Maria. En Bog om Kærlighed/47
XLVII.
Selv sætter jeg nu Moralens Glar for
mine Øjne og vender dem mod Marias Bejler.
Han var en Hædersmand, jeg ser det. Og saá jeg end det modsatte, jeg sagde det ikke. Thi jeg har gjort mig det til en Pligt at tale godt om ham.
Han var da en Hædersmand, og jeg priser ham, at hans Hensigter med Maria var agtværdige. Dog det manglede blot, at de ikke havde været det.
Jeg giver ham alle Fortrin — uden ét: han var ingen Mand.
Og mit Bevis?
Han klamrede sig til en Pige, der ikke elskede ham. Men maaske løj hun for ham? Hvem anden kender de Ord, der er faldne mellem de to? Jeg ikke. Men jeg véd, at enhver Forelsket skælner løjede Kærlighedsord fra sande saa let som en Diamanthandler ægte Stene fra uægte. Kærligheden vejer finere Vægt end nogen Vægtskaal. Den vejer ikke et Bogstav, ikke en Tøddel forkert.
Marias Bejler vidste, at hun ikke elskede ham, saasandt som han elskede hende. Alligevel lod han hende ikke gaa. Han vilde nøjes blot med Smulerne fra hendes Hjærtes Bord.
Men den Mand, der »nøjes«, er ingen Mand. Maria er sikkert den atraaværdigste Kvinde i Verden, og jeg elsker hende. Men vidste jeg, at hun kendte eller drømte nogen højere Lykke end at være min, jeg vilde ikke eje hende. Og hellere bed jeg min Tunge af, end jeg tiggede hende om Kærlighed. Man samler Brød i Tiggerposer, ikke Kærlighed. Man betler sig til Embeder, Titler, Gunst og Gave, ikke til Kærlighed.
Den Mand, som faar en tilbetlet Kone i sin Seng, han sætte sig ligesaa gærne straks ud paa Taget som Vejrhane. Thi han har ikke anden Opgave i sit Ægteskab end at vise Vinden for Elskerne.