Maria. En Bog om Kærlighed/64
LXIV.
Ja, kimer, alle Klokker! Jubler, alle Engle! En Sjæl er frelst.
Det var en saare forhærdet Sjæl, en Sjæl, der boltrede sig i Synd og kendte Anger end ikke af Navn.
Kimer af fuldt Bryst, Klokker! Jubler omkap, Engle! Det er en meget stor Synder, som frelst bæres hid.
Hvo var det, som frelste ham? Hvo er det, som bærer ham?
En skrøbelig Kvinde, ej uden Brøde og Brøst, men stærk ved sin Tro. Hendes Tro bevarede hende selv og frelste omsider ham. Kimer! Jubler! Nu kommer hun med ham!
Hvi kommer han ikke alene? Hvi maa han bæres?
End er han svag, end vakler hans Fod. Men, baaren af hendes stærke Tro, vil han naa hid.
Ak nej! Nu daler han! Hun mægter ej at bære ham længer.
Lad Frydetonerne klinge, den svage Kvinde til Styrkelse. Og jubler ham, til Oplivelse, den Elskedes Navn i Møde.
Hvad hedder hun, den fromme Kvinde?
Maria er hendes høje Navn. Kimer det ud, synger det ud.
Se, han løfter sit Hoved. Hans Vilje faar Kraft. Nu stiger de, Haand i Haand. Men tys! Han taler. Hvad siger den frelste Sjæl? Stille, Klokker, stille Engle. Lytter til de Ord, han sender ned over den syndefulde Jord.
Han nævner Marias Navn.
Deri gør han Ret. Men han taler fremdeles. Hørte I det? Lovsynger, Engle, kimer i Sky, Klokker. Han udtalte Forløsningens Ord:
Gennem de Mange til Én!