Magazin for moersom Læsning
[3]
Det er en unægtelig Sandhed, at aldrig var den lærde Verden større end i vore Dage, aldrig frembragtes flere Skrifter, og endelig aldrig vandt Videnskaberne mindre, og aldrig var den lærde Verden mindre tient med Sværmen af Skrifter end i vore Dage. Ja vi kunde føie denne Sandhed til: At den største Deel, som ikke gider, eller kan læse, raaber stedse: Alt det der skrives nytter jo slet intet, ingen Staats-Styrer følger de sundeste Raad ham gives i Skrifter. Af denne Imodsigelse synes Aristocraternes Slutningsfølge at vinde megen Vægt, naar de [4] paastaae: Efterdi den lærde Verden ikke tient med de mange Skrifter, og disse ingen Nytte stifte, at det da var bedre at forbyde enhver Forfatter at lade trykke, inden at visse Collegier havde undersøgt, om hans Skrift kunde gavne den lærde Verden, eller Staten.
Hvorfore opholde Læserne med at giendrive denne Adels-Aandens hemmelige Anfald paa Tænkefriheden? Vi tør snarere love os vore tænkende Læseres Biefald, naar vi forsvare følgende Mening: At det er meget gavnligt for Menneskeligheden, at Almuen bliver Borgere i den lærde Fristat, og at dennes Borgere herefter ikke behøve videre for at faae Borgerskab, end at kunne videnskabeligen i alle deres Sysler bruge den sunde Fornuft. Heraf følger, at Videnskaberne maae arbeide for Almuen, søge deres Pauluner, baade i Haandværksstederne og i Academierne. Paa denne Maade betaler Videnskaberne den Gield de staae i til de arbeidende Stænder, der med deres Sveed forsikkrede dem Vellevnet og Rolighed, og den Fordom forjages, og Videnskaber kuns høre til Statens Pragt og udvortes Anseelse. [5] Denne almindelige Oplysning kan Videnskaberne ikke udbrede og stadfæste, uden ved Hielp af Skrive og Trykke-Frihed. En Deel af Præstestandens Vane-Tro, uphilosophiske Indsigter, heraf flydende blind Iver og Frygt for at tabe i Anseelse og Indkomster, samt i Udøvelsen af det arvede Samvittigheds Herredømme over afrettede Christne, skiule sig under Religionens Ære, Omhyggelighed for at fremme dennes Sag, naar Fornuftigtænkende bevise med uforkastelige Grunde, at hverken Luthers Catekismus, eller hvis det er, eller Præstestand, oplært som den nu er, kan og bør ene vaage over alle Stænders Opdragelse.
Naar hertil kommer Collegiers Ligegyldighed for Videnskabernes Fremme og ders Dyrkeres Hæder; Frygt at tabe Præstestandens Agtelse, saa affødes lettelig Forestillinger, mundtlige Aftalelser med Ministre, hvor de elendigste Skingrund have Gang og Sæde med Axiomata, hvorefter da den Lovgivende Magt bestemmer sig, og skrider til Foranstaltninger, der standse hele Folkeslags Oplysning og Forædling for mange Aar.
[6]
Det er alene ved Hielp af Trykke-Frihed, at slige Mørkhedens Krumninger kan komme for Lyset, og af den sunde Fornuft veies, rettes og forkastes. Langt fra at vi hermed meene, at Collegierne med Glæde lode trykke deres til Regieringen indgivne Forestillinger om Opdragelsens Forandring, for at faae dem ordnede, forbedrede efter almindelig Oplysnings Fordringer. Nei, sex eller flere Collegii Herrer indsee Tingene langt bedre, end flere Hundrede Fornuftige. Det er Collegial rigtigere at tusende tænker det, sex enkelte vil have, end at af hines Meeninger burde udledes det sande og nyttige. Ved Commisssioner, satte over Opdragelsen, kan det dog vel hænde, at Commissions Herrerne lade trykke deres Meeninger, og den sunde Fornuft faaerf da Lov til at forkaste eller biefalde det vedtagne. Opdragelsen kan ikke vente sig al Fuldkommenhed af den første Commission, men nu klog ved dennes Feiltrin kan vel Eftertiden foreslaae det sande. Tænkefriheden arbeider ikke alene for det nærværende, den bearbeider Jorden, saaer bestandig, overlader Efterslægten at høste.
Man bør, i at bedømme Skriveriets Nytte for Staten, stedse giøre Forskiel imellem [7] den borgerlige og lærde Staat, hin kan foragte Advarslerne, denne voxer, gaaer langsom frem, og tvinger dog omsider den Borgerlige at rette sig efter den. Bliver Menneskelighedens Friheds Tøihuus ikke færdig strax, saa kan det aldrig fortryde en Videnskabs Dyrker at han slæber Materialier sammen til dettes Opbyggelse. Paa dette vigtige Huus arbeider i hver Staat en stor Mængde uden at kiende hinanden. Ikke kan de Fornuftige og Oplyste i enhver Nation komme sammen for at aftale det nyttige, og hvad de til Statens Gavn vil stedse som det ene rigtige forsvare og see fremmet. Efter visse Staters Regierings Former, hvor Tingenes Form er Væsenet, vilde slig Sammenkomst kaldes Oprør. I Skrifter mødes disse Oplyste, enhver fremsætter sin Meening, og den rigtige finde Biefald. Der hersker paa denne Maade en hemmelig Eenighed og Forstaaelse imellem alle Oplyste i en Staat. Den opklarede Fornuft vinder daglig flere og flere Tilhængere, den vover at stride imod Vaner, Privilegier, ufornuftige Planer, udrydder Fordomme, ja selv sætter sig paa Folkeslagenes Troner, thi kuns denne kan være den evige Viisdoms Statholder og Billede paa Jorden. [8] Det er naturligt, at Aristocraterne enten i eller uden for Collegier maae hade Skrivefrihed og en friere Opdragelse, der ene værner om Tænkefriheden; thi ligesom de Oplystes Antal voxer i alle Stænder, beleer man alt mere og mere de fødte Stores Paastand, at deres Meening er ene rigtig og følgværdig, fordi det er deres.
Fornuftens Armee voxer daglig ved Hielp af Skrive- og Trykke-Frihed, den vinder i de fleste Skiermydsler, slaaer ofte Adels, Vaners og Hierarkiets smaae Troppe paa Flugten. Og man mærker i flere Stater at en Fiende kan mærkelig svækkes, om ikke just hans Hoved Armee paa engang slaaes. Denne er Taabernes Paastand, naar de sige, at Skriverie intet gavner Menneskeligheden, de kan ikke beregne, at Oplysning og Frihed haver Klogskab til Anfører, der stedse raader til at gaae langsomt, men sikkert. Hvor Oplysnings Armeen først rodfæster sig kan den sielden drives tilbage, den finder Magasin af alt det, den forlanger, i ædle fritænkende Borgeres Barm, der aldrig stod aaben for Aristocraterne og deres Finanz–Mørke og Oplysnings qvælende Idrætter. Vores kiære Fødeland haver over i Aartusende været jammerlig [9] trykket af stærke Indqvarteringer af Adelens og Hierarkiets Tropper. En Armee af 20000 Mand haver det ikke alene maattet fede og føde, men endog dertil under Trudsel af timelig og evig Velfærds Forliis, haver det lovet dem Lydighed. I de sidste 139 Aar ere forskiellige Skiermydsler gaaet lykkelig af. Nogle Stæder tør dog Tænkefriheden hos os nedsætte sig som Borger. Ja endog Aristokraternes tilbudne Freds-Forslage ere taalelige. De paastaae ikke mere at eie Bønderne, men at de som Borgere kan indgaae Contracter, kan arve i Roe, og kaste sig ind under Lovenes Beskyttelse imod sin Jord-Eier. Menneskene der skal med Creaturerne dyrke Jorden, have nu Lov til at være frie Pagtere. I Holsteen derimod er Aristokraternes Hoved-Armee samlet, den maae adspredes af sig selv, den oplyste Egennytte lærer dem, at Frihed giver sikkre og bedre Indtægter end Slaverie, og med dennes Fremme kommer uformærkt en bedre Opdragelse, og Armeen splitter sig ad af sig selv.
Hierarkiets Armee uden Hoved-Anfører, er uden Taktik, haver Magasiner i Mængde, synes hellere at ville døe i disse velfyldte, end at forsvare dem, uden med Anskrig om Pest, Op- [10] rør, Kietterie, Landeplager, hvor de kuns see Oplysnings og Friheds blide Følger.
Ingen Steder mane Præsterne Dievelen mere, ei heller læse over Sygdomme, fordrive dem hos Mennesker eller Qvæg ved at støbe Kirkeblye over dem, kuns sparsomt hist og her tiene de en Haandskilling ved at vise stiaalet igien. Og Fritænkere, i den blinde Rettroenheds-Sprog, eller fornuftige Christne findes der rundt om i alle Meenigheder, der lære at Troe og opklaret Fornuft ikke børe adskilles, ja som trætte Præsterne nok med at forlange forklaret de udenad lærte Gudstienstlig-dogmatiske Ord, hvis Udvikling tydelig og fattelig fordre langt bedre oplærdte Præster, end vore examinerende Universitet skiøtter om at frembringe. De tænkende Christne hænge ikke ved Præste Troe, de vil vide, hvorfore Troen skal begynde hvor Fornuften slipper. Præsterne derimod vil, at man ikke maae prøve hvorvidt Fornuftens Kræfter strække til at giøre Folk oplyste, og dydige, og naar disse første ere brugte, da som et stærkere Middel at bruge Troen.
Ofte nok bliver det Præsterne sagt, at de skulle overlægge, hvorfore de saavel betales af Staten. Om de kan svare til de Fordrin-[11] ger enhver Huusfader i deres Meenigheder haver til dem? Om de fordi de ere ordinerede, nyde Tiender, Offer o. s. v. eller om det er som Betaling for det Gode de stifte i det Moralske, at de oplyste og forbedre de unge Hierter, at deres egen Vandel er et Beviis paa, hvilke Dyder og Handlinger, opklaret Fornuft forenet med Religion kan frembringe? Vi kiende en stor Deel værdige Præster, der ere deres Menigheders Venner og Raadgivere, og som i Stilhed klage over, at de mistde Ære og Embede, om de vovede at indføre en mere tænkende Opdragelse, og begyndte med at lære Bønderne igiennem Naturhistorien at kiende Skaberen, og de Sysler, hvorved de skulle erhverve deres Udkomme. Slige Præster burde Skole-Commissionen udmærke, og tage dem i Beskyttelse imod de rettroende Bisper, og de Collegier, hvorpaa de have Indflydelse. Ingen anden Tieneste ønskede disse Præster, maatte dem bevises, ja intet andet behøvedes for at fremme den mere tænkende Opdragelses Sag, end at lade alle Bispernes Erklæringer for Catechismus Opdragelsen trykke. Magasinet tilbyder Plads. Den sunde Fornuft skulde snart udpille det ugrundede og Hierarkiske i disse Mænds Grunde for en Sag, hvorved deres Personlige Agtelse, der længe [12] var Kierkens og Troens Beskytter, gandske vilde tabe sig. For nærværende Tid fører jo endnu ofte Bispe Stolens Tiender, Magt over Præsterne og Skoleholderne al Agt med sig over paa Personen, der Collegialiter vælges til Bisp, hans egen Fortieneste kommer jo slet ikke i Betragtning.
Sært var det, skulde 13 Bisper, 2000 Sognepræster kunde blot med deres Uvillie hindre en bedre Opdragelse. Denne deres Uvillies Grund maatte de dog vel lade bedømme af Fornuften; vandt her Catechismus Seier, desto prægtigere blev dens Triumph, tabte den Slaget, maatte og vel den friste de Overvundnes Skiebne.
Det er ikke Tid længere at lade en Sag af den Vigtighed, som det Spørgsmaal om Præsternes Magt over Opdragelsen er, ene beroe paa Præsteskabets ensidede dom og Betænkning. Formedelst den Sammenhold, den Forstaaelse, der hersker imellem alle Oplyste i Europa, kan man jo benytte sig af alle Nationers Advarsler, og da overbevise sig om, at alle Stænder trænge i alle Stater til en mere philosophisk Opdragelse, end den Hierarkiet har skienket Menneskeligheden i 1600 Aar, der i sig selv stedse liig, har fra Alder til Alder afrettet Christne, som meget sielden vovede at [13] nytte Videnskabernes Lys, og endnu mindre i Børne–Opdragelsen at blande det med Religionen.
I Frankrigs Optoge finder den Tænkende noget meget lærerigt, der giør en tænkende Opdragelse alt mere og mere nødvendig. Her er jo Striden imellem Oplysning og Dumhed, imellem Frihed og Herske-Syge, imellem Menneskeligheden og dens Slave-Fogder. Heraf bliver Følgen vist en rolig, vindskibelig, frie, og mere oplyst Almue end før. Man skulde i Roe arbeide paa det, som disse igiennem saadanne græsselige Udbrud af Ulykker komme til. Vi kunne qvæle denne Ueenigheds Sæd ved at indføre en tænkende Opdragelse, og en oplyst Almue vil da let rette de Feil, der nedtrykke den.
Frankeriges Rolighed skal i dette Magasin, naar den indtreffer, blive bemærket. Man vil da vist see, naar Geistligheden er sadt hvor den bør staae, at man vil indføre en sand philosophisk Opdragelse.
Philosophisk Opdragelse og Læren, vil vel nogle Bisper og af Rettroenhed nedbøiede Præster skrige, er ikke andet end Religionens Ringeagtelse, den opblæste menneskelige Forstands Tant. Hvor denne Opdragelse hersker, der vil det vanartede Menneske blive salig ved [14] egne Kræfter, han vil intet vide af Christo, af Forsoningen, af den Hellig Aands Naade Virkninger etc.
O! kiere Geistlige, værer ikke saa ivrige, spild ei saa mange intet betydende Ord, naar de rives ud af deres Sammenhæng; betænke først at Eders Guds Sag er og Fornuftens Sag, tænker tilbage paa Eders Oprindelse og ikke paa den vældige og rige Stand, I nu udgiøre. Vandre for et Øieblik med Paulus i Haanden, forstaae hinanden kan I ikke, thi ingen haver ene lagt sig efter det platte jødiske Grædsk, sidder da ned ved hans Side paa Væver-Bænken, lærer af ham, at den Troe han udbredte, rettede sig efter den Oplysning, den Vinskibelighed der skaffede de Circler velstand og Udkomme, hvori han levede. Han vilde gierne at Tapet-Magerne i Tarsus skulde bringe bedre Tapeter til Rom end de fra Tyrus, han sagde ikke til Haandværkerne, Søefolkene, Kiøbmændene, med hvilke han levede: Indtil I have fyldt 15 Aar skal Eders Tid alene anvendes paa at lære uden ad Jerusalem Tempels Indretning, at kunne opramse det hele gamle Testamente, og de Prædikener jeg holder eller lader skrive; tvertimod ingen vilde han maatte æde, uden det han med sit Arbeide havde fortient. Ja den Vindskibe- [15] lighed Paulus prædiker for Thesalonikerne fordrede ikke liden videnskabelig Oplysning. Uden Smag i Arbeidets kunne dette ikke føres til de store Stæders Marked i det romerske Rige, at efterabe vel græske Mesterstykker lærdtes ikke i det gamle Testamente. Paulus selv giør Forskiel paa Religion og Oplysning. Han fordrede Troe af en oplyst Mand. De vare alle opdragne, oplærdte, som Paulus omgikkedes med. I Grunden have de hellige Skribentere ikke givet os deres Tanker om Børne-Opdragelse, uden alene om Sindelaugets Dannelse. Hvad enhver skulde lære passende til Tidernes Smag, kunde ikke foreskrives Menneske-Slægten, da Oplysning beroer for meget paa tilfældige Opdagelser, der saa meget udvide Menneskenes Videkreds, og hans Maade, derefter at nytte Naturens Producter. Paulus har i alle sine huuslige og offentlige Prædikener, og de første Christne efter ham, lidet havt med Menneskenes Oplæren at giøre, de overtalede alle til at være gode dydige Mennesker. Man lode de hedenske Skoler oplære dem, Her gik Tiden ikke bort med Catechismus. En Billedhugger havde meget andet at lære sine Discipler, de skulde kiende Historien, Poeterne, den menneskelige Bygning, inden at de kunde blive Billedhuggere. Mathematiken [15] maatte de være fortrolige med. Vilde saadanne Discipler, der kunde arbeide i et græsk Konst Værksted, være Isis Dyrkere, Jøder eller Christne kunde det være Mesteren det samme; men det var ikke ligegyldigt, at de fordærvede hans Arbeide, med skiødesløs og smagløs Arbeide, og derved berøvede hans Værksted dets Ære og Rygte. Endog da, i det andet og tredje Aarhundrede de Christne selv havde Skoler, vil man med Forundring erfare, at de ikke sielden vare det imodsatte til vore nærværende Skoler. Vel oplærdte man de Unge i Christendommen, men paa en tænkende og philosophisk Maade, og herom en egen Afhandling i dette Magasin. Det blinde Hierarkie have vi alene at takke for nærværende slette Opdragelse. Naar man da viser dennes afskyelige og paa Sæderne, samt almindelig Oplysning skadelige Indflydelse, vil det vist meget bidrage til, at man forander samme og ikke længere giver den en Vigtighed, som alene Overtroe og Dumhed kan billige.
Af disse Grandskninger, anstillede over de første Christnes Skoler kunde en Afhandling være Følgen, og Præsternes forgieves Arbeide paa Landet at danne sædelige og til Oplysning skikkede Meenigheder, vilde da og blive beskueligen fremsadt, helst naar man tillige viste, at den evige Dogmatiseren, Homiletiseren, [17] egennyttig Aarvaagenhed over Kaldets Indkomsters Forbedring, hverken forfine eller forbedre Bønderne. - Vi troe ikke andet, end at de jo maatte moere Læserne her i Magasinet at læse flere af Fædrelandets latinske og danske Skoler saaledes behandlede, som Nakskovs Skole i det første Bind skal unægtelig fremsættes, - vil det være meget gavnligt, at flere Tænkende bleve mere bekiendte med Skole-Væsenets forfaldne Tilstand i Dannemark, hvorom man i Almindelighed veed meget lidet. Magasinet vil prøve paa at afhielpe denne Trang. Af og til maa Magasin-Samleren hiemsøge Læsernes Taalmodighed med Recensioner over Opdragelses Skrifter, der stedse skal være saa beskedne og grundige, som Lyst til at gavne og Anstændighed fordrer. Udbedende sig derfore Undsætning hos Læserne, om man for denne Maade skulde blive ilde behandlet af Berlingianer, Minervianer etc. Ordene paa aner kan ikke andet end være behagelige i vore Ahne-Tider. Det var en meget lykkelig Hændelse, om Fyhrbøderne i Skole-Commissionen skulde torde vove at sige, hvorvidt Skole Commissionen kommer hver gang den samles; unægtelig vilde Landet være meget glad over at kunne erfare dens Fremgang, da flere Familier, i Foreening med Skolelærere kunde giøre adskil- [18] lige gode Indretninger og Forberedelser, til at imodtage en forbedret Opdragelse – Det Skridtviis pleier dog at være bedre end det meget Hovedkulds. Saaledes vilde det være meget gavnligt om, Læserne her i dette Magasin kunde læse Afhandlinger, der havde til Formaal at udrydde den uhyre Mængde Fordomme og Vildfarelser, der udmærke den herskende physiske Opdragelse, som ikke fortiener at kaldes andet, end enten forkielende Væsen, eller utidig, egensindig, lunefuld Adfærd. Dyrenes Physiologie og Sæder indeholde mangfoldig nyttige Raad og Advarseler til Fædre og Mødre, der arbeide paa i de første 12 Aar at give deres Børn en med deres Legemskræfter passende physisk Opdragelse, for paa denne Grundvold med Vished at kunde bygge forbedret Sædelighed. Endelig, skulde Skolelærere have billige Klager at føre imod Bisper, Skole-Inspecteurer eller Patroner, da skal deres beskedne Klager her i Magasinet finde Sted. Uagtet Magasinet ikke kan andet end henvise dem til Lands Lov og Ret, saa kan dog Fornuftige dømme, om man ikke burde mage det saa, at den Ringere kunde faae Ret imod den Mægtigere uden ved Rettergang saa underlig som den nu er. En Fortælning haves færdig, der viser at en god og lærd Skolelæ- [19] rer maae henvrie sin sidste Levetid i Pialter, fordi Cancelliet i hans Sag var af den Meening, at der var intet ved hans gode Sag at giøre. Man giennemlæse disse her giordte Løfter, og skulde nogen have Lyst at biedrage til disses Opfyldelse ved at være Magasinets Subskribent, da kan de melde sig hos Forlæggeren Bogtrykker Holm i store Fiolstrædet.
Vel er Magasinet ikke gandske fuldt, men man veed dog, hvor Forraadet er, og behøver ikke at skikke Opkiøbere ud paa Landet, for at fordyhre Vahrene.
Magasinet haaber nok at skulle kunne vedligeholde Læsernes Nyde-Lyst. - Det følelige Tab, der hidindtil haver været forbunden med Forlaget af Opdragelses Skrifter, kunde ikke andet end overtale kam som Forlægger at foretrække det mindre Tab for det større. Biefaldet, hvormed Indbydelses-Planen til Opdragelses Magasinet bliver optaget, bestemmer Magasin-Arbeiderne til at udgive deres Forraad, og ham til at være deres Forlægger.
Frimodigheden, hvormed dette Magasin skal udarbeides, kunde ikke mishage dem der vide, at Sandhed skyer den smigrende og pralende Tone. Hvo kaster sin Yndest paa en sledsk og skiden Trygler? Hvo venter sig Underviisning fra de Praleres Hænder, der daglig [20] ere beskieftigede med, at bygge Stilladser til de fødte Store? Fordommes Udrydelse, Sandheds Stadfæstelse? Dyders Udbredelse, og almindelig Oplysnings-Fremme, ere vigtigere Pligter at opfylde for Skribentere, der meene det vel med deres Fædreneland, end at vise feig Overbærenhed imod Mænd, som Hierarchiet kaldte hellige bisper, mod Collegier som de grumme Lehnstider oprettede midt inde i Dispotismens Mørke, ja imod love der sielden have sand philosophisk Kundskab om Naturen og Mennesket til Grund.
Her er Pligterne, Magasin-Samleren skal stræbe efter at kunde opfylde. Bogtrykkeren vil ei heller glemmer sin, naar Læserne ei glemme deres, at betale Arket med 2 sk. Trykpapiir og 4 sk. Skrivpapiir, og hvo det lyster at arbeide efter denne Plan, da at indsende til Forlæggeren Afhandlinger i Skole- og Opdragelses-Væsenet; blive de ikke brugte, skal Magasinet indeholde Grundene til deres Forkastelse. Kuns for femhundrede faste Subskribentere, kan Udsalget skee af Magasinet; for et mindre Antal begyndes ingen Trykning.