Møllen/4/2
II.
Taffeluhret under Glasklokken paa Commoden slog tre.
I over to Timer havde Mølleren allerede været borte, og denne Tid havde Lise tilbragt ret behagelig med at tage Boligen i Besiddelse. Hun aflagde hvert Rum et Besøg i sin Egenskab af Husmoder. En hel Del skulde forandres. Med sit eget Kammer tog hun Afsked — dér skulde nu en Tjenestepige bo — hvorfor ikke Hareane? hun var slet ikke smuk eller tiltrækkende, og det var Hovedsagen. Endnu iaften vilde hun lade Jørgen sætte hendes Seng ind i det lille Hjørneværelse tilhøire, der hvor Møllerkonen var død; der vilde hun opslaa sit Kvarter i de faa Dage før Brylluppet. Dette Værelse var lidt større og meget kjønnere, navnlig var det ikke kalket men rigtig tapetseret, og der hang ogsaa et Speil. Desuden var det paa en Maade anstændigere, end saadan Dør om Dør: Storstuen bredte sig i hele sit høitidelige Øde mellem hendes og Møllerens Sovekamre. For Spøgeri var hun ikke synderlig bange, især ikke i dette Tilfælde, da Møllerkonen, saa vidt hun kunde skjønne, ikke hørte til de Væsner, som efter deres dødelige Afgang plage deres forrige Medskabninger. Senere skulde iøvrig Hans flytte over i dette Kammer.
Ogsaa i de andre Værelser var der adskilligt, som skulde omordnes. Navnlig gjorde Storstuen et temmelig tomt Indtryk; det ene Hjørne var kun kummerlig udfyldt med et Par almindelige Stole.
Det faldt hende ind, at der skulde være Auktion i en Præstegaard en Mils Vei derfra — hvad hun tilfældigvis den foregaaende Aften havde set i en Avis; der kunde man muligvis for en billig Penge faa fat i et Claver, som vilde tage sig fortræffelig ud i denne Krog. Paa det Claver kunde saa Skovfogdens Søster undertiden spille for dem. For nu var hun ikke længer bange for Skovhexen og hendes Tryllekunster, og som Seierherre vilde hun vise sig høisindet. Hun havde ogsaa en dunkel Anelse om, at en Hustru ikke handler klogt, naar hun strax giver sig til at fjerne sin Mand fra hans Venner; og hertil kom som afgjørende Moment, at hendes Forfængelighed i høieste Grad blev kildret ved den Tanke, at modtage Skovfogden i sit eget Hus — hun, Vildttyvedatteren, Skyttelise.
I saadanne Tanker sad hun ved Vinduet, da Uhret slog tre — og hun betragtede det med Velvillie. Det var et lille Hus af Mahogni, med en Gavl indlagt med gult Træ og to sorte Søiler med Kapitæler af forgyldt Metal; forneden holdt en siddende Engel Vagt, og paa Taget laa en Løve, begge tykt forgyldte. Hvor tidt havde hun ikke støvet det af! men idag faldt det hende for første Gang ind, at det var meget smukt; for det var hendes Uhr.
Hun saae tvers over Gaardspladsen, hvor nogle Halmstraa blev hvirvlede omkring af Blæsten. Der ovre i Bageriet havde hun for en Maaneds Tid siden staaet og set den modsatte Vei over til Stuehuset, hvor Geranierne blomstrede saa brændende rødt i Vinduet; og i det Vindue burde Lise egentlig sidde som Husfrue, havde hun den Gang ment. Ih nu! hun sidder der jo! Geranierne er rigtignok længst afblomstrede, men desto bedre kan man se hende. Kig, kig — du Bagerlise derovre! kan du se mig, mig Madam Lise Clausen paa Høimøllen — Fru Clausen vil Kjøbmændene skrive paa deres Breve — — naa, er du saa tilfreds?
Hun stod op, gik ud i Kjøkkenet, lukkede Døren op til Gaarden, kaldte Høns og Duer sammen og strøede Foder til dem. Da hun saae Carro ligge ved Brønden, lokkede hun ogsaa den til sig, og da den lidt tøvende og frygtsomt havde nærmet sig, satte hun et Fad hen for den fuldt af Brødstykker og gode Kjødben — og det ingenlunde af Beregning, som hun vel ogsaa før havde gjort det for Hans' Skyld — men af ren og skjær Velvillie, fordi Kjøteren nu en Gang hørte med til hendes Mølle. Saa tog hun sig en lille Spadseretur i Haven, hvis hele Pryd ganske vist bestod i nogle forsinkede Asters, der blev ruskede af Stormen, saa det saae ud, som om de hvert Øieblik skulde fare af deres Stilke. Hun gjorde nok en Runde igjennem Værelserne, under hvilken der ikke faldt hende noget Nyt ind, og saa satte hun sig i Sofaen i Dagligstuen.
Tiden begyndte at gaa langsomt for hende. Flere Gange søgte hendes Blik hen til det smukke Uhr, som hun havde mistænkt for at være gaaet istaa … Der var kun gaaet en halv Time! Egentlig kunde hun jo ogsaa tage sig Noget for, — — men nei! hun havde ved Gud arbeidet nok. Nu var Tiden kommen til at hvile sig.
Desværre var det en Smule kjedeligt — saadan alene.
Saa kom hun til at tænke paa Jørgen.
Han var ogsaa alene derovre paa Møllen, for Lars var jo gaaet til sin syge Moder, og Christian kjørte paa denne Døgnets Tid altid om med Møllevognen. Ogsaa Jørgen var alene, men rigtignok ikke ledig som hun. For der blæste en lille Storm — saadan en, som November kan lide, og kun halvt seilklædte hvirvlede Møllevingerne som rasende: — saa var der meget at tage vare paa Kværnloftet. I Grunden kunde hun gjerne give ham en Haandsrækning, det vilde snarere være en Leg end et Arbeide, fordi det var saa helt forskjelligt fra hvad hun ellers tog sig for. Det var ogsaa altfor taabeligt, at de saadan skulde kukkelure hver i sin Krog!
Den brave Jørgen! Han tog saa levende Del i hendes Skjæbne, og endnu anede han ikke, hvilken afgjørende Lykkevending den havde taget. Naa, han skulde strax høre det af hende selv, og han vilde nok blive glad, saa meget mer, som han i den senere Tid ikke stod paa nogen synderlig god Fod med Husbond. Han var jævnlig tvær, og Mølleren havde gjentagne Gange klaget over hans tiltagende Dovenskab. Sikkert frygtede han for at blive sagt op med det Første. Og alt det kom kun af, at hun paa dette farlige Tidspunkt, da Alt stod paa Spil, havde set sig nødsaget til at holde ham meget kort og virkelig ogsaa selv havde været saa optagen af Kampen, at hun ikke havde haft mange Tanker tilovers til ham. Naa i alt Fald vilde hun nu trøste ham en Smule; han kunde nok fortjene det, han som havde været hendes Medvider fra først af. Saasnart han hørte, at hun nu var hans Madmoder, vilde hans Bekymringer være blæst bort; og han vilde føle sig fast i Sadlen. Det var jo et gammelt Løfte det, at naar hun først var Kone i Huset, saa skulde han kunne blive der, saa længe han selv vilde.
Hun gik ind i sit foragtede Kammer og ombyttede sin pæne Kjole med en, der egnede sig for Møllen. Saa tog hun Jennys Halsbaand frem af Skuffen og efter at have ladet det glide et Par Gange mellem Fingrene, som en Nonne der beder sin Rosenkrands, hængte hun det i et Anfald af Kaadhed om sin Hals. Idet hun gik gjennem Kjøkkenet, kaldte hun Pilatus frem fra dens varme Yndlingskrog bag Ovnen. Han fulgte hende villig over Gaarden. I Møllens Underkjørsel vendte han sig tilvenstre, i den Forudsætning, at det dreiede sig om en Forretningsgang til Karlekamret. Men Lise lukkede Døren til selve Møllen op, og blev staaende og ventede paa, at han skulde træde ind.
Yderst forbauset mønstrede Pilatus hende: — dette Pigebarn maatte dog vel vide, at han overhovedet ikke længer gik op i Møllen — principmæssig.
— Naa bliver det til noget? Skrup dig!
Pilatus strakte sig, gabede — og gik med langsom Værdighed tilbage til Gaarden, uden at agte paa hendes taabelige Raaben. Men Lise havde nu engang sat sig i Hovedet, at hun idag vilde have sin Yndling med op i Møllen. Hun løb efter Katten. Den søgte ikke at undfly; da den blev indhentet, lagde den sig ned og lukkede Øinene. Lise greb den i Nakkeskindet, holdt den et Øieblik op i Luften og tog den saa paa Armen.
— Hvad Pokker gaar der dog af dig, dit dumme Bæst? Har du endnu ikke faaet det i dit tykke Hoved, at jeg er Møllerkone? Hvor mange Gange skal jeg da sige dig det?.. Med mig kan du trøstig gaa overalt nu. Du er vel bange for Kiss? … Pyt! Lad ham bare se til at jeg ikke lader ham jage væk! Rigtignok maa vi jo ogsaa have En til at tage Mus.
Med Besvær trængte hun sig ind ad Døren, som Trækvinden øieblikkelig slog til paa Ryggen af hende. En bedøvende Larm modtog hende, og Trappen dirrede, da hun steg op ad den. Da hun naaede til Broloftet, satte hun Katten fra sig. Den nyste flere Gange heftig, da den indaandede det velbekjendte, men saa længe undværede Melstøv — dog kun synlig, thi man kunde overhovedet Intet høre uden det rasende Bulder. Pilatus syntes ikke at være ret vel tilmode her; den dreiede sig flere Gange rundt, speidede, om der ikke skulde gives en Udvei op over Sækkene, slog saa sine glasagtige Øine op og saae næsten bønlig paa Lise, der spærrede Veien for den, og bevægede Munden til en uhørlig Klynken. Aabenbart raadede Dæmonen til at vende om. Men den egensindige Hex havde intet Øre for dette vise Raad.
— Marsch, dumme Dyr! se til du kan komme op med dig! og hun sparkede til den.
Da forandrede Kattebilledet sig pludselig: — Ryggen krummede sig og reiste Børster, som om der gik en elektrisk Strøm over den, og Pilatus fnyste rasende ad Lise. Hun kunde næsten høre det Skrig, som hun udstødte i sin Overraskelse og Skræk over at se dette vilde Bæst for sig; — det var ikke langt fra, at hun var gaaet bagover og styrtet ned ad Trappen. En ganske sælsom Gysen, som neppe alene var Frygt for Dyret, gjennemisnede hende, og hun tænkte virkelig paa at opgive dette Møllebesøg.
Men ret som om Pilatus ved dette Opsætsighedsudbrud havde gjenfundet sin gamle Møllekattenatur, vendte den nu ganske umotiveret om, og satte i kraftige Spring op ad Trappen til Kværnloftet.
Pigen fulgte den med bankende Hjerte.
Her, i Møllens Hjertekammer, vare alle Larmens Dæmoner slupne løs. Det buldrede og rumlede, det klirrede og knagede, det knirkede, snurrede og peb; — dertil kom endnu en dump Brusen som af et underjordisk Vandfald, og fra oven en Susen og Rumsteren som af en indespærret Kjæmpefugl, der slog med sine Vinger mod Burets Stænger for at sprænge det. Og Alt dette trængte sig saa meget voldsommere ind i Øret, som Øiet næsten ingen Bevægelse saae. Kun fire af de sex »Gafler«[1], der oventil forsvandt i Loftet, blev voldsomt rystede, mens de i vanvittig Fart snurrede om deres Axer — saa at de stod uden Omrids ligesom Luftsøiler, medens alle smaa Uregelmæssigheder — Splinter eller Knaster i Træet — dannede lyse Ringe i Rummet.
Godt og vel et Minut stod Lise bedøvet og fortumlet der ved Trappen. Saa traadte hun et Par Skridt frem og opdagede først nu Jørgen, der sad foroverbøiet paa en Sæk med Hovedet støttet i sine Hænder.
Hun kom helt hen til ham, uden at han mærkede det, og heller ikke da hun kaldte ham ved Navn, rørte han sig. Saa bøiede hun sig frem og lod Halsbaandets lille Klokke klinge ved hans Øre. Vækket ved Berøringen foer han op.
— Aa, er det dig? Jeg troede det var Husbond. Han er altid efter mig.
Hun kunde kun høre Ordet »Husbond«.
— Min Mand er kjørt ud, raabte hun.
— Hvem?
— Min Mand, min Mand, brølede hun ham ind i Øret.
Han traadte et Skridt tilbage og spærrede Øinene op.
— Giftermaal?
— Snart — i Byen — Kongebrev.
Jørgen stirrede endnu noget vantro paa hende.
— Det er sandt, raabte hun gjennem de hule Hænder og nikkede flere Gange energisk.
Jørgen vidste i sin Overraskelse ikke, om han skulde le eller græde. Han indsaae vel, at alle Fornuftgrunde talte for at han burde glæde sig ved sin Medsammensvornes Seir, og dog følte han et Stik i Hjertet. Og han gloede udtryksløst paa hende.
— Naa, er du stum? bliver du ikke glad!
Han svarede ikke, men pegede paa Halsbaandet, som han nu blev opmærksom paa.
— Jenny — min Broder — skudt.
Han nikkede forstaaende. Nu erindrede han hin Augustaften, da hun havde siddet der og betroet ham, at hun vilde overtale Broderen til at skyde Raadyret. Det var altsaa virkelig gaaet saadan, som hun havde tænkt sig. Ham forekom det Hele eventyrlig uhyggeligt.
— Hans? raabte han pludselig og pegede gjennem den aabne Dør ud, hvor man kunde se Sundskoven.
Hun nikkede.
— Alene?
— Alene! raabte hun og nikkede leende.
— Husbond — komme hjem?
— Imorgen.
Han løb ud paa Omgangen. Hun fulgte efter og saae ham vikle Jernkjæden løs. Saa traadte hun igjen ind paa Loftet og blev næsten forskrækket over den uventede Stilhed. Det knagede kun tøvende foroven, Gaflerne dreiede sig langsomt og stod saa stille — Alt tav. Efter den forrige virksomme Kjæmpelarm virkede denne Dødsstilhed næsten trykkende. Hun var slet ikke forberedt derpaa, thi skjøndt hun nu snart havde tjent et Aar i Møllen, var hun ganske ubekjendt med dens Indretninger, som hun da overhovedet ikke plagedes af unyttig Nysgjerrighed og kun tog Notits af Sager, som kunde tjene hendes Interesser. Men paa dem rettede hun til Gjengjæld sin Opmærksomhed med den største Kraft.
— Hvorfor gjør du det? spurgte hun Jørgen, der nu traadte ind.
— Jeg gider ikke arbeide idag.
— Jo vist skal du arbeide! Jeg er jo netop kommen for at hjælpe dig.
— Du? lo han. Du forstaar jo ikke Noget af det.
— Du skal naturligvis vise mig det.
— Arbeide — nu? — saadan Noget!
— Ja vel — her er jo helt kjedeligt nu — ligesom i Dagligstuen. Det var meget morsommere før, da man ikke kunde høre Ørenlyd. Det kunde jeg lide!
— Saa kan man jo ikke snakke to Ord sammen!
— Det er ogsaa en Ulykke! hvad skal alt det Vrøvl til? … Du har jo hørt det. Han gifter sig med mig og er kjørt til Byen for at løse Kongebrev.
— Ja vel — men — —
— Naa skynd dig nu! ellers gaar jeg igjen.
Han gik uvillig hen imod Døren.
— Du, Jørgen!
Han vendte sig om.
— Ja!
— Siig mig en Gang, hvad tænkte du egentlig paa, da jeg kom og du sad saadan — og hun efterabede hans Stilling.
— Jeg tænkte paa dig, og at du slet ikke mer bryder dig om mig.
— Vrøvl!
— Hvad er Vrøvl? at du ikke bryder dig om mig?
— Aa, det er Vrøvl alt sammen, hvad du siger … Det er meget bedre, at man slet ikke kan høre dig … Skynd dig nu bare!
Han forsvandt ude paa Omgangen.
Langsomt knagede det foroven, Gaflerne begyndte at dreie sig — et Par Sekunder, saa rumlede og bruste Larmen vildere end for gjennem Møllen.
Jørgen traadte hen til Spidsestenens store Trakt og trak i det Greb, der aabnede Slusen. Lise foer sammen, da det nu sydede og bruste dobbelt saa stærkt, saa man skulde tro, Gulvet maatte blive skyllet bort under En. Han lo over hele Ansigtet. Hun gav ham tilkjende, at hun ogsaa vilde foretage sig Noget nu. Saa pegede han paa et Kornbjerg, som ved Siden af hende, bag et alenhøit Bræddehegn, opfyldte hele det ene Hjørne af Loftet. Lise greb hurtig den lille Skuffe og skuffede saa meget Korn i Trakten, som Jørgen gav hende Lov til.
Derpaa sprang han op paa et Melkar og gjorde Tegn til hende; da hun saae spørgende paa ham, pegede han paa en Hob Sække og paa et Tov med en Krog i, der hang ned oppe fra. Hun satte Krogen fast i en Sæk, og da hendes Læremester pegede paa et tyndt Reb ved Siden af, trak hun lidt i det. Strax hævede Sækken sig og løftedes op, uden at det kostede hende den ringeste Anstrengelse — som om den svævede til Veirs af sig selv, indtil Jørgen fangede den og trak den til Siden, hvorpaa hun instinktmæssig gav slip og saae Sækken stille sig paa Sækkebordet. Jørgen tog Krogen ud og løste op for Sækken.
Dette Under behagede hende saa meget, at hun gjerne strax havde ladet det gjentage sig. Og saa faldt der hende Noget ind. Hun holdt Hænderne for Munden og raabte af sine Lungers fulde Kraft:
— Christian.
Jørgen, der væltede Sækkens Indhold over i Skruen, vendte sig halvt om.
— Christian, brølede hun.
Han stirrede lidt paa hendes leende Ansigt, og saa gik der et Lys op for ham. Han huskede, hvordan Christian havde villet have hende til at hjælpe sig med at heise Sække op, og hvordan hun saa var kjørt bort med Vognen, mens han gik op paa Broloftet. Han nikkede ivrig, stolt over at han havde forstaaet hende, og de lo saadan, at de næsten kunde høre det.
Da denne Kværn nu var forsynet, gik det tilbage til Spidsestenen. Af det mørke Hul i Gulvet blev den flade Jernspand trukket op og kunstmæssig rystet, hvorpaa Kornet, der viste sig at være tilstrækkelig spidset, heldtes i Sortermaskinen. Saa sprang han op paa et andet Melkar, hvor Sækkeunderet gjentog sig. Mens han fyldte Skruen, maatte hun skuffe Korn paa Spidsestenen og lukke op for Slusen — hvad hun rigtig gjættede af hans Bevægelser.
Det var for Jørgen en stolt Nydelse saaledes med et Fingerpeg at kunne byde over hendes Bevægelser. Hun selv morede sig foreløbig ved dette Arbeide, — som hun havde ventet. Det var virkelig en Leg. Nu skammede hun sig over sin Uvidenhed om hvordan man standsede Møllen, skjøndt den for lidt siden ikke havde været hende paafaldende. Og da Arbeidet snart begyndte at miste sin Nyheds-Interesse, fik hun Lyst til ogsaa at se de øvrige Lofte, hvor hun aldrig havde været. En Møllerkone maatte dog virkelig være som hjemme i sin Mølle.
At gjøre sin Medarbeider — eller Legekammerat — bekjendt med dette Ønske viste sig snart at være en Umulighed paa Kværnloftet. Hun tog ham ved Skjorteærmet og trak ham ud paa Omgangen. Her kunde man virkelig betro hinanden en Hemmelighed, naar man raabte saa høit, at det kunde høres over hele Gaarden. Jørgen forstod, og var strax beredt til at være hendes Fører. De forsynede først Kværnloftet rigelig med Foder og steg saa op ad Trappen, der rystede som en Skibsstige.
Paa det næste Loft var der saa lavt, at man neppe kunde staa oprejst, og saa snevert, at Jørgen trykkede hende ængstelig til sig, for at Hjulene ikke skulde faa fat i hendes Skjørt. Det mægtige Stjernhjul fyldte næsten hele Rummet med sine Bjælkers Træmasker og hvirvlede saa hurtig, at man blev svimmel af at se paa det. Sex smaa Tandhjul, som vare anbragte i Kreds rundt om det, kronede de Axler, der skjød op gjennem Gulvet fra Kværnloftet. Af dem snurrede de fire, drevne af det store, endnu mere rasende end det, medens de to stod stille, uden at berøre det. Jørgen skubbede den ene af disse Dovendidrikker hen til Stjernhjulet, saa at det ogsaa begyndte at snurre som besat — ligesom en Balkavaler, der har staaet fornemt i en Krog og lorgnetteret Vrimlen, indtil Dandseraseriet ogsaa griber ham.
Lise gjorde en Bevægelse.
— Tag dig iagt, raabte Jørgen, at det ikke gaar dig som Jomfru Mette.
Heroppe var Larmen betydelig ringere end paa Kværnloftet, saa at deres Øren, som allerede vare blevne rumlede tilrette dernede, nok kunde opfatte enkelte Sætninger, naar de blev raabt tilstrækkelig høit.
— Hvordan gik det da hende?
— Hun blev radbrækket — saadan af store Hjul — knust og revet i Stykker blev hun.
— Uh! hvor græsseligt!
Han var selv langt uhyggeligere tilmode end hun. Hans gamle Forestilling om Møllen som Martertaarn blev atter levende.
Saa satte han det første Hjul ud af Virksomhed igjen; og da der ikke ret vel kunde findes anden Tidkort paa dette sammentrykkede Mezzaninloft, steg de nogle faa Trappetrin op til Lorisloftet.
Dette Rum var helt lukket foroven med et Bræddeloft, som rigtignok var saa unøiagtig sammenføiet, at man gjennem Sprækkerne kunde se, der var Noget, som bevægede sig deroppe ovenover. Da Møllen gradvis tog af i Omfang fra Galleriet opefter, var Lorisloftet allerede paafaldende mindre og indtog neppe det Halve af Kværnloftets Fladerum. Midt paa det roterede et lille Hjul med skraa Sider; og flere mindre Hjul, der sad lodret paa horisontale Axler, syntes rundt omkring at vente paa at blive sat i Forbindelse med denne ivrige og foreløbig ganske unyttige Krabat, som de kun var en Haandsbred fjernede fra. Jørgen trak i et tyndt Reb, der forsvandt gjennem et Hul i Gulvet; et af Smaahjulene fik sit Ønske opfyldt: det rykkede en Haandsbred frem mod Midterhjulet, blev set i Svingning og rullede et Tov op om sin Axel.
— Saadan heiser man Sække op, forklarede han.
Lise nikkede med et klogt Smil. Der gik et Lys op for hende: — det tynde Reb havde hun selv trukket i — før, da hun hjalp Jørgen. Hun fandt det høist snurrigt, og holdende sig ved en Bjælke heldede hun sig frem hvor der henne ved Siden var aabent ned til Kværnloftet, for at se Tovet, som blev vundet op, bevæge sig dernede. Men dér blev hendes Opmærksomhed fængslet paa en ganske uventet Maade.
— Nei! Pilatus har fanget sig en Mus! Det maa vi se!
Hun skyndte sig ned ad Trappen. Jørgen greb et af Tovene og firede sig ned ad det, saa at han allerede kunde give hende en ridderlig Modtagelse ved Foden af Trappen.
Den ordsproglige Grusomhedsleg var i fuld Gang. Pilatus lod den usalige Mus smutte væk og fangede den igjen. Lise løb efter den og pudsede den paa Byttet, selv katteagtig sammenkrummet, og med lysende Blik og spillende Næsefløie. Endelig bevægede Musen sig ikke længer, og Katten slæbte den hen i en Krog for at fortære den i Ro.
— Det synes jeg ellers ikke rigtig om, at Pilatus faar Smag paa Mus og bliver vild igjen, sagde Lise. Jeg er bange for, at han ikke mer gaar med mig ud af Møllen.
— Saa meget desto bedre! saa vil du nok tidt komme herover. For ham kan du dog ikke undvære … Os Andre bryder du dig ikke Noget om.
— Saa! Og det er maaske meget dumt af mig?
— Du leger med os, ligesom Pilatus med Musen … Husbond har du allerede slugt.
— Ja, tag du dig bare i Agt! dig skal jeg ogsaa nok faa slugt.
Og hun klaprede med Tænderne, mens Øinene lo.
Jørgen grinede:
— Vel bekomme!
Deres Øren vare nu blevne saa vante til Larmen, at de til Nød kunde føre en hel Samtale. Rigtignok maatte de ikke spare paa Stemmerne, og den Talende maatte hver Gang næsten berøre den Andens Øre med Læberne. Ved en saadan eiendommelig Taleleg var det den naturligste Sag af Verden at de kyssedes — og det gjorde de. Jørgen begyndte, og hun lod ikke Kyssene blive siddende paa sig men gav ham dem tappert tilbage: —
— Jeg begynder allerede, ser du.
— Smager det godt?
— Ja efter mer.
— Der har du det.
— Saa vær nu engang rolig lidt igjen … Jeg har ikke været helt oppe.
— Der er bare Hatten.
— Ja, men den maa du ogsaa vise mig.
— Aa, dér er saamænd ikke Noget at se.
— Snak — kom nu!
Og i Stormskridt gik det op ad Trapperne — til Hatten.
Det var lidt besværligt at komme ind i dette øverste Rum, thi Persebommen havde skubbet sig tvers for Trappen — hvad den altid gjorde, naar Vinden blæste fra Nord.
— Hvad er det for en ækel snavset Bjælke?
— Aa, det er Persebommen. Det er den, der faar Værket til at staa stille. Du saae jo før, at jeg gjorde den Kjede løs ude paa Omgangen.
— Ja, hvad kommer det den væmmelige Bjælke ved?
— Jo, dér er der en lang Stang, som stikker ud af Hullet — den er jo nu bøiet ned ad, og det er Kjeden, der gjør det. Naar jeg nu giver los i den, saa svipper Stangen tilveirs — se, derfor er der de store Sten der i Kassen — og saa trykker denne Ende af Persebommen den store Ring fast om Hjulet, og det kan saa ikke røre sig længer.
— Det er snedigt! Saadan Noget kunde du ikke finde paa.
Jørgen kløede sig i Hovedet.
— Nei, det kunde jeg vel ikke.
— Nei, hvor her er underligt! udbrød Lise og saae sig om i det lille Rum, der lignede en Bikube: — en spidsbuet Hvælving af Straa paa et Postament af Bjælker, der neppe naaede hende til Skuldrene — altsammen graat af tykt Støv lige til de en Gang saa gyldne Ax, som kiggede frem allevegne, og overtrukket med silkeglindsende Spindelvæv, der hist og her hang ned som Smaafaner og flagrede let i Trækvinden. Svaler og Spurve fløi kvidrende ud og ind, og næsten overalt hvor Straatagets Sparreværk dannede Vinkler, viste deres Reder sig. Mølleværkets buldrende Larm trængte kun dæmpet herop; til Gjengjæld virkede Vingernes Klappren og Susen mægtig.
— Og derude sidder altsaa Vingerne fast? spurgte Lise og pegede bag ved det store Hjul, hvor den kæmpemæssige, lidt skraat stillede Axel gik gjennem Væggen og syntes selv at have boret sit Hul ved sin heftige Rotering.
Jørgen nikkede og viste hende, hvordan det store Hattehjul, der sad paa denne Axel, greb ind i det vandrette Krondrev forneden og derved satte Alt i Sving hvad der bevægede sig nedenunder i Møllen.
— Men det er kun saadan i de store hollandske Møller, tilføiede han forklarende. I Stubbemøllerne er det altsammen i een Kasse ligesom i et Uhrværk. Men der er der ogsaa kun et Par Kværne og een Spidsesten, og der er ikke Plads til nogen Verdens Ting. Og saa er det saa dumt, naar Vingerne skal stilles, saa maa man dreie hele Møllen — det er et Mas, kan du tro.
— Kan man da her dreie Vingerne alene?
— Vingerne? det er jo da Hatten, der bliver dreiet.
— Saa? ja men du staar da nede paa Omgangen og dreier.
Jørgen stirrede grinende paa hende og slog sig med begge Hænder paa Laarene.
— Det er storartet! .... Og du vil være Møllerkone!
— Naa saa vis mig da, hvordan det er og staa ikke der og grin saa tovelig! Jeg vil ikke have at Folk skal le ad mig, fordi jeg ingen Ting veed — heller ikke min Mand.
— Naa ja, saa kom da her!
Han hjalp hende op ad den snurrige Dvergstige, der fra Hatterummets indsnevrede Bund gav Adgang til det omkredsende Bjælkelag, og trak hende hen til Hattehullet, hvor de tog Plads ved Siden af hinanden paa Krøibjælken —
— nemlig den korte Krøibjælke, det er den vi sidder paa, begyndte han med behørig docerende Vigtighed. — Den lange Krøibjælke gaar ligesaadan gjennem Hatten, men foran, paa den Side hvor Vingerne sidder, og den stikker meget længer ud til Siderne.
— Maaske er det derfor, man kalder den »den lange«, formodede Lise leende.
— Troer du? Du er nu saa meget vittig. Naa, — nu gaar dog Svandsen ned herfra — denne store Bjælke kalder man Svandsen — (med et kjærtegnende Spark af det ene dinglende Ben) den gaar dog helt ned til Omgangen og ved Enden af den er Gangspillet — kan du se? .... Naa, og de skraa Stænger forbinder det altsammen — det er Krøistyveret, det Hele. Naar nu Gangspillet bliver dreiet og rykker frem, saa rykker Svandsen med, og saa maa hele Krøistyveret dreie sig — og Hatten med, kan du vel begribe.
Lise havde overmaade opmærksomt fulgt dette Foredrag med Øinene og nikkede nu eftertænksomt:
— Ja, det forstaar jeg meget godt … Men jeg gad gjerne se det — jeg maa selv være heroppe.
— Ja, det er der saamænd ikke nogen Vanskelighed ved. En Dreining kunde heller ikke skade noget — det er dog Pokkers som den Vind gaar østlig.
— Hvor man kan se alting pænt heroppefra!
— Ja, det har du rigtignok Ret i, ligesom paa Landkortet i Skolen — bare at det her altsammen er virkeligt.
Med usigeligt Velbehag overskuede Lise hele sin Møllebesiddelse, som laa udbredt der for hendes Fødder. Desværre strakte den sig ikke synderlig udenfor Bygningerne og Haven; kun en Strimmel Jord, der lige var stor nok til at fodre et Par Køer og Hestene, kunde hun kalde sin. Men overalt rundt om laa veldyrkede Marker; — hist pløiedes der, dér tog man Roer op. Dragegaarden, som de hørte til, og hvorfra en tom Vogn forspændt med store, fede Heste rullede ud til Roemarken — den laa ogsaa helt overskuelig der, med sine høie Spaantage over de brunbjælkede gule Bindingsværksbygninger — ved det ene Hjørne et vældigt, hønsebefolket Møddingbjerg, ved den anden en prægtig Stakkehave af kjæmpemæssige Hække — en smuk Rønnebærallé op til Landeveien, og foran den en stor Dam, hvor Ænderne lod Ringbølger blinke op i skyspeilende Vand, medens en Hjord hvide Gjæs trippede om paa Brakmarken hinsides Alléen.
Ei! er det ikke Dragemoer, som gaar tvers gjennem Gaarden der? Kig, kig! Madam Andersen! Naa, kys dog paa Haanden ad mig, vi har jo altid holdt saa meget af hinanden, og jeg hører dog saa at sige med til Familien!
Ja vel gjorde hun det, og alt det dernede fortjente derfor ogsaa nok, at hendes Øine glædede sig over det — den brave Madam Andersen kunde ikke leve evig, og Dragen maatte dog snart æde sig et eller andet paa Halsen. Saa var hendes Stifsøn Arving, og hvis han havde sin Moders svagelige Constitution — at han ikke giftede sig i en ung Alder, det skulde hun nok sørge for naa, hvorfor skulde hendes eget Afkom ikke en Gang sidde der i Dragegaarden?
Særdeles tilfredsstillet ved dette Rundblik over virkelig og mulig Besiddelse — udover det allerede naaede Maal til nye og større Maal — dreiede Lise sit Hoved og rettede Blikket saa langt nordpaa, som det var hende muligt, naar hun bøiede sig frem: — hun saae da et Stykke af Sundskoven, der for største Delen forsvandt bag »Hatten«. Men det var tilstrækkeligt for hende: — derude lød sikkert nu, i Aftenstunden, det frugtesløse Jennyraab … Hvem der dog blot havde saa lange Øren, at de rakte helt derud! Hvor det vilde være morsomt at høre det! Naar hun bare nu stod der, hvor Veien ved Skovløberens Hus som en graa Traad løb ind i den rødlige Tykning. Et lille Punkt gled netop nu ud derfra — sagtens en Enspændervogn. Derved kom hun til at tænke paa sin Møllermand, som ogsaa kjørte saadan et eller andet Steds. Snik, Snak! Han maatte jo forlængst være i Byen — maaske havde han allerede Kongebrevet i Lommen.
Hun smilede stolt og rettede Blikket lige ud — en Kjende tilhøire — og saa endnu mer; aabenbart søgte hun noget Bestemt og noget Fjernt. Og ret som om hun ikke befandt sig høit nok i sin siddende Stilling til at kunne speide ud til dette Maal, reiste hun sig forsigtig. Med den ene Haand holdt hun sig fast ved Randen af Hattehullet, som hun maatte dukke helt ud af med Overkroppen for at faa Plads; og understøttet af Jørgen, der slyngede Armen om hendes Liv, stod hun nu opreist der paa Krøibjælken og skuede vidt ud over Landet, over det ensformige Øland, hvis uendelige Flade netop nu blev overskyllet af en gyldenrød Lysstrøm. Thi i dette Øieblik traadte Solen frem helt nede ved Horisonten og skjød sine Straaler opad, og det Graat i Graat vævede Taagedække opløste sig pludselig i guligrøde Skyer paa en sartblaa Himmelgrund, der overalt skinnede igjennem, alt som de hurtig drev forbi og under hinanden. Nede paa Sletten lyste nu de krydsende Rækker af nøgne Poppelkroner gult op og flød tilsidst sammen i eet eneste Krat, hvoraf hist og her en Gaardsgavl eller et undersætsigt Kirketaarn skinnede frem, medens de løvløse Bøgeskove dukkede purpurrøde op. Hendes Blik fortabte sig imidlertid ikke i dette Aftenbilledes skjønne Hele, men paa Jagt efter en eller anden Enkelthed flakkede det hid og did, og den prægtige Lyseffekt var hende kun velkommen som et Middel til at finde hvad hun søgte. Uden den havde hun neppe kunnet skjelne Kirken dér ved Siden af Møllen; og rigtig, — der var ogsaa begge Skovene, den ene ganske lav og med et enkelt stort Træ midt i! imellem dem kunde saa skarpt et Øie som Lises se nogle spredte Smaatræer — Birkene: derude var »Lyngen«. Hytten var ganske vist for lille til at det var muligt at faa Øie paa den — og Lise ønskede slet ikke at den skulde være anseligere. Ved omhyggelige Sammenligninger bestemte hun Beliggenheden: — lige der, hun kunde stikke en Naal derind. Ja, lavt og usselt var Fædrenehuset, og fjernt laa det. Hun havde tilbagelagt en lang Vei, og hun var steget høit var hun — Skyttelise! Og som En, der har en god Dagsreise bag sig, var hun træt, rigtig legemlig træt. En lad, eftergivende Træthed havde hobet sig op hos hende i Løbet af den sidste Uge og laa nu i alle hendes Lemmer. Men den var selsomt parret med en indre Uro, der foer som Løbeild gjennem Aarerne, eller gled som fugtig Feberkulde over Huden og ogsaa ofte steg hende til Hovedet og gjorde hende svimmel — især nu, da hun stod saa høit. Og Svimmelheden drog hende nedad — ikke i Afgrunden foran hende, men — langt hensynsfuldere — tilbage i Jørgens Arme.
Men da hun under denne Bevægelse dreiede Hovedet til Siden, faldt hendes Blik paa Veien, der førte fra Skoven til Møllen. Hun saae der igjen hint sorte Punkt, der nu var kommet betydelig nærmere og ganske rigtig viste sig at være en Enspændervogn — og over hendes iøvrig saa lyse Sindsstemning smuttede der en formløs Skygge af Ubehag, ja næsten af Angst — som det ofte hændes nervøse Personer ved Synet af et Insekt, der kryber henimod dem.
Men hendes Opmærksomhed blev hurtig afledet ved Jørgens Opførsel.
Denne brave Svend formaaede trods al romantisk Dannelse ikke at forbinde saa vidtrækkende og dybe Tanker med Udsigten som hans Hjertes Herskerinde, og han vilde have kjedet sig dygtig, hvis han ikke havde holdt sig til Staffagefiguren i Stedet for til Landskabsbilledet — og det i bogstavelig Forstand, thi han maatte blive ved at holde hende fast om Livet, for at hun ikke skulde faa Overbalance, og da der var saa kneben Plads, laa han paa Knæ klemt ind imellem hende og Hattehullets Straahvælving: — en ubekvem men for hans Sindsstemning dog ret behagelig Stilling, der mindede ham om Jomfru Mette og Hjalmar oppe i Taarnets Glughul paa Holmborg, hvorfra de saae den røde Ridder ride i Leding og ønskede, at han ikke for snart maatte vende tilbage.
Da nu denne Staffagefigur reves ud af Rammen og i Stedet for en Del af Billedet ret tilgavns blev et levende Hele i hans Arme, sprang han dristig fra Lillesølsbjælken ned paa Gulvet med hende, uden at bekymre sig om hendes Skrig og hendes Klage over at Kjolesømmen blev sværtet af Axlens Smørelse. Lige saa lidt tog han Hensyn til hendes Forlangende om at blive sat ned paa Gulvet, men staaende midt i det snevre Rum, mellem Axel, Hjul og Persebom vuggede han hende paa Armen og trykkede hende hjertelig til sit Bryst.
— Hvad gaar der dog af dig, dit Utyske! raabte Lise … Er det en Maade at behandle din Madmoder paa?
— Ja, det skulde jeg da mene det var, og det mener du ogsaa.
— Naa, saa du er ovenikjøbet uforskammet!
Hun ruskede i hans krusede Haar.
— Hvad giver du mig, naar jeg beviser dig det?
— Hug giver jeg dig i alle Tilfælde ..... Naa, hvordan da?
— Jo, jeg sagde en Gang til dig, at du behøvede ikke at være saa knibsk, for du var ikke Møllerkone endnu. Og saa lo du — saadan paa din egen Maade — rigtig underfundig lo du og svarede: netop derfor.
Lise lo overgivent:
— Dig skulde man da heller aldrig sige noget Fornuftigt til. Du husker det altfor godt.
— Det skulde du have betænkt før. Men du har ogsaa sagt mig meget Andet, rigtig Fornuftigt om naar du først var Møllerkone —
— Saa hold dog Mund!
— Nemlig, du har sagt — —
— Nei, nei! jeg vil ikke høre det! og hun stoppede begge Øren til.
— Vi skulde have det saa rart sammen, vi to, sagde du.
— Nei — dit Afskum, dit ækle Bæst! .... Naa, lad mig nu komme ned, du vil dog vel ikke bære mig ned ad Trappen?
— Hvorfor ikke?
— Nei, nei! hører du … Jeg bliver vred, rigtig for Alvor.
— Naa, endnu var det ikke Alvor?
— Vrøvl! … Hører du nu!
Han satte hende ned paa den anden Side af Persebommen, ikke uden at lade hende betale for sit Ophold paa hans Arm med et Par dygtige Kys.
— Naa, lad os saa gaa ned, sagde hun.
Hun havde ganske glemt, at hun jo havde besluttet at være deroppe, naar Hatten skulde dreies. Han huskede det nok, men havde slet ikke Lyst til at forlade hende.
Jørgen var kommen nogle Trin ned ad Trappen, da et Udraab af Lise fik ham til at vende sig om. Hendes Kjole var bleven hængende fast ved en Splint af Persebommen.
— Den fordømte Bjælke! mumlede hun.
Ved den Bevægelse, hvormed hun vendte og bøiede sig for at gjøre Kjolen løs, var der noget Ubestemmeligt, som gjorde Jørgens Beruselse til Drukkenskab. Han tumlede op ad Trappen — de styrtede begge paa det øverste Trin, og han slog sit Hoved mod Persebommen, saa det sortnede for ham, men blev ved at holde hende fast omslynget. Med de stift udstrakte Arme trængte hun ham tilbage og stirrede paa ham med et vildt og sky Blik.
Saa trak hun ham graadig til sig.
- ↑ ɔ: Axler til Kværnene og Spidsestenene.