Maanedskriftet Kiøbenhavns Skilderie, 1. årgang nr. 1
Maanedskriftet
[redigér]Kiøbenhavns Skilderie
[redigér]No. 1
November 1786
Alle store Byer, siger en vis Forfatter, ere det menneskelige Kiøns Skarnkister. Denne Lighed og Overeenstemmelse strekker sig ikke allene til vore, men og til de forbigangne Tiders store Stæder. Alexandrien, beskreven af Adrian og Lucian, har saa meget Lighed med vore Tiders store Stæder, at naar Navnet udslukkedes, skulde man troe, det var Paris, Kiøbenhavn eller en anden Stad, der blev beskrevet. Desuagtet har man givet et Skilderie af Paris, og hvorfor skal Kiøbenhavn mangle sit? Vel bestaaer Forskiellen ikke saa meget i Hovedtrekkene, som i Skyggerne og Skatteringerne; men derfor har man ikke Ret til at skielde Maleriet for stiaalet eller overflødigt. Den ublidere Himmelegn, den mindre Grad af Forfinelse, vore Selskaber, Sæder, Oplysning, og utallige andre Ting give Kiøbenhavn et saa forskielligt Udseende, at man ikke ved første Øiekast skulde troe, det lignede Paris saa meget som det vrikeligen giør. Lykkes det mig at give Skilderiet den Skygge, som de omtalte Ting fordre, vil det nok blive noget mørkt, men derfor og desto sandere. Skulde Publikum troe, at Skilderiet kunde fortiene dets Yndest, som man vist tør formode, da det endog vil komme til at forestille dets mest yndede og yndigste Skribentere; vil man have sig udbedet dets Bidrag til at forskaffe endeel fattige Folk Suul til det Brød, Nunorristerne vist vil skienke dem. Denne store Handling kan iverksettes ved at lade sig tegne hos Bogtrykker Holm for dette Maanedsskrift, der betales med 2 [Skilling] for et halvt Ark, og 4 [Skilling] for et heelt. For at forekomme Bebreidelser og vrange Fortolkninger være det engang for alle gange sagt: at man hverken binder sig til noget vist Antal Ark, Tid eller nogen anden Bestemmelse. Det skulde man troe var ærligere og redeligere, end love meget og holde lidet eller intet.
Megen Umage kunde det ikke koste at skrive, at Nationens mest yndede Skribentere leverte Bidrag til dette Maanedskrift; men da det kan være Publikum ligegyldigt enten een eller flere skrive, vil man end ikke paa den Maade tilsnyde sig Yndest. Den Konst, ved Tryglen at formaae Mænd til at skrive, bramme med deres Navne, og forlede Publikum til at betale Avner, som det selv maae rense for at bekomme de faa gode Korn, som findes der iblant, forudsetter en vis Grad af Uforskammenhed, som synes at være Genier egen. Skulde nogen finde sit Navn trykt blant Subskribenterne, som ikke har ladet sig tegne, er det ikke skeet for at følge andres Exempel; og skulde det hænde, at Budet paastod, at en eller anden havde ladet sig tegne, vilde man have den Godhed at afvise det. Ved anførte og andre Konster, hvorom i sin Tid skal gives Underretning, vil man ikke søge at forskaffe Maanedskriftet Yndest og Afsætning. Som sagt, for 2 [Skilling] sælges et halvt, og for 4 [Skilling] et heelt Ark. Finder Publikum ikke sin Regning ved at kiøbe, beholder det sin 2 [Skilling], og synes Skribenten ikke om at skrive, holder han op.
Fra min venstre Haand kan man og med det første vente et Blad, under Titel: Kiøbenhavn, hvorunder trykkes: af denne Tidende udgives ugentligen nogle Stykker, og naar dette Blad andensteds anmeldes, kaldet: Politisk og Statistisk Tidende. Heri binder jeg mig aldeles ikke til nogen vis Materie, eller antagen Tidsregning. Ugen f.Ex. gives 8 fulde Dage. Den Brug, jeg især agter at giøre af dette Blad, skal komme til at bestaae deri, at jeg efter Omstændighederne vil forlange Hielp, Understøttelse, Raad o.s.v. af Kiøbenhavns Skilderies Forfatter, og da skal han som en Mand opstaae, og slaae til Lyd med disse Ord: Jeg er offentligen opfordret til at tale hin eller denne Sag. Dette er Aarsagen, hvorfor jeg lader min venstre Haand skrive dette Blad.
Med Tiden skal jeg og sørge for, at mine Blade blive anpriste og udbasunede saa vel her ved en Maskine, som en duelig Konstner arbeider paa, og snart vil blive færdig med, som udenlands i den Hamborgske Journale og Gotaiske lærde Tidende.
Det ærede Publikum vil heraft kunne skiønne, at jeg er alvorlig betænkt paa at vinde dets Yndest. For endnu mere at forsikre mig den, skal jeg troeligen fortælle, naar jeg enten selv skriver eller ved andre lader skrive noget til min Berømmelse, hvad Hensigten var dermed, hvad der bevægede mig dertil, og Udfaldet, for derved efter ringe Evne at samle nogle Malerier til den store Konst, der lærer hvorlunde man uden Fortieneste kan blive berømt. Til Trøst og Husvalelse være det sagt, at jeg allerede er i Besiddelse af adskillige vigtige Bidrag til denne ædle Konst, som jeg dog for det første holder tilbage, indtil jeg ved anstillede Prøver og egen Erfaring har befundet, at de ere probate. Kiere Publikum! Lad ikke sligt et priseligt Foretagende staae i Stikken, til Skam for vore oplyste Tider. Du seer selv, det gielder meer din egen end Skribentens Fordeel. Beskue nu, om du saa synes, nogle af de Stykker, der samlede skal udgiøre Kiøbenhavns Skilderie, og lad din Yndest saaledes ynde mine svæggede Kræfter, at de kan forvinde deres Svæggelse, og ingen Svæggelsers Svæggelse oftere finde Sted.
Gader
[redigér]Kielderskure, Trapper, BordeStole, Bænker, Gryder, Potter og utallige andre Ting indtage paa mange Steder saa megen Plads af Fortogene, at man nødes til at troe, de ere anlagte ikke for Fodgængere, men for de omtalte Skramlerier. De hugne Steen have og paa mange Steder en saadan Helden mod Rendestenen, at det maae ansees for en Lykke, ikke at styrte deri. At Dragere med Bylter paa Hoved, Skuldre eller Arme tillades at betiene sig af Fortogene, er ikke allene til Lettelse for dem, men og nyttigt og lærerigt for Fodgængere, som derved vænnes til at vogte sig for Stød paa Legemet og Rifter paa Klæderne. Skulde en eller anden bekomme Stød, Rift, eller styrtes i Rendestenen, bør han tilskrive sin egen Ubehændighed det, og glæde sig ved, at han har lært at tage sig i Agt. Trillebørenes Knirken paa Fortogene giver en saa behagelig Lyd, at enhver gierne giver sine Skinnebeen til Pris, for ikke at berøve Øret en saa herlig Harmonie.
Gaderne selv ere, naar Veirliget paa nogen Maade tillader det, saa bløde, at den, der mest plages af Ligtorne, ikke har Aarsag til at klage, og skulde han hist og her blive siddende fast, istemme han en Sang til Renovationens Berømmelse. Den vil være ham ligesaa tienlig som det er den Forbittrede at tælle til Tive, førend han iverksetter Vredens Beslutning. Plakaterne paa Hiørnerne, der sige os at Gaderne ere feiede og rene, ere ofte selv ikke sikke for at besudles og overstænkes af det Dynd, som de bevidne ikke at være til. Den udkastede Uhumskhed, de stinkende Aadsler af Hunde, Katte, Rotter o.s.v. fylde Luften med en Damp, der indsues af Lungerne, til megen Fordeel for Libitina, i det mindste for hendes troe Tienere, Lægerne.
Tiggerie
[redigér]Resultatet af anstillede Prøver og Forsøg er oftest heel forskielligt fra det, man ventede; desuagtet paastaae Sagkyndige Mænd, at ethvert, endog mislykket Forsøg er oplysende. Jeg er ikke langt fra at tiltræde denne Mening. Ved Opmuntring til Vindskibelighed og Arbeidsomhed har man stræbt at hemme Tiggerie. Man befandt, at denne Kraft ikke var stærk nok til at frembringe den ønskte Virkning; man lagde Tvang dertil, og nu frembragte man, i Stedet for et plumt og ubehøvlet Fuskerie, en rar og sindrig Konst. Børnehuset er Høiskolen for denne Konstes Dyrkere. Her samles fra alle Stadens Hiørner en Mængde erfarne Tiggere, der meddele hinanden deres erhvervede Kundskaber og Erfaringer, og som det gaaer i andre Videnskabers-Selskaber, gaaer det og her: Manges forenede Bestræbelser og Arbeider i en og samme Ting bringer den til Modenhed og Fuldkommenhed. Tiggerne have paa denne Maade lært at give deres Stand en ligesaa grundet Fasthed og Varighed, som alle andre politiske Legemer. De have forenet sig, sammenskudt en Capital, oprettet et Compagnie, uddeelt Actier (store Mønstre smitte) og tigge nu med Klem og Eftertryk. Alle store og vigtige Expeditioner paatager Compagniet sig. Det udsender Factorer til de offentlige Pladser, der udrede mindre Skibe, som seile inden Skiers. Saaledes befarer en blind Mand Vingaardstrædet, og forhandle der Jesu Navn og Guds Velsignelse. Flere drægtige Lastdragere, en svanger Kone med et Par Børn ved Siden, en Kone, der i Frost og Kuld giver et Barn Die, i hvis Kølvand adskillige pialtede Glutter seile, krydse op og ned ved Canalen lige ind paa Slotspladsen, og sælge der Hulken, Graad og Nøgenhed med god Fordeel. Stedet, hvor Hovedcontoiret holdes og Hovedcassen forvares, holdes meget hemmeligt. Til Hovedcassen strømmer Gevinsten af alle Expeditioner, og af den udbetales Udbyttet. Deres Børs holdes undertiden paa Kongens Nytorv, undertiden andensteds. Ungt Mandskab til Skibene udsøges med megen Flid blant Lærlingerne i de forskiellige Skoler, der med megen Nidkierhed forestaaes af gamle Kierlinger, og holdes næsten i alle smaae Gader. Med Søerøverne, som dog ikkun til visse Tider løbe ud og giøre Farvandet usikkert, har man for Sikkerheds Skyld sluttet Alliance. Man har beregnet, at det er fordeelagtigere, aarligen at give Foræringer, end ideligen forstyrres i sin lovlige Handel og Seilads. Al denne Klogskab og Forsigtighed uagtet, opbringes dog nu og da en og anden; men ingen uden de, der have forsømt eller ikke bekymret sig om at anskaffe og bruge det priviligerede Flag.
Da dette Compagnie ingen anden frygtelig Fiende har, end tarvelig og nyttig Vindskibelighed, der aldrig boede eller kommer til at boe i store Stæder, staaer det ikke Fare for at spille Banquerot. Selskabets ved lang Erfaring lærte Forsigtighed og Klogskab havde desuden værnetfor enhver Ting, der kunde tilbringe det Undergang. Dets Direction er ikke saa stor og talrig, og dets Contoir- og andre Betiente ikke i saadan Mængde, at de, efterat have opædt det hele Compagnies Fond, nødes til at bringe Sagerne i Uorden og Forvirring, for paa den Maade at undgaae Tiltale og forskaffe sig Sikkerhed. Foruden at de selv frembringe deres raae Vare, have de i deres Skoler og især paa deres Høiskole lært at give dem en saadan Forædling, at de hyppigen søges. Enhver Skilling altsaa, som de faae ind, har intet med Coursen at giøre; thi de forskrive ikke deres Cargaisoner fra Fremmede. Deres Skibes Casque og Udredning til Søes koster saa lidet og forrettes saa vel, at man tydelighed seer, Nidkierhed for det Almindeliges Vel besieler hele Selskabet.
Statistisk Viisdom
[redigér]Høit oppe paa Ærens Tempels Spir blinke Ærekrandsene, Gratialer og Benaadninger, som hykkelsk Klynken, konstig Klage og Ahnestolte Navne ligesaa ufeilbarligen tiltrekke sig, som Tordenlederen Lynildstraalen.
Ikke Landets egen Mangel, ikke Gield til Fremmede have bragt Vexelcoursen til den Høide, der maatte føde Misundelse, naar Udlændingen ikke besad Ædelmodighed nok, til ikke at misunde os denne Høihed og dette Fortrin.
Naar Papirpengene have skudt Huud, isteden for hvide ere blevne blaae, vil den bortfløine Credit ligesaa vist og tilforladeligen vende tilbage, som Viben indfinder sig paa Engen, der fra hvid er bleven grøn, fordi Sneen bortsmeltede.
Store Ord og høitidelige Løfter om synkende, afbetalende, voxende, forstrekkende, udlaanende Fonds, forskaffe unegteligen en større og almindeligere Credit end rede Penge eller virkelig Gields Betaling, der var en Følge af planmessig varig Sparsomhed.
Den, der ikke kan begribe og fatte, at Crediten nedsænkes i Dyndet af det tunge Sølv og Guld, og hæves i Veiret paa dædaliske Vinger af det lette Papir, han klage ikke over Menneskers ublide Dom, men over Naturens Ublidhed, der negtede ham endog Evne til at begribe og fatte statistiske Sandheder.
Soleklare Sandheder
[redigér]Indsigter, Duelighed og Redelighed følge ligesaa troligen Anciennitet som Skyggen Legemet; Anciennitet har altsaa en ustridig Ret til de høieste Æresposter. Den Gud giver et Embed, siger Fader Rabener, den giver han og Forstand; den, der gives en Pension, gives Ret til et Embed, hvis Indkomster ere større; den altsaa, der gives en Pension, gives Forstand.
Ofte faaer, ofte seer, ofte fatter og indseer man mere i et Qvarteer, end i mange Aar. Rousseau tog sig paa en Reise, han giorde paa Apostlenes Viis, en kort Hvile under et Træe. Her saae og fattede han alle de Begreber, der have giort ham bekiendt og berømt. Hvo seer da ikke, at den rette Papas og Mecæns Yndest giver større Lærdom, Duelighed og Redelighed i et Qvarteer, end Tænkekraftens ivrigste Anspændelse og Brug under de lærdeste Mænd ved de bedste Akademier i mange Aar? Det koster ikke et lærvilligt Hoved saa megen Umag at erhverve grundige Kundskaber, som et tomt Hoved at bære sin Stands Dragt i ti eller flere Aar. Den Konst, at referere af Acterne, eller fortælle Resultatet af det, der foretages i Collegierne, er større end den at tænke, ja saa stor, saa ny, saa vigtig, at man derved kan fortiene en saadan Overflødighed af Credit, at man kan overlade Credit til andre.
Oplysning
[redigér]Skrivefrihed, som Republikker, uden at eie den, bramme af, som Aristokraterne fordømme og udrydde, faldt allene i det med Visdom bestyrede Monarkies Lod. At deb blev os heel og ubeskaaren til Deel, vil den ikke miskiende, der har Øine at see med, og har brugt dem til at giennemløbe vore Tiders Skrifter. Skrivefrihed og Oplysning staae i saa nøie Forbindelse med hinanden, at hvor hin findes, vil det ikke vare længe, førend denne lader sig see som en klar Soel, der udbreder Lys, Varme og Liv rundt om sig.
Skiønt Tiden har været for kort, til at den kunde slaae dybe Rødder; har den dog allerede frembragt en Stamme, leveret nogle Frugter, og skudt endeel ville Grene. Man seer heraf, at Stammen er frisk, Jorden god, og at den med Tiden vil give gode og moedne Frugter. Meninger, forskiellige fra de antagne, brændemerke ikke nogens Navn, eller berøve ham hans timelige Velfærd. Alle Secter leve her ligesaa uforstyrrede som nogensinde i hint gamle Rom. Mængden vil vel ansees for og kaldes Rettroende; men da deres Paastand sielden strekker sig videre, har ingen noget at frygte sig af dem uden den, der kunde faae i Sinde at negte dem Navnet.
Skrivefriheden synes endnu ikke at have havt nogen merkelig Indflydelse paa Videnskaber og Konster. Virkningen af den Umag, man giorde sig, at fortrænge Philosophien, for i dens Sted at ophielpe noget, man kaldte Philologie, føles endnu kiendeligen. Det saae derfor maadeligt, endog slet ud med Videnskaber og Konster, naar man ikke besad den Skiønsomhed, at nære og lønne en stor Skare af Folk, som selv kalde sig Genier, selv tiltroe sig Styrke at bedømme alle Videnskaber og Konster, fordi de have udfundet og antaget, at dertil udfordres intet andet, end at betitle sig selvi indbyrdes , med det megen Hæder givende Ord: Vor, som de heller aldrig forsømme at giøre Brug af ved alle forefaldende og af dem selv skabte Leiligheder. Med større Ret kundeman kalde dem Endramatister, Enthusiaster, Lessingister, Empneutister, Cothurnister, Sesqvipedalister, Præconister, Rusister, Rabichister. Endskiønt alle disse Navne ere af vor egen Opfindelse, hvis Værd man sielden slev miskiender, forekommer mig dog intet saa skiønt og passende som det, hvormed Hr. Professor Tode for længe siden har betitlet dem med, nemlig Caliglianer. Hr. Professoren har beviist, at den herlige Keiser Caligula er alle følsomme og skiønne Aanders Stamfader; selv giøre de Paastand paa at være og kaldes følsomme og skiønne Aander, og deres Idrætter vise, at de troligen følge hans Fodspor; der kan altsaa ingen Tvivl være om deres Nedstammelser fra ham, og at de fortiene at kaldes med hans Navn: Caligulianer.
Lette som ætheriske Væsener svæve og flagre de over Videnskabernes og Konsternes grændseløse Ocean, ligerviis som Svalerne, der efterat have nedslugt Myg og andre Insekter, vende tilbage med Nebbene fulde af Dynd til deres Reders Bygning.
Skulde nogen troe det Umagen værd at see et saadant Optog, han opreise et af Punshc rygende Alter, forsyne det med en rummelig, vel tillavet og fuld Punschebolle, sætte Stole deromkring, og saa raabe af fuld Hals: Ra-Ra-Ra! Han skal da i Øieblikket blive vaer en heel Skare, der med samme Begierlighed, som Rovfuglen søger Aadselet, og samme Glæde som Spurven om Foraaret hopper fra Green til anden, trænger sig til at tage Sæde. Naar alting er bragt i Orden, og Evan lader sig til Syne, seer man dem lidt efter lidt at hæve sig fra Jorden, og strax derpaa med Storkenes Flugt, at flyve om paa Vittigheds, Misundelses, Avinds, Løgns, Satyrens og ikke sielden paa den rene skiere Ondskabs Vinger. Endeligen ganske besielede af Evan, foretage de en nærværende eller fraværende Selskabsbroders Apoteosis, hvilken Act foretages paa Vers, og naar Lovsangen, som de Vanhellige ere uforskammede nok til at kalde en Drikkevise, er afsiunget og helliget den i levende Live Saliges Minde, stigede saa høit, at de blive borte for Tilskuerne i den ætheriske Dunstkreds.
Under adskillige Skikkelser og forskiellige Navne have de bemægtiget sig alle sorte Bret, hvorpaa Skrivter og Bøger opslaaes. Dette har bragt dem paa det ligesaa naragtige som dumme Indfald, at ville indføre et litterariskt Tyrannie. At det er deres fulde Alvor sees tydeligen deraf, at de ved alle Leiligheder beraaber sig paa en Domstoel, der skal være dem overdraget, og paa Domme, som de gierne vilde indbilde andre, at have lovlig Adkomst til at udstæde. Havde de gode Herrer eftertænkt, at Videnskabernes og Konsternes Republik er og maae efter sin Natur være saa fri, at den ikke, om den og vilde, staaer eller kan komme til at staae under anden end Publikums Domstoel, vilde de ikke have begyndt et ligesaa urimeligt som umueligt Foretagende, eller giort en Paastand, der røber ikke mindre dyb Uvidenhed end stolt Dumhed.
Ingen andre Skrivter og Bøger elske og opholde de sig ved, end saadanne, under hvis Læsning de kan synge og giøre Vers. De nyttige, der koste Hovedbrud, forbigaae de enten ganske med Taushed, eller yttre Tanker derom, der bære uudslettelige Præg af Overilelse, Ulyst og Ukyndighed.
I Critik ere de Bærseker, og det skylde de den Viisdom, der lærte dem, at Yndest, Had og alle Lidenskaber ere Critikers Grundvold. Der ligger Syn for Sagen, at den Forfatter, der ikke yndedes af dem, bestandigen lastedes, naar han udgav noget under sit eget Navn, men roesdes ligesaa bestandigen, naar han fra et andet Bogtrykkerie udgav noget uden Navn og ubekiendt. Det kan bevises, og skal, naar man forlanger det, offentligen blive beviist, at den Forfatter, de sige, skriver udansk, barbarisk, grovt, sluderagtigen, og som de derfor inderligen foragte, og ikke mindre hade, fordi han har taget sig den Frihed, at legge deres Nøgenhed og Usselhed for Dagen, finder deres Bifald, og hædres saa høiligen af dem, at ham endog indrømme det første og altsaa hæderfuldeste Sted i de Blade, som de under en Gudindes Navn, Styrelse og Beskyttelse udgive, naar han anonymisk tilsender dem noget.
Heroldkonsten forstaae og udøve de til Fuldkommenhed. Ideligen blæse og støde de i Skarmeien, hvis Lyd man lærer at kiende i Ammestuerne, desuagtet besidde de Dristighed nok til ideligen at giøre Forsøg paa at indbilde Publikum, at Rygtet har laant dem dets Basun. Deres Heroldembed forette de paa Plage, som alle see, ere Plage, og dog raabe de af fuld Hals, at de føres giennem Luften paa Pegasus. Alle disse Naragtigheder uagtet, skulde man gierne lade dem beholde dette Embed uforstyrrede, naar det ikke var at befrygte, at de kunde blive farlige og skadelige, ved, som begyndt, i Bryllups- og andre Vers at udspye deres skidne, nedrige og blasphemiske Vittigheder, der altid medføre noget mephitisk, og de saa meget hastigere forledes til, da de som andre Bier af Mangel paa vel lugtende Blomster og Urter, trekke af Tiere og Dynd, og derved letteligen isteden for Honning levere Divelsdræk.
I Statistik og Politik maae de gierne være Atlanter, som de udgive sig for at være; men naar de i denne Stilling vil indbilde Folk, at de ligesaa grant oversee Jordkloden, som Kierlingen Kuglen, hvormed hun i Skiødet maler Senop; maae og kan de ikke fortryde paa, at man tager til Piben. At der midt imellem deres Vuggeviser findes ting, hvis Udførelse hele Slægter og Provintser ivrigen vente paa, er ikke underligere, end at der af Larver blive Sommerfugle, eller at Bogormen giennemgnaver de dybsindigste Skrivter og vigtigste Sandheder. At Litteratur og Videnskaber saaledes mishandles, er beklageligt; men ynkeligt er det, at man ikke ved, at Længde til Søes er ligesaa nødvendig som Brede. Hverken dette, den synderlige Tone, hvori det berettes, eller den mystiske Skumlen, der hersker overalt, vidne om den klare Dag. Ideernes Association har en meget forunderlig Virkning.
Saa ubetydelige endog disse Krumspring maatte synes, og lidet værdige at opholde sig ved, indeholde de dog Forsætninger til en Slutning, hvis Sandhed da den viser os vore Forfatning, maae være os vigtig, denne nemlig: at vi see endnu ikkun Oplysnings Morgenrøde, eller med et andet Billede: Oplysning har i det høieste ikkun oplevet sin Ungdom hos os. Jeg slutter saaledes: Havde Mængden besiddet udforderlige Kundskaber og Indsigter til at indsee litterariske Arbeiders Værd, skulde det ikke have været mueligt, at de tilsigtede kunde have vundet Bifald eller Yndest. Beviset for, at der behøves Indsigter til at bedømme Videnskaber og Konster, forlanges ventelig ikke. At de tilsigtede Arbeider ere saa ufuldkomne, at de ikke fortiene Bifald eller Yndest, det er saa ofte og tydeligen lagt for Dagen, at det ikke behøver at gientages. Imidlertid skal dette Maanedskrivt undertiden, naar Leilighed gives, meddele flere Prøver derpaa. At de have vundet Yndest, kan man høre overalt, hvor man kommer. Man skulde altsaa troe, at den anstillede Betragtning ikke var overflødig, eller vil blive anseet for anstødelig, fordi der sagdes nogle Sandheder, der sigte til større Oplysnings Udbredelse; Vi ere alle, som nu leve, enten i vor Barndom, Ungdom, Manddom eller Alderdom. At vredes paa den, der siger os, i hvilken Alder vi ere, er ufornuftigt, og jeg skulde altsaa troe, at det ikke er fornuftigt, at fortørnes paa den, der søger at bestemme den Grad af Oplysning vi have opnaaet. Den, der ikke kan gaae, ham geraader det ikke til Skam, at han bliver staaende. Enhver, der har overveiet vor Forfatning, og beregnet Virkningen, den nødvendigen maatte have paa Videnskaber og Konster, ham vil det ikke falde underligt, at vi ikke ere videre; men dette bør ikke forlede os til at troe, at vi ere komne saa vidt som vi kan komme. Endnu sidder Indbildningen paa den Trone, hvorpaa Fornuften burde sidde. Den er det, der bestemte Minervas og endeel andre Skrivters Værd. Den overdrevne Yndest, man skienker dem, er Indbildningens og tildeels Overraskelsens Foster, som Fornuften ikke paa nogen Maade vedkiender sig. Udforsk og undersøg Aarsagen, og der skal ikke blive mindste Tvivl tilbage derom. Atter et Beviis paa det forhen sagde, at Oplysning allene begynder at frembryde blandt os. Den, der lader sig henrive, er ikke i Stand til at dømme, og han er ikkun lykkelig i de Øieblik, Indbildningen beruser ham.
Nil admirari, prope res est una, Numici, Solaque, quæ possit facere et servare beatum. Mitte igitus res, quas stilte miraris et optas.