Maria. En Bog om Kærlighed/11
XI.
Maria er saa hvid og skær som nogen Pige i Verden. Hun dufter sødere end nogen Blomst. Hendes Aande er ren, hendes hele Person er uden Lyde. Fra yderst til inderst er hun lutter Velbehag. Hun hører til de Kvinder, som uden Skam tør træde frem for Naturens Domstol.
Hun tør endogsaa vise sine Fødder.
Digterne har mange Løgne paa deres Samvittighed. Men mest lyver de om deres Elskedes Fødder. Den gode poetiske Tone fordrer, at Digterne lovpriser Kvindens Fod. Dog i vore højhælede, kinesiske Dage er en uforkvaklet Kvindefod ligesaa sjælden som Poesiens blaa Blomst.
Det var med Mistro og Angst, jeg første Gang bivaanede Marias Afklædning. Jeg kender de smukkeste Kvinder, der aldrig, uden maaske i Ensomhed, affører sig deres Strømper. De er som Paafuglene og Havfruerne, der skamfulde skjuler deres nederste Del.
Da Maria ikke havde andet uvedkommende tilbage end sine hvide Strømper, satte hun sig paa Sengekanten, strakte Fødderne ud og sagde: Tag saa Strømperne af.
Da vidste jeg, at hun var uden Lyde. Og liggende foran hende kyssede jeg henrykt en Fod saa skøn, saa buttet og blød, som nogen Digter med Løgn og Omkostninger har skænket sin Elskede.