Maria. En Bog om Kærlighed/29
XXIX.
Jeg sidder ved mit Vindue og ser ud i den hvide Aften. Den første Frostsne er falden. Der ligger Sne paa de gamle Huses spidse Gavle, Broen, som fører over Kanalens sorte Vand, er hvid, og Skibene i Havnen ser fantastiske ud med deres tykke Bomuldsmaster og det rimkrystalliserede Tovværk, der gnistrer i Millioner Lysprikker.
En højtidelig Stilhed hersker paa Gaden, ikke et Menneske at opdage. Men i de gamle Huse med de hvide spidse Gavle er alle Vinduer oplyste. For nogle af Vinduerne dæmpes Lyset blødt af Gardiner, mest røde, gennem andre ser jeg lige ind i Stuerne, ser hist en Familje samlet om Aftensbordet, her en ung Dame ved Klaveret.
Jeg sidder med Haand under Kind og lader Tankerne drive paa Maa og Faa, ved ikke, hvad jeg tænker paa, men føler en Længsel i mit Hjærte, der hamrer i urolig Takt, hamrer, saa jeg hører Pulsslagene oppe i Tindingen.
Da begynder en Harmonika at spille. Musiken kommer fra et af Skibene. Jeg skimter en mørk Skikkelse paa et hvidt Dæk, en Skikkelse, der siddende bøjer sig forover og bevæger Armene langsomt frem og tilbage.
De første Toner er skærende falske, men efterhaanden gaar det bedre. En Harmonika lyder kun godt ude fra Vandet, med høj Luft og Himmel udenom, med dyb Stilhed i Naturen. Intet Instrument tolker da saa trofast det ensomme Hjærtes enfoldige Suk — efter det fjærne Hjem, efter Fader og Moder, efter den elskede Pige. Harmonikaen skal føres af brave, barkede Hænder. Den rummer ikke kunstfærdigere Poesi end en Sømands Bryst, som vides ud og ind af de enkleste Smerter og Glæder.
Musiken bæres skælvende gennem den stille Aften. Den klager saa aabenhjærtigt som et Barn. Enhver maa kunne forstaa, hvad Nød er paa Færde. Jeg hører Melodien som en Sang med de simpleste Ord:
»Jeg sidder i et fremmed Land, hvor de taler et Sprog, jeg ikke forstaar. Jeg har været inde i den store By, mellem mange travle Mennesker, som ikke bryder sig om mig. Jeg kender ikke det Sted, jeg kunde gaa hen og føle mig hjemme. Saa gik jeg paa Værtshuset med de andre. Der var fuldt op af Piger, som lo til mig og gærne vilde have fat i mig, fordi jeg havde Penge paa Lommen og var stor og stærk. De drak med mig, og En af dem satte sig paa mit Skød og kaldte mig sin søde Ven. Og jeg blev fuld og gik med hende, og hun tog mine Penge, men gav mig ingen Glæde. Der er kun Én i Verden, som gør mig glad, og hun er mange, mange Mile borte. Jeg sveg min kære Pige, og jeg kommer fattig hjem til hende. Jeg er mellem fremmede Mennesker, som ikke bryder sig om mig, og jeg græder, fordi min kære Pige er langt borte og maaske har taget sig en anden Elsker, mens jeg sveg hende.«
Nej, jeg vil ikke høre paa den dumme Musik. Hvad kommer den Sømand og hans Begrædelighed mig ved? Lad ham græde paa sin Harmonika, men lad dog mig være fritaget for at sætte hans Lirumlarum i Ord. Jeg føler ingen Trang til at sørge ... Jeg har endnu min Pung og mit Hjærte i Behold, og Kvinderne tager ikke mere af dem, end jeg selv vil give dem.
Jeg gik ud paa Torvet, hvor Pigerne drejer rundt om en gammel stivbenet Statue som Karusselheste i elektrisk Lys. Jeg valgte den smukkeste og tog hende med. Hun var god og skikkelig, ivrig for at tjene mig og taknemmelig over at være i en pæn lun Stue hos en Herre, der talte høfligt til hende.
Men hun gav mig ingen Glæde, og mens hun kælent lænede sig op til mig og bad mig sige, at jeg holdt lidt af hende, græd mit Hjærte, fordi ... fordi jeg havde været barnagtig og lyttet til en Sømand, der spillede paa Harmonika.