Maria. En Bog om Kærlighed/13
XIII.
Med mange Klæder, med faa Klæder, med ingen Klæder — altid er Maria dejlig.
Dog det er ikke det, der for mig gør hende bedre end alle andre Kvinder, hvoraf nogle sikkert besidder ligesaa stor ydre Skønhed. Nej, Hemmeligheden er, at Vorherre har skabt Maria specielt for mig, for min Smag og mit Behag. Det véd Maria ogsaa godt. Læg Mærke til hende, naar hun er sammen med andre. Der er en evig Uro og Hvileløshed over hende, hun er usikker og overdreven i sit Væsen, snart altfor munter, snart ganske tavs og aandsfraværende. Hun er som en Fugl i et fremmed Bur. Men i samme Nu hun træder indenfor min Dør, præges hun af et naturligt hjemligt Velbefindende. Hun hverken basker med Vingerne eller hænger med Næbbet. Hun føler, at her har hun hjemme. Her bliver hun først sig selv og giver sig hen i tryg Munterhed eller frimodig Bedrøvelse. Her er intet, der forvirrer hende. Fra den første Dag forstod hun, at jeg var den, hun tilhørte, og derom var der aldrig siden et Øjebliks Tvivl i hendes Sjæl.
Denne hendes ubetingede Sikkerhed paa at være min, men navnlig hendes ærlige Bekendelse heraf, hendes fuldkomne Mangel paa Evne og Lyst til at ville lade anderledes — det bandt umærkeligt, med tættere og tættere Baand, mit Hjærte til Maria.
Der er Kvinder, som tror bedst at vinde Mænd ved en Koketteriets Tagfatleg, hvor de snart lokker og snart bortstødende flygter, hvor de har alskens Vimseri for til Højre og Venstre, ladende som om der rundt om bredes Arme ud, parate til at gribe dem, og som om de selv ikke er klare over, hvilke Arme de skal foretrække. Til saadant tarveligt Spilfægteri holdt Maria sig for god. Og hun stod sig derved. Thi kun pjaltede Mænd gider springe den Narredans.
Maria elskede mig — intet videre. Hun var min akkurat saameget, jeg vilde have hende. Der kom den Dag, hvor jeg vilde have hende helt. Lykkens Dag for os begge.