Matadora/1/11
XI. KAPITEL.
edens Komponisten laa og havde søde Drømme i sin bløde Seng, der næsten var lige saa bred som den var lang, sad Maleren ved det aabne Vindu og saa ud over Havet.
Det var ham umuligt at sove. Han satte sig hen ved Vinduet og stirrede ud i Natten. Himlen var mørk og overtrukken, og langt borte hørte man Havet i lange Suk suge ind i Bugten gennem den smalle Aabning, der næsten helt spærres af den lille maleriske Klippeø Santa Clara.
Et Lyn flængede Nattens sorte Dække, Tordenen rullede mange Gange gentaget mellem Klipperne, og Regnen faldt som et Lag ned over den tørre Jord, der først sugede den i sig, og derefter, mæt af Vrede, sendte den fra sig i Strømme, hvis rislende Lyd blandede sig med Plasket som smaa nynnende Melodier i alle Tonarter.
I Huset hørte man Døre aabnes og lukkes, hørte Trin paa Gangene og saa Lys glimte, medens Tordenens knaldende Brag fulgte umiddelbart ovenpaa de skarpe, blaa Glimt.
Hugo Hjorth vedblev at sidde ubevægelig, medens han stirrede paa Uvejret, hvis Rasen befriede hans Nerver for et Tryk, som han havde følt hele Dagen. Han kom i en saa ejendommelig tryg, behagelig Stemning, medens han sad der inden Døre og af og til hørte Skrig fra Folk, der prøvede paa at klare sig frem i det forfærdelige Vejr.
Men hver Gang Lynet svang sin Kæmpefakkel over Himlen, forekom det ham, at Lynet faldt paa et Ansigt, der et Øjeblik straalede for derefter atter at forsvinde i Mørket.
Ansigtet var Matadoras, og det var dog ikke hendes. Det var et idealiseret Kvindehoved, men dog med den smukke Spanierindes Træk. Han saa det saa tydeligt Gang paa Gang, at det næsten forekom ham, som om det var en Model, der stod for ham.
Pludselig fik han en Idé. Han rejste sig hurtigt, tændte Lampen og aabnede sin Kasse med Malerrekvisitterne. Saa greb han et Stykke Karton og henkastede med en af Feberhast ført Haand en let Skitse. Derefter begyndte han at gaa febrilsk op og ned ad Gulvet. Af og til kastede han sig halvt afklædt paa Sengen og sov en halv Times Tid, for saa atter at vaagne og begynde paa sin Vandring.
Uvejret derude var hørt op. Det havde raset voldsomt, men kort, som det er Regel i Syden. Nu stod Solen op. En duftende, sød Aroma steg op til ham fra Træer og Blomster dernede, der aandede ud efter Nattens forfriskende Bad.
Hugo Hjorth skyndte sig ud. Endnu var alle Butiker lukkede; kun henne ved Hallerne var man ifærd med at opstille alle de dejlige friske Grøntsager med de pragtfulde, stærke Naturfarver. Hugo Hjorth standsede og beundrede den Poesi, som kan være i en saadan tilfældig Bunke af ildrøde Tomater, grøn-hvide Kaalhoveder og dunkle Druer.
Endelig begyndte Butikerne at lukke op, og søvndrukne Kommiser rullede Jernskodderne i Vejret.
Det var dette Øjeblik, Hugo Hjorth havde ventet paa.
Han skyndte sig ind i en Farvehandel, som han havde kigget ud, og blev glad ved at finde de fineste Varer. I San Sebastian har man overalt fine Varer, thi der er fine Folk nok, som vil betale dem. Han købte en Samling ypperlige franske Pastelfarver og skyndte sig hjem med dem i en Hast, som havde han stjaalet dem.
Da Komponisten et Par Timer senere bankede paa Døren for som sædvanlig at hilse Godmorgen paa sin Rejsekammerat og aftale Dagens Program, var Døren lukket og laaset. Indefra lød Hugo Hjorths Stemme:
— Lad være at forstyrre mig, og bed Senora Carmen om, at jeg maa faa min Mad ind paa mit Værelse.
— Du er da ikke syg!
— Snak! Jeg arbejder!
Det var en Besked, Castella som Kunstner forstod. Han gik, idet han uvilkaarlig listede sig paa Taaspidserne, som var han i et Sygeværelse, hvis Patient ikke maatte forstyrres.
Egentlig var han ganske glad over at skulle spise alene med Senora Carmen. Han syntes ikke, han havde faaet talt rigtig med hende siden Vennens Ankomst.
Hugo Hjorth holdt sig indelukket i to Dage, hele Mandagen og hele Tirsdagen, og den dejlige Mad kom næsten urørt tilbage, saa at Senora Carmen rystede betænkelig og misbilligende paa Hovedet. Men Vinflasken var hver Gang tømt.
— Farver gi'er Tørst! sagde Komponisten ligesom undskyldende, og Senora Carmen sendte ham til Gengæld et lille tilgivende Nik, der skulde betyde:
— Det forstaar jeg saa godt.
Onsdag Morgen, medens Komponisten endnu laa og drejede rundt som en Uhrviser i den mægtige Seng, gik Døren op uden Banken og Hugo Hjorth traadte ind.
— Kom nu i Klæderne og ind til mig.
Castella var strax oppe, og i Slobrok og Tøfler skyndte han sig ind til Vennen.
Han blev staaende betaget med aaben Mund, da han saa Portrætet paa Staffeliet, over hvilket det dejlige Morgenlys faldt fint og blødt.
— Det er jo storartet! Det er jo storartet! vedblev han at gentage med sit Yndlingsudtryk. Det er det bedste, Du nogensinde har malet. Det vil vække Sensation hjemme.
— Det Billede kommer ikke med hjem.
— Du vil sælge det her. Det har Du ogsaa Ret i. Bombatini giver Dig gerne en Formue for det.
Komponisten var ude af Døren uden at høre Vennens Svar. Han kom et Øjeblik senere trækkende med den halvt modstridende Senora Carmen, der slog Hænderne sammen i Henrykkelse, da hun saa Billedet:
— Det er dejligt! Men saa køn er hun da heller ikke. Men Gud, hvor er det dejligt!
— Hvor er det, Matadoren boer? spurgte Hugo Hjorth. Faa det at vide af Senora Carmen, Niels, og skaf mig en Vogn, medens jeg pakker Billedet ind.
En halv Time senere rullede Hugo Hjorth afsted med Portrætet, som han havde sat ind i en Ramme, af hvilken han havde taget et andet Billede ud.
— Han faar en Formue for det Portræt! udbrød Komponisten begejstret til Senora Carmen. Og de to kære Mennesker blev saa glade ved den Tanke, at de uvilkaarlig kyssede hinanden uden at tænke derover.