Maria. En Bog om Kærlighed/44
XLIV.
Min Skat var i min Haand.
Jeg kommer en Aften silde forbi en stor Restaurant. Første Sal er straalende oplyst og fra de aabenstaaende Vinduer lyder Dansemusik.
Pludselig husker jeg, at Maria var buden til Bal den Aften og at Ballet skulde staa netop her. Altsaa danser hun deroppe, danser med Fabrikanten, der sagtens kroer sig, for at Enhver kan se, at Maria er hans.
Men vogt Dig, min gode Bejler, nu kommer Hævnen, fordi Du vover at bestride min Suverænitet over Maria.
Jeg gaar ind i Kaféen, forlanger Blæk og Papir og skriver: »Jeg vil ikke have, at Du længer er sammen med ham. Bliv syg og kom til mig, der er syg af Længsel og Lyst. Hvis Du elsker mig, kommer Du.«
En Tjener lover for gode Ord og Betaling sikkert og ubemærket at bringe Billetten i Marias Haand. Og jeg gaar hjem.
Jeg bereder Stuen festligt. Der er ingen Uro i mig: jeg véd, hun kan ikke svigte. Og knap har jeg endt mine Forberedelser, før en Vogn ruller op for Porten og jeg ser — fra Vinduet — en hvidklædt Dame stige ud.
Hun staar i min Stue, med bølgende Barm og Haanden presset mod det højt bankende Hjærte. Et Drømmesyn saa skønt. En skumklædt Nymfe. Som Skum, blød, tæt og dog saa flygtig, den hvide Kjole, Lag paa Lag af det spindelvævtyndeste Hvide, et Stof saa luftigt, saa æterisk, som kunde det dunste bort ved Berøring. Ja, et Drømmesyn. Og Maria føler sig selv som i en Drøm, ser sig forundret smilende om og siger, hun ikke fatter, at hun virkeligt er her; ikke fatter, hvordan hun slap bort fra Ballet og Bejleren; kun véd, at hun fik mit Brev og at hun maatte afsted ...
Men da Vognen atter har bortført Maria, aabner jeg Vinduet og indaander den koldt rislende Natteluft. Alle Stjærner er tændte paa den høje Himmel. Og i kongeligt Overmod ler jeg op til den himmelske Balsal: Om Maria dansede blandt Englene, jeg tvang hende til mig paa mit Bud.