Maria. En Bog om Kærlighed/18
XVIII.
Intet hos Maria var grimt, og alt, hvad hun foretog sig, var indenfor Skønhedslinjen. Hun var en Velbehagelighed for pirrelige Nerver. Hvor mærkværdig faa Kvinder, der forstaar at holde Skønheden i Agt. En vogter ikke paa sin Stemme, men lader den skingre som en Trompet; en anden forsømmer sin Gang og gaar med skæve Hæle i Støvlerne; En bider Negle, en anden klør sig med Hæklenaalen i Haaret.
Jeg kunde ikke leve en Maaned med en saadan Kvinde uden at gøre hende Fortræd. En Dame, jeg holdt meget af, dræbte en Dag et Insekt med sin Kaffeske. Ved Gud, jeg havde al min Selvbeherskelse behov for ikke at slaa hende i Ansigtet.
Med Maria var jeg tryg. Hun virkede paa mig som en stille Sommeraften, der samtidig dulmer og vækker. Harmonisk Fred gyder sig gennem Ens hele Væsen, alt synes lyst og let, Bekymringerne damper som flygtige Taager ud af Hjærnen, Mod og Forhaabning udvider Bryster. Naar Maria lagde sin varme Haand paa min Pande, strøg hun alt Mismod bort, og jeg saá Livet for mig skønheds- og fredfyldt som en stille Sommeraften.
Aldrig har hun faaet en Nerve i mig til at skrige af Smerte, Vrede eller Væmmelse. Som himmelsk Manna vederkvægede hun mig, som en Guds liflige Velsignelse sænkede hun sig over mig.
Ja, Maria, til den Grad var Du mig velbehagelig, at jeg fandt Dig fuldkommen dejlig, ikke Spor af mindre dejlig end ellers, hine Dage, da Du var saa ødelagt af Forkølelse, at Du næsten ikke turde vise Dig for mig.
Du var vist ikke saa pæn. Jeg saá det ikke. Jeg vidste kun, det var al jordisk Salighed at holde Dig i mine Arme og kysse Dig — den Gang som altid.
At jeg ikke den Gang forstod, hvor alvorligt det var fat med mig! Thi det siger jeg nu med modnere Erfaring: Den Mand, hvis Forelskelse holder Stand overfor Snue, hans Kærlighed er sikker nok.