flov. Med al sin fatalistiske Tro paa sin Pagt med Lykken, og skønt Pengene virkelig blev kastet ham i Skødet paa et Tidspunkt, da han havde dem allerhaardest behov, kunde han ikke faa sig selv til at opfatte dette Udslag af en Selvmorderkaprice som en himmelsendt Hjælp. Paa den anden Side syntes han knap at kunne forsvare at give Afkald paa en saa betydelig Sum, der for lang Tid vilde bringe ham ud over alle Genvordigheder. Af det Laan, han havde skaffet sig, var der allerede ikke meget tilbage; og det meste af hans Udstyr var tilmed endnu ikke betalt.

— — Men nu rullede en lukket Droske frem fra Sidegaden. En lyst behandsket Haand viste sig i Vinduesaabningen, og i det samme sprang Per til, standsede Vognen, rev Døren op, tilraabte Kusken Navnet paa en bekendt Førstesals-Restavration ved Kongens Nytorv og krøb ind.

Under Kørslen beredtes der ham straks en ret alvorlig Skuffelse. Han havde ventet at finde Fruen nervøs og urolig … at se hende rødme og sitre under Pelsværkskaaben af Angst og Skamfuldhed. Han havde endogsaa forberedt sig paa nogle Talemaader, der kunde overvinde hendes Skyhed; — men han fik aldeles ingen Brug for sine Forførelseskunster. Han var knap kommen tilsæde og havde takket hende, fordi hun var kommen, før hun kastede sig op paa hans Skød ligesom en Glædespige og trykkede sig ind til ham med en Voldsomhed, saa Vejret næsten forgik ham.

Idet de gik op ad den stærkt oplyste Trappe til Restavrationen, tilhyllede hun vel sit Ansigt; men da de af Opvarteren og en lille Taffeldækker var bleven ført ind i et af Separat-Kabinetterne, kastede hun straks baade Hat og Kaabe uden at generes af disse Fremmedes Nærværelse. Mens Per teede sig lidt ubehjælpsom i den ham uvante Situation, syntes hun at føle sig ganske hjemme her, ordnede sit Haar foran Spejlet, trak Handskerne af og satte sig i hele sin Bredde midt i Sofaen bag det dækkede Bord.

Per tog i Tavshed Plads overfor hende paa den anden Side Bordet. Han var klar over, at det ikke var første Gang, hun befandt sig paa et saadant Sted. Han mente endog temmelig sikkert at have set et behersket Genkendelsessmil brede sig mellem Opvarterens Bakkenbarter, da de traadte ind.

"Hvorfor ser De saadan paa mig?" spurgte hun, da de var bleven ene, — hun lagde Hovedet koket paa Siden og smilte lidt for ungdommeligt. "Du gode Gud, De mønstrer mig jo formelig! … Er der noget i Vejen med mit Toilette?"

Hun saae ned mod sin Barm, der vældede frem over en firkantet Udskæring i Kjolelivet. Hun var sortklædt, stærkt snøret, bred over Brystet, men smækker om Midjen som en ung Jomfru.

"Men saa tal dog, Menneske! — De er dog en skrækkelig Bjørn. Hvad er der nu gaaet Dem imod? … Nu faar De en paa Næsen!"

For at skaffe sig Kasteskyts gav hun sig til at plukke nogle røde Blomsterbær af Bordopsatsen, og Per flyttede sine Øjne ned paa hendes Hænder. Bleg af Betagethed betragtede han deres buttede Form, de hvide, bløde, bøjelige Fingre, de perlemorsagtige Negle og den lille Række Smilehuller, der under Haandens Bevægelser aabnede og lukkede sig over de rosenrøde Knoer som smaabitte kysselystne Munde. Han greb i Flugten det Bær, hun tilslyngede ham, og fangede i det samme hendes Haand og vilde trække den til sig over Bordet for at føre den til sin Mund — da Døren i det samme blev slaaet op, og Opvarteren og hans Følgesvend viste sig med Anretningen.

Nu blev Champagnen skænket op og Fadene afdækkede. Og da de igen var bleven ene, smilte Per og løftede sit Glas til en Hyldingsskaal. Et Par andre Glas fulgte efter og fordrev hurtig hans Misstemning. For Pokker — sagde han til sig selv — hvad vedkom i Grunden hendes Fortid ham? Hovedsagen var jo dog, at hun nu tilhørte ham, var hans Ejendom, hans Erobring. — —

Ved Desserten gav han sig til at snakke om Neergaards Selvmord. Han udtalte som sin Formening, at Manden havde været sindssyg, og tilsidst fortalte han aabenmundet om deres natlige Sammenkomst oppe paa hans Værelse og om den overnervøse Sindstilstand, hvori Neergaard ved den Lejlighed havde testamenteret ham sine Efterladenskaber, uden at han dengang havde forstaaet, hvad der foregik. Han plaprede ogsaa ud med, hvad der rygtevis var bleven fortalt, at der havde været en Kvinde med i Spillet. En af hans Bekendte, der paastod at have sin Viden fra Neergaards Værtsfolk, havde berettet om en mørkhaaret Dame, der i mange Aar havde besøgt ham, og som efter al Rimelighed var den samme, der Aftenen før Begravelsen havde skaffet sig Adgang til Lighuset og strøet et Væld af Roser over hans Kiste.

Mens Per talte, sad Fru Engelhardt i en tankefuld Stilling med Albuen paa Bordet og lod Spidsen af sin Lillefinger glidt rundt langs med Randen af Vinglasset. Hendes Ansigt havde et halvt fraværende Udtryk. Det saae ud, som om hun høfligt men ikke særdeles interesseret hørte paa en lidt for langstrakt Fortælling. Først da Per fandt paa at fordybe sig i Neergaards Fortid og fortælle, hvad han havde hørt om hans opgivne diplomatiske Løbebane, begyndte hun at vise Tegn paa Utaalmodighed. Hun tog en Drue fra Frugtskaalen, dyppede den i sin Vin og gav sig til at suge paa den; afbrød ham derpaa undskyldende med et Spørgsmaal om en ganske anden Sag, der "pludselig faldt hende ind", og bad ham samtidig ringe paa Opvarteren for at faa Kaffen bragt ind. Da Per endnu ikke syntes tilbøjelig til at slippe Emnet, rejste hun sig resolut, sagde "Tak for Mad" og gik hen til det opslaaede Klaver.

"Hvad skal jeg spille?" sagde hun efter at have prøvet Instrumentet med et Par raske Løb op og ned ad Tangenterne. "Kender De denne?" spurgte hun, og et Brus af falske Toner hamredes op af Klaverets Dyb. — "Waldtraum", forklarede hun midt under Udførelsen.

Men Per var paany blevet tavs og indadvendt. Det var ham paafaldende, at hun ikke viste mere Interesse for et ulykkeligt Menneske, der dog havde hørt til hendes Omgang, havde været hendes ydmyge Beundrer, ja hendes Balkavaler, endnu Natten før han aflivede sig. Som noget ubestemmelig sort og uhyggeligt flagrede den Mistanke ind i hans Bevidsthed: Kunde Neergaard have været noget mere? Var hendes Ligegyldighed forstilt? Men han fik ikke Tid til andet end netop at gribe Tanken i Flugten. Foruroliget af hans Tavshed havde Fru Engelhardt pludselig afbrudt sit Spil og rejst sig; bagfra lagde hun nu sine Arme om hans Hals og tvang hans Hoved bagover, saa deres Øjne mødtes. Nej, det er umuligt! tænkte Per, da han saae Smilet i hendes Blik Og nu dalede blide, bedøvende Kys ned paa hans Pande, hans Haar og paa begge hans Øjne … indtil hendes Læber med pludselig Vildskab søgte hans Mund og sugede sig fast der. Saa hviskede hun ham noget i Øret, og han rejste sig. Uden at ville vente paa Kaffen slog hun selv Kaaben om sig, mens Per afgjorde Regningen, hvorefter de skyndte sig ned til den hidkaldte Droske. Tæt omslyngede, med Læbe mod Læbe, kørte de hen til et Hotel, i hvis Bog de lod sig indskrive som Hr. og Fru Svendsen fra Aarhus.

Men Gang efter Gang i Nattens Løb, mens Per laa vaagen i det halvt oplyste Hotelkammer, sneg den sorte Mistanke sig atter over ham og knugede ham tilsidst som et Mareridt. Han gennemgik paany i Tankerne hine Nattetimer i Neergaards Stue, erindrede sig de Ord, der var talt, og som han dengang ikke havde tillagt nogen Betydning. Og med uhyggelig Klarhed gennemskuede han efterhaanden alt: den Kvinde, som laa der og sov ved hans Side, hørte ogsaa med til de Efterladenskaber, Neergaard havde givet ham i Arv og Eje, — ja hun havde været selve denne Mands "Skæbne" og havde ved sin Utaknemlighed drevet ham i Døden.

Og han — han selv — var hendes Medskyldige!

Det var for hans overophidsede Sanser, som om den Dødes Skygge bevægede sig omkring i Rummet. Overalt dukkede hans nøgne Hoved frem af Halvmørket og saae hen paa ham med sit spotske Vemod. Og der, ved hans Side, laa hun, hans Morderske, der havde stjaalet sig til at smykke hans Kiste med Roser. Hvem kunde forstaa det? … Trygt som et Barn i sin Vugge sov hun med lange, regelmæssige Aandedrag. Mens hendes Mand omtumledes paa Havet, og før Liget af hendes Elsker var faldet sammen i Kisten, hyggede hun sig inde i en andens Favn. Og han — han selv — var hendes Medskyldige!

Han blev greben af en Væmmelse, en Rædsel, saa han ikke kunde blive liggende. Han maatte op. Han vilde bort.

I det samme vendte Fru Engelhardt sig tungt i Sengen, slog Armene over Hovedet og sagde halvsovende:

"Er du oppe?"

Han svarede ikke. Den blotte Lyd af hendes Stemme fik ham til at gyse. — Hun anstrengte sig for at aabne Øjnene men havde ikke Magt dertil. Med et mat Forsøg paa at smile sov hun atter ind.

Han gjorde sig i Hast færdig til at komme bort. Lydløst vilde han forsvinde uden Afsked. Nede hos Portneren vilde han skrive en Billet blot med det eneste forklarende Ord: Neergaard.

Men da han havde faaet Overtøjet paa og stod ved Fodenden af Sengene for at liste sig bort, blev hans Blik endnu engang hængende ved den halvnøgne Skikkelse, som laa der i en uskøn Stilling lige paa Ryggen med begge Hænder under Nakken og det ene Knæ løftet. De smalle Skulderstropper, der skulde holde Linnedet oppe, var gleden ned, saa Brystets gullighvide Kødmasser laa ganske utildækkede. Udover Puden flød det mørke Haar i vild Uorden; Hovedet var nedadbøjet, Ansigtet blegt af Udmattelse.

Pers Hjerte bankede tungt. Hans Knæ sitrede. Han kunde ikke vriste Blikket bort fra dette Syn. Trods al Modbydelighed og Skræk følte han sig atter voldelig hendragen til disse store, hvide Fangarme, til dette svulmende Bryst, til disse halvaabne Læber, der endnu blussede af Favntagets Kys. Han næsten ræddedes for sig selv. Han, for hvem Modsigelserne og den indre Splid hidtil ikke havde eksisteret, og for hvem særlig Kvinden havde været et ganske ufarligt Stykke Legetøj, kom med eet til at skælve for de dunkle Magter, der driver deres Spil med Skæbner og Viljer som Stormen med Landevejens Støv. For første Gang følte han sig i Kamp med de Dæmoner, han ikke havde villet tro paa og overlegent havde smilet af. Dybt inde i hans Øre lød med Faderens myndige Stemme de halvglemte Ord om "Mørkets Magt" og "Satans Snarer" og fik ham til at blegne.

Men nu slog Fru Engelhardt sine store, brune Øjne op, vækket af hans vedholdende Stirren. Fortumlet af Søvnen strøg hun Haartjavserne bort fra Panden og rejste sig overende.

"Hvad? … Er du paaklædt?"

Han svarede ikke.

"Er det Morgen allerede?"

Han tav fremdeles.

"Men hvad skal det sige? Er du bleven syg?"

"Nej … endnu ikke."

"Endnu ikke? Hvad mener du? Du ser saadan paa mig. Hvad fejler dig?"

"Jeg mener … jeg vil sikre mig imod at blive syg … dødssyg … saadan som Neergaard."

Der jog som Glimtet af et Lyn henover hendes Ansigt. Men Øjeblikket efter smilte hun. Saa bleg hun end var bleven, sagde hun i en fuldkommen behersket Tone:

"Hvad er nu det for Snak! Hvad har De med … Deres Vens Sygdom at gøre? Opfør Dem nu ordenlig!"

"Det glæder mig, at De dog vægrer Dem ved at udtale hans Navn her paa dette Sted. Men det røber Dem samtidig, og jeg skal nu tale tydeligere. Det er gaaet op for mig, mens De sov, at De har været Neergaards Elskerinde, og at det var Deres Bedrageri og Troløshed, der fik ham til at dræbe sig. Forstaar De mig nu?"

Hun havde bøjet Hovedet og bed sig i sin dirrende Læbe.

"Gaa!" sagde hun lavmælt men bydende, og samtidig slog hun en Flig af Lagnet hen over sit Bryst. "Gaa, siger jeg! … Bondedreng, som De er!"

Per bøjede sig frem for at slynge hende Ordet "Tæve" i Ansigtet; men han besindede sig. Hans Følelse af Medskyld holdt Ordet tilbage. Han vendte sig tavs og gik.

Nede i Portnerlukafet vækkede han Nattevagten og fik sin Regning afgjort. Og han tænkte, mens han talte Pengene op, at der jo nu ikke kunde være Tale om at modtage Neergaards Gave. Saa gik han hastig hjemad gennem den mørke og øde By.

Det var paa den korte Tid af Natten, da Gaderne er tomme og Husene giver Genlyd af den Vandrendes Skridt. Kafeernes sidste Natteugler er ravet hjem, og Politibetjentene har trukket sig tilbage til deres Sladrehjørner. Kun Tyvene og de berygtede Smøgers Efternølere er paa Færde.

En Herre med opsmøget Frakkekrave og Hatten nedover Øjnene hastede netop ud af en saadan Krinkelkrog og passerede Per under en Gadelygte. Og han, som plejede at more sig over disse hjemluskende Synderes paa engang frække og skamfulde Udtryk, vendte dennegang Hovedet bort for at undgaa Synet. Han tænkte paa, hvordan han vel selv saae ud, og han havde ikke Mod til at møde Spejlbilledet af sin egen Nedværdigelse.

Da han naaede hjem til Hjertensfrydgade, var det med et eget Velbehag, en ukendt Tryghedsfølelse, at han igen stod i de to smaa Stuer, som han i den sidste Tid havde haft saa meget at udsætte paa. Han kastede hurtig Klæderne, og da han puttede sig i sin Seng, var det med en Fornemmelse, som mindede om den, hvormed han som Barn trak Dynen op om Ørene, naar han havde siddet i Mørke og hørt den gamle, enøjede Barnepige derhjemme i Præstegaarden fortælle sine Spøgelsehistorier.

^* _* ^*

Efter nogle Timers Søvn med urolige Drømme vaagnede han ved, at en Stær fløjtede udenfor i Haven. Han kunde høre paa Tonen, at det maatte være Solskin. Alligevel blev han liggende og gad ikke staa op. Han var træt. Og hvad skulde han ogsaa op for? Han forsømte jo ikke noget ved at blive i Sengen.

Hans kun halvvaagne Tanke havde straks stjaalet sig til den øverste Kommodeskuffe. Og han vendte sig om mod Væggen for at sove videre.

Dette lykkedes ham dog ikke. Saa saare Tankerne fik fat i disse ulykkelige Tegninger, blev de øjeblikkelig lysvaagne. En Timestid laa han derpaa med Hænderne under Nakken og stirrede op i det lave og møre Træloft med de mange Oljeblærer. Og idet han nu i nøgtern Morgenstemning gennemgik Nattens Oplevelse, var han ikke fri for at blive lidt forlegen over sin Opførsel. Han tænkte paa, at han dog vist havde baaret sig noget ungdommeligt ad. I hvert Fald skyldte man jo selv en Dame af Fru Engelhardts Kvalitet et vist Hensyn …

Da han var staaet op og havde faaet sin Morgenkaffe, blev han ganske klar over, at han havde begaaet en Dumhed. Han havde taget Sagen for højtidelig, i det hele været for højt oppe. — Skulde han mon ikke have drukket lidt rigelig?

Ikke destomindre vedblev han at føle dette sære Behag ved at være hjemme, som han længe ikke havde kendt. Han havde tændt sin Pibe og sad og vuggede sig saa smaat i sin Ruin af en Gyngestol, mens hans Øjne dvælede ovre paa et af Nabogadens Smaahuse, hvis Salsvinduer han havde Udsigt til over Plankeværket. I et af Vinduerne saaes et Par rødkindede Børn og en Kone, der sad og stoppede Strømper, og udenfor paa den solbeskinnede Mur hang et grønmalet Bur med en Irisk. Han gjorde sig det ikke klart, hvad det egenlig var, der fængslede ham derovre. Det var jo det samme lille Billede af tryg og rolig Hverdagslykke, han i saa mange Aar havde haft for Øje her. Men der var kommen ligesom noget nyskabt over det denne Morgen; det var næsten, som saae han det nu for første Gang.

Han foer nervøst sammen, da det bankede paa Døren.

Det var Madam Olufsen, der kom ind for at aflægge Besked om den Herre, som havde været der den foregaaende Aften og spurgt efter ham.

"Hvad var det for en Slags Herre?"

"Ja, det kender jeg ikke; men han saae ikke videre behagelig ud. Forresten tror jeg nok, han har været her engang før."

Sandsynligvis en Rykker — tænkte Per, og Spørgsmaalet om den Neergaardske Arv trængte sig atter ind paa ham og gjorde ham urolig. Vilde han nu ogsaa kunne forsvare at give Afkald paa disse Penge, som han dog saa haardt trængte til?

Madam Olufsen var bleven staaende i den aabne Dør, som hendes høje, sværlemmede Skikkelse næsten udfyldte. Hun havde mere paa Hjerte.

"Saa vilde jeg ogsaa nok vide, hvordan det bliver, Sidenius. De snakkede jo om, at De vilde flytte."

Per smilte lidt forlegent.

"Naa — det var ikke saadan alvorligere ment. Nej, jeg bliver her, Madam Olufsen! … Dersom De da vil have mig."

"Aa ja … naturligvis … dersom …"

"De trækker sgu dog paa det … Naa ja, jeg veed det godt. Jeg har været lidt vidtløftig i den senere Tid. Lad os ikke snakke om det. Men Gud bevares — hvad er der paa Færde, Madam Olufsen? De er jo i Stadsen fra Morgenstunden. Skal De til Alters?"

"Nej, men — veed De det ikke? — Skipper Mortensen er kommen her til Byen iforgaars. Og nu skulde vi jo derhen i Besøgelse i Eftermiddag."

"Jeg følger med! Jeg møder ombord. Jeg længes virkelig efter engang igen at se den gamle Støder."

"Tager De nu ikke fejl, Sidenius? Den Morskab er vist ikke længer noget for Dem."

"Sludder, Madam Olufsen! Bliv nu ikke straks kalkunsk. Som sagt — vi mødes ombord! Er det hørt?"

Madam Olufsen maatte smile, saa tungt hendes Hjerte i Grunden var. Hun kunde aldrig modstaa ham, naar han var i det Lune.

"Ja ja," sagde hun. "De veed, at De altid er velkommen hos Mortensen. Han er da aldrig gladere, end naar han ser Dem. Jeg tror, han er ligesom lidt forlibt i Dem."

Skipper Mortensen var en gammel Ven af Huset. Han boede i Flensborg men kom regelmæssig to Gange aarlig til København med sit Fartøj for at sælge Ost, Smør og røgede Varer til nogle af Byens større Spækhøkerforretninger og enkelte personlige Bekendte. Naar Højbaadsmanden ved sin daglige og grundige Gennemlæsning af "Telegrafens" Skibs- og Havneliste havde set, at Sluppen "Karen Sofie" var passeret Toldbodbommen og laa fortøjet ved Børsen, havde han ingen Ro paa sig, før Dag og Tid for et Besøg var besluttet og Trine skikket i Byen for at varsko unge Didriksen. Denne var en anden af Familjens Venner. Han var Droskekører og boede i Store Brøndstræde og havde i en Aarrække ved saadanne Lejligheder beredvillig stillet sig selv og sit Køretøj til de Gamles Raadighed.

Paa Slaget tre holdt han ogsaa dennegang udenfor Huset med sin nedslaaede Vogn saa fin og velpudset, som var den bestemt for et Grossererbryllup i Vor Frue. Efter nogen Venten aabenbarede det alderstegne Ægtepar sig for den halve Snes af Kvarterets Børn, der havde samlet sig ved Vognen, og for de mange flere Ældre, der fra Døre og Vinduer var Tilskuere til dette Triumftog. Madam Olufsen var i Wienersjal og bar en stor, lysviolet Vindrueklase paa Hatten, Højbaadsmanden var i sin stiveste Begravelsespuds med 25-Aars Tjenestemedaljen og Sølvkorset glimtende frem bag den uknappede Overfrakke.

Under Kørslen ind gennem Byen vakte han en Del Opmærksomhed blandt Folk paa Grund af disse Ærestegn. Som han sad der — hvidlokket og højtidelig — med begge Hænder urokkelig hvilende paa Paraplyens Hornhaandtag, kunde han meget godt vække Forestillingen om en gammel Admiral fra Aarhundredets Begyndelse, og sikkert vilde han ogsaa have fremkaldt en hertil svarende Ærefrygt, dersom ikke unge Didriksen — stolt over sit Selskab — hvert Øjeblik havde vendt sig om imod det med højrøstet og fortrolig Tiltale.

Først gjorde de en Rundtur gennem hele den gamle By, saae paa de store, nye Bygninger, der skød op allevegne, paa Resterne af Fæstningsvoldene, som man var i Færd med at sløjfe, og paa de nye, overbyggede Omnibusser, der kom ind fra Frederiksberg, og som i Østergades Menneskemylr lignede Elefanter med Ryttere paa Ryggen. Fra Kongens Nytorv drejede de saa ned imod Kanalen, standsede et Øjeblik udenfor Holmens Kirke, hvor de for 52 Aar siden havde haft Bryllup, og havnede omsider paa Børsbryggen.

Per var allerede kommen. Han hilste dem fra "Karen Sofies" Ræling, hvor han — lidt slap — sad og lod sig bage af Foraarssolen, mens Skipperen — en ældre Mand med graat Fuldskæg — gik fraborde for at tage imod.

Paa Bunden af Skibets aabne Lastrum, saa at sige i "Karen Sofies" Mave, hvortil en Stige førte ned, var der indrettet en Slags Butik, i hvis Halvmørke Skinker, Pølser, røgede Bedelaar og møllestensstore Oste skinnede hemmelighedsfuldt som Eventyrskatte i en Aladdinshule. Med Pers og Skipperens Bistand blev Madam Olufsen bugseret ned ad Stigen, bagefter fulgte Højbaadsmanden, der her paa Søen skulde være rask paa det og vise sig som gammel Orlogsgast og derfor afslog enhver Hjælp. Imidlertid snublede han allerede paa det første Trin og vilde upaatvivlelig have brækket Halsen, dersom Skipperen ikke havde fanget ham i sine Arme. Ikke destomindre haanede han unge Didriksen, da denne som sidste Mand krøb ned ad Stigen og forsigtig sikrede sig Fodfæste paa hvert Trin. "Saadan kravler en Lus i en Redekam," tilraabte han ham med en Talemaade, der havde lydt i den danske Marine siden fjerde Christians Dage.

Efter en halv Times samvittighedsfuld Søgen og Smagen og Vejen og Prutten blev Handelen afsluttet og de købte Varer bragt paa Dækket. Og nu forefaldt der et Optrin, der Aar efter Aar gentoges med samme Regelmæssighed som en Vittighed af Bolteslager Fuss. Skipper Mortensen aabnede Døren til Kahytten og bad sine Gæster ind paa en lille Forfriskning; men Madam Olufsen vilde paa ingen Maade tage mod en Indbydelse, der kom hende saa overraskende. Ogsaa Højbaadsmanden vægrede sig paa det bestemteste ved at opholde Tiden for deres Ven, medens unge Didriksen, altfor vel kendt med disse Formaliteter, rolig gravede Skraaen ud af Munden og gemte den i Vestelommen.

Snart sad man da bænket nede i det hyggelige lille Skafferum ved et fuldt opdækket Bord, som hurtig fik Bugt med al forstilt Beskedenhed.

Per følte sig altid vel tilpas i saadant folkeligt Selskab. Ligesom han aldrig spiste med friskere Appetit end ved et Bord som dette med solide Flæskevarer og Snaps og Ø, fandt han endnu sin bedste Underholdning i jævne Borgerfolks muntre og ligefremme Tale. Her var han ikke — som i "Gryden" — en tavs og kritisk Iagttager; han kastede sig med Liv ind i Diskussionerne og snakkede med om Vejret og Torvepriserne, om Færgevæsnet og Kommandantskabet.

Efter at man havde spist og Teen og Romflasken var kommen paa Bordet, gled Talen hen paa Krigsaarene og den efterfølgende Dyrtid. Per huskede fra Krigen egenlig kun Fjendens første Indrykning i Præstegaarden, da Have og Gaardsplads pludselig var bleven oversvømmet af Soldater og Heste, saa hele Huset maatte rømmes med Undtagelse af Rummene ovenpaa, hvor den store Familje havde maattet pakke sig sammen i nogle faa Værelser. Han var dengang kun syv-otte Aar gammel og havde fundet det yderst underholdende og ikke kunnet begribe, hvad der var at græde for. Skipper Mortensen derimod havde som Sønderjyde været de egenlige Krigsbegivenheder paa nærmere Hold, og han gjorde sig gerne en Fornøjelse af med saftig Pensel at udmale de Grufuldheder, han havde været Vidne til baade i 64 og i Treaarskrigen. Han havde da ogsaa nu den Tilfredsstillelse, at Madam Olufsen holdt sig for Ørene og erklærede Krig for en Afskyelighed.

Men dette vakte Højbaadsmandens Ærgerrighed; han blev let krigerisk stemt, naar han havde drukket lidt. Han havde i 64 allerede været pensioneret, og da han heller ikke havde deltaget i den første Kamp, fordi han netop dengang laa paa Hospitalet for sin Benedder, begyndte han at tale nedsættende om disse "Tyskerkrige", hvis Ulykker for Landet slet ikke kunde maale sig med dem fra Krigene mod Engelskmanden, som han havde set, baade den i 1801 og 1807 og 14. Dengang maatte vi pænt af baade med Norgesland og hele Flaaden. Se, det var noget at snakke om! For at overtrumfe Skipperen, som havde fortalt om Dybbøl og Frederits, gav han sig til at berette om Københavns Bombardement og om Slaget paa Reden, som han, fem Aar gammel, havde været Øjenvidne til fra Toldboden, hvor han havde set de Saarede blive bragt i Land i Baade, der "var fulde af blodigt Kød ligesom et Slagtertrug."

Men Madam Olufsen vilde nu ikke høre et Ord mere, og da det desuden var begyndt at mørkne, forlangte hun at komme hjem. Men nu viste det sig, at unge Didriksen var falden i Søvn under Indtrykket af Fædrelandets Ydmygelser. Han sad med tilbagekastet Hoved og aaben Mund, og da man ruskede i ham, faldt Overkroppen forover, og han sov videre med Hoved og Arme ud over Bordet til Trods for, at han i Faldet var kommen til at vælte et Ølglas, hvis Indhold flød ham ned over Knæerne. Efterat man et Øjeblik havde betragtet dette Syn i forundret Tavshed, løftede Per Romflasken og konstaterede, at den i Stilhed var bleven tømt til Bunden, og man forstod da, at Manden var stivdrukken.

Madam Olufsen blev smækfornærmet. Udenfor paa Bryggen ventede Vognen med den krogbenede Krikke, der i al denne Tid havde staaet taalmodig og sukket i en tom Mulepose; men det gik hurtig op for alle, at der nu ikke var andet at gøre end at lade Manden blive paa Skibet, indtil Rusen var sovet ud. Den store Højtidsdag fik en sørgelig Afslutning. De to Gamle maatte sjokke afsted tilfods i al deres Højtidsstads, hver med en indpakket Skinke under Armen og Pølser og Bedelaar stikkende frem af Lommerne.

Per fulgte dem til Holmens Bro, hvor han fik dem anbragt i en Sporvogn. Selv vilde han ikke hjem. Han trængte til at lufte sig lidt ovenpaa den megen Latter og de mange stærke Drikke. Saa spejlede han sig et Øjeblik i et Butiksvindu og gik langsmed Kanalen op mod Højbro.

Det var i den Time, da Solskæret glider op over Tagene og gløder paa Helligaandskirkens Spir samtidig med, at Aftenlivet allerede rører sig livligt nede i Gaderne mellem de oplyste Butiker. Ude paa Torvet var der endnu næsten daglyst. Her hoppede Spurvene omkring og pillede i Gadeskarnet, og de nytændte Lygter brændte med en bleg, aandeagtig Flamme bag Glas, hvori Solnedgangsskæret flimrede. Per gik langsomt ind gennem Østergade, hvor der var fuldt af Folk. Synet af de mange Mennesker gjorde ham lidt melankolsk. Trods Aftenkulden og de røde Næser bølgede der Foraar gennem Luften. Man kunde se det paa de Unges Øjne og høre det paa Stemmerne, der var fyldte af Forventning. Udenfor Dameskrædernes store Vinduesudstillinger stod Folk i Klynger for at betragte de nye Foraarsmoder. Og alle Modeherrerne bar Violbuketter i Knaphullet.

Per var kommen til at gaa bagved et Kærestepar, der gik saa tæt ind til hinanden og bevægede sig saa rytmisk, som om de var sammenvoksede fra Skulder til Hæl. Han betragtede den unge Piges Øjne, der hang ved den Elskede i en egen lystig Tilbedelse; og han tænkte paa den foregaaende Nats Glæder og blev mere og mere forstemt. Han kunde ikke lade være med at ærgre sig over, hvad han nu rent ud kaldte sin enfoldige Forargelse. Han mindedes navnlig een Ting, der nu helt forsonede ham med den elskovsglade Frue; det var den Maade, hvorpaa hun havde tildækket Barmen, da han var ved at gaa. Det havde i Grunden været næsten rørende. Og disse Roser paa Neergaards Kiste. — Hun maatte jo altsaa virkelig have elsket ham. Hvad var der i Grunden at oprøres over? Livet tog nu engang ikke smaalige Hensyn. Det krævede at røre sig, og hvor det rejste sig i sin Vælde, sprængte det alle Vedtægter. I Virkeligheden var der snarest noget ophøjet, noget næsten religiøst betagende ved en saadan ubetvingelig Elskovsdrift, der overvandt alle Hjertets Smaafornemmelser, ja selv Dødens Uhygge. En saadan uforfærdet altforglemmende Hengivelse til Naturen var maaske netop Livets højeste Udtryk. De "Mørkets Magter", han havde rystet for, da han stod foran hendes Seng og trods sine Samvittighedskvaler endnu følte sig mægtig hendragen til hendes hvide Favn, — det var selve Naturgrunden i ham, det var selve hans Væsens Urkraft, der brød op gennem Lag paa Lag af Aartusinders Fordomme. Ja, saadan var det! Der fandtes intet andet Helvede end det, som Menneskene selv skabte sig i deres Troldefrygt for Livets Lyst og Kødets Almægtighed. Og Mands og Kvindes Favntag var det Himmerige, hvor der var Glemsel for alle Sorger, Tilgivelse for alle Synder; hvor Sjælene mødtes i skyldfri Nøgenhed som Adam og Eva i Paradisets Have.

Der var et halvglemt Ord, en uklar Erindring, der pludselig tegnede sig for ham som med luende Ildskrift. Det var Neergaards spottende Ytring om hin Eventyrets Bondedreng, som drog ud i Verden for at vinde et Kongerige men idelig saae sig tilbage og — da Vidunderlandet virkelig aabnede sig for ham med alle Slaraffenlands Herligheder — flygtede hjem til den hyggelige Kakkelovnskrog og sin Mo'ers Skørter.

Han blev rød af Skam. Saa ynkelig var han kommen tilkort den første Gang, Livet for Alvor havde prøvet hans Tro og hans Mod. — Men lod den skete Skade sig ikke genoprette? Om han nu f. Eks. skrev et Brev til hende, forklarede hende alt og gjorde en Undskyldning? — —

Han var naaet hjem til Hjertensfrydgade. Skibstømrerkonen i Stuelejligheden aabnede sin Dør og fortalte ham, at der sad en Herre inde paa hans Værelse og ventede paa ham.

"Det er den Herre, der ogsaa var her igaar, … det er vist en Præst. Han har siddet derinde over en Time."

Det viste sig at være hans Broder Eberhard. Han sad i Gyngestolen ved Bordet, Lampen var tændt, og Skyggen af hans Hoved tegnede sig uformelig paa den nøgne Væg. Han havde beholdt sin Overfrakke paa, og hans uldbevantede Hænder hvilede paa en Paraply, der stod mellem hans Knæ.

"Jeg havde nær opgivet at træffe dig," sagde han, da de havde hilst paa hinanden. "Du veed maaske, at jeg var her igaar?"

Per sagde ingenting. Hans Hjerte bankede. Han forstod, at Broderen maatte have en eller anden alvorlig Meddelelse at gøre ham, siden han saaledes søgte ham to Dage i Træk. Det var nu heller ikke svært at se paa Eberhard, at han var sig Besøgets Betydningsfuldhed bevidst. Hans hele Optræden var tydelig beregnet paa at gøre Indtryk paa Per; men just derfor tog denne sig sammen med en vældig Kraftanspændelse og gjorde sig Umage for at synes ganske ligegyldig.

"Vil du ha'e en Cigar?" spurgte han, mens han — helt svimmel — tænkte: Skulde Moder være død?

"Tak, jeg skal ikke ryge," svarede Eberhard.

"En Bajer maaske?"

"Jeg har aldeles afvænnet mig fra spirituøse Drikke. Det bekommer mig bedst. Og forresten nyder jeg principmæssig aldrig noget udenfor Maaltiderne."

Per smilte. Og skønt han i Grunden ikke selv følte nogen Trang til at drikke, hentede han en Flaske Øl i sit Hjørneskab og trak den op.

"Ser du, jeg er nu saa barmhjertig at imødekomme Tørstens Krav ganske uden Hensyn til Klokkeslettet," sagde han.

Eberhard sad lidt og drejede paa Paraplyen, mens han store, blege Øjne iagttog Broderen, der havde anbragt sig paa den anden Side af Bordet og nu hurtig skyllede et Glas i sig.

"Du er vist i den Henseende mere samvittighedsfuld, end det er nødvendigt," bemærkede han tilsidst.

"Er det for at sige mig det, at du er kommen her?" begyndte Per straks i en stridbar Tone.

Eberhard gjorde en ganske lille, afvisende Bevægelse med Haanden.

"Du veed, jeg blander mig aldrig i dine Anliggender. — Det er af en ganske anden Grund, jeg nu har søgt dig."

Per vilde endnu ikke spørge, — vovede det paa en Maade heller ikke. Han var overrasket over sig selv, forstod ikke dette stærke Indtryk, som den blotte Anelse om et Ulykkesbudskab fra Hjemmet gjorde paa ham. Han navde troet forlængst at være kommen ud over den Slags Fornemmelser. De derhjemme havde jo i de senere Aar været som døde for ham allesammen, og det var langt fra, at Broderens Nærværelse vakte nogen Hjemlængsel hos ham. Tværtimod. Som Eberhard sad der med Hænderne over sin Paraply og iagttog ham fra Siden med sine Gedebukkeøjne, optændte han paany alle Fortidens uforsonlige Følelser hos ham. Denne ophøjede Anklage i Holdning og Miner, denne tavse Tilkendegivelse af krænket Familjeære, den hele Selvgodhedens beklumrede Atmosfære, der slog ham imøde fra Eberhards tilknappede Skikkelse, førte Mindet om Barndomstidens Trængsler saa levende tilbage, at det var, som om selve den forhadte Tørverøgsfims derhjemme fra Præstegaardens Stuer bragtes ind til ham med Broderens Person.

Og dog laa der paa Bunden af det Blik, hvormed Eberhard betragtede ham, et Udtryk af oprigtig Sorg, af virkelig broderlig Deltagelse. Opholdet i det lille, kælderagtige Kammer med de fattige Udskudsmøbler, det nøgne Gulv og de tomme Vægge, dette triste Rum, der — trods al den Omhu, hvormed den lille Trine vaagede over sin Helligdom — var som et Billede paa selve Hjemløsheden, havde vakt hans Medfølelse, og han ventede blot paa en Anledning til at lade Broderhjertet tale.

Men Per gav ham ingen saadan Anledning, og de sad i nogen Tid tavse begge to.

"Jeg er forresten netop kommen tilbage fra en lille Rejse," begyndte Eberhard ligesom prøvende. "Jeg har været hjemme paa Besøg i nogle Dage."

"Naa, de har det vel godt?" henkastede Per.

"Aa nej, det kan jeg just ikke sige, Fader har skrantet ikke saa lidt i den sidste Tid."

"Ja saa."

"Han er endog temmelig daarlig."

"Af hvad?"

"Hvad jeg vilde sige … jeg havde, forinden jeg rejste tilbage, en længere Samtale med Doktor Carlsen, og jeg fik derved bekræftet, hvad jeg allerede i længere Tid havde haft Fornemmelsen af gennem Brevene derhjemme fra, at Faders Tilstand giver Anledning til de alvorligste Bekymringer. Jeg tror, kort sagt, vi maa være forberedt paa, at han inden ret lang Tid gaar bort."

Per, som følte Broderens Øjne hvile aarvaagent paa ham, fortrak ikke en Mine, skønt Hjertet hamrede i hans Bryst. Det var dog ikke Sorg, han følte ved Budskabet, ikke engang Vemod, ikke heller Anger. Det var en Uro, der greb ham, en Angst, som trykkede for Hjertekulen. Aldrig var den Tanke falden ham ind, at Faderen eller Moderen kunde dø, før han ved sit Livsværk og sin Sejr havde retfærdiggjort sig for dem. Og nu skulde denne Efterretning endda træffe ham i et Øjeblik, da hans store Forhaabninger var bleven slaaet saa beskæmmende til Jorden.

"Det er efter al Sandsynlighed Kræft," fortsatte Eberhard. "Doktor Carlsen brugte just ikke Ordet; men det fremgik med tilstrækkelig Tydelighed af hans Udtalelser, at heller ikke han var i Tvivl derom. Fader gaar dog endnu oppe og passer sin Gerning, saa vidt hans Kræfter rækker, … du kender hans strenge Pligtfølelse. Men mange Maaneder vil han næppe kunne blive saadan ved, og jeg tror da ogsaa, at han selv er fuldt forberedt paa at gaa bort. Moder er naturligvis meget nedbøjet; men — forunderlig nok — det er, som om Bekymringen for Faders Tilstand har givet hende selv fornyet Livskraft. Hun er endogsaa begyndt at staa lidt op for at kunne være mere om Fader i denne Tid; men jeg tror, at denne underlige Naade, saa taknemlig hun er for den, samtidig er hende en Bebudelse af, at Faders Time stunder til."

Skønt Eberhard ikke var Teolog af Fag, havde han en Forkærlighed for at udtrykke sig i bibelske Vendinger. Han var Jurist og betragtedes af sine Fagfæller endog som et ualmindelig klart og skarpt juridisk Hoved. Saa ung han var, besad han allerede megen Anseelse. Saaledes havde han nylig vakt Opmærksomhed ved en Tidsskrift-Afhandling om Fængselsvæsenet og dettes pædagogiske Opgaver. Han havde selv en Ansættelse i et af denne Administrationsgrens Hovedkontorer, og da han var et Mønster paa Flid og Pligtopfyldelse, stod han højt anskreven hos sine Foresatte.

"Jeg har nu ment, at du i Tide burde underrettes om disse Forhold," vedblev han, da Per stadig ingenting sagde. , Jeg synes, du skulde ikke være uforberedt, ifald Katastrofen skulde indtræffe tidligere end ventet. Vi — for jeg taler her i alle dine Søskendes Navn og efter Samraad med dem — vi har jo ogsaa tænkt os, at du, naar du blev bekendt med Faders Tilstand, mulig kunde føle dig opfordret til … jeg mener, kunde føle Trang til at søge en Tilnærmelse til Fader, inden det blev for silde."

"Jeg forstaar ikke … Hvorledes mener du?" spurgte Per brysk men kunde dog ikke faa sig til at se over paa Broderen.

"Ja, jeg vil — som jeg før sagde — slet ikke blande mig i dine Anliggender. Det skulde kun være en Henstilling til dig — du maa nu afgøre med din egen Samvittighed, om du tror at kunne forsvare det Forhold, hvori du saa længe har stillet dig til dine Forældre … jeg ønsker ikke engang at udtale mig nærmere derom. Hvad jeg derimod føler mig forpligtet til allerede nu at præcisere for dig, er, at Faders Bortgang jo vil faa en væsenlig Indflydelse ogsaa paa de pekuniære Forhold derhjemme. Jeg veed, at Fader hidtil — uden iøvrig fra din Side at have mødt nogen Paaskønnelse derfor — har ydet dig en regelmæssig Hjælp, som maaske ikke har været netop rigelig, men med hvilken han dog — jeg kan sige det med Sikkerhed — har strakt sig endog ud over sine Kræfter. Og han har gjort det, for at han ikke skulde kunne bebrejde sig at have vist Ligegyldighed for dine Studier — eller hvad man nu skal kalde det — til Trods for, at han ikke har været i Stand til at bedømme dine Evner eller, hvad Fremskridt du har gjort."

"Jeg veed det."

"Denne Understøttelse vil naturligvis øjeblikkelig bortfalde, dersom Fader skulde gaa bort. Moders Kaar vil da blive endog meget smaa, og det vil være en Nødvendighed at udvise den største Sparsommelighed paa alle Omraader."

"I den Henseende skal du ingen Bekymringer gøre dig for min Skyld," svarede Per, der nu fastslog for sig selv, at han vilde modtage Neergaards Arv for at opnaa en fuldstændig Uafhængighed af Hjemmet. "Jeg har netop selv tænkt at skrive hjem, at jeg er i Stand til fremtidig at klare mig selv helt og holdent. Jeg trænger ikke Hjælp mere."

Broderen gjorde store Øjne. Men da Per ingen yderligere Oplysning gav, blev han højtidelig indadvendt og forholdt sig en Tid tavs.

Han kunde dog ikke længe styre sin Nysgerrighed.

"Maa jeg spørge … hvorledes har du i Sinde at —" begyndte han.

Men Per afbrød ham.

"Jeg synes, ærlig talt, du nu skulde gøre Alvor af ikke at blande dig i mine Affærer. Jeg har ogsaa før sagt dig, at det er mig ubehageligt."

Eberhard rejste sig. Han var bleg, og hans Mund med det fremtrædende Underbid var stiv af Ophidselse.

"Ja, jeg ser, at det i det hele er ørkesløst at tale med dig, Jeg tror det rigtigst, at vi ikke fortsætter."

"Som du vil."

Han tog sin Hat for at gaa. Men da han stod ved Døren, vendte han sig endnu engang om imod Per, der var bleven siddende ved Bordet, og sagde:

"Jeg maa dog sige dig endnu et, Peter Andreas! Skønt du — med dine Følelser — rimeligvis vil have vanskelig ved at forstaa det, skal du vide, at der er ingen, paa hvem Fader i denne Tid tænker mere end paa dig. Nu, da jeg var hjemme, gik der ikke en Dag, uden at han talte til mig om dig … og Moder for den Sags Skyld ogsaa. De har jo for længe siden maattet opgive at forsøge at indvirke paa dig ved Overtalelser. De har maattet haabe paa, at Livet engang vilde bøje dit Sind og lære dig, hvad du skylder dem. Nu er Faders Tid rimeligvis snart omme. Vogt dig, Peter Andreas, for at begaa en Synd, som du sikkert — tidlig eller sent — bittert vil komme til at angre."

Efter at Broderen var gaaet, blev Per nogen Tid siddende med Haanden under Kinden og saae mørkt ned for sig.

"Bøje Sindet" … "bitter Anger" … "Synd" … "Naade" … hvor han kendte den Lektie! Den hele Spøgelsekatekismus paany repeteret! Og hvor var det betegnende — et ægte "sideniusk" Karaktertræk — saadan at benytte Sygdom og Død som Anledning til et fornyet Forsøg paa at skræmme ham tilbage til Hjemmets og Kirkens Fold … at bruge selve Døden som Hververkorporal for den sorte Korsdragerskare. For hvad vilde de ham andet end at bøje ham til Lydighed under Slægtens Tugt? Hvem var det, de havde haft Bud efter? Var det efter ham selv, saadan som Naturen i et af sine lyse, lykkelige Øjeblikke havde skabt ham? Nej, det var hans Underkastelse, de utaalmodig ventede paa. Det var hans Ydmygelse, det hastede med nu, da Faderen skulde dø. Han kendte dem! For deres egen Sjælefreds Skyld skulde hans Livsmod stækkes. Deres Fromhed taalte ikke Synet af en rank Ryg og et løftet Hoved, naar ikke "Naaden" havde Part deri.

Han saae op og kom til at fryse. Det var bleven saa underlig koldt og skummelt i hans Stue efter Broderens Bortgang. Hvorfor kunde de ikke lade ham i Fred? Han havde jo selv begravet Fortidens gamle, grimme Følelser og slaaet en Pæl igennem dem. Hvorfor da komme nu og mane dem op igen? … Hans Fa'er? Nu ja, lad ham dø! Han skyldte ham ingen Kærlighed. Han skyldte ham en Række Aar, som han helst ikke tænkte paa. Nu havde han til Gengæld slettet ham ud af sin Erindring. De var kvit.

Han drak ud af sit Glas. Saa rejste han sig med et Sæt, som om han rystede en ond Drøm af sig, og gik op til de Gamle for at snakke sit Sind i Ligevægt.