Maria. En Bog om Kærlighed/2
II.
Jeg giver intet for den Ros, en Digter skænker den Kvinde, der er hans eneste Elskerinde. Han dømmer som en uvidende Bonde, og der er alle Sandsynligheder for, at hun ikke fortjener de smukke Ord, han til hendes Fordel bestjæler sit Sprog for. Hvis en Mand kun kendte én Farve og han sagde: Denne Farve, den blaa eller den røde eller den gule, er den ypperste af alle Farver, vilde han ganske vist ikke dømme som den blinde, men derimod som den meget lidet seende. Og havde jeg en Elskerinde, der slog sig til Taals, naar jeg sagde: Du er min første og eneste, Du er den bedste i Verden — da vilde jeg med Foragt støde hende bort. Var hun sikker paa sit Værd, satte hun Pris paa min Tilbedelse, vilde hun sige: Tag Dig ti, tag Dig tyve andre Elskerinder, vælg blandt dem, hvem Mænd mest efterstræber, og hvis Du, efter at have ejet dem, endnu kalder mig den bedste i Verden, da vil jeg være stolt og lykkelig.
Naar jeg siger til Maria: Du er dejligere end alle andre — tør hendes Hjærte banke i stolt Lykke. Thi jeg blev hende ikke tro, før jeg vidste, jeg talte sandt.