Matadora/1/13
XIII. KAPITEL.
arquis de Plane holdt udenfor Matadorens Palais præcis paa Klokkeslettet med sin store, elegante Automobil, der bevægede sig let og lydløst paa sine elastiske Gummiringe.
Skønt det var pragtfuldt varmt Vejr med høj, stærk Sol, lignede han dog nærmest en Nordpolsfarer. Han var iført en stor Pels, der vendte det lodne Skind udefter, og han havde store, tætsluttende Landevejsbriller for Øjnene. Hvis Automobilsporten ikke forlængst var anerkendt som mondæn i det mondæne San Sebastian, og hvis stilfuld Udhaling i Automobilkostume ikke forlængst var fastslaaet som højeste fashion, saa vilde han i denne Dragt have gjort en komisk Figur.
Nu faldt det paa ingen Maade Lola Montero ind at le, da hun steg ned ad Marmortrappen og saa den underlige Dykkerskikkelse bøjet over den pustende og stønnende Maskine, der syntes greben af en feberagtig Utaalmodighed efter at komme afsted. Hun betragtede Marquien med den til Beundring grænsende Ærbødighed, med hvilken man ser paa en uniformeret Yacht-Amatør eller Luftskipper, til hvis kyndige Førerskab man skal betro sig.
Derimod kunde Skuespillerinden ikke lade være med af og til at lade sit Blik ligesom mønstrende glide ned over Matadorens Skikkelse.
Det var første Gang i sit Liv, hun havde set ham civil. Som alle sine Kolleger gik ogsaa Bombatini altid klædt Tyrefægternes daglige Kostume eller Galladragt, der begge er lige klædelige ved deres Stil og Stramhed.
Men idag, da Matadoren skulde foretage et lille Svip over Grænsen, ønskede han at være mindre afstikkende klædt i det fremmede Land, hvor Toros-Folkene altid vækker en vis Opmærksomhed.
Han havde derfor iført sig sort Frakke, graa Benklæder og høj Hat. Men det var ikke langt fra, at Lola Montero fandt ham komisk i dette Kostume, komisk som en Japaner, der første Gang bærer evropæisk Dragt.
Hele hans vanlige Selvsikkerhed i Bevægelsen var borte; Frakken posede og vilde ikke holde sig glat over hans stærke, brede Skuldre, men krøb op i Nakken; Benklæderne faldt saa løjerligt om de smaa næsten dameagtige Fødder, der var Bombatinis Stolthed, naar han optraadte i Silkestrømper; og den høje Hat vilde ikke sidde fast paa Hovedet, hvis Haar var kæmmet frem og bundet i den for Tyrefægterne særlige Frisure.
Lola Montero kunde ikke frigøre sig for det Indtryk, at der var noget klovnagtigt over denne Skikkelse, hvis Mandighed hun saa ofte havde beundret.
Dog, dette forsvandt hurtigt, da Marquien nu kom med de store Pelse, i hvilke de alle blev indhyllede.
Saa gik det afsted i strygende Fart med Marquien som Vognstyrer og Chaufføren ved hans Side.
Paa Bagsædet sad Lola Montero og Matadoren Bombatini.
Turen var pragtfuld langs den blaa biscayiske Bugt, og uden Uheld naaede man Biarritz, hvor den splendide Frokost indtoges paa Strandhotellet i Selskab med nogle inviterede franske Gæster.
Efter at man havde siddet en halv Tid nede paa Plagen i Strandkurvene og set paa de Badende og Børnene, der med opkiltret Tøj legede i Havstokken og gravede Kanaler i Sandet, blev hele Selskabet enigt om at gaa i Vandet.
Under munter Latter vadede Herrer og Damer i Fællesskab ud fra Kysten for med faa Sekunders Mellemrum at modtage en Overrisling af den mægtige Flodbølge, der med Regelmæssighed som et Urs Perpendikel skyller ind i Klippebugten og atter trækker sig tilbage. Det er, som om denne Naturens store, krystalrene Vandmasse, der sendes ind over Stranden ude fra det dybe, aabne Hav, ikke blot renser det ydre Menneske, men ogsaa det indre. Selv ellers snerpede engelske og amerikanske Misser har aldrig følt sig forargede over Badelivet i Biarritz.
Medens man ude i Vandet lo og sprøjtede hverandre over, var Bombatini den eneste, der ikke havde undt sig selv Behageligheden ved det forfriskende Bad ovenpaa den støvede Køretur.
Man havde kun gjort en Bemærkning derom indbyrdes en passant, thi ved de store Badesteder handler enhver efter sin Lyst.
Nu havde man taget Afsked med Selskabet og var for Hjemgaaende.
Omtrent paa Halvvejen passerede man en Bro, der førte over en Biflod til Rio Uremea, ved hvis Udløb San Sebastian ligger.
Paa Bredden var der en lille malerisk Ruin, over hvis solbeskinnede, mørke Murrester de hvide Akacier dryssede deres Regn af Blade, medens den klare, rislende Strøm aandede en forfriskende Kølighed op gennem Breddens rige Flor af yppige Vandplanter, i hvis tætte Skov Insekternes Sværm summede.
Fra Land skød en lille forfalden Bro med tilhørende Vandballer og Vadskeapparater sig ud i Aaløbet, og paa Broen var to smaa, næsten fuldstændig nøgne Børn ivrigt i Færd med at faa en Papirsbaad til at sejle.
Drengen laa paa Knæ paa det yderste af Broen, den lille Pige stod beundrende tæt op ad ham, skrævende paa de smaa, brunede Ben under det lille ildrøde Stumpskørt og med begge Hænderne i Siden.
Det var et nydeligt Genrebillede i den mest maleriske Indramning.
Lola Montero ønskede at stige ud for at hvile sig et Øjeblik paa den smukke Skrænt. De store Kapper blev kastede op i Avtomobilet, der kørte videre, og man lejrede sig i det Grønne.
Pludselig lød der et Skrig nede fra Floden. Den lille Dreng havde bøjet sig for langt frem efter Papirsbaaden og var falden i Strømmen, der allerede havde grebet ham. Søsteren stod nu og skreg op i Rædsel om Hjælp.
— Red ham! Red ham! udbrød Lola Montero, der havde rejst sig og forskrækket stirrede ned mod Floden. Bombatini stod og trippede nervøst paa Fødderne, men han rørte sig ikke af Pletten og beholdt baade Hat og Frakke paa.
Marquien havde derimod i et Nu gjort sig klar og behændigt skudt Skoene af sig. Han løb ned over Skrænten, kastede et Par Gange prøvende Blikket mellem Vandplanterne som en Hund paa Andejagt og smed sig saa med et Plask i Vandet, der stod tilvejrs i et højt Sprøjt.
Et kort Sekund var han helt borte, saa kunde man se hans Hoved dukke op, medens han svømmede rask frem mod Drengen, som Strømmen allerede havde taget.