Matadora/1/1
FØRSTE DEL
KAPITEL 1.
en unge Maler Hugo Hjort, der paa det Anckerske Legat foretog sin første Studierejse i Udlandet, blev glad overrasket, da han sprang ud af Jernbanekupeen paa San Sebastians Station.
Han havde ikke tænkt sig, at den lille Rejse fra Bayonne ind over Spaniens Grænse saa hurtigt skulde faa hele Panoramaet til at skifte Karakter. Men endnu mindre havde han haabet paa strax at staa overfor et ægte spansk Sceneri i hele dets brogede Karnevalspragt. Og saa blev det første Indtryk, han modtog, dette:
Der blev lukket op for en første Klasses Kupé, hvis Silkegardiner havde været tæt trukket for, medens man i stadig Vexlen havde fordybet sig i smaa Tunnelers sorte Nat og atter var faret ud i Solens knaldende Dagslys.
Ud af Kupeen traadte nu en Dame. Hun var ikke høj, men hun syntes at være det paa Grund af Bygningens smidige Slankhed og Dragtens særlige Snit.
Hun var iført en stramtsiddende, ved Midien indsyet Robe af fint, staalgraat Klæde, over hvilket der laa en gnistrende Glans som en Silkefernis. I Brystet var et Par Knapper aabnede, og en stor Buket dybfarvede Valmuer syntes at kaste rødlig Reflex op over det smalle, regelmæssige Ansigt med den matte Teint og de spillende, mandelformede Øjne. Næsen var energisk og stærkt bøjet, maaske en lille Kende for stor til de øvrige Træk, men det mærkedes ikke paa Grund af den mægtige Skygge paa den store, graa Filthat, der sad højt og skraat paa det gnistrende sorte Haar.
Denne Hat, hvis skylette Silkeslør idet skarpe Sollys kun saa' ud som en Taage, gav Skikkelsen et vist kækt, næsten udfordrende Præg. Og dette stemmede godt med de smaa, diskrete Regnbuelyn, der af og til i et kort Nu gnistrede frem mellem Hattens Strudsfjer, eller under de tynde, gennemstukne Silkehalvhandsker. En lille Dolk, hvis Hefte var besat med Rubiner, og som var stukket ind i det brede, graa Læderbælte, var som et yderligere Symbol paa, at denne Kvinde ikke appellerede til Mænds Beskyttelse.
Mænds Hyldest var hende derimod neppe imod, og blev sikkert ogsaa ydet hende i rigeligt Maal. I hvert Fald skete det i dette Øjeblik paa den mest udsøgte og demonstrative Maade.
Damen, hvis Kjoles Nederdel var temmelig kort og fodfri, havde netop stukket sin lille, elegante Fod med de graa Knappestøvler ned over Trinet, da en Mand sprang frem, og, idet han bøjede Knæ, kyssede hendes Haand. Damen smilede og traadte helt ned paa Perronen. Hun stod nu med løftet Hoved og en Dronnings Holdning, medens en tynd, graa Støvfrakke af Silke faldt bagud over hendes Skuldre som en let Kaabe.
Manden, der havde ligget i den knælende Stilling, rejste sig, og under en dyb Kompliment sagde han med et vist teatralsk Foredrag:
Skønne Donna Lola, vor Stolthed, vort Smykke, vor duftende Blomst, vor højt beundrede Dame og Dronning, vær velkommen iblandt os iaar som i tidligere Aar, modtag vort Hus og lad det være Dit saa længe som Du vil gøre Dine Slaver den Ære at færdes iblandt dem som deres ophøjede Herskerinde.
Derefter slog den Talende op med Haanden som Tegn til en halv Snes glatbarberede Mænd, der ligesom han selv bar Toreadorernes klædelige Dragt: Stramme Benklæder, kort aaben Jakke, stivede Skjortebryster, lange, smalle kulørte Slips og i Dagens højtidelige Anledning: den røde Faja, Livbæltet, der snører Taillen ind trods noget Korset.
Medens store, graa Hatte blev svungne i Luften, lød fra de glatbarberede Munde som Hilsen tre gravhøjlidelige spanske Hurraer.
Idet Kvadrillens Fører derefter ceremonielt bød Damen Armen, førte han hende gennem Trængselen, der havde dannet sig, ud til en Række ventende Karether.
Hugo Hjorth havde under dette Optrin staaet i Skyggen inde under Perronens Tag. Han havde faaet Skitsebogen frem og gjort et lille Rids over Situationen. I det samme mærkede han et Hoved over sine Skuldre og et muntert Udbrud paa Dansk:
— Naa, er Du allerede i Arbejde. Jeg havde nær ikke funden Dig i Mængden.
— Goddag Niels, Goddag! udbrød Hugo Hjorth glad, idet han trykkede den fremstrakte Haand. Tak, fordi Du er saa venlig at komme og hente mig. Men sig mig, er der altid saadan et Postyr her?
— Nej, Du er kommen i et heldigt Øjeblik, min Ven. Det er Tyrefægterne, der henter deres udkaarne Dame Lola Montero. Hun er en bekendt Stjerne i Madrid og en af de mest begejstrede Aficionados!
— Aficionados? gentog Hugo Hjort med et næsten forskrækket Udtryk i Ansigtet.
— Ja, sagde den Anden og lo. Man vænner sig hurtigt her til at udtrykke sig teknisk. Aficionados er Fællesbetegnelsen for alle dem, der sværmer for Tyrefægtning som Spaniens gamle, nationale Sport, og som i den ser Midlet til Nationens Hærdelse og dens Bevarelse af de chevalereske Egenskaber. Lola Montero tilbringer hver Sommer en Maaned sammen med Tyrefægterne, der hylder hende som en Dronning. Og det gør Folket ogsaa. Se blot!
De to Venner var kommen ud paa Banegaardstrappen og saa nu, hvorledes Vogntoget rullede afsted under Mængdens Jubel og Blomsterregn, medens Tyrefægteren, der sad i den forreste Kareth sammen med Damen, kastede Sølvmøntstykker i Grams til højre og venstre.
— Det er en rigtig Matador? sagde Hugo Hjort og lo.
— Ja, netop Matador, svarede hans Ledsager. Det er Spaniens berømteste Espada, dens første Klinge, den mest populære Mand i Hans katolske Majestæts Kongerige, Matadoren Bombatini.